Danske landsbyer mellem to forskningsmiljøer
Debatanmeldelse
Danske landsbyer mellem to forskningsmiljøer
Bjarne Stoklund
Fortid og Nutid, september 2009, s. 211-228.
Debatanmeldelse af Erland Porsmose: Danske landsbyer. Gyldendal, 2008. 320 s.,
ill. 349.00 kr.
De danske landsbyers tusindårige historie, de kulturlandskaber, som de hører hjemme
i og de gårde, som de bestod af, er emnerne for denne bog, som giver en sammenfattende
oversigt. Det er temaer, som navnlig er blevet studeret i to forskningsmiljøer:
Først på Nationalmuseet i første halvdel af det 20. århundrede, for derefter
at flytte til historiker miljøet ved Syddansk Universitet og Odense Bys Museer, to
forskermiljøer med meget forskellige metoder og indfaldsvinkler. Bogens forfatter er
den førende forsker i Odense-miljøet, og hans fremstilling og resultater diskuteres i
anmeldelsen af en kollega med baggrund i Nationalmuseets etnolog-miljø.
Bjarne Stoklund, f. 1928. Fra 1958 til 1971 museumsinspektør på Frilandsmuseet i
Sorgenfri og fra 1971 til 1996 professor i europæisk etnologi ved Københavns Universitet.
I sit forfatterskab har han især beskæftiget sig med etnologiens metoder
og faghistorie, kulturlandskabet og dets udnyttelsesformer, dansk bondekultur og
nordatlantisk byggeskik.
Der sker en revolution på landet i Danmark
i disse år. For øjnene af os foregår
den største transformation af det danske
landbrug og det danske kulturlandskab i
historisk tid. Familiebruget på den danske
bondegård, som kan se tilbage på en
tusindårig tradition, bliver afløst af et
nyt og effektivt industrilandbrug i kampen
om det globale marked. I denne situation
er det oplagt, at kultur- og landbohistorikerne
standser op, kaster blikket
tilbage og stiller spørgsmålene: Hvad
er det for et samfund og en bondekultur,
der i dag synger på sit allersidste vers,
og hvad var det for processer, der førte
os frem til dagens situation? Det er så
meget vigtigere, som den danske landsby
og den kultur, som den dannede rammen
om, er og har været en umistelig del
af dansk historie og identitet. Ingen er
mere oplagt til at løse denne opgave end
Erland Porsmose, efter at han - som han
selv skriver - har beskæftiget sig med
dette emne i tre årtier. Porsmose er til
daglig direktør for Kerteminde Museum
og Johannes Larsen-museet (nu fusioneret
med Nyborg Museum til Østfynske
Museer), men han er også den centrale
skikkelse i den mangefacetterede bebyggelseshistoriske
forskning, som har
fundet sted i miljøet omkring Syddansk
Universitet og Odense Bys Museer.
Den bog, der nu foreligger fra Porsmoses
hånd, er meget velskrevet og
overdådigt illustreret, overvejende med
forfatterens egne fremragende farvefotografier
fra danske landsby miljøer
over hele landet. At den henvender sig
211
Bjarne Stoklund
til en bred læserkreds er helt klart, men
man får under læsningen det indtryk, at
forfatteren ikke har gjort sig bogens karakter
og formål helt klart, eller rettere:
Han vil mange ting på én gang: Causere
om landlivet og dyrkelsen af det; give en
forskningsmæssigt baseret oversigt over
et bredt vidensfelt og være en guide-bog
for turister på sightseeing i bevarede
landsbysamfund. Bogen anlægger ofte
en frisk ny synsvinkel, og den er skrevet
i en levende og letlæst fagbogsprosa.
Men ind imellem gribes Porsmose af lysten
til at udtrykke sig mere poetisk og
personligt, og det kan resultere i overraskende
sprogblomster. Et par prøver:
"Mildt gyngende ligger huse og gårde
i en samlet og dog åben gruppe, som var
de strøet med en tilfældig og alligevel regelret
håndbevægelse langs den slyngede
landsbygade (s. 13); "Det er en storslået,
ja næsten magisk oplevelse at stå
på søforten i Volsted og lade blikket glide
cirkelrundt på gårdenes rent ud sagt sirlige
middelalderorden” (billedteksten s.
281).
Bogen er disponeret således, at den
indledes af to præsentations-afsnit —
”Danske landsbyer” og ”Et besøg i landsbyen”
- som giver en almen karakteristik
af en typisk landsby og de hovedelementer,
som indgår i den. Over de næste 200
sider følger derefter landsbyernes historie
fra år 1000 til 2005, hvor der både
skrives bred landbohistorie og er plads
til kulturhistoriske detaljer. På de sidste
små hundrede sider inviteres læseren
på ”En landsbytur” rundt til en del af de
landsbymiljøer, som er blevet udpeget
som bevaringsværdige, eller som forfatteren
har fundet interessante og karakteristiske.
I den følgende kritiske gennemgang af
Erland Porsmoses bog og det billede, den
tegner af landsbyerne og deres historie,
er den bedømt som oversigtsværk over et
kulturhistorisk forskningsfelt, der navnlig
er blevet dyrket i to forskningsmiljøer:
På Nationalmuseets afdeling for Nyere
Tid (tidl. Dansk Folkemuseum) og i
det bebyggelseshistoriske miljø ved Syddansk
Universitet i Odense. Den forskningshistoriske
baggrund interesserer
dog ikke Porsmose. Det, der lægges frem
i hans bog, er færdige resultater, som
ikke er til diskussion. Den læser, som
måtte være interesseret i, hvordan vor
viden om de gamle landsbyer er blevet
til, får således ikke nogen hjælp. Heller
ikke det afsluttende afsnit med "supplerende
litteratur” er til megen hjælp, da
det har en noget tilfældig karakter. Det
skal der her indledningsvis søges rådet
bod på i form af en kort karakteristik af
de to forskningsmiljøer.
Nationalmuseet og de danske
landsbyer
I 1973 og 1974 udkom to små bøger af
Axel Steensberg med titlerne Den danske
landsby gennem 6000 år og Den danske
bondegård. Med en vis ret kan Porsmoses
Danske landsbyer ses som afløser
af disse to populære bøger, som var nye
udgaver af publikationer i serien ”Vi og
vor Fortid”, som den såkaldte Historikergruppe
udsendte i de første år af den
tyske besættelse (1940 og 1942). Bogen
om de gamle gårde skulle skabe interesse
for de planlagte, systematiske bondegårdsundersøgelser,
som Steensberg fik
sat i gang i 1944. Karakteristisk nok var
der et lignende projekt i det tyskbesatte
Frankrig under krigen; begge steder var
der grobund for sådanne initiativer med
nationale undertoner. På Nationalmuseet
var bondegårdsstudier dog ikke noget
212
Danske landsbyer mellem to forskningsmiljøer
nyt. Siden 1910 havde gårdens kulturhistorie
været et vigtigt punkt på arbejdsprogrammet
i ”Dansk Folkemuseum”,
det selvstændige museum, som også omfattede
Frilandsmuseet, og som i 1938
blev endeligt inkorporeret i Nationalmuseet.
