Tekstens rum. Om tekst i udstillinger Af GunillaLundahl Selv om udstillingens vigtigste opgave er at vise genstande, de konkrete og håndgribelige, har også teksten,ordene, faet en stadig mere fremtrædende rolle som supplement på museerog i idébaserede, kuratorstyrede udstillinger. Der er opstået et spændingsforhold mellem udstillingens tredimentionalitet og ikke-tidsstyrede oplevelse påden ene side og teksten, som forbliver fladt i sine to dimensioner ogarbejder med en given tidsfølge -først ogsidst. Læser man som i en bog,eller læser man et rum? De russiske konstruktivister og kunstnerne på Bauhaustog i 1920'erne liv­tag med problemstillingen ogstræbte efter at integrere tekst, rum og genstande i deres udstillingsopbygninger. De søgtesamtidig en ideel, universel bogstav­form, som ikke bare skulle tjene som signal for en ny tid, men også spille sam­men med udstillingens formsprog. På den måde skabtes Herbert Bayers Uni­versal med rene geometrier i bogstavformen og Paul Renners Futura,der skulle blive den fremherskende udstillingsskrift langt frem i tiden, og som også blev anset forat være den letteste skrift at læse i store grader. Disse nyegreb kom tilat spille sammen med og give skyts til reklamer, pla­katkunst og avistypografi. Men inden for udstillingsmediet er dette kraftfulde tidlige anslag forsvundet, i takt med at udstillinger er blevet et stadig mere almindeligt kommunikationsmiddel. På 1800-tallets verdensudstillinger og store nationale fremskridtsmani­festationer beholdtteksterne deres søskendeskab med butiksskiltet, hvor typo­grafien begyndte at blomstre. Modernismens udstillinger krævede mere tekst. Læsbarheden byggede ikke kun på bogstavernes højde. Deres form blevvigtig, og også deres samspil med rummet. Bogstaverne blev selv objekter i et rum og erobrede en egen kropslighed. I Sverige slog dette igennem i Stockholmudstillingen 1930, og formen levede videre en tid iSvenska Slojdforeningens boligudstillinger. Men efter H55 ebbede det ud. Der havde Anders Beckman ansvaret forden grafiskeformgiv­ning. Anders Beckman var tidens dygtigste plakattegner og grundlagde efter krigen Beckmans Skola med henblik på reklame og mode. Til udstillingen i Helsingborg i 1955, som skulle manifestere Sveriges engagement i den gode form, tegnede han en logotype, som både blev et træfsikkert emblem, en titel og et signal. Den rummede i sig tiden, stedet og indholdet med sit robusteog faste Hsom et hus ogen portal modfremtiden. Logoet kunne umiddelbart opfat­ tes, blevdekorativ som mønster, beholdt sin skarphed i alle størrelser, på byg­ ninger, flagog tryksager. Kravet om tekst var begrænset i de store skueudstillinger i 1800-tallets museer. Tingene og deres orden var sig selv nok. Systematiseringen, ordnin­gen, klassificeringen, var en del afbudskabet. Videnskaben frembød de nød­vendige benævnelser på små skilte, herbariets princip. På de fineste museer blev informationen graveret på messingskilte, men lige så ofte fandt mansam­lernes og forskernes prydelige håndskrift på små lapper, klistret hid og did. Eller også blev alt nummereret, og den besøgende måtte selv finde ud af sam­menhængen mellem tekst og genstande. Museum øf Modern Art i New York, som blev grundlagt i 1929, fik storind­flydelse på, hvordan man derefter lavede udstillinger.Sammen med, ogsammen­holdt med, maleri, skulptur og grafik vistes film, foto, plakater, arkitektur og design. Her var der brug for en ny fortællemåde, en ny måde at se billeder på, som nærmede sig andre mediers. Alfred Barr, som var museets leder, havde ladet sig påvirke afEl Lissitskijog Bauhaus. Udstillingerne blev tematiseret og ideologiseret. Sans serif blevvalgt som typografi. Men først