DANSKE BELLMANUDGAVER

De litterære forbindelser mellem Danmark og vort nærmeste broderland har ikke altid været påfaldende livlige. Oftest har det drejet sig om indflydelser og idéudvekslinger mellem digtere og litterater uden større resonans i det brede publikum, og hvis regnskabet gøres op, vil Danmark nok vise sig at have været den mest ydende part - alene i kraft af sin beliggenhed som en kontinental indfaldsport for de skiftende strømninger. Arrebo og Kingo er med til at formidle barokken i Sverige; Holbergs betydning for den svenske klassicisme — foruden hans komediers store popularitet - og Ewalds og Baggesens for antiklassicisterne er exempler fra det 18. århundrede; i det 19. modtager bl.a. Ling vigtige impulser fra Grundtvig, Tegner fra Oehlenschlæger og de naturalistiske „åttiotalister" fra Brandes. Den modsatte vej er der derimod færre influenser at notere. Dansk åndsliv har gennemgående i altfor ringe grad været orienteret mod nord; uvedkommende faktorer som politisk nag og sproglig ladhed har lagt sig hæmmende i vejen. Dog er der een svensk digter som har kunnet virke ned gennem tiderne ligeligt på de mest kræsne kendere og det allerjævneste publikum, og det til trods for alt lokalpræg, ja trods sin ursvenskhed og sproglige uoversættelighed: Bellman. En svensk litteraturhistoriker udtaler tilmed i hundredåret for hans død (1895), at man i det hele afgjort finder mere spor af Bellmans indflydelse i Danmarks litteratur end i den senere svenske, og at hans sange i danske dannede krese stadig beundres og gouteres nok så stærkt som i hans hjemland¹).

Selvom det nu, som vi senere skal se, ofte har været småt med den virkelige forståelse af disse sange, er deres litterære spor uomtvistelige - fra P.A.Heiberg og Baggesen over Heiberg-Hertz til Bergstedt og Seedorff - og også flere gange eftergået af forskningen2). Men yderligere vidnesbyrdom Bellmaninteressen herhjemme udgør de for en svensk forfatterusædvanlig talrige udgaver og oversættelser, som tildels er mangelfuldtfortegnet

fuldtfortegnetog undersøgt. Da Det kongelige Bibliotek fra privat side
fornylig har suppleret sin samling heraf, skal der i det følgende gøres
summarisk rede for, hvad der hidtil kendes af danske Bellman-tryk.

De falder i tre tydeligt afgrænsede perioder, som afspejler højdepunkterne for Bellman-popularitetens kurve. Boghistorien kompletterer her som oftere litteraturhistorien ved at vise værkernes spredning uden for de særinteresseredes snævrere kres.

Den første periode falder i digterens egen levetid, nærmere betegnet 1780'erne, da hans viser begyndte at vandre på egen hånd over sundet. De dukker da op i København som anonyme skillingstryk og i et kuriøst blandingssprog, der må forudsætte mundtlig overlevering. Ganske vist tryktes de også i Stockholm og andre svenske byer som gadeviser i mere eller mindre forvansket form, inden Bellman i 1790 og 1791 fik besørget sin autoritative udgave af Fredmans Epistlar og Sanger; men de mange danismer og sproglige misforståelser (f. ex. hurra och gutår > Herrer og Guttar!) tyder ikke på noget svensk trykforlæg.

Materialet, der ligesom de gamle danske skillingsviser sikkert kun udgør en lille del af, hvad der engang har været i omløb, omfatter tre tryk af Ep. 9 („Kåraste brodrar, systrar och vånner"), to af Ep. 23 („Ack du min moder") og et enkelt af henholdsvis Sang 35 („Gubben Noak") og Fredmans Testamente 200 („Mitt sinne friskt opp").

