Det sproglige håndværk: At oversætte bornelitteratur En elefant kommer til Danmark af JACOB ANDERSEN Min søster vendte hjemfra USA i1987 og efterlod et falmet og godt brugt hæfte i A4 format pa mit bord.Sådan kom Horton ind i mit liv. Bogen hed Horton Hatces the Egg ogvar skrevet afen vis Dr.Seuss, somjeg aldrighav­de hørt om. Jeg blev øjeblikkelig charmeret af de underfundige, rytmiske vers ogaf historien, der balancerersmukt mellem nonsense og bonsense. Den var en børnebog efter den fineste definition af genren: En bog, der også kan læses af børn. Da jeg nåede den sidste og guddommelige side, udstedte jegfølgende løftetil det tomme rum:„Den her skal danske børn også have chancenfor atlæse!" Der var et element af overmod iløftet, som heldigvis ikkestod mig klart. Jeg havdealdrig oversatnoget før -og slet ikkerimede vers.Jeg havdehel­ler ingen forbindelse til forlag, der kunne hjælpe med at bringe Horton videre til læserne. Men jeg tog alvorligt på sagen. Hensigten var ikke at komme tættest muligt på originalens tekst, men at få danske læsere til at dele min begej­string. Nar jeg ikke kunne finde en dansk pendant tilSeuss' vittigheder, skulle det opvejesat nogetandet morsomt. Og meget var ikke umiddelbart forståeligt for danske børn. Bogens univers er fyldt af amerikanske referencepunkter. Den vigtig­ste person i historien, ud over elefanten Horton, er den dovne fuglemor Mayzie. Det rimer jo på det angelsaksiske lazy, som for en dansker måske snarere associeres med „mejse,"hvad denne ravnemor vitterligt ikke er.I den danske version blev hun omdøbt til Dolly, og kom dermed tilat bog­stavrime på doven og-for denvoksne -måske også lidt pa indolent. BOGVENNEN | 221 Når Dollysamerikanske søster Mayzie tagerpa langtidsferie-og overla­der til Horton at rugesit ægud -sker detnaturligt noki MiamiBeach. Men det siger jo ikke danske børn noget. Så det virkedemere rimeligt at lægge ferien ved den europæiskesydkyst ogsåledes fastslå at Dolly hun nød sit trip af et træk. „For hvorfor ta hjemog få pipaf et æg, som der muligvis hverkenblir struds ellerstork af, når livet er herligt -herpå Mallorca." Det inspirerede rum Fordanskningen tog tid. Pa en god aften kunne jeg klare en enkelt strofeå 8 verselinjer. De fleste aftener var ikkegode. Nogle uger nåede jeg kun et par strofer. Arbejdetvar ofte meget lystfyldt.Som arbejdsproces var det en mellemting mellem at løse en krydsogtværs og samle et puslespil. På bor­det foran mighavde jeg spredte notatermed ideer, begyndelser elleret par linjer, der burde skaffes plads til ogen masse blank bordplade i midten. Samtidig var det jo en art skabende proces. Rytme, rimform, Seuss's tegninger og historiens forløb holdt inspirationen i tømme, men gav pa­radoksalt nok også inspiration. Hold op, hvor jeg havde liv i hovedet i de aftener. Hold op, hvor havde jeg svært ved at sove,når jeg havdefundet en god løsning eller netop ikke havde fundetden. Begejstringenover det vel­lykkede rim fandt sin modsætning i frustrationen overalle disseprægtige indfald, der bare ikke kunne bringestil at passe nogensteder. Som oftest var arbejdet ensomt. Ingen kendte jo rigtigt til alle de løs­ninger, der allerede var kasseret. Pa et tidspunkt varder dog et par nødder, jeg ikke kunne knække. Jeg tog dem med ud til mine venner Pelle Voigt og Pernille Frahm i Rødovre. Pelle havde oversat en masse sange afblandt andre Brecht,Joe Hill ogWolf Biermann. Bade han og Pernille ervelsignet med den kombination af hitpåsomhed og usædvanligt sprogøre, der var nødvendig forat komme i mal. På et af mine døde punkter, hvor Horton sidder og ruger på ægget i et skrækkeligt uvejr, fik Pernille ideen til linjerne ..og lynet slog ned kun en meterfra Horton. der gispede, puha,det her kræversportsånd. der er et af bogens finere udtryk for den gentleman-agtige og lidt bedagede indstilling, som erså karakteristisk for titelpersonen. 