Eli Reimer og Bent Rohde Typografi, teknik og tilrettelægning I 1884 da xylograf Hendriksen skrev sin artikel, var der efter mange års stilstand endelig ved at komme gang i den tekniske udvikling inden for de grafiske fag. Et stigende behov for tryktyper havde medført, at skriftstøberierne måtte udskif­te håndstøbeapparaterne med mekaniske skriftstøbemaskiner (se note 1 side 48), og som en helt epokegørende nyhed, der skul­le få afgørende betydning for den senere udvikling, havde man udviklet en panto­grafisk matriceboremaskine(2), der kunne erstatte det gamle håndværk med at skære stemplerne i hånden. Talrige opfindere var optaget af forsøg med at opfinde en mekanisk sættemetode, hvor sætningen skulle udføres på en maski­ne ved betjening af et klaviatur. Besat af iver for at komme først valgte mange at udtage patent, før deres tanke og idé var modnet, og det blev til mere end 200 regi­strerede patenter, hvoraf dog kun 6 eller 7 kom til udførelse. To af disse havde alle­rede været i virksomhed i Danmark. Den danske Tacheotyp(3), bygget af Christian Sørensen, havde været i brug på „Fædre­landet" og hos bogtrykker Klein. Ferslew havde installeret det tyske Kastenbein sy­stem'^, der i øvrigt også var taget i anven­delse på den engelske avis „The Times". Som i alle de første sættemaskiner blev sætningen udført med løse typer, og udvik­lingen blev fulgt med stor tilfredshed af de mange skriftstøberier, der havde deres største forretning med at støbe typer til skær sats. Alle de skønne drømme skulle dog briste, da Mergenthaler bragte den re­volutionerende sættemaskine, Linotype(5), på markedet, hvor sætningen blev udført med matricer, hvis skriftbilleder blev af­støbt linjevis. Den mekaniske proces, der også omfattede justeringen af linjerne og tilbagelægningen af de anvendte matricer, blev styret fra klaviaturet af blot én operatør. I trykkerisalene var der også en riven­de udvikling i gang. Håndpresserne af jern, der først i løbet af århundredet havde er­stattet træpresserne, blev allerede nu ud­skiftet med cylinder-hurtigpresser, der både kunne forøge trykhastigheden og give et renere og et skarpere tryk. Hånd­presserne blev reduceret til korrekturpres­ser, men blev dog holdt i hævd hos de få bogtrykkere, der med forbillede i de en­gelske og tyske „privat-presser" søgte at skabe sig et særpræg ved kun at anvende de gamle håndværksmetoder. Xylograf Hendriksen kan ikke have været uvidende om denne udvikling; dati­dens fagpresse bragte stadig nyt om nye og alarmerende opfindelser. På hans eget om­råde „billedmageriet" var xylografien ved at blive trængt af en ny reproduktionsmeto­de, hvor stregtegninger kunne overføres og ætses i zink. Han selv havde været på „om­skoling" i vinteren i886(6) hos Carl Angerer i Wien, der var en af foregangsmændene på dette område og som havde fremstillet kli­cheer fra omkring 1870. I 1884 var dog endnu alt ved det gamle -i hvert fald i en overvejende del af sætte­rierne. De typografiske sættere stod ved hver sin skriftreol og samlede typer fra en skriftkasse, der var inddelt i lige så mange fag (rum), som det antal forskellige bogsta­ver, tal, tegn og udslutninger, der dengang hørte til et skriftsortiment. I venstre hånd havde sætteren en vinkelhage, der var ind­stillet på det ønskede linjeformat. Med højre hånd samlede han type for type og satte dem én for én i vinkelhagen. Hver gang han havde samlet bogstaverne til et ord, indsatte han en blank type som ord­ mellemrum. Processen blev gentaget, indtil linjen var så fuld, at han skulle vurdere, om der var plads til endnu et ord, eller om han skulle spærre linjen ud på formatet ved at putte endnu en mellemrumstype eller spa­ tie ind i ordmellemrummene. Prøvede han at indsætte endnu et ord, og det knap kun­ ne være der, måtte han knibe i linjen ved at udskifte de indsatte halvgevierter med en tyndere udslutning -eller at dele ordet. En analyse af bogsatsen fra den tid vil tydeligt vise, at det var sædvane at spærre linjerne ud (se eksemplerne side 15, 