Fra branchemuseum til mediemuseum 
DANMARKS MEDIEMUSEUM GENNEM 25 ÅR. 
AF MUSEUMSDIREKTØR ERVIN NIELSEN 

Indgangspartiet til den nye basisudstilling 
Massemediernes gennembrud 1850-1920 (del 
udstilling: Danmarks Mediemuseums 3. »permanente« udstilling), der åbnede den 
30. november 2006. 
Indledning 
Den 21. august 1981 blev Danmarks Grafiske Museum i Odense stiftet. Det skete ikke uden problemer såsom mang­lende samlinger, økonomi og lokaler. Her 25 år senere må det konstateres, at projektet alligevel viste sig levedygtigt. 
Udviklingen i samfundet i den mel­lemliggende tid har gjort, at museet har måttet indrette sig på nye betingel­ser og sætte sig nye mål. Det har fået andet navn, målgruppen er en hel an­den end oprindeligt tænkt, udstillinger­ne er moderniseret, museets funktion og indhold er undergået væsentlige ændringer for blot at nævne enkelte markante forskelle på dengang og nu. Men museet har fortsat hjemsted på Brandts Klædefabrik, og et af museets kernearbejdsområder er stadigvæk den danske grafiske historie. 
jeg vil i det følgende forsøge at trække nogle lange linjer i museets ud­vikling. Der vil således ikke blive plads til alle »mellemregningerne« -bestyrel­sens ogden daglige ledelses mange, forskellige overvejelser. 
Museets økonomi har været et vigtigt punkt på stort set alle møder i forret­ningsudvalget og bestyrelsen. Et andet gennemgående tema har været muse­ets formål ogindhold. I takt med sam­fundets generelle udvikling har muse­ets bestyrelse i tre omgange måttet ny­definere dets arbejdsgrundlag og mu­ligheder. Det var tilfældet ved museets grundlæggelse, ved sammenlægnin­gen af Danmarks Grafiske Museum med Dansk Pressemuseum og Arkiv og i forbindelse med vedtagelsen af, at det gamle museum skulle videreudvik­les til et mediemuseum. Det er også disse emner, der vil dominere denne artikel. 
De følgende sider bygger i stor ud­strækning på min egen hukommelse, men i erkendelse af, at erindringer ikke altid er så pålidelige, som man selv tror, har jeg også støttet mig dels til museets eget arkiv, især bestyrelsesre­ferater med tilhørende bilag, og dels trykt materiale som tidsskriftartikler og museumsbrochurer. Desuden har mu­seets mangeårige formand, Hans Otto Poulsen, bidraget med supplerende oplysninger. 
Et bogmuseum i Odense? 

I 1974 fejrede Odense Bogtrykkerfor­ening sit 75-års jubilæum. I sin festtale kom foreningens formand, Hans Otto Poulsen, blandt andet ind på, at 500­året for den først trykte bog i Danmark burde fejres med oprettelsen af et bo­gens museum i Odense. I 1982 ville det være 500 år siden, at den tyske bog­trykker Johann Snell var kommet til Odense for at trykke et breviar (en bog, der indeholder den katolske kirkes ti­debønner), som skulle bruges i det fynske stifts kirker. 
I de følgende år dukkede forslaget jævnligt op i den fynske presse, uden at det dog førte til konkrete initiativer. Også den lokale afdeling afForening for Boghaandværk støttede i 1977 idé­en om, at der oprettedes et bogmuse­um i Odense. 
Formanden for Danmarks Grafiske Museum, Hans Otto Poulsen, betjener en Heidelberg­vingeautomat under et åbent-hus-arrangement på Brandts Klædefabrik i 1981 (før klædefabrik­kens i.ombygning). Privatfoto. 
Der gik dog endnu et par år, inden de forskellige interessenter fandt sam­men. Det skete på et møde den 30. maj 1979, hvor man enedes om at ned­sætte et udvalgtil forberedelse affest­ligholdelsen af1982-jubilæet. Udval­get, der bestod afAlfred Rasmussen fra Dansk Typograf Forbunds Odense Afdeling, Per Honoré fra Forening for Boghaandværks Fyns Afdeling, Torkil Olsen fra Odense Universitetsbibliotek og Hans Otto Poulsen, blev kort efter udvidet med Niels Oxenvad, direktør for Odense Bys Museer. 

Udvalget havde ganske vist som overordnet opgave at planlægge den udstillingsmæssige del af jubilæums­festlighederne, men i realiteten brugte det megen arbejdstid på at overveje, hvad bogmuseumsprojektet mere kon­kret skulle indeholde, og hvorledes det kunne realiseres. Med etableringen af et sådant museum ville jubilæumsko­mitéen således skabe noget, der rakte videre end en række kortvarige jubilæ­umsarrangementer. 
Spillet om et grafisk museum i Odense 
Hermed ramte Odense-komitéen ned i et projekt, der ikke kun havde været overvejet siden 1920'erne og senest meget konkret i i96o'erne, men i høj grad også var aktuelt, idet der på dette tidspunkt var flere initiativer i gang med hensyn til at etablere et bogtryk­
museum. 
Første gang idéen om et grafisk museum var fremme i medierne, var sandsynligvis i 1924, da formanden for Odense Amts Bogtrykkerforening, di­rektør Anthon Petersen, ved foreningens jubilæumsmiddag foreslog, »... at de mange grafiske Antikviteter i Danmark, og da i særdeleshed i og ved Odense, samledes i et grafisk Museum, som burde ligge i Fyens Hovedstad«. En efterfølgende taler tilbød effekter til et sådant museum, ogdet fremgår afar­tiklen i Bogtrykkerbladet 15. juli 1924, hvori planerne omtales, at også Dansk Typograf Forbunds Odense Afdeling 2­3 år tidligere havde fået tilbudt effekter til et museum. Denne giver begrunde­de ønsket om et museum med, at det kunne blive »... Folkets Eje og være Udtryk for den Kulturændring, Bogtryk­kets Opfindelse fremkaldte ...«. 
Det togyderligere 50 år, inden sam­me forenings daværende formand, Hans Otto Poulsen, igen tog idéen op. 
I 1930 blev der indrettet et bogtryk­keri, et bogbinderi og et xylografisk værksted i Den gamle By i Århus. Værk­stederne med deres meget fine interiø­rer indgik i museets købstadsmiljøer fra 1800-tallets Danmark og skulle der­for skabe indtryk afen tid og nogle ar­bejdsmiljøer, der lå flere generationer tilbage og dermed ikke længere kunne findes aktive. Tidsmæssigt var udstil­lingens indhold dermed fastlåst. 
På Dansk Pressemuseum og Arkiv, der efter flytningen fra København gen­åbnede i 1960 i Århus, var det også muligt at se grafiske maskiner. De ind­gik i fortællingen om pressens historie i Danmark, men spillede kun en perifer rolle i forhold til formidlingen afen samlet grafisk historie i museumsmæs­sig sammenhæng. 
Under overskriften »Nu tages de første skridt til oprettelsen af et grafisk museum i Danmark«i fagbladet De grafiske Fag i maj 1966 (side 172-174) tog De grafiske Fags Sammenslutning initiativ til at indsamle genstande til et kommende grafisk museum. Den direkte anledning var, at Sammenslut­ningen, der var et samarbejdsorgan for Københavns Bogtrykkerforening, Bog­binderlauget i Danmark og Reprolau­get i Danmark, måneden efter kunne fejre sit 25-års jubilæum. Idéen om et sådant museum var imidlertid jævnligt dukket op i foreningens regi. Således havde Claes Aller på et tidspunkt gjort sig til talsmand herfor. I De grafiske Fags aprilnummer i 1963 havde en dimittend fra Den grafiske Højskole, Flemming jensen, fremlagt planer for et arbejdende grafisk museum, og i 1965 havde formanden for De grafiske Fags Sammenslutning, Leif Hartwell, også været inde på museumstankerne. 
I 1966 blev de imidlertid mere kon­krete i og med, at foreningen begyndte at indsamle gammelt grafisk udstyr. Samtidig begyndte man at overveje, hvordan et museum kunne etableres. Skulle museet eksempelvis være en selvejende institution eller indgå som en del afet allerede bestående muse­um? Og hvor skulle det placeres, og hvordan skulle det finansieres? 
Indsamlingen blev en succes i den forstand, at Sammenslutningen i den følgende tid modtog adskillige gamle, historisk værdifulde maskiner og grafisk udstyr, som det få år senere formentlig ville have været umuligt at finde frem til. Derimod var der ikke meget held med henvendelsen til de eksisterende museer og Københavns Kommune om hjælp til at skabe en konstruktion, der kunne sikre museets fremtid. Således mente Nationalmuseet ikke at kunne etablere en særlig afdeling med grafisk historie og altså hermed også påtage sig de udgifter, der var forbundet her­med. Da også Københavns Kommune, der var udset til at yde et væsentligt bidrag til det grafiske museum, afviste projektet, opgav initiativtagerne at fort­sætte -i hvert fald foreløbigt. De ind­samlede genstande blev sat på maga­sin til »bedre tider«. 

Samme skæbne led et lignende, samtidigt initiativ i København. Uaf­hængigt af De grafiske Fags Sammen­slutning havde Dansk TypografForbund startet en indsamling af grafisk-histori­ske genstande med henblik på at stifte et museum. Deres samlinger blev nu også opmagasineret for senere at kun­ne blive brugt til udstillinger eller et museum. Begge samlinger blev senere fordelt på Arbejder-, Håndværker-og Industrimuseet i Horsens og Danmarks Grafiske Museum i Odense. 
Da Hans Otto Poulsen præsente­rede forslaget om et bogmuseum i Odense, var idéen om et museum, der kunne dække den danske grafiske hi­storie, således ikke ny, men opbaknin­gen bag initiativerne havde med und­tagelse af museerne i Århus hver gang været for ringe, til at de kunne realise­res. 
Odense-projektet havde imidlertid også helt aktuelle konkurrenter. Et værk­sted på Randers Museum var dog in­gen trussel. Museet erklærede over for Komiteen til oprettelse afet Dansk Bog­trykmuseum i Odense, som jubilæums­udvalget efterhånden blev døbt, at det ikke havde ambitioner om at udvide værkstedet (komitémøde den 19. febru­ar 1980, ref.). Samtidig hermed var Ty­pografisk Laug i Esbjerg i gang med at indsamle materiale til udstillinger og som del heraf et arbejdende grafisk værksted. Endnu var samlingerne dog under opbygning, og det så ud til at blive et lokalt afgrænset initiativ med typografer fra dagbladet Vestkysten som aktive deltagere. Værre var det med Arbejder-, Håndværker-og Industri­museet i Horsens (nu Industrimuseet), der var oprettet i 1977, og som allerede havde et fungerende litografisk værk­sted. Det havde aktuelle planer om og­så at oprette en grafisk afdeling (brev fra museumsleder Jacob jensen til Niels Oxenvad den 3. februar 1980). jacob jensen erklærede dog, at museet ville opgive planerne, »hvis der oprettes grafisk museum et andet sted«, men mente i øvrigt, at det skulle overlades til Grafisk Kartel, et fællesskab beståen­de af Dansk Typograf Forbund, Dansk Litografisk Forbund og Bogbinder-og Kartonnagearbejdernes Forbund i Dan­mark, at afgøre, hvor et sådant museum skulle etableres (samme brev). 
Efter at Komitéens medlemmer havde besøgt museet i Horsens, hvor museets formand, direktør Axel Schur, havde forsøgt at overbevise Odense­folkene om deres projekts mørke ud­sigter, var man i Odense mere end tid­ligere indstillet på at kæmpe videre. Det var museumsdirektør Niels Oxen­vad, der leverede de faglige argumen­ter for, at et museum i Odense ikke vil­le blive overflødigt: Industrimuseet i Horsens var et museum med et be­grænset lokalt arbejdsområde -og alt­så ikke landsdækkende, som Odense­museet skulle være-og de grafiske fag ville i Horsens kun komme til at indgå i museets udstillinger på linje med en række andre fag. 
Komitéens næste træk var at ud­vide medlemskredsen til at omfatte stærke samarbejdspartnere som Natio­nalmuseet (museumsinspektør Ib Var­nild). Den grafiske Højskole (faglærer Ib Sandbøl), Det Kongelige Bibliotek (Michael Cotta-Scønberg) og Bogbin­derlauget i Danmark (bogbindermester Fritz Clausen). Samtidig lykkedes det fra alle grafiske arbejdsgiverorganisa­tioner, Dansk Typograf Forbund og fra Odense Kommune at indsamle midler til et forprojekt, der skulle vurdere mu­lighederne for at skabe et egentligt gra­fisk museum i Odense (komitémøde den 24. april1980, ref.). 