I et par samtidige samlebind med viser udsendt fra P.Horrebow i Adelgade - en datidens Strandberg - findes to oplag, det ene med rstallet af Tvende nye lystige Arier, hvoraf den første er „En svensk Aria": „Kåraste Brodrar, Systrar ock Vennar [sic] ..." I det udaterede (seneste?) oplag er sproget yderligere daniseret, og heraf foreligger et eftertryk fra ca. 1784 i „Tvende nye Viiser", udgivet af Svares Efterleverske i St. Kannikestræde (i et visebind, stammende fra den store bogsamler, kancellichefen og litteraten Luxdorph). At sangen var yndet, ses også deraf, at den er indlagt i Emanuel Ballings Dyrehavespil „Rusk um Snusk" fra 1782, og at melodien anvendes tre gange i en københavnsk visebog fra året efter foruden i hjemlige gadesange; også Baggesen ses samme år og flere gange senere at have benyttet den.

Fra samme tid må stamme „ Tvende ganske nye Viser. Den Første begyndersaaledes: Sag du min Moder, etc." (to udgaver u. å„ hvoraf den ene i Svend Grundtvigs samling af flyveblade i Dansk Folkemindesamling). Det er Fredmans ynkværdige enetale, da han ligger i rendestenen uden for værtshuset. Også til den hentydes i Ballings Dyrehavsstykke. Endvidereden mest makaroniske af dem alle, Gubban (!) Noa, som allerede 1770 findes opskrevet i et underholdningsblad, „Fruentimmer- og Mandfolketidende";til

folketidende";tildens iørefaldende melodi skrev bl.a. Abrahamson sin drikkevise „En tungsindig, en tungsindig melankolisk Mand" (optaget i den førnævnte visebog)3). En anden Drikkevise, et af skillingstrykkene fra Svares Efterleverske (i det nævnte Luxdorph-bind), er den sidste bevaredei denne første gruppe4); den begynder: „Mit Sind år frisk uppa paa krogan / Thi Bacchus han venter os der. / At være Apollo meer trogan / Det år ikkun bara Besvar." Også her er rigeligt med „hypersvecismer" af typen krogan og trogan istedenfor krogen og trogen - ligesom sangerindeni Jacobsens Niels Lyhne „satte a'er ind i alle Endelserne for at det skulle lyde rigtig svensk".

Respekt for texten var der så meget mindre tale om, som autor næppe kendtes. Det var endnu blot illitterære krosange, importeret for plebs ligesom de tyske; det bevidner tydeligst Rahbek, da han i sine erindringer omtaler Det norske Selskabs drikkeviser fra denne tid som egnede „til at give Blod paa Tand og Afsmag for „kiæreste Brødre, Søstre og Venner" og „die Juden wollten lustig seyn" og andre saadanne Kippeog Vagt-Viser, hvormed man hidindtil havde taget tiltakke .. ,"⁵). Et omslag var dog på vej. Den litterære skandinavist Jens Kragh Høst viede Bellman en omtale, omend noget forbeholden, i sin oversigt over den svenske litteratur i Rahbeks „Minerva" for 1794, og da digteren døde året efter, skrev han en meget anerkendende nekrolog i sit eget tidsskrift „Nordia" og fordanskede i tilgift en af epistlerne (no. 39, „Broderna fara val vilse ibland"). Men samtidig med at „den svenske Anakreon" således så småt blev opdaget som digterpersonlighed i litterære krese, fortrængtes hans værker atter fra visemarkedet og synes i det nye århundrede at have været ved at gå i glemme. Det samme var tilfældet i Sverige, hvor Atterbom i 1812 - med en tysk kritiker som forløber — fandt det påkrævet at slå til lyd for Bellman i den nyromantiske skoles organ „Phosphoros". Netop i dette år var både Rasmus Nyerup og Christian Molbech i Stockholm og begejstredes ved at opleve Bellmansang; Oehlenschlæger lærte sig at synge Bellman, efter hvad Atterbom selv beretter fra deres sammentræf i Berlin 181_7, og samme år indlagde han melodien fra „Kåraste broder ..." til en bryllupsvise i „Fostbrødrene". Det var vel første gang bellmanske toner lød fra den danske skueplads. Med Heibergs vaudeviller holdt de for alvor deres indtog, og Aarestrup og Hertz indleder rækken af imitationer; alligevel kan jo den sidste i sine Hirschholmdigte fra „Bellmansommeren" 1832 udbryde: „Fredman! Din Sang, der er kjendt af saa Faa . . .", og fru Heiberg erklærer i sine erindringer, at „disse Sange vare paa den Tid saa godt som übekjendte i Danmark". Først i skandinavismens æra, efter 1840, begyndte de atter at blive almeneje, og hermed var forudsætningen tilstede for den anden periode af danske Bellman - udgivelser.