16 og 53). Kun sjældent påtog man sig det besvær­lige arbejde at knibe i linjerne. Prøver man at tælle antallet af orddelinger pr. side, får man det indtryk, at sætterne dengang i videst mulige omfang søgte at undgå ord­delinger. Der vil sikkert være flere forklaringer på denne indstilling. Den mest sandsyn­lige er måske, at mange af datidens sættere var på akkord og fik løn efter en bereg­ning af det antal typer, de havde kunnet stable sammen. Det var vel menneskeligt, at de valgte at arbejde med en metode, der voldte dem mindst besvær. Ikke mindst når korrekturen skulle ret­tes, var det en lettelse for sætteren, hvis sat­sen var spærret; glemte ord eller stavelser kunne nemt knibes ind i en sats med store ordmellemrum, men i kneben sats med smalle ordmellemrum kunne sådanne til­føjelser medføre omløb og ny justering af mange linjer -og det kunne blive kostbart for sætteren, der dengang skulle rette fejle­ne for egen regning. Resultatet blev at teksten i mange bøger var sat med umådeholdent store ordmellemrum. At der overhovedet kunne blive sammenhæng i linjerne skyldtes den store linjeafstand, der dengang var almin­delig anvendt. Sammen med de gabende ordmellemrum og de spinkle skrifter var det medvirkende til, at datidens bogsider virker så blege. Præstationen var omkring 1000 bog­staver i timen. Normalt regnede man med, at en sætter skulle sætte fire bogsider om dagen -og for samme betaling selv skaffe typer hertil, ved at lægge typerne fra fire allerede trykte bogsider tilbage i den skrift­kasse, som satsen skulle sættes fra. De største præstationer kunne sætteren opnå med typer i skriftgraderne fra 9-12 punkt, og derfor kaldte skriften i disse grader for „brødskrift" -de skaffede brødet på bor­det i typografens hjem. For det meste blev satsen sat op og justeret i færdige bogsider (kolumner). Forekom der illustrationer, der var smal­lere end satsformatet, blev de xylografiske stokke eller træklodserne, hvorpå zink­klicheerne var monteret, bygget ind i sat­sen. Klodserne skulle dog først justeres på et typografisk mål, og der skulle skiftes format, så satsen kunne sættes op langs siden af klodsen. Det var besværligt, og sætteren havde derfor ret til en godtgørelse for dette ekstra arbejde. Fortid og nutid mødes Kunne man forestille sig, at en sætter fra 1884 fik lov at besøge et moderne sætteri, som vi kender det i dag, ville man sikkert se ham gøre store øjne og føle sig umådeligt fremmedgjort over for den nye computer­styrede satsteknik, men meget vel kunne han møde en ældre typotekniker (som sæt­terne kalder sig i dag) arbejdende ved en af skærmene, der oprindeligt havde fået nøjagtigt den samme uddannelse, som den han selv havde fået. Det siger noget om, hvor stærkt udviklingen er gået her i de sidste årtier. På skriftområdet ville sætteren fra 1884 dog føle sig på hjemmebane, og ville nikke genkendende til flere skrifter, som han også arbejdede med for hundrede år siden. Især ville det vel glæde ham at møde de mange Old Style skrifter igen. I hans tid blev de kaldt Mediæval og var modeskriften, der havde gået sin sejrsgang i hele det britiske rige, i Amerika, i Tyskland og ikke mindst i de nordiske lande. Den var indirekte resul­tatet af genoplivelsen af Caslon's Antiqua i Typografi, teknik og tilrettelægning 41 1844-Originalen faldt dog ikke helt i smag, men det skotske skriftstøberi Miller & Ri­chard havde øje for dens muligheder og lod deres stempelskærer C.Phemister frem­stille den i et nyt design, hvor man havde „bestræbt sig for at undgå de frastødende ejendommeligheder, men havde søgt at be­vare de markante karaktertræk fra de mid­delalderlige bogstaver" (!) I øvrigt var det vel Mediæval-skriftens kolossale sukces, der banede vejen for en genoplivelse af de originale renæssance-og barokskrifter, der i mange følgende år kom til at præge bøgernes typografi. Da de første skrifter blev fremstillet til de nye mekaniske sættemaskiner var Medi­æval én af de første, men den allerførste var en Engelsk Antiqua; formentlig