Museumsinspektør Torben Ejlersen, Nationalmuseet, blev hvervet til denne opgave, og han kunne i maj 1981 afle­vere resultatet, sammenfattet i rappor­ten Danmarks Grafiske Museum i Oden­se. Han havde berejst det meste af Dan­mark for at besøge grafiske virksomhe­der og dermed undersøge muligheder­ne for at indsamle relevant materiale til et grafisk museum. Konklusionen af denne undersøgelse viste, at det end­nu ikke var for sent at skabe en omfat­tende, repræsentativ samling, der kun­ne dokumentere og formidle den dan­ske grafiske historie. Torben Ejlersens rapport indeholdt derfor -måske ikke overraskende -en anbefaling og en plan for museets etablering, hvilket førte til, at museet som nævnt blev stif­tet i august 1981. 
Projektets gennemførelse var i mel­lemtiden blevet mere realistisk, idet Odense Kommune havde besluttet at igangsætte et helt nyt kulturprojekt, Brandts Klædefabrik, og accepteret, at et eventuelt grafisk museum skulle have lokaler i den nyistandsatte fabriks­bygning. Desuden var der heller ikke længere noget Grafisk Kartel, der skul­le vælge mellem Horsens og Odense, idet de grafiske forbund i foråret 1980 havde ophævet samarbejdet. 
Det er måske noget overraskende, at der ligefrem kunne være kamp om, hvor et grafisk museum skulle ligge. At der skulle etableres et sådant, var der tilsyneladende ikke tvivl om. Der fand­tes allerede en række specialmuseer, der kunne opfattes som branchemuse­er, fx Landbrugsmuseet, Fiskeri-og Sø­fartsmuseet og Industrimuseet. Snart fulgte også El-museet iTange og en række virksomhedsmuseer. En væsent­lig årsag til grundlæggelsen af disse museer var formentligden teknologiske udvikling, der netop i disse år for alvor blev mærkbar inden for håndværk-og industrifagene. Blandt branchefolk­både arbejdere og arbejdsgivere -var der et klart indtryk af, at nye teknologi­er var ved at fortrænge de gamle pro­duktionsmetoder. 
I den grafiske branche var det såle­des tydeligt, at bogtrykteknikken var ved at blive afløst afoffsetteknikken ­ikke kun i forbindelse med produktio­nen afbilleder, men også ved trykning af tekst i bøger, blade og aviser. På det satstekniske område var blyet for alvor ved at slutte for at blive afløst af foto­sats og senere computersats. For man­ge fagfolk, herunder også bogfolk som fx folk fra kredsen omkring Forening for Boghaandværk, var dette skifte samtidig ensbetydende med et tab af æstetiske og vidensmæssige værdier. Hævdvundne idealer med hensyn til skriftvalg ogtypografi var under pres. Det gamle glorværdige fag, der igen­nem 500 år havde været en af Europas vigtigste kulturbærere, var ved at miste sit håndværksmæssige præg. I bestræ­belserne for at fastholde og videreføre disse værdier i den grafiske produktion fik et grafisk museum en vigtig place­ring. 
Når der var konkurrence mellem henholdsvis museet i Horsens og Ko­mitéen i Odense hænger det formodent­lig sammen med, at initiativtagerne til de to museer begge var markante per­sonligheder i den grafiske branche. Axel Schur var en af den grafiske bran­ches store virksomhedsejere med ba­sis i Horsens. Hans Otto Poulsen var bogtrykker i Odense og foruden for­mand for Odense Bogtrykkerforening også næstformand i Dansk Provins­bogtrykkerforening. Begge så naturlig­vis helst, at deres projekter blev gen­nemført. 
Når det endte med, at Danmarks Grafiske Museum blev oprettet i Oden­se, har det flere mulige årsager. Komi­téen forstod vigtigheden afat inddrage stærke alliancepartnere som fx Odense Bys Museer, Nationalmuseet, Odense Universitetsbibliotek og Det Kongelige Bibliotek i arbejdet. Desuden fik pro­jektet fra starten støtte fra Odense Kommune -en støtte, der blev endnu mere markant, efter at Kulturforvalt­ningen havde fået Søren Møller som 

Idémanden bagoprettelsen afmuseets venne­forening, redaktør Knud Gammelgaard, mod­tog i1994 foreningens anerkendelse for sin store indsats. I overensstemmelse med mu­seets altid anstrengte økonomi fulgte ingen pengegave med hæderen. Knud Gammel­gaard ses her foran museets rotationspresse fra Flensborg Avis. Privatfoto. 
rådmand og Villy Petersen som direk­tør. Endelig havde man i Niels Oxen­vad en faglig kraft, der kunne levere de museumsfaglige argumenter for et grafisk museum i Odense, og en Hans Otto Poulsen, der med stædighed og ihærdighed forstod at udnytte alle mu­ligheder for at sikre museumsprojektet økonomisk. 
Danmarks Grafiske Museums første år 
Den første marts1982 blev jeg ansat som museets første leder. I starten havde jeg kun mig selv at lede, men ef­terhånden blev det også muligt at be­nytte henvist arbejdskraft. Hermed be­gyndte for alvor arbejdet med at op­bygge samlingerne (indsamlingen var i et vist omfang allerede startet før Tor­ben Ejlersens midlertidige ansættelse), registrere disse og planlægge den før­ste permanente udstilling. Målet var at flytte ind på Brandts Klædefabrik og åbne den første udstilling i efteråret 1984. 
Et stadigt tilbagevendende spørgs­mål var, hvorledes man skulle sikre den nødvendige økonomi for at drive Danmarks Grafiske Museum. De før­ste to-tre år byggede museet alene på engangstilskud fra fonde og de grafiske organisationer samt beløb fra Odense Kommune. Det var således tilskud fra disse kilder, der finansierede hele for­projektet forud for etableringen af Danmarks Grafiske Museum. Det var et stort midlertidigt tilskud fra Under­visningsministeriets projektpulje, der finansierede min ansættelse i begyn­delsen, og mere end én gang trådte anonyme givere ogOdense Kommune til med ekstra tilskud, når det for alvor kneb. Etableringen af støtteforeningen Danmarks Grafiske Museums Venner i 1984 var endnu et forsøg på at redde museets økonomi, men den fik også en mere varig betydning. Støtteforenin­gen blev oprettet på initiativ af redak­tør Knud Gammelgaard og fortsatte med direktør Ib Andersen fra Borch Winther Papir som en meget aktiv for­mand. Den havde først og fremmest tilslutning fra grafiske virksomheder, der i de følgende år hver ydede store støttebidrag. Det gav yderligere en vis stabilitet, at de grafiske organisationer fra 1984 garanterede årlige driftstilskud, og at Odense Kommune bevilgede et driftstilskud på 300.000 kr. Hertil kom fra efteråret 1984 entréindtægter. Alt i alt opfyldte museet fra midtfirserne et af kravene for at blive statsanerkendt og dermed få statstilskud: et minimums­budget på 500.000 kr. En ansøgning blev derfor afsendt, men -som det skulle vise sig-statsanerkendelsen lod vente på sig, idet en revision af museumsloven i flere omgange blev 
Fra åbningen af Danmarks Grafiske Museums første permanente udstillingpå Brandts Klædefabrik. Maskinsætter Fritz Perrot har netop sat en linje afbrændende varm bly til daværende kulturminister Mimi jacobsen. Til højre for hende står museets formand Hans Otto Poulsen ogtil venstre borgmester Ver­ner Dalskov, Odense. Foto: Ole Bagger. 
udskudt og først vedtaget i 1989. Fra 1990 var Danmarks Grafiske Museum statsanerkendt. 
Det nye museum var et såkaldt kulturhistorisk specialmuseum med særlig interesse for branchens egne folk. Selv om der helt givet var flere boginteresserede personer i Danmark på dette tidspunkt og dermed flere, for hvem blysats, bogtryk, horeunger og andre grafiske udtryk endnu ikke var helt så eksotiske og fremmedartede som for senere generationer, så havde museet en relativ begrænset målgrup­pe. Danmarks Grafiske Museum var den grafiske branches vindue udadtil, samtidig med at det kunne medvirke til at skabe interesse for bogen som et æstetisk fornemt produkt. Dette afspej­ledes i museets første permanente ud­stilling, der blev åbnet afkulturminister Mimi Jacobsen den 26. oktober1984. 

Det havde allerede fra begyndelsen været vigtigt, at det nye museum skul­le være »et arbejdende og pædagogisk tilrettelagt levende museum, hvor de besøgende kan se de forskellige pro­cesser i funktion«, således som jubilæ­umsudvalget udtrykte det i et brev den 
26. juni 1979 til rådmand Robert Dal­skov Andersen. I udstillingen blev det­te realiseret ved en række arbejdende værksteder, bemandet med pensione­rede grafiske fagfolk. Her kunne muse­ets gæster se et litografisk værksted/ stentrykkeri, et bogbinderi, et håndsæt­teri og maskinsætteri samt et bogtryk­keri i funktion. Derudover indeholdt udstillingen grafisk udstyr og maskiner, indsat i en produktionsmæssig sam­menhæng ogforklaret med megen tekst og med billeder. Selv om udstillin­gen også indeholdt en del produkter, må denne første udstilling karakterise-
Museets bestyrelse, fotograferet ved åbningen af den første permanente udstillingi 1984. Forreste række fra venstre: Niels Oxenvad (Odense Bys Museer) og Ervin Nielsen (mu­seets daglige leder). Bageste række fra ven­stre: Hans Otto Poulsen (formand, Dansk Provins Bogtrykkerforening), jørgen Nielsen (Dansk Bogbinder-og Kartonnagearbejderfor­bund), Per Honoré (Forening for Boghaand­værk), Hans Nielsen (Dansk Litografisk For­bund), Ib Sandbøl (Den grafiske Højskole), Otto Dan Stiedl (Grafiske Organisationer). Carlo Petersson (Dansk Typograf Forbund) var fraværende. 
res som først og fremmest en maskin­udstilling med en levende formidling i form afde periodevis arbejdende værk­steder. Udstillingens indhold afspejle­de således de idéer, der lå bag muse­umsinitiativet, men det var også ud­tryk for, at samlingens størrelse endnu var af et mindre omfang og udstillings­mulighederne dermed noget begræn­set. Desuden måtte udstillingen opbyg­ges med få økonomiske ressourcer. 
i i

mmllf / å • 
Endelig og ikke mindst vigtigt var det lettere at opbygge en udstilling med en teknologisk-udvi kl ingsmæssig vinkel end en mere kulturhistorisk udstilling 
-et væsentligt argument, den korte forberedelsestid taget i betragtning. 