I tiden mellem de to verdenskrige
indsamlede Frilandsmuseets arkitekt,
Halvor Zangenberg, et stort materiale
fra hele landet. Han udmøntede sin omfattende
viden i en række artikler i lokalhistoriske
årbøger o.l., som stadig er
vigtige kilder, hvis man søger oplysninger
om enkelte egnes gamle byggeskik.1
Axel Steensberg ledede ”Nationalmuseets
Bondegårdsundersøgelser” de
første år, men overlod så opgaven til sin
kollega, Svend Jespersen, for at koncentrere
sig om ledelsen af afdelingen og om
den særlige opgave, han var blevet ansat
til at løse: At belyse gårdens historie
gennem arkæologiske undersøgelser, noget
han var selvskreven til som tidligere
assistent for Gudmund Hatt ved de epokegørende
udgravninger af jernaldergårde
i Jylland. Det startede med tomten
af gården fra Pebringe på Østsjælland,
som blev flyttet til Frilandsmuseet
i 1939, men undersøgelserne blev siden
udvidet til større helheder i landsbyerne
Hejninge og St. Valby på Vestsjælland.
Det sidste store Steensberg-projekt var
en undersøgelse af den nedlagte torplandsby
Borup ved Tystrup sø og navnlig
en opmåling af dens middelalderlige
agersystem.
Disse arkæologiske undersøgelser
spiller en stor rolle i den første halvdel
af bogen om Den danske bondegård. I
den anden halvdel følger Steensberg
gårdens udvikling i store træk helt frem
til 1970’erne, men han beklager i forordet,
at han kun i beskedent omfang har
kunnet trække på materiale fra Nationalmuseets
Bondegårdsundersøgelser,
da ’ resultaterne heraf endnu ikke er gjort
op og publicerede”. I sin kampagne for at
skaffe midler til bondegårdsundersøgelserne
havde Steensberg stillet i udsigt,
at det indsamlede materiale ville blive
fremlagt i et værk på 10 bind, men Svend
Jespersen, som fra sine egne omfattende
studier i kildegrupper som synsforretninger,
skifteprotokoller og brandtaksationer
vidste, hvor værdifuldt dette
materiale var for en rekonstruktion af
gårdens udviklingshistorie, ønskede at
vente med publicering til såvel feltmateriale
som arkivstof var grundigt gennemarbejdet.
Hans tidlige død, endnu
ikke 50 år gammel, kom til at sætte en
stopper for fortsættelsen af arbejdet, og
projektets medarbejdere blev engageret
i andre opgaver.2
Svend Jespersen var blevet knyttet
til Dansk Folkemuseum i 1940 med det
formål at organisere en spørgeliste-indsamling
af skriftligt materiale til belysning
af dansk bondekultur. Det var det,
der blev til Nationalmuseets Etnologiske
Undersøgelser (NEU). En sådan indsamling
havde allerede længe været i gang i
Sverige, og Svend Jespersen havde som
filolog erfaringer med beslægtede metoder
fra sit arbejde med indsamling af
sprogligt materiale til en stor dialektord-
Fig. 1-2, følgende opslag: Forsiderne til Porsmoses og Steensbergs bøger om danske landsbyer. Nordby på
Samsø er med sine mange små bindingsværkshuse, nu feriehuse, bestemt ikke den mest typiske danske landsby,
men måske nok den mest romantiske. Ejendommeligt nok har såvel Steensbergs bog fra 1973 som Porsmoses
fra 2008 valgt denne bys huse som omslagsmotiv. Ingen af dem røber dog, at det er Nordby; i Steensbergs
kolofon er der ingen oplysninger, mens der hos Porsmose blot står "forsidebilledet er fra Samsø". I begge
tilfælde indtager Nordby altså den anonyme rolle som typisk dansk landsby.
213
Bjarne Stoklund
214
Danske landsbyer mellem to forskningsmiljøer
215
Bjarne Stoklund
bog (”ømåls-ordbogen”). De første spørgelister,
som blev udsendt til ”meddelere”
rundt om i landet, vedrørte arbejdsmetoderne
i det ældre landbrug (kornhøst,
høslæt, gærder og hegn, kreaturernes
pasning etc.) og i husholdningen (bagning,
brygning etc.). Senere kom de sociale
sider til (tyende, bryllup, død og
begravelse etc.). Det overordnede formål
var at belyse bondekulturen i alle dens
variationer og at kortlægge kulturområder
og -grænser. Materialet er blevet
benyttet i mange sammenhænge, men
heller ikke her er der kommet en samlet
publikation.3
De faglige interesser i 1960’erne og
1970’erne på Nationalmuseets 3. afdeling
(som det hed dengang) blev i disse år
rettet mod andre sider af dansk kultur
end bondegårdene og det traditionelle
bondeliv, og på Frilandsmuseet blev undersøgelsesarbejdet
koncentreret om de
enkelte bygninger, som blev flyttet og
genopført. I et enkelt tilfælde fik disse
undersøgelser dog et videre perspektiv,
nemlig i forbindelse med flytning af huse
fra Færøerne i 1959 og 1961. Disse undersøgelser
må ses som en videreførelse
af de bondegårdsundersøgelser på Færøerne,
som Holger Rasmussen udførte for
Nationalmuseet i 1947 og 1949. Siden
havde jeg lejlighed til at foretage arkivundersøgelser
såvel i Torshavn som i
København samt komparative studier i
Vestnorge, Island og på Shetland. Resultaterne
af disse studier, som blev
publiceret i en lang række afhandlinger
på dansk, tysk og engelsk og i 1996
sammenfattet i min bog Det færøske hus
i kulturhistorisk belysning, har betydet
en revision af opfattelsen af det traditionelle
færøske hus og et nyt perspektiv på
boligudviklingen i det nordvestlige Europa.
Efter min mening er det her lykkedes
i et begrænset område at realisere Svend
Jespersens ambitiøse planer for studiet
af den landlige byggeskik.4
Bebyggelsesforskningen i Odense
I 1975, året efter, at Axel Steensberg
med sine to små bøger havde gjort en
foreløbig status over Nationalmuseets
landsbyforskning, gik stafetten videre
til Odense, hvor der i de følgende årtier
dannedes et frugtbart bebyggelseshistorisk
miljø ved universitetets historiske
institut og Odense Bys Museer (”Den
fynske landsby”). De unge historikere på
Fyn var dog ikke så meget optaget af at
videreføre Nationalmuseets forskning,
som af at distancere sig fra den. Studiet
af landsbyerne og bondegårdene, som
havde været overladt til ret usystematiske
arbejdende kulturhistorikere og
etnologer, det skulle nu ”videnskabeliggøres”
og underkastes en mere eksakt
analyse.
Det startede med et arkæologisk projekt,
som i 1975 blev sat i gang, takket
være to historiestuderende med arkæologisk
træning, som senere skulle blive
de centrale skikkelser i Odense-miljøet:
Erland Porsmose og Torben Grøngaard
Jeppesen. Mens Steensbergs historiske
arkæologi havde bevæget sig fra studiet
af den enkelte gård til landsbyen og dens
agre, så gik Odense-forskerne direkte
i gang med studiet af landsbyerne og
endda med et af de helt centrale problemer:
Den stationære landsbys opståen.
