Midt i forvandlingsfasen Lidt om illustrationskunstens vilkår og bevægelser gennem den seneste snes år Af Bent Irve Når den traditionelle, illustrerede bog har fået stadigt sværere ved at hævde sig skyl­des det en lang række faktorer. I Danmark var den illustrative billedkunst i høj grad båret af en række talenter, som også havde støtte og udviklingsbasis i avistillæggene, f.eks. Politikens Magasin og Hjemmets Søndag, og da det blev sværere at finde ar­bejdsmuligheder efter dette forums bort­fald gik det hårdt ud over dansk tegne­kunst. En bidragende faktor var naturlig­vis også udviklingen indenfor billedkunsten som sådan. Den abstrakte og forestillings­løse kunsts udbredelse betød at den skil­drende, fortællende, illustrative realisme fik mindre vægt. Og med nye generationers fremvækst blev det illustrative som begreb i stadig højere grad knyttet til filmatiserin­ger, TV-serier, tegneserier og lign. En vis modgående bevægelse har dog også fundet sted. I takt med at det billedfor­tællende mere og mere gled over til de elek­troniske mediers forvaltning blev de tek­niske muligheder for at skabe bøger og tryksager større og større. Prisbillige og let­håndtérlige maskiner kom på markedet. Det blev muligt for folk uden større uddan­nelse at udnytte disse hjælpemidler. Og den større tilgængelighed til disse fulgtes af en stærkt opblussende interesse for original­grafikken. Det blev åbenbart for mange, at det både var lettere og billigere at lave originalgrafik end at lave reproduktioner. Det var heller ikke besværligt at trykke store oplag af f.eks. træsnit, linoleumssnit og zinkografi. F.eks. havde Ib Spang Olsen opfundet en relativ nem form for offsetli­tografi som han kaldte Direkte Kopi, og som senere blev omdøbt til Heliografik. Alt dette betød et vældigt grafik-boom gennem halvfjerdserne, en slags realisering af multikunst-begrebet omend det aldrig blev rigtigt konsekvent gennemført på prisområdet. Denne grafikopblussen bevæ­gede sig naturligvis også ind i bøgerne. Og det er resultaterne af denne udvikling, der især har præget bøgerne fra de seneste to tiår. Det følger derfor af sig selv, at de kunstnere, der i denne periode kom til at hævde sig som illustrationskunstnere i ret vid udstrækning var sådanne som kunne akklimatisere sig med de nye tekniske me­toder og hjælpemidler. Inden vi her går over til højere at be­handle eksempler på udviklingen som oven­for skitseret, så må det nævnes at en slags inertiens lov på bogillustrationskunstens område selvfølgelig også gjorde sig gælden­de. Stadigvæk illustreredes bøger på god gammeldags manér. Og som en illustrati­onskunst af meget traditionel karakter kan nævnes at f.eks. Gyldendal/Gylden­dals Bogklub og Lademanns Forlag har udsendt en hel del illustrerede bøger med billeder af danske tegnere. Hos Lade­mann, der flittigt har benyttet sådanne kunstnere som Svend Otto S., Thormod Kidde, Des Asmussen, Helge Kiihn Niel­sen, har man dog i de fleste tilfælde benyt­tet dem til bøger med et fast og udpræget simili-agtigt udstyr, som bestemt må op­fattes som et ydre angreb på hvad der i det indre måtte være af kunst. Derfor skal dis­se eksempler forbigås hermed. Hos Gyl­dendal og især Gyldendals Bogklub stille­de det sig lidt anderledes, her arbejdede M idt i forvandlingsfasen 6? Tom Kristensen HÆRVÆRK Med tegninger af Soren Hjorth Nielsen Omslaget til Gyldendals Bogklubs udgave af Tom Kristensens Hærværk med tegninger af Søren Hjorth Nielsen. 