den hyppigst anvendte skrift omkring 1884. Den var i lige linje udviklet fra Baskervilles Antiqua, og skrifttrækkene var via Bell Antiqua og Scotch Roman udmøntet i et utal af variationer, smalle, brede, kraftige og spinkle. Som regel rådede sætterierne kun over et par grader eller tre af hver. De havde ingen navne, og blev hos skrift­støberne kun betegnet som antiqua og kendetegnet med et nummer. De helt smalle udgaver blev dog undertiden kaldt Aldine. I dag er det specielt variationen fra århun­dredskiftet, Century, der er blevet populær -men netop nu er der en voksende inter­ esse for de oprindelige udgaver. Blandt vore reklame-og fremhævel­sesskrifter ville der være flere bekendte. Først og fremmest Clarendon der i 1845 blev støbt, så den kunne holde fod med en antiquaskrift, således at den kunne bruges til halvfede fremhævelser i antiqualinjerne. Hermed imødekom skriftstøberen et stort behov, og i mange år var Clarendon sim­pelthen fremhævelsesskriften i fartplaner, ordbøger, leksika og kataloger. Derimod ville vor ven fra 1884 have svært ved at genkende vore Egyptienne­skrifter. Den oprindelige gamle Egypti­enne, Antique No. 6 fra Figgins, som af kendere af det 19. århundredes skriftflora har kaldt århundredets væsentligste skrift­fornyelse, og som i Danmark i mange år var arkitekternes yndlingsskrift, blev vraget, da skrifterne skulle overføres til fotosæt­ning. I dag kendes kun de moderniserede former. Det samme gælder groteskskrif­terne, men blandt disse ville dog enkelte smalle og magre snit i Akzidenz-Grotesk og News Gothic forekomme bekendte. Med nogen forbavselse ville han sik­kert konstatere det store antal „prydskrif­ter", der tilbydes bogtrykkerne i dag. Vel er det ikke helt de samme skrifter, som i 1880erne, men der er mange gengangere. Netop disse skrifter, som var xylograf Hendriksen så inderligt imod, blev udryd­det ved den typografiske revolution i 1930erne, men i dag er de tilbage i en mangfoldighed, der ikke står tilbage for udbuddet for hundrede år siden. I 1884 var det de litografiske tegnere, der havde startet denne udvikling. Uaf­hængige af den typografiske typekegle kunne de tegne nye fantasifulde skrifter på de litografiske sten eller bygge videre på de eksisterende bogtrykskrifter med forsi­ringer af alle slags. De skabte en mode, og skriftstøberne og bogtrykkerne var nødt til at tage konkurrencen op og udvikle et stort og alsidigt udvalg af skrifttyper. Det var dog et problem for mange bogtrykkere, at når de skulle anskaffe så mange forskel­lige skrifter, måtte de nøjes med at købe dem i små kvanta. Det medførte overdri­velser. For selv om det var moderne at blande forskellige skrifter sammen i samme tryksag, så ville manglen på typer i skrift­kasserne ofte bevirke, at sætterne var nødsaget til at blande flere snit sammen, end man egentlig havde tænkt sig. Her i vor tid startede opbygningen af det kolossale skriftudvalg, da man på bureauernes og grafikernes tegnestuer begyndte at fremstille reproklare montager til de tryksager, de skulle producere. Det skabte et nyt marked, der medførte dannel­ sen af en ny type grafiske virksomheder, som leverede reproduktionsklare satsaftryk til tegnestuerne. De begyndte med at levere aftryk af blysats og etablerede sig med skriftsnit, der var eftertragtede af grafi­ kerne. Senere anskaffede de fotosætteappa­ ratur og eksponerede skrifterne fra skrift­ negativer. I 1957 introduceredes et nyt ma­ teriale bestående af bogstavs-overførings­ ark. Skriften leveredes på transparente ark i sortimenter med flere eksemplarer af hvert bogstav(7). De fungerede ligesom overføringsbilleder, og de påtrykte bog­ staver kunne overføres til originalerne ved at gnide på bogstavet fra bagsiden af arke­ ne. I konkurrencen førte de enkelte syste­ mer stadig flere skrifter på markedet. Alt kunne bruges-og meget gerne skrifter, som man kunne overtage uden at betale licens eller royalty. Hele den historiske skriftflora blev gennemsøgt, og skrifter man troede for længst var