Det sete digt Lidt om verstypografi Medarbejder og konsulents JØRGEN FAFNER virksomhed ved amerikanske, f. 1925, dr.phil 1964 på en tyske og nordiske publikation afhandling om guldalderens ner, sæde i forskellige minister Bøger om retorikkens teori og historie, dansk metrik ogstrofekunst, 197CV95 professor rielle udvalg samt i Dansk vershistorie, medarbejder vedved Københavns Universitet, Sprognævns arbejdsudvalg. Den Store Danske Encyklopædi. hvor han forestod oprettelsen af Institut for Retorik. 1. Hs. i Landsarkivet i Viborg, gengivet i Illustreret dansk Litteraturhistorie ved Carl S.Petersen og Vilhelm Andersen II 1934s.224. Luft omkring versene Den der holder af at læse digte, ved så udmærket, at gælder det mæng/­den af tekst, så er der bedre køb 1 en roman end i en digtsamling. Men det man betaler for, er ikke bare et overmål af tomt papir, man betaler også for den luft, der er mellem versene, ogsom skal give dem plads til at ånde. Det er typografens opgave. Avisredaktører er ufølsomme overfor dette. De presser anmelderne til at sætte verscitater med prosasats, for at spare plads, et temmelig flovt synspunkt. Reklamemanden, der til syvende og sidst betjener sig af en lignende teknik som digteren, får frit slag. Ham er der jo også penge i. Poeterne må lade sig nøje med at få deres verslinjer markeret ved en skråstreg, strofer ved to streger. Det er som at sætte en løve i bur. Verset skal have plads til at ryste stolt sin lovemanke — som Sophus Claussen skriver. Tætskrivningen får tilsyneladende nogen støttei gammel praksis. Man har antikke håndskrifter, hvor der end ikke er luft mellem ordene, og da slet ikke mellem verslinjerne. Men vers var den gang noget, der skulle høres, og skriften var 1forhold hertil kun en krykke for hukommelsen. I den vestlige digtning tegner der sig imidlertid en langsomt forløben'­de udvikling, der bevæger sig bort fra det hørte og mere og mere over imod det, der også skal ses. I det følgende skal denne udvikling ridses kort op. Versets høje rang For bare tohundrede år siden anså man det for finere at skrive vers end at skrive prosa. At digte var ensbetydende med at skrive vers. Hovedparten af den ældre digtning er affattet 1 versform. I oldtid og middelalder fore/ kommer også versificerede prædikener, loveog lærebøger, men i sådanne genrer holdt man sig, ligesom 1 offentlige og private breve, naturligt nok til prosaen. Skulle en sag gøre særligt indtryk på de høje herrer, var det dog ikke ualmindeligt at indgive sit anbringende 1 versform, smukt kal^ ligraferet. Fra digteren AmbrosiusStubs hånd har man således en ansøg/ ning fra 1756, affattet i aleksandrinervers.1 Versets høje rang skal imidlertid ses 1 sammenhæng med en anden kendsgerning, nemlig den,at sondringen mellem vers og prosa på ingen måde var såskarp som nu.En årsberetning eller et mødereferat 1 versform Bogvennen 1998/99 / 125/143 12: JØRGEN FAFNER . DET SETE DIGT 2. J.Fafner:Tanke og Talt. Den retoriske tradition i Vest' europa 1982 ff. 3. E.Norden: Dieantike Kunstprosa .909. optr.1971 s.810908. ville i dag ikke blive taget alvorligt af virksomhedens medarbejdere. I antikkens Rom advarer Ciceroog destore talereogså imod den metriske form, som ikke bør tilstedes adgang til retssalen eller det politiske forum, hvor det jo gælder liv og død, gods og guld. Den gode advokat må ikke ved poetiske hundekunster bortlede dommerens opmærksomhed fra sagen selv, for så er den tabt. Ikke desto mindre var talens rytme, dens numerus,af vital betydning, den skulle blot blive ved med at være en prosa' rytme, der diskret listedesig ind på dommerens følelser og derved styrede hans fornuft. Den antikke »kunstprosa«, som blev brugt 1 politik, ret og administration, lagde stor vægt påsprogrytmen. Den fik sin vigtigste teo-' retiske fremstillingår 55 f.Kr. i Ciceros De Oratore l'lll.En genre, hvor man turde lade følelserne få frit løb, var den kristne prædiken. I det 4.