ri 

Naturens uorden 
-om ,Den sorte bog' og,Snabels herbarium' 

af NINA CHRISTENSEN 
I 2007 udkom Den sorte bog. Om de syv dodssynder skrevet og illustreret af Dorte Karrebækog året efter Snabels herbariummed tekstaf Christina Wei­se og illustrationer af Rasmus Bregnhøi. Begge bøger er karakteriserede ved at være boghåndværk af fineste art, og de er markante fortællinger både i kraft af bøgernes visuelle udtryk og i kraft af det drama og den udvikling, som bøgernes hovedpersoner gennemlever. Fælles for dem er også, at bøgernes hovedpersoner er drenge, der interesserer sig for natu­rens orden iforhold til henholdsvis planterog dyr,og at handlingens om­drejningspunkt er drengenes samlinger. Billedbøgerne trækker dermed på tematikker og visuelle referencer, der går tilbage til det sene 1700-tals børnelitteratur. 
Atordneverden 
En lilleundselig bog for børnfra slutningen af1700-tallet indledesmed en fortælling om drengen Frits, der er et rodehoved. Alting flyder:Hans tøj, hans bøger og alt, der omgiver ham. „Moderen skiændte. Faderen true­de, men ingen Ting hjalp", skriver forfatteren. Drengens forældre har for travlt med dereseget til at få sat skik på ham, så de ansætter en huslærer, der som det førstesørger for, at Frits læreraltid at „lægge og sætte tilsam­men, hvad som hørtesammen, og adskille hvad, som ikke hørte sammen". Frits er lærenem, og indførelsen af det nye princip medfører hurtigt, at „Klæderne havde ligesom ordnet sig af sig selv Læreren og eleven går derefter ud inaturen, de finder planter, som de tager med hjem, og de ordner dem.Som belønningfor Frits'ændrede adfærd vilforældrene give 

MMS " 
berkrtu/T} % 
BOGVENNEN I 
227 

Éi 
ham et „naturaliekabinet",altså ensamling med objekter fra naturen. Læ­reren vil imidlertid hellere have, at Fritsskaber sit eget,således at hanogså i forhold tilnaturen kanlære „at læggetilsammen det, som hørersammen og ordnedet forvirrede"(s.6). 
Fortællingen stammer fra den tyske forfatter og filosof Karl Philipp Moritz' Versuch einer kleinen praktischen Kinderlogik (1786), i den danske oversættelse Forsøg til at bibringe unge Mennesker den Konst at tænke rigtigt (1792). Et af midlerne til dette er at indføre billeder i barnets bøger. I den 
tyske originaludgave er der således indsat små kobberstik efter den skrevne tekst, hvorpå barnet kan se forskellige væsner. Bogens tekst henviser til billederne og beder fx barnelæseren ordne de afbildede individer og objekter i henholdsvisdødt og levende, dyr og mennesker, og natur og men­neskeskabte objekter(fig. 1). 
En sådan boger ét eksempelpå, hvordantanker om oplysning og ud(dannelse) prægede det sene 1700-talsudgivelser for børn.I lærdekredsedisku­teredes statens opbygning, og heri indgik overve­jelser om borgerrettigheder, herunder hvilke for­udsætninger manskulle havefor at fastemmeret. Et afsvarene var, at man måttekræve, at borgerne var oplyste individer, dvs. havde uddannelse og viden. Blandtandet derfor blevbørns, kvinders og bønders uddannelse et centralt diskussionsom­råde blandt den uddannede elite. Et af midlerne til at uddanne barnet var udgivelsenaf bøgerogså 
H 
om naturens og verdens indretning. 

Blandt de mere imponerendeeksempler pa detteer udgiveren Friedrich Justin BertuchsBilderbuchfiir Kinder, der udkom1790-1830 i12 bind.I foror­det beskriver han, hvilketanker han har gjort sigom bogensudarbejdelse. Han mener, at bogen som udgangspunkt skal fremstå som et „billedrigt kaos" for barnet. Bogens plancher skal ikke være systematisk sammensat, for barnet skal selv lære at forsøge at bringe orden i verden. Det er også vigtigt, at illustrationerne er skønne, og at kobberstikkene er ordentligt udført og afbilder objekterne troværdigt i de rigtige størrelsesforhold. Barnet skal fra startenvænnes til „schone Formenund guten Geschmack". For at vække barnets interesse skal billedbogen ifølge Bertuch gerne vise det fremmedeog detsjældne, som barnet ikke kender fra sin hverdag. 
De smukke håndkolorerede kobberstik i Bertuchs bøger kan da også fa­
228 
I BOGVENNEN 