glemt, blev taget frem og gjort anvendelige ved lempelige re-design. Medvirkende til at gøre denne udvikling ak­ceptabel var et par modetrip med et psyko­delisk sværmeri for jugendskrifter og en almindelig tendens til nostalgi. I øvrigt blev det til en gentagelse af historien. Det store udbud af skrift til de alternative metoder tvang producenterne af det egentlige fotosætteudstyr til at satse kraftigt på udbygningen af deres skrift­bibliotek, og i dag kan de alle tilbyde mel­lem 1000 og 2000 skriftfont(8). Bogtrykkerne for deres part var i be­gyndelsen tilbageholdende, og vovede sig sjældent længere ud end til at købe tre eller fire skriftfamilier, og hvor Times og Hel­vetica som regel var faste gengangere. En af årsagerne hertil kunne være, at der den­gang kun var plads til 4 eller 8 skrifter i fotosættemaskinen ad gangen og besvær­lighederne med at skifte skriftskive eller skriftfilm var afgjort en dæmper på lysten til at anskaffe et stort skriftudvalg. Efter at skriften til de nye systemer leveres i digitale data, og at de i et stort antal kan lagres di­rekte i fotosættesystemet, er der kommet en ny indstilling, og de grafiske virksomhe­der køber nu langt flere skriftfonts. Leve­randørerne tilskynder hertil ved at tilbyde rabat på store indkøb, og nogle leverer ligefrem skriften i billige „pakker", hvor dog kun en del af skrifterne kan vælges af ordrebestilleren selv. Ikke sjældent købes der 100 eller 200 skriftfonts, når der købes nyt system. Billigst er det, hvis man køber samtlige skrifter i leverandørens bibliotek, og der kendes virksomheder både i Sverige og Danmark, hvor man har købt alle 1700 skriftfonts, der var omfattet af leveran­dørens totaltilbud. Bogstavet, ordet og linjen Den nye teknik, hvor bostavbillederne blev „gnubbet" over på originalmontagerne, fik flere konsekvenser og førte bl.a. til, at gra­fikerne og tegnerne måtte lære sig kunsten at danne ordbilleder med eksisterende bogstavbilleder. Problemstillingen var den samme som for 500 år siden, da bogtrykkerne havde overtaget bogfremstillingen fra skriverne og skulle lære sig at danne letlæselige ord­billeder med de støbte bogstavtyper. Efter­hånden som skriftstøberne frigjorde sig fra de skrevne forbilleder og skulle skabe nye alfabeter, måtte de erkende, at de enkelte bogstaver i en skrift ikke alene skulle be­dømmes efter deres formskønhed, men i lige så høj grad efter deres evne til at danne let­læselige ordbilleder, når de blev sat sam­men med de øvrige bogstaver i alfabetet. Afstanden imellem bogstaverne havde i denne forbindelse stor betydning for let­læseligheden. Hvor stor eller lille denne afstand skulle være blev afgjort på skrift­støberiet af de fagfolk, der bestemte hvor brede typerne skulle være til det pågælden­de bogstavbillede. Sætterne havde hverken dengang eller i de mange efterfølgende år, hvor satsen blev sat op med blytyper, no­gen indflydelse på bogstavafstanden. Den eneste mulighed var at øge afstanden ved at indsætte en ekstra spatie imellem typerne. En metode, der specielt blev anvendt ved udligning af versalier. Ganske vist skriver Selmar i sin lærebog fra 1891, at i de til­fælde hvor linjen ikke må være bredere, kan man undlade spatieringen og i stedet file af „kødet" på de typer med bogstaver, der ved deres form ^il give huller i ord­billedet. Som eksempel bruger han ordet KØBENHAVN (se side 34). Forskellen på den gamle og den nye teknik er, at operatøren ved fotosætteappa- ratet og grafikeren og tegneren med over­føringsbogstaverne nu alene arbejder med bogstavbilledet; den typografiske bygge­klods, typekeglen, der hidtil havde bestemt bogstavafstanden, var nu for stedse lagt på hylden. Det var helt overladt operatøren ved fotosætteapparatet og til grafikeren at bestemme, hvor tæt bogstaverne skulle stå til hinanden. De behøvede ikke at tage ge­nerelle hensyn, men kunne udelukkende bestemme afstanden efter vilkårene i de ak­tuelle ordbilleder, og skulle hurtigt opdage den særlige effekt, der kunne opnås ved at stille