1978. man med Hans Scherfig, Gunnar Hossy, Svend Otto S., IbSpang Olsen, Søren Hjorth Nielsen og flere, og man forsøgte i hvert fald at give bogen en karakter og ud­formning, som støttede det kunstneriske indslag omend man også her har været be­grænset økonomisk gavmild med hensyn til at løse projekterne mest ideelt. Et enkelt eksempel på en interessant illustreret bog vil jeg omtale, bl.a. fordi jeg selv har været medvirkende ved dens tilkomst, nemlig gen­udgivelsen af Tom Kristensens Hærværk (1978) med Søren Hjorth Nielsens tegnin­ger. Ideen til at lade bogen illustrere af den­ne kunstner stammer fra en katalogtekst af Troels Andersen, han kommenterede en tegning, der forestillede det gamle lyssignal „Stoppenålen" på Rådhuspladsen i tredi­verne. Denne tegning af Hjorth Nielsen for­anledigede Troels Andersen til at sige, at dette motiv viste Hærværks landskab. Or­dene blev anledning til at Gyldendals Bog­klub henvendte sig til Hjorth Nielsen, der havde en mængde tegninger liggende fra den tid og det miljø Hærværk udspillede sig i. Initiativet var altså bogklubbens og dens udgave den egentlige og originale (i mod­sætning til sædvanlig praksis). Gyldendals Forlag lavede efter bogklubudgaven en egen, selvstændig udgave med samme ind­mad. Det interessante ved bogen er altså at den blev lavet med tegninger, der ikke op­rindelig var tiltænkt den. Bogen er således ikke illustreret, men billeddækket af en række fritstående tegninger, der gav et fint indblik i kunstnerens 20'er og 30'er pro­duktion af tegninger. Den udtryksfulde dobbelthed som denne bog fik skal der alt­så en række heldige, men ingenlunde ene­stående, tilfælde til for at afstedkomme. Metoden kalder på efterfølgelse. Blandt de illustrerede bøger fra Gyldendal, senere Vindrose, kan nævnes Dea Trier Mørchs bøger. Her er, som bekendt, forfatteren og illustratoren identiske, og det sikrer en na­turlig kongenialitet mellem tekst og billede. For robust og renfærdig slagkraft kan Dea Trier Mørch nok fortjene at nævnes i en artikel om dansk illustrationskunst. Den klassiske bogillustration, der, lige­som f.eks. Dea Trier Mørchs, tolker, uddy­ber og visualiserer et stykke fortællende tekst, er det efterhånden svært at finde. Og mere og mere bliver det en anden slags bøger end romaner og novelle-samlinger, der illustreres, men derimod antologier, fag-og saglitteratur af forskellig art, og digtsamlinger. Et eksempel er det store to­binds værk med Danske folkeviser som G.E.C.Gad udgav i 1974, og som blev illu­streret af Ib Spang Olsen. Netop i dette tilfælde trak Spang Olsen de fortællende vi­sers indhold frem og gjorde billeder af de hændelser, der blev skildret i viserne. På samme forlag udkom i 1981 også Erik og Ea Dals udvalg „111 danske sal­mer" med tegninger af Sven Havsteen-Mikkelsen. Kunstneren havde her brugt en verslinje som inspiratorisk grundlag for hver tegning, og de bløde, mørke kridtteg­ saks med rustpletterne og klip-klip-klippede billedet op i lige store firkanter. Og så var det færdigt. Det puslespil blev bare helt åndssvagt let at lægge! Men hun har lovet Martin, at han engang -når han er ble­ vet lidt større -skal få lov til at kigge på voksen-puslespillet Det sortladne hav, som hun gemmer i en skotøjsæske i den un­ derste skuffe i dragkisten. Engang imellem maler mormor kæmpestore tapeter. Så sprin­ger hun rundt i malerstuen på strømpesokker. Hun har rullet store stykker grundpapir ud på gulvet og stillet stole og lagt ting i hjørnerne af papiret, så det ikke skal rulle tilbage igen. Maja har selv set hende lave et tapet i seks baner! Det var en bjørneklo. Hun skyggede den med kaffe. Og Maja fik lov lil at ligge på knæ og tegne ganske små tegninger med blyant i udkanten af papiret. De bjømeklør mormor maler efter, har morfar hentet til hende et sted, hun kalder Vårmland. Fordi det