scinere en nutidiglæser. Man ser billeder af mennesker fra alverdensegne, man ser eksotiske dyr ogplanter, som kokospalmer, kaktusog kænguruer, og disse fremmedartede elementer blandes med mere almindelige blom­ster, dyr ogobjekter. På fig. 2 ser man,hvorledes Bertuchsplancher af lop­pen oglusen lever op til princippet om at afbildeobjekterne detaljeret og i rigtige størrelsesforhold. På planchen af loppen og lusen afbildes den fx i „naturlig"størrelse (g). Den samme intention omtroværdig ogsamtidig skøn afbildningaf naturen finder man i afbildningenaf planter. 
Et andet middel til atopdrage og uddanne barnet i1700-tallet varat lære det forskellenpå dyder og lasterat kende.I fortællingen ovenfor lærer lille Frits således bådesystematisk tankegangog selvbeherskelse. På baggrund af antikkens forestillinger udviklede kristendommen syv dødssynder og syv kardinaldyder. Dyderne var visdom, retfærdighed, mod, selvbeher­skelse, tro, håb og kærlighed, menslasterne var hovmod,griskhed, nydel­sessyge, misundelse,vrede, frådseri, og dovenskab. I oplysningenslittera­tur for børn finder manen række fortællinger, der beskriver hvordan børn enten bliver belønnetfor at udvise eftertragtelsesværdigeegenskaber, som den lille Frits,eller bliver straffet for deres laster. 
,Den sorte bog' 

Allerede titlen på Dorte Karrebæks bog leder læserens opmærksomhed i retning af forestillinger om dyder og laster. Det fysiske møde med bogen 
BOGVENNEN I 229 

er i udgangspunktet taktilt: Idet man tager bogeni handen, kan manmær­ke en række figurer, derer trykt i relief. Man kiggernærmere og kan følesig frem til en række groteske fantasifigurer eller menneskedyr. Noget bevæ­ger sig bogstaveligt talt frem under overfladen. Bogens forløb er en vari­eret billedfortælling. Ordløse opslag følges afgengivelse af det, der ligner opslag i en slags encyklopædi over mærkelige væsner. Disse opslag følges igen af tegneserieagtige forløb, hvorefter Karrebækatter vender tilbagetil illustrationer, der fylder hele bogensopslag. I sig selv er bogen således et lille katalog over forskelligefremstillings-og fortælleformeri billeder. 
Øverst pa det førsteopslag optræder et citat af den danske humorist og maler Storm P. „Alle mennesker tænker kun på sig selv, jeg er den eneste, der tænker pa mig." Hermed introduceres på humoristisk-ironisk vis et tema om egoisme versus næstekærlighed eller omtanke for andre men­nesker, uden at det uddybes eller forklares for læseren. På første opslag møder vi også bogens hovedpersoner: en dreng, der står og læner sig op ad etskilt, hans hund ogen mand i en orange frakke,der har en sort bog i lommen. I et tekstløst forløb følger læseren, at mandeni denorange frakke taber bogen ud aflommen, hundensamler den op og giver den til drengen (fig. 3). Man ser forsiden pa bogen gengivet, og den er stort set identisk med den faktiske bog, som læseren sidder med i hånden. Drengen giver sig til at læse følgendetekst: 
/ mange år harjeg arbejdet med at fremelske særligeanlæg hos insekter. Jeg har isoleret syv egenskaber,som erfremherskende i den verden vi lever i, 
230 I BOGVENNEN 
og indpodet dem i syv forskellige arter, somjeg nøje beskriver pade følgende sider.Tilbage er kun atiagttage, hvordan insekternevidere vil udviklesig. 
Jeg-fortælleren er tilsyneladende her en naturvidenskabsmand, der syste­matisk har klassificeret egenskaber og „rendyrket" dem ved at indpode dem iinsekter. Fortællerennævner delatinske navnepå arterne. 
Blader man videre,følger en række opslag, der afbilder de nævnte arter på en måde, dermimer naturvidenskabeligebøgers plancher,som manfx ser det ved „avaritianerne". Navnet henviser til dødssynden grådighed el­ler griskhed, på latinavaritia (fig.4). Det groteske væsen afbildes i forskel­ligestadier medsmå forklarende henvisninger. Bemærk henvisningen ved tallet 6, hvordyret ses i „naturlig størrelse"-som loppen hos Bertuch. Kar­rebæks sepiabrune streg påden tonedebaggrund mimergammelt, gulnet 
Æg 

