Jes Stein Pedersen 
Dansk journalistog studievært, uddannet cand.phil.i samfundsfag. 
Man kan ikke skrive om sine gode bøger uden at komme til at skrive om sigselv. At fortælle andre om, hvad der skal til, for at man holder af en bog -sådan for alvor -kan sammenlignes nogenlunde med at lukke fremmede ind isit soveværelse. 
Når den bogforelskede meddeler sig om sine lidenskaber, er han altså godt på vej tilat afsløre sit inderste,og det er således med følelsen af at have lagt migpå Freuds divan,at jegi det følgende vil fortælle om de bøger, jegaldrig rigtigt har kunnet slippe efter først at have bevæget migover tærsklen til deres universer. 
En af dem kunne godt være Italo Calvinos roman 'De usynlige byer'. I den gør venetianeren Marco Polo gode miner tilslet spil, da han fortæller Kublai Khan om de utrolige byer, han har besøgt i Khans rige. I virkeligheden er det bid for bid sin egen elskede hjemby, Venedig, Polo fremmaner. 
é 

De er hermed advaret;Der er stor risiko for, at jegunder dækkeaf at ville berette om gode bøger, igen ogigen kommer til at besvære Dem med anekdoter om migselv. 
Og lad os så komme til sagen: Man kan,idet jegher ser bort fraen bogs praktiskeanvendelighed (jeg har selv isoleret flereskunkrum med dubletter),elske bøger på to måder. For den måde deer tilpå som objekter i verden, deres ydre stoflighed, og for deres indre rigdom, altså de fortællinger eller litterære universer, som demåtte rumme. 
Jeg indrømmer gerne,at jeghar bred smag inden for begge felter. 
Bøger kan handle om alt og være lige så forskelligei udrykket som mennesker,og ligesom det ikke altid er nemt at sætte ord på, hvorfor man tiltrækkes af bestemte personers ydre og indre, kan det f.eks. være svært for migat forklare,hvorfor jeg bare elsker en lille engelsk bog fra 1918,der i tabel eftertabel angiver afstanden fra den ene havn iverden tilden anden. 
C.H. Bailey's Tob/e of Distances From Port toPort' byder hverken på verdensdrama eller stor poesi.Ej heller på sjældne dedikationer eller prangende præg. Men summenaf dens lavmælte kvaliteter taler tilmig med en styrke,jeg ikke kan siddeoverhørig. Selv om jeg i en sen alder er blevet enslags sejler,kan bogens brugsværdi ikke forklare minpassion, for så livsnødvendigt er det heller ikke for mig i en håndevendingat kunne slå op,hvor mange sømil der f.eks.er fra Københavns Havn til Sabang Bay på Sumatra. 
Grundlæggende mådet være den lille bogs handy lommeformat ­den har omtrent sammestørrelse ogform som en husholdningstænd­stikæske, der fascinerer mig. Den er simpelthen enormt charmerende. Hertil kommer dens nostalgiske kvaliteter.Den slidte bogs sorte læderomslag med bogstaver i guldtryk er et af tiden meget tydeligt patineret objekt,som i samme øjeblik jeg ser på den eller rører ved den, transporterer migtilbage i tiden. Måske tilmed ud påverdensha­vene, for det er klart,at netop min lille boghar været gennem lidt af hvert på de vilde vover. Den har helt sikkert været i London. Men mon ikke også den har været i Rio de Janeiro, San Fransisco og Thule? 
Jeg erhvervede detlille vidunder for præcis et pund i den lille flæk­ke Hay-on-Wye, verdens førstebogby, i Wales for et par år siden. Bogen minder migom de herlige dage, jeg tilbragte sammen med Richard Booth, også kendt som KongRichard d.2., i hans lilleselvudråbte kon­gedømme. Det var Booth, der sparkede bogmiraklet igangfor tredive år siden, nu er hans rige hjemsted for mere end fyrreantikvariater. 
11 Altsom bliver erindret, tænkt og bevidst.Tidsalder, landskab, hånd­værk, den tidligereindehaver -alt dette forenes for den sandesam­ler i hver enkelt af hans besiddelser til en magisk encyklopædT 
skrev dentyske kunsthistoriker,litteraturkritiker ogexcentriker Walter Benjamin.Jeg vil gøre hans ord til mine, idet jegbehændigt tillader mig at skiftebetegnelsen "som/er" ud medbetegnelsen"bibliopat". 