årh.e.Kr. skrev kirkefaderen Augustin en lærebog i veltalenhed, som overfører Cicero og den antikke retorik til kristendommen2. Oldkirkens prædikekunst eroverhovedet præget af den hedenske veltalenhed.Prædik kenerne kunne være versificerede, og var de på prosa, så var det en gen' nemført rytmisk eller »poetisk« prosa. I middelalderen opdyrkede man jævnsides med vers og prosa en mellemform, som hed rimprosa. Rimversets fødsel Det europæiske rimvers er engave fra kirken. Antikkensgræske og latin^ ske strofer var urimede-og bygget efter helt andre versprincipper— men den latinske kunstprosa benyttede sig undertiden af særlige, rytmiskevir^ kemidler. Det vigtigste var parallelismen, rytmiske buer af overskueligt omfang og ofte også af nogenlunde éns længde. De kunne være prydede med rimvirkninger, såkaldte homoiotelenta. Disse virkninger gik 1 arv til den tidlige kristne prædiken, og af dem opstod også de første kristne rimvers,3 som var udspring for den europæiske poesis store forråd af metriske former. Skrevne og trykte vers Det vil nu være af interesse at kaste et blik på, hvordan man gennem tiderne har behandlet disse metriske former 1 skrift og på tryk. Det bliver ifølge sagens natur et løst rids, men absolut ikke uden perspektiv. At tale på vers var, som allerede nævnt, den optimale måde at tale på, når de højeste ting var på dagsordenen. Man kunne derfor vente en særlig Bogvennen 1998^99 / 1^5'14 3 4. Tanke og Tale s.372 f. — J.Fafner: Følelsernesgrund-' lag i tale og skrift, in: Retorik Studier 7/1987. 5. Hs. 1 Kgl. Universitets Bibliotek, L ppsala, gengivet i Thuner: Dansk Salme' Lexikon 1930 s.30. kalligrafisk og senere typografisk fremhævelse af versene med »luft« omkring dem. Det findes også, men langt fra altid. En gennemgående tendens er, at man skriver versene ud^et,som prosa. Grænsen mellem versene kalder man for versjugen. Den signaleres ved rim samt ved metrisk ogsyntaktisk pausering. Meni talrigegamle manu^ skripter og tryk lades versfugen typografisk umarkeret. En nærliggende grund er den praktisk^økonomiske. Skrivematenale var dyrt,og ikke alle sknptorier eller trykkerier var lige velbeslåede. Mid^ delalderens vigtigste skrivemateriale var pergament. Før man gik i gang med skrivningen, indstregede man kolumnerne med fast for^ og bagkant og passende margener. Derefter fyldte man lin^ jerne ud, hvad enten det drejedesig om prosaeller vers. I det sidstetilfælde kunne man dog markere stroferne (dvs. versgrupperne) ved initialer,ind^ rykning eller linjeskift. Men ellers var man påholdende. Kun illuminer ringer og initialer fik rigelig plads. En anden grund, som blev nævnt før, er den, at vers var noget man skulle høre, ved recitation eller sang. Hvis man læste op efter en skreven eller trykt tekst, læste man altid med lydelig røst, selv når man var i enrum.4 Vers-og sprog1det heletaget-var et indarbejdetauditivt fænø^ nien Det kostbare pergament blev erstattet af det prisbilligere papir, som blev en betingelse for bogtrykkets udbredelse. Pergament holdt sig dog længe efter. Der er eksempler på, at officielle skrivelser er blevet afvist fra højeste sted, fordi devar skrevet på papir og derfor var uden retsvirkning! Der er rigeligt med eksempler på ud^et-'skrivemåden. Det vistnok tid-' ligste håndskrift af Nibelungetilied (HohenewLassherg) skriver versenesom prosa. Det samme gør herhjemme et hs.fra 0.1450 af Den gamle kriste^ lige Dagvise, Then signadhe dagh ther jak nw se aff hymeltn at koma.5 Adels-' berømmelige folkevisenedsknfter fra det 16.