Dan Christensen EEF: En æressag Erik Ellegaard Frederiksen arbejdede i sine sidste leveår med en opgave, som optog ham meget, og som hanlænge havde ønsket løst, nemlig et nyt og kunstnerisk bæredygtigt designprogramfor Køben­havns Kommune. Han havde allerede i midten af 80'erne påpeget, at kommunens anvendelse af blandt andet det bestående byvåben var præget af tilfældigheder og mangel på visuel konsekvens. Den fremførte kritik var uden tvivl berettiget, og selvom den blev for­muleret mildt, efter Ellegaards egen opfattelse, gav den ikke umid­delbart anledning til nogen synlig forbedring. Der kan sikkert gives mange forklaringer herpå. Det byzantin­ske bureaukrati lader sigikke ryste, blot fordi en lille detalje støder en stor ånd. Men den manglende helhed kan også tolkes positivt som mangfoldighed, ja, ligefrem som den totalitære tankegangs modsætning. I enstor demokratiskservicevirksomhed som Køben­havns Kommune med et utal af meget forskellige delvirksomheder er et valg mellem orden og frihed måske fundamentalt forkert for­muleret, når man fokuserer på det grafiske udtryk. Forbedrer det i borgernes øjne kvaliteten af den ydede service, at et brev fra den lokale børnehave eller skole til barnets hjem til forveksling ligner den skrivelse, overborgmesteren netop har sendt til Finansmini­steren? Eret ubetinget kravom ensartethed, påtvunget mangehund­rede helt forskellige arbejdspladser, ikke snarere et udtryk for en overfladisk analyse af det grafiske virkemiddels optimale anven­delse ien nutidigsammenhæng, hvor såvel afsender som modtager har forventninger om, at kommunens kommunikation ikke adskil­ler sig markant fra tidensdominerende udtryksformer, som jo netop er præget af frygten for at blive overset? Orden eller frihed? Ensartethed eller mangfoldighed? Ja og/eller nej, både-og vil jeg mene. Den moderne, veldrevne kommunale ser­vicevirksomhed må baseres på orden og sammenhæng i økonomi og planlægning. Der skal tilstræbes ensartethed i den konkrete sags­behandling og mangfoldighed i den måde, de mange forskellige opgaver løses på. Virksomhedens funktionsduelighed er imidlertid betinget af de enkelte medarbejderes engagement og kreativitet, som kun kan udnyttes optimalt, når de ovennævnte mål og ret­ningslinier er afklarede og generelt forstået som en nødvendighed snarere end som en frihedsberøvelse. DAN CHRISTENSEN lægning ogden multidisci­Siden 1990 kontorchef i by-ogbogplanlægger. Har plinære rapportering herom. Københavns Kommune med siden 1969 spillet en central Samarbejdede med EEF fra strategi, organisation og rolle i hovedstadens plan­1974 til 1997. design som sagsområde. Vi ståraltså i en situation, hvorder måskesnarere skal bindesen sløjfe end hugges en knude. Vi befinder os i et akustisk følsomt (offentligt) rum, hvori vi skal frembringe (vel)klang skabt af et meget stort orkester med udgangspunkt i et delvist kollektivt frem­bragt partitur. Kun en meget ung, fysisk stærk ogoverordentlig dri­stig person kan vel tænkes spontant at ville attakere denne opgave uden tøven. Da jeg i 1994 henvendte mig til den da endnu kun 69-årige, del­vist selvpensionerede grafiker og spurgte, om han ville påtage sig det kunstneriske ansvar for udarbejdelsen af et nyt designprogram for Københavns Kommune, svarede Erik Ellegaard Frederiksen uden at blinke: »Det vil jeg betragte som en æressag!