Tabu eller tuba? 
af HENNING MØRCH SØRENSEN 
Handler det omoverskridelse af tabuer, eller erder snarere tale omen rækketrut i tubaen i forsøget pd at inddæmme nyt land for børnelitteraturen? Status på en række nyere danske billedbøgers forsøg pd at få målgruppe, tematik og æstetisk nytænkning til atgå opi en højere enhed. 
„Det største tabu i børne-og ungdomsbøger er ikke længere død, sexuelt misbrug, vold, druk og cigaretter, men den måde forfattere og illustrato­rer henvender sig tilderes læsere på." 
-Oscar K.i artiklen „Tabuer ibørnelitteratur" 
Er der flere tabuer tilbage i børnelitteraturen? Og hvor går grænsen i øv­rigt for, hvad man kan servere for børn,hvis den overhovedet findes?De to spørgsmåler hyppigt blevet stillet desidste par år, itakt med at børnebogen 
-bl.a. under indtryk af en næsten grænseløs konkurrencefra stortset alle visuelle medier-harsøgt nye udfordringer i forsøget på både at overleveog samtidig udviklesig medden litterære og kunstneriskekvalitet intakt. 
Tabuer har at gøre med emner eller fænomener, som det i en given kul­turkreds og i en bestemt historisk sammenhæng anses for socialt uac­ceptabelt at omtale eller behandle. Eksempler kunne være visse former for seksuel adfærd eller bestemte religiøse ritualer. I vestlig senmoderne sammenhæng er der i starten af det nye millenium helt overordnet ikke mange tabuområder tilbage. 
Alt kan i dag tilsyneladende tematiseres og bringes på en form, hvilket bl.a. tidens mange grænsesøgende reality-tv programmer er et eksempel på. 
BOGVENNEN | 89 
K im! llodrn ug tulqunrii 
Den darukeudgave af Wolf Erlbruchs „And, Doden og tulipanen" (Host Son. 2007) 
Men betyderdet også,at alleemner kan eller skal behandlesi eksempelvis en børnelitterær sammenhæng? Og hvor langt kan man gå, når det gælder tematiseringen af kontroversielle, tabubelagte emner i børnelitteraturen? Går grænsenved en børnebog om incestset fra udøverens synsvinkel? 
Jeg vil i det følgende med en række nyere danske billedbøger som ud­gangspunkt lave nogle sonderinger i det børnelitterære landskab for at indkredse, hvad der er på spil, når såkaldt „vanskelige" emner tagesop til behandling med en bevidst tilgang til en børnevenlig æstetik. 
Døden somtema 
„Der er en stærk tendens til at gøre børnebøger intetsigende. At pillevir­keligheden ud af dem.Man serverer meget møg for børn".Sadan siger den tyske illustratorWolf Erlbruch i et interviewi Politiken (5.5.07)i anledning af udgivelsen af hans meget omtalte billedbog And, Døden og tulipanen (2007), som med en næsten zen-agtig enkelthed behandler det endegyl­dige tema: Døden. 
Erlbruchs bog er ikke den første billedbog, der benytter døden som tema, men det er svært at forestille sig en bog, der mere fokuseret og stil­rent behandler et vanskeligt emne. Som titlen antyder, er der tre figurer i spil i teksten: And (hunkøn) og Døden (hankøn) og en (sortrød) tulipan, som Døden vifter med gemt bag ryggen. Bogen beståraf desamtaler. And fører med Døden, som begrunder sin tilstedeværelse pa denne lakonisk dobbelttydige made: „Jeg holder mig bare i nærheden af dig, så længe du lever -bare for ensikkerheds skyld". Og da Dødenafslutningsvis skubber And ud i denstore flod med tulipanen placeret pa maven, hedder det med en tilsvarende dobbeltbund: „Da hun gled ud af syne, følte Døden sig lidt bedrøvet. Mensådan varlivet". 
Bogens scoop ligger i samklangen mellem en knivskarp tekst og et usædvanligt æstetisk billedudtryk, der består af tegnede figurer, der er skaret ud og derefter klistret pa siderne. Det giver de udstansede figurer en markant skarpskarenhed, således at bade Døden med sin ternede po­sefrakke og sit smilende kranium (der både ligner hovedet på et fosterog et gammelt menneske) og på den anden side And med sit ranglede, sva­jende kropssprog fremstår med en overrumplende emotionel udtryks­fylde. Uden at prætendere at vide mere end sine figurer får Erlbruch med en sprød, nænsom humor destilleret sin fortælling ned til et bevægende ur-møde mellem Livet og Døden. Entango for todrifter, derfungerer som 
hinandens forudsætning. 
Også i dansk sammenhæng er dersket nybrud, ikke mindst takket være 
ægte-og makkerparret Dorte Karrebæk og Oscar K (alias Ole Dalgaard), 
90 | BOGVENNEN 

