AUGUST SANDGREN AF BIRTHE LASSEN Portræt af August Sandgren. I BOGEN Bogbinder August Sandgren 1893-^34, som blev udgivet af Sandgren-klubben i 1949' skriver OswaldJanner i forordet: »En gang maa den store Bog vel komme med farvelagte Illustrationer af alle hans Mesterværker og med en indgaaende Skildring af hans Personlighed. Et saadant Værk gemmer Guld i Barre, som blot venter på at blive møntet ud«. Bogen er endnu ikke udkommet. Men jegvil gerne her give et bidrag til at holde mindet om en af giganterne inden for dansk bogbind i live. August Sandgrens første årsom bogbinder August Sandgren blevfødt den 13. januar 1893 i Hobro. Han var den niende ud af en søskendeflok på tretten. Faderen, som kom fra Sverige, var garver. August voksede op isin fødeby. Da han var omkring IO årgammel, pådroghan sig en lidelse idet ene ben, der gav ham et handicap, som han måtte kæmpe med hele sit liv, og som var medvirkende til hans alt for tidlige død. August Sandgren kom i bogbinderlære hos C.E. Haarsløv i Hobro den I. maj 1907 og blev udlært i 1912. Han havde i 1911 deltaget i et to-måneders kursus på Fagskolen for Boghaandværk i København. Han var godt indei allefagets discipliner, f.eks. tegnedeoggra­verede han, allerede mens han stod i lære, somme tider sine egne stempler. Ud af en klump, som han havde banket sammen af nog­le gamle kobberstumper, skar han f.eks. et stempel efter egen teg­ning og forærede det til Haarsløvs søn, som brugte det i mange år. Det vardengang meget almindeligt, at svende tog på valsen, og det gjorde Sandgren også. Han vendte først tilbage til Danmark efter at have tilbragt syv år i udlandet. August Sandgrenvar meget opsat på at læreog se såmeget som muligt. Han tog først til Holland, senere til Sydtyskland og Schweiz, hvor han arbejdede i Ziirich, Bern og Geneve. Derefter tog han til Lyon i Frankrig, hvor han blev i en længere periode. 1 1914 besluttede Sandgren sig for at tage til Italien, men da han kom til grænsen, blev han arresteret. FørsteVerdenskrig var brudt ud. Han blev sendt tilbage til Schweiz. Herfra var der arrangeret et særtog, som skulle bringe de danskere, der var strandedei Mel­lemeuropa, tilbage til Danmark. August Sandgren steg på toget, men da det nåede Berlin, fortrød hanog stod af. Under krigenar­bejdede han i Berlin på flere forskellige værksteder, men tog sig også tid til atgå på Berlin Buchbinder Fachschule iet halvt år. Her gik han i »Kunstklassen«og blev undervist af bogbinder og forgyl­der Paul Kersten, der-ligesom Sandgren efter sit ophold i Lyon -var stærkt inspireret af denfranske bogbindertradition.Kersten Svendebrev. Itfl #1 •^1 _ I *Tp >: KTBf 'orcnmacn al^^WlkpiWSflf i Trorinierne fåkmnark. ÆycXcyc 'cXcycycyc bevidner herved at: født /VtS. udlært hos føw s '/!-fa. efter en lerretid af Aar har opfyldt sine For­pligtelser som Lærlwg og derefter aflagt Svendeprøve be­staaende af i* su/^'r-^ -/ .-t-i-tW/ >tst n-^fy w hvitken blev godkendt af Skuemestrene Centralforeningen af Bogbindermestre i Provindserne i Danmark anbefaler ham derfor paa det bedste til Fag­faller. saavel i Indland som Udland, med Anmodning om at støtte og vejlede ham ved hans videre Uddannelse den ^ //f/C, For Bestyrelsen /. r. Fønmmmd. t. C) SkurmrUn satte stor pris på Sandgren og gengav to af hans bind i sin mono­grafi DerexakteBucheinband, 4-udg.1923 (tavlerne 9 og17). Sandgren blev også undervistaf tegneren P. Arndt, derligesom Kersten blev en vigtig inspirationskilde for ham. Typografi og kalligrafi havde også August Sandgrens store in­teresse, og han tog kurser i begge dele. Typografien fik han brug for, når han satte titler op. Ogat han havde lært noget, er der in­gen tvivl om: Hans måde at spatiere titler på var forbilledlig. 11916 kom hans bror, Oscar Sandgren, dersamme år var blevet udlært som bogbinder hos P.E. Haarsløv i Hobro, også til Berlin. Sandgren gik, så ofte han kunne, på biblioteker og museer for at studere både ældre og nyere bogbind, og på den måde stiftede han bekendtskab med denengelske bogtrykker og bogbinder Cob­den Sanderson (1840-1922), som han blev en stor beundrer af. Han interesserede sigogså i høj grad for malerkunst, klassisk mu­sik og opera. Sandgren samlede et større materiale sammen om bogbind. Han klippede tegninger og fotografier af bogbind ud af tidsskrif­ter ogklæbede demind iet album. Undertiden blev der også sat et exlibris ind. I et andet album har han indklæbet fotografier af nogle af de bøger, han indbandt. Desværre er fotografierne fra August Sandgrens øvelser i kalligrafi. Hdraten ijf Jchon, nicht lidratcn -Dancbrog -\\opcnhagcn. 