Typografiske mål En kronolog ANDREW BOAG Andrew Boag driverdesign­ firmaet Boag Associates i London, som specialiserer sig i løsning af komplekse informationsproblemer. Han er uddannet i typografi og grafisk kommunikation fra University of Reading, hvor han tog afgang i 1985, hvorefter han blev lærer samme sted. Fra 19901993 var han ansat som projektud^ vikler hos Monotype Corpo^ ration. Andrew Boag undere viser på London College of Printing og har skrevet et stort antal artikler. Han er medlem af Double Crown Club og er fellow of the Royal Society of Arts. www.boag.co.uk ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL Indledning Denne artikel har været bragt i Typographypapen i, 1996 Reading, s.105'21 På en række nationale og internationale møder om standardisering af typografiske mål, som blev afholdt fra midten af 1960erne til midten af 1980erne, gjorde mange eksperter sig store anstrengelser for at finde løsninger, dels på de problemer, som opstod1 forbindelse med at tilpasse typografiske mål til ikke^metalbaserede satsteknologier ogdels påde kon^ flikter, der opstod 1forbindelse med bestræbelserne påat fåindført meter-' systemet. En foregangsmand 1 dette arbejde var østrigeren Ernst Hoch. Hans og andres bestræbelser blevdog hæmmetaf markant modstand fra skriftproducenternes side. Den internationale standardiseringsorgamsa^ tion ISOs forsøg på at nå til enighed om en standard for typografiske mål løb ud 1 sandet i 1984. Det var ironisk nok det år, Apple købte licens til sidebesknvelsessproget PostScript af Adobe — et sprog som videreførte de traditionelle typografiske mål. Siden har den dominans, som denamerikanske computerindustri har haft indenfor typografi, gjort, at spørgsmålene omstandardisering er ble-' vet fejet til side. Samtidig er de problemer, der opstår 1 forbindelse med brugen af ikke^metnske og forældede måleenheder, blevet stadigt større i takt med at disse enheder bruges af stadig flere, som ikke har en typo^ grafisk baggrund. Adobe og Apple, der udviklede radikalt nye teknika ker til sidebesknvelse og grafisk produktion, havde kun lidt at tabe, men meget at vinde ved at bevare status quo, så de videreførte et typografisk målesystem, hvis principper kunne forstås af kernebrugerne 1 den grafik ske branche, men næppe af ret mange andre. Systemet blev overtaget i vide kredse 1 takt med, at PostScript lidt efter lidt blev industrinorm. Forretningsmæssige overvejelser svarende til dem somAdobe og Apple stod overfor, har påvirket udviklingen af de typografiske mål siden slut^ ningen af i6oo-'tallet. Pierre^Simon Fournier grundlagde sit eget skrift^ støberi omkring 1737. På det tidspunkt var han også 1 gang med at udvikle et system af skriftstørrelser baseret på en skala af »typografiske punkter«. Da han umiddelbart kunne bruge sit eget system udenat skul^ le tage hensyn til et eksisterende lager af typer, havde han kun lidt at tabe ved at indføre systemet, men meget at vinde. Fran^ois^Ambroise Didot, der bragte det typografiske punkt i overensstemmelse med det officielle franske længdemål (pied de roi) omkring 1783, stod også umiddelbart for at skulle grundlægge et skriftstøberi. Og Marder, Luse & Co., et skrift^ støberi i Chicago, der rationaliserede sine typestørrelser i 1872 — og der/ Bogvennen iggS'gg I i9i'2iS ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL med lagde grunden til udviklingen af det amerikanske punkt^system — stod også overfor en genopbygning af dets lager af typer efter en stor^ brand i 1871. Igen en situation hvor man ikke skulle tage hensyn til et eksisterende lager af typer. Fournier, Didot, og Marder, Luse & Co. havde alle som mål at for^ bedre og rationalisere de typografiske mål. Fourniers bestræbelser blev hæmmet af hans beslutning omat basere sine typografiske punkter på en (vilkårlig) tomme. Didots forsøg på at forbedre Fourniers system faldt til jorden ved indførelsen af metersystemet i Frankrig i 1801. Og Marder, Luse 8c Co.s bestræbelser blev imødegået på et møde i United States Typefounders Association i 1886. Det ser unægtelig ud, som om stærke kræfter siden midten af 1800/tallet har været på spil for at sikre den fort' satte brug af forældede mål. Der har været gjort talrige forsøg på at udforme et konsekvent system, som kunne gøres til international standard. Disse bestræbelser er imid^ lertid altid slået fejl, enten fordi der (uforudset) er indført et nyt generelt længdemål (f.eks. indførelsen af metersystemet), eller-nok så hyppigt­på grund af modstand fra producenterne af satsteknologi, som havde store investeringer, der skulle beskyttes. Fran^ois-Ambroise Didots søn, Firmin, forsøgte at tilpasse sin fars system til metersystemet allerede i 1812. Det var første led i en lang række forsøg, som sluttede i I900^tallet med Ernst Hoch. Vi har stadig behov for en ny international standard for typografiske mål. I 1970erne var hovedargumentet for en reform, at mens man med blystøbte typer nødvendigvis måtte tage udgangspunkt i keglestørrelsen, når man talte om gradstørrelse, så var skriftstørrelsen 1 fotosats ikke knyt' tet til nogen keglehøjde (Hoch, 1978). De, der brugte metaltyper og som foretrak en »toppunkt skrift«, kunne ikke bare måle bogstavbilledet og konstatere, at den var lo^punkt. Skriftstørrelse burde derfor ikke længe^ re specificeres ud fra en dimension, der var uafhængig af selve bogstav^ billedet (O Brogåin, 1983). I 1960erne og de tidlige 7oere havde de, der fremkom med indven' dinger imod en reform i hvert fald ét godt argument, nemlig de store omkostninger, der ville være forbundet med at anskaffe nyt udstyr; men i dag er det udelukkende et spørgsmål om nogle simple tilpasninger af programmer. Den vidt udbredte brugaf professionelle dtp^programmer blandt mange ikke^professionelle brugere giver yderligere næring til kra^ vet om en reform. F.eks. ved ikke^professionelle brugere ikke, hvad et Bogvennen 1998^99 / I93'2i8 1. Den læser, som ønsker en men omfatande oyemgt over de typografiske målshistorie, bør stifte bekendtskab med Ovmk, 1979. 