r 
„Børnenes hede­mand" afOscar K. med illustrationer af Dorte Karrebæk (Gyldendal, 2008) 
og g»»r bornciur i stand. Si skiller han lidt mrllcm Mrmmcrnr og synn narsicn. han kan hurc harmonu-rnr (>g Utrncnc ligger med »mA. hvide »mil i kiMcrnc, ndr han s>iigrr 
My hille... Vly huleMargir. oh ihinkinxof ytui. Vf.iryn /'// 
iW/ ihe wørU i lo\r }vu. iton'lforgel your proi 
I lunr ihoughi of... home and ring an,I 
SA umker Hr. jorgensen pi Iroken Fnc. for så hlisvr humtu. t>g Iximcnc ma rker ikke, hv«ir ked af det. har 
hfii«-n cr. 
som hver for sig og sammen i en årrække nærmest har fungeret som en veritabel tomandshær i deres egenskab af vanetænknings-og genreom­kalfatrende frontfigurer, nar det gælder udforskningen af børnebogens potentialer og æstetik. Deres billedbog Bomenes bedemand (2008) har lige­ledes dødensom tema, men i modsætning til And, Døden og tulipanen med en meget eksplicit og markant humor. 
Humor og poetisk skaberevne er guddommelige værktøjer i enhver form for formidling, og de to K'er har det i disciplineret overmål i denne fortælling om den nænsomme bedemand Niels Viggo Jørgensen, som le­ver af at gøre døde børn i stand før begravelsen. Ofte ledsaget af en lille sang på dansk (f.eks.:„Hver gang du smiler til mig, så bli'r der solskin på min vej") elleren af de amerikanske evergreens, somden stille mand (der synger baryton)indøver i barbershop-arrangementersammen medde an­dre medlemmer af Bedemændenes Kor. I fortællingen opstår der en spæd romance mellem Hr. Jørgensen og hans kittelleverandør, den stepdans­dyrkende frk.Ene. 
De to finder via hunden Findus tre hjemløse børn, hvis døde søster 
92 I BOGVENNEN 
I/enhendM hundlogm mcdhalci „Funkis!" kalder børnene, og den lo og slikker dem i luivederne. Hr. lorgensen sporger. om de krndei 
der er blevel væk. Det svarer de ikke pi Jlvad med en kop kakao og et varn »Med flodeskum?" Den mind.sle af d „Med ilodeskum!" siger Frk. F.ne. „Skal vi i bad?" s)Hirgei den .eldsle. »Næh." siger Hr. lorgensen. ..Del var „Si vil vi godl!" Den ældste ser pd d< 
Dg Funkis logrer og gøei 
Dinah kort forinden er blevet indleveret i bedemandsforretningen, og i bogens sidste halvdel, der skildrer optakten til pigens begravelse, sættes ensomheden ogsorgen i relief af den særlige familielignende kærligheds­tone, der opstår mellem de to voksne og de tre børn. Ved kisten klik-klak stepdanser frk. Ene, mens hr. Jørgensen synger „Dinah, (is there anyone finer)" med så stor indlevelse, at selvden døde Dinahsmiler, og „tilsidst kan de alle sammen høre overtonen, der ringer. Englens stemme", som teksten smukt formulerer det. Og på det allersidste tekstløse opslag ses Dinahs snebestrøede grav, mens de fem efterladte styrket går videre i en svag opadgående bevægelse hånd i hånd. 
Her indgår poesi, musikalitet og en antydet, håbefuld udgangsposition i en samklang, der peger ud af teksten på en måde, der samtidig sætter al patos skakmat. Hertales der ilivgivende øjenhøjde til dem, der har mistet. Håbet erintakt. 
Det sidste er afgørende. Moderne børn kan klare meget, menuden håbet går det ikke. Det var Bjarne Reuter, der for en del år siden sagde, at der i børnelitteraturen altid skal være et lille lys for enden af tunnelen. Derfor 
BOGVENNEN I 93 
é 