12j450f6 riu^hindec Goethe-Das lagebuch •'Izgebcuij. Xåndmarmor SQ OLlODdusktg, IDir hdrcn'soft,undglaubcn'suxsli amEnde: Dasfflcnsehenherz sei uufrai' JHarmc & cunø uncrørumilkh, lind u>icman auch sidi hin und unederwende^ 5o sei derChrisXe wieder fieide jundlich.T)as Seéte bleibt, wir ren­ gebcn unsdie Hånde und tun uns /mr wer xnwhbimm mwc Helbind i gråligt svineskind. Permerne med hjørneornamenter i blindtryk ud­ført med stempler tegnet og skåret af Sandgren i >snoet< jugendstil. Ovalt midterfelt. Ryggen med fem ægte bind ligeledes dekoreret i blindtryk. Grønt forgyldt rygtitelfelt. Kanterne udekoreret. Indslaget med enkel blindtrykt streg­ramme. Forgyldt snit. Forsats i grønt-blåt-gult marmoreret håndgjort papir. Udført 1911-12. (Karl de Coster: Uilenspiegel und Lamme Coedzak. Ein frohliches Buch trotz Tod und Tranen. Leipzig: bei Wilhelm Heims, 1910. Privateje). Foto: Det Kongelige Bibliotek. IOO dengang uden datering. Da han senere kom tilbage til Danmark, fortsatte han med at få sine bind fotograferet, bl.a. hos xylograf F. Hendriksen, og derefter blev bagsiden på mange af fotografierne forsynet med oplysninger om titel, skindfarve og format. Jeg er i besiddelse af begge album og har haft stor glæde afat studere dem. Inspireret af hvad han så i Berlin, prøvede August Sandgren sig frem inden for et bredt spektrum af stilarter fra barokken til romantikken. Han bandt bøger ind med kulørt skindpålægning og blomstrende stempler, indtil han fandt sin egen stil. Som ung overdekorerede han gerne sine bind. Gustav Strand købte et af hans bind fra denne periode Alphonse Daudets Lettresde mon moulin i et helskindbind af maroquin, som var stærkt dekoreret og med forsats af moiré. Sandgren var blevet enanerkendt håndforgylderog bogbinder i Berlin, men efter krigens afslutning og det følgende sammen­brud og revolution blev forholdene naturligt nok sværere. Han havde lært en ung pige at kende, Charlotte Marie Petermann, der var syv år yngre. De var blevet gift i april 1919-0g i november 1919 tog de til Danmark i håbet om, at forholdene der var bedre. August Sandgren vender hjem Da August Sandgren og hans kone kom til København, lejede de et værelse på Nørrebro; senere flyttede de til Amager, for til sidst at flytte til Angelgade 17 på Vesterbro, hvor de blev boende. Her fik de to børn: Elna, som blev født i 1920, og Lars, som blev født i 1924. Sandgren fik hurtigt arbejde hos bogbinder V. Hansen i Go­thersgade, men han blev der kun i en kort periode. Bogbinder Oswald Janner havde nemlig fået tilbudt en stilling som leder af bogbinderiet hosJ.H. Schultz.Janner, der på det tidspunkt hav­de haft eget værksted i Pile Allé 411 tolv år, var derfor interesseret i at sælge sit bogbinderi. August Sandgren, der gerne ville være selvstændig, købte det den I. februar 1920 ogfik borgerskab sam­ IOI me år den 26. maj. Værkstedet var ikke ret stort, men han fik det godt indrettet. Hans bror Oscar blev ansat, og han blev på værk­stedet indtil 1934' hvor han besluttede sig for også at blive selv­stændig. Han overtog da A. Westergaards værksted, som han drev indtil 1980. Selv om August Sandgren var et ganske ukendt navn i Køben­havn, lå hans priser klart i den dyre ende -han kendte sit eget værd. Han udstillede nogle af sine bøger i vinduet, så interesserede kunne se, hvad han kunne, og han fik hurtigt en del private kun­der. Men det var ikke nok, hvorfor han snart rettede henvendel­ser til forskellige biblioteker om arbejde. Det lykkedes ham at etableret et samarbejde med kommunebibliotekerne på Frede­riksberg og i Glostrup og senere også med Det Kongelige Biblio­tek. En anden offentlig kunde var den nye politigård, der indi­mellem bestilte arkivæsker i tusindvis. Det krævede en helt særlig orden at fa plads til dem i det lille værksted. Sandgren stemplede sine almindelige bind med AUGUST SANDGREN i sort tryk på indersiden af forpermen øverst til ven­stre. På sine helbind trykte han sit navn i guld på bagpermen midt på skindet forneden. August Sandgren som bogtrykker Det begyndte at rygtes blandt unge kunstnere, at der var kommet en bogbinder, som var meget kunstinteresseret, til byen. Kunst­nerne kom og fik bundet deres bøger ind, og Sandgren fik i man­ge tilfælde gode akvareller og tegninger som betaling for nogle af sine indbindinger. Der var tale om byttehandler. For eksempel skrev Axel Salto i et brev; »Jeg har set Deres Bogbind paa den Per­manente og syntes, at de er smukke. Har De ikke Lyst til at bytte Bogbinderarbejde med noget af mit Stentøj?«. Kunstnerne fik også trykt deres raderinger og træsnit hos Sandgren. Til at begynde med brugte han en fluesmækker til tryk­ningen, men fandt dog hurtigt ud af, at hans bordstokpresse var langt bedre. Det blev til en hel del, der blev trykt på denne måde. For maleren og tegneren Harry Carlsson og tegneren Hakon Spliid trykte han forskellige linoleumssnit, træsnit og raderinger. I 1921 udkom en lille bog med forlagsbetegnelsen »Brødrene Sandgrens Forlag«. Det varen lille digtsamlingpå 32 sider, Alfred Kie: Floden. August Sandgren havde også et fint samarbejde med Axel Salto ved fremstillingen af Salsanpapirer. I 1923 lavede Sand­gren et udstillingskatalog på 12 sider til Salto med et raffineret stykke papir til omslag. Hjulet Den 7. januar 1025 