1683 1695 1723 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL punkt er. De ved ikke, hvordan et punkt bruges til at måle typografiske tegn. De forstår ikke, hvad en skriftgrads keglestørrelse er, men har heller ikke brug for det, fordi keglestørrelse nu er et overflødigt begreb. En reform er nødvendig, hvis typografiske mål skal give mening. Ind^ førelsen af en typografisk enhed, som både professionelle og ikke^profes^ sionelle er fortrolige med, er nødvendigt. Meteren er grundenheden i det mest sammenhængende målesystem, der findes. Brugen af millimeteren ville betyde, at typografiske mål og papirformater blev målt i samme enhed. Vigtigheden af at bruge samme måleenhed blev først påpeget af Firmin Didot omkring 1812, og1 1966 hævdede Ernst Hoch at »brugen af to inkommensurable målesystemer ødelægger effektiviteten i enhver industri«. En millimeter^reform er imidlertid værdiløs, med mindre vi samtidig reformerer den måde, vi måler type^størrelse på. iSQ/'forslaget fra 1978 gav ikke nogen fuldstændig løsning på problemerne, men den udgjorde et godt forarbejde. Det er professionelletypografers ansvarat til^ passe sig de teknologiske forandringer og de ændrede behov, som et vok/ sende antal af skriftbrugere har. Den følgende kronologi er ikke en udtømmende fremstilling af de typografiske måls historie1. Den er først og fremmest tænkt som et red^ tlj y^erljgere forskning, og i den sammenhængvil dennok være nyt^ 00 o j tigst, hvis den bruges sammen med den tilhørende bibliografi. Men det jiar 0gS^ vaEret min hensigt at give en kortfattet fremstilling af en udvikl ling, der i virkeligheden er et kompliceret net af begivenheder. Typografiske mål:En kronologi I sin Mechanick exercises (1683) erkender Moxon problemet med den manglende standardisering af gradstørrelser og gengiver en tabel »hvor det vises, hvor mangeaf hvergradstørrelse, somindeholdes1en fod«. Det gør han,for »at læseren bedre kanforstå deforskellige skriftgradershøjde«. Jean Truchet »Calibres de toutes les sortes et grandeurs de Lettres«, i Jacques Jaugeons manuskript Description des Arts et Metiers. (Se Mosley, 1991, hvor skemaet er gengivet, og Mosley, 1992). Paris: »... 1 bogtrykkernes regulativer ... var der en regel om, at skrift^ støbere skulle lave deres typer1 standardstørrelser... og deres gradstørrel^ ser 1 overensstemmelse med et foreskrevet proportionssystem« (Tracy, Bogvennen 1998-99 j ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL 1961, p. 63). Morison (1963, s. xv) bemærker imidlertid, at »skønt de regulativer for salgog tryk af bøger, der blev udformet i 1723, togfat om nogle af branchens problemer (som f.eks. forskellige papirformater), så lykkedes det ikke for le Conseil at standardisere gradstørrelserne, og det var først i 1737, at det lykkedes Fournier at udarbejde et brugbart system«. P.^S. Fournier, også kaldet Fournier le Jeune, udviklede det første, bredt anerkendte system af gradstørrelser og redegjorde for det 'typografiske punkt' (se De Vinne, 1902; Fournier, 1764^66; Hutt, 1972; Legros og Grant, 1916). »Den opdagelse ... jeg redegjorde for i 1737« (Fournier, 176^66, s. 137). »Hvis vi bruger den almindelige terminologi ... så konstruerede han et længdemål på to poitces (»tommer«), som han delte i 12 lignes, som hver igen blev delt i seks points. ... Fourniers pouce, ligne og point havde ikke samme længde, som de tilsvarende betegnelser, der blev brugt i forbin^ delse med den franske 'fod' {pied de roi)« (Tracy, 1961, s. 64). Fournier henvisertil den tabel over proportioner, som hantrykte i 1737 (Manuel typographique, kapitel XVII: Typografiske punkter). Updike (i937. Vol. 1, s. 26) kalder dette »en traktat ... med titlen Tables des pro-' portions qu ilfaiit observer entre les caractéres«. Carter bemærker, at tabellen sandsynligvis var den samme,som findes 1 Fourniers forord til hans Model­les des caractéres de l'lmprimerie fra 1742 (se Fournier, 1742). Denne tabel gengives også i Updike (1937, vol-1, overfors. 28) og1 Tracy (1961, over^ for s. 69). Fournier bemærker 1 sin Manuel typographique (1764^66) at »efter at jeg havde trykt denne tabel 1 1737, opdagede jeg, at papiret var krympet, så gengivelsen af målestokken var blevet mindre end den skulle. Denne gang har jeg garderet mig mod denne fejl ved at forlænge den en smule, så det passer med papirets krympning«. (Denne målestok gengives i Fournier, 1764^66; De Vinne, 1902; Legros og Grant, 1916; Updike, 1937). Alene problemet med papirets krympning burde have gjort det klart for Fournier, at det nok havde været bedre, hvis han som udgangs^ punkt havde brugt standardmålet (pied de roi) end at basere sine punkter på en vilkårlig tomme; men hangjorde sig utvivlsomt umage for at sikre sig, at de gradstørrelser, han nåede frem til, adskilte sig så lidt som muligt Bogvennen 1998^99 / 1938 anB ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL 199 fra de gængse. Målinger af Fourniers målestok 1 fire forskellige eksenv piarer af tabellen er gengivet1 Carter (Fournier, 1764^66), og målenefra et femteer gengivet i Ovink (1979). Dissemålingers gennemsnit er 0,349 mm. Legros og Grant (1916) hævder, at Fourniers punkt »svarer til 0,34875 mm«. Fournier havde de bedste betingelser for at fastlægge et rationelt system (han skar selv sine stempler, osv.), og han var udmærket klar over, at han ikke havde noget at miste selvom ingen andre overtog hans system. 1755 »Det burde gøres til lov, at enhver skriftgrad altid støbes, så den har samme keglehøjde, bogstavhøjde og grundlinje, 1 det mindste blandt de skriftstøbere, der bor i samme område« (Smith, 1755). For yderligereoplysninger omtypernes gradstørrelser før indførelsenaf punktsystemet, se f.eks. Carter, 1969; De Vinne, 1902; Fournier, 1764^ 66; Gaskell, 1972; Hansard, 1825; Johnson, 1824; Legros og Grant, 1916; Mosley, 1992; Ovink, 1979; Reed, 1887; Savage, 1841; Soutlv ward, 1887. De Vinne, og Legros og Grant giver også amerikanske, engelske, franske, tyske, italienske, spanske og hollandske betegnelser for gradstørrelser. Ca. 1783 Fourniers system revideres af Fran^ois^Ambroise Didot, som fastlægger punktet 1forhold til det officielle længdemål, den såkaldtepiedde roi (som svarer til 12,7897 inches — 32,48 cm). Didot beskrev ikke selv denne revision. (Se f.eks. Legros og Grant, 1916; Ovink, 1979; Tracy, 1961; Updike, 1937). I og med at Didot grundlagde et skriftstøberi, havde han, ligesom Fournier før ham, muligheden-kommercielt set — for at gennemføre en reform. Fran^ois^Ambroise Didot overvågede nøje, hvordan stenv pelskæreren Pierre^Louis Vafflard (eller Wafflard) skar sine stempler. Disse blev taget i brug for første gang i 1781. Firmin Didot (hans søn) begyndte at skære sine egne stempler 1 1783 efter at have lært kunsten af Vafflard. Mange forfattere hævder, at Fran^ois^Ambroise Didot grundlagde sit skriftstøberi omkring 1775. Der er intet belæg for denne påstand. Veyrin^Forrer, den kilde, der kan fæstes størst lid til, skriver: »... det var omkring 1783, at Fran^ois-'Ambroise, efter han havde videreudviklet Fournier le Jeunes idé, anvendte et nyt system af skriftgrader med til^ Bogvennen 1998^99 j 193^218 200 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL 2. Jegskylder James Mosley tak for denne henvisningog for hjælp med oversættelsen. 