Nyt fra den historisk/geografiske forskningsfront

Tre betydelige forskningsbidrag har set dagens lys inden for de sidste 5 år. To af disse er licentiatafhandlinger fra Historisk Institut ved Odense universitet, mens den tredie er en doktorafhandling fra Historisk Institut ved Københavns universitet. De to førstnævnte behandler alene fynske forhold, mens den sidste nok er en landsdækkende analyse, men alligevel med stærk vægt på en udredning af fynske forhold. Det er hovedresultaterne af disse 3 arbejder, der vil blive fremlagt i det følgende.

Torben Grøngaard Jeppesen: Middelalderlandsbyens
opslåen. (Fynske Studier XI, Odense Bys Museer, 1981).
Licentiatafhandling.

Afhandlingen, der bærer undertitlen Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig Middelalder, er resultatet af det fynske forskningsprojekt om Landsbyernes Opslåen og Udvikling, der afvikledes i årene 1975-79. Det bestod af arkæologiske fellgravninger i en halv snes eksislerende landsbyer og el par nedlagle, supplerel med konlrolgravninger i andre spredle fynske lokaliteter. Opgaven havde koncentrerel sig lil el område mellem Odense og Kerteminde fra Åsum lil Ladby. Blandl landsbyerne var 7 lilhørende del ældsle navnelag fra folkevandringslid, 2 del mellemsle navnelag fra vikingelid og 2 del yngste lag fra middelalder. Del overraskende resullal af fellgravningerne blev, al ingen af lokaliteterne gav arkæologiske daleringer længere lilbage end del 10. århundrede, og hovedparten endda kun lil sen vikingelid/lidlig middelalder, selv om del ældsle navnelag skulle indicere folkevandringslid, og skuffende nok lykkedes del ikke al få dækkel del tidligere kendte bebyggelsesbrud i germansk jernalder. Den derved opslåede konflikl mellem del sikkert dalerede, ældsle navnelag og del forhold, al de landsbyer, der bærer disse navne, ikke indeholder levn fra germansk jernalder, må derefter efter forfallerens mening forklares sådan, al der nok har værel område - og bebyggelseskonlinuilel gennem hele perioden, men al en pladskonlinuilel og boslabililel førsl indlræder i sen vikingelid, og del gælder såvel eksislerende som nedlagte

De lidligere af C. J. Becker konslalerede vikingelids flyltelandsbyer, der i øvrigl bekræftes af nye fynske undersøgelser, må således opfalles som en iradilion, der også har værel gældende i germansk jernalder, selv om denne periode endnu ikke har manifeslerel sig i efterladte boplads-indicier, hvad så grunden kan være, for man har vel ikke værel el hyrdefolk?

Afhandlingen beskæftiger sig også med de formodninger, der har været fremsat til forklaring på, hvorfor bofasthed indtræder i sen vikingetid/tidlig middelalder. Her har forfatterens kollega i det fynske landsbyprojekt Erland Porsmose i en forklaringsmodel peget på fremkomsten af hjulploven og introduktionen af et nyt driftssystem bestående af et vangebrug med driftsfællesskab. Hertil kunne så føjes, at landets organisation i sogne og det tidlige kirkebyggeri kan have været med til at styrke en pladskontinuitet.

Erland Porsmose: Den regulerede landsby. Odense
Universitetsforlag 1981. (Licentiatafhandling).

Mens Torben Grøngaard Jeppesen beskæftigede sig med de første landsbyers opslåen og lokalisering omkring overgangen mellem vikingetid og middelalder, så er denne afhandling et forsøg på at lukke det i bebyggelsesmæssig henseende kildefattige hul frem til tiden omkring de store matrikler i sidste halvdel af 1600-tallet. Forfatteren har kaldt sit arbejde: Studier over bebyggelsesudviklingen på Fyn i tiden fra ca. 1700 til ca. 1000 e.Kr. fødsel, hvorved han angiver, at det drejer sig om en retrospektiv undersøgelse. Hans udgangspunkt er Chr. V's matrikel 1688, hvis store datamængde endnu en gang giver anledning til en dyberegående undersøgelse. Ved brug af den lange række variabler, der er indeholdt i forarbejderne til matriklen, hvor der er angivelser over agerjordens omfang og bonitet, koblet med den endelige matrikels beregninger over hartkornet af ager, eng, græsning og olden, kommer forfatteren frem til, at man på basis af bebyggelsesmæssige og ressourcemæssige kriterier er i stand til at foretage en regionalisering af bebyggelsen på Fyn i form af 3 kulturgeografiske regioner: en slettebygdregion, en skovbygdregion og en kystbygdregion, og til dette mønster føjer sig så hovedgårdene (og købstæderne). På grundlag heraf foretages der en retrospektiv undersøgelse, hvori også indgår stednavnestudier, studier af den administrative inddeling i ejerlag og sogne, statistiske data på skattemandtal, jordebøger og ejendomsforhold tilbage til tiden omkring reformationen. Det er et gennemgående træk i disse undersøgelser, at der indgår en flittig brug af geografiske metoder og teknik, og ikke mindst er den kartografiske metode taget flittigt i anvendelse.

Del er her lykkedes forfalleren al påvise en belydelig kontinuilel og slabililel i landsbyernes gårdanlal, mens delle ikke gælder for landbrugshusenes vedkommende, el forhold der nok kan lilskrives malerialels svagheder, når del drejer sig om skallelal. Men i øvrigl kan der påvises en kraftig væksl i husene i den sidste del af perioden.