Her må det være på sin plads med en definition af, hvad vildet sige 
at være'bibliopat'? Da det er undertegnede,der i al beskedenhed er 
kommet på ordet, må det være mig tilladt at fremture. 
Selve diagnosen'bibliopati' har hverken plads i ord-eller læge­bøger, her finder man kun de fattige betegnelser'bibliofili' og'biblio­mani'. Den første med sigtepå selve det at samle på (sjældne) bøger, den næste med blik for visse bogsamleres maniske forhold til deres samlergerning. Jeg kender selvet par stykker, som jegmistænker for at ville kunneslå ihjel for at komme til at eje ganske bestemte sjæl­denheder, men selv om denne tilstandafkræver en vis respekt,eller hvad man nu skalkalde det,så fanger betegnelsen'biblioman' ikke den særlige betingelsesløshed, med hvilken den egentlige bibliopat er villigtil at underkastesig selv den usleste bog,hvis han føler, at den besidder en fortryllelse,han ønsker at være delaf. En bibliopats kærlighed tilbøger gør ham på en gangblind ogseende og har ikke sjældent at gøre med de skæbneladede omstændigheder,hvorunder han støder ind i dem, hvad enten sammenstødet udmønter sig i form af læsningeller egentligfysisk konfrontation. 
Ganske ofteviser bibliopatien sig ved, at den ramte,efter at have læst en roman, et digt eller et helt forfatterskab, bliver udstyret med en fra det læste inspireret optik, som han fremover ser verden igen­nem. 1 hvert fald lige indtilden dag en ny bog eller et nyt forfatterskab giver ham andre briller på, og dermed endnu et nyt blik på verden. Er det en sygdomstilstand, som betegnelsen antyder? Muligvis, men ikke en,man vil lade sigkurere for. 
Jeg holder ikke af at bore for meget i det,men det måvel også med i 
billedet, at der muligvis kan være noget livsfornægtendei en bib­
liopats opfattelseaf det gode liv.I hvert fald tager det tid at læse gode bøger,og den tidkunne man jo have brugt sammen med andre 
mennesker i stedet for at ligge under dynen ogbladre og ... drømme. En logik,der doghelt ser bort fra,at den læsendefaktisk heletiden er i fuld gang med at udvide sin forståelse af selve det menneskelige 
felt og i høj grad ruster sig til de fra bøger løsrevne former for samvær 
med artsfæller, som der fra tid til anden trodsalt er tid til. 
Der skal nok også være dem,der kan få øje på visse kompensato­riske understrømmei bibliopatiens brusende flod, og selvfølgelig er der dadet. Det er jo, fordi ikke alle kan være detektiver, søhelte eller perlefiskere, at vi læser om dem,der er. 
Igen: At fortælle om sine litterære præferencer kan hurtigt minde om en psykoanalytisk session. Det fortrængtes verden presser sig på. 
Bøger er uhyre velegnede både for den,der har behov for at projicere sine længsler ud i verden, og for den,der har brug for at bygge sitego op af sekundære livserfaringer.Det vilsige andres livserfaringer. 
Min morfar, født i 1896, og mælkemand pådet kooperative mejeri Enig­heden ved Lygten i Københavns Nordvestkvarter, indbandt møjsomme­ligt i hundredvis af billige krimier i pænt blåt eller brunt læder. På ryg­gen af demsatte han sine initialer, NPH, han hed Niels Peter Hansen. 
Jeg har kun læst meget få af de titler, min morfar havde i sit biblio­tek. Et par af Jack London,lidt Raymond Chandler, en enkelt af Peter Freuchen. Men også dem med billeder af kannibaler,indianere, stjer­nehobe og mystiske opfindelser. 
Når jeg alligevel er uhyre glad for de fire-fem af hans bøger, jeg har arvet,er det, fordi de vidner om en glæde ved bogen som red­skab tilfortryllelse, som jeggenkender i mig selv ogfrydes over,at den gamle mælkemand besad. 
Og så fornemmer jeg i min morfars småsyslen med pap og lim og læder ogguldbronzeringsudstyr en hel samfundsklasses sociale stræben. En længselefter viden-og eventyr, efter dannelseog per­spektiv. Om dagen handlede det om hestevogneog klirrende mæl­keflasker på toppede brosten, om aftenen, efter Radioavisen,for der var ikke noget fjernsyn dengang, om den kombination af nærvær og selvforglemmelse, som bøgernes rige rummer. 
Min morfars kombination af håndværksmæssigsnilde oglæselyst bygger bro mellem håndog ånd på smukkeste vis, og netop den bro­bygning -eller fraværet af den -lægger jegaltid mærketil, uanset hvor jeg befinder migblandt mennesker. 