minder hende om Sverige. Mormor elsker Sverige -de svenske skove, de svenske malere og tegnere, de svenske forfattere. Alt hvad der er svensk. Hun sælger sine tapeter i Goteborg. Dér ligger en fabrik, som trykker dem. Mormor sender hele tiden direktøren en masse skitser og ideer og forslag. Men så blev hun pludse­lig bange for, at det blev for meget. At det på en eller anden måde skulle irritere ham. Og såsendte hun ham en stor konvo­lut med en frankeret svarkuvert og to sedler indeni. På den ene stod Hold op. På den anden Bliv ved. Han sendte hende den sidste tilbage. Det, hun holder allermest af, er at male med oliefarve. Hun har en malerkasse, som hun fik af sin far -lige før han døde. Da hun var seksten år gammel. Hun har altid passet fantastisk godt på den og har den med ud på maletur. Den er lille -og alligevel kan der være en masse ting i den. I låget sidder der en sammenklappet palet. Og i bunden er der nedfældet en metal­ 80 Et opslag fra Dea Trier Mørchs roman Kastaniealleen. Gyldendal. 1978. ninger havde en kraftig stoflighed lige som de samtidige tegninger til „Færingesaga/ Føroyinga soga" 1981. Tegningerne synes tegnet med et kraftigt stykke vævet stof som strukturafsmittende underlag. Men ellers er der i tidens bøger sjæl­dent tale om direkte illustration, men om en slags billedkunstnerisk dekoration, en udsmykning som i kraft af sin karakter og funktion minder om fjerne tiders bogillu­mination. Et begreb som det kan være rime­ligt at genopvække da mange af de billed­kunstneriske indslag i vore dages bøger i højere grad er illuminationer end illustra­tioner. En bekræftelse på det møder vi i både et udvalg af Brorsons salmer og et udvalg digte og salmer af Kingo, som er forsynet med farvebilleder af Bodil Kaa­lund. Og det er billeder som langt snarere © må regnes for illuminationer end illustra­tioner. Dette fænomen gør sig, som sagt, gældende i mange bøger, i særdeleshed i en meget stor del af bøgerne fra Brøndums Forlag. Hvis man vil kigge på et par af de store bidragydere til en bogproduktion, der in­denfor de seneste 20 år er præget af kunst og billedkunstneriske indslag, må man pa­radoksalt nok (eller selvfølgeligt?) langt udenfor de store og etablerede forlags kreds. Man må til bogtrykker Poul Kri­stensens grafiske virksomhed i Herning og man må til Brøndums Forlag i Køben­havn. To virksomheder man nok til en vis grad kan betragte som modsætninger, men dog hellere må se som yderpoler af en ska­la, der over hele feltet omfatter interessen for bogen som kunstnerisk og æstetisk fænomen. Hos Poul Kristensen er det i før­ste række typografien og den håndværks­mæssige udførelse det drejer sig om. Hos Midt i forvandlingsfasen Fra Sigmundi Tad er sagtfri, atein dagin um summaridf6r Sigmundur(oynna Li'tlu Dfm­un i skutu;Térir og Einar Sudurovingur véru vid honum, ti at Sigmundur vildi taka sær skurdseyd, sum gekk ioynni. Sigmundur og teir véru uppi å oynni; tå séu teir menn ganga upp å oynna, taå blikadi a føgrum skjøldum. Teir høvdu tal i, og har véru télv menn komnir upp å oynna. Sigmundur spurdi, hvørjir menn teir mundu vera. Térir segdi seg kenna, at tad véru Brøndum er det grafiske billedindslag den hovedfaktor som det meste andet i bogen må indrette sig efter. Poul Kristensens trykkeri er en relativt alderstegen virksom­hed hvis produktion hele tiden har måttet grunde sig på en kommercielt indstillet kundekreds' krav, omend man fra virk­somheden, og især fra Poul Kristensens egen side har holdt en våge åben til selv­stændig bogproduktion, og herindenfor har man udfoldet sig med en høj grad af kræsenhed og uafhængighed. Brøndums Forlag har fra starten haft