Særudstillingerne anlagde først og fremmest en kulturhistorisk vinkel, og på dette tidspunkt var det endnu for­holdsvis let at låne genstande fra de store københavnske museer. Således kunne museet i midten af 1980'erne 
Fra Danmarks Grafiske Museums første per­manente udstilling. Den grafisketeknologi med maskiner og forklaringer af de grafiske teknikker indgik som et meget væsentligt ele­ment i udstillingen. 
uden de store sikkerhedsforanstaltnin­
ger låne Kunstindustrimuseets enestå­
ende samling af skrevne bøger fra 1500­tallets Italien. Ligeledes lånte museet af Det Kongelige Bibliotek de ældste bøger, trykt i Danmark: Breviarium Ottoniense og De obsidione et bello Rho­diano, begge fra 1482. Det skete i 1988 i anledningaf Odense bys 1000-års ju­bilæum. På grund afde senere skærpe­de krav til sikkerheden vil dette forment­lig ikke være muligt i dag. 

Som nyt museum var Danmarks Grafiske Museum noget begrænset i sine muligheder. Det havde i begyndel­sen ikke store, velordnede samlinger. På den anden side blev erhvervelses­og indsamlingsarbejdet indledt på et tidspunkt, hvor det endnu var muligt at skabe gode repræsentative samlin­ger. Det ville have været særdeles van­skeligt få år senere. 
Danmarks Grafiske Museum var indsamlingsmæssigt ikke noget tradi­tionelt museum. Dets samlinger be­stod således ikke kun af genstande som maskiner, værktøj og andet udstyr, som det ellers var normalt for museer på dette tidspunkt. Fra begyndelsen ind­samledes fx også bøger -både som produkter og til museets bibliotek ­fotos, film, interviews og ikke mindst arkivalier. Sidstnævnte mente arkiverne at have monopol på. Museets brede definition af indsamlingspolitikken skulle sikre, at museet kunne formidle den grafiske historie i en større ind­holdsmæssig sammenhæng. Historien bygger jo ikke kun på enten skriftlige 
Maskinsætter Fritz Perrot, en af Danmarks Grafiske Museums mange faglige pensionister, der gennem årene har bemandet museets arbejdende værksteder. Han hentede selv sin virksomheds første sættemaskine på Odense Banegård med en trækvogn i1938. Foto; Wermund Bendtsen. 
eller ikke-skriftlige kilder! På den bag­grund var det meget uheldigt, at »likvi­dationsudvalget« for Dansk Pressemu seum og Arkiv i 1989, mod Danmarks Grafiske Museums ønske, besluttede at dele dets meget omfattende samlin­ger i en genstandssamling og en arki­valiesamling, der blev placeret i forskel­lige institutioners regi. 


Dansk Pressemuseum og Arkiv 
I marts 1989 fik Danmarks Mediemu­seum en henvendelse fra Dansk Pres­semuseum og Arkiv om mulighederne for, at museerne blev slået sammen (brev af 20. marts 1989 fra Dansk Pres­semuseum og Arkivs formand Asger Nørgaard Larsen). Museets leder, Knud Søndergaard, havde inden da kontaktet Danmarks Grafiske Museum og orienteret om dets vanskelige øko­nomiske situation, idet museet til sidst kun modtog et tilskud på 3.000 kr., be­vilget af Dansk Journalistforbund. 
Planerne om et dansk pressemu-
Fra museets første permanente udstilling, 1984. Museets litografThorkild Andersen i sit værksted på museet, mens der endnu var god plads. Thorkild Andersen blev sat i lære som litograf i 1915. Som hans mange fagfæller fik han stor betydning for museets daglige for­midling. Endnu i dag udgør museets arbej­dende værksteder en vigtigdel af museets an­sigt udadtil. Foto: Svend Møller. 

seum går tilbage til den historiske pres­seudstilling, der blev afholdt i Køben­havn i 1902. Det blev dog kun idéen om et museum, der overlevede denne udstilling. I de følgende år -især fra 1920'erne og fremefter -blev der gjort flere forsøg på at omsætte denne idé til virkelighed, men hver gang faldt for­slagene på manglende økonomi ogvel­egnede lokaler. Journalist ved Berlingske Tidende, Franz von Jessen, den driven­de kraft bag 1902-udstillingen, og jour­nalist ved Politiken, Anker Kirkeby, var især aktive i forsøgene på at sikre dansk presse et udstillingssted. Sidstnævnte var vundet for sagen, efter at han i1928 besøgte en stor international presse­udstilling i Køln. Det var også disse to pressefolk, der i 1949 var med i det nye initiativ til oprettelsen afet presse­museum, og som førte til museets etablering midt i i95o'erne. Franz von Jessen døde dog allerede i 1949. 
Pressemuseumsforeningen, der påtog sig at opbygge et Dansk Presse­museum og Arkiv blev stiftet den 3. juli 1953. Ca. halvandet år senere kunne 
For at Flensborgs Rotationspresse kunne op­
stilles på museet, skulle der foretages gulvfor­stærkningsarbejder for 125.000 kr. De forene­
de Bryggeriers direktør, Poul Svanholm, over­
rækker her rotationspressens skilt til museets 
formand Hans Otto Poulsen og museums­
lederen som tegn på, at Tuborg Fonden havde 
bevilget dette beløb. 
Foto: Danmarks Mediemuseum. 

man begynde at indrette en lejet villa på Asgårdsvej på Frederiksberg som museum. Det var Anker Kirkeby, der indrettede den første udstilling i Frede­riksberg-villaen. Huset var ikke særligt velegnet til museum, idet det af Frede­riksberg Kommune blev behæftet med den klausul, at museets lokaler ikke måtte åbnes for et større publikum! 
-Noget afet problem for et museum, der gerne ville have gæster til dets ud­stillinger. 
Lokalemæssigt blev museet hjulpet, da Aarhuus Stiftstidende i 1957 tilbød dette, at det kunne overtage Villa Tertia, afdøde chefredaktør Louis Schmidts store villa på Strandvejen i Århus. Efter nogen betænkelighed i museets besty­relse, fordi museet derved blev nødt til at flytte til Århus, blev tilbuddet accep­teret. Pressemuseet fik nu velegnede lokaler, indtil dårligøkonomi i begyn­delsen af1970'erne tvang det til at sæl­ge og i 1973 at flytte ind på den da ny­opførte Danmarks Journalisthøjskole. Ved salg af Villa Tertia, tilskud fra Århus Kommune, Århus Amt og Danske Dagblades Fællesrepræsentation lykke­
Formanden for Dagspressens Fond, fhv. chef­redaktør Thyge Madsen, indviede i1990 museets rotationspresse fra Flensborgs Avis. Foto: Danmarks Mediemuseum. 
des det dog at komme til at eje den del af den nye bygning, som skulle rumme museet (referater fra Dansk Pressemu­seum og Arkivs bestyrelsesmøder 19/12 1969, 16/10 1970, 25/5 1971, 7/1 1972, 7/5 1973. 21/9 1973 ogH/8 1974)-
Kirkebys udstilling i Frederiksberg­villaen indeholdt ikke ligefrem nogen systematisk opstilling. I en trykt præ­sentation af Dansk Pressemuseum og Arkiv fra 1962 blev den beskrevet såle­

des: »En del udrangerede møbler, ska­be og reoler dannede rammen, og det varede ikke længe, inden Kirkeby havde tapetseret samtlige vægge med maleri­er, billeder, tegninger, plakater m.m.«. Det vigtigste aktiv var måske at lytte til »Kirkebys begejstrede og charmerende udlægning afvigtige sider af pressens udviklingshistorie ogkarakteristik af afdøde store og små pressefolk«. Må­let med udstillingen var dog højere, end hvad der måske bedst kan karakte­riseres som en slags mindestue for den danske dagspresse. Med udstillin­gen skulle man søge: 
» ... atfå skabt en storfolkelig billedbog, der kunne levendegøre pressens udvikling for den store offentlighed,fastslå dens af­
gørende betydningfor skabelsen af det 
moderne danske samfund og herigennem 
højne respektenfor det arbejde, som 
pressen gennem de sidste menneskealdre 
havde udført i samfundets tjeneste. Pres­
semuseet skulle lidt efter lidt blive hele 
folkets museum ... « (Professor Harald Jørgensens beskrivelse af Anker Kirke-
I forbindelse med Grafisk Forbunds nedlæg­gelse afhentede museets leder i 1999 en stør­re samling museumsgenstande. Som det fremgår affotoet, indsamler museet også ger­ne genstande, der er merespektakulære end kønne -her et »drikkehorn« fra Norsk Typo­grafisk Forbund til den danske søsterorgani­sation. Grafisk Forbunds bestyrelsesmedlem gennem ca. 15 år, Carlo Petersson, overrækker her hornet tilmuseumslederen. Foto: Grafisk Forbund. 
bys indsats. Dansk Pressemuseum og Arkiv, 1962, s. 38). 
Trods den noget usikre økonomi blev der ansat personale til at arbejde med museets samlinger og udstillinger. An­ker Kirkeby var i starten den udfarende kraft, og han fik en kort tid hjælp af den senere professor Tage Kaarsted. Kaarsteds karriere inden for museums­væsenet blev dog kortvarig, da han kasserede nogle efter Kirkebys mening uvurderlige pressehistoriske genstan­de. Da en sekretær samlede dem op fra Kaarsteds papirkurv og afleverede dem til Kirkeby, fik den unge historiker straks sin afskedigelse (Tage Kaarsteds beretning til mig). 
Bedre gik det med den senere pro­fessor Niels Thomsen, der den i. de­cember 1958 blev ansat til at indrette 
Et kig ind i Dansk Pressemuseum ogArkivs udstillinger på Asgårdsvej på Frederiksberg. Billedet illustrerer meget godt Harald Jørgen sens beskrivelse af museets udstillinger. Foto: Dansk Pressemuseum ogArkiv. 
Villa Tertia med egentlige pressehisto­riske udstillinger. Det var en radikal an­derledes udstilling, Niels Thomsen foreslog. Ifølge referatet fra bestyrel­sesmødet den io.februar 1959-altså kort tid efter den nye leders tiltræden­foreslog han,»at bryde med den strengt kronologiske opstilling (der kedede saa mange) og ved siden af en kort fremstilling afhovedpunkterne tage forskellige særlige aspekter op«. Thomsen refererer videre: »De øvrige var skeptiske mod en saa radikal æn­dring, men kunne godt tænke sig, at man ud fra bestemte skæringspunkter tog isolerede sider frem og behandle­de dem i et >langt< perspektiv«. 