årh. går stort set frem på samme vis, således »Hjertebogen« eller Karen Brahes folio, der skriver visen om »Kong Didnk og hans Kæmper« med linjeskift uden hensyn til rytmen:Thy tvar well siuff och siujjsinds'tyjjue, ther / dy droge vdfraa hald, menn der dy kaam til BrattingS'berig^ther sluoge thi op silckeHieeld. Thett donner under thi raske hoffmend,! ther thi vdridde (ill.). De trykte kilder gør på samme måde, således Vedels hundredvisebog, 1591, og ikke mindst salmebøgerne, hvor kravene til et overkommeligt format gjorde sig gældende, således Ludwig Dietz' tryk af Malmøs salmebogen, 1529, En Ny Psalmehog 1553, kaldet Hans Tausens salme/ Bogvennen 1998/99 j 125/143 8 s1* & * jtaa: dl?«« sbg (wfffwvif? (*7^ <3"** > v—. ><< & ^y. K r ^ Tr* »I ^tr— Vi+V~y** *j '^r t» •,^-'t yf~f' -S-v £^9—g—r-:•q,' p—^P-—v bog, de forskellige udgaver af Brorsons Troens rare Klenodie (1739 ff) o.s.fr. Pietisternes salmeværk, Freylinghausens Geistreiches Gesang'Buch, som også lå på Brorsons skrivebord, er på mere end 1000 sider, men her skulle der også være plads til noder. Skulle de mange salmer — antallet steg i de senere udgaver til henved 1600-have haft luft omkring strofer^ ne, var bogen blevet ubekvem til gudstjenestebrug. Så er der de tilfælde, hvor den kompakte sats vigerfor det princip, som vi idag anser for det ideelle: at lade versfugen bevirke linjeskift. Digtets strofer viser sig nu ikke blot for øret, men også for øjet, i glans og herlige hed. Respekten for verset sejrer over sparsommeligheden. I renæssance og barok bliver hovedreglen, at rimet afslutter linjen. I middelalderen er der ikke så få eksempler. Et af de berømteste skyldes i" P 1 IU T2cL1 T£ xxvu, kiu£ruf rKij«ruj JL jL.ir~ un/lh unf cdribc fenne-r^cn^iixrhm ftøie T hxz mur-rvnrhen bLuien MirlnSu my/clmSai Quir'anfib imhtnniuian ^imuxL^m io bifcoaacn 'J'hxi.fuinr-ihiuumnvimoril. [miitmo vrxciLc heifc. liimrtfjfmryuucln ^tfiruiu-br unfincnrt ^ oiiin/uirr J^nr-i5ut ll^rnihttncrL lofefprui IJmrOTU Inert uucuuonbimfbav •^"IjaaJiirtx^nc vrt/'uuaircoi In-nun/ll? [obvnlifj ouh nifimxnnen l]z*r-rfi<7jrr2øn \J[utr~LLnnh rntixnrj ikmMiøn 'Zen^vzcf rrut munken Otfrid, der 1 årene mellem 863 og 871 i klostret Weissenburg 1 Elsass digtede en såkaldt »Evangelieharmoni«, dvs. en fremstilling af Jesu liv,sammenskrevet efter evangelierne. Otfrider denførste der på tysk anvender rimverset 1 et stort digt. To totryksvers danner et langvers, og Bogvennen 1998/99 j 125/143 6. Udg. i facsimile af Sartv fundet Dansk Kirkesang 1968 med En almenorienten ring og en speciel bibliografi af Erik Dal. Facsimileud^ gaver af Dietz 1536 ved Niels Knud Andersen, og »Hans Tausen« 1553 ved samme med bidrag af Henrik Glahn og Erik Dal, udgivet af Universitets'jubilæets danske Samfund 1972 og 1983. to langvers danner en strofe. I Miinchen^håndskriftet er langversene prentet ud spaltevis på pergamentet og hver strofe markeret med røde initialer (ill.). Otfnds bevæggrunde var religiøse, men også nationale. Storværket skulle præsenteresså pompøst som muligt. Derfor skulle ver-' sene skrives, så man også kunne se dem som vers. Bogtrykket skylder som bekendt papiret sin succes. Det bliver almin-' deligt at trykke metriske tekstersom vers, som f.eks.i Ghemen^-trykket af Rimkrøniken fra 1495, hvor