alternativets præg. Forlaget er et barn af tressernes kunstmiljøer og den pluralisme som udpe­gede mange udfoldelsesmuligheder. Det har i perioder givet forlaget svære eksi­stensvilkår, men med sej overlevelsesvilje har det lille forlag dog klaret skærene trods de barske livsbetingelser. Med udgivelse af en række moderne klassiske forfattere, der hidtil ikke havde nydt stor bevågenhed i Danmark, Maurice Maeterlinck, Paul Claudel, Henry de 70 Bent Irve Gøtuskeggjar, Tréndurog frændurhansara,-»og hvat man mivera til rida at taka,« sigur Térir. »Ikki man vera vand! itf,* sigur Sigmundur, »vit skulu ganga fméti teim­um,« sigur hann,»allir vid vapnumokkara, ogsøkja teirat okkum,ti skulu vit støkka undan hvørsær og koma allirisfn stadnidur, harsum uppgonganer i oynna.« Teir Tréndur taladu sin åmilium, at Leivur skuldi ganga fméti Sigmundi, Tollakssynirnir vid honum og ein fjérdimadur. Teir Sigmundurhoyra hetta. Nu ganga teir hvørméti ødrum,og Tréndurstevnir vid si'nummonnum beint Et opslag ogen enkeltside afFøroyinga soga (dansk oversættelse: Færingesaga) med Sven Havsteen-Mikkelsens tegninger. Typografi af Erik Ellegaard Frederiksen. Poul Kristensen,Herning ogForlaget Forum. 1981. Montherlant, T.S.Eliot, Gottfried Keller, Leopold Sedar Senghor m.fl. dokumentere­de Poul Kristensen en imponerende evne til fornyelse af en egentlig traditionel bo­gæstetik. Hvad han skabte var smukke, udtryksfulde synteser af skrift, tryk, papir, bind osv. nærmest en slags forbilleder for hvordan bøger kunne være og se ud. Ud­givelserne omfattede hovedsagelig drama­tik, lyrik og forskellige kulturhistoriske værker. En del af illustrationsmaterialet er importeret eller fotografisk. Når billed­kunstnere benyttes er det oftest kendte og prøvede navne som Sigurd Vasegaard, Jane Muus, Ludmilla Balfour, Thormod Kidde, men en enkelt kunstner har forlaget selv ud­søgt og udviklet til en interessant bog­kunster, Sven Okkels. ',S'icWv''y^r's '•••' • II • ' w : : 1 rj8|vvV:;.: .«:• jKjf «• »V ^ S^feaSsa^­ is WfrnmiM ^"i'..'' v :w-'r1^ »ii#!1 Midt i forvandlings/asen 7I MARIES VÆRELSE (Marie, Tamburmajoren) TAMBURMAJOREN: Marie! MARIE (ser på ham): Gå lidt tilbage, så jeg rigtig kan se dig. Et bryst som en okse og et skæg som en løve! Jeg kender ingen som dig. Jeg er den stolteste af alle kvinder. TAMBURMAJOREN: Så skulle du se mig om søndagen, med karmpefjerbusk (jg hvide handsker. Du bliver vild! Prinsen siger altid: Det kalder jeg et mandfolk! MARIE (drillende): Siger han det? (Teet på) Mand! TAMBURMAJOREN: Og kvinde! Død og kritte, vi avler en hel stribe tamburmajorer, ikke! (Han omfavner hende) MARIE (modløs): Giv slip. TAMBURMAJOREN: Vilddyr! MARIE (heftigt): Tag på mig! TAMBURMAJOREN: Er det djævelen der ser ud af dine øjne? MARIE: Det kan godt være. Det er altsammen lige meget. Det godt 20 årige Brøndums Forlag (det blev startet i 1966) har igennem sin levetid arbejdet ud fra lidt forskellige hol­dinger. I den første fase realiserede man flere eksklusive, bibliofile projekter, f.eks. Shakespares Troilus og Cresida med Svend Wiig Hansens litografier, senere sig­tede man udpræget anti-eksklusivt og ud­nyttede de praktiske muligheder for en prisbillig kunstnerisk grafik og bogkunst i store oplag. Fra første færd har det været forlæggerens forbindelse med en række jævnaldrende og yngre billedkunstnere, der har været grundstammen i forlagets virke. Med årene har det litterære dog fået en sti­gende betydning for udgivelserne, men princippet om at hver eneste bog, der udgi­ves skal rumme grafisk originalkunst er dog på intet tidspunkt fraveget. En vis basis for yngre -og relativt uetablerede kunstneres