Steens forlag startede forsøgsvis med at forhandle en i Kristiania 1838 udsendt oversættelse af nogle Udvalgte Sange med guitar- og klaverakkompagnement(udgaven, som angives noget forskelligt i det danske forlagskatalog18 41 og den norske bogfortegnelse, synes ikke at findes i noget dansk bibliotek). Men efter at de danske og norske studenter i 1843 havde besøgt Stockholm og Uppsala og hørt svenske Fredmansangere udfolde sig, skulle tiden være moden også for danske publikationer. I december samme år fejredes en Bellman-fest i Det skandinaviske Selskab i København,hvor

havn,hvorCarl Ploug og J.L.Heiberg holdt taler om digteren, og flere af hans sange blev foredraget; de to introducerende indlæg kom ud i bogform og supplerer forøvrigt hinanden smukt — som exempler på, hvad man idag ville kalde historistisk og strukturalistisk metode: mens Ploug opridser den historiske og biografiske baggrund, foretager Heiberg genrebestemmelsen(„Bellman som comisk Dithyrambiker") og den æstetiske analyse af værket som et komisk-dityrambisk epos.

I 1843 påbegyndtes tillige, på den nyetablerede skandinaviske Boghandels forlag, en statelig illustreret udgave i imperialoktav, redigeret af en svenskfødt student og sproglærer ved navn P.O.Welander: „Fredmans Epistlar med Gallerie og Scener, fremstillede i 24 colorerede Lithographier, 80 Melodier - samt Ordforklaringer". Den indledes med en „Biographi og Characteristik", den sidste væsentlig efter førnævnte tyske kritiker (den som historiker velkendte Ernst Moritz Arndt). De anonyme farvetavler er litograferet af Bærentzens anstalt, tidens mest ansete, efter de i Sverige yndede plancher af Elis Chiewitz, som var udkommet i albumform under titlerne „Gallen till Fredmans Epistlar och Sanger" og „Scener ur Fredmans Epistlar och Sanger", graveret af Ruckmann (1827-28⁶); herfra den danske undertitel „Galleri og Scener"). Kgl. Bibi. har af denne billedrække et par senere ret tarvelige eftertryk („Bellmans-Galleri", Sth. 1874, af B. eller T. Gren (?) og „Scener ur Fredmans epistlar och sanger med upplysande text", Sth. 1892). Også ellers er bogen bemærkelsesværdigt udstyret; den fornemme sideomramning kan minde om Heibergs Nye Digte 1840. Med særlig paginering er tilføjet et melodianhang, der i udsættelse svarer til den svenske originaludgaves. Texten selv er næsten fejlfri - et særsyn ved svenske bøger trykt i Danmark - og forsynet med ordforklaringer under hver side, som tillige giver lidt kulturhistoriske oplysninger, f.ex. ved at jævnføre stockholmske lokaliteter med lignende københavnske (Munkbro-mångelskorna - Gammelstrandkjællinger); unøjagtigheder er sjældne, som når „namnsdag" gengives ved „fødselsdag" eller „på 70-talet" ved „i Aaret 1770". Gloseoversættelserne gives dog ret sparsomt og tilfældigt og delvis til norsk, da udgaven desuden var beregnet på salg i Norge; dette punkt vakte især kritikkens mishag, og en længere polemik blev ført herom i bladet „Den Frisindede" med indlæg både fraWelander og hans forlægger, G. H.Jæger.