efter Anden Verdenskrigskulle teksten fa en friere rolleogen stør­re egen værdi i Sverige. Moderne museumspædagogik gjorde sit indtog. Histo­riska Museet blev indviet iStockholm i 1947 i en ny bygningog med udstillinger, der skulle lokke skolebørnene til og blive et led i den folkeoplysning, som sta­ten satsede på. Udstillingen blev til en fortælling, som tingene underordnedes. Det var ikkenok at se. Alt skulle også forklares. Museerneskulle opdrage. Gen­stande, billederog tekst arrangeredes på en måde, som mere og mere kom til at ligne skolebogens opbygning. Med den forskel, at den grafiske formgiver kom ind retsent, hvis han overhovedet var med.Samme år grundlagdes Foreningen Konst i Skoian, hvis formål det var at være pioner inden for folkeoplysningen. Æstetisk opdragelse blev et begreb, som gjorde, at ordene blev mere og mere selvfølgelige, bådede skrevne og de talte. ForeningenKonst iSkoian indgik i sta­tens forsøg med Riksutstållningar efter at have produceret denne institutions første udstilling Opdage-opleve i 1966. Efter ti år blev Riksutstållningar gjort permanent og blev et vigtigt eksperimentværksted for udstillingsarbejde, hvis opgave det var at give udstillingsmedieten pladsi kulturdebatten og at være en ressource for museer, biblioteker og foreninger. Udstillingerne blev lavet med henblik på at vandre til store og små steder rundt om i Sverige. Når teksterne er blevet accepteret som et uundgåeligt indslag i udstillin­gerne, opstår der en række spørgsmål, som stiller krav til den grafiske efter­tanke og til udvikling af bogformgivningens metoder. Hvad har teksten over­hovedet at bestille der? Er den en hjælp i høsttiden, eller er den en medaktør? Skal den være stemningsskabende eller underordnet neutral? Skal den aktive­re den besøgende eller diskret tage den besøgende med sig gennem linjerne? Skal teksten fungere som en læseoplevelse, eller er signalfunktionen det vig­tigste? Hvor hurtigt bliver læseren træt, nården besøgendetvinges til atlæse på to niveauer, tekstens og billedernes? Hvor og hvordan placeres selve teksten i rummet? Kan den på nogen måde fremhæve rummet?Sidder den på små sedler, mere eller mindre i forbindelse med genstandene? Eller har den fundet en plads direkte på væggen? Hvad be­tyder det for hele rummets organisation? Knyttes proportioner og rytme mere til bogens typografi end til rummetsgestalt? På hvilken mådeåbner nyeteknik­ker for bearbejdning afteksternes billedkvalitet? Hvordan hænger katalog og udstilling sammen? Kan kataloget overtage tekstdelen, eller skal teksterne arbejdes ind i billedmaterialet, så de læses sam­men? En hel teori er blevet udviklet omden leksivisuelleform, frem for alt gen­nem lærebogsformgivning. Her handlerdet om, hvordan kundskabsoverføring skal finde sted. Men også om at rekonstruere kundskab gennem selve meto­den. Hvordan frigøre sigfra lærebogen og komme ud i rummet? Ser man på desvenske museer, finder man som oftest, at selv om manger­ne vil have tekst, så ofres der som regel ikke mange tanker på udformningen af den. Det sker bagefter eller i sidste minut. En del ambitiøse museer ansætter grafiske formgivere, der vælger typografien eller udvikler et designprogram. Men oftest er det bogstavformgivningensæstetik og etik, der dominerer. Com­puterens indtog lokker dog til fortsat amatørmæssighed. En tilbagevendende måde at løsesagen påer at satse stort på en eller flere rubrikker, give en intro­duktion eller en hensigtserklæring på en stor tavle og siden fortsætte med forklarende tekst ved genstandene, som far lov at optræde som soloartister. Antikvaskriftens ry for bedre læsbarhed har beredt vejen for dens flittige an­vendelse. Men lyssætning, størrelse