Det flygtige billede af den danske ballets tidlige historie er dannet af
nogle faa navne og kendsgerninger. Navne, som ofte ikke siger os
ret meget, fordi vi ikke ved noget om de personer, de dækker over, og
kendsgerninger, der tit smuldrer væk eller ændrer karakter, naar man
beskæftiger sig med dem. Tilbage bliver kun - som en bleg skygge -
en vag viden om denne den flygtigste af alle de kunstarter, som fortryllede
vore forfædre for ca. 200 aar siden.

Selv en komponist som Jens Lolle, hvis muntre ballet „Amors og Balletmesterens Luner" har holdt sig paa repertoiret, siden den kom frem i 1786, er os omtrent ukendt. Vi ved, hvornaar han blev født, men ikke hvornaar han døde. Vi ved, at han var trolovet, men ikke om han blev gift. Vi maa have lov til at antage, at han komponerede flere balletter - maaske blot som entreer eller indlæg - end de faa, der er overleveret os. Der eksisterer ikke noget portræt af ham, og det billede af ham som komponist vi faar gennem „Amors og Balletmesterens Luner" er fortegnet, da denne ballet i de sidste menneskealdre er blevet opført i en nænsomt retoucheret og let omarbejdet skikkelse, men altsaa i en skikkelse, som er forskellig fra den oprindelige. De følgende oplysninger om Jens Lolle og hans balletter støtter sig paa materiale, der nu er samlet paa Det kongelige Bibliotek.

Jens Lolle er født 25.1^1.1751 i København som søn af musiker Niels Lolle (død 8._{1. 1773,1 773,} 62 aar gi.) og hustru Margrete Kirstine Herresteds (død 22.4.1780, 64 aar gi.). Niels Lolle var Hoboist i Grenaderkorpset og som saadan knyttet til Garnisons kirkes danske menighed. gteparret fire børn frem til daaben: Charlotte Sophie, døbt 3.1.1748, Cathrine Juliane, døbt 29.12.1749, Jens, døbt 28.11.1751 og Christian Brodorus, døbt 13.10.1754.

1762 boede familien iflg. skattemandtalslisten fra det aar i Kjøbmager

Kvarter nr. 199, d.v.s. i Store Regnegade, eller maaske snarere i Didrik
Badskjærs Gang i en nu nedrevet ejendom. Udover forældrene bestod
familien da kun af den ældste datter, Charlotte Sophie, og sønnen Jens.

1768 fik far og søn, Niels og Jens Lolle, ansættelse i orkestret ved komediehuset, det senere kgl. teater. Dette orkester havde hidtil bestaaet af stadsmusikantens folk. Det blev nu udvidet til 25 mand, og dets opgave var at spille til skuespil og balletter. Til operaer brugtes Det kgl. Kapel. Denne ordning stammede fra 1747, da Mingotti kom med sit italienske operaensemble. Kongen havde lovet ham fri sal og fri musik, men da der ikke dengang fandtes andre orkestre i København end Det kgl. Kapel, blev dette stillet til raadighed ved operaopførelserne.

Af disse to orkestre - Det kgl. Kapel og teaterorkestret — var kapellet det fineste. Det havde de bedste musikere og bød sandsynligvis paa mere favorable vilkaar end teaterorkestret. Men Jens Lolle blev aldrig medlem af kapellet. I Københavns vejviser for 1780 betegnes han som adjuvant ved kapellet, hvilket kan betyde, at han har medvirket som honorarlønnet, eventuelt som vikar. Sommetider har han paa gammel musikermaner sat sit navn paa de orkesterstemmer, han har spillet efter, og deraf kan man se, at han som regel havde sin plads blandt teaterorkestrets 2'-violinister. Man kan ogsaa se hans navn paa repeti_tørstemmer, men da disse er identiske med violino I nr. 1-stemmen, bliver billedet af ham som violinspiller noget uklart. - Hvorom alting er, saa har han næppe været nogen fremragende orkestermusiker.