kolumnens breddeer lig med længden af ét knittelvers, og hvor versparrene er fremhævet med røde initialer (ill.). -©Dffcttrønumnøtøn at m honig a-ro? mslflom tfø baøfolh tfyt amoa at b^e fyaø møl) nigartrø tfyn paa Ølpnfaøer bleff øåmdct faet paafotifi t^i røitlo/^anu alla* liggkvjmoDl) (Cfyt nrillof tl^aøiv fjanu rrøfraa aff lantofeflcn tl)t øioitipocfaa tyfya baøe t((f i)XDtthz ralet tllitletb --Å.lé. •*- Povel Ræf udgav i 1514 sit tryk af Hr. Mikkels Rimværker (1496). Her er derluft om de seks-'linjede krønikestrofer. Salmebøgerne fortsætter der/ imod den kompakte sættemåde, som det blev nævnt, nu især af pladshen/ syn. En strålende undtagelse viser klassikeren 1 dansk kirkesang, Hans Thomissøns Psalmebog fra 1569.6 Her er stroferne markerede ved ind/ rykning og undertiden også ved spatium, medens versenes rim afslutter linjen. Desuden er der noder i tillempet mensuralnotation til hver salme. Formatet er oktav (syv udgaver), så der kom en vægtig bog ud af det, Vers^reform ogtypografi Middelalderen var forholdsvis fattig på poetiske former. I renæssancen skabes der efterhånden en stor mængde nye strofer. Man spinder videre på de gamle viseformer, men udvider og regulerer dem og konstruerer nye mønstre. Disse strofer var som oftest beregnet på sang, men man bestræbte sig også på at fådem til at tage sig ud på papiret. Der gik særlig mode i brugen af smålinjer, der fremkom ved, at man sønderbrød ver/ sene, den proces,som metrikerne kalder aggregeringeller versdehng. Kort/ Boguennen 1998/99 /1.25/143 linjerne giver ikke alene strofen en ændret rytmisk spænding, men giver den også et særligt typografisk udseende, som Kingos aftensang: Dend klare Sool gaar ned, det qvelder meer og meer. Hver Arbeydsmand er træt og sig om Hvileseer: En Dag jeg nærmer' er ved Døden end som før. Tiden mig Saa sagtelig Oplukker Dødsens Dør. Kingo rejste, som man vil vide, en proteststorm med den salmebog, han ved kgl. forordning var sat til at redigere. Et af anstødspunkterne var, at han satte de gamle salmer i prosasats, men sine egne (mange!) salmer op som vers, efter den nye kunstpoesis principper. Kunstpoesien var det både hørlige og synlige resultat af det, man kalder den store prosodiske reform, eller bare: uersrejormen. Den satte ind sidst i 1620'crne, hos os med Arrebo, og kom hurtigt til at præge heleden 7.J.Fafncr: Dansk Vers' verdslige poesi. Menighedssangen var lidt meresen i aftrækket.7 Et grunde historie I 1994s.94f. princip var, at der skulle orden i versenes accenter og stavelsestal. Mid^ delalderen havde taget let på den sag. I folkevisen råder der stor frihed: Kong Isung stander paa højen Værn, og ser han ud saa vide: »Hvi monne de Kæmper have deres Liv saa fal, at dennem lyster her at stride?« De fire linjer tæller henholdsvis 9, 7, 13 og 9 stavelser, som man så må se at bringe ind under versenes fire hovedtryk plus pauser. Samme frihed råder i alle visens strofer. Den barokke ensretning af visestrofen bringer orden 1 sagerne, som hos Anders Bording: Om Lykken mig imod end gaar. Og er 1 Dag forborgen, Saa troer jeg dog, at Piben faar en anden Liud 1 Morgen. Bogvennen 1998^99 / I25'i43 8. Walter J.Ong,S.J.: Rhe^ toru, Romance, and Technology 1971 s.81 ff. -Denys Thomp^ son: The Usesof Poetry 1978 s.173 fT (The pnnted poem). — Tanke og Tale 186 ff. JØRGEN FAFNER . DET SETE DIGT I 3 3 Her er der 8 + 7 + 8 + 7 stavelser i versene, hverken mere eller mindre, og således helevisen igennem. I enevældens og centraliseringens tidsalder får digtene uniform på. Men uniformer er noget man skal se, og derfor bliver verstypografien mere og mereen skueret. I senbarokken antager de ofte vidtløftige ariestrofer udseende af rokoko-'ornamenter eller rocailler. Versreformen strammer kravene til versenes typografi. Et kraftigt inci/' tament til den skærpede sansfor trykbilledet udgik også fra den såkaldte ramistiske retorik i det 16.