Projektet blev en succes; på basis af en
række prøvegravninger i udvalgte fynske
landsbyer mente man at kunne fastslå,
at de fynske landsbyer havde ligget
på den samme lokalitet fra omkring år
1 0 0 0 , mens der ikke kunne påvises bebyggelseskontinuitet
længere tilbage i
216
Danske landsbyer mellem to forskningsmiljøer
tiden. Det var et resultat, som gav genklang
i forskningen, og som slog Odenseforskernes
navn fast. Erland Porsmose
fulgte projektet op med andre studier af
de fynske landsbyers historie i middelalder
og nyere tid og sammenfattede sine
resultater i disputatsen fra 1987 om De
fynske landsbyers historie - i dyrkningsfællesskabets
tid.
Udforskningen af landsbyerne og i
stigende omfang hele kulturlandskabet
blev i de følgende årtier i stor udstrækning
udført som led i projekter i samarbejde
med forskellige organer i centraladministrationen.
Odense-historikerne
var altid leveringsdygtige i resultater,
der kunne vejes og måles og ikke mindst
kortlægges, og som derfor var anvendelige
i samfundsplanlægningen. To af de
vigtigste af disse projekter, hvis resultater
er anvendt i Danske landsbyer skal
her kort omtales.
Erland Porsmoses samarbejdspartner
ved landsbyudgravningerne, Torben
Grøngaard Jeppesen, som fra 1982
var leder af ”Den fynske landsby” under
Odense Bys Museer, lancerede i 1984
forskningsprojektet ”Fynske gårde 1850-
1925”. Med dette ambitiøse projekt ønskede
museet dels at videreføre bondegårdsundersøgelserne
kronologisk efter
midten af det 19. århundrede, dels at
udvikle en undersøgelsesmetodik, som
var mere videnskabelig end den, der var
blevet anvendt af Nationalmuseet og andre
tidligere gårdundersøgelser. Undersøgelsesobjekterne
skulle udvælges systematisk
efter grundige forstudier i arkivernes
kildemateriale, og det var ”vor
opfattelse, at der måtte flere økonomiske
parametre ind i undersøgelserne, og at
mange spørgsmål bedst lod sig besvare
ved kvantitative studier af de samme
fænomener på et stort antal gårde”, som
projektets hovedkraft, Esben Hedegaard
skriver i et tilbageblik 1998.5
Dette gårdprojekt var geografisk afgrænset
til Fyn, men før det var endeligt
afsluttet påtog Odense Bys Museer sig i
1995 et nyt projekt for Skov- og Naturstyrelsen,
defineret som en ’Videnstatus”
over hele det danske landbrugsbyggeri i
perioden 1850-1940. Opgaven kan betragtes
som en videreførelse og udvidelse
af det fynske projekt, men medførte pga.
sit omfang nogle nødvendige forenklinger.
I den nye målsætning blev det økonomiske
sigte fastholdt; gården som produktionsenhed
var kernen i projektet,
men i rapporten betones det dog, at man
i en vis udstrækning har forsøgt at nuancere
fremstillingen med en mentalitetshistorisk
tilgang.6
1 1997 blev forskerne ved Odense Universitet
involveret i to delprojekter under
satsningsområdet "Kulturhistorien i
planlægningen”, som lanceredes af Skovog
Naturstyrelsen. I begge delprojekter
var et nyoprettet "Kartografisk Dokumentationscenter”
ved Odense Universitet
Skov- og Naturstyrelsens vigtigste
samarbejdspartner, og hovedmændene
var Erland Porsmose og Per Grau Møller.
Det første delprojekt om ”De kulturhistoriske
interesser i landskabet” resulterede
i en bog med beskrivelser af de
vigtigste elementer og strukturer i det
åbne land.7 Det andet med titlen "Kulturhistorisk
inddeling af landskabet” bliver
omtalt nærmere i det følgende.
Landsbyen i fællesskabstiden
Mens bondekulturforskningen på Nationalmuseet
på grund af den særlige etnologiske
tilgang fra første færd har sigtet
mod at belyse de kulturelle forskelle, så
er de regionale variationer noget, der ret
217
Bjarne Stoklund
Fig. 3. Bygdeinddeling i Danmark, fra Erland Porsmose, Danske Landsbyer, 2008, s. 55.
sent kommer ind i Odense-forskningen.
Her drejede det sig fra første færd om at
belyse den typiske danske landsbys historie,
dens opkomst og videre udvikling.
Empirisk var forskningen begrænset til
Fyn, men man mente, at det der gjaldt
for Fyn, stort set kunne gøres gældende
for resten af landet. De fynske forskere
kan siges i nogen grad at følge traditionen
i dansk landbohistorie for at lokalisere
hovedparten af studierne til de gode
agerbrugsegne i Østdanmark med risiko
for at tegne et lidt skævt Danmarksbillede.
E
rland Porsmoses bog indledes - efter
de to introducerende afsnit - med
en gennemgang af landsbyens historie i
fællesskabstiden, dvs. de første 800 år af
landsbyernes 1 0 0 0 -årige historie. Stoffet
er disponeret i tre kapitler. Det første
behandler bebyggelseshistorien fra
etableringen af den "stationære landsby”
og frem til udskiftningen. Det er et
kort og klart lille afsnit på mindre end
2 0 sider, hvor forfatteren tydeligt er på
hjemmebane, men netop derfor havde
man gerne set, at han havde dvælet lidt
mere ved nogle af de mange interessante
spørgsmål, som i det korte kapitel kun
kan strejfes. Det gælder ikke mindst
problemerne omkring den stationære
landsbys forgænger, den såkaldte ”vandrelandsby”,
landsbyen, hvor bebyggelsen
med regelmæssige mellemrum ændrede
lokalisering. Det havde været fint
med et forsøg på at give svar på nogle af
de spørgmål, som denne ejendommelige
landsbyform rejser.
218
Danske landsbyer mellem to forskningsmiljøer
Mens de højmiddelalderlige torp-grundlæggelser
må siges at være relativt velbehandlet
i landbohistorien, så er påvisningen
af en senmiddelalderlig ekspansion
i kystområderne et af de spændende
nye resultater af Odense-forskningen.
Denne ekspansion kan dateres til 1400-
og 1500-årene, da folketallet begyndte
at stige igen efter krisen i 1300-tallet.
Den fandt navnlig sted i kystskoven og
på småøerne, og man havde gerne hørt
noget mere om drivkræfterne bag denne
ekspansion.
Mens dette afsnit handler om de store
forandringer, som trods alt fandt sted i
denne lange periode, så betoner kapitlet
”Livet i landsbyen - fæstebondens univers”
den lange, ubrudte kontinuitet,
selvom kapitlet af gode grunde næsten
udelukkende har måttet bygge på århundredet
lige før de store landboreformer.
Det er jo nemlig først fra 1700-tallet, at
forskningen har kunnet hente mere detaljerede
oplysninger om fæstebondens
tilværelse, og har været i stand til at
tegne et mere nuanceret billede af livet
i landsbyen.