1790 1791 1801 1812^15 hørende betegnelser baseret på det typografiske punkt. Dette typografis ske punkt fremkom ved en opdeling af le pied de roi, datidens officielle længdemål« (Veyrin^Forrer, 1987, s. 135)2. En vigtig konsekvens af Didotsreform var, at detypografiske mål blev angivet i samme enhed som papirformaterne. En anden vigtig ting var, at han helt forkastede de gængse navne på skriftgrader og foretrak at bruge punktstørrelsen som størrelsesbetegnelse. Ovink (1979) pointerer, at »i bagklogskabens klare lys kan man be^ græde, at man ved at overtage le pied de roi som længdemål — en helt igen^ nem fransk enhed — var fem år for tidligt ude, for i 1790 blev meteren det lovfæstede længdemål«. Didots cicero (som var lig 12 punkter) målte 0,1776 inch [altså 4,512 mm]. Det franske Académie des Sciences får til opgave at udarbejde et nyt system for mål og vægt (metersystemet) (se Kula, 1986, s. 228). "Didot^systemet får hurtigt fodfæste i Tyskland takket være forbindelsen mellem Firmin Didot og trykkeren og skriftstøberen Johann Friedrich Unger 1 Berlin" (Ovink, 1979, s. 112). I Tyskland blev Didot^systemet kendt under navnet 'det franske' eller 'det parisiske system' (Ovink, 1979). Den 2. november indføres metersystemet ved lov i Frankrig. Meteren blev fastlagt til at væreén timilliontedel af en medianbue fra pol til ækva^ tor (I dag defineres den som den længde, der er lig med 1,65076337 bøl^ gelængder af det orange lys, som udsendesaf kryptons atomer med mas^ sen 86 i vakuum; Kula, 1986, s. 121). En konsekvens af indførelsen af metersystemet var, at overensstenv melsen mellem typografiske mål og papirformater gik tabt. Firmin Didot forsøger at revidere faderens system med henblik på at bringe det 1 overensstemmelse med metersystemet (se f.eks. Bensusan, 1972; Le Roy, 1955; Ovink, 1979; Stork, 1954; Tracy, 1961). Hoch (1972b) hævder, at »Didots forkastelse af det oprindelige Didot^punkt og hans forslag om at erstatte det med et punkt på 0,4 mm ikke var udtryk for, at han skiftede mening, men at det var logiske over^ vejeiser, der mundede ud 1at erstatte le pied de roi med metermålet«. Bogvennen 1998^99 / I93'2i 8 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MAL 201 3. Jeger James Mosley taknemmelig for hanshjælp med at finde belæg for påstan^ deneom Didots millimeter^ mål. 1824 1825 1840 1841 Napoleon dekreterede, at der skulle skæres nye stempler til Impnme'­rie Nationale. Firmin Didot foreslog, at de nye typer blev støbt med keg^ lehøjder målt i millimeter. (Disse typer blev kun brugt én enkelt gang, nemlig i forbindelse med trykningen af Relation des cérémonies du sacre et du couronnement de sa Majesté L'Empereur Napoléon. Projektet blevopgivet efter Napoleons fald). I alle de omtaler af Firmin Didots metriske punkt, som jeg har set, hvor punktet tilskrives en værdi, hævdes, at punktet var lig 0,4 mm. Nogle dokumenter, som befinder sig i Impnmerie Nationale, giver fak^ tisk belæg3 for at hævde, at han udarbejdede enskala af skriftstørrelser fra 9 til 52 punkt med udgangspunkt 1et punkt på 0,25 mm. For eksempel regner man med, at keglestørrelsen på 52 punkt målte 13 mm, hvilket, divideret med 0,39877 mm (den størrelse på Didot^punktet, som stadig bruges i Impnmerie Nationale), er lig med 32,6 Didot^punkter. Den 52 punkt »Didot millimétnque« svarer derfor til 36 Didot^punkter. Forvirringen omkring 0,4 mm punktet hænger utvivlsomt sammen med den kendsgerning, at Imprimene Nationale stadig bruger deres egen versionaf Didot^punktet (som ellers alleandre stederer 0,376 mm, se år 1879 senere), som det udmærket kan have været meningen skulle være 0,4 mm, men som rent faktisk måler 0,39877 mm (se Grinevald, 1990). Johnson (1824) argumenterer for en standardiseringaf skriftgrader, men uden at nævne Fourmer eller Didot. Hansard (1825) argumenterer for en standardisering af gradstørrelser, men udenat nævne Fournier eller Didot. Hansardredegør for det system, som James Fergusson udviklede i 1824 baseret på en nonpareil på 1/12 inch. Den var ubrugelig på grund af fejlagtige beregninger (se De Vinne, 1902; Legros og Grant, 1916; Ovink, 1979). Brødrene Bower foreslår et system med seks pica pr. inch og 16 punkter pr. pica. Deres virksomhed ophørtei 1851, ogder erikke noget, der tyder på, at systemet blev overtaget af andre (se De Vinne 1902;Ovink, 1979). I Savage's Dictionary of the art of printing forekommer den første omtale på engelsk af Fournier og Didot (Savage, 1841). Bogvennen 1998^99 j 193^218 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL 1855 1855^67 1872 1873 1879 1882 J.H. King & Co. udvikler et system baseret på decimalsystemet (der omtales i Legros og Grant, 1916, som »det system, der blev indført af Shanks på Patent Type Foundry, og som blev brugt dér i mange år«). Virksomheden skiftede senere navn til Stevens, Shanks & Co. Pica'en var lig med 0,1667 inch, og blev delt i 20 punkter. Stork (1954) diskuterer flere eksempler på strandede forsøg på standart disering i dette tidsrum. Virksomheden Marder, Luse & Co. (Chicago) genopbygges efter at dens skriftstøberi er blevet totalt ødelagt af brand i 1871. Man rationale serer forholdene mellem visse gradstørrelser. Senere, i 1877 indførerJohn Marder »det amerikanske system med udskiftelige keglestørrelser«, efter forslag fra Nelson Crocker Hawks (en bogtrykker fra Milwaukee, som var Marders agent i San Francisco), med seks pica pr. inch (dvs. at et punkt var lig 1/72 inch). En vis succes var sikret, og igen fordi man skulle genopbygge et skriftstøberi fra grunden. Nogle gjorde indvendinger, fordi Marder-Luce/'pica'en var forskellig fra den alment brugte pica. (Om udviklingen af det amerikanske punkts system se f.eks. Ovink, 1979; Tracy, 1961; Updike, 1937; og for den grundigste analyse se Hopkins, 1989). I Tyskland enes 28 skrifstøberier om, at deres skrifter skal overholde den franske (Didot) standard. Store trykkerier kunne imidlertid tillade sig at fortsætte med deres egne systemer, så fem skriftstøberier i Berlin giver Hermann Berthold (som producerede messinglinealer indtil 1888, men som lod sig pensionere før virksomheden gik over til at støbe skrifter) om at udvikle en standard på grundlag af metersystemet (se Ovink, 1979; Rommen, 1988; Smalian, 1899). Hermann Bertholds standard overtages af Mål^ og Vægtkommissionen i Berlin: Didot^punktet defineres som 0,376 mm og bliver formelt euro^ pæisk standard (Bensusan, 1972; Ovink, 1979; Smalian, 1899)- The Bruce Typefoundry ordner deres skriftstørrelser efter en geometrisk progression. I George Bruces system er hver skriftgrads keglestørrelse forøget med 12,2462% 1 forhold til foregående størrelse. Systemet blev ikke brugt af andre (se De Vinne, 1902, som daterer systemet til 1822; Bogvennen 1998^99 j I93'2i8 ANDREW BO AG . TYPOGRAFISKE MÅL 203 Hopkins, 1989; Tracy, 1961; Updike, 1937, som daterer systemet til første fjerdedel af 1 Soo^tallet). 