og placering modvirker gerne denne kva­litet. Afog til anvendesder håndtekstningfor at finde en mere peronlig tiltale­form og en friere placering. Men med enkelte lysende undtagelservies der tek­sternes udformning som gestaltningsredskab en temmelig distræt interesse, både praktisk og teoretisk. Den teoretiske diskussion er blevet støttet af Riksutstållningar gennem udgivelse af tre bøger, hvoraf den ene Smaka på orden af Margareta Ekarv, Elisabet Olofsson og Bjorn Ed, Carlsson 1991, netop retter lyset mod tekster 30 meter under jord. og deres udformning. Margareta Ekarv diskuterer udførligt og prøvende tek­sters indhold ogformulering. Elisabet Olofsson gransker nogle nyere museer, og Bjorn Ed diskuterer den praktiske håndtering af tekster. Deres arbejde med den permanente udstilling på Postmuseum gav en referenceramme. Allerede i 1982 udkom Utstdllningsspråk afGoran Carlsson og Per-Uno Ågren på for­laget Prisma. Den sammenfattede deres erfaringer fra arbejdet med de per­manente udstillinger på Våsterbottens Museum. Eva Persson analyserede i Utstdllningsform sin egne erfaringer som udstillingsproducent,en slags faglige erindringer, Carlsson1994. For atudforske hvordantekstens spring fra overfladen rundt i rummet har påvirket udstillingsformog synet på, hvordan tekst kanfremtræde, harjeg bedt nogle professionelle udstillingsarrangører fortælle ud fra forskellige roller i arbejdsprocessen. Eva Perssoner etnolog og kunsthistoriker og har arbejdet som producent på Riksutstållningar siden starten. I løbet af 90'erne blev hun kunstnerisk leder på Arbetets Museum ogsenere freelance og lærer i udstillingens teori og prak­sis under programmet Kultur,samfund, mediegestaltningpå LinkopingsUniver­sitet, campus Norrkoping. Hun har gjort sig kendt og respekteret som en af de store fornyere af udstillingsformen. Hun har ofte valgt kunstneresom form­givere og medarbejdere. »Jeg har faet det ry, at jeg er en person, som bekæmper tekster.Jeg sætter jo spørgsmålstegn ved dem. Men jeg har lavetén udstilling helt uden tekst, og tre, som næsten helt bygger på tekst«. Den tekstløse Land du vdlsignade fra 1973 handlede om industrialismensgennembrud iSverige og byggede på mil­jørekonstruktioner, mange fotos, modeller og en teatral scenografi. Kunstne- Land du valsignade.Riksutstållningar 1973. En historiskudstillinguden udstillingstekst, men godt medautentiske tekster. Maskin makt. Riksutstållningar 1997. Teksten somudstillingsobjekt ogsin egen litterære genremed nøje studeretlinjelald. *1 Stockholms stadsmuseum2002.Tekster som solisterog kor. ren Anders Åberg stod forgestaltningen afet indhold,som blev arbejdet frem af en større gruppe under ledelse af Eva Persson. De eneste tekster, der fand­tes på udstillingen, var autentiske indslag i miljøerne. Rekonstruktioner gjor­de teksterneoverflødige. Den måde at opbygge miljøer på var ny og fik stor gennemslagskraft. Men Eva Persson forlod denselv for atfordybe sig i forholdet mellem besøgendeog udstilling. Efterfølgeren hed Maskin makt. Den fik tekst. En tekst, som stod helt frilagt, sat op på mandshøje skærme, lakeret oggjort til en ting. Tekst med en typografi, som fik den til at se ud, som om den blev skrevet somet notat til at styrke hukommelsen. Brecht-teatrets fremmedgørelse. Teksten blev skrevet af journalisten Åke Olsson, som bagefter konstaterede, at udstillingstekster burde betragtes som en særlig litterær genre. To ud af de tre tekstfyldte udstillinger benyttede fortællinger, der skulle læses i rummet, begge på Arbetets Museum. Den første Kring en trappa. Sta­derskor berdttar, gengav ti sider tekst fraen bogmed en rengøringskones egen fortælling. Teksten blevfordelt påtretten skærme, der