Udgaven fortsattes imidlertid i samme spor året efter (1844) med „Fredmans Sanger . . . Med Gallerie og Scener fremstillede i 12 Lithographier,65 Melodier - samt Ordforklaringer". På det endelige titelblad fra 1845 er Welanders navn ganske vist fjernet, sandsynligvis fordi han var rejst fra sit udgiverarbejde til Norge7). Endvidere er illustrationerne

denne gang uden farver - måske har afsætningen af den dyre første del alligevel ikke helt svaret til forventningerne, selvom forlæggeren påstod, at oplaget (på iooo ex.) nær var udsolgt. Det nye bind har iøvrigt den særlige interesse, at Chiewitz' figurbilleder er suppleret med fire situations-studier,signeret „W.Pedersen del.", dvs. Bærentzen-stentryk efter fortegning af den senere navnkundige H. C. Andersen-illustrator Vilh. Pedersen.De har en hel anden blød toning og stemning end de grovere, neuruppinske Chiewitztavler (og er også blevet trykt efter i det omtalte svenske galleri fra 1874). Til denne del leveredes et separat musikbind med eget litograferet titelblad. At udgaven imidlertid har været vel kostbarfor et større publikum, kan den omstændighed tyde på, at der ifølge bogfortegnelsen udsendtes et billigere særaftryk af texten til epistlerne uden illustrationer og musikbilag (1845; dette findes hverken på Kgl. Bibi. eller Univ.-Bibl.). Et par år efter måtte forlægger Jæger indstille sin skandinaviske sortimentsboghandel; „den nordiske strømning var endnu ikke stærk nok til at bære et sådant foretagende", fastslår boghandelens historiker⁸). Oplagene overgik til Høst og Iversen, og kort efter Jægers konkurs annoncerede førstnævnte i Adresseavisen, at restpartiet af „Pragtudgavenaf Bellmans Værker" realiseres for halv pris (18._9.1849).

Medvirkende til dens kranke skæbne har været, at der både i Sverige og Danmark viste sig konkurrenter i farvandet. En noget beskednere anlagtudgave af Fredmans Epistlar och Sanger udsendtes ligeledes i 1845 P^ Wahls forlag af en anden akademiker, den også som tidsskriftredaktør virksomme cand. philos. C.Nielsen. Den er i lille tospaltet oktav og ikke optaget i bogfortegnelsen; Kgl. Bibi. har først i nyere tid modtaget et exemplar (med den unøjagtige rygtitel „Fredmans Epistlar") sammen med en del svenske og tyske Bellmanudgaver fra bibliotekar Fr.Birket- Smith, som var en kender og samler af Bellmaniana og forøvrigt modelleredepoeten for Den kgl. Porcelainsfabrik. Desuden har Kgl. Bibi. fornyligved privat køb erhvervet nogle af de originale hæfter, hvori bogen sendtes ud „paa Udgiverens Forlag" med omslagsbetegnelsen „IllustreretUdgave af Fredmans Epistlar og Sanger ... i Forening med flere Kunstnere og Studerende udgivet af C.Nielsen". Af de flere kunstnere synes der kun at være blevet een tilbage (når bortses fra det foransatte portræt - et Bærentzen-litografi efter Kraffts kendte maleri af den guitarspillendedigter, som også prydede Welander-udgaven); det er C. L. Petersen,som

tersen,somhar kobberstukket titelbladet og en række scener, indrammet af småbilleder og dekorationer, sirligt og pertentligt, men ikke meget i digtenes dionysiske ånd. Mens Kgl. Bibl.s exemplar har sådanne illustrationstavlertil Ep. 9, 31, 45 og 58, har andre (Univ. Bibi. Kbh., Kungl. Bibi. Sth.) tillige til 38, 53, 82 og Sg. 11; og mulig har der existeret flere, da det synes påfaldende, at Sangerne kun er betænkt med et enkelt billede.Texten er knap så nøjagtig som Welanders; den rummer flere danismer(at for att Ep. 8, 1; rubbe for rubba Sg. 2, 2; tanke for tånka Sg. 33, 1; fik for fick Sg. 37, 4; hat for hatt Sg. 45, 5 o.l.) og en del fejl som er rettet med håndskrift i Birket-Smiths exemplar (Ep. 25, 6; 55 overskr.; 80, 7; 81, 2; 82,1). Ordforklaringerne er her samlet ien liste bagi bogen. Et restoplag synes at være overgået til Iversens forlagsboghandel, som lod påsætte nyt titelomslag (u.å.; i Univ. Bibi. Upps.) og senere i samme format publicerede musikbind til epistlerne (1849;(₁849; ikke i bogfortegnelsen, findes kun i svenske bibl.) og til sangene (1850, med portræt). At der, som Birket-Smith oplyser, skulle være trykt musikbind hertil i Stockholm, har ikke kunnet verificeres.

