DEN GODE 
Niels Hele 
Uddannet filminstruktør, exam.art. i filmvidenskab, grafisk designer.Ansat på Mediehøjskolenpå Danmarks Medie-og Journalisthøjskole.Under­viser igrafisk retorikog arbejder med eyetrack­undersøgelser. 

Et grafisk produkt består som regel af tekster og illustrationer,der præsenteres som en visuel helhed i et layout. Produktet kan kaldes en multimodal hybrid. Fordelingen af tekster i forhold til illustrationer varierer fra medie til medie. Fra skønlitterære boger med mange ord og en illustration, over faglitterære med væsentlig flere illustrationer,til ugeblade med mange illustrationer og færretekster. 
For at få det fulde udbytte skallæseren kunne afkode ogforstå me­
ningen med illustrationer ogtekst sat sammen i et layout. 
Når det går godt, oplever læseren, at delene indgår i opfattelsen 

af en helhed,i dannelsen af en gestalt. Når delene ikke passer sam­
men, oplever læseren, at kun nogle elementer giver mening sammen, 
andre forvirrer. 
Den gode illustration passer. Til det visuelle udtryk. Til indholdet 

i teksten. Til det at læse. Her vil jeg især pege på, hvad det vil sige, at 
den passer til teksten. Det forhold dikterer nemligde andre. 
Scener ogsætninger 
For at finde ud af hvad det vil sige, at illustrationen passer,må man 
først forstå,at en illustration er et billede, der indgår i formidlingen af 
et visuelt budskab på lige fod med tekst. 
Billeder er ikoniske. Deres betydning ligger i det, de ligner.De 

formidler noget synligt. 
Billeder kan groft sagt have tre forskellige fremtrædelsesformer. 
— 	
Den ene er naturalistisk,det man ser ligner noget, man kunne se i virkeligheden, og som kan betegnes med ord. 

— 	
Den anden er genkendelig, dvs. figurativ, men ikke naturalistisk. Figurerne kan betegnes med ord, men de ligner ikke virkeligheden, men noget som skabes med fantasien. 


Bogvennen 2007 
— 	Den tredje form er abstrakt,den indeholder kun tilfældigvis genkendelige figurer.De ord,man kan bruge om dem, er indholdsabstrakte: en firkant,en cirkel,en krusedulle. 
Tekster er symboler, kombinationer af skrifttegn, hvis betydningbyg­
ger på vedtægt, og hvis formåler at formidle sprog. 
Både billeder og tekster er kompositioner. I billeder som scener 
sat sammen af figurer, t tekst som sætninger sat sammen af ord. 
1 et billede kan man vise en person, der ser ud til at tale,men man 
kan ikke se, hvad han siger. Hvis det sagte skalkunne ses,må bil­
ledet af personen suppleres med en tekst,der indeholder noget, der 
siges. Derved bliver billedet tilen illustration.Illustration ogtekst 
opleves som en enhed.Læseren fortolker kombinationen, som om 
personen siger det, der står.Alt andet ville være meningsløst. 
Når den tilsyneladende tomme sætningom det meningsløse skal med, er det fordi læseprocessen er en slutningsproces. Læseren fortolker betydningen af den relation, der er mellem elementernei sin egen rækkefølge,og som han selv opfatter det. Hvis han tager fejl, er det ikke sikkert,at han er klar over det. 
Alle, der har prøvet at springe et par linjer over i sin læsning,ved, hvad det vil sige. 