Min morfars bøger er gode bøger -for mig.Som vidnesbyrd,en art arkæologiske artefakter, der vidner om et liv helt anderledesend modernes menneskers.Om en tilværelse, hvor der i en arbejdsom hverdag alligevel var timer nok tilnoget for vores tid så helt ufatteligt som at indbinde kulørte kriminalromaner og sætte sit navn på dem. 
Bøger kan vise vejen i stort og småt. For snart tretten år siden fandt jeg i et buskads på en villavej i Birkerød en lille bogaf den for mig ukendte Jean Capart om fundet af den egyptiske faraoTut Ank Amon udgivet af P. Haase i 1923. Den var tydeligvis blevet tabt af folk,der var ved at tømme en gammelvilla for indbo oggammelt ragelse,store containere fyldt med fortid stod langs vejen.Jeg endte medat købe villaen ogtakker dendag i dag den lilleheftede bogmed det slidte gule omslag for mit held. Inde i bogen lå datidige avisudklip om de mystiske dødsfald,som'profaneringen' af kongegravene tilsynela­dende havde udvirket. Altså den samme skrøne, som inspirerede 
Hergé tilat begå det uhyggelige album'Tintin ogde syv krystalkugler1, 
som prægede mit barnesind så dybt, at jeg ikke kunne falde i søvn, 
hvis albummet -og dermed inkamumien Rascar Capac -befandt sig 
i mit værelse. Selvfølgelig har jegaldrig troet, at folk kan blive ramt af 
en forbandelse,fordi de bryder en kongegravs segl. 
Selvfølgelig lå bogen omTut dér i vildnisset, fordi det var menin­
gen, at jeg og min familieskulle fåøje påden, forstå dens budskab og 
kaste anker netop dér... 
Det var en hed sommerdag i kystbyen Castiglione della Pescaia i 
Toscana.Jeg havde efterladt min familie nede ved stranden og var 
selv søgt op i de højere luftlag,nærmere bestemttil en lille bænk 
for foden af den middelalderborg, som har givet byen sit maleriske 
navn. En trækrone skabte det perfekte forhold mellem skygge oglys, 
udsigten var fantastisk,det var tid at nappe et kapitel i Italo Calvinos 'De usynlige byer'. Efter ca.tyve minutters læsning ankom en klasse 
fuld af lydige,femårige, italienske skolebørn.De stillede sig op i en 
kreds foranden læsende,altså undertegnede, hvorefter deres ener­
giske lærerinde (omkring de tredive,nederdel, skjorte, fikse sko med 
ankelrem, modermærke, hårspænde) pegede på et punkt over mit 
hoved, mens hun på smuktmoduleret italiensk udtalte en sætning, 
der endte med ordene "/to/o Calvino", ungerne nikkede vidende. 
Fem sekunder efter var flokken viderei jagten på almen dan­nelse. Tilbage sad jeg aldeles paf,vendte migom ogfik -så enkelt og alligevel magisk -forklaringen: Over bænken hang en marmor­plade med de sigende,i stenen indhuggede ord:Via Italo Calvino! Af alle de steder i ltalien,jeg kunne have valgt at sætte mig for at nyde Italo Calvino, forfatteren til den måske mest bibliopatiske roman der nogensinde er skrevet, havde jegvalgt en lokalitet, der simpelthen var navngivet efter den italienske mester Calvino -tilmed i byen, hvad jeg ikke vidste, hvori han ligger begravet. Måske man alligevel skulle begynde at tropå mirakler. 
Verdens måske mest bibliopatiske roman er ItaloCalvinos lHvis en vinternaten rejsende',som er en meget god bog, der simpelthen handler om,hvad det vil sige at skrive, udgive, oversætte oglæse litteratur. Læseren besøger en boghandel,et bibliotek og en litterær studiekreds påuniversitetet, kommer indenfor både hos en forfatter, en forlægger,en oversætter og en litteraturforsker.Og så rummer den postmoderne roman naturligvisen læser,en læserinde og en antilæ­ser! Hvem, der egentliger romanens fortæller, fortaber sig.Calvinos herlige boghandler om,hvad det overhovedet vilsige atpåtage sig rollerne som henholdsvis læser og forfatter -samtidig med, at der heldigvis også er en handling og en slags plot. 