Efter næsten to års arbejde kunne han og museet præsentere de nye gen­nemarbejdede udstillinger, der nok mere afspejlede Niels Thomsens syn på udstillinger end bestyrelsens idéer. Bestyrelsen mente, at udstillingen manglede »popular appeal«, hvorfor den få måneder før åbningen forlangte, dels at kopierne af Rasmus Christian­sens pressehistoriske tegninger fra 1902 blev hængt op, at museet lånte nogle maskiner fra Teknisk museum, at en model af det berlingske bladhus blev udstillet, ogdels at der blev lavet en udstilling med avisforsider. 
Udstillingerne indeholdt afsnittene avisens barndom 1660-1848, avisens grotid 1849-1914, den moderne presse efter 1905, avisen i går og i dag samt et lokale med presseminder. Under hvert af afsnittene var der behandlet en lang 
række temaer. 
Det var avisens historie, som Niels Thomsen fokuserede på, men han hav­de dog også enkelte nedslag i avispro­duktionens historie med blandt andet sætteri, sættemaskine ogbogtrykspres­se. Derimod var ugeblade og magasi­ner ikke et egentligt emne for denne udstilling. Der var tale om en viden­skabelig solid oggrundig udstilling. 
I midten af1960'erne holdt Niels Thomsen op som museumsleder, og snart blev denne post overtaget afskif­tende undervisere på Danmarks jour­nalisthøjskole. 
I teorien var det en god idé at pla­cere formidlingsinstitutionen Dansk Pressemuseum og Arkiv i samme byg­ning som undervisningsinstitutionen Danmarks journalisthøjskole og at fin­de museumsledere, der var knyttet til journalisthøjskolen. Problemet var bare, at der hverken var penge til at lave en væsentlig ny pressehistorisk udstilling eller til at videreudvikle mu­seet. Udstillingen, der i stor udstræk­ning byggede på Niels Thomsens kon­cept, blev kun i yderst moderat om­fang brugt i undervisningen på skolen. 
Den havde måske heller ikke de stude­rendes interesse -de var mere interes­serede i den helt aktuelle medieverden -og der var jo også sket meget på for­
midlingsområdet med hensyn til ud­
stillingsmetoder og udstillingsmidler 
siden Niels Thomsens arbejde i 1960. 
Resultatet var i hvert fald, at Dansk 

Pressemuseum og Arkiv blev mere og 
Dansk Pressemuseum og Arkivs sidste udstil­ling på Danmarks journalisthøjskole i Århus. Foto: Dansk Pressemuseum og Arkiv. 
mere uinteressant for selv den mest oplagte målgruppe, de journaliststude­rende. 
Fra begyndelsen var museets øko­nomi skrøbelig. Den var baseret på til­skud fra museumsforeningen (via medlemskontingenter), støtte fra pri­vate fonde og bladvirksomheder og fra de årlige tildelinger aftipsmidler. 

I forbindelse med flytningen til År­hus gik Danske Dagblades Fællesrepræ­sentation med til at yde et egentligt driftstilskud, men genåbningen af mu­seet gav alligevel ikke den ønskede økonomiske konsolidering: Med finans­året 1962 bortfaldt de tipsmidler, som museet havde opnået hvert år. De ud­gjorde ca. 50% afde årlige indtægter. Museet blev på denne baggrund i 1961 gjort til en selvejende institution, idet Dagbladenes Fællesrepræsentation, den største tilskudsgiver, nu fik flertal­let i bestyrelsen. Denne konstruktion kunne dog ikke sikre museet økono­misk, og senere blev også Fællesrepræ­sentationens tilskud stoppet. Presse­museumsforeningen fortsatte som en støtteforening. Efter forgæves forsøg på at blive statsanerkendt fortsatte museet fra igGo'erne med en eller to militærnægtere som eneste ansatte. Museets ledelse så derfor i1989 ingen anden udvej end at nedlægge museet og fordele samlingerne. 
Ved »bodelingen« hentede Dan­marks Grafiske Museum ca. 15 tons materiale, hvoraf grafisk udstyr udgjor­de en væsentlig del. Størsteparten af materialet bestod dog af trykt materia­le, fotos, malerier ogde arkivalier, som »likvidationsudvalget«, bestående af Kristian Hvidt og Niels Thomsen, ikke havde sendt til Statens Arkiver eller til Det Kongelige Bibliotek. 
Danmarks Grafiske Museum/ Dansk Pressemuseum i Odense 
Sammenlægningen af de to museer i 1989 nødvendiggjorde, at Danmarks Grafiske Museums vedtægter skulle ændres, således at dets arbejds-og an­svarsområde også kom til at omfatte dansk pressehistorie. Det skete, og samtidig blev Danske Dagblades For­ening og Dansk journalistforbund re­præsenteret i bestyrelsen. Dette gav ikke anledning til de store diskussioner. Det gjorde derimod det nye museums navn, ogdrøftelserne endte med det 
i55 


ikke særligt mundrette navn Danmarks Grafiske Museum/Dansk Pressemuse­um -en prøvelse for museets telefon­passer at udtale! 
Der findes ingen referater fra egent­lige drøftelser om hensigtsmæssighe­den i sammenlægningen, for samtidig med at Dansk Pressemuseum og Arkiv blev flyttet til Odense, var Danmarks Grafiske Museum blevet statsanerkendt. Det betød, at museet nu blev en del af det samlede danske, statsstøttede mu­seumsvæsen. Odense-museet ville med andre ord under alle omstændigheder have kunnet klare sig som en selvstæn­dig institution. Som det er fremgået ovenfor, var Dansk Pressemuseum og Arkiv heller ikke ligefrem et økonomisk aktiv at overtage. Tværtimod. 
Når bestyrelsen og den daglige le­delse alligevel stillede sig positiv til en sammenlægning afde to museer, skyld­tes det overvejelser om det grafiske museums overlevelse på længere sigt. Man håbede, at museets målgruppe med dette tiltag ville blive væsentlig større, idet den danske pressehistorie alt andet lige havde en større appel end den grafiske historie. Sikkert med rette. Samtidig lå de to arbejdsområder jo også reelt i forlængelse af hinanden. 
Det var Den fynske Bladfond, der sikrede flytningen, og det var tilskud fra Danske Dagblades Forening, Dansk Journalistforbund ogOdense Kommu­ne, der finansierede sammenlægnin­gen på længere sigt. Odense Kommu­ne skaffede således den nødvendige ekstra magasinplads, ogden øgede driftstilskuddene således, at museet fik mulighed for at ansætte endnu en mu­seumsinspektør, jacob jensen fra Indu­strimuseet i Horsens. 
Museet på Brandts Klædefabrik fik ikke ekstra udstillingsplads, men måt­te begrænse den permanente grafiske udstilling for også at kunne skildre træk af den danske presses historie. Museet lagde i denne proces vægt på hurtigt at præsentere det nye tema frem for at opbygge en totalt ny udstil­ling. Allerede den 10. april 1990 kunne museet åbne første del af den nye ud­stilling, den grafiske afdeling, og et år senere kunne statsminister Poul Schlu­ter og museets formand åbne den pressehistoriske udstilling. Målet var dog i løbet affå år at integrere de to om­råder i én og samme udstilling. Dette er først sket med Danmarks Mediemu­seums nye udstillinger i 2006. 

Som følge afsammenlægningen blev museets indsamlingspolitik æn­dret, idet den naturligvis nu også skul­le omfatte pressehistorisk materiale. Samlingerne fra Århus afspejlede, at det var den trykte presse, man dér hav­de koncentreret sig om, ogheraf oven i købet fortrinsvis dagspressen. Der lå derfor en ny opgave i at indsamle, do­kumentere og forske i ugeblads-og magasinpressens historie. 
Museets hidtidige indsamlingspo­litik blev kraftigt udfordret, da professor Niels Thomsen, der var blevet udpeget til at være Danske Dagblades Forenings (DDF) repræsentant i bestyrelsen, på bestyrelsesmødet den 20. maj 1992 rejste spørgsmålet om museets ind­samling afarkivalier. Han mente, at ar­kivalier burde befinde sig på arkiver. I 
Fra indvielsen af museets nye permanente udstilling i1991, da Danmarks Grafiske Museum og Dansk Pressemuseum og Arkiv var lagt sammen. Statsminister (og pressens minister) Poul Schluter ser her, hvorledes museets trykker Christian Hofffremstiller et stentryk. Statsministeren har henholdsvis museets formand Hans Otto Poulsen og museumslederen med på rundvisningen. Foto: Danmarks Mediemuseum. 
et notat til DDF havde han i april sam­me år direkte nævnt,»(at) pressen an­bringer både sine arkivalier og penge forkert ved at støtte Grafisk Museums ønske om at drive arkiv. Mange arkiver efter dansk presse, incl. PMAs [Dansk Pressemuseum og Arkiv -min bem.] tidl. samlinger, ligger allerede i statens arkiver, som er professionelle, varige og gratis ...«. 
På denne baggrund ønskede DDF senere på året min vurdering afproble­matikken. Svaret var -som på det se­nere bestyrelsesmøde -at Danmarks Grafiske Museum/Dansk Pressemu­seum som specialmuseum nødvendig­vis måtte inddrage arkivalier i dets daglige arbejde med registrering, i be­svarelser af forespørgsler, i forskning og undersøgelsesarbejde. Desuden blev arkivalier brugt i udstillingerne. Jeg havde naturligvis ikke noget imod, at pressearkivalier blev anbragt på statslige eller kommunale arkiver, men i så fald var det vigtigt, at materialet i kortere eller længere tid kunne depo­neres på museet, at arkiverne fik oplys­ningspligt over for museet med hen­syn til afleverede arkiver, og at museet fortsat ville indlemme afleverede gen­stande, inklusive dokumenter af den ene eller anden art. 
Efterfølgende sendte DDF brev ud til de danske dagblade, hvori man op­fordrede til at aflevere dagbladsarkiva­lier til statens arkiver. 

Hvor stor effekt denne opfordring havde, er det vanskeligt at vurdere. Museet fik fortsat en stor del skriftligt materiale, og vurderet på de mange forespørgsler, som museet i dag mod­tager, og som det er i stand til at be­svare, har det vist sig vigtigt, at muse­et dagligt har adgang til en stor, rele­vant samling af arkivalier. 
Meget hurtigt blev det klart for mu­seets daglige ledelse, at det var van­skeligt at begrænse indsamlingen til den trykte presse. Ganske vist var me­diekonvergensen endnu i startfasen, men det var fx tydeligt, at journalister­ne på ét tidspunkt kunne være ansat ved de elektroniske medier for i næste øjeblik at arbejde på et trykt medie. De trykte medier ogde elektroniske medier delte i stigende grad nyheder og stof­områder, og aviser begyndte også at eksperimentere med tv-produktion. 
Allerede i forslaget til arbejdsplan 1991-1994 til Statens Museumsnævn, dateret den 2. oktober 1990, anførte jeg muligheden for, at Danmarks Grafi­ske Museum/Dansk Pressemuseum også skulle dække den elektroniske presses historie. Spørgsmålet blev be­handlet på bestyrelsesmødet samme dag, hvor man med hensyn til afgræns­ningen over for den elektroniske pres­se vedtog, at museet skulle indsamle materiale fra de trykte medier »uden at være fanatiske«. Bestyrelsen mente med andre ord, at museet skulle kon­centrere sig om de opgaver, der var skitseret i vedtægterne, uden at den di­rekte forbød, at der blev indsamlet ma­teriale vedrørende den elektroniske presse. 