Men han lod til at gøre fyldest paa anden maade. Da teatrets gamle balletrepetitør Klopfer 1776 trak sig tilbage, blev komponisten Claus Schall, den senere kgl. kapelmester, udnævnt til 1' repetitør og Jens Lolle til 2' repetitør ved balletten. En af førsterepetitørens opgaver var at dirigere til balletterne, men da Claus Schall, som var opdraget ved balletten, ikke helt kunde bekvemme sig til at forlade dansen og derfor af og til dansede mod ekstrabetaling, maatte Jens Lolle dirigere i hans sted. Ved kapelreformen i foraaret 1786 blev Claus Schall mod sin vilje løst fra sin repetitørgerning for udelukkende at virke som kapelmusikus, og Jens Lolle rykkede nu ind i hans embede. Som løn herfor fik han 100 rdl. om aaret for information og 300 rdl. som repetitør.

Jens Lolle havde nu en pæn position ved teatret. Der var intet overilet ved hans udnævnelse. Han havde i 10 aar gjort tjeneste som repetitør, og det skulde ikke kunne byde paa overraskelser, hverken for ham eller for teatret, naar han nu overtog Schalls embede. Det er derfor næppe arbejdsmæssige grunde, der har foreligget for hans pludselige forsvinden fra vor horisont blot tre aar senere.

Muligvis er han afgaaet ved døden, men det virker noget ejendommeligt, at der ingen steder synes at foreligge nogen meddelelse — hverken direkte eller indirekte - om hans dødsfald. Det hændte, at folk forsvandt fra teatret uden at efterlade sig spor, men det var som regel personer i mindre fremskudte positioner end Jens Lolles. Et fingerpeg om grunden til, at vi ikke ved noget eller kan faa noget at vide, giver muligvis en meddelelse, som Jens Lolle indrykkede i „Adresseavisen" for tirsdag 20.5.1788. Her staar:

Af Aarsager, som ikke ere übekjendte, finder jeg mig beføyet til, herved at bekiendtgiøre, at jeg ikke antager nogen Gield, som enten er giort eller maatte giøres af min Trolovede, navnlig Anne Christine Guldborg, ey heller af nogen anden i mit Navn.

Jens Lolle, Repetiteur ved det Kgl. Skuespil.

De dengang ikke ukendte aarsager maa vi gætte os til, men de anførte linier vidner om dybt tragiske huslige forhold. Trolovelse var et bindende ægteskabsløfte, afgivet i vidners overværelse overfor en præst, men det havde ikke retsgyldighed som ægteskab. Maaske er ægteskabet aldrig indgaaet, og det kan være forklaring paa, at der ikke kendes udbetalinger til Jens Lolles enke efter hans eventuelle død i 1789. I sine optegnelser om Jens Lolle skriver S. A. E. Hagen: „Da han ikke findes i kapellisten af 1789, antager jeg, at han er død". - Alt taler for, at Hagens antagelse er rigtig.

„Amors og Balletmesterens Luner", ballet i een akt af Vincenzo Galeotti, blev opført første gang d. 31.^10.1786, altsaa et halvt aar efter at Lolle havde efterfulgt Schall som 1. repetitør. Om musikken hedder det i den tidligst trykte, men udaterede udgave af balletteksten: „Musiken er, paa Mad. Biorns Solo nær, af Hr Jens Lolle". - I en udgave fra 1801 hedder det: „Musikken dertil, paa en Solo nær (som Mad. Bjørn har dandset) af Jens Lolle". Mad. Bjørn er danserinden Marie Christine Bjørn, f. Lorentzen (1763-1837). Hun debuterede 20.2.1781 i en seriøs solo og var i de følgende 20 aar teatrets førende pantomimiske danserinde.

„Amors og Balletmesterens Luner" oplevede sin 100. opførelse i oktober 1823 °S opførtes jævnligt til 1841. Efter en pause paa 22 aar blev den genoptaget i februar 1863. Saa var der igen en pause, indtil den atter blev givet i 1884-85, hvorefter den hyppigt er blevet spillet. I 1895 udkom der et forkortet klaverudtog af den, og i de senere aar er den blevet opført i England og USA.

