Fakta Gyldendals Verdensadas Anmeldt af Bjørn Westerheek Dahl Fakta Gyldendals Verdensadas Dansk forlagsredaktion: Allan Brusendorff. 1991. 72 kortsider + 42 sider index. Sammenhørende med: Fakta, Gyldendals leksikon 1-4. 4. udgave 1991 ISBN 87-00-04613-2 Gyldendal „Fakta Gyldendals Verdensatlasu er en stærkt forkortet udgave af Gyldendals atlas, hvis ottende udgave blev publi­ceret i 1991, og som bygger på den engelske kortproducent George Philip & Son's University atlas. De to dan­ske atlasudgivelser svarer derfor nøje til hinanden og mange af de beskri­velser, der nævnes nedenfor gælder således begge kortværker. „Fakta, Gyldendals Verdensadas" er en min­dre atlasudgivelse, tillempet lokale forhold og i dette tilfælde brugerne af det lille håndleksikon, som atlasset er udgivet sammen med. Det skal være et -som det udtrykkes-„kompakt" atlas, uden at prætendere at kunne klare opslag af mere specialiseret karakter. Dets blot 51 forskellige kort, for­delt på 72 kortsider, er afpasset dette formål. De 30 kort er uændret gen­taget fra Gyldendals atlas, de øvrige er enten om-eller nytegnet, men alle med tydeligt afsæt i det store atlas. Selv den instruktive opbygning af indholdsfortegnelsen i dobbeltspal­tede sider genkendes fra Gyldendals atlas; I venstre spalte henvises med indexkort til de relevante sider. Højre spalte udgør en mere traditionel ind­holdsfortegnelse, der yderligere er specificeret med de pågældende korts måleforhold og evt. bikort. Klart og overskueligt. Blot ærgerligt, at ind­holdsfortegnelsen ikke har fundet plads på for-eller bagsatspapiret, hvor nogle markskrigeriske og her ganske ligegyldige fotos af regnskove og Storebæltsbroen (!) gerne kunne have veget pladsen. Forskellige måleforhold Atlassets 51 kort har skullet tilpasses bogens format på 28 x 23 cm (h x b) og det har betydet, at kortværket ikke har et gennemgående måleforhold for de enkelte verdensdele. Nordamerika har således måleforhold 1:15 mill. (Canada), 1:12 mill. (USA), mens Latinamerika er i 1:16 mill. Praktiske forhold har her som i andre atlas na­ Indexkort til Europakortene. Hel størrelse. 58 Fakta Gyldendals Verdensadas turligvis været bestemmende for dette, men det forrykker balancen i opfattelsen af områdernes indbyrdes størrelse. Selvom man fra redaktio­ nens side således har stået frit i valget af måleforhold, har man ofte valgt et forhold, der er lige i overkanten af det, der har kunnet rummes inden for margenerne: For at få Kreta med på kortet over Italien og Balkan­ landene har man måttet benytte en del af margenen, og også Dolomit­ terne rager ud over kortets kant. Langt de fleste af kortene sprænger på samme måde billedligt talt deres rammer for at få et mindre landom­ råde, som tilfældigt er skåret fra i afgrænsningen af udsnittet, med til den helhed, hvortil de hører. En anden løsning på dette problem ses også i dette atlas: Det man ikke har kunnet få med, selv ved en gen­ nembrydning af margenen, flyttes til et lille selvstændigt bikort, placeret, hvor der på hovedkortet ellers ville have været en „tom" plads -som of­ test et havområde. På den måde har man afskåret den sydligste tredjedel af Indien fra hovedkortet og placeret den i det Indiske Ocean syd for Pa­ kistan. Helt besynderligt virker det, når man samtidig ændrer på måleforhol­det, så proportionerne ødelægges. Dobbeltopslaget „Australien"er fx helt domineret af bikortet over New Zealand, derer gengivet i det dobbelte måleforhold. I flere tilfælde optræder politiske kortsom bikort til kortets topografisk-fysiske beskrivelse. Det er meget fåsteder, hvor bikort ikke generer det ellers rolige kortbillede. I