Kulturlandskabet og de regionale
variationer
Mens dette billede af livet i den typiske
landsby er ret traditionelt, så er der
mere nyt at hente i kapitlet om "egnenes
særpræg”, hvor Erland Porsmose forlader
standardlandsbyen i de fede agerbrugsegne,
for at se på mangfoldigheden
i ”Landsbylandet Danmark”.
Det er et kapitel, som først og fremmest
bygger på den inddeling af kulturlandskabet
i bygder, som Porsmose
og Per Grau Møller i 1997 fremlagde i
rapporten om Kulturhistorisk inddeling
af landskabet.8 I indledningen til kapitlet
i Danske landsbyer skriver Porsmose
bl.a.:
”1 samtiden skelnede man mellem
forskellige bygdetyper: Agerbygd (eller
slettebygd), skovbygd, hedebygd og kystbygd,
og hver af disse bygdetyper kan
nærmere karakteriseres ud fra opmålingen
og takseringen af landets ressourcer i
1680 erne. For nylig er hele landet blevet
gennemgået og opdelt i disse fire historiske
bygdetyper, og det er derfor nu muligt
at give et mere præcist billede af bygdernes
afgrænsning og deres særpræg, også
på landsbyområdet”.
En smule mere får man at vide om
projektet i teksten til nogle af de kort,
som bogen er forsynet med, men ellers
må man gå til rapporten fra 1997. Formålet
var at skabe et redskab, som kunne
anvendes i det landsdækkende arbejde
med at registrere de kulturhistoriske
interesser i landskabet. Kortlægningen
blev foretaget på sogneniveau og resulterede
i en række kort over enkeltfænomener,
som i hovedtræk viste samme
regionale udbredelse: De geologiske forhold,
store og små landsbyer og enkeltgårde,
areal pr. td. hartkorn, dyrkningssystemerne
m.v. En del af disse kort
er gengivet i Danske landsbyer. For at
kunne tegne et kort over selve bygdeinddelingen
med eksakte grænser har man
imidlertid måttet vælge at karakterisere
sognene med blot nogle få parametre,
og hertil har man valgt opdyrkningsprocenten
og hartkornsvurderingen. Et
skovsogn skulle have mindst 25 % skov,
et hedesogn mindst 35 % lynghede omkring
1800. Kystbygden er simpelthen
blevet defineret som det yderste bælte af
ejerlav langs havet.
Resultatet af denne inddeling er vist
på et kort s. 55 i bogen, hvor bygderne og
deres grænser er vist med klare farver.
219
Bjarne Stoklund
Der er imidlertid nogen uklarhed med
hensyn til kortsignaturerne og den ledsagende
tekst. Farverne på kortet viser
fire bygder, men den fjerde bygd er overraskende
nok ikke den forventede kystbygd,
men en særlig marskbygd, som
ellers ikke optræder i inddelingen. Til
gengæld oplyser den ledsagende tekst, at
”kystbygden er blot markeret med en priksignatur
oveni landskabets øvrige klassificering
i ager-, skov-, hede- eller marskbygd”.
Endnu engang må man opsøge
rapporten fra 1997, og på det originale
bygdekort i stort format er kystbygden
ganske rigtigt markeret med prikker.
Men selv med gode øjne eller læseglas
kan man ikke få øje på en priksignatur
på det lille kort i bogen.
I sin fremstilling lægger Porsmose
vægt på, at bygdeinddelingen er et historisk
fænomen, som man var fortrolig
med i "samtiden”. Det er rigtigt, at man
var bevidst om de "ressourceøkonomiske”,
regionale forskelle; det finder man
tydeligt udtrykt hos Arent Berntsen i
Danmarks og Norges frugtbar herlighed
fra 1656, som citeres flittigt af Porsmose.
Men i følge sprogforskerne er ”bygd”
ganske vist et ord med gammel rod i det
danske sprog, men det glider ud af sproget
ved den nyere tids begyndelse.9 Selv
Arent Berntsen, der som nordmand må
have været fortrolig med ordet, skriver
hellere ”egn” end bygd, når han henviser
til et regionalt område. Bygd er imidlertid
et af de ord, som den nationale forskningstradition
genopliver i begyndelsen
af det 2 0 . århundrede, hvor vi bl.a. møder
det i arkæologiske bebyggelsesstudier.
I Sverige har ordet derimod været i
fortsat brug i dagligsproget, og det er
blevet flittigt anvendt af kulturgeograferne,
men i skiftende betydninger og i
reglen uden nærmere definition.10 Også
etnologerne i Sverige har brugt begrebet,
men der har været ganske vide rammer
for, hvad de valgte at kalde en bygd.
Danske etnologer undgik som regel ordet
og foretrak at tale om kulturområder og
kulturgrænser. En undtagelse er forfatteren
Thorkild Gravlund, som brugte begrebet
i sine ”folkepsykologiske” studier
i mellemkrigstiden.11 Blandt de svenske
etnologer kan der være særlig grund til
at nævne Ake Campbell, som i 1927 disputerede
på en bog om Skånska bygder
under forre hålften av 1700-talet. Den er
et tidligt eksempel på en undersøgelse af
den art, som Porsmose og Grau Møller
har foretaget, og desuden danner den et
nyttigt supplement til Kulturhistorisk
inddeling af landskabet ved at behandle
Skåne, som savnes i billedet af de gammeldanske
landskaber. Derfor undrer
man sig også over, at dette værk glimrer
ved sit fravær i litteraturoversigten i
Danske landsbyer.
Campbells skånske studier spillede til
gengæld en vigtig rolle, da skandinaviske
etnologer i 1970’erne orienterede sig
mod økologiske problemstillinger med
inspiration fra den angelsaksiske antropologi.
Det skete til dels som en reaktion
mod den historisk-geografiske skole,
som længe havde været eneherskende i
etnologien, og som havde underkendt de
naturgeografiske faktorers betydning for
udformningen af de regionale variationer.
D
en økologiske interesse kom først
og fremmest til udtryk i en lang række
lokalstudier, men der blev dog også gjort
enkelte forsøg med opdeling af større
geografiske enheder i økotyper, forstået
som systemer af energioverførsler mellem
mennesket og omgivelserne.12 Mens
Odense-historikerne, som vi har set, tager
udgangspunkt i landskabet, så ser
220
Danske landsbyer mellem to forskningsmiljøer
etnologerne variationerne ud fra menneskene
eller den menneskelige aktivitet.
På en kongres i Norge i 1975 med
kulturlandskabet som tema, præsenterede
jeg et foreløbigt forsøg på at inddele
det traditionelle danske bondesamfund
i økotyper.13 Det tog sit udgangspunkt i
de naturgeografiske forskelle, men set i
samspil med de makroøkonomiske forhold.
Jeg pegede på, at økologiske og
økonomiske faktorer gennem århundreder
har dannet grundlag for to sæt af
forskellige agrare udnyttelsesmønstre
i Vest- og Østdanmark med vægten på
henholdsvis kvægbrug og kornavl. I hver
af de to geografiske halvdele af landet
kan vi meget forenklet operere med to
økotyper eller to former for bondeøkonomi.