« Dette svar bevægede mig. Hvor mange forbinder 1 vore dage deres arbejde med ære? Ja, selve ordet »æressag« tilhører vel en svunden tid. Men netop det store ord passede så fint til min egen opfattelse af den stillede opgave. Naturligvis er det ærefuldt at blive vist en sådan tillid, især når opgaveløseren selv anser opgaven for overmåde betydningsfuld for samfundet. For Ellegaard var den gra­fiske kvalitet så vigtig, ikke blot fordi enhver tid trues af hæslighed, og kundet skønne giver os livsmod, menogså fordi det skrevne, teg­nede og trykte budskab 1 sig selv er kulturbærende. Grafisk pro­duktion er brugskunst og besidder et demokratisk potentiale, som kun alt for sjældent udnyttes fuldt ud. Nu skulle da brugskunstneren mødes med den udfordring, han havde ønsket sig, og vise, hvordan brugsværdi og kunstnerisk værdi kan forenes i hverdagen i en storby, som præges af utallige mod­stridende interesser. l6 | BOGVENNEN 1997 Det 16-pundsOle Rømer-lod, med Københavns byvåben i relief,som Ellegaard brugte somudgangs­punkt forsin første nytegningi 1991. DanmarksTekniske Museum. il? B m BB mf\m Den indledende øvelse havde imidlertid fundet stedallerede i 1991, altså nogle år før æressagen var blevet aktuel. Kommunen skulle primo 1992 fremlægge et forslag til en ny kommuneplan. Ellegaard blev i den anledning bedt om at tegne et omslag og et titelblad med en nytegningaf det kendte byvåben.Som forlæggav jeg Ellegaard et avisfoto af et 16-punds lod, beregnet af Ole Rømer, med Køben­havns byvåben i relief. Den originale vægt har, siden Christian den Femte satte Danske Lov i kraft i 1683, befundet sig på Københavns gamle rådhus, men hører nuhjemme på DanmarksTekniske Muse­um i Helsingør. Avisens artikel handlede om en udstilling, som det nyåbnede Toldmuseum netop havde vist under titlen »En balance­akt«. Alt andet lige et lovende password. Ellegaard accepterede forlægget og leverede sin rentegning, som efterfølgende anvendtes til kommuneplanen. Så er den historie ikke længere. Der var ikke på rådhuset noget ønske om at arbejde videre med det grafiske projekt med henblik på en mere omfattende, for ikke at sige fundamental, fornyelse af byvåbnets udformning og anvendelse. Det var ellers denne skjulte dagsorden, der havde moti­veret mit valg af Ellegaard som samarbejdspartner, og det var med dette perspektiv for øje, han havde engageret sig i den foreliggende, beskedne opgave. Kommuneplanen blev i 1993 suppleret med et større bogværk om Københavns planlægning. I den forbindelse arbejdede jeg sammen med stadsingeniøren og stadsarkitekten, som begge var optaget af byens forskønnelse, og som allerede havde opnået bemærkelses­værdige resultater i bestræbelserne på at forbedre byens rum. Stads­ingeniørens direktorat havde tidligere gennemført et designpro­gram for dette store og meget synlige direktorat. Designprogram­met omfattede blandt andet et forenklet byvåben, som stadsinge­niøren dog havde arvet fra min foregænger i embedet. Stadsarki­tekten er byrådets æstetiske rådgiver. Stadsarkitektens direktorat havde også sit eget byvåben, der som forlæg havde det ældste kendte segl for staden [1275]. Begge de to nævnte direktorater hørte under Magistratens 4. Afdeling, der ligeledes havde sit eget byvåben. Efter kommunevalget i slutningen af 1993 fik Magistratens 4. Afdeling ny borgmester, der efter forudgåendedrøftelse med sine to direktører, stadsingeniøren og stadsarkitekten, tilkendegav inter­esse for at igangsætte udarbejdelsen af et nyt designprogram. Over­borgmesteren, som i Københavns Kommune også var ansvarlig for kommunens samlede budget, arbejdede i disse år meget målrettet <9 |||W||"t 0*m£ med en modernisering af den samlede kommunale virksomhed. Kommunens økonomi tyngedes af store sociale ydelser og et svagt skattegrundlag. De årligt tilbagevendende budgetforhandlinger med staten var ydmygende og en markant styrkelse af kommunens interne økonomistyring stadig mere påkrævet. Overborgmesteren fandt i denne situation, at et samlet designprogram kunne forenkle administrationen og generere besparelser, samt at en markant ny grafisk profil kunne styrke kommunens image i en vanskelig tid. Nu skulle vi samles om fanen, den skulle holdes højt, og den skulle signalere kvalitet og selvværd. Overborgmesteren og borgmesteren for Magistratens 4. Afdeling besluttede følgeligat iværksætte udarbejdelsen af et nyt designpro­gram, i første omgang kun for disse to magistratsafdelinger. Den samlede Magistrat blev orienteret herom, men valgteat afvente for­løbet af