Både'Vinternat' og Umberto Ecos nyklassiker 'Rosens Navn' oghans nyere'Dronning Lloanas mystiske f/omme' beskæftiger sigmed, hvor grænseoverskridende den rigtigt godebog kan være -og så dvæ­ler de intenst, ja fetichistisk,ved bøgers stoflighed. Dameben er til enhver tidmest fortryllende,hvis de er indhyllet i en silkestrømpes lette flor. Særligt Eco er optaget af de gevandter, bøger kan være iført. De bedste af drengeårenes tegneserie-tegninger får lov atfylde mere end tyve sider ihans roman om Lloana... 
'Rosens Navn' bugner også af mættede og sanselige beskrivelser af bøger.Munke, der skriver,tegner ogmaler. Blæk på fingrene, en duft af læder,papir ogpergament, hvis grove trådstruktur flænses af papirknive. Jeg elsker det.To feel, to touch, to handle, synger Monty Python i en sketch om penge.Jeg har det på samme måde med bøger: Oh, omslag, oh, typografi, oh, tørrede firkløvere,fladtrykte fluer og bussemænd fra svundne tider! Oh, pap, læder, lærred, kardus-og bøttepapir! Oh, indlagte errata-sedler med oplysninger fra forlaget om meningsforstyrrende stavefejl! Oh, æselører ogbrugsspor af enhver art.Oh, mystiske exlibris, der vidner om en ukendt samlers hang til okkultisme og dyrisk sex.Oh, sirligt blækskrevne hilsner fra mormor ogmorfar tillille Aage i julen 1923 i B.S. Ingemanns drabeligt illustrerede ridderroman,som man køber i en gammellade på Born­holm, fordi man ikke kan nænne at lade lilleAages bog-og mormors hilsen ikke at forglemme -gå iglemmebogen. 
Som tidligere nævnt; For miger det på ingen måde en betingelse for at kunne holde af en given bog,at den er god ud fra et litterært synspunkt -eller at den er kostbar eller uopdrivelig.Bibliofile ind­skrænker sigtil at samle på sjældne eller smukke bøger. Bibliopaten, hvis largesse over for bøgerne er så uendeligt meget større,tillader bøger at gøre denverden, han betræder,større, hvis han da ikke ligefrem bruger dem til at isolere med hjemme i huset -eller ihu­komme magiskemøder med smukke kvinder ved Middelhavets kyst. En bibliofilstjæler ikke marmorskilte i udlandet. Hvis en bibliopat en sommerdag får chancen, kan man derimod aldrigvide. 
Se, den slags betragtninger er jo aldeles usaglige,men har man ofte nok oplevet at lade sin skæbne forme af bogfund og bogvink af den ene eller anden art, ja, så opleves et faraonisk tipi græsset eller et mirakel i marmor som ganske naturligt, ja, lige efter bogen. 
Bøgers tilstedeværelse lader omgivelserne med betydning.Gamle Tut kaldte dengang på villavejen, og nu, hvor jeg mange år efter sid­der ogskriver i den gamlevillas atelier,er hans sagte kalden ikke blevet svagere,og det priser jeg mig lykkelig for. Det er fantastisk at 
være i live. Det kan godt være, at moderniteten er et"jernbur", fordi 
fortidens magiskeverdensopfattelse er blevet trynet af videnskab og 
rationalitet i en grad,så verden kan kaldes affortryllet, men man skal 
være meget enøjet for ikke atfå øje på og lade sigopmuntre af den 
bestandige genfortryllelse,som ikke mindst bøger afstedkommer. 
Tryllestøvet kan ytre sigpå mange måder. F. eks. når man besøger byer, som man kender fra bøger, man har læst. Man bevæger sig gennem gaderne,slentrer fra kvarter tilkvarter, den fysisk tilstede­værende by tårner sigop, men den svundne by,den man har læst om, eksisterer stadig. Byfornemmelsen bliver takket være ens forudgå­ende læsningen blandingaf det,man oplever lige nu,og de merbe­tydninger, man har med sig. 
Bloomsbury, Chelsea, Themsen ogHyde Park i London. Det er ikke muligt at opleve dem rent,for stedernes nutidighed er farvet af det, man har læst om dem. 1 dag er Hyde Park fuld af legende børn og muslimske kvinder,der sidder i rundkreds og spiser frokost,men måske var det lige der under træet ved siden af, at Woolfs andro­gyne Orlando lå i græsset. Ikke langt derfra sprangJoseph Conrads terrorist fra 'Den hemmelige agent' i luften, inden han kunne nå at ødelægge observatoriet i Greenwich,der, som centrum for selve Tiden, var datidens symbol på den ny verdens rationalitet og derfor måtte ødelægges. Og var det ikke her i det mondæne Chelsea,at Oscar Wilde holdt til -og kæmpede? 
