Abrams Venetian 
Af PoulSogren 
Den amerikanske skrifttegner George Abrams har med global eneret skænket sin skrift, Abrams Venetian, til Poul Kristensen, Herning, hvor Jørgen Kristensen har digitaliseret den. Type Director Poul Søgren, Purup Electronics, har set nærmere på skriften. 
Abrams Venetian er en antikva skrift tegnet af den 
amerikanske skriftdesigner, bibliofil mm, George Abrams. 
Abrams tegnede skriften for sin egen fornøjelse i 
begyndelsen af 80'erne, og lod den så ligge i sin skuffe, 
indtil han ved en tilfældighed traf Jørgen og Poul 
Kristensen, der i 1986 deltog i udstillingen 'Contemporary 
Danish Book Art' i New York. Dette mode mellem fagfolk forte til et tættere bekendtskab, baseret på en gensidig respekt og sympati, og det udviklede sig yderligere. Helt konkret førte det til, at George Abrams overlod Poul Kristensen eneretten til at bruge Abrams Venetian, og den 
23. september 1987 var alle bogstaver færdig tegnede, og Jørgen Kristensen kunne begynde scanningen af skriften. 
Historien om Abrams Venetian tager sin begyndelse i Venezia i sidste halvdel af 1400-tallet. Bogtrykkunsten var stadig i sin spæde begyndelse, og antallet af trykkerier i Europa (der dengang var hele verden) var stadig overskueligt. Perioden op til 1500, da bogtrykkunsten var i sin vugge, kalder vi inkunabel-tiden (inkunabel af latinsk in cunae = i vugge), og i inkunabel-tiden var Venezia et grafisk kraftcenter. Her fandtes de fornemste trykkere, og følgelig tryktes her de smukkeste bøger. Fremmest blandt ligemænd var franskmanden Nicolaus Jenson, der havde bosat sig i Venezia efter at have lært sig at skære stempler og støbe løse typer. Formodentlig lærte han sig kunsten fra Gutenberg og Schoffer. Man mener i hvert fald, at han var i Mainz i Tyskland i 1458, hvortil han var sendt af den franske 
Øverst en humanistisk 
minuskel­håndskrift 
fra slutningen af 1400­tallet, 
forbilledet 
for Nicolaus Jensons antikva skrift, der er vist nedenfor 
tcmtnoncm actgit:hane m confortrm & n fociam expetiuit .Wadidaus Bocmiæ/ pentans: cjui pannonico ncgno fuaxflit:ha impar fumms pet crebro tet nuntios muxotrm cliutms follidtauit cras hus omntbus longe fupcriot: A^axjm 
nc no f!:udiLim aduocan uidcatur atTcrre:fed m pnmis cxiftimctur uemfTe ad agendum d nis ud amicitiæ:maximecjj fi fien potefl: rei. mediocns cxcmplu Quod fme dubio multo faciendum eft: ur ad agendum magna atqj h necefTitate accefTifTe uideantur.Sed ut præci 
ANNO A CHRISTI INCARNA / 
TIONE.MCCCCLXI.PER MAGI/ 
STRVM NICOLAVM IENSON 
fopponencioui ad ogm fpintuale di 
temporale corre(ftione dcqualunque diuotifTima perfona di safchaduno pento maeftro 5c fapiencifTib dodlore de la uoftra fåcftiirima madre ecdefia catholicadiroma. 
faneconleAabar; uifasesenim mihi ian­dudum ncfoociuicl niulca cogicanone" connncnran; ncq; co uultu,quo cfTc lue folcs.hilari.ccfoluto ;fed,quo re m ur­bc conlpicimus.concradliorcinrerdum, acgram. -B. P. Re(fle cou­
fancconicctabar:uisusesenimmihiian­duduim ncscio qiiid multa cogitationc commcntari; ncq;co uultu, quo esse hic soles, hilari, et soluto; sed, quo teinur­be conspicin|us,contractiore interdum. acgram. 13. P. Rectc con­
were drawn for photo-etching. Idrew artists at Oxford drew all the others most satisfactory manner. 
