T. Kjærgaard: The Danish Revolution 1500-1800, - an ecohistorical interpretation.

Cambridge University Press, Cambridge 1994. XII, 314 s., ill.,
24 cm. GBP 35.-.

Denne bog vakte beundring og kritik, da den i sin danske udgave forsvaredes som disputats. Beundringen skyldtes dels den dristighed, hvormed Kjærgaard havde kastet sig ud i den store og vanskelige opgave at forsøge at skrive en økohistorie, dels bogens klare og konsekvente fremstilling. Diskussionen kom hovedsageligt til at dreje sig om rigtigheden af de data, bogen var baseret på, og de konklusioner, der blev draget af dem. Særlig naturvidenskabsfolk mente, at de økologiske elementer var mangelfuldt dokumenteret og beskrevet. Historikerne var mere optaget af de kronologiske problemer, som værket også indeholder, fx vedr. spredning af ny landbrugsteknik. En del af debatten er optrykt i 'Fortid og Nutid' 1994. Kjærgaards bog er nu udkommet på engelsk med ganske få ændringer. Det er beklageligt, at lejligheden

ikke er benyttet til at korrigere og supplere i højere grad, end tilfældet er. Skildringen i bogens første del af den kologiske krise' (Anatomy of the Crisis) mangler stadig dokumentation og analyse, såvel som omtale af vigtige hændelser -fx af klimaforhold ('den lille istid' nedsatte således i en årrække landbrugets produktion). Anden del af bogen om 'den økologiske revolution' omfatter ændringerne i jordbrugsteknik og i anvendelse af energi- og råmaterialer uden, at der påvises nogen revolution'. En hovedvægt lægges på den rolle, kløveren som kvælstofsamler spiller i jordbruget. Det synes Kjærgaard magtpåliggende at fastslå, at det var bønderne selv, der gradvist indførte kløveren. I virkeligheden var det øjensynligt mest ved godsejeres og præsters mellemkomst, at planten blev inddraget i driften, hvilket fx godsregnskaber viser. Resultatet af fornyelserne er beskrevet i del 111, og forklaringen derpå efter Kjærgaard i del IV. I modsætning til gængs historieskrivning mener han. at revolutionen' fandt sted fra neden. Reformisterne, hovedsageligt adelige, kom med deres landreformer først på scenen bagefter. Det er vel i hovedsagen om denne forklarings rigtighed, debatten har stået. De fleste tilgængelige oplysninger, også Kjærgaards, peger på, at 'moderne' landbrugsmetoder - derunder anvendelse af kløver - stort set alene indførtes på hoved- og præstegårde og ret sent i 1800-tallet under kraftig inspiration af den ny embedsadel, hvoraf mange kom fra det landbrugsmæssigt avancerede Holsten. Ny afgrøderotationer, langt givtigere end de gamle trevangs- eller græsmarksystemer, erkendtes at være mulige også for bøndergårdes drift. Men idéens realisation krævede, at fællesskabets jordfordeling ændredes: landbrugsreformer blev ønskelige - og blev ført ud i livet ved den centralistiske regerings hjælp og i velforstået egeninteresse! Bondestandens interesse synes at have været beskeden, før selvejet gjorde de ny metoders indførsel attraktiv. Landsstyret og dets mænd har efter denne opfattelse spillet en betydelig rolle - men det mener Kjærgaard altså ikke. Det er, også for geografer, et fantastisk spændende stof, Kjærgaard har behandlet: hovedtrækkene i det danske kulturlandskab prægedes i perioden. Forhåbentlig bliver hans spændende og velskrevne bog mindre opfattet som den endelige, kanoniske beretning om landbrugsevolutionen, men snarere som anledning til, at frugtbar diskussion og forskning igangsættes.