var Sandgren medstifter af Foreningen »Hju­let«, som han trykte adskillige hæfter for. De øvrige medlemmer af deneksklusive foreningvar Cai M. Woel, FritsJohansen og Gu­stav Strand. Sandgren var blevet megetgode venner med Cai M. Woel, der på det tidspunkt var antikvarboghandler, oghan kom tit i antikva­riatet, og ofte gik snakken til langt efter lukketid. Sandgren havde altid læst meget, også som barn — måske på grund af sit handicap med benet. FritsJohansen var bibliotekar og lærer i Glostrup. Ham hav­de Sandgren lært at kende, i forbindelse med at han bandt bøger ind for biblioteket. Gustav Strand var også antikvarboghandler. Disse fire belæste herrer besluttede sigfor at mødes hver fjorten­de dag efter turi hinandenshjem, hvor de diskuterede bøger, bog­bind, og hvad der ellers var af emner fra bøgernes verden. C.M.Woel trådte ud allerede i1926, hvorefter OscarSandgren, der havde været med som gæst flere gange, kom ind i stedet for. For »Hjulet«trykte August Sandgren i 20 eksemplarer en tale, som Cai M. Woel havde holdt forJobs. V.Jensen.Aret efter tryk­te han i 60 eksemplarer J.H. Wessels Gaffelen med træsnit af Jais Nielsen. I dag en stor sjældenhed. • Træsnit fra johan Herman Wessels »Gaffelen« udført af Jais Nielsen. Når man tænker over det, er det nærmest utroligt, at August Sandgren har kunnet trykke disse hæfter med sine egne skrifter i sit lille værksted. Det var trods alt stærkt begrænset, hvad han hav­de af dem. Mensenere kom Ingjaldskvadet med IO tegninger af Ernst Hansen. Dette blev dog trykt hos bogtrykker Hertz i 175 eksempla­rer, men igen var det Sandgren, der tilrettelagde værket med pla­cering af tekst og billeder. Det samme gjaldt i januar 1926 Tre Digte fra Guldaldertiden, som også blev trykt hos Hertz i et oplag på 125 eksemplarer og ligeledes tilrettelagt af Sandgren. Derefter var deren periodepå syv år, hvor brødreneSandgren ikke trykte noget selv, men hvor de forberedte sig på at genoptage arbejdet. I de år havde de sparet sammen til en ny skrift. De be­gyndte så småt at forberede et tryk af BlichersJøderne på Hald, men der blev desværre ikke nogen bog ud af det. August Sandgren døde, inden projektet kunne realiseres. August Sandgrens tid på Frederiksberg Bibliotek Da August Sandgren overtog OswaldJanners værksted, var de ma­terialer, som fulgte med, ikke ligefrem af bedste kvalitet. Efter­hånden som han fik råd, blevalt skiftet ud til fineste kvalitet. Han ville kun arbejde med de allerbedste materialer. Som tidligere nævnt var han kommet i kontakt med biblioteket på Frederiks­berg, som på det tidspunkt hed Frederiksberg Kommunes Folke­bibliotek. De fleste af bibliotekets bøger var slidte og snavsede, og de indbundne bøger var bundet ind i fåreskind, et materiale, der ikke ersærlig egnet til biblioteksbøger, fordi det meget hurtigt bli­ver slidt. Bibliotekets budget til indkøb af bøger og indbinding var på det tidspunkt lille. Af bibliotekets regnskaber fremgår det, at August Sandgren i den første tid ikke fik mange bøger til indbinding. Men efterat den nye danske bibliotekslov blev vedtaget i1920, be­gyndte der at ske noget. De mest slidte bøger blev kasseret, andre blev repareret eller ombundet. Han var ganske vist ikke den ene­ste bogbinder, som biblioteket arbejdede sammen med, men det blev ham, der rådgav. Han blev derfor dybt involveret i at omska­be biblioteket til et moderne folkebibliotek. Detvar Sandgren, der skulle sikre, at bindene blev tilstrækkeligt stærke og kunne holde til at blive udlånt. Det var ham, der fik de ansvarlige på biblioteket til at indse, at det på lang sigt var det billigste at få bøgerne ind­bundet igedeskind frem for i fåreskind, da de så kunne holde læn­gere. Indimellem begik han fejl. Til at begynde med indbandt Sandgren f.eks. bøgerne med næsten flade rygge, hvilket ikke er hensigtsmæssigt til biblioteksbøger, især ikke de tunge. Men da han blevopmærksom på problemet, ændredehan straks procedu­ re 0S Sav rygS6116 runding. Som tiden gik, og efter at han havde Biblioteksbind udført af Sandgren for Frederiksberg Bibliotek, som imidlertid ikke har ret mange afhans bind tilbage på hylderne. Disse to bind i kalve­skind har som overtræk fransk sneglemarmoreringspapir. Foto ErnstTobisch. De to bind til venstre er biblioteksbind udført af Sandgren for Frederiksberg Bibliotek. Øverst på bindenes ryg ses Frederiksberg Kommunes byvåben. De to bind er indbundet i kalveskind, hvorafdet ene er marmoreret. Bindet til højre er et privatbind og udført i pergament. Selv på biblioteksbind gjorde han meget ud af forgyldningen. Overtrækspapirerne har August Sandgren selv udført. Foto Ernst Tobisch. Sil ' 11!Ji I07 Biblioteksbind udført af Sandgren for Frederiksberg Bibliotek. De to bøger er indbundet i kalveskind. Overtrækspapirerne har Sandgren selv udført. Til det stormønstrede overtrækspapir er mønsteret først blevet skåret i en linoleums­plade. Pladen påføres en mørkebrun farve og