Mod vest har vi hedebønder og
marskbønder, og mod øst slettebønder
og skovbønder. I kongresindlægget diskuterede
jeg også nødvendigheden af at
tilføje en femte økotype, en kystbonde,
som først og fremmest udnyttede havets
ressourcer, men en sådan økotype ville
rumligt i stor udstrækning komme til at
overlappe de fire andre.
Som det vil fremgå er der - ikke overraskende
— stor lighed mellem historikernes
bygder og etnologernes økotyper,
men der er stor forskel i den måde, hvorpå
de to begreber defineres og anvendes.
Erland Porsmose lægger vægt på,
at man har skabt et redskab, som kan
”give et mere præcist billede af bygdernes
afgrænsning”, og dette billede skal
bygge på data, som er kvantificerbare og
lokaliserbare. Etnologerne, derimod, giver
på forhånd afkald på at tegne skarpe
grænser for noget så komplekst og mangesidigt.
De er klar over, at de økotyper,
som bondesamfundet er forsøgt inddelt i,
repræsenterer en stærk forenkling af en
virkelighed, hvor antallet af økologisk relaterede
varianter er legio. Sådanne økotyper
må da heller ikke opfattes som billeder
af virkeligheden. De er forskerkonstruktioner
af den art, som Max Weber
har kaldt "idealtyper”, og de må opfattes
som heuristiske redskaber, midler til at
få øje på ellers oversete sammenhænge
og stille nye, relevante spørgsmål til det
empiriske materiale.
Landsbytyper, gårdformer og
byggeskik
De bygder eller økotyper, som det ældre
”bonde-Danmark” kan opdeles i, er først
og fremmest defineret ud fra de ressourcer,
der står til rådighed, og de udnyttelsesmønstre,
de danner basis for. Det
havde derfor været naturligt, om Porsmose
havde givet en mere detaljeret
karakteristik af de produktionsprofiler
og livsformer, som vi finder i de forskellige
bygder. Det gør han ikke, men lader
det blive ved en omtale af bebyggelsesmønstrene
og nogle antydninger af det
økonomiske grundlag. I stedet går han
videre med at beskrive forskellige kulturelle
former, som med større eller mindre
ret kan relateres til bygderne. Det er
imidlertid en sandhed med modifikation,
når det i kapitlets indledning hedder, at
naturen ”skabte en rigdom af regional
variation i landsbytyper, gårdformer og
byggeskik. ” I disse kulturelle variationer
er naturen højst en medvirkende faktor.
Lad os starte med et blik på landsbytyperne,
som har været et yndet geografisk
studieobjekt. Porsmose gør en del
ud af geografernes opdeling i typer som
skovrækkeby, slynget vejby eller vejklyngeby,
men ret beset fortæller denne
typologi vel egentlig blot, at landsbyen
altid har tilpasset sig det terræn, hvor
den blev anlagt. Så er det mere interes221
Bjarne Stoklund
sant at se på fordelingen af store byer,
små byer og enkeltgårde. De store landsbyer
hører overvejende hjemme i agereller
slettebygderne, mens de små landsbyer
og enkeltgårdene først og fremmest
findes i skov- og hedebygderne. Eller,
som Porsmose udtrykker det: Det er ”det
egentlige Har tkorns-Danmark”, der er
landsbyernes område, mens ”Periferi-
Danmark” entydigt er enkeltgårdsland.
Det billede fremgår også klart af kortet
på s. 64 i bogen, som viser den regionale
fordeling af landsbyer og enkeltgårde
på den store matrikels tid i 1680’erne.
Alligevel fortjener det et par kritiske bemærkninger.
Selve opdelingen af bebyggelsen i
landsbyer og enkeltgårde er en klassifikation,
som tvinger virkeligheden ind i
et forskerskabt system, hvori den ikke
altid lige let lader sig indpasse. Et af de
områder, som i følge kortet er 1 0 0% domineret
af enkeltgårde, er øen Læsø. Jeg
har i anden sammenhæng vist, at det
konstituerende element i bebyggelsen på
Læsø er ”haven”, et dyrket og indhegnet
område, hvori en eller flere gårde har andel,
enten som adskilte lodder eller med
dyrkningsfællesskab. Gårdenes bygninger
ligger i havens periferi på grænsen til
den fælles udmark. Er dette en landsby
eller nogle enkeltgårde? Ingen af delene,
men i matrikel-tabelværket fra 192814,
som er lagt til grund for kortet, har man
valgt at gøre det til enkeltgårde. Det er
nok mere oplagt at trække en parallel til
de ”mangebølte” gårde i Vestnorge. Her
har vi at gøre med oprindelige enkeltgårde,
som fra middelalderen og frem er blevet
opdelt i mindre brug og har udviklet
et sekundært dyrkningsfællesskab, som
får dem til at ligne danske landsbyer.
Det var værd at undersøge, om ikke der
skjuler sig beslægtede fænomener andre
steder i Jylland bag de bebyggelser, der
er klassificeret som enkeltgårde.
Noget andet er, at der findes områder
på kortet, hvor vi har næsten total dominans
af enkeltgårde, men hvor standardforklaringen
om naturforholdenes rolle
ikke holder stik. Det gælder navnlig i
det gamle Hardsyssel, hvor vi mod nord
finder nogle af landets bedste morænejorder,
mens den sydlige del er næringsfattig
hedejord. Enkeltgårdene dominerer
imidlertid i hele området, ned til
den gamle sysselgrænse ved Skjernåen.
Denne store å har været kulturgrænse
for bl.a. elementer i den traditionelle
byggeskik, så den tanke er nærliggende
at søge forklaringen på Hardsyssels høje
enkeltgårdsprocent på det kulturelle område.
Kulturelle faktorer må også trækkes
ind, hvis man vil forklare forholdene
på Bornholm, som ikke er med på kortet,
men hvor enkeltgårdene er eneherskende.
15
I det følgende tager Porsmose fat på
etnologernes klassiske studiefelt: Gårdformerne
og byggeskikken, og det er da
også deres resultater, der bygges på, om
end ikke altid helt opdateret. I den ældre
etnologiske forskning var man optaget af
gårdens udvikling fra enlænget til firelænget
over mellemstadier med to (parallelgården)
og tre længer. Det var den
udvikling, Steensberg søgte at dokumentere
med sine tidlige udgravninger, men
det var også den, som Svend Jespersen i
1950’erne satte et stort spørgsmålstegn
ved ud fra sine arkivstudier. I Porsmoses
fremstilling er den firelængede gård
både en form, der har sit kerneområde i
agerbygden, og som altså kan relateres
til naturressourcerne, men den ses også
som et resultat af en udvikling fra jernalderens
langhus, og i denne udvikling
spiller parallelgården stadig en rolle:
222
Danske landsbyer mellem to forskningsmiljøer
”Sådanne parallelgårde kunne endnu
genfindes i 16-1700-tallet i store dele af
landet, og de kan vel på sin vis regnes for
en forgængerform til det lukkede gårdsanlæg,
eftersom øst-vestlængerne jo i høj
grad dominerede dette. Parallelgårdene
var omkring 1800 især et vest- og nordjysk
fænomen med almindelig udbredelse
i Thy, på Mors samt dele af Ringkøbing
Amt og Vendsyssel”.
