Urrmta 

^NaUm.* Rni 
M W^yfyyrf-m kunttt jrrt-tyvc -i -vf iw-ir: 
^MtN, J£t VMNCliCÉ 
Ki/N ! 


Austin Grandjean 
...er tålmodigt! 

Vi har, eller får, næsten alle hver dag papir af den ene eller anden slags mellem hæn­der. Utallige er de formål det opfylder. Vi skriver et brev, eller måske blot en hu­skeseddel, vi langer en hundredlap til bus­manden og får et klippekort eller en billet i stedet, vi skriver attester og blanketter. Vi læser avis og pakker fisk ind i det -eller meninger. Der er nogle der får papir på hinanden, og desværre, også nogle der ta­ges afsked med -på gråt. Man kan vifte med det, som Neville Chamberlain gjorde det, da han sagde: „Peace in our Time.", og så er der iøvrigt en meget langvarig tra­dition for at trykke bøger på det. 
„Papiret i vore gamle Bøger er ofte gul­net og plettet -vi har aldrig været stærke i at anvende smukt Papir-men der er Grund til at tro, at Papiret nuomstunder, der ser fint, glat og elegant ud, vil se endnu værre ud om et eller to Aarhundreder." skriver F.Hendriksen i 1884. 
I en artikel om papirets holdbarhed „Fortiden smuldrer" (Berlingske Tidende, 
20.september 1987) udtaler Poul Steen Larsen: „Forlagene sætter økonomien over alt andet." Udtalelsen går på urimelighe­den i, at skønlitterære førsteudgaver blot findes trykt på træholdigt papir, mens fler­farvede fagbøger, hvis indhold ofte hurtigt forældes på grund af den hastigere udvik­ling, „trykkes på holdbart papir" som han udtrykker det. 
Det er muligt, at Poul Steen Larsen har haft den danske forlægger Svend Nielsens udtalelse (Tegnet kommentar af Poul Holck i Politiken, november 1971) om at han ville ønske at billigbøgerne kunne for­støve i løbet af tre år, i tankerne, men endnu et citat af Hendriksen kan også bruges: „Det er sandt, at Prisbilligheden spiller en uhyre Rolle for Øjeblikket. Det er godt og vel, at gode Bøger nu kan fås meget billigt. Vi bør komme endnu længere frem paa denne Vej. Men ved Siden deraf er der, selv i vore smaa Forhold, Lejlighed til at gøre ædelt Arbejde, og ofte kan et smukt Resultat naas blot ved i Tide at lægge en fornuftig Plan, skænke Opgaverne lidt mere Omtanke, ..." 
Lad os hive Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land ud af reolen. Den ser vi på i forskellige udgaver som kan fortælle lidt 
om hvad der er sket i løbet af 100 år.  
Førsteudgaven kostede i 1892 kr. For 50 år siden, i 1938, kostede bogen kr. 9. udgave, som sendtes på markedet  4,75 6,75  

i 1960, blev solgt for kr. 24,75 og den seneste udgave, som Paperback 
i 3 bind, skulle læseren i 1979 
betale kr. 114,-for. 
En række faktorer spiller ind, og der er ikke her grund til at sammenligne bøgers pris med en pakke cigaretters, som det ofte sker. Men at papirets pris er steget vold­somt, og dermed også har været medvir­kende til at bøgerne er blevet dyrere, er et faktum. Blot inden for de sidste 10 år er et stykke træfrit offset-papir steget med 70%. Medvirkende årsager hertil siges at have været japanske opkøb og oliekrisen i mid­ten af 70erne; den almindelige markedsre­gel, at efterspørgslen øger prisen, en tredie. I 1888 blev der på årsbasis udgivet om­kring 300 titler i Danmark, 100 år senere er tallet over 10.000. 
I. 
Der gik en Mand og pløjede oppe paa de store Agre norden for Vejlby. Det var en yngre, højtbygget Skikkelse i en lappet Sækkelærreds Kittel, med røde Muffediser om Haandleddene og plumpe Skaftestøvler, hvorfra Stropperne stak op paa bægge Sider af Benklædernes Knæposer. Paa hans Hoved sad en falmet Plyshat, under hvis kvarterbrede Skygge der hang et langt, af Sol og Vind bleget Nakkehaar, og ned over hans Bryst bølgede et stort lyst Skæg, der undertiden af Blæsten førtes hen over den ene Skulder. Hans Ansigt var magert, Panden høj og udadhvælvet. Øjnene store, lyse, milde. 