• u Od er sandor tn heil almindelit sarutig pjgon sptsct mo« 
Kenmad med nn mor ot laf. Oorisn Ira si hun ikke kan IA cn Nhii hun iiif ikke brm Id Urm^yncl. Fo» I tolaen wddrt c bid ned. Hendes lar laeser aviv Ilendes moi Up^er ogsé jviv OuikJrt nuiwJ mrd en Mo* nuppe Man sove«. Ptgcn k\t*< Ah. del lordamte lodbotdhold. sifef hendes (si,loi han 
(lunden. kLwl nok. «JH et ikke IN de» Ugfrf wnå. skalded lodboldhold han holder med lui tabt igen. of >OVT« i M)L*en. I kunne man måske jodl undvaeie. lænket ptgen. sådan nofel med en indnd def i^er avis og snakker om fodb«ildhold. 
„Pigen der skulle vcelge" afKim Fupz Aakeson med illustrationer af Lilian Brøgger (Gyldendal, 2007) 
er det også umiddelbart meget provokerende, nar Kim Fupz Aakeson og Lilian Brøgger i billedbogen Pigen der skulle vælge (2008), skildrer en pige, der får besøg af Døden, som her er beskrevet som en lille, skaldet, gullig­gusten mand med røde læber og sorte solbriller. Han tager halvsovende plads i sofaen overfor pigen,der ikkekan soveog derfor er søgt nedi stuen for at se lidt fjernsyn -„noget med popmusik eller dyr fra varme lande", som fortællestemmen med indforstået lune formulerer det. Døden sidder og roder med sine papirer og kan ikke finde ud af, hvem det er, han skal hente. Derforfår pigenlov til at vælge, hvem af forældrene Dødenskal tage med. Hun får et døgns betænkningstid. 
I det mellemliggende døgn, som er en almindelig halvsøvnig søndag, ser pigen pasine toforældre med helt andreøjne. Forældrenelaver almin­delige, for pigen ret kedelige, søndagssysler. De læser avis, far roder i sit værksted, og mor vasker op; de klæder om til konditøj for at løbe en tur „og kommer tilbage helt røde og grimme i ansigtet". Al det kunne pigen vel egentlig godt undvære-eller? 
Da Døden næste nat vender tilbage, siger pigen, at hun ikke kan vælge. Det er jo netopsummen af alle de skøre, små dagligdags gøremål og per­sonlige særheder, der gør, at manelsker sine forældre og ikke kan undvære nogen af dem.Pigen gørderfor selv klartil attage med Døden. Men Døden 
94 | BOGVENNEN 
har fået noget iøjet, der ligner gråd, og siger til pigen: „Jeg er meget, me­get bagud i programmetog nu...ja, det må vente meddig ogdin elendige mor og fartil enanden gang". Pigenkan igen forenes medbegge forældre. Kærligheden har vundet på point. 
Lilian Brøgger fastholder det nære hverdagsperspektiv i illustratio­nerne. Der gøres brug af rolige, åbne flader, hvor pigens sansninger af det hverdagsnære (kopper, værktøj, sko, mønstrede duge) fastholder det smukke og enkle i almindelige menneskers rituelle mikrokosmos. Kom­bineret med et lille,frække twist i karakterskildringen af forældrene giver det både teksten og læseren det nødvendige reflektionsrum til de tanker, der bryder frem, nårså smertefuldevalgsituationer står på dagsordenen. 
Ode tilde skæve og anderledes 