hver havdesit eget tekst­afsnit. En understreget linje medforbindelse til tekstblokkenindledte hver gang og gav rytme til helemassen. Bengt Serenander var grafisk formgiver, ofte støt­tet af Eva Persson. Foruden disse tekster bestod udstillingen af tre genstande -et ofte gengivet maleri af Anna Sjodahl med en rengøringskone på knæ i et møderum, en duftranke, afskedsgaven fra jobbet, og en rengøringsvogn. Alt om­kring en trappe. Midt i varder siddepladser, som indbød læserne. Her blev læs­ningen sat i anførselstegn. Den unge rengøringskones skriverivar hovedsagen. A Kring en trappa. Staderslcor berattar.En udstillingom en tekstpiArbetets Museum1992 I den anden En socialarbetare berattar fortalte en socialarbejder, Laila Grip, der var blevet belønnet for sin tekst i en konkurrence. Denne gang hen­vendte mansig til kunstneren Carin Ellberg. Da hun så gulvet i udstillingsrum­met i museets kælder, hvor vandets bølgebevægelser og blink fra elven uden­for blevgenspejlet, bestemte hun sig for at læggeden tekst, der skulle læse, lige der. Påden måde kunne hun forstærke fornemmelsen aflivet, der glider afsted, at lade det glimte. Otte sider maskinskrevet tekst i forstørrelse dækkede gul­vet. På det placeredes Laila Gripsskrivebord med udvalgtecitater. Resten blev præsenteret som en mængde bag glas. Ting. hun havde samlet, blev sat ind i små fløjlsklædte relikvieskrin på væggen. De blevtekstens kommentarer.Om­byttede roller for billede og billedtekst. Den tredje 30 meter underjord havde et virksomhedsarkiv som genstand -tabeller, kort. lister, fortegnelser, regninger-lutter tekst. Ud af den destille­redes liv med bistand fra kunstneren Beatrice Hansson. En bjergværksgrube vargenstanden, og et nedslidtværksted udgjorde rummet. Men hvor var der et menneske i dette? En af de overlevende fra en mineulykke blevskilt ud. Hvilke spor kunneder findes efter hende iet upersonligt arkiv?Dette gestaltede udstil­lingen, ogatter kom genstandene til at agere billedtekst. På den måde blevdet afprøvet, hvordan en tekst kan gennemlyses med en ny læsning. Bjorn Ed er udstillingsarkitekt med flere hundrede udstillinger bagsig, både store og små, dyre og enkle, informationstunge og let tilgængelige. Han er Postmuseums faste udstilling 1996. Teksten ersat indsom noder iet nodestativ. 30 meter under jord. Arbetsgruppen forett kvinnomuseumiBerg­slagen1995.Gamle dokumenter ienny læseart,gestaltede, ordnede ogoversat til formålet ogtilnutidig læsbarhed. m Jtt r i ni* hffin Mrktna* arirtiliid pil lyvwg« pj. Vv«Jk ^rbc4ama x kig tJU t .andra jrtvtsj>latstr Vi-skr:v< upprop »lidarltct, niijllrung ochgr-menkam Vamp Stockholms Stadsmuseums permanenteudstilling 2002. Den tekstileteknik flytter tekstenfrit ogbyggende udirummet. overalt værdsatsom en underfundig problemløser med kunstnerblik og stærk fornemmelse for håndværket. Riksutstållningar blev hans første universitet, som han forlod for ti årsiden for at blive freelance.Teaterscenografi indgår også i hans virke. »Teksten skal ikke være skuespiller. Det er mit ideal«, erklærer Bjom Ed. »Hvis den er god, skal den ikke kunne mærkes, kun findes. Teksten skal be­handles, så den lokker mange til læsning. Den skal være funktionel og læsbar­heden skal styre, brugstypografi«. Bjorn Ed skelner mellem informations­udstillinger og inspirationsudstillinger. Informationsudstillingen, hvor man overfører kundskaber og ide'er, skal helst være leksivisuelt gennemarbejdet, men teksten skal alligevel tilpasses sin specielle funktion på hver udstilling. Hvor skal teksten være? Den permanente udstilling på Postmuseum iStockholm 1987 var en vigtig udstilling i Bjorn Eds karriere. Der blev viet teksten stor omsorg og