trykkes derefter ned på et lyse­brunt papir, som derefter hænges til tørre. Skabelonen kan bruges igen og igen. Til det andet papir er brugt en metalkam, som trækkes langs det våde indfarvede papir, hvorved mønsteret opstår. Foto Ernst Tobisch. bundet stadig flere bøger ind for biblioteket, så man ham ofte gå rundt imellem reolerne og tage de indbundne bøger ud for at se, om de holdt, som han gerne ville have det. På denne måde kunne han ogsåse, om dervar noget, der skulle forbedres. En af de ting, som hanblev opmærksom på kunne gøres bedre, varhæftningen. Han begyndte derfori vidudstrækning at hæfte bøgerne påbænd­ ler, hvorved åbningen af bøgerne blev bedre. Foruden bøger til udlån bandt Sandgren også bøger ind til bibliotekets læsesal, og disse bind fik han lov til at gøre mere ud af. I de 14 år, hvor han arbejdede for Frederiksberg Bibliotek, bandt han ca. 25-000 bind ind for dem. Da han den sidste gang gik rundt og så på det nye, halvt opførte hovedbibliotek på Sol­bjergvej, et byggeri som han fulgte med stor interesse, kom han ind i udlånssalen, hvor der var plads til ca. 40-50.OOO bøger på åbne reoler. Hanså på reolerne og sagde så: »Hvis det var mig, der bestemte her, skulle alle bøgerne i denne sal have samme farve. Farven skulle være rød, som er rolig for øjet«. Biblioteket skulle have eget bogbinderi, ogman bad Sandgren om hjælp med planlægningen, idet man håbede, at det blev ham, som skulle forestå det. Men August Sandgren døde inden bogbin­deriet blev taget i brug. Det Kongelige Bibliotek Først omkring nytår 1924 henvendte August Sandgren sig til Det Kongelige Bibliotek om arbejde. Biblioteket havde den ordning, at man lod byens forskellige bogbindere indbinde forbiblioteket. Blandt de faste bogbindere var blandt andre Kyster, Baden, Oscar Jacobsen ogFlygel. Det var engod ordning. På den måde fikbiblio­teket en god samling af arbejderaf samtidens bedste bogbindere. Der var faste aftaler om, hvordan bøgerne skulle bindes ind — afhængigt af, hvor kostbar bogen var. Selv om der principielt var faste rammer, var indbindingerne alligevel forskellige. Hver bog­binder havde sin egen måde at gøre tingene på. Der kunne være forskel på f.eks. forgyldningen, som nogle lagde mere i end andre, eller på overtrækspapiret. Når bogbinderne kom og afleverede deres bøger, fik de lejlig­hed til at se, hvordan de andre bogbindere havde løst opgaverne. Det kunne give inspiration. Men på et tidspunkt søgte Det Kon­gelige Bibliotek penge til at få et større, selvstændigt bogbinderi. Det lykkedes, og derefter blev det en fast stab af bibliotekets egne bogbindere, der tog sig af bøgerne. Det betød en højere grad af standardisering af bibliotekets bind, men også at de selvstændige bogbindere fik det sværere. August Sandgrens valg og brug af matehaler Når vi ser pragtbind fra udlandet, er det ikke altid, vi tænker på, at der i mange tilfælde har været flere om indbindingen. En er ekspert i snitforgyldning, en anden i håndsyede kapitælbånd, en tredje i skærfning af skindet osv. August Sandgren kunne selv det hele. Lige fra tryk til den færdige, indbundne bog. Det blev tidens fremmeste bogsamlerehurtigt opmærksomme på, hvorfor de kom til ham for at fa deres bøger bundet ind. August Sandgren opnåe­de hurtigt et ry som den, der stilmæssigt indledte en ny epoke i dansk indbindingstradition. Hans bind var med smalle formerin­ger, flade rygge og enkle forgyldninger. Det første August Sandgren lagde mærke til, når han fik en bog til indbinding, var papiret, den var trykt på. Han sagde: Velegnet til Trykning af Bøger er kun Papir, der er så smidigt, at den godt indbundne Bog let lukker op, saaledes at Bladene ved deres egen Vægt formaar at holde Bogen aaben. Bogens Ryg bør tages i Papirets Løberetning, saaledes at dette ved Fugtigheds Indflydelse hovedsagelig strækker sig i Bladenes bredde, idet man derved undgaar de afskyelige Folder, man undertiden ser inde ved Bogens Ryg. Han gik meget indfor brugen af det rette papir til bogfremstilling, og han var meget optaget af trykkvalitet og har sagt og skrevet me­get om begge emner. Det kan man bl.a. læse i en artikel i Femte no­vember. Literært Maanedssknft, 1927, nr. 3­ Helbind i rødt maroquin. Permerne dekoreret med enkel ramme med >kom­ma og lilje<-motiv. Permerne og ryggen i fem ægte bind indrammet med en­kel stregforgyldning. Forgyldt rygtitel. Kanterne med forgyldt stregmønster. Forgyldte snit. Forsats hvidt håndgjort papir. Udført ca. 1924. (Johannes V. jensen: Aarstiderne. København: Gyldendal 1923. Kunstindustrimuseet. Bog­bindssamling A 41/1928). Foto Pernille Klemp. August Sandgrens bøger kendes bl.a. på hans ægte bind, dvs. med fast ryg. I ældre tid blev bøgerne hæftet på en sådan måde, at hæftesnorene lå uden på arkene, mens man senere savede i ryg­gen, så der blev plads til snorene i rillen. På den måde blev ryggen flad. 1 perioden 184-0-1920 havde ophøjningerne på de fleste Helbind i rød