I løbet afiggo'erne viste det sig imidlertid mere og mere vanskeligt for museet i dets daglige arbejde at opret­holde et skel mellem de trykte og elek­troniske medier. Den teknologiske og økonomiske udvikling i dette tiår for­andrede gennemgribende det kendte mediebillede, og de reklamefinansiere­de elektroniske medier, fx TV2, TV3 og TV Danmark, skabte helt nye forudsæt­ninger for medieindustrien. En medie­konvergens, der gik på tværs afde tra­ditionelle medier, medførte et opbrud såvel arbejdsmæssigt, indholdsmæs­sigt som med hensyn til arbejdskraft og ejerskab. 
Museet kunne naturligvis fortsætte med dets mere eller mindre veldefine­rede arbejds-ogansvarsområde og 
koncentrere sig om, hvad der skete in­
den for den grafiske branche og inden 
for den trykte presse. Men i takt med 
samfundsudviklingen tabte den grafi­
ske branche terræn i forhold til den 
elektroniske medieindustri, ogden tek­
nologiske udvikling inden for print-me­dierne gik så hurtigt, at den del afmu­seets samlinger, der eksempelvis om­fattede blyteknikken, bogtryk, fotosats, reproteknik og stentryk, meget hurtigt 
blev betragtet som eksotisk og måske irrelevant for museumsgæstens hver­dag. Hvis museet fastholdt den snæv­re definition afansvarsområdet, ville det med andre ord blive stadigt van­skeligere -måske umuligt -at give et dækkende billede afde trykte mediers historie. Hvis man skulle forsøge at re­degøre for, hvorfor de trykte medier i denne periode blev udfordret økono­misk, strukturelt og på indholdet, måt­te eksempelvis reklamebranchens ud­vikling, tv-mediets ekspansion og In­ternettets fremvækst inddrages i en forklaringsmodel. 
I museets fireårsplan 1995-98 og i mit notat fra maj 1995 om museets lokaleproblemer blev problemet taget op. Det hed blandt andet: »... Endnu mere uheldigt er det dog, at hele det elektroniske medieområde overhovedet ikke behandles. Der er ingen reel be­grundelse for dette ud over, at det var dagspressens folk, der startede Dansk Pressemuseum og Arkiv, og at de som sådan var mest interesseret i deres eget områdes historie ...«. Konklusio­nen var: »... Alle disse opgaver med hensyn til de trykte og elektroniske me­dier bør naturligt samles her på DGM/ DP, der således bliver et dansk medie­museum ogdermed et center for forsk­ning for og formidling af dette vigtige område ...« (notat af19. maj 1995). 
Idéen om et mediemuseum blev nu kædet sammen med en muligudvi­delse af museets lokaler. Allerede ved overflytningen af Dansk Pressemuse­um og Arkiv til Brandts Klædefabrik var der peget på det uheldige i, at de oprindeligt to museer skulle deles om samme udstillingsplads. Museet be­gyndte derfor at undersøge mulighe­derne for at bygge til Brandts Klædefa­brik (Forretningsudvalgsmøde den 26. september 1991, ref.). Da en sådan ud­videlse hurtigt viste sig urealistisk, be­sluttede de fire institutioner på Brandts Klædefabrik -Det fynske Kunstakade­mi, Kunsthallen, Museet for Fotokunst og Danmarks Grafiske Museum/ Dansk Pressemuseum, der alle havde lokaleproblemer -i foråret 1993 at henvende sig til Odense Kommune om hjælp. 
Henvendelsen blev positivt modta­get, men efter nogle måneder blev ar­bejdet med planerne midlertidigt stillet i bero. Magistratens 4. afdeling (kultur­afdelingen) angav fortsat at have pla­nerne parat, ogat de ville blive frem­ført, »når lejligheden dertil var passen­de« (Forretningsudvalgsmøde d. 23. marts 1994, ref.). 
I den situation begyndte museet at overveje at flytte fra Brandts Klædefa­brik. En mulighed var at overtage en del af Odenses gamle banegårdsbyg­ning (Forretningsudvalgsmøde den 9. 

maj 1995, ref). Da Odense Kommune i efteråret 1996 vedtog dels at købe den gamle banegårdsbygning (dog uden at have afklaret til hvilket formål), dels at afsætte 25 mio. kr. til udvidelse af Brandts Klædefabrik, måtte museet overveje, hvad man ville foretrække: eventuelt at flytte ind i banegårdsbyg­ningen eller blive på Brandts Klædefa­brik. På et forretningsudvalgsmøde i november vedtog man: 
• 	
at der kunne indrettes et egentligt mediemuseum i den gamle bane­gårdsbygning »underforudsætning af, at der bliver stillet det nødvendige areal og tilstrækkelige ressourcer til rådighed«. 

• 	
at der under sammeforudsætninger kunne indrettes et egentligt medie­museum på Brandts Klædefabrik. 


• 	og at museet måtte fortsætte med det daværende arbejdsområde, hvis der kun blev tale om mindre lokale­mæssige udvidelser på Brandts Klædefabrik (Forretningsudvalgs­møde c/.75. november 1996, ref). 
Museets bestyrelse havde dermed sam­menkædet større lokaler til museet og nyt ansvarsområde, der også omfatte­de de elektroniske medier. Men samti­dig afspejlede beslutningen, at den lo­kalemæssige situation endnu var totalt uafklaret, og museet fortsatte med at »spille på alle heste«. Det deltog der­for også i det udvalg, som Odense Kommune havde nedsat vedrørende udvidelsen af Brandts Klædefabrik, selv om museets formand, Hans Otto Poulsen, i foråret 1997 tilkendegav, at de 150 m2, som ved udvidelsen var stillet museet i udsigt, var »klart util­fredsstillende og værre end ingenting, idet det sandsynligvis blokerer for, at museet senere kan komme med øn­sker om mere plads« (Bestyrelsesmø­de d. 28. maj 1997, ref.). 
Halvandet år senere kom der en af­klaring på såvel lokaleproblematikken som museets fremtidige arbejdsom­råde. Odense Kommune ønskede ikke, at museet flyttede ind i banegårdsbyg­ningen, idet man havde andre planer for dens udnyttelse. Hans Otto Poul­sen konkluderede derfor, at Danmarks Grafiske Museum/Dansk Pressemuse­um blev på Brandts Klædefabrik, »hvil­ket jo heller ikke er dårligt under forud­sætning af, at museet bliver tilgodeset ved den kommende udbygning afklæ­defabrikken«. Desuden besluttede be­styrelsen, at museet skulle udvikle sig til et mediemuseum-uden dog at lægge sig fast på det fremtidige navn (det viste sig i de følgende år at give mange hovedbrud). Det skete med den begrundelse, »at skulle museet også om nogle år være interessant for de kommende generationer, måtte muse­et følge med samfundsudviklingen og også dokumentere og formidle de elektroniske medier. Desuden forven­tedes en sådan nyskabelse at have in­teresse for den netop nystartede jour­nalistuddannelse på Odense Universi­tet« (Bestyrelsesmøde den 22. oktober 1998, ref.). 
Med denne afklaring kunne museet nu endelig fokusere på, hvorledes det bedst kunne indrette sig på Brandts Klædefabrik, og samtidig forsøge nøje­re at planlægge det kommende medie­museum. På sin vis havde disse lokale og definitionsmæssige udfordringer deres udspring i, at Danmarks Grafiske Museum og Dansk Pressemuseum og Arkiv var sluttet sammen i 1989. Afkla­ringen var svar på spørgsmålet om, hvordan dette nye museum skulle age­re i en stadig mere foranderlig medie­verden. Men selv hvis Danmarks Grafi­ske Museum var fortsat alene-uden museet fra Århus -ville museet på grund af den samfundsmæssige udvik­ling og dennes indvirkning på den gra­fiske branche have været nødt til at overveje dets fremtidige virke på Brandts Klædefabrik. Skulle man være tilfreds med at dække den isolerede grafiske historie, uanset at andre dele afmedie­industrien trængte sig ind på den grafi­ske industris område? I modsat fald: Hvor bredt skulle museets ansvarsom­råde defineres? 
Beslutningen om, at Danmarks Grafiske Museum/Dansk Pressemu­seum også skulle tage sig af de elek­troniske medier, blev ikke modtaget med lige stor begejstring alle steder. Også i bestyrelsen var der modstande­re afmuseet som et bredt mediemu­seum. Det var forståeligt, for der var tale om en klar drejning af museets ar­bejds-og ansvarsområde. Det blev der­for gang på gangpointeret over for disse skeptikere, at en udvidelse afar­bejdsområdet med de elektroniske me­dier ikke måtte svække de hidtidige kerneområder. Hans Otto Poulsen, der som nævnt i 1974 havde taget initiativ til Danmarks Grafiske Museum,talte dog varmt for skiftet, og herved blev det. 

Der kom et lille efterspil på lokale­problematikken, hvilket dog ikke ind­virkede på planerne om skabelsen af et mediemuseum. I foråret 1999 tilbød entreprenørvirksomheden Skanska, at museet kunne overtage en del af Rytter­kasernen i Ridehusgade i Odense. Pri­sen lå på 4,5 mio. kr., hvortil kom om­kostninger til istandsættelse. Forhand­linger med Bygge-og Anlægsfonden var lovende, idet denne skønnede at kunne yde et tilskud på 2 mio. kr. og et lån på 7-8 mio. kr., forudsat at amt og kommune ville støtte med et lignende beløb, og at Odense Kommune sikre­de museets videre drift: som mediemu­seum. De efterfølgende forhandlinger mellem kommune og museum gav ikke noget resultat, og i foråret 2000 fik museet besked om, at Odense Kommune selv ville købe den del af rytterkasernen, som museet gerne ville erhverve. Når museet igen havde vist interesse for en anden løsning, skyld­tes det, at forhandlingerne om forde­lingen af lokaler i forbindelse med ud­videlsen af Brandts Klædefabrik trak ud, og at de lokaler, som var stillet mu­seet i udsigt, var alt for små. Museets ledelse resignerede og indstillede sig nu på endeligt at blive på Brandts Klæ­defabrik. 
En ikke forudset effekt af museets forbliven på Brandts Klædefabrik var, at Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst og Danmarks Grafiske Mu­seum/Dansk Pressemuseum for første gang begyndte et reelt samarbejde. De havde ganske vist tidligt kunnet enes om en fællesbillet til alle husets udstil­linger, men dagligdagen var præget af en vis mistro til hinanden ogen vogten på egne, tilkæmpede rettigheder. Imid­lertid blev det nødvendigt at enes om en fordeling afnye lokaler. I modsat fald ville planerne om en udvidelse ri­sikere at falde til jorden. Dette arbejde blev dog gjort lettere ved, at Danmarks Mediemuseum efter en vedtagelse i Odense Kommunes kulturudvalg over­tog en stor del afDet fynske Kunstaka­demis lokaler på 3. sal-senere alle dets lokaler på denne etage. Da alle tre institutioners administrationer så ud til at kunne placeres i samme nybyg­ning, begyndte man desuden at over­veje, om samarbejdet kunne udstræk­kes til at dække en række andre områ­der. Resultatet var, at der i november 2004 blev indgået en samarbejdsaftale mellem de tre institutioner, der på den ene side opretholder de tre institutio­ner med hver sin bestyrelse, daglige le­delse, økonomi og faglige arbejdsom­råder, men på den anden side arbejder tæt sammen om bogholderi, persona-
Dronning Margrethe 2. og Prins Henrik har to 
gange besøgt museet. Dette foto er fra besø­
get i 1991, hvor de blandt andet besøgte mu­
seets papirmager, Henry Raunborg. 
Foto: Ole Bagger. 

