Carsten Niebuhr, Tobias Mayer und die Längengrade

Resumé

I 1714 udskrev det engelske parlament en konkurrence om den såkaldte længdepris. Man ville hermed fremme losningen af et problem, der var vigtigt for skibenes navigation i rum so, nemlig den nøjagtige bestemmelse af længdegraderne. Men 40 ar senere var problemet endnu ikke lost. I 1754 indsendte Tobias Mayer (1723-1762), kartograf og astronom ved universitetet i Göttingen, sit bidrag. Han havde offentliggjort tavler med nøjagtige forudberegninger af manens bevægelser og udviklet en metode til at beregne længdegraden af iagttagerens position ved hjalp af disse tavler pa grundlag af en maling af afstanden mellem manen og bestemte fiksstjerner og af vinklen mellem observationerne af de to himmellegemer. Bedømmelsen af hans bidrag trak ud i årevis. Da Carsten Niebuhr fik i 1758 privatundervisning hos Tobias Mayer for at kunne forberede sig pa sine opgaver som geograf inden den arabiske rejse, vandt han efterhånden Mayers fortrolighed i så høj grad, at denne lod ham fa kendskab til de matematiske procedurer, som var grundlag for den praktiske anvendelse af sin metode, og han tillod ham at kopiere månetavlerne, som Mayer havde yderligere forbedret siden 1754. Kilder, der hidtil ikke har varet udnyttet, dokumenterer, at Niebuhr pa eget initiativ ganske bevidst benyttede den første del af den arabiske rejse, sørejsen gennem Atlanterhavet og Middelhavet, til at gennemprøve Mayers metode i praksis. Han kunne således bekræfte over for Mayer kort for dennes død i 1762, at metoden var brugbar i praksis og gav præcise resultater. I England blev man først senere færdig med at gennemprøve Mayers forslag i praksis, og i 1765 fik han posthumt en del af længdeprisen. I den officielle publikation af Mayers månetavler og vejledningen til deres brug, der udkom i London i 1770, blev også Niebuhrs længdegradsbestemmelser medtaget. Endnu årtier senere betragtede man blandt astronomer lagmanden Niebuhrs præcise malinger og beregninger med den største respekt.