oaseged. Permerne dekoreret med enkel ramme med hjørne­ornamenter, som genbruges midt på siderne. Permerne og ryggen i fem ægte bind indrammet med enkel stregforgyldning. Kanterne med enkel streg. Forgyldte snit. Forsats hvidt håndgjort papir. Udført1929-31. (Karl Madsen: Franske Illustratorer fra det XVIII Aarhundrede. København: Jesper­sen og Pios Forlag, 1929. Kunstindustrimuseet. Bogbindssamling A2/1932). Foto Pernille Klemp. bind kun været skind eller pap limet på løsryggen, hvilket var den nemme løsning. Mange påstod, at bøger hæftet som ægte bind ikke var så stærke, som dem med løs ryg, men det ville August Sandgren ikke kendes ved. Engang havde han en diskussion med en anden bogbinder, som nøjedes med at sætte skind-eller pap­strimler på løsryggen. Sandgren foreslog at lade det komme an på en prøve. De skulle hver komme med et bind, så kunne de se, hvem der havde ret. De skulle hive i permerne, alt hvad de kunne, og så se, hvilken indbindingstype der var stærkest. Eksperimentet blev dog aldrig til noget. August Sandgren var ekspert i skærfning af skind. Han skær­fede det helt fra bunden af. Andre bogbindere syntes ikke, at han skærfede det tyndt nok, men som han sagde: »selv Helskindbind skal være Brugsting og ikke Udstillingsgenstande, som ikke kan taale Anvendelse«. Efterhånden som August Sandgren var blevet en anerkendt bogbinder, fik han en ordning med Københavns største bogbin­dergrossist. Her fik han lov til, som den første, at vælge skind ud, når de kom fra Frankrig og England. Han lagde stor vægt på nar­ven i skindet. Med hensyn til farver afskyede han det voldsomme, men ikke nødvendigvis de stærke farver, som f.eks. dybgrøn oase­ged eller blank rød niger. I marts 1932 stod der i Berlingske Tidende: Kunstindustrimuseet har paa Den Permanente Udstilling for dansk Kunsthaandværk og Kunstindustri erhvervet et Eksem­plar af Karl Madsens Franske Illustrationer [i.e. Illustratorer (red.)] fra det i8. Aarhundrede, indbundet af Bogbinder Aug. Sandgren i rød Oaseged. -Men hvad i Alverden er en Oaseged for noget? spørger jeg Hr. Sandgren, som svarer:-Det er en lil­le afrikansk Ged, som at dømme efter Navnet lever i Oaserne. Skindet af den er det næstbedste, man kan faa til Bogbind, og det garves i England. -Hvad er saa det bedste Skind til Bogind­binding? -Det er Maroquin. Det faas fra Geder i Marokko, og Franskmændene foretager Behandlingen af Skindet. Hvordan denne Behandling sker, vaager Franskmændene over som en stor Hemmelighed. ii3 /I ! \ Til venstre: Helbind i lys pergament. Forperm og ryg dekoreret med kolore­rede tuschtegninger af maleren og keramikeren Jais Nielsen (1885-1961). På forpermen Katerina af Siena og på ryggen en alterkalk. Rødt snit. Forsats 1 gullighvidt håndgjort papir. (Johannes Jørgensen: Den hellige Katerina af Siena. København: Gyldendal, 1915. Det Kongelige Bibliotek. Boghistoriske Samlinger. Danske Bogbindsamling. Katalogsignatur: DA 2,-174 oktav). Til højre: Helbind i lys pergament. Forperm ogryg dekoreret med tusch­tegninger ligeledes afJais Nielsen. På forpermen en ærkeengel og på ryggen Guds hånd. Forgyldt oversnit. Øvrige snit ikke beskåret. Forsats i gullighvidt håndgjort papir. Udført ca.1920 (Hans Christensen Sthenius: Af hans Vandrebog. Udg. ved Carl S. Petersen med Indledning afHans Brix. Kjøbenhavn: Forening for Boghaandværks smaa Bøger, 1914. Privateje). Foto: Det Kongelige Bibliotek. August Sandgren genoptog også brugen af pergament til indbin ding. Han foretrak et broget pergament, hvor pletterne stamme de fra dyret, hvorimod han ikke brød sig meget om »antik perga ment«, som ellers var meget lettere at få fat i. Til et af sine perga Helbind i rød maroquin med forgyldt stregmønster på ryggen, hvor der i midten er præget et ligeledes forgyldt ornament. Permerne dekoreret med tre forgyldte streger. Kanterne med forgyldt stregmønster. På indslaget to forgyldte streger. Forgyldt oversnit. Forsats i gråblåt Ingrés-papir. (Johannes Buchholtz: De smaa Pile. København: Gyldendal, 1923. Det Kongelige Biblio­tek. Boghistoriske Samlinger). Foto: Det Kongelige Bibliotek. Til venstre: Helbind i blågrøn maroquin. Permerne dekoreret med en bred forgyldt indrammet kant i et let svunget blomstermønster. Ryggen med 5 ægte bind med forgyldte felter dekoreret med samme stempel som på per­merne. Kanterne med enkel forgyldt streg. Indslaget med to forgyldte streg­rammer. Forgyldte snit. Forsats i håndgjort råhvidt papir. (Sophus Michaélis Æbelø. København: Brødrene Salmonsen, 1895. Privateje). Til højre: Helbind i rød oaseged. Permerne dekoreret meden bred for­gyldt indrammet kant i et svunget S-mønster. Ryggen med fem ægte bind med forgyldte felter dekoreret med samme stempel som på permerne. Kan­terne med enkel forgyldt streg. Indslaget med to forgyldte stregrammer. For­gyldt oversnit. Øvrige snit ikke beskåret. Forsats i råhvidt håndgjort papir. Udført 1921-23. (Herman Bang: Tine. Kjøbenhavn: J.H. Schubothes