arbejde opbyggede forlaget ved i en række af de tidligere udgivelser at benytte en gruppe kunstnere med ny-klassisk status i dansk kunst. Folk som Søren Hjorth Niel- Opslag fra Georg Biichners skuespil Woyzeck med Sven Okkels træsnit -som bogens øvrige trykt fra de originale stokke. Typografi: Mia Okkels. Selskabet Bogvennerne, København 1972. sen, Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen og Dan Sterup Hansen. Og det kan noteres som en af forlagets meriter, at det har bi­draget til at et par betydelige billedkunstne­re som Ejler Bille og Wilhelm Freddie idag også må bemærkes for deres indsats in­denfor bogkunsten. Ingen har herhjemme så konsekvent som Brøndums Forlag dyrket kombina­tionen litterær tekst og kunstnerisk billede. Og adskillige eksempler fra den efterhån­den vældige produktion kunne trækkes frem som eksempler på det ene eller andet. Men det må ske i en mere speciel oversigt. Generelt kan man dog i Brøndums bøger følge tendensen fra illustrationen til illumi­nationen. Selv når det drejer sig om for­tællende prosa som f.eks. Henry Millers bøger, så illustreres der ikke, og ved ad­ Henrik Nordbrandt Forsvar for vinden under døren grafiske arbejder af Ejler Bille Brøndum 1980 Bogomslag. Ved bogens anmeldelseiInforma­ tion skrev kritikerenErik Skyum-Nielsen om Henrik Nordbrandts digte nogle ord, der også kan dække Ejler Billes omslags­ tegning: „hans digte danner forunderlige snoede forløb og kan sammenlignes med serier af elegante forsvindingsnumre og overrump­ lende entreer". En tuschtegning af Svend WiigHansen. Illustration til Walt Whitman: Sangen om mig selv. Brøndums Forlag. 1972. skillige lejligheder, f.eks. i den polske for­fatter Tadeusz Konwickis roman „Den lille apokalypse", 1984, så er billedbidraget, der i dette tilfælde er af Dan Sterup Hansen an­bragt for sig selv, først i bogen. Og det samme er sket i flere af forlagets digt­samlinger. Ved sin måde at gøre det på er Brøn­dum ganske stilfærdig blevet medvirkende til at flytte udviklingen fra den traditionelle måde at illustrere på. Ikke alene ignorerer han de tegnere, der havde gjort illustration til et speciale, og vender sig til egentlige bil­ledkunstnere og grafikere, og desuden rok­ker han ved forestillingen om hvilken Midt i forvandlingsfasen 73 afsats. er en Menneskelegemet jOh blanco muro de Espana! [Oh negro toro de pen*! {Oh sangre dura de Ignacio! jOh ruiseoor de sus venas! No. jQue no quiero verla! Que no hay cåliz que la contenga, que no hay gcJondrinas que se la behan. no hay escarcha de luz que la enfhe, no hay canto ni diluvio de azncsnas, no hay cristal que la cubra de plata. No. j|Yo no quiero verla!! Herover: Et opslag fra Frederico Garcia Lorcas klagesang over Ignacio Sanches Mejias. Brøndum. 1987. Bogens illustrationer er farvelitografier af Arne Haugen Sørensen. De er trykt hosHostrup Pedersen & Johansens stentrykkeri, København. Til venstre foroven: Wilhelm Freddie-illustrationpå et opslag iMalcolm de Chazal: Plastiske aspekter. Oversættelse og udvalg ved Finn Hermann. Arena. 1970. Til venstre forneden: Et karakteristisk opslag fra Jens Birkemoses billedbog: „Vilde dyr & frugter". Forlaget Sommersko. 