århundredes Frankrig.8 Grundlæggeren, Pierre de la Ramée, der endte sine dage under Bartholomæusnatten i 1572, nærede en levende interesse for typografi. Han gjorde retorikken til en skrivelære, styrede opmærksomheden fra oret til øjet. I dag sættes salmer og sange for det meste med nøgtern, fast forkant. Hvor denne optræder i barokkens satsbillede, er det med den vigtige modifikation, at afvigende vers får indrykning. I versdigtning udenfor dramaet bliver versenes kataleks-' (dvs.udgangs^)forhold bestemmende for satsen. Den første avis i Danmark, Anders Bordings Den Danske Mercurius, udkom hver måned i årene 1666^1677. Den er skrevet på alexandrinervers, igen et vidnesbyrd om versets anseelse. Satsen angiver fremgangsmåden: kvindelige og mandlige rimpar danner henholdsvis forkant og indrykning. Satsbilledet genfindes i utalte digte. ©e. Zty loeD manD fameDagaDliften ocb opbrt)De Bogvennen i998'99 j 125^143 9. Klaus Peter Dencker: Ttxl'Bilder. Visuelle Poesie international 1972 s.47. Det synlige digt og figurdigtet Digtets visuelle fremtræden får gode ord med på vejen i de poetiske manualer. I Puttenhams The Arte of English Poesie, 1589, er der et vidt^ løftigt kapitel Of Proportion, der vel at mærke også gælder strofernes op^ tiske fremtræden i form af rhombe, trekant, kvadrat, oval, timeglas osv. En af vore hjemlige metrikere, Peder Jensen Roskilde, konstruerer i sin Prosodia Danicce Linguæ, 1627, digte i form af pokaler, trekanter osv. De henhører under genren figurdigte.9 De kendesfra antikken, men baroks ken elskede dem. Man kunne forme en salmestrofe som en skål til nad^ verbrodet; Lobe den Herren, den måchtigen Konig der Ehren! Lob ihn mit Freuden,o Seele, dasist mein Begehren! Kommet zu Hauf, Psalter und Harfe, wacht auf, Lasset den Lobgesang horen! Neander 0.1670 ... eller som nadverkalk: O heil'ger Geist, kehr bei uns ein und laB uns deine Wohnung sein, o komm, du Herzenssonne! Du Himmelslicht, laB deinen Schein bei uns und in uns kraftig sein zu steter Freud' und Wonne! Sonne, Wonne, himmlisch Leben willst du geben, wenn wir beten; zu dir kommen wir getreten. Boguennen 1998^99 / 125/143 Forlæg og melodi skyldes Philipp Nicolai, 1597^99, Wie schon leuchtetder Morgenstern, Den Danske Salmebogs Af højheden oprunden er. Fra 1648 stammer dette håndskrevne pokaldigt af Peder Jensen Ros^ kilde: • 1 ttn il: *• y ? y /i'Æ »fa u . VJ . 'ft# Ofyje éttor w**-øt r€ * A 41: par quelque profusion répandue en rareté SE CHIFFRA T-IL L & f'U évidence de la somme pour peu qu'une ILLUMINA T-IL ce serail (CcU davantage ni moms tø .-ru e.tÆj—' mais autant mdifferemment LE HASARD {Choit la plume 10. Erik Dal: Figurdigte i nutid, baroktid og middelalder. Hvordan? — Hvorfor? in: Plus 17/1966. — lacobus Nicholai de Dacia: Liber dedistinccione metrorum, ed. Aage Kabell, Uppsala 1967. Figurdigte findes lige fra antik til modernisme.10 Man lader skriftog typer boltre sig frit, eller ophæver tekstens lineære forlob og gør skriften til en slags billedkunst. De store revolutionære er Mallarmé og Apollinaire. Den første vil i Un Coup de Dés (1897) skabe luft mellem ordene, give de tomme felter betydning som musikkens pauser, og fremkalde en art synligt kontra^ punkt ved brug af varierende typer. Apollinaire skabte med