bogstaverne tæt til hinanden. Det blev moderne, -og pludselig skulle alle over­skrifter stå tæt, og helst så tæt som muligt. Som i enhver anden mode førte det til overdrivelser, og mange ordbilleders læse­lighed blev forringet ved, at bogstaverne blev sat tættere sammen, end hvad skriften egnede sig til. Igen skulle man lære, hvad stempelskærerne havde vidst i mange hun­drede år, at afstanden imellem bogstaverne skal afstemmes efter bogstavbilledernes hvide inderformer. Det er afstanden mel­lem stammerne i h, m, n og u, samt rummet i øjerne i de runde bogstavformer, b, d, o og p, der er afgørende. Er der stor afstand mellem stammerne og er øjerne store, må afstanden fra bogstav til bogstav være tilsvarende større. Læseren skal kunne erkende hvert enkelt bogstav som en selv­stændig enhed i ordet, men på den anden side skal der være sammenhæng i ordbille­derne -her er virkelig tale om en hårfin balance. Kun hvis de hvide inderformer er smalle, kan bogstaverne stilles helt tæt. Det er dog ikke problemløst at stille bogstaverne tæt til hinanden, og det skulle blive en erfaring, at jo tættere man sætter bogstaverne, jo tydeligere bliver de af­ standsfejl, der opstår ved uheldige bog­ stavsammensætninger i ordbillederne. Det kræver faktisk et sikkert øje at udligne af­ standen, når bogstaverne står tæt. Skriftens størrelse spiller i denne for­ bindelse en stor rolle, og det ville man op­ dage, når samme original blev brugt til en skriftlinje, der både skulle forstørres og for­ mindskes. For at ordbillederne skulle have 44 Eli Reimer og Bent Rohde samme virkning både i den store og lille udgave, måtte der fremstilles to originaler, og i originalen til den lille udgave skulle afstanden imellem bogstaverne være stør­re end i originalen til den store udgave. Fra blysats til fotosats Fotosatsapparaterne og arkene med over­føringsbogstaver var kun første fase af en ny udvikling og blev alene brugt til over­skrifter, titellinjer eller enkeltlinjer i akci­denstryksager. Selve teksten til tryksagerne blev i denne indledende periode leveret som reproaftryk af maskinsat blysats. Ingen var dog i tvivl om, at dette kun var en midler­tidig løsning. I takt med den stærkt vok­sende anvendelse af offset-trykmetoden steg behovet for fotosættesystemer, der kunne fremstille satsen direkte på film eller fotografisk papir. De første der spillede ud med fotosæt­temaskiner, der kunne anvendes til tekst, var leverandørerne af de mekaniske bly­sættemaskiner. De ombyggede simpelthen deres blysættemaskiner, erstattede blygry­den med et fotoapparat og ombyttede det graverede bogstavbillede i matricerne med et bogstavnegativ^9'. Udviklingen løb dog hurtigt fra disse maskiner, og i stedet blev det helt nye sættesystemer, som var baseret på svagstrømsteknik og elektroniske com­putersystemer, der blev retningsgivende for den videre udvikling. I overgangen havde hvert system sine tilhængere. De mest tilbageholdende ønske­de, at satsen skulle leveres i spalter med hver skriftgrad for sig og således at det egentlige ombrydningsarbejde kunne ud­føres ved montagen som hidtil. Andre så dog helt nye muligheder i fotosætteteknik­ken og forestillede sig, at satsen skulle le­veres i færdige sider, uanset om de inde­holdt vekslende skriftsnit og skriftgrader. Tilhængerne af det første system lagde vægt på, at med dette system kunne skriften leveres med eksakt samme bogstavbilleder og bogstavafstande som i blysatsen, og de accepterede omkostningerne ved, at der skulle anvendes en speciel skriftfont og et specielt breddeprogram til hver skriftgrad«10'. Tilhængerne af de mere avancerede metoder så mulighederne i disse for en helt anderledes rationel arbejdsgang, og var fascinerede af, at der fra én skriftorigi­nal og ét breddeprogram kunne ekspone­res lige så mange skriftgrader som der var objektiver i maskinen. Man brugte Mono­types system til breddeprogrammet og opdelte skriftfontens geviert(,,) i 18 dele og registrerede den plads, som bogstaverne skulle have i linjen, i