DEN GODE Peter Wille Uddannet bogbinder fra Gyldendal1969 oggrafonom fra Den Grafiske Højskole 1971. Siden 2003 bogbin­derichef i Forlagshu­set Nordens Grafiska AB,Malmb. Overordnet er det meningsløst attale om gode eller dårlige indbin­dinger. De modernemaskiner er i dagså gode og udfører såensartet kvalitet,at dårlige indbindinger ikke burde forekomme. Når detal­ligevel ses,skyldes det som regel dårlig eller manglende rådgivning. Den standardiserede bog Det er ikke relevant at tale om gode eller dårlige indbindinger uden at se på,hvilke målgrupper den pågældende bog henvender sigtil, og hvilken økonomi der er tilrådighed. F.eks. er den skønlitterære bog efterhånden blevet så standardi­seret, at enten udkommer den som paperback, eller også udkommer den som indbundet papirhelbind ogstort set altid i samme udstyr, hvad angår papir, format ogindbinding, hvilket giver lave produkti­onsomkostninger, som bidrager til at holde den endelige udsalgspris nede i et niveau, hvor bogen også bliver salgbar. Selvom der er tale om forholdsvis enkleog billige indbindingsfor­mer, kan man ikke udlede, at der er tale om dårligere indbindinger. De moderne bogbindermaskiner leverer generelt altid gode tekniske indbindinger ogudfører jobbet på samme måde, uanset om der er tale om en dyr eller billigindbinding. En dyr indbinding skyldes alene valget af dyrere materialer og evt. valg af utraditionelle formater. Peter Wille Dengode industrielle indbinding Den individuelle bog Når man blandt bogelskere taler om den gode indbinding, ser man på, om alle bogens detaljer hænger sammen -altså om bogens indhold er i harmoni med valg af papir,skrift, billedgengivelse, format samt valg af bogbindermaterialer og det endelige design af bindet. Der udgives rigtig mange bøger,hvor man netop forsøger at opnå denne æstetiske helhed doguden at overskride projektets økono­miske rammer.Det er dog samtidig denne type bøger, hvor der oftest kan skefejl og misforståelser, hvorfor alle led i processen burdedel­tage i tilrettelæggelsen for derigennem at minimereeventuelle fejl. Desværre ser man alt for ofte,at valget af bogbinder først sker, efter at udgiver sammen med en evt. bogtilrettelægger oget trykkeri har besluttet det endeligeprojekts design, herunder valgaf papir til indhold og materialer tilbogbind. Bogbinderen modtager nu det trykte indhold tilindbinding, og en almindelig indbundet boggennemgår typisk mellem 15og 20 delpro­cesser, før den ligger færdig. Disse processer er alle fysiske, hvor pa­piret køres gennem valser, lægges imagasiner, transporteres påbånd, udsættes for pres, fugt, varme m.m. -alt i alt en ret ublid behandling, som stiller krav til papir ogtryk. Bogbinderen villemed kendskab til bogens indholdvære en stor hjælp for udgiver ogtrykkeri i spørgsmål som: valg af papir,gramvægt, udskydning -om tryksagen bør have lak -om det valgte motiv,der skal præges på bindet, kan gengives i denønskede kvalitet,og om eventuelle valgte farvefolier er mulige etc. Typiske fejlog kritikpunkter Nogle af de mest almindelige fejl og skønhedspletter, man ser, er ved valg af forkerte materialer eller manglende beskyttelse af det trykte materiale; 1. Vælger man et matbestrøget papir ogsamtidig ønsker kraftige farvebilleder eller sort/hvide billeder,er det næsten umuligt at undgå synligeafsmitninger ibogbinderprocessen -matbestøget papir er som et fintsandpapir ogvil derfor nærmest rive farven ud, når siderne gnider mod hinanden. Det er en almen misforståelse at tro, at der er tale om manglendetørring af trykfarverne.Vil man undgå afsmitninger,skal papiret efter tryk havevandlak. 