En halv Snes Alen over hans Hoved kredsede en Flok Krager, hvoraf snart et, snart et andet Par slog sig ned i den friske Plovfure bag ham og dér en Tidlang fulgte ham næsten lige i Hælene; de gjorde blot et lille forsigtigt Hop ud til Siden, hver Gang han ved et Ryk i Tømmen 
1* 
Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land, 1892. Papirformat, falset, ubeskåret: 183 x 117 mm Skrift: Engelsk Antikva (Bourgeois) 9/11 sat på 16/2 cicero. 
Når mankigger på omstående forstørrelse af skriftbilledet til en af de første udgaver af „Det forjættede Land" ser det ikke ud tilat bogtrykker Thiele har været rigtigved muflfen. Ellers havde han vel kunnet betjene forlæggeren, PG.Philipsen, med typer der var mindre læderede end de ses her. På dette tidspunkt var det også almindeligt, at ordmellemrum­mene var af Vi gevierts størrelse. 
52 Austin Grandjean 
I. 
Der gik en Mand og pløjede oppe paa de store Agre norden for Vejlby. Det var en yngre, højtbygget Skikkelse i en lappet Sækkelærreds Kittel, med røde Muffediser om Haandleddene og plumpe Skaftestøvler, hvorfra Stropperne stak op paa bægge Sider af Benklædernes Knæposer. Paa hans Hoved sad en falmet Plyshat, under hvis kvarterbrede Skygge der hang et langt, af Sol og Vind bleget Nakkehaar, og ned over hans Bryst bølgede et stort lyst Skæg, der undertiden af Blæsten førtes hen over den ene Skulder. Hans Ansigt var magert, Panden høj og udadhvælvet. Øjnene store, lyse, milde. 
En halv Snes Alen over hans Hoved kredsede en Flok Krager, hvoraf snart et, snart et andet Par slog sig ned i den friske Plovfure bag ham og dér en Tidlang fulgte ham næsten lige i Hælene; de gjorde blot et lille forsigtigt Hop ud til Siden, hver Gang han ved et Ryk i Tømmen 
1* 
Lad os bladre lidt i Det forjættede Land. dengang, at bøgerne blev tyndere og fyldte 
Papiret i 1892-udgaven er træfrit og mindre i skoletaskerne, men man tog åben­
ganske almindeligt glittet stykke trykpapir bart ikke læsefunktionelle hensyn, for lys­
som vi kender det helt op i i950-60erne kilden reflekteres i den glittede overflade og 
under betegnelsen glittet E masse. Man må generer læseligheden. Ikke mindst på 
undre sig over at forlæggeren har valgt at grund af den spinkle skrift og de store ord­
trykke en ren tekstbog på glittet papir. mellemrum. 
For lærebøgernes vedkommende hed det sig 
FØRSTE BOG 
I 
Der gik en Mand og pløjede oppe paa de høje Agre norden­for Vejlby. Det var en højtbygget Skikkelse i en grov Sækkelærreds Kittel, med rede Muffediser om Haandleddene og plumpe Skaftestøvler, hvorfra Stropperne stak op paa begge Sider af Benklædernes Knæposer. Paa hans Hoved sad en fal­met Plyshat, under hvis kvarterbrede Skygge der hang et langt, af Sol og Vind bleget Nakkehaar, og ned over hans Bryst bøl­gede et stort, lyst Skæg, der undertiden af Blæsten førtes hen over den ene Skulder. Hans Ansigt var magert. Panden smal og dybt indsunken over Tindingerne, Øjnene store, lyse milde. En halv Snes Alen over hans Hoved kresede en Flok Krager, hvoraf snart et, snart et andet Par slog ned i den friske Plovfure bag ham og en Tidlang fulgte ham næsten lige i Hælene, idet de blot gjorde et lille forsigtigt Hop ud til Siden, hver Gang han ved et Ryk i Tømmen søgte at fremskynde sine to magre og tungt ludende Plovhestes sindige Gang. Denne Mand var Sognepræsten til Vejlby og Skibberup — Emanuel, som han slet og ret lod sig kalde af sine Sogneborn, „den moderne Apostel", som nogle mindre venl'gt sindede Kol­leger i Nabosognene spydigt plejede at benævne ham. Trods Dragten og det uplejede Haar og Skæg var det ogsaa let at se. at han ikke var noeen almindelig Bondemand. Dertil var hans Skikkelse for leddeles. Skuldrene for smalle og lavthæn­gende. Hænderne var nok blaarøde og svulne, men de havde ikke den uforholdsmæssige Størrelse, som de faar hos Folk, der 
9. udgave, 1960. Papirformat, falset, beskåret: 220 x 138 mm. Skrift Granjon 10/12 sat på 23 7. udgave, 1938. Papirformat, falset, ubeskå­
ret; 105 x 140 mm. Skrift Klassisk Antikva cicero.