1886 Den 17. september vedtager 24 skriftstøberier, som alleer medlemmer af United States Typefounders' Association, ved et møde i Niagara at bruge det punktsystem, der er udviklet af Marder, Luse 8c Co. som stan-­dard, uden dog at godtage 'Chicago^pica'en'. I stedet vedtager man, at bruge den pica, som bruges af MacKellar, Smiths & Jordan i Philadel^ phia (som på det tidspunkt er det største og ældste skriftstøberi i USA). Hopkins (1989, s. 60) giver den mest detaljerede redegørelse for modet: »Mr. MacKellar arbejder for en vedtagelse. Det blev vedtaget«, (Thomas MacKellar var på det tidspunkt formand for foreningen). Det betød, at pica'en blev fastlagt til 0,166044 inch, 1 stedet for 1/6 inch, som ville resultere i en periodisk brøk, og muligvis fordi 83 pica så ville være lig med 35 cm. Ovink (1979) antyder, at denne ligning måske gjorde udsla^ get, mens andre forfattere, f.eks. Elliott (1931) hævder, at ligningen 83 pica = 35 cm spillede en afgørende rolle, fordi den gav en indirekte sanv menhæng med metersystemet. Faktisk noterer Legros og Grant (1916) at »996 punkter næsten er ligmed 35 cm«. De påpegerogså, at »Den hvu tiske og den amerikanske inch ikke er helt identiske, idet en britisk inch er lig med 0,999997 amerikansk tomme ... en forskel på en trehundrede^ tusindedel af en inch«. Vedtagelsen af et amerikansk punktsystem blevsandsynligvis gennenv ført hurtigereend ventettakket være dannelsen af American TypeFoun^ der's Company (ATF) 1 1892. Ovink (1979) antyder, at vedtagelsen var medvirkende til at skabe den økonomiske situation, som ledte til dannet se af ATP. (ATF overtog 23 skriftstøberier, som til sammen stod for 85% af det amerikanske marked; se Hoch, 1966a). 1891 I Antwerpen vedtager International Congress øf Printers en resolution om at basere punktsystemet på metersystemet (se Stork, 1954,som rede'­gør for deøkonomiske indvendinger og modstanden mod indførelsen på dette tidspunkt). 1898 Engelske skriftstøberier begynder at indføre det amerikanske punkt som standard. Bogvennen 1998^99 / 1903 1905 1916 1919 1945 1954 I954 og 1956 ANDREW BO AG . TYPOGRAFISKE MAL Under overskriften »Indførelse af punktsystemet« nævner The British Printer, at følgende skriftstøberier har lovet at levere typer i fastlagte grad" størrelser: »H.W. Caslon & Co., Ltd; Caxton Type Foundry (John Haddon & Co); Miller 8c Richard; SirCharles Reed &: Sons, Ltd; P.M. Shanks 8c Sons, Ltd; Stephenson, Blake 8c Co.; The Wicks Rotary Type^Casting Co., Ltd«. På dette tidspunkt har de fleste engelske skriftstøberier indført det engelsks-amerikanske punktsystem (Tracy, 1961). »I USA har punktsystemet været i brug overalt 1 over 20 år. Det bruges praktisk talt også alle steder i England og dets kolonier« (Legros og Grant, 1916, s. 60). Indtil da var en Monotype pica lig med0,1667 inch. (Ifølge oplysninger, som G.W. Ovink har fået af John Letham, Ovink, 1979). Legros og Grant (1916) hævder derimod(ukorrekt), at Monotypes picavar lig med 0,1668 inch på det tidspunkt, hvor de skrev. Efter Anden Verdenskrig blev definitionen af Didot^punktet ud fra metersystemet igen diskuteret i Tyskland. Mange hævdede, at fordi mange trykkerier og skriftstøberier skulle til at begynde helt forfra, fordi de gamle typer og maskiner var blevet ødelagt under krigen, var der en enestående lejlighed til at skifte system (Hoch, 1966b). Stork foreslår indførelsen af 1 ji mm som måleenhed og hævder, at Didot^ punktet nogenlunde svarer til denne standard. Stork repræsenterede Den Hollandske Bogtrykkersammenslutning på Den internationale Trykke^ rikongres i Venedig. Forslaget modtages godt, ofTentliggøres, men opnår ikke støtte fra trykkeribranchen. To tyske trykkerier (Druckerei Osterwald 1 Hannover og CEG Drucke^ rei 1 Hamburg) ændrer — med fuld støtte fra fabrikanterne — deres Mono^ type og Linotype udstyr, så det får millimeteren som måleenhed (se Hoch, 1966a, og Hoch, 1967). Diskussionen, specielt 1 den tyske fagpresse, koncentrerer sig om to punkter: Bogvennen 1998^99 / 193'218 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL 205 1. At derfortsat bør være en grundenhed (f.eks. et punkt) med en fast millimeterværdi (f.eks. 0,4mm, somforeslået af Tracy i 1966, eller 0,5 mm somforeslået af Storck i 1954). 2. At der bor være en klar beskrivelse af gradstørrelser1 millimeter (se igen Hoch, 1967). 961 Walter Tracy (1961) foreslår en revision af punktsystemet for at gøre det foreneligt med papirformaterne specielt 1 England (hvor Imperial/syste^ met bruges). Han gør særlig opmærksom på de problemer, der er forbun/­det med deuendelige decimalbrøker, der opstår i forbindelse medat omfor/ me 1/6 inch til decimaltal; så 1 stedet for at foreslå en tilbagevenden til det punkt, som Marder, Luse & Co. indførte ('Chicago^punktet'), foreslår han et system med 80 punkter pr. inch (1/8 inch = 10punkter), fordi de er lette at dele med 2, 4 og 8, og han argumenterer for det synspunkt, at det giver mulighed for et mere fleksibelt udvalg af gradstørrelser. Forslaget ser ikke ud til at blive mødt med den store interesse fra pro^ ducenternes side, og det fremkom på et tidspunkt kort før spørgsmålet om indførelsen af metersystemet bliver et debatemne 1 England. 964 ICOGRADA (International Council of Graphic Design Associations) lancerer ICOGRADA Project for International Unification of Typogra^ phic Measurements (med Ernst Hoch som formand), og undersøgelser af problemet udføres af SIAD (Society of Industrial Artists and Designers) og STD (Society of Typographic Designers) (Se Hoch 8c Goldring, 1966). Hoch (1966a) rapporterer, at SIAD og STD opretter en arbejdsgruppe i England 11965. Deutsche Industrie Normen publicerer DIN 16507 Typographische Masse, hvor man fastholder Bertholds millimeterværdi for Didot^punk^ tet fra 1879. (For en diskussion af udkastet til publikationens anden del, som skulle danne grundlag for et konsekvent system for typografiske mål 1 fotosats, se Rommen, 1988.) 965 Februar: generelt krav om indførelse af metersystemet 1 engelske trykke^ rier. Maj: Denengelske regeringannoncerer en ti^ång overgangsperiodefor indførelsen af metersystemet indenfor alle områder (se Hoch, 1967). Bogvennen 1998^99 / igi'ZiS ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL USAs senat godkender, at der nedsættes et udvalg til at undersøge pnv blemerne i forbindelse med en eventuel indføring af metersystemet. 