Politikens Operafører Anmeldt af Erik Ellegaard Frederiksen Mogens Wenzel Andreasen Politikens Operafører 390 sider 2. udgave 1. oplag 1991 ISBN 87-567-4829-9 Politikens Forlag Det vigtigste ved bogtilrettelægning er det rette hovedanslag, det vil sige: format, papir og kolumnens dis­ position med hensyn til læselighed. Formatet skal svare til den brug man skal gøre af bogen, men også tage hensyn til indholdet i form af billedmateriale m.m. Papirets gram­ vægt skal stå i forhold til formatet. Og typografien skal som nævnt tage hensyn til god opfattelse af det læste, herunder eventuelt et oversigtligt overskriftsystem. Resten er detaljer, selv om disse kan yde et væsentligt bidrag til bo­gens funktion og æstetik. Politikens Operafører opfylder alle disse krav. Formatet 165 x 245 mm er nok ved første øjekast lige det stør­ste, men tykkelsen 22 mm fortæller om et fyldigt indhold på 390 sider. Hertil kommer, at billedmaterialet for at komme til sin ret ikke ville befinde sig godt på et mindre format. Papiret er lige det hvideste. Hver­ken sort-hvide eller farve-illustratio­ner tager skade af en æggeskalstone. Men papirfabrikkerne er syge med at optisk blege til reklametryksager, og det er derfor mere end vanskeligt at finde papirer, der ikke trætter øjet med deres blå-hvide pågåenhed. Typografien er særdeles veldispo­ neret. De to spalter er netop så brede, at løs bagkant er unødvendig. Ordmellemrummene er holdt små og ensartede. Et fint stykke satsarbejde. Teksten er vel gennemtænkt. Først komponistnavnet i en forholdsvis stor grad, der klæder siden og skaber god markering ved de enkelte navne. Dernæst en kort biografisk kommen­ tar sat lidt smallere end den totale kolumme og med løs bagkant. Det skaber liv og giver dette indledende afsnit sin særlige karakter. Herpå følger de enkelte værker i al­fabetisk rækkefølge. Overskriftens kursiv i store og små kontrasterer til den underliggende originaltitel i ver­saler og kapitæler. Indramningen i parenteser forekommer derfor unød­vendig. Teksten indledes med de nød­vendige facts, blandt andet komposi­tionsår og uropførelse. Og efter et fyl­digt handlingsreferat opdelt i akter af­sluttes med vigtige grammofonind­spilninger. I hovedteksten findes no­decitater til vigtige arier. Vi er blevet særdeles velinformerede i en blanding afknap, konkret information og en ligeledes kort, men fyldestgørende be­skrivelse af operaens forløb i et le­vende sprog, der fremmaner de en­kelte scener, så man ved fx en gram­mofongengivelse kan følge handlin­ gen og se den for sit indre øje. Titelopslaget virker lidt uharmo­nisk, men tre figurer på venstresiden anslår temaet. De spænder dog for meget ud på formatet. Indholdsfortegnelsen er oversigtlig, men lidt løs i hoveddispositionen. Politikens Operafører 105 Daniel Fran^ois Auber (1782-1871) Aubcr skrev 48 opcravr, hvoraf dc 37 tilhører genren op lafter dolken for at stade den i hende, høret de Lorenzo og hans dragoner komme ind i væmhuset, hvor de vil overnatte. Reverneskju­ hvilket skyldes en for stor afstand mellem spalterne. Måske kunne ind­rykningen af de enkelte værker være gjort større, så komponistnavnene derved fremstod endnu tydeligere. Denne indholdsfortegnelse er den vigtige indgangsnøgle til bogen. Og den virker som et godt værktøj. Alli­gevel forekommer kolumnetitlens komponistnavne på normalsiderne lovligt spagfærdige. Oftest er de jo korte og tåler derfor en større grad. Forord og diskografiske oplysnin­ger, der følger efter indholdsforteg­nelsen, er sat på den fulde kolumne­bredde. De burde have fulgt bogens to-spaltede system til gavn for læ­seligheden. Illustrationsmaterialet består for­uden nodeeksemplerne af såvel sort­hvide som farve-illustrationer. Nogle komponistportrætter virker lovlig voldsomme sammenlignet med scene­billederne, en reduktion havde været rimelig, og ikke alt