Og Porsmose fortsætter:
”En særlig variant af den enlængede
byggeskik fortsatte langt op i tiden i landets
sydlige egne. ”
Tilsyneladende lever udviklingstanken
her i bedste velgående, og det understreges
af, at der i det følgende tales
om, at der endnu omkring 1800 var ”et
"reliktområde” af parallelgårde i Vest- og
Nordjylland og et syddansk/slesvigsk
område domineret af enlængede gårdformer.
”
Som en kommentar til parallelgårdens
sejlivethed som begreb skal det
nævnes, at da Nr. Hedegård fra Vemb i
1965 blev overflyttet til Frilandsmuseet
i Sorgenfri for at repræsentere den nordvestjyske
parallelgård, da viste undersøgelser
af gårdens historie, at den tolængede
gård tidligere havde haft tre længer(!).
Naturforholdenes indflydelse på
de regionale forskelle kommer tydeligst
frem, hvis man ser på gårdenes byggemåde,
vel at mærke hvis det drejer sig
om materialeanvendelsen, for forskellene
i konstruktionsprincipperne kræver
i reglen andre forklaringer. Porsmose
gør da også mest ud af forskellene i materialer.
Det er karakteristisk, at der er
et afsnit om tagdækning (brug af halm,
rør, lyng, tang m.v.), mens de bærende
tagkonstruktioner forsømmes.
Efter omtalen af "byggeskik og materialer”
vælger Porsmose at bygge resten
af dette afsnit på de indberetninger ”om
de i Danmark brugelige bygningsmåder
for bøndergårde”, som landets amtmænd
i 1789-90 blev pålagt at indsende til centraladministrationen.
Det er et materiale,
der er nemt at gå til, for det foreligger
publiceret i en kommenteret og illustreret
udgave.16 Det giver en landsdækkende
oversigt på et givet tidspunkt, men
til gengæld er man afhængig af, hvad de
enkelte amtmænd fandt for godt at oplyse,
og de gjorde ikke lige meget ud af at
besvare den stillede opgave. Fremgangsmåden
betyder, at vi får nogle gentagelser
i Porsmoses beskrivelse, men til gengæld
er der væsentlige ting, der slet ikke
bliver omtalt. Det følgende citat (fra s.
93) er hvad, vi får at vide om de to gamle
bærende konstruktionsprincipper:
”På Tjele gods ved Viborg noteres det
således, at den ældgamle sulebyggeskik
var på retur. De høje suler under rygåsen,
som bar hele taget, var ikke længere
i brug. Sit sidste tilholdssted fik sulebygningen
på Vestfyn, hvor der endnu kan
opleves en række eksempler herpå i landskabet.
I det øvrige land foretrak man nu
at lade taget hvile på sidemurene eller,
hvor der krævedes højere arbejdsrum, da
en højremskonstruktion, hvor taget hviler
på to parallelle stolperækker, hver bærende
en tagrem - i princippet den ældgamle
treskibede konstruktion fra jernalderhuset”.
D
et er en mildest talt utilstrækkelig
og misvisende fremstilling. Man får det
indtryk, at de lave højrems- eller udskudshuse
i Nordjylland er ukendt for
forfatteren, skønt de ellers er velbehandlede
i litteraturen.
Med udgangspunkt i amtmandsindberetningerne
får vi også en kort omtale
af ildstedsforholdene i stuehusene. I den
forbindelse videregives den hundrede år
223
Bjarne Stoklund
gamle, men stærkt omdiskuterede etymologi
for ordet stue: Et ovnopvarmet
rum eller hus. Derimod får vi ikke noget
at vide om de to hovedtyper af stuehuse:
Ovnhuset på øerne og i Nordjylland og
kaminhuset i Sydjylland og på Fyn. Det
er dog ellers ikke uinteressant, at et af
de mest markante kulturskel i Europa —
det mellem det åbne kaminildsted i Vestog
Sydeuropa og ovnen i Central- og Østeuropa
- går ned gennem Danmark.
Landsbyen og de store reformer
Første halvdel af Danske landsbyer
handler som nævnt om de første 800 år
af landsbyens 1000-årige historie. Her
er det traditionen og kontinuiteten, der
betones. Resten af bogen beskæftiger sig
med de sidste 2 0 0 år, fra landboreformerne
over andelstidens landsby frem til
"afviklingen af bondesamfundet”. I dette
dramatiske kapitel står de store forandringer
meget naturligt i første række,
og det er i Porsmoses verdensbillede primært
de teknologiske og økonomiske ændringer,
det drejer sig om. Kapitlet om
reformerne indledes med en lille optakt
til oplysningstiden, som fokuserer på den
franske revolutions opgør med alle de
gamle mål til fordel for nye videnskabelige
enheder; man fornemmer en forfatter,
som elsker ting, der kan måles og vejes.
"Revolutionen i landskabet” og dens
frontløbere, landmålerne, har hans særlige
bevågenhed. Den trænede feltforsker
og kender af landskabet giver i øvrigt en
glimrende gennemgang af ændringerne
af det gamle bondeland med dets højryggede
agre gennem udskiftning, hegning,
dræning og mergling. Også inddigning og
engvanding får deres omtale, og han viser,
hvordan etableringen af 1800-tallets
omformede agerbrugsland gennemsyres
af ”denne ufattelige, slidsomme indsats
for at disciplinere det gamle kulturlandskab
til en effektiv kornmaskine”.
Når det drejer sig om de nye elementer
i andelstidens landsby, så er det helt
klart brugsen, mejeriet og andre produktionsanlæg,
der sættes i første række.
Valgmenighedskirker, friskoler, forsamlings*
og missionshuse bliver summarisk
behandlet på to sider, mens det lille
sprøjtehus til sammenligning får en halv
side alene. Om de folkelige bevægelser
og de store vækkelser, som er baggrunden
for forsamlingshuse og missionshuse
hører vi imidlertid så godt som intet. Til
gengæld giver kapitlet plads til et seks
sider langt afsnit om borgerskabets dyrkelse
af bondelandet i de første årtier af
det 2 0 . århundrede, særlig knyttet til ”de
jyske digtere” (Johannes V. Jensen, Aakjær
m.fl.) og ”de fynske malere”, som
Porsmose er fortrolig med som leder af
Johannes Larsen-museet. Det er helt
o.k., men havde det ikke været mere oplagt
i en landsbybog med så bredt et sigte,
at vi fik lidt at vide om det, der skete
i bevidstheden hos de danske bønder under
det store opbrud på landet i det 19.
århundrede? Emnet er jo ikke udtømt
med ”det gode slid”, som Porsmose skriver
om. Der foreligger fra både historisk
og etnologisk side en betydelig forskning
om det ”åndelige kulturlandskab”, som
tog form gennem vækkelserne og de folkelige
bevægelser. Det er en vigtig side
af de kulturelle variationer på landet,
men det er åbenbart ikke noget, der har
Odense-forskernes store interesse.