eftertanke. Den skildrede et historisk forløb med scenerier, fortællende collage og miljø­rekonstruktioner i enfantasifuld sammensætning. »Teksten placeredejegsom på et nodestativ eller et opslagved hvert tidsafsnit. Den varder, hvis manville læse, velbelyst, letlæstogen egen beretning.Kommentar, menikke billedtekst«. Den udstilling blev et gennembrud for Margareta Ekarvs arbejde med at udvikle udstillingsteksten til sin egen litterære genre. Den direkte tale, kon­kretion og smidighed var erfaringer, hun havde med sig fra sit arbejde med En socialarbetare berattar. Arbetets Museum1993. Tekstener genstanden,tingener billedtekster. LL-bøger, letlæste bøger for voksne. Det gjaldt også om at frigøre teksten fra dens spændetrøje af fakta, åbnefor reflektion og gøre den -ikke bare letlæst ­men også læseværdig. Der var tekster med stor poetisk kraft. Tekstarbejdet foregik hele tiden parallelt med udstillingens udvikling for at blive så præcis som muligt på sin plads. Rummet blev for teksten, hvad siderne er i bogen. Et vigtigt forbillede blevogså skabt, da alle tekster blevskre­vet medsætningsrigtigt linjefald, altså ny linje, hvorsætningen slutter. Hergik tekst, rum og genstand hånd i hånd. Dette har dannet skole. Bjorn Ed har udviklet sin måde at arbejde på og har gennem årene føjet stadig flere nuancer til. Frem for alt har ny teknik givet mange nye muligheder for at føre teksten ud i rummet og ud afbindingen til papiret og bogform­givningens regelsystem. Hertil hører det nye Nobelmuseum i Stockholm. Her står film for hoveddelen af informationerne. Et udvalg afkorte citater fra nobelpristagere har fået karakter afgenstande. Teksten indgår i skabelsen af miljø. De hvide bogstaver lyser ved at blive gjort fast på sorte plexiglasplader med elfilm. Spejlinger og blænding blander sig. Her gælder butiksskiltenes ikonografi. Johan Cnattingiusstår for den grafiske form. På Stockholms Stadsmuseums seneste basisudstilling, som blev indviet i 2002, er muligheden for at arbejde med computere slået fuldt igennem. Margareta Ekarv står for teksternes formulering og Jonas Lindqvist for deres grafiske formgivning. Dehar valgt forskellige løsningertil forskellige genstands- Nobelmuseel i BorshusetiStockholm, tegnetaf Erik Palmstedt1773-78. Tavlenmed tekstenbåde følgerrummet oger etkontrapunktisk indslagidet bevaredegustavianske interiør. sammenhænge. Genstande fra museetssamlinger er lagt ud på en jævn, ubrudt række af montrer i en tidsakse, helt uden tekst. Her er der kun tingenes direk­te tale. Den, der vil have forklaringer, kan tage et faktablad med sig og selv slå op. En anden delaf udstillingenfortæller historie, og her er genstandene valgt for at illustrere den.Tekster er tryktop på forskellige materialer og i forskelli­ge formater,som er valgt til rummene. Korte tekster på væggen udsender sig­naler, medens andre lavmælt fortæller på tekstskilte. Dialogen mellem tekst og genstand er stærk. Også når film udfylder fortællingen. Den dokumentari­ske tekst bliver både tapet og informationsbærer, som står i kontrast til udstil­lingstekstens toneleje. Men hvordan får man bugt med de besværlige bogstaver? Hvordan lærer man sig at skrive smukt og stave rigtigt? Bjorn Ed harhaft sine personligekam­pe med problemet. Derfor har han også bearbejdet det i flere vandreudstil­linger. Udstillinger som også har fungeret som værksteder for store og små. Målet er inspiration. Kråkfdtter och krusiduller tog fat i selve det at beskrive, hvordan bogstaver bliver til. 24 bogstavskabe med forskellige»forfattere« be­lyste bogstavernes liv. Kråkfotter och krusiduller. Riksutstållningar 1990.Et af 24skabe om skrivningenshåndværk. Bogstavet L -håndskriften somenudflydning