AVARITIANERNE /Eg, nedftruvet II11 n 
papir og medvirker til at give associationer til ældreencyklopædier. Efter sadanne „leksikale"afbildninger af de syv arter følger en afbildning af et forstørrelsesglas, hvor et lille grædende væsen ser direkte ud mod læse­ren og dermed bryder med illusionen om en videnskabelig fremstilling. Derefter følger et kort, der ifølge overskriften viseren „Plan over arternes placering". 
Billedfortællingen springer derefter tilbage til forløbet med drengen som hovedperson. Han laver sig en form for naturaliekabinet og bevæger sig udi naturen for at finde de arter, han har læst om.Som læsere følger vi hans blik ned gennem forstørrelsesglasset og ser fx det væsen, vi fik præ­senteret som „avaritianeren" (fig.5). I et tegneserieagtigt forløb fortæller billederne, hvordan væsnet spærrersin ejendom og sig selv inde bag pig­trådshegn. Ungerne-og i nogle tilfælde hunnerne-får at vide, atde skal holde sig væk. Drengen indfanger et eksemplar af arten og arkiverer det. Sådanne små billedforløb gentages for allede syv arter. 
Den sidste art er karakteriseret ved fuldstændig passivitet. Kun en lille 
fi3-5 
50GVENNEN | 233 

unge er tilsyneladende i live og retter blikket ud mod drengen og læseren gennem forstørrelsesglasset. Til sidst kan man se, at drengen har fulgt bogen og kan arkivere den syvende ogsidste art isit naturaliekabinet, og man ser fødderne af manden med den orange frakke ligge udstrakt ved skiltet „homosapiens". Det vidende eller tænkende menneske bliver efter­ladt, menshunden forskræmt kigger tilbageog konstaterer „Godt, maner en hund". Drengen tænker „Godt,man eret menneske!"(fig. 6). 
Hovedpersonen i Karrebæks bog præsenteres indledningsvist som et moderne, tilbagelænet og tilsyneladende passivt væsen. Han får stukket en bog i handen, og derefter læser han og tilegner sig dermed viden. Læs­ningen sætter ham bogstaveligt talt i bevægelse ud i verden,og han bliver dermed også formende, undersøgende og aktiv. Han forsøger at tilegne sig det, han møder og fa teori og praksis til at gå op i en højere enhed. Derigennem bliver han klogere og har til slut lært noget om, hvad det vil sige at være et menneske. I hans tilfælde er det karakteristisk for et men­neskebarn at være empatisk ogvise næstekærlighed. Han er blevet dannet ved at tilegne sig viden og erfaring, men også gennem mødet med andre individer og deresdyder oglaster. 
Lasterne repræsenteres, typisk for Dorte Karrebæk, ikke af børn, men af de voksne individer. Det er voksne, der er hovmodige, griske, nydelses­syge, misundelige, vrede, der frådser oger dovne, mens børnenebliver de passive ofre, hvis ikke de beder om ogfår hjælp. Devoksne beskrives ikke som fornuftigere, bedre eller mereerfarne individer, men som ynkværdige stakler, der er fanget i deres egen egoisme og snæversynethed. Barnet kan altså ikke lære, hvad det vilsige at være menneske ved at se pa de voksne. 
234 | BOGVENNEN 