leadministration, pr og marketing, for­midling og undervisning, butik, billet­salg, forkontor og it-administration. Der samarbejdes med andre ord på de områder, hvor institutionerne tilsam­men kan opnå en bedre udnyttelse af de økonomiske ressourcer og en pro­fessionalisering i arbejdet. Det siger sig selv, at denne proces ikke har været gnidningsløs, men i dag kan alle se, at der er kommet et nødvendigt og frugt­bart resultat ud afanstrengelserne. 
1990'ernes økonomiske udfordring 
Alt imens Danmarks Grafiske Museum/ Dansk Pressemuseums lokale-og ind­holdsmæssige fremtid blev overvejet, kæmpede bestyrelse ogden daglige le­

delse med museets dårlige økonomi. 
Ganske vist var museet med finansåret 1990 blevet statsanerkendt og dermed tildelt statslige midler, og som en for­udsætning herfor garanteret faste årli­ge tilskud fra de grafiske fags arbejds­giver-og arbejderorganisationer (For­retningsudvalgsmøde den 5. december 1985, ref.; brev fra Statens Museums­nævn den 27. juni 1986). Og samtidig havde såvel Danske Dagblades Forening som Dansk Journalistforbund ved sam­menslutningen afmuseerne i1989 også lovet årlig økonomisk støtte. Des­uden havde Odense Kommune ved samme lejlighed øget dens driftstilskud betydeligt. Alligevel kom museet snart ud i store økonomiske vanskeligheder. 
Årsagen var, at museets anden­største finansieringskilde, støtteforenin­gen Danmarks Grafiske Museums Venner, efterhånden ikke kunne ind­samle samme store beløb som hidtil. Allerede i1991 havde den-og dermed museet -problemer med økonomien, men i1992 blev situationen så alvorlig, at Hans Otto Poulsen orienterede kul-
Fra Dronning Margrethe ogPrins Henriks be søg på museet i1991 -her i det litografiske værksted. I forhold tilden første permanente udstilling er det litografiske værksted-som de fleste andre værksteder-nu blevet plads­mæssigt trængt. Yderst til højre ses museets formand Hans Otto Poulsen. 
turrådmand Søren Møller. Det var den begyndende økonomiske krise i den grafiske branche, der resulterede i fal­dende medlemskontingenter (Bestyrel­sesmøde den 26. oktober 1992). Mu­seets økonomi blev i denne omgang reddet, ved at Grafisk Arbejdsgiverfor­ening og Danske Dagblades Forening forhøjede deres økonomiske tilskud til museet ganske betydeligt, og ved at en lang række virksomheder og grafiske organisationer under truslen om mu­seets mulige lukningydede store, eks­traordinære tilskud, og endelig ved at støtteforeningen ved en ihærdig ind­sats fik flere medlemmer (Bestyrelses­møde den 25. oktober 1993, ref.; For­retningsudvalgsmøde den 23. marts 1994-ref.: Bestyrelsesmøde den i. maj 1994, ref.). Disse tiltag betød sammen med det forhold, at Odense Kommune fra 1995 forhøjede sit ordinære driftstil­skud med 333.000 kr., at museet fore­løbig havde overlevet dets hidtil værste økonomiske krise. 
Denne krise viste, at det var et skrø­beligt økonomisk fundament, museet byggede på. Etableringen af Danmarks Grafiske Museums Venner i 1983 hav­de reddet museets økonomi i den van­skelige etableringsfase, ogmuseet havde derefter baseret sinøkonomi på store årlige støtteforeningstilskud. I begyndelsen afi99o'erne viste det sig, som nævnt, at tilslutningen til støtte­foreningen og dermed dens indtægter var meget konjunkturfølsomme, og at museet måtte om ikke se bort fra de årlige tilskud -hvad man ikke havde alternative indtægtskilder til at kunne gøre -så dog nedsætte forventninger­ne til deres størrelse. I de forløbne år har dette dog heller ikke været nok. Den økonomiske krise blandt forenin­gens kernemedlemmer har holdt sig, 
På mange afmuseets sommerkurser under­viste en afDanmarks bedste kalligrafer, nu af­døde Else Marie Frandsen,i kunsten at skrive smukt. Foto; Danmarks Mediemuseum. 
og Danmarks Mediemuseum har ople­vet yderligere to økonomiske kriser. Det er imidlertid først fra 2007, at mu­seet har fået en mulighed for at begyn­de at udfase tilskuddene fra Mediemu­seets Venner, som foreningen i dag hedder. 
Det har været vanskeligt at finde andre indtægtskilder, der kunne erstat­te foreningens tilskud, idet en del af de faglige organisationer samtidig har nedsat deres tilskud, eller tilskuddene er helt faldet bort som følge affagorga­nisationernes opløsning. 
Danmarks Mediemuseum vil des­værre endnu nogle år være afhængig af de årlige tilskud, men håber-lige­som venneforeningens bestyrelse-at foreningens indtægter på længere sigt i stedet kan bruges til at finansiere eks­traordinære tiltag på museet. 


Nyt arbejds-og ansvarsområde 
Som statsanerkendt museum havde Danmarks Grafiske Museum/Dansk 
Pressemuseum som den eneste insti­tution i Danmark til opgave at indsam­le, registrere, bevare, forske i og for­midle den kulturarv, som stammede fra den grafiske branche og den trykte presse. En ændring i dette ansvarsom­råde krævede en godkendelse fra Sta­tens Museumsnævn, der på Kulturmi­nisteriets vegne skulle sikre en forde­ling af museale ansvarsområder i hele Danmark. Den formuleringtil museets fremtidige arbejds-og ansvarsområde, som museumsinspektør Henrik Har­now og jeg havde udarbejdet, blev for­holdsvis hurtigt accepteret af Statens Museumsnævns sagsbehandler. I ved­tægterne blev blot indføjet, at museet fremover ved siden af den grafiske branches og den trykte presses histo­rie også skulle varetage de elektroniske mediers kulturarv (§ 2). Vigtigere var imidlertid et tilføjet notat om, hvordan dette skulle forstås: 
Et af de meget festlige indslagpå Danmarks Mediemuseum var et arrangement, hvor MEP (Mogens E. Petersen) fortalte om sin tid som chefredaktør for Se og Hør. Her ses han i muntert lag medblandt andet tidligerechef­redaktør Bent A. Koch, Fyens Stiftstidende. Foto: Danmarks Mediemuseum. 
»Kerneområdet i museets virke er pro­
duktionens og produktets historie inden for grafisk virksomhed, den trykte presse og de elektroniske medier (radio og tv). 
Nye ogfremtidige elektroniske medi­
er som Internettet vil kun være omfattet 
af museets ansvarsområde,for så vidt det 
vedrører den grafske branche, den trykte 
presse eller tv og radio. 

De skrevne medier 
Danmarks Mediemuseum dækker de skrevne medierfra runerne til nutidens skriftkultur, skriftens opståen og udvikling ved påvirkning udefra, skriftensformer og stilarter, skriftens anvendelse ogformål. 
skrive-og læsemiljøer samt den tekniske side afskriftkulturen. 

Museet indsamler inden for de skrev­ne mediers historie skriveredskaber, per­gament og særligt papir, men ikke skrift­bærende historiske genstande som rune­stene eller middelalderlige håndskrifter. Der kan dog indsamles enkelte repræsen­tative eller særligt væsentlige eksempler på håndskriftens udvikling. 
[...] 


De trykte medier 
Danmarks Mediemuseum dækker de trykte mediers historiefra bogtrykkets indførelse i Danmark (i 1482) til i dag. 

Museets arbejdsområde udgør tryk­keteknikkens udvikling over tid samt tryk­kekulturenforstået som miljø, organisa­tion og arbejdsforhold i trykkebranchen. Desuden belyses trykkekulturens bredere kulturhistoriskeforhold, trykte mediers udbredelse ogfunktion, herunderforhold somforsøg på påvirkning samt censur og trykkefrihed. 
Museet har deltaget i adskillige grafiske mes­ser og udstillinger. Her på den grafiske messe i Fredericia i1993. Museets trykker arbejder ved en jernhåndpresse. 
Under trykkekultur dækkes også bo­
gensform og skrifiudviklingen samt, med 
særlig vægt, dags-og magasinpressens fremkomst og udvikling. 
Museet belyser endvidere aspekter af 
læsergruppens kulturhistorie, herunder 
udbredelse aflæsefærdighed. 
Danmarks Mediemuseum indsamler trykketeknisk udstyr, som kan belyse de trykte mediers tekniske udvikling og kul­turhistorie. Endvidere indsamler museet trykte produkter iform afbøger, aviser, blade og andet, der kan belyse mediehi­storien. 

Museet indsamler således litografier netop som dette og ikke som kunst. Efter samme principforetages ikke systematisk indsamling afbøger, aviser og blade, men kun enkelte produkter, som vurderes at være eksemplariske eller at have særlig betydning. 
Der indsamles hele trykker-, presse-og læsermiljøer samt eksemplerfra afsæt­ningsleddetf.eks. aviskiosker. 
Museet indsamler endvidere mate­rialefra pressens og de grafiske organisa­tioner, og der indsamlesfotografer af medievirksomheder og -institutioners miljøer og personer. 
Museetforetager ikke systematisk indsamling af pressefotos, bladtegninger og reklamer, men enkelte repræsentative eksemplarer eller samlinger. 

De elektroniske medier 
Endelig dækker Danmarks Mediemuseum 
de elektroniske mediers (radio, tv's) kul­
turhistoriefra indførelsen af telegrafen 
over telefonen, radio og tv til computer­
teknik. Udgangspunktet er de nævnte 
elektroniske mediers virksomheder og in­
stitutioner og deres ageren, eksempelvis 
deres betydning og virkningfor nyheds­formidling og anden kommunikation i 
det danske samfund, deforskellige udsen­
delsersform, indhold ogfunktion, medier­
nes organisering, bemanding og kultur­
miljø samt deres betydningfor og påvirk­
ning af brugerne. 
På de elektroniske mediers område ind­samler og dokumenterer museet arbejds­pladser og arbejdsprocesser, erindringer ogfotos, materialefra de pågældende or­ganisationer ogforetager interviews. Der indsamles enkelte produktionsmiljøer og produkter samt i mindre omfang elektro­niske genstande iform af radio og tv m.v., men museet indsamler ikke udsen­delser/produkter generelt. Den teknisk­historiske side af den elektroniske presse har museets interesse, når den kan belyse sider af mediernes kulturhistorie. Det vil således ikke være mediemuseets opgave at dokumentere den tekniske udviklings historie i sig selv. Heraffølger, at museet kun i begrænset omfang vil indsamle genstande og derudover vil søge at låne ellerfå deponeret teknisk udstyr til udstil­lingerne. 
Museet indsamler ikke spillefilm ...« 

Danmarks Mediemuseums nydefinere­de ansvarsområde indebar med andre ord, at dækningen afden teknologiske side afkulturhistorien i forhold til tidli­gere blev noget nedtonet -naturligvis uden at den blev tilsidesat -samtidig med at medieproduktets og -forbru­gets historie blev opprioriteret. Desu­den opregnede notatet, hvilke museer der havde beslægtede arbejdsområder, som derfor ikke skulle dækkes muse­umsmæssigt af Danmarks Mediemu­seum. 
Vedtægterne og notatet blev for­handlet på plads med Statens Mu­seumsnævn, således at museets besty­relse den 11. maj 2000 kunne godken­de det nye sæt vedtægter. Selv om vi i formuleringen vedrørende Internettet troede at have taget højde for den tek­nologiske udvikling inden for de elek­troniske medier, må vi i dag konstate­re, at dette ikke var tilfældet. Mobiltele­fonien har udviklet sigmed rivende hast, ogdet varer ikke længe, inden man kan se tv i rimelig kvalitet på mo­bilskærmen. MP3-afspilleren og iPod'­en var ukendte fænomener, ligesom in­ternet og bredbånd, selv om de var kendte, trods alt ikke var så udviklet og udbredt som i dag. Disse fænomener må museet naturligvis nu også interes­sere sig for museumsmæssigt. 
Det, som sagsbehandleren i Statens Museumsnævn havde vanskeligst ved at acceptere, var navnet Danmarks Mediemuseum. Han påpegede, at nav­net var for bredt dækkende, for der var jo også andre museer, fx kunstmuseer, der arbejdede med forskellige medier. Hertil kunne indvendes, at den danske museumsverden eksempelvis har et arbejdermuseum, uden at det hindrer, at andre museer dækker lokal eller branchemæssig arbejderhistorie. Eksi­stensen afTeknisk Museum i Helsin­gør udelukker jo heller ikke, at andre museer arbejder med teknisk historie. Et andet argument mod navnet var, at medier kunne være mange ting. For eksempel kunne det jo også have no­get med spiritisme at gøre! Ingen afar­gumenterne overbeviste dog museets daglige ledelse eller bestyrelse, der fastholdt navnet ogfik det godkendt af Odense Byråd, der i sidste instans skulle godkende vedtægterne. 