Sammenlagt har jegopholdt migi Grækenland i langt over et år af mit liv,men jeger ikke sikker på,at det er virkelighedens Græken­land, jeg har befundet mig i, for det meste af tiden har virkeligheds­fornemmelsen på mine småøer været et mix af realitet og romantik, som jegtakker folk som Lawrence Durrell, Henry Miller og John Fowles for at have udstyret migmed. Jeg har boet i sammenlagt et halvt år på en ø,som Durrell omtaler som "det perfekte sted for romanforfattere og selvmordskandidater".En karakteristik,som jeg læste, før jeg ankom, hvilket gav det lange ophold på den menne­sketomme ø et tragisk-inspirerende skær, som kun blev større,da det viste sig, at John Fowles roman 'Troldmanden', der handler om en ungenglænder, der opholder sig på en anden lille græsk ø,viste sig at ståpå en hylde i det gamle,hvidkalkede hus,vi havde lejet. 
Jeg holder af et ord som 'timianvind', men jegkan ikke huske, om det er mit eget, eller et jeg har læst hos Fowles.Duften glemmer jeg aldrig. Måske det Hellas, jegharopholdtmigi,altid kun har været fiktionernes 'Grækenland'. 
Der er de bøger, man indlogerer sig i, som var det et billigthotel med kakkerlakker under sengen, hurtigt ind,hurtigt ud, og så er der de bøger ogforfatterskaber, man flytter indi en gangfor alle. 
Uanset, hvor og hvordan man skubber sit fysiske legeme rundt i verden og lige meget,hvad man i øvrigt læser,ja, så forbliver man permanent deltidsborger i Strunge-City, Kjærstad-country, Turell­territory, eller hvad det nu er for et mentalt, sprogligt eller fabu­lantisk rige, man ikke kan komme fri af, når man først én gang har stukket hovedet indenfor. 
George Perec skildrer i 'Livet, en brugsanvisning',en meget tyk roman, tilværelsen, som den former sigi en ejendom iParis, hvor de forskellige logerendes liv er indbyrdes forbundet på de mest forbløf­fende måder.Den ejendom har jeg selv et enkelt lille kammer i oppe under taget.Udsigten er fantastisk. 
Om dette at tilbringemegen tidi bøger bør jeg måske tilføje; Man flygter ikke ind i en bog, hvis livet udenfor taler med en stemme, der er højere.Men opholder man sigjævnligt i rigtigt gode bøger, vil man omvendt opleve,at ens evne tilselv at håndtere tilværelsen, ikke mindst når det for alvor brænder på, bliver meget bedre, end den ellers ville have været. 
"Når man fra min lænestol går mod nord, opdager man min seng, som er stillet inderst i mit kammer ogdanner det behageligste perspektiv. Gives der nogen skueplads,der ægger fantasien eller vækker ømme tanker mere end dettemøbel, hvor jeg undertiden glemmer mig selv?". 
Xavier de Maistres (1763-1852) 'Rejse i mit Kammer',der udkom på dansk i1942, er en rigtig god bog,som handler om alt det,man kan foretage sig i et værelse, der er mindre end fem kvadratmeter. 
De Maistre var noget så eksotisk som en fransk greve, der opnåede at blive general i den franske hær under Napoleonskrigene.'Rejse i mit Kammer',der udkom første gang i 1794,handler om den 42 dages lange rejse,han foretager i sit diminutive værelse. Det kammer,hvori de Maistreoplever så meget, er "36 skridt i omkreds, hvis man går langs væggen",men"når jeg rejser i mit kammer følger jeg sjældenten lige linje,jeg går fra mit bord hen til et billede i et hjørne,og det forla­der jeg for at gå på skrå hen imod døren". 
Bøger spiller en central rolle for de Maistre. Det er trods altførst og fremmest via dem, at hans rejser bliver såeventyrlige."Jeg ville aldrig blive færdig,hvis jeg skulle beskrive en tusindedel af de besynderlige ting som hænder mig,når jeg rejser med mine bøger. Cooks rejser og de opdagelser som hans ledsagere,doktorerne Banks og So/onder,har gjort er intet i sammenligning med mine eventyr i detteene distrikt". 