af helekroppens bevægelse. *r \i ii ^ r 'M s •_ Dj li r m Buller om huller.Riksulslallningar 1994.En inspiralionsudstillingfor friorden ogsøgning efterbogstaver overalt. I Buller om huller blev bogstaverne både ting og aktører, som man kunne opføre legeomkring og ligefrem løsrivefra sætning og mening for at erobre nyt indhold. En poetisk forudsætning blev Palaver på grenesiska, hvor bogstaver­nes fysiske gestalt blev efterprøvet endnu mere og fik nyt liv. Buller om huller og Palaver på grenesiska blev udført sammen med instruktøren og forfatteren Magnus Lonn. Tom Hedqvist er rektor for Beckmans Skola, den skole, hvor han selv blev uddannet. Nu har den højskolestatusog uddanner inden for reklame, mode og design. Førdet var han professor på Konstfack i Stockholm, velkendt, også for sin formgivning af tekstiler og udstillinger om design. Ligeefter skolen var han på Riksutstållningar med tilat arrangere tekst, laveplakater og kataloger, blandt andet til Land du vdlsignade. Han er enig i, at tekstens muligheder er et forsømt kapitel på udstillinger. »Der mangler uddannelse, og de færreste, der laver udstillingerhar kundskab, og de der har, laverikke udstillinger«.Selv blevhan uddannet til ensynsmåde, der krævede, at teksten var lavmælt. Brugbarheden var i fokus.Teksten skulle ikke gungre. Midt i 60'erne kom Andy Warhol, og med ham kom reklametypografien ind i kunsten. Farverne blev stærke. »Det så ud til at være sjovt at lave«. Med pop-eksplosionen flyttede teksterne ud på T-shirts, flag og pladeomslag. Med studenteroprøret skulle typografien tjene samfundsinformation, og plakat­ 78 Gunilla Lundahl Tekstens rum Om tekstiudstillinger kunsten fik en storhedstid. »Men der var ikke nogen tid til skønhed, så det varede noget,inden man kom videre«. Samspillet mellemfoto og tekst blevud­viklet i 70'ernes trendskabende modetidsskrifter Nova ogTwen. Tom Hedqvistfik sit store idol i Alexey Brodovitch. Efter år i Paris blandt 1920'ernes avantgarde kom Brodovitch i1930 til New York og blev art director på Harper's Bazaar. Han var mentor på en designskole, men også kunstnerisk leder på tidsskriftet Portfolio, som udkom i 1949 og1950. »Overrask mig!«var hans replik tilsig selv og omgivelserne. Fuld afoverraskelser er det kunstværk, tidsskriftet blev. Selv har han legendestatus. »Jeg har altid haft lyst til udstillinger og legede med scenografi allerede som barn«. I 1991 lavede Tom Hedqvist sammen med Joel Berg, der formgiver Harper's Bazaar, og journalisten Ingrid Sommar en udstilling på Kulturhuset i Stockholm; O mode. Det var en stor, dyr og elegant udstilling. Ambitionenvar at løfte moden op på et kulturelt niveau, hvor den burde være. Udformningentjente til atgive den besøgende det indtryk, at man virkelig kom indi etstort modeblad. Udstillingenskulle haveet sprog, som var kongenialt medemnet. Det gav god pladsfor en gestaltende typografi. Tegninger, fotos, video og naturligvis tøj blevføjet sammen til en total situation. »Der sker noget, når man går op i format. Gestaltningen får et arkitektonisk puf«. I efteråret 2002 udstillede Tom Hedqvist på det franske galleri Pascale Cottard Olsson i Stockholm med Lignes Metro, Rander. Tom kaldte udstil­lingen et eksperiment og en lystfyldt øvelse i form, overflade og mellemrum. Da hanselever bad ham om en opgave i grafisk formgivning, toghan dem med til udstillingen for at fortælle om en måde at forholde sig på. »Hvad sker der, når man sætter noget på en overflade, detvære sig bogstaver, fotos,farve eller formelementer? Hvad sker der med den overflade, der bliver tilbage? Hvilken form har den? Hvad sker der i tomrummet? En øvelse i at afstå«. Som teenager tilbragte Tom Hedqvist en sommer