Boghan­del, 1889. Det Kongelige Bibliotek. Boghistoriske Samlinger. DanskeBogbind­samling. Katalogsignatur: DA 57, -87 oktav). Foto: Det Kongelige Bibliotek. Til venstre: Helbind i lys brun maroquin. Permerne og ryggen i fem ægte bind indrammet med enkel stregforgyldning. Forgyldt rygtitel. Kanterne med forgyldt stregmønster. På indslaget to forgyldte stregrammer. Forgyldt over­snit. Forsats i råhvidt papir. (Erindringer af Steen Steensen Blichers Liv, opteg­nede af ham selv. Paany udgivet med Oplysninger og Noter af Søren Vasegaard. København: H. Aschehoug &. Co.s Forlag, 1923. Privateje). Til højre: Helbind i mørk brun oaseged. Dekorationen ogøvrige ud­førelse identisk med bindet til venstre. Udført 1920. Bindet blev vist på flere udstillinger, bl.a. på Verdensudstillingen i Paris 1925. (Lorentz Benedicht, Bog­trykker og Xylograf i København i sidste halvdel af det XVI. Aarhundrede. Biblio­grafi med indledning af R. Paulli. København: Forening for Boghaandværk, 1930. Det Kongelige Bibliotek. Boghistoriske Samlinger. Danske Bogbindsam­ling. Katalogsignatur: DA 42, -170 kvart). Foto: Det Kongelige Bibliotek. mentsbind fikhan kunstnerenJais Nielsen til at dekorerepermer­ne med akvareller med figurer, som refererede til teksten i bogen. Man kan ikke påstå, at Sandgren var bange for at eksperimen­tere med forskellige slags skind. Tværtimod. Sandgren havde også en bror, der var garver i Roskilde, og han blev f.eks. sat til at kalk­behandle meget spraglede katte-og kaninskind til indbinding.Jeg har også set et af hans helbind, som er af hajskind. Forgyldning De fleste selvstændige bogbindere har en stor stempelsamling, men det gjaldt ikke August Sandgren. Han havde stempler, der indbyrdes kunne supplere hinanden, så han kunne komponere nye motiver. Han havde tostempler, som han foretrak, og dem lod han udføre i flere størrelser. I sine sidste år lod han dem forenkle. Han vidste fra de store gamle mestres bind, at jo enklere et stem­pel er, desto lettere er det at anvende. Han tegnede selv nogle af de stempler, som han brugte mest, og sendte tegningerne ned til Leipzig til engravør, som skar dem ud. August Sandgren vidste, at den pågældende gravør kunne leve op til de krav, han stillede til stemplerne. Det var først, da han fandt en gravør i København, der var lige så god, at han lod sine stempler skære her. På de fleste af Sandgrens helbind er forgyldningen meget en­kel; den kunne være så enkel, at den indskrænkede sig til en smal guldramme rundt om kanten på permerne og rundt på ryggen. Der er dem, der påstår, at det er let, men det er faktisknoget afdet sværeste. Ellers valgte han simple geometriske ornamenter. På sine halvbind brugte han til gengæld meget mere forgyld­ning. Ofte havde han titelfelt på, der stemte med ryggens farve. Han har også trykt i blindtryk, hvad der kræver stor øvelse og sik­kerhed, for han trykte hver stempel 5"I0 gange for at Oaseged< og >Klister­marmorc«. I forbindelse med artiklen var der afbilledet fem af hans papirbind og et helbind i oaseged. Begravelsen August Sandgren døde den 13. november 1934 0g blev begravet 18. november. Bogbinderlaugets bestyrelse stod æresvagt ved Sand­grens kiste. Først talte museumsinspektør Erik Zahle om menne­sket Sandgren. Oswald Janner talte også og sagde bl.a. Sandgren forstod at udnytte Tiden, han kendte ikke Begrebet spildte Timer. Overfladiskhed og Ligegyldighed giver et kort og Axel Salto udformede dette mindetryk, som blev publiceret i Bogvennen 1934, nr. 3 med ordene: »Efter at >Bogvennen< er færdigtrykt, har vi modtaget det sørgelige budskab om bogbinder August Sandgrens død. >Bogvennen<, som Sandgren viste saa levende interesse og som i dette nummer bringer den sidste artikel fra hans haand, lægger dette mindeblad som en krans paa hans kiste.« Ebbe Sadolin. fattigt Liv, og den lever mest, som tænker mest, føler ædlest og handler bedst, men Sandgrens Tanker, Følelser og Handlinger ejede den Dybde, der gjorde hans Liv rigt og lykkeligt, fordi han elskede sit Fag, oghavde lange Arbejdsdage, var med i Forenin­ger og Bestyrelser som bl.a. Laugets Bestyrelse, Skuemester og i Priskurantudvalg. Værkstedet videreføres Efter August Sandgrens død kom en anden bror, Oluf Johan Sandgren (iSøØ'JØyS)' ^værkstedet og videreførte det sammen med August Sandgrens enke. O.J. Sandgren fik borgerskab 20. 12. 