1976. slags bøger, der fortjener illustration. Og endelig, hvad der er nok så vigtigt, drager han konsekvensen af sit samarbejde med billedkunstnere og laver indimellem bøger, der først og fremmest er billedbøger. Et par eksempler er Svend Wiig Hansens tuschtegninger i bogen „Romerske fanta­sier" fra 1968 og Kurt Trampedachs lange tegning-suite til Bob Dylans digt „Balladen om Frankie Lee og Judas Friest", 1970. Men mange er fulgt efter og for så vidt har Brøndums Forlag her været med til at konsolidere en tendens, nemlig den ten­dens der betød at billedet frigjorde sig fra tjeneste hos fortællingen for at hævde sin egen suverænitet. Inden vi går over til nøje­re at omtale dette forhold kan vi nævnte en interessant undtagelse fra tendensen, nemlig forlagets nye eksklusive udgivelse: Federico Garcia Lorcas „Klagesang over Ignacio Sånchez Mejias" med farvelitogra­fier af Arne Haugen Sørensen. Her er forla­get igen vendt tilbage til det luksuriøse og bibliofile. Og til den illustrerede bog, for kunstneren har faktisk forsøgt at billedlig­gøre situationer i teksten, og det er sket i et suverænt til dramatisk-bevægede tegn Midt i forvandlingsfasen 75 wMb? My^ KUKME RØRE uuff vivrj , ~*y v y •-T^'t^Ty^r^yyy' HVOR KUNNE STRYGE D HVOB KUHffE HVOR •^EA i [68] [69] 76 fit'«/ /rve Herover; En dobbeltside fra et afde små billed­hefter, der under serietitlen Bibliotek Buurlesk var med til at lancere gruppen af såkaldte unge, vilde kunstner. Dobbeltside af Dorthe Dahlin. Eks-skolens Forlag. 1985 Til venstre øverst; Originalgrafiske arbejder af Jørgen Rømer. Billederne er tegnet på film, derefter lyst over på offset trykpladen og trykt. Jørgen Rømer; Vanitas 1984. Brøndums Forlag. 1986. Et opslag fra SvenDalsgaards bog: Et sted mellem sort og hvidt. Udsendt ianledning af årsskiftet 1982/83. Nørhavens Bogtrykkeri A/S. forenklet billedsprog, der fungerer for­nemt på bogsiderne og spiller udtryksfuldt sammen med teksten. Den tendens Brøndum medvirkede til, og som i mange tilfælde virkelig betød bogbilledets frigørelse fra teksten, fandt sit stærkeste udtryk i tilkomsten af de såkaldte „Artists Books", kunstnerbøger, som hovedsagelig dyrkedes i England, Frankrig og Sverige og som betød at kunstnerne la­vede billedbøger som værker i deres frie kunstneriske produktion. Bøger som kun­ ne være et flertal små grafiske arbejder sam­ let i en boglig sammenhæng, en slags fik­serede separatudstillinger så at sige, men også helt overraskende og sælsomme sager som nærmest tenderede mod at være objekt eller skulptur. Herhjemme blev kunstner­bogen især en udtryksform for kunstneren Jens Birkemose. Han er i hvert fald mester for en lang række små unikke bøger i akva­rel, tegning eller lign. Senere lavede han bøger i mere multiplicerbare medier. Brøn­dums Forlag udgav f.eks. den litografiske billedbog „Cydymaith Diddan" i 1975, men udover den har kunstneren lavet en masse, adskillige med kombinationen af fotogra­fi, tegning og skrift. De fleste af dem er ud­kommet i forbindelse med udstillinger. Mange andre kunstnere har også udsendt sådanne kunstnerbøger herhjemme, men oplagene er sædvanligvis meget små, der­for er de i reglen kun kendt af en snæver kreds. Fænomenet er altså ikke meget be­ Midt i forvandlingsfasen y7 t JS Opgave 2 Hen over marken går hvidhed grådyr og sug træerne løfter sin sin mod gulningens bla ind fra højre i slubren en skrurk ind med sit håb fnyser og tar sig til lampen ind fra højre en åbning scenevant glimt breder hul under lyset dryp for dryp synker tomheden ned Ægteskab blafrer vemodigt i aftenstatistikken nu begynder historien om fremtiden kendt, og for så vidt er begrebet kunstner­fordi den har assimileret sig i den større bogen allerede blevet opslugt i den store kategori bøger som har billedkunstnere mængde af beslægtede kunstnerbilled­som ophavsmænd. bøger, der efterhånden udkommer. Det er Idag udkommer jo et væld af bøger idag ikke rigtigt muligt at give en præcis, som ikke kan typebestemmes nøjagtigt, afgrænset karakteristik af kunstnerbogen men, som i varierende former, på én gang rf** ' ri* . . • : Herover: Et opslag fra Richardo da Winthi (Richard Winther): Indirekte rejsebeskrivelse. Forlag for kunst ogkultur ANAGRAM. 