/ . ^ 
C It was my intention, at nrst, to u initials at the beginning of each boo 
Øverst Aldus Manutius antikva fra kardinal Bembos traktat 'De Aetna', 1495. Derunder Monotypes nyskæring heraf: Monotype Bembo 1929 
Bruæ 
Rogers: Centaur, 
'egnet for 
Monotype 
1929 
) 
\ 

45 
Modsatte  konge Charles den VII, for at finde ud af, hvordan man hos  
side:  Gutenberg fremstillede løse typer, og hvorledes man  
Fra Martin  anvendte dem til trykning af bøger. Selv om teknikken var  
Lowry:  Gutenbergs, så var skriften Jensons. Den skrift Nicolaus  
Venetian  Jenson anvendte, var ikke gotisk, som den Gutenberg og  
Printing  andre efter ham anvendte. Nicolaus Jensons skrift var  
humanistisk og havde som forbillede den skrift, man  
anvendte i håndskrevne boger i renæssancen. Det var en  
skrift, som kombinerede det romerske kapitalis alfabet med  
de karolingiske minuskier. Jensons skrift blev således  
forbilledet for alle senere antikva skriftsnit. De skriftsnit,  
som lægger sig op ad denne skriftstil, betegner vi under ét  
som Venetiansk renæssance antikva (engelsk/amerikansk:  
Venetian), og Abrams Venetian er en typisk repræsentant  
for gruppen  
Venetiansk renæssance antikva  
Skrifterne i denne gruppe kendes først og fremmest på  
bred-pennens tydelige påvirkning af de enkelte bogstavers  
form. Især den skrå akse giver logiske betoninger i skriftens  
linieføring, i de øverste højre og nederste venstre hjørner.  
Især er dette tydeligt i bogstaver med runde former fx ved  
o, e, c, b og d. Tværstregen i minuskel e er altid skrå, og  
udløbene i fx c og f er skråt afskårne.  
Punktuerings-tegnene er oftest også firkantede -som  
prikken over i'et er det. (Hvad det sidste angår, så adskiller  
Abrams Venetian sig her fra normen). Kontrastforholdet i  
linieføringen er moderat eller lille sammenlignet med fx  
overgangsformerne af antikva skrifter -eksempelvis  
Baskervilles. Dette forhold giver renæssance antikva et  
meget robust skriftbillede, som på trods af de oftest meget  
åbne bogstavformer alligevel får en dejlig, og for læsningen  
behagelig, sort farve.  
Renæssance antikvaen som skriftgruppe har et lidt  
uhomogent udtryk, hvis man betragter de enkelte bogstaver  
isoleret, men satsbilledet er charmerende og let at læse.  
Alle disse dyder er også Abrams Venetians. Den har et  
meget homogent og robust skriftbillede, og alligevel har  
den renæssance antikvaens rustikke udtryk. Proportionerne  

Jenson from his rivals was not the quality of his designs but his own expertise in converting them into type. None of his compet­itors had his sureness of touch, his grasp of how far the quill's flourishes could be frozen into metal, above all his sense of when to stop. Jensons senfs are small but sharply defined; by contrast Jo­hannes and Vindelinus de Spira produced a capital D and P which hardly had a visible serif to show, and a capital N in which one was grotesquely enlarged. 