Min egen udgave af den pragtfulde lille bog rummer en bemærkelses­værdig dedikation. Den er skrevet afJulius Bomholt,den navnkundige socialdemokratiske undervisnings-ogkulturminister med det store hvide hår,og den lyder i alenkelthed:"Knud Rée, Horserød" og neden­under:"Kameratligst Julius Bomholt sept. 7943". 
Dedikationen fik mig til at undersøge,om denne Rée mon var inter­
neret af tyskerne i Horserød og lige netop derfor kunne fortjene en bog, der handler om de fantasirejser, man kan foretage, også hvis man sidder og kukkelurer i en fængselscelle.Det var lige, hvad han var. Knud Rée, venstremand ogmangeårig redaktør af Vestkysten i 
Esbjerg og fiskeriminister i ministeriet Erik Eriksen, var blandt de fremtrædende danskere, der på tysk foranledning blev arresteret omkring 25. august 1943 og indsat i Horserød. 
De Maistre kunne godt have udfoldet sin rammefortælling, selve kammerrejseideen, endnu bedre end tilfældet er. Alligevel fortjener den gamle franskmand at blive hyldet og husket for med sin lille arabesk "othave indført en ny måde at rejse på i verden" ­som dog ikke kan stå alene.Uden bøgerne ville han ikke være kom­met mere end nogle få meter. 
Mit eget eksemplar minder om, at den gode bogkun bliver bedre af en dedikation. Man bør altid dedikere de bøger, man forærer til andre. Husk, at ganske få ord kan være nok til,at folk engang i efter­tiden vilhave en god historie at fortælle. 
Betænk i særlig grad bekendte,som måttesidde i spjældet. 
Fortiden får patriotismen op i os, vi vilgerne føletroskab. Bibliopaten er bøgernes sande patriot.Jeg håber at have sandsynliggjort,at den gode bogenten kanvære "god", fordi den kan havevisse nostalgiske kvaliteter, eller fordi den fremtidsvendt synes at kunne udpege ens skæbne. Den gode bog peger både tilbage ogfrem. Den sætter finge­ren på det, man er rundet af, men også på hvem,man gik hen og blev, mens man havde travlt med andre gøremål. 
Men bøger kan mere end det.Meget mere.Vi må også have fat i, at den godebog peger på,hvem man kunne være blevet.Her er udvalget enormt.Mennesket består af defortællinger, det har hørt, og de flesteaf os er blevet udsat for tusindvis af fantastiske fortæl­linger. Nogle af dem hidrører fra bøger,romaner ikke mindst, og det forekommer umuligt at gradbøje,hvilke der har berørt en dybest. Hvad villeder i det hele taget være at berøre,hvis ikke Homer, Dante, Cervantes, Shakespeare, Goethe, Kierkegaard ogalle de andre mestre på forhånd havde formet den verden, vi fødes ind i? 
Blandt mine egne yndlingsromaner,mange af dem læst tidligt i mit liv, er omtalteTroldmanden' af John Fowles. Ud over at lænke mig til en romantisk forestilling om Grækenland lærte den migat være opmærksom på forskellen mellem at være på vej til at blive den, og for længst at være blevet den, man i store træk kunne håbe påat blive. Selv om man, ikke mindst som læsere, hele tiden er på vej, er det vigtigt på et tidspunkt at kunne sænke skuldrene og være tilfreds med sigselv, som man nu gik hen og blev. 
'Mrs. Dalloway' om en enkelt dag i en overklassekvindes liv er ren 
magi. En enkelt af Virginia Woolfs fantastiske sætninger ramte mig 
lige i mellemgulvet. Den handler om Mrs. Dalloways oplevelseaf 

"tomheden omkring livets kerne".Måske er det derfor,jeg læser? For at fylde mineegne huller,tomhedsfornemmelser. Jeg er også vild med 
'Orlando' af samme utrolige Virginia. Orlando, både mand og kvinde, bevæger sigfrit gennem 400års tidog rum og forbliver hele tiden og uanset sin kønslige ham dybest inde den samme.Selvfølgelig er der biologiske forskelle mellem mændog kvinder, men vi er udstyret med samme grundlæggende potentialer.Den slags var man ikke vant til, at nogle sagde, da feministen Woolf i 1928 udgav sit mesterværk.Nogen gange skalder gode bøger tilat flytte køn. 
Jeg må ikke glemme iAlexandria-kvartetten\ elegant,raffineret, skrevet på kort tid af en eksplosiv LawrenceDurrell. Fire romaner om kærlighed og politik, fire bøger om samme materie,men oplevet af forskellige personer.Det sete afhænger af øjnene, der ser,den samme begivenhedsrække kan opleves påvidt forskelligemåder. Relativi­tetsteorien i romanform, uforglemmelige Justine. 