Mere tarvelig er den tredje udgave fra dette år, en lille duodez betitlet „Fredmans Epistlar och Sanger . . . utgifne och forlagde af G.H.Jæger", altså en art pocket-edition, lanceret af samme forlag som Welanderudgaven for dem der hellere ville nøjes med at give 64 skilling fremfor henved ti daler for deres Bellman. Også denne er medgivet en indledende karakteristik, der bygger på Arndt, hentet fra „Svenska poesiens historia" af Uppsaladocenten C.J. Lénstrom (som 1843 for Gyldendal havde foranstaltet en fyldig svensk læsebog, bl. a. med Bellman-prøver). Selve texten er forholdsvis god, og der afsluttes endog med et lille kritisk appendix, hvor afvigelser fra originaludgaven samt enkelte håndskriftvarianter anføres. Det er affattet på svensk, og der forekommer ingen ordforklaringer; udgaven har været beregnet på også at forhandles i Sverige, og ifølge oplysning fra Stockholm foreligger den tillige med Goteborg som udgivelsessted (to oplag på Bonniers forlag, 1845 °§ 1846; i Kungl. Bibi.). Omvendt ser vi noget senere en episteludgave trykt i Stockholm udkomme samtidig i København og Kristiania (1854 og [1857-] 1858; sidstnævnte oplag kun i Kungl. Bibi.).

Studenterskandinavismen virkede hånd i hånd med Heibergs vaudevillerogHostrups sangspil til at gøre især melodierne udbredte; de vinder indpas i Studenterforeningens visebog fra 1848, og i den følgende tid udkommer både de nævnte Iversenske musikbind og „27 Sanger utsatte af A. P. Berggreen for 3 och 4 mansroster" (1850) - hvormed, som kritikerenOttoBorchsenius siden bemærker, den uskik blev almindelig at synge disse små dramatiske solonumre i kor. Også et separat klaverarrangementafFrun

gementafFrunoch pigan (Fr. Testamente 140) besørgede Berggreen ved samme tid. Derimod er texten det afgørende for skolemanden og skandinavistenM.Hammerichs Svenske Vers af Bellman, Tegner og Runeberg, som han udgav i et af sine programmer fra Borgerdydskolen (1856).(1856). Her foranstillesenpædagogisk formaning: „Det hører med til Dannelse for

Svenske at forstaae Dansk (Norsk), for Nordmænd og Danske at forstaae Svensk, - ikke at tale eller skrive det, men at forstaae det." Netop for den rette forståelse er der vedføj et oplysninger og ordforklaringer til de valgte digte - seks epistler samt nogle lejlighedsvers -, og de efterfølges af en litteraturhistorisk karakteristik. Rækken af dette tidsrums Bellmanpublikationersluttesmed en tobindsudgave af samtlige epistler og sange på Erslevs forlag 1858 i stor oktav, skiftevis en- og tospaltet efter verslinjernes længde; her er en del realkommenterende anmærkninger på svensk, formentligefteren svensk udgiver, blot nu og da isprængt danske oversættelser(ifraktur - ellers anvender alle de nævnte udgivelser antikva, fraregnetskillingstrykkene).Derudover er en række ordforklaringer til epistelbindetsamleti et afsluttende glossarium. To tilsvarende musikdele udkom særskilt, og nogle år efter kunne text og musik af epistlerne udsendesinyt optryk (1869-70, mangler i bogfortegnelsen; af musikdelen haves kun titelbladet).