1966 1967 Hoch og Goldring (1966) hævder, at »det syntes nødvendigt ikke blot at stræbe mod en aftale om en konsekvent brug af et målesystem, men at udvikle et system til en præcis beskrivelse af gradstørrelser«. Med ud^ gangspunkt i diskussionerne i ICOGRADA/projektet foreslår de en metode, der går ud på at måle det faktiske bogstavbillede frem for den ikke^ eksisterende keglehøjde. International Congress øf Master Printers vedtager1 juni i Cannes en resolution med henblik pa »at koordinere alle bestræbelser, der hidtil er gjort på dette felt [nemlig, fremme af metersystemet indenfor typografis ske mål] ... og ... fastlægge en tidsplan for de forskellige faser, som er nødvendige for indførelsen af dette system« (IBPAT, 1966). Der oprettes en komité under BSL (British Standards Institution) (8/^/2, som blev til S/40 i 1970) i samarbejde med British Federation øf Master Printers for at undersøge problemet (med J.I. Goulding fra Monotype Corporation som formand). I november beslutter Bureau International d'Impri^ meurs, at de ikke vil følge Cannes^resølutiønen, hvorefter ICOGRADA planlægger en international typometrisk konference i Diisseldorf 1 for^ bindelse med DRUPA^messen i 1967 (Hoch, 1969, 1972b, og 1978). Hoch hævder hårdnakket, at der ikke er behov for noget »punkt« øver^ hovedet: »adskiller trykkeribranchensig på noget punkt, det væresig tek^ nisk eller psykologisk, fra andre moderne industrier?«. Maj: IAR1GAI (Research Institutes for the Graphic Arts Industry) vedtager på sin konference i Rom en resolution og støtter IGOGRADAS arbejde (Hoch, 1969 og 1972b): »Konferencen bemærker, at den 12. International Congress øf Master Printers i 1966 1 Cannes har bekræf­tet den anbefaling, som den 8. International Congress vedtog 1 Venedig 1 1964, om at arbejde frem mod at indføre meteren som typografisk måle^ enhed ... der er derfor al mulig grund til at indføre metersystemet sna^ rest« (i Hoare, 1967). ICOGRADA holder en international typometrisk konference 1 forbin/­delse med DRUPA^messen 1 Diisseldorf og planlægger oprettelsen af et internationalt typometrisk center. Ved ATYPL^konferencen samme år i Paris støttes disse bestræbelser (Hoch, 1969). Et kort resumé af forhandl Ungerne på denne konference gives i BP (1967). Bogvennen 1998/99 I 193/218 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MAL 1969 BSi's panel, som var blevet nedsat 11966 (s/^/2), fastlægger følgende kri^ tener, som grundlæggende for ethvert typografisk målesystem (Hoch, 1970): 1. Forslag skal kunne dannegrundlag foren international standardisering. 2. Måleneskal være metriske og følge den almindelige metriske decimalnotation. 3. Der skal være et grundlæggende mål til brug 1forbindelse med bogstav^design, og dette mål skal have en direkte forbindelsetil de andre anvendte mål, f.eks. for linjelængde og skrifthøjde. 4. Målestoksforholdet skal være klart i sig selv og kunne formuleres uden brug af specialisMerminologi. 5. Metersystemet skal anvendes fordermed at undgå behovet for specielle typografiske mål. 1970 I Vesttyskland fastlægger »Forordning af 26. juni 1970, som bygger på lov om måleenheder af 2.juli 1969,at efterden 31. december I977er bru^ gen af det 'typografiske punkt' 1 erhvervslivet og 1 officielle skrivelser under enhver form en strafbar handling« (i Hoch, 1972a; se også Hoch, 1972b). 1971 Den Tekniske Komité 130 (TC 130 Graphic Technology) under Den Internationale Standardiseringsorganisation(ISO) diskuterer ijuni på sit første møde 1 Paris indførelsen af metersystemet som typografisk mål. Komitéen var i besiddelse af Udkastet (til BS4786) fra British Standards Institution (Hoch, 1971 og 1978) Den 26. juni tiltræder ECs ministerråd Vesttysklands forordning af 26. juni 1970 (Hoch, 1978). 1972 Hoch hævder (1972a), at »overgangen til metersystemet nærmer sig en international implementering«. Hoch (1972b) noterer også, at »Verein der Schnftgiesser havde udsendt en protest mod afskaffelsen af det typø^ grafiske punktsystem«. Hoch (1978) gør opmærksom på, at det var en »protest mod lovgivningen«, og at der var tale om »bagtroppens håbløse forsøg på at forsvare de duodecimale punkt-'systemer«. BSI udgiver i januar BS4786; 1972 Specification for metric typographic measurement som kronen på værket 1 den tekniske komité s/40's arbejde. BSI anbefaler »en række fastlagte værdier for bogstavhøjde«; f.eks. 1,75 mm, 2,0 mm, 2,25 mm, 2,5 mm, 2,75 mm, osv., og en grundenhed på Bogvennen 199^^99 J 19^^218 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL 1975 0,5 mm med en skydning, som fastlægges som multipla af 0,25 mm (se også Bensusan, 1972). British Standard anbefalede derfor en klar beskrivelse af størrelser i millimeter fremfor brugen af et metrisk »punkt«. I publikationen er der diagrammer, der viser forholdet mellem disse fastlagte størrelser 1forhold til de tilsvarende i det anglo^amerikanske og 1 Didot^systemet. Idéen med at måleselve bogstavbilledet omtales ikke, men Bensusan (1972) på/­peger, at standarden faktisk anbefaler, at typer måles fra grundlinje til grundlinje (ikke specifikt, men indirekte: »Skrifthøjde. Det mindste mål, der kræves af en skrifttype«, som passende måles fra grundlinje til grundlinje«) (se også BP, I971). Nogle fabrikanter gjorde millimeteren til måleenhed for skrifthøjden 1 deres satsanlæg. De fleste kunne imidlertid benytte et hvilket som helst målesystem (anglo^amerikanske punkter, Didot^punkter, inches, milli^ meter) og da overtagelsen af metersystemet derfor udelukkende var afhængig af sætterne selv og af grafikernes specifikationer til sætterne, opnåede standarden ikke nogen større udbredelse i branchen. Efter udgivelsen af BS 4786 blev der oprettet en arbejdsgruppe (WG4, Typographic measurement) under ISO/TC130. Denne tekniske komité under ISO var blevet styret af AFNOR (Association Fran^aise de Normalisation) siden dennes start i 1969. Formand var Loic Cahierre, leder af IPREIG, den franske forskningsorganisation for trykteknik. ISO/TC130 oprettede WG4 på sit andet møde 1 1975 me^ det kommisso^ rium at udarbejde et udkast til et forslagom en international standard for metriske, typografiske mål. (Se Bensusan, 1972;O Brogåin, 1983;Hoch, 1978; og personlig meddelelse fra N.B. Smith (BSL)). WG4 fremkom i 1978 med det forslag, som omtales nedenfor (ISO 1978 a,b). O Brogåin hævder: »Arbejdsgruppen blev en slagmark mellem de, som ønskede at godtage en standard baseret på måling af det faktiske bogstavbillede (flertallet), og de som ønskede at fortsætte med at specifik cere bogstavstørrelse ud fra keglestørrelse, selv i forbindelse med fotosats. Der blev udarbejdet udkast til internationale standarder, som afspejlede flertalssynspunktet, men der blev ikke opnået enighed, og arbejdsgrup^ pen blev opløst i 1982«. Boguennen 1998^99 / I93'2i8 aMMBBIl^MBWM^gWWiHWftlllllllll'HllllllllllllllWIMIWIIP ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL 209 1976 1978 4. jeg er Peter Pavey taknem. mehg for denne henvisning. Hoch (1977/78) redegør foren livlig debat i slutningenaf 1976, som for/ tnnsvis foregår 1 tidsskriftet Deutsche Drucker, hvor de konservative kræver, at de ændringer, der eventuelt skal foretages, bliver så små som muligt (det vil i den forbindelse sige, at Didot^punktet blot konverteres til millimeter, og at man fortsætter med at måle ud fra keglehøjden, hvor^ imod de revolutionære kræver en helt ny fremgangsmåde i forbindelse med fotosats,så mansom udgangspunkt tager målingaf bogstavbilledet. I artiklen advarer Hoch stærkt mod at anvende »den nyligt opfundne 'fiktive' keglehøjde« som udgangspunkt. EI>Kommissionen havde oprindelig fastsat den 1. januar 1978, som den dato, hvoralle målesystemer, som ikkevar baseret på metersystemet skul/ le afskaffes. Denne dato blev senere ændret til 1. april 1978 [De havde humor i EU. O.a.]