1934 0S b^v på bogbinderiet næsten til sin død. I denne pe­riode kom det til at hedde »A. Sandgrens Bogbinderi«. August Sandgrens datter Elna kom i lære hos onklen og blev udlært i 1940, hvor hun Tik bronzemedalje forsit svendestykke. På Forening for Boghaandværks jubilæumsudstilling i 1958blev et af hendes bind fra 1942 udstillet. På nogle afhendes bind var navne­stemplet »A. Sandgrens Bogbinderi/Elna Sandgren«. Ellers var det bogbinderiets navnestempel, der også stod forneden midt på bagpermen. Hendes bror, Lars Sandgren, blev også udlært som bogbinder hos onklen-det skete i 1943-Da Olufjohan Sandgren holdt op i 1973-overtog Lars Sandgren bogbinderiet, som han forestod til 1991. Bogbinderiets navnestempel bliver i denne periode sat på indersiden af forpermen øverst til venstre. Sandgren-klubben Efter Sandgrens død stiftede en række af tidens bedste bogbinde­re en faglig forening med henblik på at højne standarden inden for dansk bogbind ogvirke til gensidig inspiration. Foreningen fik navnet Sandgren-klubben. Det var den første forening af sin art i Danmark. Primus motor ved oprettelsen af klubben var Henrik Park. Der måtte kun være 12 medlemmer i klubben, hvilket vist nok blot hang sammen med det praktiske hensyn, at klubbens mø­der blev afholdt i deres private hjem. De 12 medlemmer var H. Ahrenkiel, Bent Andrée, Ove Christiansen, OswaldJanner, Jens Juul-Lassen, Knud Erik Larsen, Gunnar Hagel Olsen, Jens Ol­sen, Thorkild Hagel Olsen, Henrik Park, Niels Refsgaard og Erik Bromann Thomsen. Og hvem var så disse bogbindere? H. Ahrenkiel (l897"I978) havde ved stiftelsen af klubben været ansat hos Jacob Baden i syv år. Bent Andrée var blevet udlært hosJensJuul-Las­sen i 1939 havde opnået sølvmedalje. På et tidspunkt delte han værksted sammen med Erik B. Thomsen. Ove Christiansen (19OO-1975) var ansat hosJuul-Lassen, men blev senere ansat på Kunstindustrimuseet og virkede som lærerved fagskolen. Oswald Janner (1881-1954) havde haftværksted i Willemoesgade 15 i to år, derefter fire år i Pile Allé 47 endelig syv år i Pile Allé 41 i det værksted, som han solgte til Sandgren. Jens Juul-Lassen (1882­1965) havde været selvstændig siden I9I4--Hans tidligste bind var stærkt fransk præget. Hans bind var på højeste niveau. Han blev æresmedlem af klubben. Knud Erik Larsen (født 1920) kom i lære først hos Ingeborg Borjeson, derefter hos Anker Kysters Eftf., udlært med sølvmedalje. Han harsiden hen fået både bron­ze-og sølvmedaljer. I 1961 kom han til Det Kongelige Bibliotek som håndbogbinder, og fra 1966 var han leder af bogbinderiet. Han var den sidste, der kom ind i Sandgren-klubben. Jens Olsen (l894"I982) gik i partnerskab med H. Ahrenkiel 1924-1927 som forgylder. I 1927 blev han lærer ved fagskolen og i 1938 overlærer. Han var en eminent dygtig og velanset lærer. Hans tre sønner havde slægtet ham på og var også blevet dygtige forgyldere. Hans ældste søn Gunnar Hagel Olsen (1918-1977) kom i 1940 til sin far ogovertog i1945 håndforgylderiet -fra 1959 i kompagniskab med brødrene Thorkild og Leif. Thorkild Hagel Olsen, udlært hos H. Ahrenkiel, kom i 1940 erne til Anker Ky­sters Eftf. og var der indtil engang i 1960'erne. Henrik Park (igiS-IøS?) blev udlært hos Anker Kyster i 1939-Lige efter døde hans læremester, og han overtog værkstedet, som han videreførte under navnet Anker Kysters Eftf. Det var Henrik Park, der introducerede det såkaldte Rubow-hind. Niels Refsgaard (1891-1969) blev udlært med bronzemedalje og var i fem år ansat hos Anker Kyster. Erik Bromann Thomsen (født 1919) blev ud­lært hos H. Ahrenkiel i 193^ med bronzemedalje. Han kom til Anker Kysters Eftf., men var selvstændig fra 1949 ^I956-Disse dygtige bogbindere har i kortere eller længere perioder alle været med i klubben, hvor de har inspireret hinanden. 1 1946 Sandgren-klubben konkurrence. Det år udklække­des et bemærkelsesværdigt fint svendeprøvehold fra Fagskolen for Boghaandværk. Der blev givet mange medaljer. Tolv af disse sven­de startede »Bogringen«. Konkurrencen mellem de to klubber var utvivlsomt til gavn for bogbinderfaget i Danmark. Bogsamlere August Sandgren havde selv en stor bogsamling. Han startede al­lerede med at erhverve bøger, inden han tog på valsen, bl.a. Emil Hannovers Kunstfærdige Bogbind og Carl Elberlings Breve fra en Bogelsker. Han købte ikke kun bøger om bogbind; men også skønlitterære værker som f.eks. Henrik Ibsens værker i mindeudgaven. Han købte mange bøger, mens han var i udlandet men da han kom hjem, voksede hans bogsamling ikke med helt samme hast, for de bøger, der udkom i Danmark i den periode, var udstyrsmæssigt ret kritisable. Hvad der her i Danmark kom af såkaldte >bibliofilud­gaver< under ogefter Første Verdenskrigvar generelt under al kri­tik. Tiderne blev imidlertid bedre, og det smittede også af på bø­gernes udstyr, og dermed begyndte Sandgrens egen bogsamling at vokse igen. En stor del af hans bøger blev indbundet, for han brugte i vid udstrækning sine egne bøger til sine eksperimenter. Han fandt en bindtype, som kunne passe til mange forskellige bogtyper: et mør­ Helbind i naturfarvet nigerskind. Permerne dekoreret med et »spejl« i Art deco-stil i blindtryk. Forgyldt oversnit. Forsats i cremefarvet Ingrés-papir. Ud­ ført ca. 1933. (Henri Nathansen: Mendel Philipsen al Søn. Roman. København: Nyt Nordisk Forlag, 1932. Det Kongelige Bibliotek. Boghistoriske Samlinger. Danske Bogbindsamling. Katalogsignatur: 57, -225 oktav). Foto: Det Kongelige Bibliotek. Til venstre: Helbind i naturfarvet oaseged. Permerne