222 I BOGVENNEN Et storpolitisk spørgsmål Efter et halvtår afleverede jeg udennærmere aftale manus til forlaget Høst & Søn, hvor en søvnig receptionist lovede svar i løbet af nogle måneder. I virkeligheden blev jeg ringet op få dage efter af forlagets børnebogsre­ daktør Kirsten Fassmer, der delte min begejstring. Den skulle udgives, erklærede hun. Forlaget gik i gang med at skaffe rettigheder og film fra den amerikan­ske gigant Random House. Her nedlod man sig dog ikke til at svare. Hver anden fredag afgik en rykker fra det danske tildet amerikanske forlag. Det stod på i mere end etår. Min far, der havde arbejdet iUdenrigsministeriet, fiken kollega vedFN­repræsentationen i New York til at henvende sig personligt på forlaget, hvor man omsider lovedeat tageaffære. Intetskete. Året efter bad jeg så daværendeformand for Folketingets kulturudvalg Ingerlise Koefoed, der også anmeldte børnebøger i Politiken, om at løbe Random House pa dørene, da hun alligevel skulle til New York. Hvad In­gerlise Koefoed -æret være hendes minde -sikkert ikke ville have gjort for Rifbjerg eller Brøgger, det gjorde hun for Horton. Desværre var heller ikke formanden for Folketingetskulturudvalg i stand tilat gøre indtryk på amerikanerne. Kirsten Fassmerog Høst & Sønfortsatte trofast deres hver anden-ugentlige faxer. Det blevtil ganske mange, indtil der i begyndelsen af1992 gik hul på byl­den. Jeg havde kort forinden spist journalist-frokost på den amerikanske ambassade og havde som indslag i den almindelige selskabskonversation beklaget mig til min sidemand over, at danskerne på den måde blev for­holdt et amerikansk kultur-klenodie. Sidemanden var almindelig kendt som CIA's mand i København. To uger senere indløb svar fra Random House. Hvor mange CIA har ryddet ad vejen for at få Horton ud på DR. SEUSS-EGENTLIG dansk, er jeg ikke klar over -strengt taget heller ikke, om HEDDER HAN THEODOR der er nogen som helst sammenhæng mellem de to be­givenheder. Men jeg har flere gange mødt amerikanere, SEUSS GEISEL-ER JO der gerne ville slå et slag for Horton og Seuss. Dr. Seuss DERES HALFDAN RAS­ -egentlig hedder han Theodor Seuss Geisel -er jo deres MUSSEN Halfdan Rasmussen. Han har storforsynet amerikanerne med mere og mindre gakkede rim og remser i sidste halv­ del af sidste århundrede. Han lærte flere generationer at læse med sine I­can-read-it-all-myself-books, ligesomvi begyndte med HalfdansABC. Så når Seuss f.eks. siger BOGVENNEN I 223 Today You areYou that istruer thantrue. Theres is no one alive who is Youer than You. er vi jo ret tæt på den halfdanske rasmussenskeformulering af identitets­spørgsmålet "Der er ham,der er ham, der er mig,der er mig og mit jeg det ermig,ikke dig ... Måske erSeuss endnu større i USA (hvor alt er større), end Halfdan er hos os. Han har ikke bare leveret stof til film og musicals; han har også skabt figurer, som amerikanerne refererer til og fornyet dagligsprogets ord og vendinger. Den, der kan sinSeuss, kan høreekkoet. En pinlig historie Horton ligger pa æg fik en smuk modtagelse i pressen, da den udkomi 1992. „Horton erdyreverdenensJohn Wayne"skrevSteffen Larsenf.eks. idet Fri Aktuelt. Bibliotekerne syntes ikke særligt om den. „En moralsk bagatel" hed det bl.a. i lektørudtalelsen. Da Høst desuden havde glemt at forsyne den med stift bind, solgte den under 600 eksemplarer. Nogenlunde samtidig gik det op for os, at vi slet ikke var de første til at opfinde Seuss pa dansk. Gyldendal og Christopher Maaløe havde udsendt et par ret skønne fordanskninger af Yertle the Turtle og The Big Brag -Palle Padde (1972) og Pralhalsene (1972) -som samlede støv i magasinerne. Det samme gjaldt Thomas Sigsgaards Brumbassegade (Munksgaard, 1964), der er en knap sa vellykket dansk version af klassikeren „And I Think That I Saw It in Mulberry Street". Efter så mange gode og spildte kræfterstod det herefter klart, at det ikke lod sig gøreat introducereSeuss pa dansk.Måske fordi vi allerede havdevo­res Halfdan. Derfor takkede Høst nej til den anden bog om Horton-„Hor­ton Hears a Who"-som jegellers havdebrugt lidt af ventetidenpå at over­sætte. Høstfolkene tilføjede, at de egentlig også fandt historienom Hortons kamp for beboerne på etstøvfnug mindremorsom end Horton nr. 1. Det sidste tilskyndede mig til at vise den til professor Erik A. Nielsen, der er en sublim oversætter af og forfatter til rimede vers.Erik havde flere vigtige forbedringer. Bogens motto „A person s a person -no matter how small" havde jeg parafraseretsom "for småfolk og store har samme værdi,,. 