(Bourgeois) 9/11 sat på 2i'/2 cicero. 
54 Austin Grandjean 
FØRSTE BOG 
I 
Der gik en Mand og pløjede oppe paa de høje Agre nordenfor Vejlby. Det var en højtbygget Skikkelse i en grov Sækkelærreds Kittel, med røde Muffediser om Haandleddene og plumpe Skaftestøvler, hvorfra Stropperne stak op paa bægge Sider af Benklædernes Knæposer. Paa hans Hoved sad en falmet Plyshat, under hvis kvarterbrede Skygge der hang et langt,af Sol og Vind bleget Nakkehaar,og ned over hans Bryst bølgede et stort, lyst Skæg, der undertiden af Blæsten førtes hen over den ene Skulder. Hans Ansigt var magert, Panden smal og dybt ind­sunken over Tindingerne, Øjnene store, lyse, milde. 
En halv snes Alen over hans Hoved kresede en Flok Krager, hvoraf snart et,snart et andet Par slogsig ned i den friske Plovfure bag ham og en Tidlang fulgte ham næsten lige i Hælene, idet de blot gjorde et lille forsigtigt Hop ud til Siden, hver Gang han ved et Ryk i Tømmen søgte at fremskyndesine to magreog tungt ludende Plovhestes sindigeGang. 
Denne Mand var Sognepræsten til Vejlby og Skibberup -Emanuel, som han slet og ret lod sig kalde af sine Sognebørn, „den moderne Apo­stel", som nogle mindre venligt sindede Kollegeri Nabosognenespydigt plejede at benævne ham. Trods Dragten og det uplejede Haar og Skæg var det ogsaa let at se, at han ikke var nogen almindelig Bondemand. Dertil var hans Skikkelse for leddeløs.Skuldrene for smalle og lavthæn­gende. Hænderne var nok blaarøde og svulne, men de havde ikke den uforholdsmæssige Størrelse, som de faar hos Folk, der fra Barnsben har maattet tumle med svære Byrder. Heller ikke havde Ansigtet den rette, ensfarvede mørke, læderagtige Bondehud, men var skjoldet og oversaaet med smaa hvide Pletter. 
Det var en raakold Formiddag i Begyndelsen af Marts. En stødvis Vind førte usammenhængende Taagemasser hen over Landet. I det ene Øjeblik indhylledes Egnen i en uldgraa Damp saa tæt, at man ikke kunde se fra den ene Ager til den anden; i det næste kunde et eneste Vindstød drive Dunsterne bort og kun efterlade en lav Røg langsmed Agerfurerne, mens et blegt Sollys langsomt trængte sig frem mellem Himlens tunge og sorteSkyer. I saadanne Øjeblikke kunde man fra den 
165 
Første bog 
I. 
Der gik en mand og pløjede oppe på de høje agre nordenfor Vejlby. Det var en højtbygget skikkelse i en grov sækkelær­reds kittel, med røde muffediser om håndleddene og plumpe skaftestøvler, hvorfra stropperne stak op på bægge sider af benklædernes knæposer.På hans hovedsad en falmet plyshat, under hvis kvarterbrede skyggeder hang et langt, af sol ogvind bleget nakkehår, ogned over hans bryst bølgede et stort, lyst skæg, der undertiden afblæsten førtes hen over den ene skul­der. Hans ansigt var magert, panden smal ogdybt indsunken 
over tindingerne, øjnene store, lyse, milde. 