sine berømte Calligrammes (1918) lyriske skriftbilleder af Eiffeltårnet, boksere, fon-' tæner, dolkede duer, den elskede, heste etc. Det lyriske klima havde æn^ dret sig. Det var billedkunsten, derførte an,og det moderne digter vokset op under stadig indflydelse fra futurisme, dadaisme, og surrealisme-ordet er lanceret af Apollinaire. Det slår en, hvor mange af de moderne lyri^ kere, der har en finger med i maleriet. Intet under, at de er omme om, hvordan deres digte ser ud. Moderne lyrik og moderne maleri har et skæbnefællesskab. Bogvennen 1998^99 j 125/143 11. F.J. Billeskov Jansen: D'111lv's /' ' Vejen til det moderne digt Lad os til sidst kaste et blik på nogle af de typografiske udviklinger, der ligger bag tilblivelsen af det moderne digt. Det er med romantikken, at tingene begynderat ske.Man behøver blot at kaste et blik på den danske romantiks gennembrudsværk, Oehlen^ schlagers Digte 1803. Digtene virker også i deres ydre helt moderne. De er sat med antikva, en tryktype, som blev brugt første gang af Nicolas Jenson 0.1470, men som i Tyskland og Skandinavien var helt fortrængt af »den gotiske skrift«, frakturen. Idéen har Oehlenschlåger fra tyskeren A.W. Schlegel, der også var hans metriske læremester." Medbejleren, Schack Staffeldt, skyndte sig med også at sætte sine Digte 1804 med antikva. I 1803'digtene finder vi de første Goethe^inspirerede prosavers på dansk, i digtet Oldingen ved Werthers Grav. Det begynder: Aftenrøden Farver din Grav! De gamle Linde Omhvælve den. Violerne Bølge i dens høie Græs! Sådanne vers var man ikke vant til herhjemme. Ombrydningen skal fremhæve de tre navneled: aftenrøden, lindetræerne, violerne — en be^ vægelse fra stort til småt! Linjerne danner parvis tre rytmiske buer, som fører os hen til hovedsagen: graven. Havde linjerne været skrevet som prosa, var virkningen gået tabt. Øjet skal hjælpe øret. I sine senere udgivelser vender Oehlenschlåger tilbage til frakturen. Kravet til luft mellem stroferne er nu stort set permanent, ikke mindst, når det drejer sig om små strofer, som hos Aarestrup eller halvfemser^ digterne. Med større strofer som Nibelungenstrofen finder der en karaks teristisk ændring sted. Oehlenschlåger indførte efter Goethes forbillede formen 1 Helge (1814). Han skriver den som brede strofer, bestående af fire langvers. Det samme gør Chr.Winther, der tager formen op 1 sine Træsnit (1828). Winther tager derefter strofen til sig som sin yndlings^ form, men bryder i de senere værker (fx Hjortens Flugt 1855) langversene Boguennen 1998^99j izym 12. J. Fafner: Digt og Form. Klassisk og moderne verslære 1989 ss. 13, 120f. og 209 JØRGEN FAFNER . DET SETE DIGT 139 op, så der dannes en »smallere« -og lettere-strofe på otte linjer. Onde tunger hviskede om, at han gjorde det for at fordoble linjebetalingen. Den typografiske deling af linjerne er et uundværligt virkemiddel i modernismens vers. Linjeskift i prosa er mekanisk, i poesi er det mættet med betydning, ordene får relief, som i Ivan Malinovskis digt Om poesien: Mit liv er vold og nødvendighed. Tællepråsen er afskaffet, løvet har mistet sine stemmer. Det smalle digt Linjeskiftet bruges ikke kun i prosaversene. I tiden efter Oehlenschlåger optræder et mærkeligt fænomen, som man har kaldt »falsk versdeling« eller pseudo'aggregering}1 Det bryder med den ellers hævdvundne regel, at rim og metrisk indsnit bestemmer ombrydningen. Hos Emil Aarestrup finder vi af og til strofer som denne: Lad mig sige Dig Besked Om mit Hjertes Lønlighed. Der er, som man kan høre, ingen metriske eller syntaktiske indikationer (nm, pauser)for ombrydningen. Men istedet for en ordinær tolinjer ska^­ber Aarestrup ved pseudo^aggregermgen en elegant lille strofe, som står let og flygtigt på papiret. Efterhånden bliver sådanne strofer ret almindelige. Halvfemserdigter.' ne tager dem til sig, fx Stuckenberg: Sol i blinkende Spil over Vandet, bagende Sol over Tangen og Sandet ... Bogvennen 1998^99 / I25'i43 ... eller Sophus Claussen: Jeg hører, mens Frostnattens Maane driver, en Lyd i det Fjerne af Lokomotiver ... Virkningen er impressionistisk. Vender vi os igen til modernismens ikke^metriske rytmer, kan vi konsta^ tere en stor forkærlighed for »smalle digte«. De korte linjer gør det let for øjet at orientere sig, ordene får vægt -som enhver reklamemand ved, nar han komponerer sine tekster. Det er typografisk armod at skrive sådanne digte ud'i^et, jævnfør den redaktionelle nærighed, som blev nævnt ovenfor. En stærk inspiration for kortlinjestilen udgik i tiden fra omkringførste verdenskrig fra imagisnten.Dens amerikanske profet, Ezra Pound, prokla^ merede toarter af lyrik,én hvori musik og ren melodik synes at bryde ud i ord, og en anden, hvor malerkunsten forvandler sig til ord. Stilen er herhjemme dyrket af Robert Corydon, se det lille mester-' stykke Fiskekassen (1953): Bon mellem smaa isstumper stumt stirrende øjne glasagtige med havets dybe blik et mylder af vaade og grønne ellipser i kassen af træ Bogvennen 1998^99j 125^143 Et sådant digt lever med sin typografi. Øjet kan i ét blik overskue dets lille firkant og gå på vandring i den. Tingene præsenteres distanceret, med kirurgisk skarphed, 1 korte sætningsemner. Det begynder 1 øverste venstre hjørne med det runde ord »bøn«, og det slutter nederst til højre med det hårde ord »træ«.Fisken er joet gammelt symbol for Kristus. Dig^ tet kan tolkes som en Knstusmyte. Selvom digtet præsenterer sig i en slags samtidighed, kan det endnu læses som forløb. Bønnen opsendesfra det hårde og kantede. Det kan vi høre 1 digtets første halvdel, der beherskes af ordforbindelser med kanten­de hævmngssammenstød: smaa isstumper, stumt stirrende, glasagtige, altså rytmefiguren w w. Anden halvdel får derimod et glidende fop løb uden hårdheder, båret af en rolig, trokæisk rytme: havets dybe blik, — w — w— .Med »mylderet«i syvende linje bliver bevægelsen livligere, i trestavelsestakt: et mylder af vaade / og grønne ellipser, u— — uu— w w— w, ... til vi støder mod det hårde træ, som slutter digtet med et lille hårdt smæld, 13. Analysen fra Digt Med følgende lille strofe fra Malinovskis Lapidariske landskaber (1958)13 er vi endnu mere bundet af skriftbilledet. Vi nærmeros påny figurdigtet: birkens sene pensel mod ishimlen, sølvsolens voksende øje digtet er færdigt Et skæbnesvangert billede, givet med få rids. Vi ser et vinterøde med lav sol, men vi ser samtidig en japansk tuschtegning, som kunstnerens omhyggelige (sene) pensel signerer med selvfølelse: digtet er færdigt. Men denne overblænding forklarer ikke det sært fjendtlige i sølvsolens vok^ sende øje. Den truende stemning udlægges af digtets grafiske form, en lille paddehattesky, der får træerne til at svaje med langsomme (sene) bevægelser som ien slow^motion^optagelse af en atomsprængning. Kort^ formen rummer makaber ironi. Den latterlige lille atomsky står på sin sokkel og vidner, at efter dette gives kun tavshed. Digtet er færdigt. Bogvennen 1998^99/ 125/143 14. Tanke og Tale 372 f og passim. -Følelsernes grundlag eic.55 fT samt 71 (note). Tre slags vers Som det foregående har antydet, kan man lave vers på tre måder. Disse måder dækker ikke, men peger