i Paris. Han gjorde sig bekendt med byen ved at tage metroen og dukke op forskellige steder og ud­forske omgivelserne. Hvert sted tegnede han kanterne på markiser og boder, markedshaller og caféer, i parkerog passager. En selektiv iagttagelse, som blev en slagsdagbog. Hvad ser øjet? Bogen dukkede op under en flytningog fik liv Kanter af Tom Hedqvist påGalleri Pascale Cotlard OlssoniStockholm 2002. Memento Metro­polis påKultur­tabrikeni Stockholm 1998. ArkitektAlexis Pontvik.Udstillings­konceptet erteksten igen i denne udstilling. Denne gang klippede han sine kanter og kunne på den måde flytte dem frit for at give fornemmelse af proportioner, farve og rytme. Der sker meget på den begrænsede plads. Densamme sensibilitet, som layout­arbejde kræver, kunne her forfines. Det håndgribelige var en væsentlig del af øvelsen. »Maskinerne fører med sig, at jeg aldrig bliver håndgribelig. Derfor var det her så vigtigt«. Galleriet er egentlig en smal passage. Billederne blev hængt på højkant. Hele rummer kom til at vibrere. Alexis Pontvik er arkitekt med et internationalt kontaktnet og uddannelse fra England, Tyskland og Schweiz, lærer på Tekniska Hogskolan i Stockholm og med en virksomhed, der rækker fra byplanlægning til design. Også han er fortaler for et minimum af tekst. »Den skriver den besøgende på næsen og umyndiggør. Tingene skal fortælle og teksten udløsespørgsmål til dem. En ud­stilling er som arkitektur. Noget man går omkring i, flanerer i og selv vælger, hvad og hvornår man vil se.Teksten kan ikke tilbydedet sanselige, som er ud­stillingens vigtigste aktiv. Teksten bliver let ensmutvej ud afgestaltningen. For­klarende tekst kan samles i et katalog,som den besøgende kan få med sig hjem og studere videre på«. I kulturbyåret 1998 blev Alexis Pontvik producent og formgiver for udstillingen Memento Metropolis, oprindelig på initiativ af og i samarbejde med København og Hovedstadsrådet der. Den proble­matiserede blandtandet den nye kunsts behov for rum ogden konflikt, som er opstået i forholdet til museumsarkitekturen. Udstillingen blev formet som en tredimentionel collage med en struktur, som var gjort uafhængig af lokalets rektangulære form. Mellemrum, men ikke vægge. »Memento Metropolis er tænkt som en fortælling, ikke en lærebog. Fortællingen kan genfortælles, ændresog gøres fuldstændig af den besøgende. Den handler om byen, denne mærkelige bygning af kundskab og erfaringer. Byen som manifestation af menne­ skets erindring om det forgangne og dets længsel efter fremskridt og udvik­ling«. Således skriver Alexis Pontvik i kataloget. Her var det kunsten, som fik lov at fortælle i et dynamisk rum. Kataloget blev formgivet af Gabor Palotai, som på omslaget anbragte bogstaver, der er universelle. Abstraktion. Sort på hvidt. Rytme og linjer. Fri læsning. 3D+, Vandreud­stilling forRiksutstall­ningarogSvensk Form 2001. Arkitekt Alexis Pontvik. Teksten somunder­ordnet information og baggrundsbrus. ug 4 30+ SWEDISH DESIGN ON STAGE VTTRA DESIGNMUSEUM, BERUN c fi p Gunilla Lundahl Tekstens rum. Omtekst iudstillinger 81 Helt anderledes blev udstillingen 3D+.Den eret led i statens nyesatsning på design og blevsendt ud i Europa, da Sverige varformandsland for EU. Den blev udført i et samarbejde mellem Riksutstållningarog Svensk Form, det tid­ligere Svenska Slojdforeningen, Stockholmudstillingens hovedaktør. Alexis Pontvik blev arkitekt og kunstnerisk leder for udstillingen.Tre scenekunstnere blev indbudt til at medvirke med installationer. Omkring dem grupperer ud­stillingens 84 genstande sig i et stort telt. Nye rum skulle betyde et nyt udse­ende. Rejsen blev et tema. »Genstandene grupperes, så der opstår relationer mellem deres