En halv snes alen over hans hoved kresede en flok krager, hvoraf snart et, snart et andet par slog sig ned iden friske plovfure bagham og en tidlang fulgte ham næsten ligeihælene, idet de blot gjorde et lille forsigtigt hop ud til siden, hver gang han ved et rykitømmen søgte at fremskynde sine to magre og tungt ludende plovhestes sindige gang. 
Denne mand var sognepræsten til Vejlby og Skibberup -Emanuel, somhan slet og ret lod sig kaldeaf sine sognebørn, »den moderne apostel«, som nogle mindre venligt sindede kollegerinabosognene spydigtplejede at benævne ham. Trods dragten og det uplejede hår og skæg var det også let at se, at han ikke var nogen almindelig bondemand. Dertil var hans skikkelsefor leddeløs, skuldrene for smalle og lavthængende. Hænderne var nok blårøde og svulne,men de havde ikke den uforholdsmæssige størrelse, som de fårhos folk,der frabarns­ben har måttet tumle med svære byrder. Heller ikke havde ansigtet den rette, ensfarvede mørke, læderagtige bondehud, men var skjoldet og oversået med små hvide pletter. 
Det var en råkold formiddag i begyndelsen af marts. En 
stødvis vind førte usammenhængende tågemasser hen over 
5 
Gyldendals Paperbacks, 1978. Papirformat, falset beskåret, lumbecklimet: 200x 121 mm. Skrift: Times 10/12 sat på 21 sicero. 
Austin Grandjean 
Der gik en mand og pløjede oppe på de høje agre nordenfor Vejlby. Det var en højtbygget skikkelse i en grov sækkelær­reds kittel, med røde muffediser om håndleddene og plumpe skaftestøvler, hvorfra stropperne stak op på bægge sider af benklædernes knæposer. På hans hoved sad en falmet plyshat, under hvis kvarterbrede skygge der hang et langt, af sol og vind bleget nakkehår, og ned over hans bryst bølgede et stort, lyst skæg, der undertiden af blæsten førtes hen over den ene skul­der. Hans ansigt var magert, panden smal og dybt indsunken over tindingerne, øjnene store, lyse, milde. 
En halv snes alen over hans hoved kresede en flok krager, hvoraf snart et, snart et andet par slog sig ned i den friske 
Times er mange ting.I1979-udgaven ser man 
hvorledes fotosatseniukærlige hænder bliver 
klattet og ubehagelig. Om det er fremkalderen 
der ikke har haft den rette temperatur eller 
det er pladekopien det er galt belyst-eller 
begge dele -er svært at sige. Og så er der 
ovenikøbet skåret en korrekturlinie skævt ind! 
Nu om dage er fotosatsen blevet meget bedre, 
med optisk korrekte bogstavmellemrum og uden 
hoppende bostaver. 
Udgaven fra 1938 er trykt på et dejligt stykke træfrit papir, der i dag ser så godt som nyt ud, har en struktur som opfanger lysreflekserne, er fyldigt men smidigt. 
Den seneste ordinære udgave, fra 1960, er trykt på uglittet Tryk E, altså også træ­frit. Den papirkvalitet, uglittet og matglit­tet, blev brugt overordentligt meget inden for dansk bogproduktion i de år. Erik Elle­gaard Frederiksen fik desuden indført den såkaldte tone 2 som var betegnelsen for at papiret var tilsat lidt okker farvestof som gjorde læsningen mindre anstrengende, fordi kontrasten mellem tryk og papir blev mindre. 
Den senest udsendte udgave, fra 1979, er en såkaldt Paperback. Papiret er 282 fra DfP, et af de træholdige trykpapirer man ophørte at fremstille for få år siden. Man behøver nok ikke at vente 10 år med at se den papirkvalitet gulne, og når pa­perbacks desuden er lumbeck-limede og teksten oftest er nedfotograferet fra en tidligere ordinær udgave, bliver begrebet til en tvivlsom kulturforeteelse. 