. WG4 offentliggjorde deres forslag (ISO 1978 a og b, nævnt tidligere). Udkastet anbefaler, at man karakteriserer bogstavstørrelse ud fra versal/ højden (H/højden), samt at producenten for enhver skriftstørrelse opgi/ ver en minimumsværdi for skydning. Denne dobbelte størrelsesangivelse illustreres i fig. 1. WG4 nåede ikke til enighed om denne anbefaling, så sagen blev sendt tilbage til TC130, som heller ikke nåede til enighed. TC130 anbefalede derfor, at forslaget fik status af teknisk rapport. N.B. Smith (BSI) har fortalt mig, at der ikke er noget, der tyder på, at TC130 har arbejdet videre med sagen. Den fyldigste fremstilling af begivenhe/ derne iforbindelse medde forslag, somTC130/WG4 fremsatte, samt reak/ tionerne på dem, findes 1Hoch (1980 og 1984). John Saville, som var medlem af WG4, har været så venlig at give mig kopier af de udkast til anbefalinger, der blev udarbejdet (ISO/TCISO'S sekretariat kunne ikke finde dem). Det bedste resumé af indholdet fin/ des i Hoch (1978)4. O Brågåin (1983) hævder: »iso's udkast til forslag j -r »• • 1 1 • 1 1 • — det vigtigste torsøg pa en international løsning — tog udgangspunkt 1 fotosatsens egen logik øg forkastede den praksis at måle keglehøjde, men valgte 1 stedet højden på versalerne, som det afgørende mål ... Det er bemærkelsesværdigt, at iso's udkast til forslag, som brød med traditiø/ nen, ikke konsekventgennemførte ændringen og anerkendte den dimen/ sion, sombestemmer selve bogstavbilledets højde:højden på de små bog/ staver (x/højden).« Bogvennen 1998.99 j 193/218 2 I O ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MAL Figur i. Dobbelte storrclses' angivelse rekommenderet af ISO (1978a) [typografiske mål -fotosats og relateret teknik -system og dele]. 1983 1984 ISO TC130/WG4 udkast til forslag 1978 Storrelsesbetegnelse, første del: Bogstavbilledet Hx H24 dvs. versalhøjden = 2,4 mm Hx Storrelsesbetegnelse, anden del: Anbefalet minimumsskydning Hx 32 dvs. minimumsskydning = 3,2 mm Hx Séamus O Brogain (1983) foreslår, at bogstavhøjden defineres i milli^ meter med udgangspunkt i x^højden, endvidere redegør han for et plan^ lagt notationssystem. Hoch (1984) er et svar på O Brogain (1983). Hoch beskæftiger sig ikke med anerkendelsen af en »dimension der bestemmer bogstavets visuelle størrelse«, men kritiserer beslutningen om at bruge H^-højden som den almindelige betegnelse for størrelse: »i den udstrækning at bogstav^ størrelsen indenfor enspecifik skrifttype er fastlagt ud fra den typografiske udformning af det versale H, der altså angiver bogstavstørrelsen, tjener den kun til at definere versalhøjden; det implicerer også den passende skalering af deandre dimensioner og proportioner, der skal til forat bibe^ holde den pågældende skriftfonts karakteristiske egenskaber«. (Bemærk, at Hoch og Goldring i deresartikel fra 1966 havde medgivet,at det egents lige bogstavbillede bedst defineres ud fra x^højden.) Hoch forklarer yderligere, at forud for iso/xcno^mødet 1 Lausanne (marts 1980) havde visse fraktioner hævdet, at arbejdsgruppens forslag »ville nødvendiggøre, at alle eksisterende skrifter måtte gentegnes«. Et fejlagtigt memorandum, som antydede, atforslagene indebaren fast versal-' højde for hver skrift, blev sendt til flere skriftproducenter (som sand^ synligvis aldrig havde stiftet bekendtskab med de oprindelige forslag). Bogvennen 1998^99 / 193^18 Figur z. Fournier, Didot, Engelsk'amerikanske og DTP punkt forstørret med den sammefaktor til sammenligning. 1989 1990 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MAL 2 I I Mange skriftproducenter gjorde naturligt nok deres utilfredshed gael^ dende. »Denne'opfindelse' bidrogtil, at de virkeligeforslag kunopnåede status af teknisk rapport«. Den tekniske rapport blev aldrig færdiggjort. O Brogåin (1984) hævder i sit svar, at Hochs argumenter for at bruge H^højden somudgangspunkt lige så godtlader siganvende påx/højden. Macintosh og LaserWriter, som lanceres af Apple, bruger Adobes PostScript sidebeskrivelsessprog (Adobe, 1985). De få betydningsfulde forbedringer, der er sket indenfor typografiske mål, ersket fordi deres fortalerehar været i densituation, at de enten skul^ le oprette et skriftstøberi eller forny deres lager fra bunden. Givet at Adobe indførte et nyt præcist sidebeskrivelsessprog, ogat Apple indførte en radikal ny inpuMeknologi, så kan beslutningen om at fastlægge en værdi for et punkt på 1/72 inch (det oprindelige Marder, Luse & Go., 'Ghicago^punkt' fra 1872^86) godt siges, set i tilbageblik, at være det 20. århundredes tabte mulighed indenfortypografiske mål. Det var muligvis også den, som blev mindst omtalt, før mange grafikere fandt først ud af det efter mange og bitre erfaringer, og adskillige bøger om dtp er stadig meget vage på dette punkt. Den eneste fordel ved at genindføre dennestandard var, at typografiske mål og papirformater nu for første gang siden 'Ghicago^punktet' blev forenelige — i USA. P. S. Fournier (0.35 mm) F.-A. Didot (0.376065 mm) Engelsk/amerikansk (0.3514598 mm) DTP (0.3527785 mm) Omkring 1989 overtager DIN (Deutsche Industrie Normen) ansvaret for TC130. Det har dog ikke haft nogen indflydelse for arbejdet i WG4. iso's Memento fra 1989 fastlægger rammerne for TC130, men omtaler ikke WG4, og ISO/TCI3O'S sekretariat meddelte mig den 14. juli 1992, at der på daværende tidspunkt ikke blev arbejdet med typografiske mål. Omkring 1990 trækkes BS 4786: 1972 Specification for metric typographic measurement tilbage. Bogvennen 1998-99/193/218 2 I 2 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL 1991 1992 Udgivelse af ISOjlEC 9541'! (og ^2): Information technology —font infor" mation interchange— Part 1: Architecture (og Part 2: Interchangeformat). Første del specificerer en font'ressources arkitektur, dvs. fontmetrik, glyplv beskrivelse og egenskaber ved glyph metrik, som er nødvendig for font/ referencer og for udveksling af font^ressourcer (s. viii). Denne standard har til formål at tilvejebringe en mekanisme, som tillader udveksling