behøver være i spaltebredde. Beskæringerne er i de fleste tilfælde gjort med omhu og ler sig i et sideværelse, men da decr ved at bliv afsløret, træder Fra Diavolo frem som Marqui dc San Marco og antyder, at lun h.ir haft et IIH galant evetWyr. Kvad der gør lorden »g fcorenz Auber havde sat kIj* som mil .t* blive misundelige og skinsyge. der fnruod at ni dettemil Operaen e III ah-Fra Diavolo kegger en meddelelse et »yngeitykke med talt diaioj; Mus sine to hjarlpere i et hult trsf uden for kroen, meget nf ckni eleganer op det vid, skal ringe med en klokke, når dragonerne kjrafcfcristwk f.« lUvssmi. men ion forsvundet, så vil har fransk. «m. da han-s i Zerlinas f« ..o finder sedlen oy i indholdéi-Lorenzo og Jr.i­med Zcrlina, og Lo­ •Voyez sur eet te rocha»). der dukker op fler og finder Fra Diavolos meddelelse hos de ynge i handlingens løb Hantvingcr dem til at give det aftalte klokkes Wagner K'undrode Aubers »More' 1 nal, mens dragonerne skjuler sig. Fra Diavi inintH'iIbrlitL menidagerdet kun fi•a Dieu^il.i. ler l»f overlevet på scenerne. I l^anm ridst opfirt 1971 pi IX'n Jyske Opera Béla Bartok (1881-1945) Bart<5k er den største skikkelse i ungank musik i deue århundrede. Som ung lagde han sig i kølvandet på Liszt og Richard Strauss med sideblikke til Debussy. Men han blev grebet af den ungarske folkemusik, som han indsamlede og studerede sammen med vennen og kollegaen Zoliån Kodaly. I sine senere værker forlod han det senromanuskc udgangspunkt, han blev »moderne«, men altid med rod i folkemusikken. Hovedværkerne er dc seks strygekvartetter, de tre klaverkoncerter, den store violinkoncert. Musik for sm-ngcinstrumcntcr. slagtøj og celeste og Koncert for orkester. Bart6k har kun skrevet lidt for teatret. To ballettLT: Trcrprinsen (1911) og Dm vidunderligt mandorm (1918-19), og kun cn opera; hiemx Blåskæ^i Borg. Hertug Blåskægs Borg ItpZtUd"' 'ids"'"ivcl"-H™t! (A KÉKSZAK ALLU HERCEC; V A«A) UropfiweUe: Iktdapcst 24. maj 1918. Dan­ mnrks Radio 23.juH ™-rx, ; Opera i én akt. Tekst: Béla Ualto Personerne: Hertug Blåskxg (baryton). Judi (sopran). effekt og de store scenebilleder går til kant for at udnytte totaleffekten fuldt ud. Ordforklaringerne er sat to-spaltet. Kodeordene er i halvfed blokskrift, hvilket nok er funktionelt, men en halvfed brødskrift havde gjort lige så god fyldest -og set meget smukkere ud. Navneregistrets sidehenvisninger skelner mellem ordinær, kursiv og halvfed. Koden er forklaret i hovedet og det hele fungerer effektivt i den lille grad i tre spalter. Redaktionen har tænkt sig godt om. Bindet er et helbind med matka­cheret papirovertræk, måske ikke det mest holdbare, men hvor meget slides en sådan bog af de fleste? Formerin­gerne er små. Den grå farve går ikke tilstrækkeligt omkring, så en hvid kant griner frem. Helheden er imid­lertid ikke særlig heldig. Den grå bag­grund virker ufestlig, billedet er for lille og det silketrykte „Opera" i høj­rød glans er ikke nok til at opveje den lidt afdæmpede virkning. Ordet „ope­ 106 Politikens Operafører Opslag i nedsat gengivelse. Titelopslaget i formindsket gengivelse. Her er operafører stavet med lille o. På omslaget er O'et stort. ra" burde være skrevet med små bog staver. O'et er jo det samme som stort og lille bogstav. Og ordet „fø­rer" burde til gengæld være stavet med versaler. Udnyttelse af ord­billedet og valg af skrift i forbindelse med ordene er et af tilrettelæggerens vigtigste instrumenter til at skabe balanceret typografi. Forlagsmærket har alle dage været hæsligt og uden kultur. Det passer som hund i et spil kegler til denne veltilrettelagte publikation, hvor typografien forlænger de redaktio­nelle intentioner på bedste vis. Og indvendingerne her er bagatelagtige i forhold til den helhed, som i ind­ledningen blev fremhævet som det vigtigste. Et glimrende stykke værktøj. Politikens Operafører 107