Oskar K. er også ved forfatterpulten i den muntert mørktonede og etisk grænsesøgende billedbog De skceve smil (2008). Det er en filosofisk efter­tænksom og smertelig poetisk fortælling om alle de navnløse væsener (i bogen kaldet „de skævesmil"), som aldrig blev født, og nu lever ude i evigheden, hvor de drømmer, de var ønskebørnmed navn,fødselsdag, en familie og et husat bo i. De får tidentil at gå med at fortælle hinanden om grundene til, de blev valgt fra og aldrig kom til verden. Én „blev fjernet 
BOGVENNEN | 95 
l)c skæu smil 
„De skævesmil" af Oscar K med illustra­tioner af Lilian Brøgger (Klematis, 2008) 
for et hareskars skyld", en anden „stod i vejen for mors karriere", og om en helt tredje hedder det; „Jeg var pa universitetet. Et halvt århundrede. I sprit". 
Alle de ufødte er sammen med verdens grimmeste hund, Sam, som er blind, har luftgebis og rådne tænder. Men den hedder rent faktisk noget, og manglen på et navn eret stort problem for allede ufødte. Derfordrager de pa ryggen af Sam afsted for at finde Gud, så han kan give demet navn, men Gud er ikke hjemmeog alt, hvad de ser, er „en lillelygte med støvede glas, der kastede et stilfærdigt skær omkring sig". En filur konstaterer, at Gud måske kun findes i drømme, hvortil Sam replicerer:„Måske er vikun til i drømme". En anden udfolder så den forløsende tanke, at så må der også være nogen, der drømmer om dem og giver dem navne.Og i en løs­sluppen stemning giver alle de skæve smil så hinanden navne og vender snuderne hjem, for som teksten udtrykker det „Nu hed de noget. Nu var 
de nogen". I et næsten svimlende samspil med teksten glider Lilian Brøgger på bil­ledsiden til denne tankevækkende ode til de ufødte ind og ud af de små 
gespensters virkelighed med hundenSam, hvis blinde øjne i et ultranær­billede viser sig at spejle et skib og en grundtegning af et hus, og tegnet i et rum med melerede lag af blåt og gult. Illustrationerne bevæger sig i 
96 | BOGVENNEN 
drømmeagtige, konturløse tableauer, der både er konkreteog samtidig har en lyrisklysende næstenmetafysisk overtone. 
I Idiot! (2009) erGud hellerikke hjemme,men det er måske,fordi haner travlt optaget med atsy alle englene, når degår op i syningen. I hvert fald ifølge drengen August,som med sin anderledes sprogbegavelse bevæger sig rundt i kanten af det, vi såkaldt normale kalder,virkeligheden'. 
Derfor bliver han kaldt Tossi-August eller slet og ret: Idiot. For ham er „verden af lava", men alligevel elsker han sin mor, „filuren hare", engle­hunden Henning og hans trofaste følgesvend, plasticposen Lille Uhyre. Ham portrættererOscar K. og Dorte Karrebæk iendnu en grænseafsøgen­de billedbog, hvor livet og døden igen tager et afgørende livtag med hin­anden. I en lang bevidststrøm, hvor drengens dynamiske, galopperende tankespring og samtaler med Lille Uhyre veksler med et mere prosaisk registrering af et handlingsforløb, følger vi August og moderen på tur gennem byen (og livet) frem mod den bænk, hvor de to nyder det sidste måltid, indende møderenglen underlygtepælen. Istille desperationover hvad der skal blive af August, når hun ikke kan mere, vælger moderen til sidst at give dem begge en overdosis sovepiller, sa de kan følges ad ind i 
døden. Frem tilpunkt harDorte Karrebæki en lang, farvemæssigt nedtonetbil-
BOGVENNEN I 97 
Ind gennem himmelporten 
En engel1 Hvid1 