af font'information i åbne netværk såvel på kontorer, som 1 udgivervirk^ somheder (s. ix): »Glyph former og ^metrik defineres ud fra et to^dimen^ sionalt koordinatsystem ... Indenforglyph-koordinatsystemet specificeres dimensioner 1 forhold til glyphens gradstørrelse. Gradstørrelse er en ska^ lar reference^størrelse, som ofte udtrykkes ved hjælp af helt antal under^ inddelinger af enheden, som er lig med det x^y^net, som benyttes til at digitalisere font^ressourcen ... Afstande specificeres som forholdsstørrel^ ser uden fortegn til gradstorrelse. Positioner specificeres ud fra positive eller negative x^ og y^værdier, hvor hver værdi koordineres i forhold til gradstorrelse, generelt specificeret ud fra glyplvkoordinatsystemets nul" punkt«. Standarden noterer også, at »skriftfontes størrelse traditionelt specificeres ud fra keglestørrelse med højden målt i punkter eller milli^ meter« (s. 11^12). Punktet defineres ikke, fordifor standardener måleenheden i en vis for^ stand ligegyldig; med skalérbare fonte er enheden underordnet. Skønt det ikke ligger indenfor denne isokomités kommissorium at behandle spørgsmål om typografiske mål i bred forstand, så forstærker den citerede passage keglehøjdens dominerende position som udgangs^ punkt for mål. Et af deeksempler, somstandarden giver, forklarerstørrel^ sen af de fonte, som normalt ikke specificeres ud fra keglehøjde ^ f.eks. Courier 10 pitch, der oftest trykkes med seks linjer pr. inch, som derfor kan tilskrives en gradhøjde på 1/6 inch. Alle andreeksempler i standart den har gradstørrelse udtrykt i millimeter, og standarden anbefaler da også, at gradstørrelse udtrykkes i millimeter (s. 22). BSI rapporterer, at »der ikke arbejdes med dette område overhovedet.« Paul Ellison (fra University øf Exeter Computer Unit, personlig med-' er delelse) hævder, at nogle amerikanske bidragydere til ISO/IEC 9541 den opfattelse, at diskussionerne om typografiske mål kan dukke op igen. Bogvennen 1998--99 / I93'2i8 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL 1996 Der er intet der tyder på, at en reform af typografiske mål overhovedet tages alvorligt. I penoden efter 1992 har konferencer indenfor den grafiske branche og forlagsbranchen konsekvent sprunget emnet over. Ledende udviklere af systemsoftware vil ikke støtte reformbestræbelserne af frygt for at blive beskyldt for at »forstyrre freden«. Litteratur Adobe (1985) PostScript language reference manual. Reading, Mass: Addison^Wesley BP (1903) Adoption of the point system. British Printer September-' October, vol. 16, no. 95,p. 258 BP (1967) A metnc standard for type? British Printer vol. 80, no. 8, p. 96 BP (1971) BSI metric type measurement standard. British Printer vol. 84, no. 3, pp. 63^5 Bath, W.M. (1970) Reconciling the point. British Printer vol. 83, no. 6, pp. 90^2 Beaujon, P. [Beatrice Warde](1926) Pierre Simon Fourmerand XVIIIth century French typography Monotype RecorderMarch'june 1926, no. 212/3 Bensusan, G. (1972) What was the point? BSI January, pp. 8^10 Black, A. (1990) Typefacesfor desktoppuhlishing. London; Architecture Design and Technology Press[se kapitel 9, 'Measurmgtypefaces'] Boag, A. (1993) What is the point? Print March/April, no. 47, pp. I09''i 10 BSI (1972) BS 4786: 1972 Specificationfor metrictypographic measurement. London: British StandardsInstitution [tilbagekaldt ca. 1990] Cameron, C.A. (1972) Going metric with the US printing industry. Rochester: Graphic Arts Research Centre, RIT [se især kapitel 6, 'Typesetting and the metric system'] Carter, H. (1969) A view of early typography. Oxford: The Clarendon Press De Vinne, T.L. (1902) The practice of typography: a treatiseon the processes of type'making, the point system, the names, sizes, stylesandprices of plain printing types. 2. udg., New York: The Century Bogvennen 1998^99 I 193'218 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL Elliott, R.C. (i931) Thedevelopment of the 'point' unit of type measurement. Monotype Recorder vol. 30, no. 241, pp. 13^17 Ettenberg, E.M. (1969) Is type measurement overduefor change to the metric system; Inland PrinterjAmerican Lithographer Januzxy,vol. 162, p.48 Fournier, P.S. (1742) Modelesdes caracteres del'lmprimerie. Paris [sej. Mosley (Indledning og facsimile) London: Eugrammia Press, 1965] Fournier, P.S. (1764^66) Manuel typographique.[se H. Carter (ed.) 'Fournier on typefounding' (Manuel typographique oversat til engelsk), 2. udg., 1973, Burt Franklin: Bibliography and reference series 468, Art and History reference series 41, New York: Burt Franklin. [Andre oversættelser til engelsk af Fournier's kapitel 17, 'Typogra^ phical points' findes i De Vinne (1902), pp.133'8. Legros & Grant (1916), pp. 61^6, og Savage(1841), pp. 803^6] Gaskell, P. (1972) A new introduction to bibliography. Oxford: The Clarendon Press Grinevald, PaubMarie (1990) Celui qui excellera dans les sciences de l'écnture brillera comme le soleil. Les caracteresde l'lmprimerie Nationale. Paris: Imprimerie Nationale Editions Hansard, T C. (1825) Typographia. London: Baldwin, Cradock, and Joy [genoptrykt i English bibliographicalsources series 3, Printers' manuals 6,London, 1966] Hoare, K.N. (1967) Brev fra K.N. Hoare, Hon. Secretary International Association of Research Institutes for the Graphic Arts Industry, til Ernest Hoch, dateret 24. maj 1967 [kopi af brevet opbevares i Department of Typography 8c Graphic Communi^ cation, The University of Reading] Hoch, E. (1966a) The point system: search for a standard. British Printer March, pp. 94^7 Hoch, E. (1966b) Towards a unified systemof typographic measurements. ICOGRADA newsbulletin Ziinch Congress supplement, 1964, no.6, pp. 10^14 Hoch, E. (1967) International umfication of typographic measure^ ments. Penrose Annual vol. 60, pp.123^35 Hoch, E. (1969) Unification of typographic measurements. ICOGRADA newsbulletin no.12/13, p. 5 Hoch, E. (1970) Unification of typographic measurements project. ICOGRADA news bulletin no. 17 [sidetal ikke kendt] Bovennen 1998^99 / I93'2i8 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL 215 Hoch, E. (1971) icograda Normmgskommission Vierter Kongress Wien (rapport til Wienerkongressen 11971) [upubliceretrapport] Hoch, E. (1972a) Typometric progress. Penrose Annual vol. 65, pp. 212^15 Hoch, E. (1972b) Thedemise of the point system in sight. Icographic no. 3, pp. 21>2 Hoch, E. (1977/78) Typographic metrication. Penrose Annual vol. 70, pp. 24^6 Hoch, E. (1978) British millimetre6.3% smaller than Continental millimetre!!! Contact April, no. 28, p. 2 Hoch, E. (1980) Typographic measurement for photocomposition. Professional Printer vol. 24, no. 3, pp. 5^6 Hoch, E. (1984) Svartil Séamus O Brogåin, in Professional Printer vol. 27, no. 6,p. 4 Hoch, E. &: M. Goldring (1966) Type size: a system of dimensional references. Typographica]une, no. 13, pp. 53/6 Hopkins, R.L. (1989) Origin of the American pointsystem for printers'type measurement. 