1978. Til venstre: En side fra Ole Sporrings bog; „Gå på vandet". Privattryk fra Anders NyborgA/S. 1983. kan være kunstnermonografi, udstillings­katalog, billedfortælling m.m. Eksempler: Palle Nielsens „Katalog 1983" og „Mig skal intet fattes" 1985, Svend Wiig Hansens „Til en ven" 1976. Samt Leif Lages, Jør­gen Rømers, Per Kirkebys og John Olsens tegninger og Frede Christoffersens grafik m.m. Alle fra Brøndums Forlag. Men også Eks-skolens forlag har udgivet en række billedbøger af lignende karakter, og det re­lativt ny-startede trykkeri og forlag „Arme og Ben" har fortsat linjen med en række værk-bøger af ret unge kunstnere. Her er nævnt kun sådanne bøger som kan findes i forlagslisterne, men fra museer, ud­stillingsbygninger og gallerier er der yderli­ 1: Goethebrief an Verlege Ihr gelungener versuch ... tions­ieksikons in ... juge ... 2: .. riegennehmigungabehorde ... nung des Rheiniachen S ... RKASSE DOSS 3; ... Weyergraf, Jonas. Emmerich. Nietzsche, Klinger, Ortmanns, Walter . Vi skal sådan lidt over i den retning af. det kommer vi også Jeg synes ikke Max Ernsts skulpturer er særlig spændende De små er meget gere mange, f.eks. spændende billedrige kataloger med værker af kunstnere som Richard Winther, Frank Rubin, Ole Spor­ring, Michael Kvium, Erik A.Frandsen, Peter Brandes, Inge Eliegård m.fl., og dertil et virvar af småsager fra forskellige kunst­nere og kunstnergrupper, som på eget ini­tiativ har sendt mere og mindre hjemmela­vede og kuriøse bøger på markedet. Feltet er nærmest ukortlæggeligt, og en fascine­rende bekræftelse på, at der selv for den mest lidenskabelige og årvågne boginteres­serede hele tiden er noget ukendt og nyt at finde. Den gamle afstand mellem lysten til at lave en bog og muligheden for at realisere ønsket, er i vore dage skrumpet betydeligt ind. Det har medført en farlig inflation på bogmarkedet, men det har også fyldt kul­turlivets undergrund med en mængde sære og underfulde forekomster af litterær og billedkunstnerisk art. En storproducent af kunstneriske bil­ledbøger, men billedbøger som i højere grad end f.eks. Jens Birkemoses, er kommet på Midt i forvandlingsfasen ftvcrfør fw(df du tyør tjenerwA / jiiuw trane {avede fuin pr ternmpuderanfawtehan idet. Peter Hentze har illustreret det persiske eventyr; Den fromme stenhuggers gæstfri­hed modHerren. Her er et opslag fra bogen, der i1984 blev udsendt som julehilsen fra A.Rasmussens Bogtrykkeri iRingkjøbing. mere eller mindre etablerede forlag, er Peter Hentze. Ofte er han suverænt alene om sine bøger, men i nogle tilfælde har han arbejdet sammen med forfattere som Henrik Nord­brandt, Thorkild Bjørnvig og Jørgen Bruun Hansen. Men det er altid billedsi­den, hans kalligrafisk dristige og opfind­somme kunst der fylder det meste. Også når det gælder billedkunsten i bø­gerne kan man finde afspejling af forholde­ne i kunstlivet i det hele taget; den over­drevne dyrkelse af de få kendte og berøm­te og upåagtetheden for det frodige i en tumultuarisk undergrund. Der spekuleres som bekendt i kendte kunstneres værker, og der bliver følgelig stadigvæk lavet luksus-udgivelser med nummerering og signatur, skønt der efterhånden er ved at blive lidt langt imellem dem. Det er måske et sundhedstegn? De mest remarkable sager indenfor genren har nogle år på bagen. Det er f.eks. Robert Jacobsens og Jørgen Gusta­va Brandts store „Ud af intet kommer du blødt gående" fra 1979 og „Moya" fra 1981, med serigrafier af Mogens Andersen og japanske digte med musik af Vagn Holmboe. Og i denne sammenhæng må også Richard Mortensens