Endnu et kapitel af landsbyens lange
historie stod tilbage at skrive: Det sidste
halve århundrede, den danske bondekulturs
sørgelige svanesang, frem
mod dagens affolkede landdistrikter og
det industrialiserede landbrug med dets
224
Danske landsbyer mellem to forskningsmiljøer
store s vinefabrikker. Det har ikke været
nogen let opgave at skrive dette afsnit
for en mand, der har viet store dele af
sit liv til studiet af landsbyen, hvis historie
han nu kan sætte punktum for. Han
har kaldt afsnittet for "Bondesamfundet
afvikles”, og det er blevet en kompetent
og engageret fremstilling af de teknologiske,
økonomiske og sociale processer,
som totalt har omformet samfundet.
Men den sørgelige historie munder trods
alt ud i en vis optimisme. Erland Porsmose
slutter sin fremstilling således:
"Konturerne af et nyt landsbysamfund
tegner sig, og tiden er vel inde til formuleringen
af en ny vision for det danske
landskab, der sammenfatter og afvejer
hensynet til landbrugsproduktion af høj
kvalitet med styrkelsen af landskabets
naturværdier, miljøforhold, kulturhistoriske
værdier, bosætningsforhold og rekreative
muligheder.
Alt tyder således på, at man også om
50 og 100 år vil kunne opleve Danmarks
landsbyer og bondegårde som en enestående
1000-årig kulturskat - en rygrad i
landets historie. Naturligvis vil meget
være gået til, men hvis vi vil det, vil hovedparten
fortsat være tilbage - og endnu
mere interessant som et monument over
fællesskabet og andelstidens danmarkshistorie.”
Porsmoses guide til danske
landsbyer
Her slutter bogen imidlertid ikke, for
Porsmose har tilføjet et kapitel, hvor
han tager læseren med på en rundtur
til 60 udvalgte landsbysamfund. Gennemgangen
bygger dels på hans egne
iagttagelser og oplevelser på en rundtur
i Danmark, men han har også kunnet
støtte sig til det store arbejde, som
de lokale museer og kulturmiljøråd har
investeret i en udvælgelse af bevaringsværdige
landsbymiljøer. Man må imidlertid
gøre sig klart, at det vi møder ikke
i første række er eksempler på den typiske
danske landsby, hvis historie bogen
har handlet om. Det gør vi også, men sådanne
eksempler udgør et mindretal af
de lokaliteter, som besøges. Kapitlet kaldes
”En landsbytur”, men ordet landsby
bruges her i en videre betydning om alle
mindre bebyggelser på landet.
Rundturen følger ikke en topografisk
rute, men er disponeret efter de fire bygder.
Først kommer kystbygden, og her
lægger vi ud med — i kølvandet på Achton
Friis og Johannes Larsen - at besøge
nogle af de velbevarede landsbysamfund
på de mindre danske øer. Porsmose har
udvalgt nogle gode eksempler på sådanne
”ø-landsbyer”, som har ret forskellig
baggrund: Lyø er en decideret bondeby,
Nyords småbrugere har været lodser og
på Reersø drev man fiskeri. Nordby på
Samsø, hvis idylliske småhuse (nu feriehuse)
har fået lov til at være motiv på bogens
titelblad (dog uden at det oplyses)
er indbegrebet af landsbyidyl, men nogen
typisk landsby er den bestemt ikke
med sine usædvanlig mange små gårde
og huse. I følge Porsmose var der i 1682
47 små fiskergårde, men den betegnelse
har han da vist selv fundet på, og den
virker vildledende. Det er meget begrænset,
hvad der har været drevet af fiskeri
fra Nordby; derimod var der i 1600-årene
bønder, der drev skudehandel på Norge
og Nordtyskland.
Turen fortsætter til andre bebyggelser
på kysten: fiskerlejer, ladepladser,
færgesteder og skipperbyer. Det er alt
sammen bebyggelseslokaliteter, som
ikke kan relateres til den landbohistorie,
som er blevet så udførligt behandlet på
225
Bjarne Stoklund
de foregående 200 sider. Disse 'landsbyer”
er jo snarere illustrationer til og eksempler
på den danske søfartshistorie,
og den falder uden for bogens landbohistoriske
tema. Som optakt til omtalen af
de udvalgte fiskerlejer gives et kort vue
over fiskeriets historie, men noget lignende
får vi ikke for søfartens vedkommende.
For mange af de nævnte lokaliteter
gælder, at de har været gennem
et forløb fra at være baser for 1500- og
1600-årenes blomstrende skudehandel
til at blive leverandører af maritim arbejdskraft
i den danske og nederlandske
koffardifart. Andre lokaliteter formåede
at omstille den lokale skibsfart til de nye
tider; de sydfynske øer og Fanø er gode
eksempler herpå.
Kystbygden har rekorden med hensyn
til bevaringsværdige landsbymiljøer,
mens skovbygden med små idylliske
landsbyer tegner sig for en andenplads.
I agerbygden er der længere mellem
landsbyidyllerne; her har forandringsprocessen
under det moderne landbrugs
investeringspres været langt stærkere.
Til gengæld har vi en rejsefører, som
kender sine traditionelle landsbyer ud
og ind, og hvis trænede blik kan få øje på
strukturer og detaljer, som andre ville
overse. Her får vi så en kompetent gennemgang
af udvalgte eksempler på stjerneudskiftede
landsbyer, fortebyer, slyngede
vejbyer og torper, og er igen tilbage
ved bogens hovedtema.
Dårligst står det til i hedebygden, set
fra et bevaringssynspunkt. ”Hedebygden
har forandret sig voldsomt gennem de
sidste to århundreder, og kontrasten bliver
nærmest overvældende, når man sammenligner
med skovbygdens kontinuitet”,
skriver Porsmose. Enkelte lokaliteter er
dog fundet værdige til nærmere omtale.
I det ene tilfælde, Vorbasse, er det dog
på grund af stedets historiske og arkæologiske
betydning. Her får vi til gengæld
lidt mere at vide om de vandrelandsbyer,
som vi savnede oplysninger om i bogens
almene afsnit. Længere nordpå finder vi
hedelandsbyen Estvad, som dog navnlig
bliver fremhævet for ”de enestående fredede
arealer (i alt 1200 hektar) ved den
store hedeomkransede Flynder sø”. Her
havde det dog været rimeligt at nævne,
at disse fredninger navnlig skyldtes H.
P. Hjerl-Hansen og Hjerlfonden. Der
nævnes en campingplads, men Hjerl Hedes
Frilandsmuseum bliver ikke fundet
værdig til omtale, skønt det i udpræget
grad er hedeegnens museum og har været
centrum for spændende forsøg med
det traditionelle hedebrug.
I det hele taget er det lidt tilfældigt,
hvad der omtales og ikke omtales i Porsmoses
guide. Ikke alt virker lige relevant
i bogens sammenhæng. Når Thorsager
i Djursland omtales ”ikke så meget på
grund af byen, som den i egentligste forstand
enestående rundkirke”, som derpå
beskrives nærmere, så føler man sig hensat
til en turistbrochure af den gængse
slags.