Hverken kvartetsang eller textlæsning - der stadig var de almindeligste hjemlige tilegnelsesformer - udløser jo imidlertid de små mesterstykker i deres fulde register af vekslende stemninger og underfundige nuancer. Det blev en suveræn og indfødt fortolker, der ved en række sukcesrige koncertaftener i København fra og med 1890'erne indledte den tredje danske Bellman-æra: Sven Scholander. Et hæfte med udvalg af hans numre („Scholander-Album") fandt stor afsætning, og 1902 udkom i serien „Hjemmets Musik" en klaverbearbejdelse af epistlerne med underlagt text og ordforklaringer, foretaget (anonymt) af musikkritikeren og komponisten Charles Kjerulf, som havde taget initiativet til Scholanders gæsteoptræden. Den svenske sangers ledsageinstrument var lut (Bellman selv brugte citer), og et udvalg epistler med tilsvarende musikudsættelse for guitar udsendtes 1906 af Anda Ørngreen Friis.

Samtidig hermed forsøgte man sig på den vanskelige opgave at oversættedigtene, hvad der hidtil kun undtagelsesvis var sket. Et par prøver — Ep. 42 og 45 — meddelte Vilhelm Møller i serieværket „VerdenslitteraturensPerler" (1901; det pågældende hæfte udkom 1898), ganske vist indflettet i et ret vrangvilligt kapitel om digteren; det synes som om den genvakte Bellmanbegej string har presset Møller til at indlemme ham i sin verdenslitterære perlerække, og han slutter udtrykkelig med at benægteTegners ord om, at han som Nordens største skjald hører hjemme dér. Naturligvis lød der protester i pressen, og flere fristedes nu til at levere fordanskninger. Christian Nees indføjede en hel række i sin digtsamling„Fra Ungdomstiden" (1900, ny udg. 1905 med titlen „RimbundneMinder"), Martin Petersen oversatte en del af Sangerne (1901, nyt oplag 1902), og William Barbieri udgav ti udvalgte epistler og sange

med musik og dansk text (1908; ikke optaget i bogfortegnelsen og af Birket-Smith betegnet som „vistnok utrykte"). Disse er dog alle ret dilettantiske.Mere i originalens ånd forekommer Johannes Marers udvalg (to oplag 1918, sat med gammelagtig schwabacher). Mest vellykket er nok Charles Kjerulfs gengivelse af epistlerne, der udkom 1920 efter hans død, samme år som de på originalsproget indgik i rækken af Gyldendals små digtsamlinger. Kjerulfs værk er tilegnet Scholander og typografisk holdt nær op ad den gamle originaludgave; også Kellgrens berømte fortale er medtaget, efter en orienterende indledning. De gratiøse vignetter i rødlig tone - mindende om Yngve Bergs samtidige i Sverige - skyldes Axel Nygaard; nogle af dem anvendtes senere til udsmykning af Wagner Baunvigsmonografi om Bellman fra 1933. Af særlig interesse er oversætterens forord, fordi det bidrager til belysning af Fredmansdigtenes skæbne i Danmark:

„Ingen har været argere Modstander af al Oversættelse af Bellman end den, der skriver disse Linjer. Men jeg blev omvendt. Af hundrede dannede Danske kan ikke fem Svensk. I hvert Fald ikke saa meget, at de gennem Øjet og Øret virkelig kan forstaa Bellman. Det er en sørgelig Sandhed, maaske snarere en Skandale; men det er saa.

Nogen Undskyldning har de vel deri, at Bellmans Svenske er gammelt Svensk med mange forældede Ord og Konstruktioner, iblandet saa meget Slang, ja aktuelle Allusioner, at selv Nutids-Svenskere kan have vanskeligt ved helt at forstaa ham. Der er endog Steder, om hvis Tydning de lærde den Dag i Dag er uenige.