men nok gennem bøger, en nysgerrigog undersøgende tilgang tilverden, ved at eje empatiog ved at handle. Karrebæksbarn er på én gang et meget videbegærligt, oplyst og følsomt barn. De voksne synes derimod at være fortabt. De kan arkiveres. 
Hvor 1700-tallets udgivere af billedbøger understregede nødvendighe­den af, at illustrationerne gengav verden troværdigt, er Den sorte bog i høj grad et værk, der spiller på vor tidsvanskelighed ved at adskille virkelighed og fiktion. Forsiden på den faktiske bog mimes i den bog, drengen finder (fig. 7), og læserenbringes gennembogen ind og ud af en række billedfor­løb. Henvisningernetil den „virkelige"verden, som mankan erkende med sanserne, sker bl.a.ved at Karrebæk bruger encyklopædien, kortet og no­tesbogen som referenceramme. Notesbogen er menneskets redskab til at fastholde, nedskrive og afbilde tegn i mødet med verden, encyklopædien forsøget på at kategorisere, klassificere og ordne verden, og kortet forsø­get på at gengiveverden korrekt. 
Samtidig er afbildningen af væsnerne i notesbo­gen groteskog fremstår indlysendenok ikkesom en troværdig afbildning, men snarere som en parodi, der giver associationer til væsner i malerier af Hie­ronymus Boscheller i kalkmalerier. IKarrebæks ver­sion fletter de forskellige forløb sig ind i hinanden: Drengen bevæger sig ind og ud af den bog, han fin­der, det lille barn af apatiskeforældre springer ud af tegneserieforløbet og bevæger sig ud i rammefortæl­lingen.Selvom Karrebæk således i højgrad spiller på faktuelle genrer,de genrer der formidler det, vived, sa udnytter hun i ligeså højgrad pasamspillet mellem fiktion ogvirkelig­hed, troog viden. Læserenforventes at være i stand tilog havelyst tilat gå med påspøgen oglade sig driveind ogud af fiktionen. 
Bogen repræsenterer dermed også det synspunkt, at litteratur og bøger ikke kanbetragtes som en klar og entydig gengivelseaf verden, mensnare­re som en udforskning af, hvordanmennesket forsøger at skabe betydning bl.a. gennem tekst og billedersamt gennem en undersøgelse af forholdet mellem fiktion og virkelighed. Selv om DorteKarrebæks værk refererer til visuelle universer, der tilstræber orden, drejes udtrykket i hendesversion mod det paradoksale ved og dobbeltheden i mennesketsønske om at skabe orden, nårufornuften, egoismen og de destruktive kræftertilsyneladende rader. På ét punkt er hun dog i overensstemmelsemed 1700-tallets kravtil billedbøger, som de formuleres af Bertuch:Afbildningen skal fremstå som et smukt udtryk ogsom ordentligt håndværk. 
.Snabels herbarium' 

Christina Weise og Rasmus Bregnhøis billedbog Snabels herbarium deler med Karrebæk bade de visuellereferencer til bøger om naturens orden og tematiseringen af menneskets vanskelighed vedat få fornuft ogdrift tilat gå op i en højere enhed. 
Fortællingen er heret dramai femakter. I førsteakt møderlæseren dren­gen Snabel og hans ven Lille. Snabel har et herbarium, og det er egentlig en hemmelighed, men han røber det forsin godeven, og i andenakt erde fælles om at sidde og beundre Snabels ark med tørrede planter. Katastro­fen indtræffer, da Lille kommer til at vælte et glas saft ud over samlingen. Han stikker af, hvorefter Snabel meddeler ham pr.brev, at de ikkelængere er venner. Lille bliver ulykkelig, og Snabel savner ogsåsin ven. Konflikten løses, da Lille tropper op hosSnabel med en storgave: en presset kæmpe­solsikke. 
Betydningenaf herbariet er tydelig fra forsidenaf Snabels herbarium(fig.8). 
Her ser vi drengen Snabel stå med front mod beskueren ogse direktemod denne, mens han holder sine ark med pressede plan­ter tæt ind til kroppen. Fremmedordet herbarium indgår i titlen, der er håndtegnet, og en lille presset blomst er indsat bogstaveligt talt som prikken over i'et i ordet herbarium. På forsidens nederste del fin­des indscannede pressede blomster, og de fremstår fotografisk-realistisk i kontrast til den håndtegnede afbildning af hovedpersonen Snabel i forgrunden og bipersonen Lille i baggrunden. Personerne er gen­givet i en humoristisk og lettere karikeret stil bl.a. i kraft Snabels lange næse og Lilles lange arme, løftet over hovedet.Som ramme omkring forsiden løber et lysegrønt band af planter i silhuet, der giver associa­tioner til papirklip. Trods de mangeheterogene visu­elle udtryksformer fremstar forsidenafbalanceret og helstøbt. Snabel og Lille er omgivet af blomster og 
planter oger tilsyneladende lykkelige i denne tilstand. De efterfølgende satsblade er collager af blade fra en flora. Papiret er gulligt og gengiver fleresider klistret lidt klodsetsammen med brun tape 
-som et barn ville gøre det, forestiller man sig. Motiverne er blomster, man kan finde i danske grøftekanter, somvejbred, kornblomster ogsner­ler. Planternes navneog små forklaringer står tilføjet ved de enkelte plan­ter med barnlig skrift, fx "Agertidsel. Rødder med Rodskud", "Blåsnerre. Blomst (dobbelt størrelse)". Blomsterne har tydeligvis en dekorativ funk­
236 | 
BOGVENNEN 
fig-9 

