An historical geography of Scotland. Ed. by G. Whittington, I. D. Whyte.

Academic Press, London 1983. VIII, 282
s., ill. 23 cm. GBP 79.80.

Skal man dømme efter litteraturudbruddet, er der i Skotland en lidenskabelig interesse for landets historie. Det kan derfor undre, at den historiske geografi, eksempelvis i forhold til England, er så relativt sent udviklet. Nærtveærende bog er ikke, og gør heller ikke krav på at være, nogen komplet fremstilling. Der er huller. Men forfatterne, elleve i antal, har haft den fornuftige ambition, at undgå den gamle tendens at fokusere meget stærkt på landbrug og rural bebyggelse. Desuden vil de, ifølge forordet, undgå at søge det sær-skotske med snævert nationalistisk syn. Der er da heller ikke megen sækkepibemusik i bogen, men som regel et fornuftigt materialistisk - i filosofisk forstand - syn på tingene.

Den skotske nation er et blandet folkefærd, Piet er, Bretoner, Angler, scoter, og skandinaver. Picterne, som er et romersk øgenavn for alle de babariske stammer, som de havde vundet over, er de oprindelige. Men her gives der en ny fortolkning på andre folkeslags erobring af landet, end den hidtil gængse. Det påvises, at scoterne, der kom fra Irland og vikingerne fra Skandinavien slet ikke kom plyndrende med blodøksen forrest, men at de nådisgst fik lov til at bosætte sig på den ringeste eller übenyttede jord. Det er også nyt, at den arealklasse i landbrugssystemet detegnes outfield, her tolkes som en relativ sen udvikling, efter den Sorte død. Tidligere var den henlagt mere übestemt til the Dark Age.

Udviklingen af Skotlands industri og bysystem efter den industrielle revolution, er en fascinerende historie, men artikelopdelingen i bogen fører til en del gentagelser, samt en fraktionering, som bevirker at visse betyningsfulde »bølger« i den historiske geografi udviskes. Hvert kapitel følges af en god littraturliste, men figurmaterialet er ret ujævnt fordelt.