Mindeord Eigil greve Knuth (1903-1996).

Det er hævdet, at med Eigil Knuths afgang ved døden afsluttedes den epoke i Grønlandsforskningen, der prægedes af enerne: karaktérfulde mænd med et stædigt, næsten fanatisk engagement, der satte dem i stand til at udøve utrolige pionérgerninger.

Eigil Knuths løbebane fulgte ikke nogen lige linie. Han afsluttede sin uddannelse som billedhugger (1924), men først efter et påbegyndt arkitektstudie. Efter at have deltaget i Nationalmuseets udgravninger i Vestgrønland 1932 blev det Grønland, der livet igennem fastholdt hans interesse, næret af utallige opgaver. Specielt blev disse en række ekspeditioner, franske såvel som danske. Især blev Peary Land målet for mange af disse, hvorved Eigil Knuth opnåede et meget betydeligt kendskab til områdets arkæologi og i tilknytning dertil, indvandringshistorie.

Der knytter sig til Eigil Knuths personlighed en række myter, som karakteriserer den på mange måder. Hvem andre kunne fx finde på at synge 'Der er ingenting i verden så stille som sne' i et telt, der blafrer under en hylende snestorm - og dermed lette den noget bekymrede stemning? Knuths egne indtryk af Grønland meddelte han i en række skulpturer og tegninger, bøger, rapporter og radioudsendelser.

Når Grønland var emnet, var Knuth en trofast deltager i Selskabets møder, hvor han ofte bidrog med åbenhjertige, sommetider ret barske, diskussionsindlæg. Knuth modtog Selskabets Hans Egede Medaille 1952. Ved oktobermødet 1996, der var udformet som et seminar om grønlandsforskningen og Knuths rolle deri, fandt en bredt sammensat deltager-kreds anledning til at mindes Eigil Knuth som grønlandsforsker og personlighed.

Æret være Eigil greve Knuths minde