Perhaps the surest proof thatJenson and his competitors worked with similar materials for similar customers is to be found in the small group of books which carry designs stamped in the margins with woodcut blocks, outlimng vine-tendnls, a blank shield, and a couple of putti ready for the illuminator's brush. Surviving copies of Jensons Eusebius and Vindelinus' Quintus Curtius, both published in 1470, are decorated with the same blocks, which must have been passed from one workshop to the other.10 An even smaller group of hand-illuminated copies shows the same artists — now identi­fiable only as the "Putti Master'' or the 'Master of the London Pliny -collaborating on the same terms with Jenson and his com­petitors.11 
Jenson produced his first two editions in gothic type during 1474, and from that year moved steadily away from the roman. Over the following two years his editions show a rough balance between the different founts; but in 1477 the roman fount was not used at all, and thereafter it was recalled only on rare occasions-in 1478 for the two-volume edition of Plutarch's Lives, and in 1480 for a series of devotional tracts by Johannes Carthusiensis. There is a good deal of evidence to suggest that some of the editions pnnted in the roman type were commissioned by outside patrons rather than planned by Jenson himself. This was certainly true of the Italian Pliny of 1476, whose genesis has been traced month by month in the recordsof the Strozzi bank of Florence; it may also be true of the Plutarch, of which several copies bear the arms of the Agostmi bankers of Vemce, and perhaps even of the Golden Legend of 1475, which concluded with a eulogy of the first Venetian patn­arch Lorenzo Giustiniam at a time when his family was pressing for his canonisation. Two hundred quires of the Plutarch were defi­mtely sub-contracted to a Paduan printer named Pellignno Sillano, and Jenson s bequest of 100 ducats to Jacques Le Rouge "for the 
mellem overlængder, underlængder og x-højde i Abrams 
Venetian er stort set som ved andre skrifter i denne gruppe, dog er x-højden måske en anelse større end hos de historiske forbilleder, som fx Bembo. Versalernes bredder er varierende, som de i følge traditionen skal være det: B, E, F, L, P, R og S er smalle, mens C, D, G, K, M, O og T er brede. Dog er versal E, L og F måske ikke helt så smalle, som man ville se det i andre skrifter i denne gruppe. 
George 
Abrams har 
tegnet sin skrift med blyant på kalkepapir. Her er nogle af bogstaverne til kursiv­snittet Kursiven er utroligt vellykket. Den fungerer ikke blot som kursiv til det ordinære snit, men i lige så høj grad som en selvstændig skrift med en næsten kalligrafisk skønhed 
Dette og ovenstående eksempel er fra de første opklæbninger af Abrams Venetian ­altså fra før skriften blev digitaliseret. Bemærk de smukke ligaturer 
st og ctø 
..Hit is the funciwn of tfie (attigrapfier to revive and restore the craft oftfie Printer toits ormnaf punty of intention andaccompfishment... 
The wfiofe duty of Typograpfiy, as ofCattigrapfiy, is to commumcate tothe imagtnation,witfiout foss &)' the way,tfie tfiougfit or mage tobe commumcated hy theAuthor 
jh\ extractfromTHE IDEAL BOOK 
OR BOOK BEAUTIFUL 
by ThomasJ.Cohden-Sanderson 

...It is the funcftion of the Calligrapher to revive and re^tore the craft of the Printer to its original punty of intention and accomplishment... 
The whole dutyof Typography as of Calligraphy is tocommumcate to the imagination, without loss by the way the thought or image to be commumcated by theAuthor. 
An extraCt fromTHE IDEAL BOOK 
OR BOOK BEAUTIFUL 
byThomas Cobden-Sanderson 

Kursivsnittet 
De mange renæssance antikva'er, der er nyskåret eller nytegnet i vort århundrede -fx Monotypes Bembo, eller Bruce Roger's Centauer -har tilhørende kursivsnit. Det havde deres historiske forbilleder ikke. Kursiven anvendtes ikke af Jenson eller af nogle af hans samtidige. Den skik kom til senere. Kursivskrift som tryktype tryktes første gang af Aldus Manutius i 1501. Aldus anvendte ikke kursiven som supplerende snit til den ordinære skrift, men derimod som brødskrift. Først senere i skrifthistorien anvendte Claude Garamond som den første en antikva skrift med tilhørende kursiv på den måde vi i dag finder det naturligt. 
En renæssance antikva med tilhørende kursiv er en 
tradition, der ikke er historisk belæg for, men derimod en 
idé fra begyndelsen af vort århundrede. Vi kræver ganske 
enkelt i dag, at en skrift har en tilhørende kursiv. Hvis den 
ikke har det, føler vi os begrænsede i vore typografiske 
udtryksmuligheder, og kursiverne er derfor blevet standard 
repertoire. 