hver især hen på de tre digtgenrer: sang^ digte, læsedigte og figurdigte. Man kan tælle tryk ogstavelser og derved reguleresproget metrisk'musi' kalsk. Det er den metode,der har behersket den vestlige poesii et parårtu^ sinder. Man kan også forme versene ud fra sprogets egne rytmiske kræfter,altså uden gennemgående metrum. Disse »frie vers« blev (gen)opfundet af tyskerne i anden halvdel af ryoo^tallet og lanceret af bl.a. Goethe i en række geniale digte. Et eksempel fra Oehlenschlåger blev vist ovenfor. Men defrie vers,som senerebliver modernismens særkende, allierer sig så godt som altid med den tredje metode:åengrajiske. Denappellerer ikke kun til oret, som de metriske vers, men også til øjet. Typografien bliver lyrikerens gode engel. Læserevolutionen Udviklingen fra akustisk til optisk, eller, om man vil, fra musik til maleri, hviler på to store kulturelle skred: læserevolutionen i det attende og hilled' revolutionen i det nittende århundrede, I ryoo^tallet oges læsefærdigheden markant'4, først i Nordeuropa, senere i Syd^ og Østeuropa. Før 1700 var det kun en lille elite der kunne læse, efter 1700 blev læsning en almindelig færdighed også i de brede lag, i »tredjestand«. De litterære sager var ikke længere forbeholdt gejstligeog aristokratiske kredse, men blev erobret af et hastigt voksende borgerskab. Formentlig harskriften på samme tid undergået en»interionsermg«, dvs. voksne personer kunne stillelæse i enrum uden at skulle mumle ordene eller sige dem højt frem for sig. Stadigt større kredse købte nu bøger — og læste dem. Hermed var det ved at være slut med versets eneherredømme. De nye borgere var følsomme, men realistiske. Deville derfor ikke læsevers, men havde destostørre appetit på aviser og spændende eller følelsesfulde roma^ ner. Overalt i Europa vokser der en ny ogsmidig prosa frem. Versene bli^ ver et eksklusivt anliggende, dyrket af ildsjælene,højt hævet over den bor/ gerlige kræmmerprosa. Det er her, i anden halvdel af det 18. århundrede, at lyrikken bliver sig bevidst som en moderne, selvstændig kunstart. Bogvennen I998'99 / I25'i43 15. Det modernedigts optiske kvaliteter gennemgas i Digt Fortn, kap.6, samt i Dansk Vershistorie il (udkommer). Billedrevolutionen De vestlige samfund er i stadigt stigende grad blevet visuelt orienteret. Mængden af billeder, der i dag passerergennemsnitsmenneskets bevidst^ hed, er kolossal. Vi er blevet bedre til at se end til at lytte. Vendingen sætter ind fra omkring midten af 1850erne. Herfandt den kulturelle omvæltning sted, som skulle få sit udtryk 1 den moderne Den fremvoksende storbykultur og »moderniteten« (som det hedder hos Baudelaire) satte tempoet op. Livsrytmen blev mere hektisk, Man erfarede, at kommunikationen forløber hurtigere gennem øjet end gennem øret. Det kom det moderne bymenneske tilpas. Tilværelsen opløste sig1 lutter øjeblikke. På kunstensområde tog billedet magten fra de andre kunstarter. I klassisk tid var det litteraturen, 1 den romantiske æra var det musikken, der var de førende kunstarter,1 modernismen blev det malenet. Fotografi og impressionisme er opståetomtrent samtidigt. Deer begge øjeblikskunst. Klassisk lyrik var oprindelig til for øret. Den skulle fremføres som sang eller recitation og fik derfor en metrisk^rytmisk udformning, som kunne huskes. Denne metriske form holdt stand også i det romantiske læsedigt, hvor den blev den store kunstneriske udfordring. Men den udviklede, som vi har set, også optiske aspekter, og da modernismens frie vers sej/­rede, blev typografien for alvor parthaver i digtets kunstneriske udtryk.