Musikken bestaar af en lille ouverture og en række velklingende og velformede smaa satser. Det partitur, som Det kgl. Teater har benyttet indtil den nyeste tid er skrevet af en professionel nodeskriver, som virkede ved teatret i aarene omkring 1880. Bagest i partituret har komponisten Frederik Rung, der dengang var kapelmester ved teatret, med stolt selvfølelse skrevet: „Instrumentationen forbedret af Frederik Rung. Decbr. 1884".

Af det oprindelige materiale fra 1786 eksisterer en repetitørstemme og et sæt orkesterstemmer. Repetitørstemmen mangler det første blad (Ouverture og nr. 1: Amor), men paa dens bevarede omslag har Lolle skrevet: „Ballet / af Lolle". - Denne repetitørstemme synes paa et tidligt tidspunkt at være blevet skilt fra det øvrige stemmemateriale. Af repetitørstemmen kan man nemlig se, hvordan musikken oprindelig har været, medens man af stemmerne kan se, hvordan musikken efterhaanden har ændret skikkelse.

Det er dog kun til en vis grad muligt at følge alle ballettens metamorfoser ved hjælp af orkesterstemmerne. Allerede paa et vist tidspunkt er enkelte numre gaaet ud. Det er muligvis sket samtidig med, at man har indlagt den græske dans og den franske dans (Gigue). Disse ændringer synes at være blevet foretaget kort efter premieren, rimeligvis allerede medens Lolle levede. Den græske dans blev først efterfulgt af en Adagio, som senere er gledet ud til fordel for en lille stump af den musik, man tidligere havde strøget. Noget senere, rimeligvis til opførelsen i 1863, er den norske dans blevet omarbejdet og forsynet med en mere „norsk" indledning end hos Lolle. Denne indledning bruges endnu, og i det trykte klaverudtog er det de første otte takter af den norske dans.

Samtidig moderniserede man balletten paa en højst ejendommelig maade: Man indlagde valkyrier. Saadan tolker jeg i hvert fald to musikstykker, som man indsatte lige efter den norske dans. De viser sig at være hentede fra Joh. Ernst Hartmanns musik til Johannes Ewalds „Balders Død". Det første er fra Balders arie i første akt: „Taare siig, hvorfor du rinder", og det andet er valkyrieterzetten fra 3. akt: „Buldrende brøle / Nastronds Flammer". - Valkyrier var godt balletstof, efter at Bournonvilles og Hartmanns ballet „Valkyrien" havde haft premiere i september 1861. Men det har næppe klædt „Amors og Balletmesterens Luner", at valkyrier blandede sig med kvækere, tyskere, nordmænd og andre, og de synes at være forsvundet fra scenen efter kort tids forløb. Teaterplakaten fra febr. 1863 oplyser intet udover, at man opfører balletten.

Som nævnt var Jens Lolle angivet som komponist til hele balletten -

„paa Mad. Biorns Solo nær". — Det synes at være muligt at bestemme Mad. Bjørns solo som værende identisk med den franske dans. I saa fald er den interessant ved, at den giver os lejlighed til at se bagud til tiden før premieren paa „Amors og Balletmesterens Luner". Mad. Bjørn debuteredesom omtalt i februar 1781 i en seriøs solo, og nu viser det sig, at det er denne solo, som er indlagt i „Amors og Balletmesterens Luner" som den franske dans (Gigue). Men soloen var ikke ny i 1781, i hvert fald ikke hvad musikken angaar. Den er hentet fra Galeottis ballet „Statuen eller Det unyttige Hexeri", der kom frem 26.11.1778 paa Det kgl. Teater.

Det var i denne ballet, Galeotti præsenterede sin hustru, danserinden Antonia Guidi, for det danske publikum. Hun havde tidligere danset i København som knyttet til det italienske operaensemble. Nu var hun direkte engageret til Det kgl. Teater, hvor hendes virke dog kun var kort. I juli 1780 døde hun efter at have været syg i længere tid. Et halvt aar senere lod saa Galeotti den unge Marie Christine Lorentzen debutere. - Vi har intet bevis udover musikken, men vi maa have lov til at antage, at det er den samme solo, der blev danset i de tre værker: Antonia Guidi dansede den i „Statuen" (1778), jfr. Lorentzen debuterede med den (1781) og dansede den senere i „Amors og Balletmesterens Luner"

(1786). Hvis denne antagelse er rigtig, vil det sige, at vi med denne franske dans staar overfor den ældste tradition i dansk ballet. Efter mad. Bjørns afgang opretholdt man den ikke som solo, men lod den danse af et par: de franske. Men endnu klinger dens toner.