Når papirproduktionen er sammensat som den er i dag, er det forårsaget af ønsker fra trykkerier som udfører opgaver for in­dustrien (og vel i første omgang reklame­branchen). Kravene er „flothed", pågåen­hed og hvad der er rimeligt nok, produk­tionsegnethed. Det resulterer i blankt papir som skinner særlig fint når det er påtrykt motiver i 4 farver. Det må gerne være træ­holdigt, dets levetid er kort, og det er op­tisk bleget, hvilket gør det meget hvidt. I svensk TV behandlede man for nyligt forureningen af Vattern og omtalte blandt andet, at fabrikationen af optisk bleget papir på en derværende papirfabrik forure­nede på grund af de kemiske forbindelser. Man opfordrede publikum til at akceptere og anvende papir der var mere gulligt. 
Og det er jo ret interessant, at det tonede papir som giver behageligere kontrast og bedre læseforhold heller ikke griser! Der fremstilles dog også matbestrøgne kva­liteter som tilgodeser de læsefunktionelle krav som publikum må stille til både lære-og fagbøger. 
Endnu i slutningen af I940rne undervistes der på Fagskolen for Boghaandværk i pa­pirformater som kaldtes Propatria, Bikube, Postil, Median og Superroyal, for at nævne nogle stykker. Disse betegnelser stammede oprindelig fra vandmærker, men blev sene­re formatangivelser. 
Enhver der har skønlitteratur fra 3orne 
eller 4orne stående i reolen vil kunne se, at 
disse bøger er bredere i proportionen end 
de bøger som fremstilles i dag. Det mest 
almindeligste romanformat dengang var 
210 x 150 mm. 
I 1952 udgav Politikens forlag en lille, men væsentlig tryksag, Forlæggernes lille Papir tabel, udarbejdet af Jokum Smith og Bo Bramsen. 
Udgangspunkterne for dens tilblivelse var ønsket om at udnytte såvel papirma­
•r 
iV'M 
skiner som trykkemaskiner mest rationelt, samtidig med at man retablerede et re­naissance-ideal på formatområdet, det gyldne snit (1:1,618) som udtrykt i det al­mindeligst anvendte romanformat er 210 x 130 mm, altså 20 mm smallere end tid­ligere, og uden spild. De typografiske linier blev kortere og lettere at læse, altsammen forhold som indførtes på Gyldendal i 1954 da den typografiske tilrettelægning etab­leredes som en selvstændig funktion inden for produktionsprocessen. I al væsentlig­hed er disse proportioner grundlaget for den danske romanproduktion endnu i dag. Skønlitteraturen trykkes på træholdigt pa­pir -man begyndte i 60erne med den 
oversatte -en følgevirkning af den økono­miske udvikling. Illustrerede lære-og fag­bøger trykkes oftest som nævnt på matcoa­ted papir som tilgodeser læsefunktionen. Egendommeligt nok, er der dukket et „modsat" problem op i den sammenhæng. Trykfarven tørrer blankt op på det matte papir og så er vi reelt lige vidt. 
Hundrede år senere har man konstateret, at papirfremstillingen omkring midten af 1800-tallet ændrede kemi, og at det er syreindholdet der med tiden gulner pro­duktet. Amerikanerne gør noget ved det. De forenede Papirfabrikker også. Man til­godeser en række krav til holdbarhed i det såkaldte permalife papir, hvis kemiske detaljer særligt interesserede henvises til papirfabrikkerne om. 
Først og sidst er det dog vigtigt, at det færdige trykresultat yder såvel illustratio­ner som tekst retfærdighed, at billederne står jævnt og rent i gråtonerne, trykkes ud i slagskyggerne, og at skriftens karakteri­stika ikke ændres eller forflygtiges ved ujævn farveføring. 
Men udover at alliere sig med trykke­ren må man også tage reproduktionsfoto­graf, litograf og pladekopist i ed, fordi bogens grafiske tilblivelse er et samspil af mange mennesker. Hendriksens ord om at skænke Opgaverne lidt mere Omtanke har nok større gyldighed end nogensinde. 
Austin Grandjean