2.udg, Terra Alta, West Virginia: Hill & Dale Private Press Hutt, A. (1972) Fournier the compleat typographer London: Frederick Muller IBpat (1966) International Congressof Master Printers Cannes1966. International Bulletin for the Printing and Allied Trådes October, no. 105, p. 23 ISO (1978a) ISO/TC130/WG4: Draft proposal Xx: typographic measurement -photocomposition and related techmques — systems and units (September 1978, upubliceret) ISO (1978b) ISO/TC130/WG4: Draft proposal X2: typographic measurement — photocomposition and related techmques — preferred character sizes (September1978, upubliceret) ISO (1991) IS0/1EC9541/T: Information technology —fontinformation interchange -Part 1: Architecture ISO (1991) iSO/iEC954i/'2: Information technology —fontinformation interchange — Part 2: Interchangeformat Jammes, A. (1965) Académisme et typographie: the makingof the Romain du Roi.Journal of the Printing Historical Society no. 1, pp. 7i'95 [forkortet oversættelseaf A. ]ammes (1961) La reforme de la typographie royale sous Louis XIV: Le Grandjean, Paris: Librairie Paul Jammes] Bogvennen 1998^99 / 193/218 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL Johnson, J. (1824) Typograplua. London: Longman, Hurst, Rees, Orme, Brown & Green [genoptrykt i English hihliographical sources series 3, Printers'manuals 5, London, 1966] Knla, W. (1986) Measures and men. Princeton: Princeton University Press Legros, L.A. &J.C. Grant (1916) Typographicalprinting'surjaces. London: Longmans, Green,and co. [se kapitel VII, 'Units and dimensions'] Le Roy, F. (1955) Les charactéres de l'Imprimerie Nationale. Paris: Editions Richelieu Luna, P. (1992) Understandmg typefor desktop publishing. London: Blue^ print [se kapitel 4, 'How do typographic measurements work?'] Monotype (u.å.; 1972?) Monotype composition castermanual. Salfords: The Monotype Corporation Morison, S. (1963) On the classification of typographical variations. IJ. Dreyfus (ed.) Type specimenfacsimiles, London: Bowes &: Bowes Morison, S. (1968) Letterforms. London: Nattali & Maurice Mosley, J. (1991) Illustrationsof typefounding engraved for the Description des Arts et Metiers of the Académie Royale des Sciences, Paris, 1694to c-1700. Matrix no.i1, pp. 61"80 Mosley, J. (1992) French Academiciansand modern typography. Typographic connections Proceedings of the Monotype Conference 1992 Moxon, J. (1683) Mechanick exercises on the whole art of printing. [se Davis, H. &: H. Carter (eds) 2. udg., 1962, London: Oxford University Press] O Brogåin, S. (1983) Typographic measurement: acntique and a proposal. Professional Printer (Journal of the Institute of Printing) vol. 27, no. 5, pp. 9^14 O Brogain, S. (1984) Letter in reply to Ernest Hoch, i Professional Printer vol. 28, no. 4, p. 34 Ovink, G. Willem (1979) From Fournier tometnc, and from lead to film (parts 1 and 2). Qucrendo vol. 9, no. 2, pp. 95^127 and no. 4, pp. 283^307 Reed, T.B. (1887) Ahistory of the old English letterfoundries. London: E. Stock [revideret udg. ved A.F. Johnson, London: Faber and Faber Ltd, 1952] Rommen, J. (1988) Typographic measures. I O. Aicher, Typographie, Berlin: Ernst & Sohn, pp. 228^39 Bogvennen 1998^99 / I93'2i 8 ANDREW BO AG . TYPOGRAFISKE MÅL 217 Savage, W. (1841) A dictionary oj the art of printing. London: Longman, Brown, Green, and Longmans [genoptrykt 1 Englislt hibliographical sources senes 3, Printers'manuals 8, London, 1966] Smalian, H. (1899) Type systems of uvday (Parts 1 and 2). British Printer no. 68, pp. 6$'6 og no. 69, pp 130/1 Smith, J. (1755) The printer'sgrammar etc. London [genoptrykt 1 bibliographicalsources series 3, Printers'manuals 2, London, 1965] Southward, J. (1887) Practical printing. Ahandhook of the art of typography. 3. udg., London: J.M. Powell 8c Son Stevenson, H.K. (1904) Type founding of today and the point system. A lecturegiven at the Regent Street Polytechnic, Sheffield and London: Stephenson, Blake & Go[Et eksemplar findes i St Bnde Prmting Library] Stork, A. (1954) The introductionof a metncsystem in typography. Address read to the 8th International Gongress of Prmtingand Allied Industries, Vemce [udgivet på seks sprog; denengelske udgave blev genudgivet iforbindelse med Den internationale typometnske konference 1 Diisseldorf under DRUPA^messen 11967] Stork, A. (1980) mm -didot -pica -inch, conversion tablesfor the prmting industry Zutphen (Holland): Edition Terra [forhandles af Polygraph Verlag, Buchdienst, Postfach 700854, Dw5ooo, Frankfurt am Main 70] Tracy, W. (1961) The point. Penrose Annual vol. 55, pp. 63/70 Tracy, W. (1986) Letters of credit. London: Gordon Fraser Updike, D.B. (1937) Printing types, their history, forms,and use. 2. udg., London: Oxford Umversity Press Veynn/Forrer, J. (1987) Les premiers caractéres de Frangois^Ambroise Didot (1781/1785). I La lettre et letexte: trente années de recherches sur l'histoire du livre, Paris: Gollection de l'Ecole Normale Supérieure de Jeunes Filles Wainwright, L.B. (1968) Thechange to metric measures. Penrose Annual vol. 61, pp. 139^49 [Værker, somjeg kun kender indirekte] DIN (1964) DIN 16 507 Typographische Mafe. Berlin: Deutsche Industrie Normen iGØGRADA (1965) Aims and terms reference of the United Kingdom workingparty of the ICOGRADA project. London Bogvennen 1998^99 / 195^218 2 I 8 ANDREW BOAG . TYPOGRAFISKE MÅL TAK TIL Mike Bott, The University of Reading Library (for the ICOGRADA archive); Chris Burke, tidligere hos Monotype Typography (nu ved The University of Reading, Department of Typography & Graphic Communication); Paul Ellison, Universityof Exeter Computer Unit; Paul^Marie Grinevald, Conservateur, Imprimene Nationale, Paris; Lyn Jenkins, tidligere hos British Standards Institution; Ole Lund, The University of Reading (Department of Typography &: Graphic Communication);afdøde Willy de Majo (tidligere formand for ICOGRADA); Alan Marshall, Musée de l'Imprimerie de la Banque, Lyon; James Mosley og personalet ved St Bride Prmting Library London; Christian Paput, Graveur, Cabinet des poingons, Impnmerie Nationale, Paris; Peter Pavey, Napier University, Edinburgh; Tina Potter og Paul Clarke, Prima Language Services; John Saville, HMSO, Norwich; N.B. Smith, British Standards Institution, Manchester; Paul Stiff, The University of Reading (Departmentof Typography & Graphic Communication); Michael Twyman The University of Reading (Department of Typography & Graphic Communication); Astrid Weber, Deutsche Industrie Normen, Berlin; Kay Westlake, British Standards Institution, Milton Keynes.