Allerede paa Scholanders første Bellman-Aftener i København for fem
og tyve Aar siden konstaterede han og jeg, hvor ringe, ja, elendig vort

Publikums Forstaaelse i Virkeligheden var Jeg vover at paastaa:

Bellman er for Flertallet af Danske kun lydende Malm og klingende Bjælde. Melodierne til hans Sange, dem kender Danske, dem kan de fleste af os næsten alle fra Barnsben, naar det kommer til Stykket übetinget bedre og i langt større Omfang end Svenskerne selv. Simpelt hen fordi alle vore folkelige Vaudeville-Forfattere i det nittende Aarhundrede med Heiberg, Hertz, Hostrup og Erik Bøgh i Spidsen ligefrem har plyndret Bellman-Musiken ind til Skindet og levet højt paa den som paa intet andet. Men selve Bellmans dejlige Ord og yndige Billeder, - hans blide Drømme og krasse Realisme, hans bedaarende Ynde og uendelige Finhed - al hans høje Livsglæde og dybe Verdenssmærte - kort sagt: hans Poesi, der søger sin Lige i hele Verden og til alle Tider . . . den kender de ikke."

Omend Kjerulf her sætter sagen på spidsen for at retfærdiggøre sin
fordanskning, rummer hans stærke ord alligevel mange korn sandhed.

Kendskabet til melodierne gav en falsk fornemmelse af fortrolighed, og ved opdragelsen til studium af texten negligeredes gerne musikken og dermed den særegne Bellmanske „forening af ord og toner". Kjerulf forsøgteselv med meget held at genskabe denne forening ved at optræde som dansk Bellmansanger; han døde imidlertid 1918, og hans efterladte oversættelse af Sangerne opnåede aldrig at udkomme. Bellmaninteressen syntes atter at have kulmineret. For mellemkrigstidens hårdere klima var den gustavianske rokoko en fjern og lukket verden; en hjemlig erstatning leverede Seedorff med sin Sorgenfri-poet, der forøvrigt allerede i „Hyben"(1 9₁7) blev præsenteret liggende for døden. Fredmanstykkerne arkiveredesefterhånden som skole- og universitetspensum, - om udgivelser for bredere krese blev ikke længere tale. Digterens 200 års fødselsdag - og samtidig 150 års jubilæet for førsteudsendelsen af Fredmans Epistler - faldt i den dystre første krigsvinter og fremkaldte ingen mindeudgaver, blot mindeartikler som den vemodigt-entousiastiske kronik i „Politiken" af Charles Kjerulfs søn Axel („Bellman — og saa netop nu!" 4.2.1940). En anden kronik sammesteds nogle år efter af kritikeren Carl Johan Elmquist - i anledning af den svenske litteraturhistoriker Sylwans bog om „Bellman och Fredmans Epistlar" (31.8.1943) - søger nærmere at forklare,hvorfor „Bellmans Stjerne staar saa lavt paa Himmelen herhjemme,i Modsætning til for hundrede Aar siden":

„En gennemgribende Omkalfatring af Selskabslivets Former har gjort det af med den selskabelige Musikkultur, som endnu trivedes i vore Fædres Dage. Der synges og spilles ikke mere om Aftenerne i de borgerlige Dagligstuer, og dermed bortfalder Forudsætningen for det første, grundlæggende Kendskab til Fredman og hans musikalske Verden. Dertil kommer, at de Mænd, der smykker sig med Betegnelsen Bellman-Sangere, og hvis Opgave det var at fuldkommengøre vort Forhold til „Sancte Fredman" (for at citere J. L. Heiberg) og hæve det til Kunstens Sfære, som oftest savner de væsentligste Betingelser for at løse denne Opgave: de mangler musikalsk Dannelse, og de mangler dramatisk Nerve.

Jeg har hørt de jammerligste Fredman-Fuskere blive hilst med støjende Bifald af et Publikum, der aabenbart ansaa det for god Tone at klappe ad en hvilken som helst Bellman-Fortolkning, uanset Kvaliteten, skønt disse tarvelige Gøglere burde være jaget af Staden med Fynd og Klem, fordi de uden at eje Skam i Livet forraader den Mester, hvis Sag de foregiver at tjene.

Naar engang en virkelig Bellman-Sanger dukker op - og han maa ikke blot være en Sanger af Format, men ogsaa kunne imitere de forskelligste Musikinstrumenter, saa det gibber i Publikum, samt eje store mimiske og pantomimiske Evner, som holdes i Tømme af et usvigeligt sikkert dramatiskInstinkt

matiskInstinkt- naar en saadan benaadet Kunstner dukker op, da skal
det nok vise sig, at Fredmans Digter stadig er i Live."