Sammenhæng og referencepunkter 
De kombinationer af tekst og illustration, der opleves meningsfuldt, indeholder referencepunkter.Referencepunkterne er deord, som benævner noget,der kan ses i illustrationerne. Og omvendt. Det er i referencepunkterne, forbindelsen mellemtekst og illustration skabes. Det er dem, der forudsætter,at relationen kan fortolkes somen helhed. 
Referencepunkterne er links.De gør det muligt for øjnene at skifte meningsfuldt fra læsning af tekst til læsning af illustration og omvendt inden for den samme meddelelse. Og dermed at gå fra en øjenbevægelsesform tilen anden;fra den systematiske ogvelord­nede vandrette bevægelse af øjnene fra venstre mod højre, oppe fra og ned, linje efter linje under tekstlæsning, til et usystematisk og tilsyneladende kaotisk øjenbevægelsesmønster under billedlæsning. 
Modalitetsskiftene, skiftene fra tekstlæsning til illustrations­læsning og vice verca,motiveres af læserens ønske om at finde sammenhængen mellem det abstrakte i teksten og det konkrete i illustrationerne ogomvendt. 
Sandsynligvis er skiftene struktureret som en logisk implikation, hvor et HVIS, følges af et SÅ.Hvis teksten omtaler en ildebrand, så må illustrationen haveet indhold, som har relation tilnoget med ildebrand. Det område af illustrationen, hvor ildebranden findes, bliver referencepunkt til det sted i teksten, hvor ordet ildebrand står. 
Niels HeieDen godeillustration 
Et markant og enkelt eksempel på virkningen af referencepunkter kan sesi René Magrittes berømte maleri fra 1928. Det er naturalistisk og viser en pibe placeret over en tekst,der siger,at "dette er Ikke en pibe". Referencepunkterne, linket, skabes mellem piben i teksten og piben som figur. Absurditeten skabesaf sætningens benægtelse. For hvis den pibe,man ser,ikke er en pibe,hvad er det så,man ser? Billedet er en basalkonkretisering af en fundamental og kompleks problematik. Dets titeler;'Sådan bruges ord'. 
Hvis læserenikke finder noget referencepunkt, oplever haningen sam­
menhæng. Det kan føre til,at flowet og konsistensen i opbygningen af 
forståelsen gåri stykker. Derfor vender han måsketilbage tildet sted i 
teksten, der motiverede modalitetsskiftet. Hvis hanvel at mærkekan 
finde det igen. Hvis ikke,kan det ske, at han opgiver kombinationslæs­
ningen ognøjes medat læse illustrationer eller tekst alene. 
Eller går ud i haven. 
En illustration passer altså til teksten, når det indholdsmæssige 
forhold er som mellem det fotografiske portræt og personoplysnin­
gerne i et pas.Sammensætningen giver mening som helhed:den 
person, man ser,er den person, der hedder det,der står.Og da bil­
ledet er naturalistisk,har personen sandsynligvis set sådan ud på 
et bestemt tidspunkt. 
Hvis passet er en illustration i en opdigtet historie omen elefant 
med tre hoveder, der skal besøge sin fætter i et andet land, gælder 
det samme forhold. Men for at formidle,at det indgår i en historie,der 
foregår i fantasien, kan illustrationen ikke værefotografisk. Var den 
fotografisk, kunne man tro, at man så en vanskabning. Derfor skal 
den være genkendelig,men ikke naturalistisk. Den skal være illustra­
tion af en fantasi,en figur,nogen har forestillet sig. 
Hvis man portrætterer enfølelse, f.eks. følelsen aftomhed efter sønda­
gens sidstetravløb, kan mangøre det direkte ved at kombinere ordene "Søndag.Travbanetomhed" og en nonfigurativ illustration. Og man kan gøre det indirekte ved atsætte ordene sammenmed etfoto, der viser 
travbanen uden en mors sjæl, bortset fratre måger ogen krage. 
Men hvad er det så, man egentlig formidler, når man gør et billede til 
en illustrationved at sætte det sammen med en tekst?Man formidler, 
at det abstrakte sprog får et bestemt konkret indhold. Havde passet 
været uden foto, havde navnetværet navn på en eller anden. Sammen 
med fotoet bliver navnet navn pådette bestemte individ. 
Havde dentrehovede elefant ikke været vist,havde den været en 
eller anden trehovedet elefant. Men i kraft af illustrationen har den 
forvandlet sigog er blevet denne bestemte trehovede elefant. 

31 
Henvisninger i udvalg 
Toulmin, Stephen: 
The Uses of Argument. 
Cambridge University 
Press, 1958. 
Ogilvy, David:Omreklame. Børsens Forlag,1966. 
Elbro, Carsten:Læsning og læseundervisning. Gyldendal, 2001. 
Så festligtkan det gøres. Og raffineret.Sammen­sætningen giver kun mening, hvisman forstår illustrationen somet billede afden virkning, læsningen har-på læserens kone.Bogen er fundet ien bogkasse. Udgivet af Hudibras Forlag1945 medtegnin­ger af DesAsmussen. 
Bogvennen 2007 
Det omvendte er også tilfældet. Den illustrerede tomhed villevære et abstrakt hvad som helst, hvis den ikke var sat sammen med en tekst. Men i kraft af dens sammensætningmed ordene om søndagstomhed, bliver den denne bestemte tomhed. 
Læseren oplever,at den kategori,som teksten betegner, individuali­
seres ogbliver tilat tage ogføle på ved hjælp af illustrationen.Den 
bliver repræsenteret gennem et bestemt individ. 
Det tilfældige individ, som ettekstløst billede viser, får navn og bliver indlemmet i en kategori ved at blive sat sammen med en tekst. 
Man kan ikke forestille sig en eller anden, men kun en bestemt. Man kan ikke tale om noget,med mindredet har et navn.Det er det, der er indholdet i alle meningsfulde kombinationer af tekst og billeder. 
Den indskrænkningaf sit betydningsområde, som både tekst og billede udsættes for,når de sættes meningsfuldt sammen, har den virkning at formidle noget bestemt,noget man ikke skaltænke sigtil, men som man kan betragte -som om det var noget i virkeligheden. 
Derved bliver deres indbyrdes forhold logisk og kan beskrives ved hjælp af Stephen Toulmins argumentationsmodel,der ibasisudgaven indeholder tre elementer: belæg, påstand oghjemmel. Indholdet i illustrationen er det konkrete -ikoniske -belæg. Indholdet i teksten er den -abstrakte -påstand. Hjemlen skabes af den troværdighed, som forfatteren besidder. 


UARTIGE 

C/i 
hjdibius Fonte