breddeprogrammet med et antal attendedele, men dette mål var for groft, og en række af de bogtryk­skrifter, der skulle overføres til fotosats, kunne ikke bevare deres oprindelige pro­portioner, men måtte tegnes om i nye de­sign, der var afpasset til de bredder, der kunne måles med et antal attendedele af gevierten. Dette førte til forandringer i skriftbilledet, og kendere af de oprindelig skrifter, havde vanskeligt ved at acceptere de fotosatte udgaver. Værst var det med antiquaskrifterne, og det skulle blive en erfaring at mange af disse faktisk ikke kunne eksponeres med blot én skriftfont, hvis den oprindelige ka­rakter skulle bevares i alle skriftstørrelser. De leverandører som havde erfaring fra fremstilling af skrift til blysats, vidste dette. Det var en af skriftstøberfagets hemme­ligheder, at hvis skriftbilledet i en antiqua­skrift skulle synes ensartet i alle skriftstør­relser, måtte den fremstilles i flere design. Specielt skulle der tages hensyn til styrke­forholdet imellem skriftbilledets grund­streger og de tyndere hårstreger. I de små grader skulle kontrasten være svagere end i de store, og i de helt små grader skulle for­holdet mellem x-højden og over-og un­derlængderne ændres ved, at x-højden blev gjort større. For at undgå at bogsta­verne skulle gnidre sammen, måtte der være forholdsvis større afstand imellem bogstaverne i de små grader end imellem de store. Der blev tilbudt forskellige løsninger på dette problem. Nogle leverandører til­bød skriftfonts i design, der var tilpasset bestemte skriftstørrelser, mens andre valg­te et kompromis og ændrede styrken i skriftbilledet således, at deres skriftfont kunne anvendes til alle grader inden for et udvidet størrelsesområde02'. Hermed var det op til bogtrykkerne at begrænse anvendelsen af de leverede skriftfonts til de skriftstørrelser, hvor skriften ville virke harmonisk. Det kunne dog være en vanskelig beslutning, når der skulle vælges imellem en rationel og billig produktion, hvor man ikke tog det så nøje om skriftbilledet virkede hundrede pro­ cent rigtigt, og en mere omkostningskræ­ vende fremgangsmåde, hvor der blev lagt større vægt på æstetikken og den grafiske kvalitet. Det var typisk for fotosatsen i disse første årtier, at der var så mange forskel­ lige anlæg på markedet og at sigtet med disse var så forskelligt. Der blev tilbudt helt billige maskiner, der især var beregnet til små dagblade og ugeaviser; der var hur­ tige maskiner specielt beregnet til masse­ produktion af tekst; men der var også ma­ skiner til de mere krævende tryksager, hvor man lagde vægt på en høj kvalitet fremfor en høj produktionshastighed. De billige og hurtige anlæg eksponere­de skriften fra skriftskiver eller tromler med opspændte film, der indeholdt skrift­fontens negative bogstavbilleder. De rotere­de i stor fart, og i forbifarten blev bogsta­verne eksponeret med lyset fra en elektro­nisk styret flash, præcist når det negative bogstavbillede passerede objektivsyste­met. I flere systemer var lysstyrken dog ikke større end at bogstaverne i de store grader måtte eksponeres flere gang oven i hinanden, hvilket kunne gøre det vanskeligt at styre belysningen. I de langsomme syste­mer stod skriftmediet stille under belys­ningen, og skriftbilledet blev derved helt anderledes skarpt. Det var et problem, at flere bogtryk­kere vovede sig i kast med opgaver, som deres anlæg slet ikke var beregnet til, men som de fik betroet, fordi den mindre an­skaffelsessum til deres udstyr gjorde det muligt at konkurrere i pris med de til­budsgivere, der havde anskaffet dyrere systemer. Dette kunne naturligvis skabe vanskeligheder, ikke mindst for tilrettelæg­gerne, der slet ikke kunne få deres krav opfyldt ved sætning på et primitivt system. Det var i det hele taget svært for mange tilrettelæggere, der alene havde kendskab til den typografiske teknik, som den fun­gerede ved sætning med blytyper, at fore­stille sig resultatet af deres tilrettelægning, når satsen skulle udføres på fotosatssyste­ mer, som de stod