tion, menman ser sporene af, at de indgår iet forsøg påat giveobjekterne 
-i dettetilfælde blomsterne-navne og skabe en form for orden. 
I det visuelle udtryk integreres altså en række ord, der henviser til kon­krete planters navne, men også til et særligt sprogligt univers: "Lancet­bladet vejbred", "Agergåseurt", "Løvskud af AgerPadde-rok", "Møg-Blæk­hat". Om end de tydeligvis refererertil konkrete planter, fårnavnene også en særegen sproglig fremtræden, der,læst udenfor denvisuelle kontekst, giver associationer i retningaf nonsensdigtning, hvor der lægges vægt på ordenes lyde og klang. 
I selvefortællingens12 opslag indgår blomsterne bådesom et dekorativt element ogsom enintegreret del af illustrationerne. På første opslag mø­der vi Snabel, der på sit skrivebord i barneværelset har en bog, hvori der ligger en masse planter i pres, og foran sig holder et smukt eksemplar af en presset plante, han har limet op pa papir. På væggen i værelset hænger en stor plakat meden plante,og en presset plantepå størrelse med vinduet er afbildet på væggen.Illustrationen i øvrigt visermed stor detaljerigdom et moderne barneværelse med Lego, computer, ghettoblaster og mon­sterlegetøj. Men til dette overvejende realistiske billede føjessmå figurer, der er levende: et slangeagtigt dyr, der titterop af papirkurven, og et lille væsen, der kigger ud af skabet (fig. 9). Der skabes i kombinationen af fo-
BOGVENNEN I 237 

tf 
I illc n .i godt, al Snabel kom med et brev. men det blev aften, lor han turde j;a ned tor at læse det. 