Hvilke bøger skal med, hvis det handler om at fyldehuller til med litteratur? Hvis tomhed skal elimineres med det eksistentielle stof, som forfattere tilbyder at gøre os større med?Helt sikkert Dostojev­skijs'Raskolnikov', som jeglæste på det helt rigtige tidspunkt,'Lolita' af Nabokov ligeså ("Jeg mindes visseøjeblikke, lad os kalde dem is­bjerge i Paradis"),og Henry Millers lyserøde korsfæstelse selvfølgelig. 
'Sexus', '/Vexus' og 'P/exus'es bohemiske charme er uovertruffen,og så levede jeg i årevis højt på påpegningen af,at det aldrig behøver at være for sent. Selv en mand midt i fyrrerne kan stikke af frafunktio­nærlivets trummerum i New York og genopfinde sigselv i Paris, hvis han altså har mod nok, så måske er det alligevel ikke så nyttigt at skelne mellem endnu at være påvej ogfor længst at være blevet? 
Philip Roth,Don DeLillo,store amerikanere istatsmandsalderen. 
Moderne mesterværker af yngre kandidater tilsamme status:'Alt 
bliver oplyst' afJonathan Safran Foer og Michael Chabons 'Den 
fantastiske historieom Cavalier og Clay'. Jeg kunne fortsætte min 
liste med både udenlandske ogindenlandske forfattere;Henrik 

Pontoppidan, Johannes V. Jensen,Klaus Rifbjerg,Peter Seeberg,Villy 
Sørensen, Thorkild Hansen,Henrik Stangerup,Inger Christensen, 
Søren UlrikThomsen, Morten Søndergaard, men det ville ikke ændre 
pointen: Bøger er stafetter. Vi kan gribe dem eller lade dem falde til 
jorden. Griber vi dem, kan alt ske. Verden åbner sig. Tidsmaskinen 
snurrer. Fjern eller nær fortid.Fremtid på kanten af fatteevnen. Hvor 
vil du hen?Billetten gælder tilalle destinationer. 
Det handler i bund og grund om aktionsradius: hvor langt ind i 
tilværelsen oghvor langt ud i verden har man mod til at gå? 
Min gode bog findes ikke,for der er ikke en enkelt digtsamling,en 
enkelt roman,en enkeltverdenshistorie eller en enkelt samling tabel­
ler over afstanden mellemhavne, der kan fylde allehullerne ud, men 
-heldigvis -et væld af stafetter, der heletiden bliver rakt frem med 
tilbud om trøst, selvforglemmelse, horisontudvidelse, vækkelse, latter! Lille bog på reolender, hvilket behov kan du dække i mennesket her? 
Man kan samle på ting, og man kansamle på ord. For den,der har en 
forkærlighed for bøger, går det hele op i en højere enhed. 
Jeg sidder på min morfars gamle stolog skriver idet bibliotek, 
min frue gav miglov at indrette i vores gamle villa. Mon ikke de fleste, 
i hvert fald mandlige, bogelskere har en drøm om sådan et fløjls­
tapetseret, kaminildsbuldrende herreværelse?Et sådant har jeg 
indrettet til mine gode bøger. Klenodier fra min drengealder og tryk­
sager af snart sagt enhver art pryder alle hylder. Bøger, hvis stoflige 
kvaliteter er større end deres indholdsmæssige,i skønsom blanding 
med verdenslitteratur ikedeligt ustyr. 
Et Anders And blad indpakket i gennemsigtigt plastic fra dagen 
inden jegblev født og købt for en femmer i et antikvariat på Amager­
brogade. Bøger, der udfordrer selve mediet,som den ti meter lange 
engelske folde-ud-bog,der gengiver verdenshistorien som en lang 
tidslinje og viser forskellige imperiers storhed og fald i en fornem 
grafisk fremstilling.På en hylde uden for min rækkevidde den første 
danske udgave af 'Kapitalen', nogle meter derfra førsteudgaven af 
Michael Strunges'Vi folder drømmens faner ud' med omslagaf Lillian 
Pollack. I et chartek Rudolf Broby-Johansens berømte digtsamling 'Blod', som blev beslaglagt af politiet: 
"SKAMSLIDT DIVAN 
PÅ RYGGEN TØS 
MED CHEMIS-VALK OVER MAVE 
SRREDBEN 
BORER STRIKKEPIND 
I KULHÅRS UDFRYNSETVULVA 
GURGLENDE 
LIGKØNSKRYBER". 