2. Vælger man et gloss-papir, hvor indhold består af kraftige farvebil­leder, risikerer man pga. fugt fratrykprocessen at få kantstramnin­ger på papiret, som igen kan medføre,at bogentil slut vil have en tendens til at ligge og svaje. Kun tid kan få papiret tilat afspænde. Bogvennen 2007 3. Ved falske billedopslag skal man overveje falseudskydningog gramvægt. Bogbindermaskiner kan ikke køre med sammepræci­sion som trykmaskiner -der skalmed andre ordvære pladstil en mindre tolerance. 4. Man ser alt for ofte,at bestrøgne papirer anvendes som forsats, hvilket man kun bør gøre i nødsfald ogkun med gramvægte på min. 150 ogmed vand lak på side 2-3.Bestrøgne papirer er ikke overfladelimede ogvil derfor tillade fugt fra bindets pap og lim at trænge igennem forsatsen ogpåvirke indhold -dertil kommer, at bestrøgne papirer har en meget lille rivestyrke, hvilket er uheldigt, da forsatsen bærer hele bogen. 5. Gennemfarvede papirer i mørke farver anvendt som forsats på bø­ger med bestrøget indholdspapir vil have en tendens til at ligne et vaskebræt, da det farvede papir som oftest er mere tørt end ind­holdspapiret ogderfor reagerer på fugtenfra indholdspapiret. 6. Når man syr en bog sammen (hefter), er det vigtigt ikke at starte eller slutte bogen med et 8-sidet ark,da trådstramningen ogder­med fastheden i bogen er betinget af, hvad netop første-ogsidste­arket kan tåle af påvirkning-kan dette ikke undgås, bør papiret ikke være under 150 gram. Her er blot nævnt nogle fåområder, som ofte kan give anledningtil kritik fra kunden, og som derefter kan udvikle sigtil en diskussion mellem trykkeri og bogbinderi om,hvem der har fejlen og i givet fald, hvem der skal betale erstatning. Løsningen er jo ikke erstatning, men bedre rådgivning til kunden i valg af materialer og disses sammensætning. Før ognu Den industrielle bog udført pået moderne bogbinderi har i dagså god og ensartet kvalitet,at det er meningsløst at tale om degode gamle dage, hvor der blev kælet for indbindingen,og hvor altingvar bedre. Kun på to punkter kan man tale om en kvalitetsnedgang på bøger udført i dag frem for bøger udført fra 30-40 år siden. Før i tiden blev bogryggen ofte limet med dispersionslim (kold lim), og denne bløde fleksible lim gjorde, at bogryggen kunne bøje helt bagover, hvilket igen betød, at bogen kunne ligge åben, uden at man skulle sidde og holde på siderne, noget som de fleste opfatter som mere læse-ogbrugervenligt. Peter Wille Dengode industrielle indbinding I daganvendes hovedsageligt hotmelt lim, som pga.sin hurtigetør­retid tillader bogbinderen at videreforarbejde bogen uden den pause, som dispersionslimen skal have -tid er penge.Det skaldog nævnes, at dispersionslimen er uegnet til en lang række papirtyper. Før i tiden forlod den indbundne bog ikke bogbinderiet,før bøgerne havde stået i stokpresse i mindst 48 timer,hvilket gav en god og fast bog, som holdt sin facon i langtid. I dag er der stort set aldrig tid til dette, og det har heller ikke så stor betydningsom før,da de moderne maskiner sammen medmere homogene materialer kan levere et tilfredsstillendeprodukt uden denne afsluttende indpresning. Konklusion Konklusionen må være, at de fleste moderne bogbinderier alle kan lave en god industriel indbinding, men det må samtidigkonstate­res, at bogbinderne generelt har været for dårlige til at forklare sine kunder betydningen af at tage bogbinderen med på råd allerede i planlægningsfasen.