pilotprojektet, inden man besluttede sig for at lade det omfatte hele kommunen, dvs. de øvrige fem magistratsafdelinger og selve Borgerrepræsentationen. Der nedsattes en embedsmandsgruppe med overborgmesterens sekretariatschef som formand. De øvrige medlemmer var stadsin­geniøren, stadsarkitekten og migselv samt skiftende embedsmænd. Det besluttedes i marts 1994 at anmode Erik Ellegaard Frederiksen om at være den kunstnerisk ansvarlige. Som ovenfor beskrevet var han imødekommende, og allerede i april 1994 blev opgaven præciseret med henblik på det nye designprograms introduktion pr. 1. januar 1995. Der ønskedes tre udgaveraf byvåbnet: En rentegning af det historiske, barokke byvåben til brug ved festlige lejligheder. En nytegning af byvåbnet til hverdagsbrug, brevblanketter, visit­kort etc. En nytegning af et meget forenklet byvåben til anvendelse i annoncer, ved skiltning, på kørende materiel, skovle m.v. Embedsmandsgrupen indsamlede til brug for grafikerens over­vejelser eksempler på de berørte direktoraters eksisterende tryksa­ger, som viste sig at være endnu mere inhomogene end antaget. Elle­ Københavns byvåben forelå i 1993 imange for­skellige udgaver, her visesfra venstre: Stadsingeniørens, stadsarkitektens •og Magistratens 4. Afdelings. 18 | BOGVENNEN 1997 gaard gik i gang med stor iver, rapporterede jævnligt til embeds­ mandsgruppen og drøftede løbende sine skitser med mig. Han investerede megen energi i »rensningen« af det gamle våben, som heraldiskinteresserede ham vældigt, en interesse jegikke delte, idet hverdagens klædning forekom mig vigtigere end festdragten. Men jeg måtte vente tålmodigt, til rensningsprocessen var tilende­bragt, og den gamle mester havde fornøjet sig med at håndkolorere adskillige varianter. Den endeligt valgte udgave opbevares nu i et gammelt pengeskab i rådhusets parterre. For mig blev det først interessant, da vi nåede til anden del af tegneopgaven. Ellegaard vendte ikke tilbage til Ole Rømer-loddet, men tog udgangspunkt i det generelle magistratsmærke. Tårnene bliver nu stærkt forenklet, men dørvogteren er endnu ikke fjernet. Der er vinduer i tårnene. Stjernerne og månen sidder stadigde højt på himlen. Den ovale indramning er ligeledes bevaret. Tegningen af byvåbnet forløb parallelt med skitseringen af en brevblanket, hvis opsætning blev fastholdt under hele det efter­følgende procesforløb. Øverst på brevarket skrives Københavns Kommune i 14 punkt halvfed som hovedafsender, suppleret af en sekundær administrativ præcisering i 14 punkt ordinær, mens de tertiære oplysninger placeres i brevarkets fod i 9 punkt ordinær, alt i Gill Sans. Denne opsætning blev straks tiltrådt af embedsmands­gruppen, fordi den meget entydigt får placeret de nødvendige oplys­ninger i et præcist forhold til hinanden og til brevteksten. Ellegaard var ikke selv tilfreds med sit nytegnede byvåben. Vi havde endnu det store spring til gode. Det kom så i løbet af som­meren 94, således at vi i august måned kunne fremstille det første prøvetryk af en standardbrevblanket. Nu er byvåbenet som for­vandlet. Tårnene står tungt og udtrykker det urokkelige, byens tra­dition. Bølgerne har fået kraft og repræsenterer det dynamiske, byens nutid og fremtid. Ellegaard refererer til det mærke, Aldus anvendte med delfinen og ankeret som sindbilleder påbevægelse og ro. De historiske aner er jo vigtige inden for den højere grafiske sko­ling. Også for os nutidige zappere er det korte blink på lystavlen fascinerende, selvom det jo ikke i sig selv er noget salgsargument i 1990'erne. Ellegaard ønskede byvåbnet anvendt på brevblanketten i en overraskende stor størrelse (35 mm). Mærket opleves da ved første øjekast som ganske voldsomt, for dominerende vil mange synes. Men Ellegaard var ikke i tvivl. Hverken i denne første arbejdsfase eller senere i diskussionen med større kredse af brugere lod han sig _ Kobenhavns kommune ^lan o^EjendomsdireHtoratel DireK-taren (nl-sjjju Ml Ollt fOMAtDVtO ; 4?r fHA 300 3/JL H^dhyyet ( Ttlffon 1599 Kdbeohavn v i3«J3»6 V -^2 K*V)*M^ a.1^**3 Medio 1994: Forslag til trykningaf brevblan­strativ præciseringi 14 punkt ordinær, mens ket. Øverst på brevarket skrives Københavns de tertiæreoplysninger placeres i brevarkets Kommune i14 punkt balvfed som hoved­fod i 9 punkt ordinær,alt iGill Sans. afsender, suppleret af en sekundæradmini­Størrelse: 60 % af original skitse. 