På bestyrelsesmødet i maj 2003 stillede Hans Otto Poulsen ikke op som formand til endnu en periode. Han havde da bestridt denne post i 22 år. Det havde været en langog hård kamp for at få idéerne om et grafisk museum realiseret, og det havde ikke været mindre arbejdskrævende at »holde skuden oven vande«, den evigt dårlige økonomi taget i betragtning. Hans Otto Poulsen har været en helt central aktør i den udvikling, som museet gen­nemgik -fra et forholdsvis spinkelt museum til Danmarks Mediemuseum. Han blev afløst af professor jørn Hen­rik Petersen, Syddansk Universitet, der efter to år overlod posten til informa­tionschef på TV2, Kaj Høivang. Fra de­cember 2006 er direktør Per Køhn, Grafisk Arbejdsgiverforening, formand for museet. 

Danmarks Mediemuseum 
Idéerne om et mediemuseum havde langsomt taget form gennem de første år af iggo'erne, uden at de dog blev særlig konkrete. Men i1996/97 blev det nødvendigt at begynde at overveje, hvorledes de mulige planer for et me­diemuseum kunne realiseres. Den i. juli 1996 startede Henrik Harnow som museumsinspektør efter jacob jensen, der var blevet leder afGlud Museum. Det blev en af Henrik Harnows første opgaver at komme med forslag til en mediehistorisk udstilling, og han nåe­de at udarbejde et forslag, der danne­de grundlag for det videre arbejde, in­den han foråret 1999 blev ansat på Odense Bys Museer. 
Forslaget indeholdt blandt andet idéen om at lave én samlet mediehisto­risk udstilling, der dækkede de skrevne, trykte og elektroniske mediers historie. Udstillingen skulle fokusere på centra­le problemstillinger, fastholdt som le­detråde gennem udstillingens kronolo­giske temaer. Desuden skulle udstillin­gen være en alment tilgængelig frem­stilling afmediehistorien, men med særtemaer og fordybelsesmuligheder, der i et vist omfangtilgodeså et særligt interesseret eller fagligt kyndigt publi­kum. Endelig skulle udstillingen frem­stå som en udstillingsteknisk og lay­outmæssig moderne og professionel udstilling. 
I efteråret 1999 blev Egmont Fon­dens direktør, Bente Groth, inviteret til at besøge Danmarks Mediemuseum. Det var oplagt, at museet rettede hen­vendelse til netop Egmont Fonden. Dels var det en fond, der i givet fald havde tilstrækkelig økonomi til at yde et væsentligt tilskud til mediemuse­umsprojektet. Dels var virksomhedens og fondens grundlag medievirksom­hed ibred forstand, og dels lå der i idéen om mediemuseet et meget stort element af formidling til børn og unge 
-et af Egmont Fondens kerneområder. Bente Groth fandt idéerne om et me­diemuseum på Brandts spændende og perspektivrige og bad om, at museet fremsendte en ansøgning, som kunne forelægges Egmont Fondens bestyrel­se. Målet var at få finansieret et forpro­jekt, der nøjere kunne skitsere medie­museets samlede formidlings-og ud­stillingsprojekt. Ansøgningen blev imødekommet, og Fonden bevilligede 
625.000 kr. til forprojektet, der kom til at løbe fra juli 2000 til august 2001 med museumsinspektør Flemming Steen Nielsen som projektleder. Flem­ming Steen Nielsen havde været ansat på Teknisk Museum i Helsingør, men erstattede i efteråret 1999 Henrik Har­now på museet. Desuden blev udstil­lingsarkitekt Eskild Laursen knyttet til projektet. 

Projektets resultat blev sammen­fattet afFlemming Steen Nielsen i rap­porten På vej mod Danmarks Mediemu­seum, 2001, hvis konklusioner siden da har dannet grundlag for det videre ud­viklingsarbejde på museet. I rapporten blev der peget på følgende forslag til museets nye formidling: 
• 	
etformidlings-og undervisnings­center. 

• 	
etfleksibelt særudstillingslokale. 

• 	
et tv-studiefor børn og unge. 

• 	
et dokumentations-, videns-og aktivitetscenter. 

• 	
en stor mediehistorisk basisudstilling. 


Med udgangspunkt i disse forslag har Danmarks Mediemuseum i de sidste fem år arbejdet med at realisere de nye formidlingsaktiviteter. Egmont Fonden gav med det samme tilsagn om -på en række betingelser -at støtte projek­tet med 7,5 mio. kr. Indtil nu er de gen­nemførte tiltag dog finansieret ad an­den vej bl.a. af Kulturarvsstyrelsen, Dansk Pressenævns Mediesekretariat, Kulturministeriet, OAK-foundation, 
N.M. Knudsens Fond og en særbevil­ling fra Mediemuseets Venner. Efter­hånden er der kun en enkelt betingel­se, der mangler at blive opfyldt, før Eg­mont Fondens bevilling bliver udløst­restfinansieringen på ca. 4,5 mio. kr. 
Meget er allerede gennemført. I 2005 blev et formidlings-og undervis­ningscenter for hele Brandts taget i brug. Centret har fået store velindrette­de lokaler med nyt inventar og nye un­dervisningsmidler. Som på så mange andre områder fandt de tre institutio­ner, Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst ogDanmarks Mediemuseum, at de i fællesskab kunne skabe et stør­re og bedre formidlings-og undervis­ningscenter, end hvis den enkelte insti­tution selv skulle etablere et sådant. Fyns Amt har i de første tre år finansie­ret lederen Leslie Ann Schmidts stil­ling. En del afundervisningen foregår i centrets lokaler på første sal, men me­gen undervisning foregår i husets ud­stillinger ogi Danmarks Mediemuseums tv-studie. Ogdet er ikke meningen, at centrets medarbejdere kun skal under­vise: Det er også vigtigt, at de kan medvirke til et udviklingsarbejde, der skal resultere i nye undervisningsme­toder og -midler, fx hvad angår medie­undervisning. 
I samarbejde med udstillingsarki­tekt Eskild Laursen er der indrettet et nyt særudstillingslokale i den gamle administration på tredje sal. Lokalet er yderst fleksibelt -blandt andet med udtag til internet,computere ogelek­tricitet, skydevægge til afblænding mod dagslys og et nyt system med spotlys. Museet har senest vist så for­skellige særudstillinger som Tegn til tekst med kunstneren Peter Brandes, Lykke og ulykke i medierne -et kron­prinsbryllup ogen tsunami og den nu­værende udstilling: Smagfor reklamer -om tre vellykkede branchereklame­kampagner i igSo'erne og1990'erne, bl.a. med »Minna ogGunnar«. 
Tv-studiet for børn og unge er ca. et år gammelt. Det er forsynet med den nyeste teknik til tv-produktion og kan sende i broadcast-kvalitet. Museet tilbyder skole-og gymnasieklasser at lave dagens tv-avis. Eleverne ankom­mer kl. 9 om morgenen, og inden de går hjem kl. ca. 14,30 har de lavet en tv-avis på 7-8 minutter. De får adgang til Ritzaus Bureaus nyhedstelegram­mer, Pol-Fotos billedbase og vejrnyhe­der. De skal selv vælge relevant stof, skrive tekster, finde aktuelle billeder ­eventuelt med håndholdte kameraer­lave reportager i byen og endeligt redi­gere stoffet til udsendelsen. Derefter inddeles de i et hold foran kameraerne og et hold i teknikken. Efter et par prø­veoptagelser optages udsendelsen, der efterfølgende -uklippet -lægges ud på museets hjemmeside, således at forældre, deres skolekammerater og andre kan se mesterværket. Denne un­dervisning giver ikke blot indblik i me­diearbejdet, herunder det vanskelige redigeringsarbejde. Den virker også som en slags teambuilding, hvor resul­tatet afhænger af, at alle gør det, der er deres opgave, og stoler på, at alle kan gøre det, de er sat til. Tv-studiet er utroligt populært. 

Dokumentations-, videns-og akti­vitetscenteret er under opbygning. Fo­reløbig er en del afmuseets efterhån­den omfattende specialbibliotek blevet opstillet i det lokale, der tidligere huse­de den pressehistoriske udstilling. Dette vil løbende blive udbygget, sam­tidig med at der vil blive indrettet stu­diepladser, hvor studerende, forskere eller andre særligt interesserede kan arbejde med museets forskellige sam­linger: arkivalier, faglitteratur, tidsskrif­ter, udklipssamling, fotos m.v. Desu­den vil lokalet komme til at rumme en udstillingsscene, hvor der kan opbyg­ges små, helt aktuelle udstillinger, der kan kommentere eksempelvis begiven­heder i medieverdenen eller mediernes behandling afenkeltnyheder. I dette center skal det også være muligt at spille computerspil, der har relation til medieverdenen. Det kan eksempelvis være presse-etiske spil med udgangs­punkt i konkrete cases eller spil, hvor deltagerne som henholdsvis fotograf, journalist og redaktionschef skal være med til at lave en avis. 
Museets rotationspresse fra Flens­borg Avis skal blive stående nederst i lokalet. En glasvæg skal afskærme det øvrige rum fra maskinstøjen, når mu­seets pensionerede fagfolk kører med pressen. 
Endelig vil museets gæster i muse­ets biograf kunne se en introduktions­film til museets udstillinger eller nyde gamle mediehistoriske film. Biografen er allerede i funktion. 
Den 30. november 2006 åbnede første del afden nye basisudstilling på Danmarks Mediemuseum. Den er kaldt 
Massemediernes gennembrud 1850-1920 
og omhandler den periode, hvor det moderne Danmarks mediebillede blev grundlagt. Udstillingen fylder ca. 400 m2 ud af det 1000 m2 store udstillings­lokale. Også i dette tilfælde har muse­et benyttet sig af Eskild Laursen som udstillingsarkitekt. Resultatet er blevet en meget fleksibel udstilling. Den er således opbygget på paller, ogelemen­terne i udstillingen vil meget let kunne fornyes, hvilket også vil blive tilfældet, idet museet i dets arbejdsplaner ind­bygger, at udstillingen hvert år skal ju­steres og fornys. Vi vil forsøge at efter­leve det, som den danske museums­verden gerne taler om, men sjældent lever op til: en stadig fornyelse af den permanente udstilling. Ofte lever per­manente udstillinger lidt for godt op til deres navn! Massemediernes gennem­brud 1850-1920 indgår som en del af en stor basisudstilling, der skal dække dansk mediehistorie fra vore dage til­bage til middelalderen. Udstillingens overordnede tema er forholdet mellem teknologi, produkt og forbruger/bruger, set i et tidsmæssigt udviklingsforløb og i forhold til mediernes indbyrdes af­hængighed og påvirkning afhinanden. Udstillingen vil have omvendt kronolo­gi, idet den begynder med det kendte ­med den medieverden, vi er en del af­og derefter viser, hvordan vi er kommet så »herligt« vidt i vort medieforbrug og -brug, som tilfældet er. Denne ind­faldsvinkel er valgt ikke mindst afhen­syn til børn ogunge, hvis tålmodighed og interesse vil være tabt, hvis de skal gennem hele vor mediehistorie, før de når frem til den udstillingsdel, der om­handler deres egen mediehverdag. 
Den samlede udstilling har ingen strikt kronologi, idet den er periode­inddelt i fire store dele, ogidet der in­den for hver periode er en række tema­er, der bliver behandlet udstillings­mæssigt. Nogle af temaerne vil kunne findes i alle perioderne, såsom censur og kontrol med medierne, mens andre på grund afden teknologiske udvikling kun vil optræde i en enkelt periode, fx radio ogtv. Der er med andre ord ikke en lang linje gennem udstillingen, som man kan følge og derved lære hele vor mediehistorie at kende. I stedet for kan museets gæster »plukke« temaer ud, som de kan fordybe sig i eller springe over. 
Når den digitale formidling ved hele basisudstillingens færdiggørelse kan tages i brug, vil det dog være mu­ligt at følge »spor«, som giver en form for baglæns udviklingshistorie inden for udvalgte temaer. Det kunne være reklamens historie og betydning, eller det kunne være trykketeknologiens ud­vikling. Med den digitale formidling af udstillingen håber vi også at kunne til­byde, at gæsterne vælger udstillings­tekstning på eget sprog og et forstå­eligt niveau samt supplerende materia le, eventuelt bestilt til at blive sendt til hjemmeadressen via internettet. 