indrammet med et tre­kantmønster tegnet og skåret af Sandgren i blindtryk. Ryggen med fem ægte bind ligeledes indrammet i blindtryk. Kanterne med forgyldt stregmønster. Indslaget med to blindtrykte stregrammer. Forgyldt oversnit. Øvrige snit ikke beskåret. Forsats afgullighvidt japanpair. Udført ca. 1927. (Hans Stockelman: En skøn Historie. Kjøbenhavn: Simon Bernsteen, 1896. Det Kongelige Biblio­tek. Boghistoriske Samlinger. Danske Bogbindsamling. Katalogsignatur: DA 58, -454 oktav). Til højre; Helbind i rødbrun oaseged. Dekorationen og øvrige udførelse identisk med bindet til venstre. Udført ca.1932. {Posthuset i Hirschholm. Med Originaltræsnit af Ricard Bøcher. København: Selskabet for Grafisk Kunst, 1923. Privateje). Foto: Det Kongelige Bibliotek. kebrunt halvbind i marmoreret kalve-eller nigerskind, som han marmorerede, så han fik skindet, som han ville have det. Ryggen var glat, indrammet med en enkel guldramme og et dæmpet far­vet titelfelt. Blandt August Sandgrens kunder var flere af tidens store bog­samlere. En af dem var Gustav Strand, som flittigt brugte August Sandgren til indbinding af sine bøger. Gustav Strand havde bl.a. en stor samling af Johannes V. Jensen. Det har han skrevet en spændende artikel om i Philobiblon nr. 2. november 1945' mecl tit­len »Jenseniana«. Størstedelen af bøgerne blev indbundet i oase­ged med ryg og hjørner, men han lod Sandgren bruge forskellige farver oaseged til de forskellige grupper -og Gustav Strand fik lov at vælge mellem de bedste skind. Ryggene var helt fri for dekora­tioner. Strand havde desværre ikke råd til at fa så mange bøger hæftet på ægte bind i denne samling. Men der var dog nogle, der blev indbundet i helskindbind, og blandt dem var Udvalgte Digte i teglrødt nigerskind, Foraarets Død, Den store Sommer og Vinteren i sort­grøn oaseged smukt dekoreret, Kongens Fald i mørkegrøn oasis. Himmerlandshistorierblev indbundet i kalvepergament-bind, hvorjais Nielsen maledeen herlig Morten (fra »Mortensjul«) slæbende på en enorm zinkrulle og mange andre sager. På bogryggen gentog Jais Nielsen zinkrullen, ogop af denkiggede en lille hornet djævel. Sandgren forærede engang Gustav Strand et eksemplar afJo­hannes V. Jensens Lyrik i et helbind i rødt niger med blindtrykt ramme. Blandt de trofaste kunder var også ingeniør Oscar Ekman og hans kone Lia Ekman. De var begge bogsamlere. I et foredrag, som fru Ekman engang holdt i Dansk Bibliofil Klub, sagde hun: Mine møder med August Sandgren har betydet meget for mig, han øste af sin store Kunnen og Viden på sin fine stilfærdige Måde. Han lærte mig alt, hvad jeg ved om Bogbind. Han lærte mig rent praktisk Bogbinderiets Teknik, men han lærte mig også, hvad det virkelig vil sige at samle på Bøger. Vel havde jeg både set og hørt om Første-Udgaver, men uden at det havde gjort synderligt Indtryk på mig. Men gennem mine Samtaler med Sandgren gik en helt ny Verden ogdens Værdier op for mig, og jeg købte Bøger om Bøger for at lære. 1 det katalog, der kom i 1965 over Lia Ekmans samlinger, stårder: »naturligvis sætter Sandgren hovedpræget på hendes samlings indbinding«. Men efter Sandgrens død kom andre unge, dygtige bogbindere, som hun støttede og gav opgaver, navne som Andrée og Thomsen, Axel Knudsen og Henrik Park. Sidstnævnte har i en mindeartikel i Dansk Bogbindertidende givet et glimt af Lia Ekman, som hun var over for bogbinderne: Sandgren gik bort, og fru Ekman var fortsat trofast mod hans værksted, men samtidig blev hun kunde hos de mestre, der arbejdede videre i hans ånd. Ingen bogsamler har fået disse mestre til at udføre bedre bind end fru Ekman, man gjorde sig ganske særlig umage,man blev glad, når fru Ekman var tilfreds, og så havde man ogsågrund til at være glad. Var værket ikke helt vellykket, så hun straks fejlen, men sagde ikke noget, men med øjnene sagde hun alligevel en del, så man kunne lige så godt straks »tilstå« sin synd. Så meget havde August Sandgren lært hende om indbinding afbøger. August Sandgren: Form og teknik Henrik Park skrev en hog Moderne danske Bindtyper i 1949-Hovedfor­målet med bogen var at gennemgå de mest almindelige indbin­dingsformer-fra de billigste til de dyreste. Debindtyper, som blev afbildet i bogen, havde alle den samme titel, »August Sandgren: Form og Teknik«. Henrik Park skrev: »En bog med saadan en Ti­tel eksisterer desværre ikke. Titlen er kun sat paa Bindene som en Hyldest til den afdøde Mester, der gennem sine Arbejder og ved sin personlige Indsatsblev en Foregangsmandfor Faget. Det gode, moderne danske Bogbind skylder ikke mindst ham sit Udseende, baade med hensyn til Form og Teknik«. PS: Hvis nogen ligger inde med Sandgren-bind, vil jeg være tak­nemlig, om jeg måtte have lov til at se dem eller få en beskrivelse af dem. Tak til afdelingsbibliotekar Susanne Buddefor oplysningerom Det Kongelige Biblioteks samling af August Sandgren-bind. BIRTHE LASSEN er konservatorog formand for Dansk Foreningfor bogbind. m