Her hviler Froken Holm sig. 
Og duerne hænger med hovedet. 
Sov støt! 

"Skal vi se til bedstefar?" sporger moren 
"Sé gerne!" 

Oberstloinant Lassen med kryds og klippet hæk. 
Farfar Lakndsmand nede under jorden 
Der er nok koldt i dag, bedstefar! 
I den sorte gryde 

"August, vil du hente riven?" 

"Nei, tak" 
"Men gør det alligevel!" beder moren. 
Hyggen breder sig Dér er stativet. 


ioioTV 
rJ^ 
f. 

ledfrise nederst pa hvert opslag fulgt de to gennem byen, men i dødsøje­blikket favner illustrationerne i en stor åbnende bevægelse hele opslaget, kulminerende med slutbilledet, hvor August sidder trygt i Guds højre hånd, hvor han skal „drømme(sic!) levendeog døde". 
Idiot! bevæger sig søvngængersikkert og på en knivsæg i formidlingen 
98 | BOGVENNEN 
• 
Stativ Stakit Kasket Graveren har hul i jorden 

-Pas på, Mit lille Uhyre1 Sa daler der engle ned1 Hov, ikke træde på demI Sa skal de sys1 
Riven smiler med tænderne 
"Goddav, riveI Ku' jeg hente dig lidt7" 

"Må )eg sige noget7" 

"Ja?" 
"Det er Gud, der syr alle engle!" 
"Er du sikker på det?" Moren rynker pa panden 
"Ja1 Og alle mennesker i hele verden" 
"Også dem i Afrika7" 
"Ja, han har travlt" 

Spaden holder frokost 


"Sætter du riven på plads7" siger moren 
"Ja, det ger ieg da" 

-A. 


af sit stof. Den kan både læses som en moderne gendigtning af H.C. An­dersens eventyr „Historien om en moder", som et indlæg i debatten om dødshjælp eller som et stykke kritik af den måde, vi behandler svage og udsatte i samfundetpå. Uansetlæsevinkel er den barsk læsning,som kræ­ver noget af sinlæser. 
„Idiot!" afOscar K. med illustrationer afDorte Karrebæk (Høst S£Søn,2009) 
BOGVENNEN 1 99 
Kunstnerisk konsistens 
Som det skulle være fremgået af de foregående værkgennemgange er der stor dristighed i den tematiske og æstetiske tilgang hos den (forholdsvis snævre) del af de danske billedbogsskabere, der for alvor søger til kanten, nar det gælder udforskningen af det børnelitterære rum. Og der ersamti­dig en underliggende tro pa,at nutidens børn også kan rummeselv barske og eksistentielt og etisk udfordrende udsagn om og fortolkninger af den menneskelige tilværelse. Men det afgørende er selvfølgelig, at det visuelt og sprogligt formidlesi uforstilt og gennemreflekteret øjenhøjdemed bør­nelæseren -og med respekt for børns oplevelsesmade og erfaringsverden. 
Den balancegang er for mig at se absolut til stede i de omtalte værker, som også demonstrerer, at der er en meget stærk, kunstnerisk konsistent akse i samarbejdet mellem forfatter og illustrator i danske billedbøger. Ikke mindst derfor er der al mulig grund til optimisme i forhold til den danske billedbogsfremtid. 
Virkeligheden banker fortsat på døren og vil ind. Lad den blive mødt af tusind truttende tubaer! 
henning mørch sørensen (/. 1949) er lektor i dansk og mediefag på Kongsholm Gymnasium HF og har siden 1983 anmeldt home-og ungdomslit­teratur ved dagbladet Information. Forfatter til en række artikler i BUM, PLYS samt Danish Literary Magazine.Bidragyder til antologierne ,J}ømelæsning -so­cialismen i 70'emes borne-og ungdomsroman" (1981), „Mangfoldighedens veje" (1997) samt „De pokkers unger-antologi om dansk børnefilm" (2002). 
Litteratur: 
Wolf Erlbruch: And.Døden og tulipanen.Illustration af forfatteren,oversat af ChristelAmundsen. Høst &Søn 2007 Oscar K.; Bomenes bedemand. Illustration af DorteKarrebæk. Gyldendal2008 Oscar K.: Deskæve smil. Illustration af Lilian Brøgger.Klematis 2008 Oscar K.: Idiot! Illustration af DorteKarrebæk. Høst &Søn, 2009 Kim Fupz Aakeson:Pigen der skullevælge. Illustration afLilian Brøgger. Gyldendal2007