Den version af balletten, som nu spilles - og som har passeret Frederik Rung - har bibeholdt den græske dans og den franske dans og endvidere den norske dans i dens omarbejdede skikkelse. Det øvrige stof er blevet strammet. Der er blevet forkortet i de danse, som man syntes havde for mange repriseled, f.eks. i den tyske dans, og visse af de oprindelige numre - nr. 5, 6 og størstedelen af nr. 10 - er gaaet ud. Frederik Rungs forbedring af instrumentationen er meget nænsom, den indskrænker sig hovedsagelig til at gøre klangen i de to afsluttende satser mere fyldig. - Hvor meget af det redaktionelle arbejde der skyldes Frederik Rung, ved vi ikke. Men vi bør notere os det faktum, at balletten fik sin blivende skikkelse, da denne fortræffelige musiker havde gaaet musikken igennem i 1884. Nogen mere velegnet til dette arbejde fandtes næppe. Han vidste, hvilke krav man skulde stille til teatermusik, og han havde en stilfornemmelse, som gik langt ud over, hvad man var vant til. Vi kan vist tilføje, at saafremt dette saneringsarbejde ikke var blevet gjort, vilde balletten næppe have bevaret sin levekraft.

Men „Amors og Balletmesterens Luner" var ikke Jens Lolles første ballet. 1780 opførte Det kgl. Teater for første gang Johannes Ewalds syngespil „Fiskerne" med musik af Joh. Ernst Hartmann. Efter stykkets sidste replik staar der i Ewalds tekst: „Synge-Spillet endes med Dands af Fiskere og Fiskerinder". En teateraften endte dengang gerne med en „Entré", og den lille „Entré" som endte „Fiskerne" er overleveret os i et - ukomplet - sæt orkesterstemmer. Ganske undtagelsesvis finder man i disse stemmer navnene paa de optrædende. Der staar: „Solo de Schall, Solo de Dallas, Solo de Md. Barch, Pas de deux de Veile et Dallas og Pas de deux de Barch et Mad. Barch." - Schall kan ikke være komponistenClaus Schall, som i 1779 var blevet hofviolon og næppe har haft faste danseroller efter den tid. Det maa snarere være hans yngre broder Peder Schall, der netop i aarene omkr. 1780 som balletelev dansede smaa soloer i forskellige balletter. Dallas er - som det oplyses hos Overskou - „den for sin Usædelighed bekjendte Danserinde Jfr. Dallas". En maaned efter premieren paa „Fiskerne" maatte hun bede teatrets chef om afsked med den motivering, at hun var i velsignede omstændigheder, og at hendes fremrykkede tilstand ikke tillod hende at danse mere. Yeile var danseren Weyle, der var kendt som en let og behændig springer og dygtigkomiker.

tigkomiker.Carl Wilhelm Barch havde været balletmester før Galeotti traadte til i 1775. Han havde i 1770 trukket sig tilbage som udøvende kunstner paa grund af et ulykkestilfælde og virkede som lærer for ballettensunge. Men han havde aabenbart ikke helt opgivet at optræde offentligt. Mad. Barch var hans hustru Mette Marie, f. Knudsen, der paa det tidspunkt var ballettens førende danserinde. - De optrædende var altsaa: Den unge balletelev Peder Schall, den af sin tilstand besværedejfr. Dallas, den komiske danser Weyle, den tidligere balletmester Barch og dennes hustru, førstedanserinden mad. Barch.

Naar alt dette nævnes er det, fordi Jens Lolle ogsaa kommer ind i billedet. Paa en af violinstemmerne har han foroven skrevet: „Entré til Syngestykket Fiskerne. Lolle". -Jeg vil tro, at dette skal betyde, at han derved betegner sig som ophavsmand til denne lille ballet. Det kan næppe være andre end ham.