Den videre relrospeklion lil liden forud for reformationensløder på slore problemer i forbindelse med de velkendte svagheder i del middelalderlige materiale. Her må især slednavnesludierne holde for kombinerei med punklarkæologiske undersøgelser, ligesom de spredle oplysninger om øde bebyggelser inddrages. Konklusionerneheraf er i hovedtrækkene de velkendte: en

højmiddelalderlig bebyggelsesekspansion manifesteret i anlæg af torper og skovrydninger, en efterfølgende senmiddelalderligretraktion, der for Fyns vedkommende viser sig at have ramt næsten 100 landsbyer i tiden frem til ca. 1450, da der tilsyneladende indtræder en ny balance i bebyggelsernes antal. Den samme periode er også en krisetid for slettebygdens hovedgårde, hvor ressourceudnyttelsensynes at have været udtømt. Anderledes har det forholdt sig i skovbygden og kystbygden, der begge i navnemæssighenseende repræsenterer et yngre bebyggelseslag,og hvor yderligere ressourcer endnu kunne inddrages. Her kan der fremvises en vækst i antallet af enestegårde såvel som hovedgårde, mens der nok nedlægges landsbyer,et forhold som forfatteren opfatter som en tilpasning til stadige justeringer i hovedgårdsdriften og -strukturen, der igen har en baggrund i skiftende økonomiske forudsætninger.

Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer
og agrarstruktur i Danmarks landsbyer
1682-83. Bygd 1983. Disp.

Forfatteren angiver selv afhandlingens hovedsigte at være en analyse af midler til at muliggøre fortsat dyrkning af jorden, som anvendtes af bønderne i Danmarks landsbyer i 1680'erne, da der i forbindelse med udarbejdelsen af Christian V's Matrikel fandt en systematisk opmåling og vurdering sted. Herved oplyses det indirekte, at landets enkeltgårdsegne ikke indgår i afhandlingen. Der er lagt speciel vægt på den geografiske udbredelse af anvendelsen af forskellige rotations- og sædskifteformer, og der fremsættes i den forbindelse den teori, at udbredelsen af dyrkningssystemerne skyldtes landets fysiske forhold, først og fremmest jordbundsforholdene, men derud over søger afhandlingen at vise, at også andre faktorer som kulturel påvirkning og lokal rumlig organisation gør sig gældende.

Det er ikke her meningen at gøre rede for arbejdets mange, landsdækkende aspekter og variationer, idet der kan henvises til en udførlig anmeldelse i Historisk Tidsskrift og en kort omtale i Geografisk Tidsskrift 1983. Nærværende omtale vil alene holde sig til de fynske resultater, idet denne landsdel har fået en særlig fremtrædende plads i disputatsen, nemlig '/3 af teksten, og illustreres af talrige herredskort og adskillige ejerlagskort. Behandlingen falder også helt i tråd med de to fynske forfatteres indsats. Til forskel fra Erland Porsmose behandler KarU Erik Frandsen især de funktionelle aspekter i dyrkningssystemerne, ligesom han gør sig til talsmand for teorier angående disse systemers herkomst i europæisk sammenhæng. Han kan konstatere, at 3-vangsbruget har været dominerende over det meste af Fyn, idet dog man i de to vestlige herreder, Bag og Vends, har drevet et 2vangs brug i lighed med de overfor liggende jyske herreder, hvorfor han har benævnt det Lillebæltssystemet. I øvrigt var det karakteristisk for det fynske 3-vangs brug, at der ofte var flere end 3 vange, hvortil kom et større antal vænger, kohaver, løkker etc., men det fik ingen indflydelse på det treårige sædskifte. Frandsen har også truffet mange tilfælde med integrerede systemer og en tendens til opløsning af den traditionelle dyrkningstvang. I mange tilfælde synes relieffets udformning og jordbundsforholdene at have været en bagved liggende årsag til de store variationer. Det gør sig ikke mindst gældende, når man betragter kontrasten mellem dødisområdet ved Vissen bjerg på den ene side, hvor græsmarksbrug, kvægavl og skovbrug har spillet en dominerende rolle, og slettebygderne på den anden side, hvor man havde typisk 3-vangs brug og byg-landgilde.

I et følgende kapitel behandles landgilde og udsæd 1662 i et forsøg på at uddybe forståelsen af de variationer i dyrkningen, som 1688-matriklen antyder. Forfatteren har her sammenholdt kort over smørlandgilden, dens andel i hartkornet og dyrkningssystemernes udbredelse og mener herigennem at kunne udskille kødkvægområder fra malkekvægområder.

Selv om forfatteren ved flere lejligheder fremholder relief og jordbundsforhold som en faktor i valget af dyrkningssystem, så mener han det berettiget, at der kan være tale om et resultat af innovationsspredninger. Lillebæltssystemet skulle da være den ældste form for vangebrug på Fyn og opstået ved en spredningseffekt fra Jylland. Senere skulle det så være fortrængt af en fra Sjælland indtrængende 3-årig rotation, men noget bevis herfor er det vanskeligt at se, idet der også kan være tale om en spredningseffekt tværs over Østersøen.

Disse vangesystemer kan nok i teorien virke noget siive, men borer man dybt nok, som Frandsen her har gjort det, så vil man forstå, at disse systemer fremstår i mange varianter, ligesom man får et levende indtryk af, at mange ting er under forvandling i den periode, der her behandles.

De to første af de her omtalte store arbejder er som angivet fra Odense universitet, hvor man i det historiske institut har gjort studierne af det ældre, fynske landbrug til en hovedhjørnesten i forskningen, sådan som det har manifesteret sig gennem en række af Skrifter fra Historisk Institut inden for de senere år, ligesom man har indbudt til tværfaglige symposier. Man har på Odense universitet forstået at kombinere historie med arkæologi og geografisk metode i et samarbejde, der lover godt for fremtiden, og man har ikke set slutningen på denne forskning endnu.