På det sidste punkt har kronikøren uden tvivl ret. Danmark kunne ganske vist netop i de år opvise en sanger som Axel Schiøtz, hvis Fredman-fortolkninger vandt anerkendelse også i Sverige. Men betingelsen for, at danske Bellmanudgaver atter kan se lyset, er nok en ny Scholander, formidlet gennem radio, grammofon og fjernsyn til de tusind hjem. Måske da den mekaniske musik, som i første omgang har gjort det af med dagligstuens spil og sang, også kunne vække noget deraf tillive - således at kendskabet til en af Nordens ejendommeligste ånder ikke forbeholdes snævrere cirkler (jfr. Fr. Lauterbachs „Carl Michael Bellman ... og Danmark, tilegnet Svenska Gillet i København" 1945) eller kræsne specialister (jfr. Chr. Ellings „Bellmaniana" 1947), men igen engang kan opnå fortjent udbredelse.

---

NOTER

1) Karl Warburg: Bellmansdikten i Danmark (mindeforedrag i Go teborgs Vetenskaps - och Vitterhetssamhålle, i: Samlaren 1895). —

2) Warburg a. st., O. Schoning: Bellmans Digtning og dens Indflydelse i Danmark (i: Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning Nr. 63, 1904), Fr.Birket-Smith: Bellman og Danmark (i: Ord och Bild 1928); ganske andenhånds er Fr. Lauterbach: C. M. Bellman — 1795—11/2—1945 — og Danmark, 1945. —

3) Sml. nærmere Hugo Matthiessen: Bellmanske Sange i København (i: Historiske Meddelelser om København 2. Rk. I 1923—24). -

4) Til tidens danske Bellmanudgaver kan næppe henregnes 1. del af Bellmanianeren Olof Kexels anonyme „Bacchi Handbibliotheque" (hvori optages en del Fredmansånger) med titelbladet Helsingør 1784. Tryk og sats heri svarer ganske til de øvrige dele, som er udkommet i Stockholm og trykt hos J.C.Holmberg, og til 1. del findes også en senere titelvariant med angivelsen Stockholm 1786 (i Kungl. Bibi. Sth., ifølge venlig oplysning fra dr. Nils Afzelius). 2. udgave af det Kexel'ske værk er ligeledes rent svensk (Forstå delen, Andra upplagan Stockh. 1798). - Som en kuriositet kan tilføjes, at et af tidens svenske skillingstryk af Joachim uti Babylon angiver sig som oversat fra dansk („Trenne spritt nya Kjårleks-Wisor, Ofwersatte från Danska Språket. Den Forstå Nu kan jag wål saga min lycka år foga etc. Sjunges som: Når wil min glådje Sol up etc. Den Andra: Adjeu min lilla Engel etc. Sjung, som: Rest hafwer jag ofwer watn etc. Den tredje Joachims Fru uti Babylon, den dåjeliga Susanna Har sin egen bekanta melodie. Tryckt nu i dag, efter middagen"; nr. 73 i Steffens fortegnelse, Samlaren 1896). -

5) Erindringer af mit Liv I 1824: 386. -

6) Sml. herom G.M.Silfverstolpe i Bellmansstudier (I) 1924: 53. Underligt nok er af galleriet ikke medtaget billedet af Movitz, digterens særlige favorit.

7) Sml. forordet til hans „Svensk-dansk-norsk Lommeordbog" 1846, som han begyndte at udarbejde for samme forlag i forening med en anden student, den ivrige skandinav Frederik Barfod. Efter udsendelsen af de to første hæfter rejste Welander, og udgivelsen blev efter forskellige vanskeligheder overdraget til en herboende svensker. På lignende måde var det gået med et „Norskt- (och danskt-)svenskt Handlexikon" (1844), som Welander udarbejdede i Kristiania, - efter at have besørget to hæfter drog denne rastløse skandinav til Danmark, og en norsk kandidat måtte overtage resten af arbejdet. -

8) C.Nyrop: Bidrag til den danske Boghandels Historie II 1870: 156.