20 I BOGVENNEN 1997 c Københavns Kommune Overborgmesteren + Å * Sekretariat og Information Xsyopm jsd nrrm epetyjeox Eoddrxertlomh 44z Forxrm ipdynid 45y4 5060 VE Szdyrtfse Kpffsmf Dato: 10. august 1994 J.nr: OB 07 Ref: BR Frst tyt Sitomd Yjr rzpoi vpmgrtrmvr siistrmxu fofo mpy syytsvy sd zsrou istyovoisyd sd rcfirvyr jperbrt og upi Izslr kidr pmr mr e ozitpysnty vpmysvy pm s vpmygrtmr ipit istyovoisyopm jsd sm Trdsx Rdysyr zsu erxx frbrxpi omyp divj sm ozitpymsy mrwue vpmysinvt. Djtpyxu oy drrzd yp zrf jsy yjr dfpmrr er jsmf Tpyyfrs zftiromh Ikqxfgrt boxrm xlrmtx brptrmg dft rt rtx kqxo mrxtmibf zximr dlurr bsxrml flkrt r xobr 4 rxlkrt. Rjbr ssgfgxo xokftrmt dt qbxlr xlbv o xlrtx emrto blrzrw eoxx eotmy yp upit gptzxxr omfbroy yp bvpzrmtjsmh py 1 vopr omhg yhr jsmf Tpyyfrs zftiromh Ikqxfgrt i Izslr kidr pmr mr egh ozitpysray vpmysvy pm s vpmygrtmr ipit istyovoisyopm jsd nrrm epetyjeoxrt oy drrzd yp zrf jysy drzomst pm gomd yitrmd. Xsyopm jsd nrrm epetyjeoxrt oy drrzd yp zrf jysy drzomst pm gomdyitrmd smf Trdsx Rdysyr zsu erxx frbrxpi omyp divj sm ozitpymsy mre vpmysmvt. Djtpyxu oy drrzd yp zrf jsy yjdgrh dfpmrr er jsmf Tpyyfrs zftiromh Ikqxfgrt boxrm xlrmtx brp trmg dft rt rtx kqxo mrxtmibf zximr dlurr bsxrml flkrt ryxo br 4 rxlkrt. Rjbr ssgfgxo xokftrmt dt qbxlr xlbv o xlrtxhed tjsmh py 1 vopr og yhr pookr dizzrt bsvoy. Pit gptzxxr omi fblr xlbv o xlrtx emrto blrzrr hr pookr dizzrt bsvoyopm o frt ombrty o rmvxoer ds sirpoy xkrmtxlk koxo ixsmmomh fitar yzrm djpr. Kik d yp zrf jsy yjr dfpmrr er jsmf Tpyyfrs zf tiromh Ikqxfgrt. Tpyyfrs zftiromh. Bente Rantsén Rådhuset Telefon Telefax 1599 København V 33662205 3315 97 28 Ultimo 1994:Den endelige udformning af farvecromaliner af forskellige udgaveraf byvåben og brevblanket samt paradigme for brevblanketten, grundlagetfor den efter­opsætning af et brev skrevet med Courier. følgende principgodkendelse. Dette paradigme udgør,sammen med Størrelse: 60% af original brevblanket. rokke. Sådan skulle det være, og efterhånden som vi har vænnet os til de nye proportioner, må vi give ham ret. Sammenlignet med breve udformet efter tidligere gældende retningslinier fremstår det nye design som kraftfuldt, ja, næsten festligt, mens det gamle virker tyndt og vissent som et sidste levn fra en lang stagnationsperiode. Som brødskrift anbefalede Ellegaard Courier, hvilket blev kritiseret senere, fordi det så tydeligt varen »skrivemaskineskrift<«. »}a, netop!« svarede Ellegaard, det er jo pointen, at man modtager et brev, som er skrevet specielt til modtageren i en bestemt anledning. Denne opfattelse kunne imidlertid ikke overbevise designprogrammets brugere. Folkets stemme rystede af frygt ved tanken om, at omver­denen kunne få den mistanke, at kommunens ansatte stadig sad og hamrede på gamle udslidte IBM-skrivemaskiner. Kort tid efter designprogrammets introduktion i januar 1995 blev det derfor besluttet, at al brødtekst 1 breve skrives med Times New Roman, som alle har, ogsom de fleste synes om, »fordi det så ligner en rigtig bog«. Konfronteret med denne virkelighed havde vor suveræne bog­tilrettelægger det rigtigt skidt. Det er jo ikke et kvalitetskriterium, at et brev skal ligne en bog, men dog opmuntrende, at den ukyndige anser bogens udtryk for et ideal. Helt i forlængelse af denne rygmarvsrefleks blev ønsket om løs bagkant massivt afvist. Kun borgmesteren for Magistratens 4. Afde­ling fastholdt, at hendes breve skulle bølge både 1 byvåben og i brød­tekst. Alle andre afdelinger, direktorater, kontorer og enkeltperso­ner fandt