Musikken bestaar af 15 smaa numre, hver paa to eller tre repriseled. Orkestret udgøres af 2 fløjter, 2 oboer, 1 fagot og strygere. Der kan have været hornstemmer, men det er ikke sikkert. Der findes andre samtidige balletter uden hornstemmer. Til et enkelt nummer mangler en violinstemme. Instrumentationen er den enklest mulige. I de første 14 numre alternerer fløjterne og oboerne. Kun i nr. 15 spiller de samtidig. Groft sagt er det saadan, at flauto I (eller oboe I) enten spiller det samme som violino I eller en oktav over, flauto II (eller oboe II) følges med violino II eller spiller en oktav over. Violinerne spiller ofte unisont, hvis de da ikke gaar i terzer eller sekster. Fagot, viola og kontrabas spiller det samme som violoncellen, violaen en oktav over, kontrabassen en oktav under. - Det er en meget billig form for instrumentation, saa billig, at den nærmer sig det diletantiske. Man har indtryk af, at ophavsmanden har været en glad spillemand, der havde sans for en effektfuld melodi, men var temmelig uvidende om, hvordan han skulde bære sig ad med at overføre den til orkestersats. Paa det punkt var Claus Schall ganske anderledes habil. Han kunde skrive en firstemmig sats, han mestrede den rigt varierede orkesterklang, hvor de forskellige instrumenters egenart blev udnyttet, og hvor instrumentkombinationerne understregede det musikalske stof.

Selv om orkestret efter tidens skik blev suppleret med et orkesterklaver, vil den foreliggende sats klinge tyndt og mat. I et lille rum kan det maaskegaa, men i et større vil den virke farveløs. Da man i 1943 skulde opføre „Fiskerne", blev den derfor nænsomt omarbejdet, og der blev tilsat et par hornstemmer, saaledes at satsen fik en fyldigere klang, hvad der var nødvendigt i Det kgl. Teaters store rum. Navnet Schall, som

man mødte i stemmerne, var maaske aarsag til, at den blev opført under
Claus Schalls navn.

I entreen til „Fiskerne" er de enkelte numre gennemgaaende lidt kortere end i „Amors og Balletmesterens Luner". Der er som regel færre repriseled. Der kan ikke være tvivl om, at Jens Lolle er ophavsmand til denne lille ballet, ophavsmand i den forstand, at det er ham, der har ansvaret for dens musikalske form. Men det mest interessante ved balletten er, at det ikke er ham, der er komponisten.

Som bekendt er syngestykket „Fiskerne" bygget over en historisk begivenhed. En engelsk skipper strandede en efteraarsnat 1775 paa kysten mellem Hornbæk og Villingebæk. Hans mandskab døde af kulde og strabadser, men selv blev han reddet af tre husmænd og to tjenestekarle, som forcerede bølgerne med en robaad. Begivenheden blev beskrevet af Ove Malling i „Store og gode Handlinger", hvorfra Johannes Ewald hentede sit sujet.

Ewalds syngespil kan ses som et udslag af den stærke nationalistiske rejsning, som gjorde sig gældende paa alle omraader af kulturlivet herhjemme, og som favoriseredes stærkt af regeringen. Men en velgørende nøgtern vurdering af det, finder man i søofficeren Peter C. Schiønnings utrykte dagbogsoptegnelse fra 21.2.1780: „Paa Comoedie, da de Opførte Synge Spillet Fiskerne af Ewalt, og en Bålet hvor i alle vore Gamle Dantze vare andbragte, nemlig Cavallier Dantzen, Phiol de Spanier og en mængde andre, og var dette det artigste Indfald i stykket, da stykket selv ikke i henseende til Indholdet var af saa megen betydenhed, da det er noget som saa ofte hender, og i at vilde ophøye de Danske for saadant i dette stykke, virkelig fornedrer dem, ligesom saadant var saa særdeles rart hos dem, at der om burde skrives saadant et stykke, da det 100 og 100 gange er skeet uden meget at være bleven talt om, og ieg skulle ønske at viide Fiskernes egne og deres Gameraters Tanker om dette stykke som bleve inviterede at see det &c."