OUVME HUE 
Ou en 
l KKE M'N V£KJ 
fri isen SNApL 
... stod der I illes hals snorrede sig sammen, og han blev stående længe i morket. Hvad star du derude og hænger for? Det var hans mor Ira døren. I r der noget galt? Ne) sagde I ille og gik ojj pa sit værelse. 
V<^'C 
238 I BOGVENNEN BOGVENNEN 
| 239 
tografisk gengivne pressede blomster, det tegnede værelse og desma dyrs fantastiske karakteren verden, der paén gang er prægetaf naturtroorden, og fantasiens verden. Da Lille træderind påscenen pådet følgende opslag, føjer dersig tegneserieelementer til udtrykket i formaf små fartstreger og støvskyer omkring ham. 
Idet Snabel viser Lille sit herbarium, bliver det bredt ud for læseren i form af plancher pa Snabels skrivebord. De sidder sammen og studerer dem, og Lille sidder for en gangs skyld stille og roligt, og forsøger med alvorlig mine at ligne en lille botaniker. Da katastrofen er sket, og safte­vandet flyder ud over herbariet, forsvinder plancherne midlertidigt fra handlingen. De erstattes af den store solsikke ved Lilles hus, som man første gangser, da Lille flygter hjem i panik. Planter i formaf silhuetbån­det langs siden fortsætter, paradoksalt nok, med afbildningen af planten "Grine til middag" ved billedet af en fortvivlet Lille, der får Snabels brev (fig. 10). Pa denne illustration bidrager stemningsfulde gengivelser af et aftenlandskab i douce akvarelfarver til melankolien, somogså understre­ges af Lilles kropssprog og gestik. Hansfortvivlelse forsvinder dog, da han kommer på en mulig løsning, og også Snabelgenfinder modet, da han har fisket herbariet op af papirkurven og kan se, at det kan reddes. Da Snabel vil kigge over til Lille, sidder der imidlertid pa døren en seddelom, at han ikke vil forstyrres,og solsikken er væk.Teksten nævner,at noget ved haven er forandret.Tilbage pasit værelseses Snabel afbildet medsit restaurerede herbarium, men han bliver først glad, da Lille dukker op med en planche i mange dele, han har lavet ved at tørre solsikken (fig. n). Da Lille dukker op, er der igen planter på væggene hosSnabel, og da de genforenes, er de omringet af en krans af tusindfryd. Blomsterkransen står somsymbol på deres venskabsvækst oglykke. 
Bogen fremtræder som en verden af planter i form affotografisk gengi­vede pressede blomster, illustrationer fra en flora. Snabels pressedeblom­ster pa plancher,tegnede blomsterog farveflader med blomstersilhuetter. Planterne optræder ikke kun som visuelle ellerdekorative elementer, men spiller også en central rolle i iscenesættelsen af konflikten mellembogens hovedpersoner. I udgangspunktet repræsenterer Snabel med sit herba­rium en karakter, der i kraft af sin atypiske hobby er sat uden for fælles­skabet. Det at interesseresig forat ordne naturen erårsag til mobning, og dermed noget manskal holde for sig selv. Selvom Snabels legetøjviser, at han også eren dreng, der interesserer sig for computere og Pokemon-kort, er interessen for planter „nørdet"og knyttes til noget feminint; de andre drenge har kaldt ham „Snabine",en dag de så ham samle planter. 
Lille er i modsætning til Snabel den ukontrollerede energi, bevægelsen 
240 I BOGVENNEN 
og det driftsstyrede. Han er handlingsorienteret, der skal ske noget, og han taler som noget af det første om, at han er tørstig -de umiddelbare fysiske behovskal dækkes. De to modsætningers forening over bordetmed planter eri udgangspunktet tilsyneladende harmonisk, men afstanden til katastrofen er kort. Saftevandet, der repræsenterer det udflydende, det ukontrollerede og dermed også bliver knyttet til ustyrlige deleaf menne­sket, vælter ud over den sirligt skabte, men skrøbelige orden.At Lille ikke mangler sans for alvoren i den eskalerede konflikt mellem orden og uor­den, afspejlesaf hans paniskeblik, de oprakte arme og tekstens angivelse af, at hanshjerte hamrer. Kaos' umiddelbare sejr over orden skaber angst. Syndefaldet understreges af, at der er indsat en tornefuld rosengren mel­lem illustrationensfør ogefter katastrofen. 
Hos Snabel skaber ødelæggelsenvoldsom vrede. Hanhavde skabt enor­den, han havde delt denne orden med sin ustyrligeven, men vennen svig­tede hans tillid. Den potentielle forening af fornuft og følelse gennem de to drengesvenskab må kontraktligtophæves, hvilket sker vedSnabels brev til Lille, der i al sin enkle alvor lyder: „Dumme Lille. Du er ikke længere min ven. Hilsen Snabel". Kaosskal udaf Snabels liv, og han håber, detsker med afskeden med Lille.For Lillefortsætter katastrofen med at dominere i afbildningen af Lillesmareridt. Også nattensdrømme er ustyrlige,hvilket illustrationen angiverved at inkorporere tornederosenstængler som bag­grund og anbringeforestillingen omen tænderskærende-rasendeSnabel, grøn i hovedet afraseri, påen baggrund af dramatiske,voldsomme og im­pulsive streger sat sammen med dødningefigurer, der naturligvis repræ­senterer dødog ulykke. 