Når jeg sidder længe nok i biblioteket, får jeg på en heldigdag også øje påbøger, som ikke findes, men burde gøre det.Håndbogen om stort ogsmåt ilandet Tlon f.eks.Eller 'Passageværket' om Paris' arka­der, som det kunne have taget sigud komplet med illustrationer, hvis ikke forfatteren havde begået selvmord af frygt for at blivetaget af Gestapo. Det måtte godt væreet godt brugt eksemplar. 
1 de gode bøgers verden findes også de bøger, man er kommet uret­mæssigt til. 1 et anfald af forstadskedsomhed ogafsporet bibliopati stjal jeg en sådani et stormagasin,da jegvar mindreårig.Straffen var hård,den slags bøger duer ikke i længden,fortiden klæbertil forbrydelsen, forær dem væk! (For nylig var jeg på besøg hos en96­årig tidligere forlægger,området omkringplejehjemmet, hvor han bor, forekom migbekendt, så fik jeg øje på politistationen. Mon den lille celle, jeg kukkelurede i et par timer, er der endnu?). 
Det er koldt imit bibliotek,selv om det burde være umuligt.Der er ild i pejsen, og i stedet for hulmursisolering og rockwool har jeg mine reoler. Den tilhøjre for mig plejer at lune mod Nordenvinden, men i dag slår den ikke til. 
Nordenvinden kendtevillaens oprindelige ejer alttil. Det var male­ren Aage Bertelsen, som var med på Ludvig Mylius-Erichsens heroiske, men også tragiske Danmark-ekspedition fra 1906-08. Bertelsen kla­rede den, fik bygget sig en villai Birkerød og boede i den fremtil 1945. 
Der gik nogle måneder, inden det for alvor gik op for mig, at jegog familien i virkeligheden var flyttet ind i en fantastisk fortællingom arktisk eventyrlyst og trangtil stordåd. Da sagens rette sammenhæng gik op for mig,anskaffede jegMylius-Erichsens digtsamling'Isblink' og hans bog om den litterære ekspedition til Grønland, som han gennemførte nogle år inden rejsen, der både slog ham ihjelog gjorde ham udødelig.En dagfandt jegendelig storværket 'Grønland' om Danmark-ekspeditionen, som Achton Friis færdiggjorde,og her kunne jeg se adskillige fotografier af en vejrbidt Aage Bertelsen. 
Efter at have skrevet om alt dette i Politiken fik jegpost fra Ber­telsens barnebarn,som sendtefotografier af sin farfars gamle hus og fortalte mig, at Knud Rasmussen og Peter Freuchen har siddet og drukket øl i det atelier,der nu er mit bibliotek ogarbejdsværelse. Se, det blev stemningen i herreværelset jo ikke dårligere af, og min interesse for Grønlandica blev yderligere vakt.Nu er jegfor længst en erfaren Grønlandsrejsende med den tilføjelse, at jegkun har været i 'Grønland', aldrig i virkelighedenshårdt prøvede,men efter sigende meget smukke land. 
Tut Ank Amon pegede retningenud, men jeghavnede i det grønland­ske og er for længst -takket være bøgerne -på vej mod nye destina­tioner uden dog helt at være tjekket ud af de gamle. 
Fortællinger hober sig op i mig ligesom det ler ogmudder, der udfyldte fortidens søpindsvineskaller.Jeg bilder migikke ind,at de fortællinger, jeg har optaget i mig,vil kunne aftegne sig i eneventuel forstening af mit legeme, når polerne engang er smeltet,og alt faster blevet flydende,men jeghar erfaret,at de, mens jegendnu lever i bed­ste velgående, gør min tilværelse ganske overordentligt meget rigere. At læse er at være på stoffer. Sherlock Holmes var på opium. For mig har den sikreste vej til bevidsthedsudvidelse altid været en god bog. 
Min sidste gode boger jeg forhåbentlig på behageligafstand af, min første har jegendnu, og efterdønningerne fratrippet må kunne måles et eller andet sted i mit indre,ligesom den kosmiske rødfor­skydning angiver tiden siden universets fødsel, Big Bang. 
"Alt, hvad der bliver sagt ud fra en ægte samlers synsvinkel er forskruet", indrømmede Walter Benjamin. Det samme gælder helt sikkert for bibliopater.