224 | BOGVENNEN Det varikke præcistnok, insisterede Erik. Detvar dog bogens centrale bud­skab. Hvorfor ikke vælge den løsning, der lå lige for: „En person, selv den mindste, er dog en person". Fordi det ikke passer tilverseformen, svarede jeg ærgerlig,og hervar Erikfor så vidt enig. Sagen var nemlig,at Seuss havde digtet sin anden Hortonbog på anapæ­ster, mens jeg -vankundige -havde fordansket i et mere ubestemmeligt versemål. Når Seussindledte med On thefifteenth o/May,in theJungle ofNool In theHeat of the day,in the cool of the pool He was splashing, enjoying thejungle'sgreatjoys... When Horton, the elephant, heard afaint noise. lød mit bud I middagens hede,i regnskovens indre Gør mudderbad godt,for så svederman mindre. Og Horton sad netop i pølenpå hug Da han hørte enlyd, der varsvar somet suk... Erik opfordrede mig til at begynde forfra i det rette metrum. Og så kom begyndelsen tilat lydesådan: I en middagsstund inde i regnskovens indre tog Horton et bad forat svede lidt mindre med masen i mudder,med plask og med sprøjt. Men sålød der enlyd. Det varikke ret højt... Det passede ikke bare til rytmen i Eriks ændringsforslag, det gjorde også bogen mærkbart bedre.Så jeggik opmuntret til Agertoft, Carlsen, Gylden­dal for at afprøve markedetfor anapæster. Det var en sørgelig historie. Hos Gyldendal blev refusionen begrundet med,at bogenjo var en klassiker. Og styrken i klassikere ligger som bekendt i,at de ældre generationer brænder for dem. Men de ældre generationer kender jo slet ikke denne bog, skrev forlagskonsulenten. Støvfolket støves af Horton 2 røg ned i en skuffe. Her blev han, indtil min ven Søren Møller Christensen kom forbi en halv snes år senere. Søren havde på det tids­ BOGVENNEN | 225 punkt etableret Forlaget Vandkunsten,der producerede meget voksne bø­ger. At Vandkunsten skulle interessere sig forden bortgemteelefant, faldt mig faktisk ikke ind, men Søren besluttede omtrent på stedet, at Horton 2 skullevære forlagetsbørnebog nr.i, og at Horton i, der på det tidspunkt havde været udsolgt i årevis,skulle ud senere. Søren besluttede også, at de skulle laves i det rigtige format med fast ryg og de originale farver. Ud over at forlagetvil væresit navn og sit rygte bekendt, betyder det også bøger, der kan holde til moderne børn. Denlidt halvhjertede spareudgave fra Høst holdt ikke rigtig. Bogen hed på det tidspunkt Horton høreren hvem. Det foreslog Søren og forlaget ændret til det mere poetiske Horton og Støvfolket. I øvrigt æn­drede vi kun detaljer. En afdem havdedog betydning. Den skyldtes, at jeg var blevet opmærksom på et af de centrale motiver bag den. Horton hears a Who udkom i 1954 i forlængelse af den store amerikanske kommunist­forskrækkelse. De intolerante aber, The Wickersham Brothers, der står i spidsen for sindelagskontrollen af den afvigende Horton, er en uvenlig hil­sen til McCarthys folk. I min halvfemser-fordanskning var aberne forsynet med anonyme-sen-navne. I versionen fra 2007 blev deomdøbt til det lidt mindre uskyldigeSpidsballe-brødrene. 1 det -også denne gang trælse -arbejde med at fa rettigheder og film fra Random House hørte vi, at Horton Hears a Whovar på vej til at blive til en animationsfilm fra Fox ogstudiet bag successen Ice Age. Vi indledte et samarbejde, hvor Fox fik lov at planke sa meget de lystede af den rimede danske oversættelse, mens de til gengæld huskede bogen i strømmen af merchandise. Samarbejdet var med til at løfte bogen ind i julehandlen i 2007 og gav den et endnu større løft, da filmen nåede biograferne i påsken 2008. Selv om anmelderne var begejstrede for bade bog og film, har det dog stadig kun været den sidste, der solgte rigtig godt. Heroisk har Søren og Vand­kunsten dog holdt fast ved planen om at genudgive Horton ligger på æg i 2009. Ogden dag må vel komme,sa Horton omsider opnårsin rette plads ved siden af Plys og Pippi, og danskebørn farchancen for at læse ham. jacob Andersen (f 1957) er journalist og medejer af ,J)ansk Kommunika­tion". Bortset fra bøgerne om Horton og en række andre bømebilledhoger er han forfatter til „Fra Folkestyre tilfællesstyre" og „Livet er ikke det værste man har -Kaffens kulturhistorie i Danmark 1665-2015". Dr. Seuss:Horton og Støvfolket (Forlaget Vandkunsten,2007) oversatafJacob Andersenefter Horton Hears aWho (RandomHouse.1954)