Vejen til at genoprette en orden er tilsyneladende, at den kaotiske Lille underlægger sigSnabels orden. Han kopierer Snabels system til at syste­matisere planter, men i og med han vælger en så stor blomst, at den ikke kan være på et ark, bidrager hanalligevel med et ustyrligt element til den­ne orden. Snabel konstaterer i mellemtiden, at glæden ved en orden eller en samling, man kun kan stirre på selv, er begrænset. Der skal også være en social orden -nogle at dele den med, som det tydeligt fremgår af tek­sten: „Snabel var alene,og det varikke længererart atse påherbariet. Han savnede Lille". I den pressede solsikkesom forsoningsgave forenes Lilles umådeholdne natur med Snabelsdrift mod orden.Solsikken repræsente­rer ifølge hans mor „fornuften", og det pointeres, at det er „fornuftigt"af Snabel at blive venner med lille igen. Dannelsesprocessen er gået begge veje: Lille har tilegnetsig elementeraf en „oplyst" natur,mens Snabel har erkendt, at han har brugfor Lille, selv om det betyder,at han må levemed et element afkaos. 
BOGVENNEN I 241 
Ør af lykke begyndte Snabel at pakke op. Det var en stak kraftige papirark Pi det første var opklæbet en kæmpestor jordet rod, på det næste et stykke af en kæmpestor stængel. Snabel bladrede. Det var de underligste planteark, han nogensinde havde set. Forst da han kom til den sidste side, forstod han 
meningen med det hele. 
m I BOGVENNEN 
Aim. Vorterne!^ 
BOGVENNEN I 
243 
Sammenlignet med de grusomme væsner i Karrebæks Den sorte bog er beskrivelsen af kaos i Snabelsherbarium relativt fredsommeligt. I Bregnhøi og Weises fortælling findes det ustyrlige i menneskets natur, men denne natur er ikke bevidst ondskabsfuld. Det pointeres, at Lille ikke væltede glasset med vilje, og drengene forventes i bedstekristne tradition at tilgive hinanden, nar der er sagt undskyld, og ofret er bragt. Moralen understre­ges, idet Lille siger: „Nu behøver du for eksempel ikke samle en milliard planter til dit herbarium helt alene", og Snabel svarer Vores Herbarium, mener du vel!' sagdeSnabel og tænkte på, hvorsjovt detville bliveat samle planter sammen med Lille". Værnet mod de destruktive kræfters sejr er i det menneskelige fællesskab i fornuftens tjeneste. 
Det fremgåraf eksempler pa illustrationer til1700-tallets billedbøger for børn, at udgiverneén gang betragtedebarnet somet videbegærligt væsen og et væsen, der ville skulle møde det skønnegennem billedbøger. Derved kunne de blivefornuftige ogverden dermed udviklesig modstadig større orden og sammenhæng. Det visuelle udtryk i bøger som Den sorte bog og Snabels herbariumer for migat se eksempler pa,at forfattere og illustratorer også i dag ser billedbogensom en kilde til æstetisk nydelse, men også som et redskab i barnets dannelsesproces. Hvor 1700-tallets forfattere og illu­stratorer gennem deres værkergerne villeopdrage barnet tilat systemati­sere og bringeorden i verden,sa fortællervor tidsforfattere og illustratorer også om individer, der paen gang søger orden,sammenhæng ogfornuft i tilværelsen, men samtidig må og kan forholde sig til det gådefulde, ufor­ståelige og uordentligeved verdens indretning og mennesketsnatur. 
nina Christensen er centerleder ved Center for Bomelitteratur, DPU, Aarhus Universitet. Har bl.a.skrevet ph.d.-afhandlingen „Den danske billedbog 1950-1999.Teori, analyse, historie" (2003) og ,JBamesjcelen. Børnelitteraturenog det romantiske barn" (2005). Arbejder for tiden på projekt om forbindelser mel­lem 1700-tallets bomelitteratur og bomelitteraturen i dag. 
Litteratur 
Friedrich Justin Bertuch:„Plan, Ankiindigung und Vorbericht desWerks". Indledning til Bilder­buchfiir Kinder. ErsterBand [1790]. Faksimileudgave, Insel Verlag 1977 Dorte Karrebæk: Den sorte bog. Omde syv dødssynder. Alma 2007 Carl Philipp Moritz: Forsøg til at bibringe unge Mennesker den Konst at tænke rigtigt. Sebastian Popp 
Charlotte Weise: Snabels herbarium.Illustreret af Rasmus Bregnhøi.Carlsen 2008 Friedrich Justin Bertuch:Bilderbuchfiir Kinder. Bd. 2. Bureau d'Industrie 1803