funktioner -eller former -som kan bygge på ligheder eller for­skelle. Kernen i dialogen mellem objekterne er anvendelsen, snarere end formen for dennes egen skyld. Dette åbner for, at den besøgende ser dem på en anden måde ... Det resultat, der møder publikum, kan forvirre, men kan samtidig udvide vort tilvantesyn påformgivning«. På høje smalle kulstave sid­der belysningog tekster påsmå bagbelystesedler. Omtrent som prissedler,og dermed placeret ind i deres kommercielle kontekst. Alexis Pontvik knytter med sine udstillinger an til det moderne tekst­ Skriftsnittet begreb, som indebærer, at læseteksteksisterer i mange komplekser eller struk­ Svensk Form udarbejdet af turer, og at læsningen indeholder en stor rumlighed. For ham er korteten tekst, StockholmDesign som tilbyder mening på flere niveauer. På samme måde er udstillingen en tekst, Lab ogBjorn Kusoffsky. der skal læses med alle sanser. Svensk Form Fri entré for medlemmar www.svensktorm.se Telefon 08-644 33 03 Svensk Form har udstillinger som et af sine vigtigste medier ogefterhånden også et fast sted at vise dem påSkepps­holmen i Stockholm. Svensk Form ansatte for tre år siden Design Lab-med Bjorn Kusoffsky som ansvarlig -til at ud­forme et grafisk program til sin virksomhed. Det indebæ­rer, at der er en fast form for al grafisk håndtering, fra en­trébillet til udstillingstekst og katalog. Til dette formål er der blevet tegnet et nyt skriftsnit, som har fået navnet Svensk Form. Skriften, en sans serif, er i slægt med News Gothic og Tråde Gothic. Svensk Form er kondenseret og pladsbe­sparende. Skriften blev tegnet for at give foreningen sit eget karakteristiske udtryk og for at lette al dens grafiske pro­duktion. På sæt og vis knyttes trådene bagud til 1930 gen­nem det ensartede og bekræftelsen af den industrielle ver­den, hvor standardiseringen eren dyd. Da Moderna Museet måtteflytte fra sit skimmelskadede huspå Skeppsholmen, blev en af museets midlertidige adresser Postterminalen i Klara ved Central­ user»ideu^ '"•'"toa . * dagen finns vi på KlareliergsvaM pa en buss eller en husvagQ museum. Ett museum med ova f Moderna Museet i Stockholmpå sinmidlertidige adresseiden forhenværendepostterminaliKlara. Det midlertidigeunderstreges af tekstensbevægelse påvæggenog associationentil træplade. Grafisk formKlaudia Jablonska,Storåkers. stationen. I princippet en opgivet industribygning med udsigt over jernbane­terrænet. Nyledelse ogny adresse for Moderna Museet kom også til at betyde et nyt grafisk program. Opgaven med at lave en nydesignmanual gik til Stor­åkers med Klaudia Jablonska som ansvarlig. Dermed fik skriften pladsi stads­stuen. Farve og skala trækker hinanden. Moderna Museet c/o er signal for museets nærværelse på adskillige adresser rundtom i byen. Informationstek­sten sidder på væggen, som om den er blevetstrøget op på en planke medska­belon, luftig og lidt halvopløst. Med en tone, som foregiver tilfældighed. Pla­ceret meden let hældningopad trækker den fremad og ind. Indenforbehersker den også helevægge oggør væggen bevidst med sin placeringog form. Manu­alen rummer også en venlig og let forståeligtypografi hele vejen ned til mind­ste billedtekst.Skriften er DIN Mittelschrift. Også Nordiska Museet harvendt sig til Storåkers, foreløbig meden plakat, men Klaudia Jablonska håberså småt at kunne komme længere ind. Forhåbentlig kan en tilnærmelse mellem kulturinstitutioner og grafiske designbureauer, kunstnereog arkitekter ledetil en vitalisering af, hvordan man tænker på tekst i udstillinger. Ny teknik, ny rumopfattelse, ny tidsopfattelse ændrer forudsætningerne. På tide at give skriften en meredynamisk rolleog at se udstillingsteksten som en kunstart i sin vorden. M