store katalog over serigrafiske værker fra 1964-75, „Al­bum", nævnes. Luksusprægede, men med megen interesse for ligeværdigheden mel­lem det typografiske, billedlige og hånd­værks-og materialemæssige, er også bog­ binder Ole Olsens udgivelser: „Gjentagel­ sen" af Søren Kierkegaard, 1979, og H.C.Andersens „The Snow Queen/Sne­dronningen" fra 1986. Begge med original­grafik af Helge Ernst. En mere moderat eksklusivitet knytter sig til Carl-Henning Petersens to digtsamlinger Himlens trom­peter fra 1982 og Vesterhavets gyldne aner fra 1986, som han selv har akkompagneret med farvetræsnit. Billedet i bogen er også det bærende i forlæggeren Anders Nyborgs års-skriftpræ­gede bogrække med præsentationer af de danske kunstnere Søren Kjærsgaard, Helge Ernst, Hans Christian Rylander, Helle-Vi­beke Erichsen, Søren Hjort Nielsen, Wil­helm Freddie, Ole Sporring, Seppo Matti­nen, Per Kirkeby, Sven Havsteen-Mikkel­sen og Ejler Bille. Er de sidstnævnte ikke rene kusntbøger, kunne man spørge? Jo, måske. Men de er vel også kunstnerisk illu­strerede bøger, for i næsten dem allesam­men har kunstnerne tillige skrevet og bille­derne må så kunne betragtes som en slags illustrationer til ordene. I det hele taget er man nok idag nødt til at vende lidt rundt på begreberne og se hele billed-tekst-kombi­nationen på en mere ubunden og fordoms­løs måde end før. De fleste romaner og TH F. FOD RTH STORY Prince and Princess Ckrda had la rest again. Them a crow hopped on the snow, right across from wherc she sat. For a long time he had becn sittmg kxiking at her and wagging his head. Now he said. "Caw! Caw! How do! How do!" He couldn't say it any betler, but he meant the little girl well and as ked where she was going all alone out in the wide world. The word "alone" (ierda understood very well and really felt all that it meant. And so she tokl the crow the story of her whole life and asked if he hadn't seen Kay. And the crow nodded quite thoughtfully and said, "Could be! Could be!" "What? Do you think so?" cried the litde girl and nearly squeezed the crow to death, she kissed him so. Talte it easy, take it easy!" said the crow. "I think 1 know-l think it could be litde Kay. but now he has probably forgotlen you for the princess!" Docs he live with a princess?" asked Cierda. "Ves, listen'" said the crow. "But it's so hard for me to speak your language. If you understand crow language, then I can tell it betler!" "No, 1 never leamed it!" said Gerda. "But Grandmother understood it, and she knew pig latin.If only I had learned it!" fortællinger er kortlivede idag, det kom­ mer sjældent til genudgivelse, og bliver det endelig til en anden, tredie eller fjerde udga­ve, så bliver denne langt snarere en billig­ udgave end en illustreret bibliofiludgave. Klassikerne filmatiseres i bedste fald. Vi har heller ikke samme behov for at få billed­liggjort tekster som før, de elektroniske bil­ledmedier kommer os næsten altid i forkø­bet. De gør det til gengæld med billeder af en meget ensartet art. Derfor har vi stadig brug for billeder. Og dem får vi sandelig også, hvis vi gider at lede efter dem. Bil­ledkunsten har ikke ladt os i stikken selv­om den ikke i særlig grad udfolder sig in­denfor den såkaldte illustrationskunst. Opslag med farvezinkografi af Helge Ernst. Fra Hans Christian Andersene The Snow Queen. Udgivet 1986 af Poul Kristensen,Herning, i samarbejde med bogbinder Ole Olsen. Midt i forvandlingsfasen 81 UULUUUL^^ Ib Andersens illustration tilen tekst af Tom Kristensen. I en lille bog som udkomi 1934 MODERNE BOGILLUSTRATION opfordrede man 12 tegnere til at reagere på den samme tekst af Tom Kristensen.