George Abrams har til sin kursiv fundet inspiration i skrivemesteren Ludovico Arrighis kursivskrift, anvendt i 'La Operina1 trykt i Rom 1522. Forbilledet er imponerende, men det er George Abrams kursiv sandelig også. Det kalligrafiske i kursiven kommer fuldt til udtryk, når kursivskriften anvendes alene blandt andet på grund af de mange flotte ligaturer, Abrams har tegnet, men også sammen med den ordinære skrift er kursiven meget vellykket. 
En kursivskrift skal være en anelse lysere end den ordinære skrift, og den skal løbe kortere, dvs den skal være smallere, så et ord sat i kursiv fylder mindre i linien end det samme ord sat i ordinær. Er disse to forhold i orden, er kursivens farve rigtig. Kursiven er ganske vist tyndere, men den er samtidig smallere. Derfor bliver farven den samme som ved den ordinære skrift. Kursiven skal nemlig ikke skille sig ud på siden ved første øjekast, men først når man under læsningen kommer til det ord i linien, som skal fremhæves. Fremhævelsen sker ved to virkemidler: Den ændrede bogstavform, og den ændrede (tættere) rytme som følge af kursivens smallere form. Abrams kursiv er meget flot, og i perfekt harmoni med den ordinære skrift. Det er en fryd at se! 
Digitalisering af en renæssance skrift! 
Selv den perfekt tegnede skrift kan ødelægges i den tekniske fremstillingsfase, hvor fagfolk skal realisere designerens idé efter et sæt tegninger. Den hollandske stempelskærer Henk Drost, som arbejdede hos Enschede en Zonen i Harlem, udtrykte det således for mig, da jeg engang besøgte ham: "Skriftdesigneren er stempelskærerens gidsel." Det var vilkårene, da skrifter blev skåret i stål, og senere støbt i bly, og det er i lige så høj grad tilfældet, når det drejer sig om digitalisering af en moderne skrift. Derfor er det at fremstille en skrift succesfuldt et resultat af et tæt samarbejde mellem designer og tekniker. 
Bedst lykkes det, når teknikeren, der digitaliserer, også er skriftkyndig, og har en vis fornemmelse og sans for skriftdesign. Sådan må det efter resultatet at dømme have været med digitaliseringen af Abrams Venetian. Den er utroligt flot realiseret af Jørgen Kristensen. 
Hvert enkelt bogstav er scannet efter George Abrams tegninger, og det må have taget lang tid, og kostet mange rettelser i originaltegningerne, som så har skulle scannes på ny. 
I en normal, mere rationel anlagt skriftproduktion digitaliseres skrifterne manuelt på et digitizerbord med en mus. Denne fremgangsmåde giver bogstaverne kontur i digitalform, og den har den indlysende fordel frem for scanning, at man bagefter lettere kan manipulere de digitale data. Det giver altså skriftdesigneren mulighed for ­næsten på enhver måde -at ændre, korrigere eller finjustere bogstav designet, og det sparer megen tid. 
Scanningen giver normalt bitmapdata, som er meget sværere at editere eller manipulere på anden måde. Der er derfor længere vej til målet, også på den baggrund er det et beundringsværdigt resultat, der er opnået. 
Skriften Abrams Venetian er et meget vellykket projekt, som utvivlsomt vil resultere i mange smukke bogværker, sat med denne eksklusivskrift fra Poul Kristensen i Herning. At det hele er lykkedes så fortræffeligt, tjener de implicerede parter til ære. Jeg er overbevist om, at et projekt som Abrams Venetian vil være med til at højne bevidstheden om og forståelsen for, at et godt boghåndværk forudsætter højeste kvalitet i hvert eneste af de led, der tilsammen udgør bogens hele. På den måde vil Abrams Venetian få stor betydning for boghåndværket i Danmark i almindelighed. 
PoulSøgren 
Wi*