Det er først og fremmest den traditionelle
landsby i alle dens afskygninger,
som er repræsenteret på ”landsbyturen”,
skønt meget af bogen ellers handler om
de store reformer og om det, vi plejer at
kalde andelstiden. Kun et eksempel på
en "andelsby” er medtaget. Det er landsbyen
Agård mellem Kolding og Vejle. I
den relativt korte tekst om byen nævnes
de mange tidstypiske institutioner, hvis
bygninger fra tiden omkring 1900: Sparekasse,
andelsmejeri, forsamlingshus,
friskole, højskole og valgmenighedskirke
sætter deres præg på byen. Det nævnes
også, at beboerne har rejst ”flere mindesten
over deres ’folkeførere”, der bar den
226
Danske landsbyer mellem to forskningsmiljøer
Grundtvig-Koldske ånd ind i lokalsamfundet”.
En tavle på friskolen minder om
den første lærer ”ligesom i øvrigt i mere
udvidet forstand hele andelstidens folkeoplysningsprojekt”
På den måde gøres Agård til et eksempel
på en typisk ”andelsby”. Men Agård
har en langt mere interessant historie
at fortælle om de folkelige bevægelser
og om spændvidden i det "åndelige kulturlandskab”,
som de efterlod. Byen var
i et halvt århundrede hjemsted for præsten
Valdemar Briicker, en af de mest
omstridte og kontroversielle skikkelser i
tidens kirkelige liv. Han kom til sognet
som nybagt teolog i 1880 for at tage sig
af den grundtvigske del af menigheden,
og han blev i sognet resten af sit liv, omgivet
af sine trofaste grundtvigianere.
Briicker havde meget radikale ideer på
det kirkelige område, og han yndede at
formulere sig provokerende i vendinger
som ”at synde i Jesu navn”. Han vakte
forargelse ved at ægtevie den fraskilte
præst og forfatter Jakob Knudsen, var i
det hele taget meget tolerant og frisindet
og blev i nogle kirkelige kredse karakteriseret
som ”brandesianer”. Den omtalte
kirke fra 1887 blev bygget til Briicker
efter lokale stridigheder, men der gik
næsten 1 0 år før han og hans tilhængere
blev anerkendt som valgmenighed. Det
var også Briicker, der i 1900 fik opført en
højskole, som dog aldrig blev nogen succes.
Indskrifttavlen på højskolen med
”For Ide og Virkelighed”, som Porsmose
har fotograferet, er således først og fremmest
et minde om Valdemar Briicker og
den nygrundtvigske bevægelse, som han
repræsenterede. Historien om denne
præst og hans fæller i Agård er et godt
eksempel på, hvor store og indgribende
modsætningerne kunne være på det
ideologiske område i andelstidens små
landsbysamfund.
Noter
1 En udførlig fortegnelse over litteratur om de
enkelte egnes byggeskik, herunder Zangenbergs,
er givet i min artikel "Bondehuse” i Budstikken
1964.
2 En oversigt over bondegårdsstudiets historie er
givet i indledningen til min lille bog Bondegård
og byggeskik før 1850 (Kbh. 1969) og i bidrag til
M. Skougaard og J.H. Nielsen red. Bondegård
og museum. Frilandsmuseernes teori og praksis
(Landbohistorisk Selskab 1998).
3 En oversigt over indsamlingsarbejdet er givet
af Ole Højrup i ”Om Nationalmuseets etnologiske
undersøgelser” i Budstikken 1963, s. 81-
108.
4 Et forsøg på at videreføre bondegårdsundersøgelser
for tiden efter 1850 med ny målsætning
og nye metoder blev gjort af Nationalmuseet
1989-91 i to udvalgte områder, se J.H. Nielsen,
M. Skougaard og B. Vorre: ”Gårde i Djursland
og Salling - en genoptagelse af Nationalmuseets
Bondegårdsundersøgelser”, i Bol og By
1993 s. 58-111; jf. samme forfatteres bidrag til
Bondegård og Museum (note 1). Et andet eksempel
på videreførelse af bondegårdsundersøgelser
med hovedvægt på det 20. århundrede er
det projekt, som Peter Dragsbo og Helle Ravn i
1997 gennemførte som delprojekt under forskningsrådenes
satsningsområde ”Det agrare
landskab” og som de publicerede i den store bog
Jeg en gård mig bygge vil - der skal være have
til med undertitlen En kulturhistorisk-etnologisk
undersøgelse af lange linjer og regionale
kulturforskelle i gårdens landskab: Bygninger,
haver og omgivelser ved danske landbrugsejendomme
1900-2000 (Landbohistorisk Selskab
2001). Bogen er ikke mindst interessant ved at
den viser, at de regionale forskelle også gør sig
gældende i nutiden.
5 Esben Hedegaard: ”Gårdprojektet - og de ældre
fynske undersøgelser af den landlige bygningskultur
på Fyn”, i: Bondegård og museum
1998 (se note 1) s. 158.
6 Esben Hedegaard og Anders Myrtue: Landbrugets
bygninger 1850-1940 (Miljø- og Energiministeriet,
Skov- og Naturstyrelsen) 1996.
7 Vivian Etting og Per Grau Møller red.: De kul227
Bjarne Stoklund
turhistoriske interesser i landskabet, (Miljø- og
Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen)
1997.
8 P. Grau Møller og E. Porsmose: Kulturhistorisk
inddeling af landskabet (Miljø- og Energiministeriet
- Skov- og Naturstyrelsen) 1997.
9 Ordbog over det danske sprog, ”bygd”; P.
Skautrup Det danske sprogs historie I. s. 270,
II, s. 247, Kbh. 1944-47.
10 G. Enequist ”Bygd som geografisk term”, i
Svensk geografisk årsbok 1941 s. 7-21.
11 T. Gravlund Dansk Bygd I-III Kbh. 1917-30.
12 F.eks. Orvar Lofgrens oversigt over maritime
økotyper i Sverige og Matti Sarmelas ambitiøse
forsøg på en inddeling af Finland i kulturøkologiske
typer.
13 B. Stoklund ”Ecological Succession. Reflections
on the Relations between Man and Environment
in Pre-Industrial Denmark”, i Ethnologia
Scandinavica 1976; senere behandlet i bl.a.
"Kulturgrænser og økotyper”, i Adriansen og
Christiansen red. Forskellige mennesker? Regionale
forskelle og kulturelle særtræk. Ebeltoft
2003; jf. B. Fritzbøger Det åbne lands kulturhistorie
ca. 1680-1980 1998 s. 8-16.
14 Henrik Pedersen De danske Landbrug fremstillet
paa Grundlag af Forarbejderne til Chr. V.s
Matrikel itfSSKbh. 1928/1975.
15 B. Stoklund ”Enkeltgårdslandskaber, skov- og
hedebygder”, i: Etting og Grau Møller red.: De
kulturhistoriske interesser i landskabet (Skovog
Naturstyrelsen) 1997.
16 Grith Lerche red. Bøndergårde i Danmark
1789-90 (Landbohistorisk Selskab) 1987.
228