sidste ende afspejler problemet med margenbrud og bikort konflikten mellem et måleforhold, der på den ene side gerne skal være så afrundet som muligt af hensyn til aflæsningen, og på den anden side skal tilpasses en bog med en begrænset kapacitet på hver side. Selvom originalkortene er tegnet i England, er der taget skyldigt hensyn til danske og skandinaviske forhold, og kortene over Norden er ikke alene placeret før detailkort over andre europæiske lande, men også gengivet i et langt bedre måleforhold end re­ sten af verdensdelen. Efter Europa følger Asien, Afrika, Australien og Nord-og Sydamerika, der hver ind­ ledes med et fysisk og politisk kort, før detailkortene gengives. Kortenes indhold overlapper hinanden fra opslag til opslag. Kort, der fylder et helt opslag, er ikke trykt helt ind til bogryggen, og der er således ikke gået oplysninger tabt ved indbindingen. Det er ellers en fejl, der ofte ses, når billeder og kort skal gengives på to sider. Sidetal og kortets navn (område) er tydeligt placeret øverst på hver side, hvor også måleforholdet er angivet. Alle måleforhold er afrundede, hele tal, og kan derfor let bruges som ud­gangspunkt for afstandsberegninger. Ved hvert kort er der desuden place­ret en målestok, der umiddelbart kan anvendes til målinger. På en ligeledes fast plads på siden ses også nøglen til de betydningsbærende højdesigna­turer, opstillet i et overskueligt ni­veaudelt skema. Blandt det store udvalg af oplys­ninger, som teoretisk set kunne være medtaget på et verdensatlas, vælger man som oftest en kombination af en fysisk overfladebeskrivelse (fordeling af land og vand og markering af høj­der), topografiske oplysninger (byer, veje og jernbaner m.v.) suppleret med en række politiske og admini­strative grænser. Sådan også her. Højdeforholdene angives ved ko­lorering, der nødvendigvis varierer fra kort til kort på grund af deres Fakta Gyldendals Verdensatlas 59 varierende måleforhold. Der benyttes en let forståelig farvesymbolik, hvor de enkelte trin i en farveskala mar­kerer højdeforholdene. Der ses fem trin for den blå farve (dybder i ha­vet), afsluttende dybest med en kraf­tig blå. På samme måde er der fast­lagt en grønlig farveskala i fire trin aftagende fra kraftig grønt til gult for højder op til 1000 m. Herefter kom­mer endnu en farve, en brun, der bliver trinvis stærkere jo højere man nærmer sig 3000 m, der afgrænser til sidste farvebundt af kraftigt blåviolet, der i trin aftager i styrke mod maxi­mumsgrænsen over 4000 m. Desuden er der ved bjergkæder lagt et under­lag af mørkt raster som bundrelief, så læseren hurtigt kan danne sig et bil­lede af overfladeforholdene. Gengivelsen af bebyggelses-og na­turnavne er bygget op over et fast skema med anvendelse af fed skrift og kursiv som variabler for det betyd­ningsbærende element i skriften. Et udsnit afkortet over Italien vi­ser dette tydeligt: De forskellige sig­naturer antyder alene byernes relative størrelse og betydning, ikke deres ab­solutte indbyggertal eller udstræk­ning. Navne på lande og lokaliteter, der strækker sig over flere sprogområder er gengivet på dansk, ellers anvender Fakta lokale navneformer. Det giver den pudsighed, at Grækenland skal søges under denne navneform, men dets hovedstad findes under Athenai. I flere tilfælde er en alternativ navne­form (som her ved Athen) sat i paren­tes. Lidt overflødigt ved Rom(a) og Firenze (Florens), men nyttigt ved Kriti (Kreta). Santorini, som de fleste kender under denne italienske navne­form, er derimod ikke anvendt som dobbeltform for Thira i Kikladhes (Kykladerne). Godt Odysseus var mere kendt på de kanter ... ftr,ara ^ .y