den løse bagkant »sjusket«. Her oplevede vi på græsrods­niveau et entydigt ønske om »orden« og en afvisning af et mere utvunget, og i grafisk henseende mere tilfredsstillende,skriftbillede. Orden som synonym for kvalitet ogmåske dybest set som behovfor tryghed. Bortset fra disse kontroverser om selve brevskrivningens regel­sæt var der tilslutning til Ellegaards design. Det blev introduceret den 6. januar 1995 og blev umiddelbart efter udbredt i hele byen sammen med de nye buslæskærme. I løbet af kort tid blev designet adopteret af yderligere en række magistratsafdelinger og af Borger­repræsentationen. Den oprindelige embedsmandsgruppe blev erstat­tet af en bredt sammensat »Designgruppe« med repræsentanter for alle kommunens magistratsafdelinger og for Borgerrepræsentatio­nen. Ansvaret for designprogrammets supplering og implemente­ring af ny teknologi varetages nu af chefen for information og kom­munikation i Overborgmesterens Afdeling. 22 | BOGVENNEN 1997 Mens designprogrammet støt voksedei omfang, foretog Ellegaarden afsluttende finpudsning af byvåbnet med større stjerner ogen opdeling af porttårnet svarende til sidetårnene. Mens projektet støt voksede i omfang foretog Ellegaard en finpuds­ning af byvåbnet med større stjerner og en opdeling af porttårnet svarende til sidetårnene. Hermed var værket fuldbragt. I en sådan grad at der aldrig blev brug for en tegning af det tredje mærke, det meget forenklede. Det generede Ellegaard lidt, at han ikke fuldt ud havde opfyldt den kontraktlige aftale fra april 1994, men han havde altså med to tegninger besvaret den opgave, vi oprindeligt forestil­lede os ville indebære tre tegninger. Et eksempel på at »lessis more«. Ellegaard deltog i alle Designgruppens møder og nød denne direkte kontakt til designprogrammets brugere. Den udarbejdede design-manual blev af alle accepteret som et fælles grundlag for en fortsat produktudvikling. Ellegaard var i næsten alle spørgsmål for­bløffende imødekommende. Undertiden syntes jeg, at han var »for flink«. Men han vidste, hvad han gjorde, nårhan navigerede mellem orden og frihed. Han forstod, at så stort et projekt kun kan realise­res, når mange arbejder sammen og oplever en fælles vilje tilat flyt­te bjerge. Bjerge af fordomme, af vanetænkning og af papir. Ellegaard rådgavmellem de store plenummøder i Designgruppen en lang række aktører, som i deres lokale direktorat var engageret i designprogrammets implementering eller i beslægtede opgaver. Denne rådgivning fandt som regel sted på tegnestuen i Fiolstræde og var meget værdsat af alle implicerede. Et samspil på tværs af tra­ditionelle barrierer og et bevis på mesterens musikalitet. Den 17. februar 1997 spiste jeg frokost med Erik Ellegaard Frede­riksen for sidste gang. Han havde et par dage forinden fortalt mig om sin forestående operation. Selvom vi begge forlystede os med dagens veltilberedte lunch, som så mange gange før, var der dog i samtalen enstille undertone af afsked, der ikkeganske harmonerede med vores drøftelse af indførelsen af moderne printer-teknologi på brevblanketterne, bemaling af stadsingeniørens biler etc. Ellegaard var veloplagt, afklaret i forhold til sit liv og sit livsværk. Taknem­melig over de rige muligheder han havdefået for at udfoldesit talent og ydmyg i sin beskrivelse af egen formåen. Ved hans bisættelse den 28. juni 1997 blev der efter hans særlige ønske talt om altings forgængelighed. Slutningen af St. St. Blichers En landsbydegns dagbog blev læst. Vi hørte om vinden, der suser hen over det visne græs. Vi konfronteredes med vor timelighed. Sådan havde Erik Ellegaard Frederiksen længe set sit eget liv, ikke dystert, men uafvendeligt. Sådan havde han levet det, stædigt kæm­pende hver dag for at skabe den skønhed, som rækker ud over tiden, vel vidende at alt menneskeskabt dog er forgængeligt. Københavns Kommunes nye byvåben blev slutstenen på hans kunstneriske virke. Et smukkere minde kan ingen ønske sig.