Vore gamle danse! — Betyder det, at der her er aabnet en mulighed for at finde frem til nogle af de melodier, som man dansede efter i de førende kredse i Danmark, inden Pierre Laurent den ældre i 1752 begyndte at varetage danseundervisningen ved hoffet? - Altsaa inden den franske smag med dens ret ensidige dyrken af menuetten satte ind? - Det ser næsten saadan ud.

Et endeligt svar paa dette spørgsmaal skal ikke gives her. Det maa overlades til andre, som er mere fortrolige med det stof. Men saa meget kan siges, at der findes hverken en kavalerdans eller en Folie d'Espagne i de overleverede stemmer, i hvert fald ikke med de kendte melodier.

Derimod findes der satser, som er benævnt Klappedans, Kalundborg- Rejsen og Fægtedans. - Kalundborg-Rejsen har samme struktur som et par af de i det 19. og 20. aarhundrede opnoterede danse, som henføres til Kalundborg, nemlig Kalundborg-stykket og Kalundborg-turen.

I 1784 opførte Det kgl. Teater to nye enaktsballetter af Galeotti med musik af Jens Lolle. „Angelica og Medoro" fremkom i januar og oplevede 15 opførelser, „Den straffede Vankundighed eller Kunsternes Sejr" blev første gang opført i september og blev givet 12 gange. De to balletter opførtes sidste gang i december 1787.

Musikken til „Angelica og Medoro" er bevaret i orkesterstemmer. Ogsaa den bestaar af en kort ouverture og en række satser, der gennemgaaende er smaa og med mange repriseled. Den musikalske opbygning er den samme som i „Amors og Balletmesterens Luner", men orkestret er adskilligt større. Det bestaar af piccolofløjter, fløjter, oboer, fagotter, horn, trompeter, pauker, trommer og strygere. Instrumentationen er ikke saa spinkel som i entreen til „Fiskerne", men er lige saa traditionel som i „Amors og Balletmesterens Luner". - Af „Den straffede Vankundighed eller Kunsternes Sejr" kender man kun tekstbogen. Musikken anses for at være gaaet tabt. Den oprindelige titel paa „Den straffede Vankundighed eller Kunsternes Sejr" synes at have været „De skiønne Konsters Sejr", saaledes som det fremgaar af det trykte teksthefte.

Paa grundlag af det her fremførte kan man vist fastholde det tidligere skitserede billede af Jens Lolle som musiker. Han var en glad spillemand, der kunde undfange en fængende melodi, men som ikke havde den fornødne teknik til at arbejde med den og bringe den ind i en større musikalsk helhed. Hans harmonik var meget enkel, og hans instrumentation virker selvlært. Maaske er det uretfærdigt paa det foreliggende spinkle grundlag at hævde, at man ikke kan spore nogen musikalsk udvikling hos ham. De muntre dansemelodier fra hans sidste værker kunde ligesaagodt have staaet i hans første - og omvendt. De viser tilbage til den tid, da han — hvad vi maa formode - som ung musikantersvend var ude med sin far for at spille til „vore gamle danse".

KILDER

Landsarkivet for Sjælland:

Garnisons kirkes daabsprotokol. Herfra stammer stavemaaden Christian Brodorus.

Haandskrevne kilder paa Kgl. Bibi

S. A. E. Hagens Samling til den danske Musiks Historie, specielt nr. 32 4040 (alfabetisk
seddelsamling).

V. C. Ravn: Musikhistoriske Samlinger (Ny kgl. Saml. 3380 40).

Trykte kilder:

Th. Overskou: Den danske Skueplads, 111-IV. 1860-62

Overskous Haandbog. 4. udg. ved Edgar Collin. 1879.

Arthur Aumont og Edgar Collin: Det danske National teater 1748-1889. I-V. 1897-1900.

Chr. Olsen: Gamle Danse fra Nordvestsjælland. 111, 1928, nr. 31.

De forskellige haandskrevne balletstemmer anføres her med deres foreløbige registernummer:

Anon.: Statuen eller Det unyttige Hekseri. KTB 159.

De tre følgende har Lolles navn i 2'-violinstemmen (se s. 82):