Ved indgangen til udstillingen vil der blive opbygget et introduktionsaf­snit, der desuden skal præsentere nye tendenser inden for medieområdet og gerne give et bud på fremtidens medi­er. Det omtalte tv-studie er opbygget, således at det vil være en form for ar-
Massemediernes gennembrud 1850-1920, afsnit­tet om bladhuset og den store grafiske virk­somhed Ferslew. I baggrunden ses temaet om billedrevolutionen i Danmark i denne periode. 
bejdende værksted i den udstillingsdel, der omhandler perioden 1920-2007. 
I øvrigt er museets arbejdende værksteder spredt over hele udstillin­gen og indplaceret dér, hvor de krono­logisk og temamæssigt hører hjemme. Endnu er museet i den heldige situa­
i77 
Massemediernes gennembrud 1S50-1920, afsnit­tet om den industrielle bogfremstilling. I for­grunden ses boghåndværkeren Simon Bern­stens jernhåndpresse fra 1840'erne. 
tion, at det råder over et stort korps af pensionerede fagfolk, der frivilligt be­mander de mange grafiske værksteder. 

Som det er nævnt flere gange, læg­ger Danmarks Mediemuseum med disse formidlingstiltag vægt på fleksi­bilitet og fornyelse. Det vil i høj grad være nødvendigt -ikke mindst i den nyeste del afudstillingen -idet medi­ebrugen og udbuddet af medier er un­der stadig forandring. Dette bør udstil­lingen afspejle. I øvrigt er udstillingen selv et medie, der -under hensyntagen til økonomien -i sine udtryksformer og udstillingsmidler hele tiden må vise fornyelse. Med den store variation i museets nye formidlinghåber vi selv­følgelig, at vi når ud til en bred mål­gruppe, når hele projektet står færdigt om forhåbentlig to år. Som det er fremgået, er der dog i særlig grad en forventning om, at børn og unge vil bruge museet. Selve emnet burde have interesse, men derudover sigter for­midlings-ogundervisningscentrets ar­bejde netop mod denne målgruppe. Det samme gør tv-studiets tilbud og udstillingens opbygning og indbygge­de muligheder. 
Det er naturligvis hårde odds, som museet er oppe imod -hele medie­flimmeret taget i betragtning. Derfor er det vigtigt, at museet har nogle tilbud, som museets gæster ikke lige så godt 
-eller måske endnu bedre -kan sidde derhjemme og forlyste sig med. En an­den vigtig forudsætning for museets succes er, at det har en betydelig tyng­de i såvel viden og forskning som sam­linger vedrørende den danske medie­historie. Hvis denne del af den musea­le virksomhed ikke er til stede, vil for­midlingen meget hurtig blive overfla­disk og kedelig. 


Afslutning 
Som det er fremgået, har Danmarks Mediemuseum udviklet sig fra et for­holdsvis snævert branchemuseum til et specialmuseum med en bred mål­gruppe -i princippet hele den danske befolkning, som jo er medieforbrugen­de -med særlig fokus på børn og unge. Det har udviklet sig fra at frem­hæve nogle værdier ogen viden, der var truet -som det skulle vise sig: med god grund -til et museum, der søger at skabe et perspektiv, i hvilket nutiden kan spejle sig og eventuelt få nogle redskaber til at forstå hverdagens medietilbud. 

Denne udvikling kan også ses i museets forskellige permanente udstil­linger. Danmarks Grafiske Museums første udstilling var for så vidt traditio­nel ogtidstypisk i den forstand, at en række teknologier blev skildret i en line­ær historisk udvikling. Den type udstil­linger kunne ses på mange afsamti­dens danske museer. Den udstilling, som Niels Thomsen opbyggede på Dansk Pressemuseum ogArkiv i Århus, var for så vidt også traditionel. Den fortalte den danske presses historie i en ligeledes fremadskridende kronolo­gi, men bar samtidig -i kraft af sin tekstmæssige tyngde, statistiske mate­riale m.m.-præg afat være en illustre­ret, videnskabelig afhandling. 
Den udstilling, der blev indviet på Brandts Klædefabrik i 1990 og1991, og som fik et noget mere permanent præg end oprindeligt tiltænkt, var egentlig identisk med de to nævnte udstillinger, dogi noget forkortede ud­gaver. Det er først med de aktuelle me­diehistoriske udstillinger, der bygges op i disse år, at mediernes historie er tænkt sammen. Samtidig er der sket et bevidst brud med den lineære udvik­lingshistorie. Ganske vist er der i ud­stillingen en vis kronologi, men den falder i store perioder, og inden for de enkelte perioder kan temaerne spræn­ge den tidsramme, de er placeret i. Samtidig benytter museets udstillinger sig afen større mangfoldighed af virke­midler. De arbejdende værksteder har været med fra starten af Danmarks Grafiske Museum i 1984, men en ræk­ke nye tiltag som det arbejdende tv­studie, audiovisuelle virkemidler, spil, en aktiv formidling og undervisning med udgangspunkt i udstillingerne og et endnu ikke fastlagt system til digital formidling vil give de nye udstillinger flere og mere alsidige muligheder for at skabe oplevelser for museets gæ­ster. Mange afdisse nye udstillingsak­tiviteter var ikke teknisk mulige i i98o'erne oger således et resultat af udviklingen inden for udstillingsteknik­ker og -teorier i de forløbne år. De er samtidig udtryk for, at museet er nødt til oger parat til at tage udfordringen fra de elektroniske medier op. Dan­marks Mediemuseum har andet og mere at byde på end et nok så spæn­dende skærmbillede! 
Denne udvikling er sket samtidig med, at Danmarks Mediemuseum har været ude i en intensiv overlevelses­kamp med hensyn til økonomien. Helt fra begyndelsen var museets drifts­mæssige grundlag svagt funderet, hvil­ket skabte mange kriser i de følgende år. Det var kun takket være store øko­nomiske tilskud fra den grafiske bran­che, de faglige organisationer på både den grafiske ogpressemæssige side, fra grafiske virksomheder ogprivatper­soner, museets aktive støtteforening og ikke mindst Odense Kommune, at museet overlevede. Hertil kan lægges en lang række sponsorindtægter i form af virksomheders gratisydelser til mu­seet, og fondes og virksomheders en­gangsydelser til særlige museumsakti­viteter eller anskaffelser. Museets egne indtægter talte uendeligt lidt i denne sammenhæng -maksimalt 150.000 kr. i entreindtægter på årsbasis. 

Selvfølgelig håber Danmarks Me­diemuseum, at de her nævnte tilskuds­kilder ikke tørrer ud, men museet må ­på linje med mange andre museer­indstille sig på, at det vil blive nødven­digt, at dets egne indtægter forøges betydeligt i de kommende år, hvis det skal kunne varetage sine arbejdsopga­ver på en seriøst og formidlingsmæs­sigt moderne måde. I den forbindelse er museernes samlinger en vigtig kapi­tal. Ikke således at forstå, at museerne skal sælge ud af deres samlinger -det er ulovligt ogvil også være moralsk angribeligt -men derimod, at disse in­stitutioner kan levere billeder, tekst. 
forskning og tjenesteydelser til en sta­dig mere hungrende oplevelsesindu­stri. Her er Danmarks Mediemuseum måske bedre stillet end så mange and­re museer, bl.a. fordi det har et fuldt funktionsdygtigt og moderne tv-studie, der kan udlejes eller bruges til kurser 
m.v. 
Danmarks Mediemuseum er i dag -også internationalt -anerkendt som et afde førende museer inden for sit område i Europa. Danmarks Medie­museum er på internationalt plan end­nu ene om at dække en så bred defini­tion afmediehistorien som de trykte og elektroniske mediers historie. I be­tragtning af mediernes centrale rolle i vort moderne informationssamfund kan dette virke noget overraskende. De mange andre grafiske museer og pres­semuseer, der findes i Europa og USA, har jo reelt været vidne til samme sam­funds-og mediemæssige udvikling som Odense-museet. En forklaring på denne forskel kunne være, at de fleste grafiske museer fortsat fokuserer på en teknologisk udvikling, der hører blype­rioden til. Man har ikke for alvor inter­esseret sig for de digitale printmedier endsige den kulturhistoriske side af den grafiske historie. Pressemuseerne synes ligeledes i høj grad at have be­grænset sig til en mindre del af presse­historien: de trykte dagblades historie. Dette kan have sin årsag i knappe øko­nomiske ressourcer, men det kan også være begrundet ien for snæver opfat­telse af, hvad et museum skal være. Dagbladenes historie kan ikke ses iso­leret fra de øvrige mediers historie el­ler fra den generelle samfundsudvik­ling. En undtagelse er Newseum i Washington, der p.t. er under ombyg­ning. Som navnet antyder, har dette i øvrigt rige ogspændende museum koncentreret sig om nyhedernes hi­storie, både inden for de trykte og de elektroniske medier. På den anden si­de er nyhedsformidling jo også påvir­ket af fx reklamefinansiering (især'i USA), udviklingen inden for dag-og ugeblade ogtendensen i retning af, at underholdning breder sig over hele 
sendefladen. Disse temaer blev ikke berørt i den nu lukkede permanente udstilling, men vil naturligvis kunne indgå i den udstilling, der forventes åbnet i 2007. 
Fra 2007 har Odense Kommune forhøjet sit årlige driftstilskud til Dan­marks Mediemuseum med 1 mio. kr. Det betyder, at museet vil kunne an­sætte personale, der først ogfremmest skal arbejde med den nyeste medie­historie. Det indebærer samtidig, at der frigøres arbejdskraft til at arbejde med museets gamle kerneområder. Hermed opfyldes således løftet om, at den grafiske historie og den trykte presses historie ikke vil blive nedpriori­teret i forbindelse med udvidelsen af museets ansvarsområde. Med den markante styrkelse afmuseets engage­ment på de nyeste mediers område vil museet ved siden afde ovenfor beskrev­ne museale opgaver kunne blive en vigtig aktør i samarbejdet med private medievirksomheder her i Odense og med læringsinstitutioner som Syd­dansk Universitet ogOdense tekniske Skole. Som en vigtig kulturinstitution 

I 1988 fik Brandts Klædefabrik som det første 
danske museum »European Museum ofthe 
Year Award«. Museets leder ses her med den 
fine Henry Moore-statuette efter overrækkel­
sen ved en ceremonii Delfi iGrækenland. 
Privatfoto. 
vil museet kunne være med til at give indhold i den oplevelsesindustri, som i øjeblikket ser ud til at have store udvik­lingsmuligheder, og som inkluderer både offentlige og private virksomhe­der. Målet for dette arbejde må være at gøre Odense og Fyn til et »mediernes oplevelseshus«. 

Kilder 
Upubliceret materiale 
Danmarks Grafiske Museums og Dansk Pressemuseum ogArkivs arkiver vedrørende bestyrelses-og forretningsudvalgsmøder. 
Publiceret materiale 
Dansk Pressemuseum og Arkiv, 

Århus 1962. Torben Ejlersen: Danmarks Grafiske Museum i Odense, Odense 1981. Flemming Steen Nielsen: På vej mod Danmarks Mediemuseum, 
Odense 2001. Pressehistorisk Årbog 1963-1968. Diverse årgange af fagbladene 
De grajiske Fag og Bogtrykkerbladet. 
Diverse årsberetninger ogmeddelelser fra Dansk Pressemuseum og Arkiv 1953-1961.