fremmede overfor. Både skriftbillederne og skriftstørrelserne kunne være anderledes end de kendte fra blysat­sen, og i øvrigt var størrelserne sjældent nøjagtig ens fra system til system, selv om gradbetegnelserne var de samme(I3). På sådanne vilkår måtte overgangen blive vanskelig, og det kan ikke skjules, at der fra denne periode findes en række publikationer, der bærer præg af denne usikkerhed. Alligevel var der lyspunkter ­og i takt med udviklingen af systemerne og ikke mindst i kraft af en voksende forståel­se for håndteringen af den nye teknik, blev det tydeligere og tydeligere, at typo­grafien ikke alene kunne udføres i samme kvalitet, som det kunne gøres med blysat­sen -men at den på flere områder endog kunne forbedres. Forbedringen af skrifterne fik især be­ tydning. Ved anvendelse af en finere op­ deling af gevierten(l4) kunne proportioner­ ne harmoniseres og med nye programmer kunne sætteren selv regulere afstanden imellem bogstaverne, generelt imellem samtlige bogstaver i satsen, men også specielt imellem bogstavpar, der ved sam­ mensætning gav huller i ordbillederne. Med disse programmer fik typografer­ ne en helt ny status. Ligesom grafikerne og formgiverne, der arbejdede med over­ førings-bogstaver eller med overskriftappa­ rater, kunne de selv regulere afstandene mellem bogstaverne individuelt, både ved knibning og spærring, og dermed helt anderledes end før, forme ordbillederne­ både i tekst og overskrifter. Der var dog et problem ved dette. Koderne til knibning ved kritiske bogstav­ kombinationer skulle indtastes manuelt. Det medførte et stort ekstra-arbejde, hvis det virkelig skulle gennemføres, og i første omgang var det kun i det „fine" arbejde, at afstanden imellem kritiske bogstav­sammenstillinger blev reguleret. I forvejen var der koder nok, der skulle sættes ind. Alt hvad der skulle udføres i satsen, skift af skrift, ændringer af linjeafstande og ind­sætning af mellemslag, indrykning af tekst, opdeling i kolonner osv. osv. krævede en manuel indtastning af specielle funktions­koder. Det kunne blive en anselig masse, der skulle huskes, og typisk nok var det net­op forglemmelser ved indsætning eller op­hævelse af de kommandostyrede funktio­ner, der gav anledning til de mest dramati­ske fejl. Det kunne være et chock for modtagerne af korrekturaftrykkene, når skrift, skydning eller format var forkert i store dele af teksten. Computerstyret typografi Det var en stor lettelse, da man ved udvi­delse af computerne i fotosætternes front­end system kunne skaffe plads til indsæt­ning af job-programmer05), hvor lange strenge af funktionskoder kunne lagres på udvalgte adresser. Når de lagrede funk­tionskoder skulle indsættes, kunne opera­tøren nøjes med at indtaste adressekoden, og dermed kalde den lagrede streng af funktionskoder til aktion i datastrømmen. Det sparede mange anslag og reducerede mulighederne for fejl i de mest ømtålelige koder, men foruden at være en rationel og arbejdsbesparende metode kunne anvendel­sen af jobprogrammer medvirke til at forbedre typografien. F.eks. ved at skabe ensartede luftforhold ved overskrifter og mellemrubrikker og ved at sikre linjeregi­ ster i teksten(l6). Det var også en stor gevinst da man kunne lade computerne overtage regule­ringen af afstanden imellem de kritiske bogstavsammensætninger. Dermed var mulighederne for forglemmelser helt ude­lukket. Med særlige æstetikprogrammer (eller kerningprogrammer, som det hed i de engelsksprogede systemer) kunne man bede maskinen om at holde øje med de pågæl­dende bogstaver, og når de optrådte i de udpegede kombinationer automatisk at indsætte funktionskoder til at reducere eller forøge afstanden imellem bogstaverne. Hvor stor reduktionen eller forøgelsen skulle være blev overladt til den grafiske virksomhed selv, og bestemmelsen måtte baseres på en vurdering, specielt for hver bogstavkombination og hver skriftfont. Mindre heldig var man med program­ merne til automatisk linjeopdeling. Alle­ rede dengang da man startede med at an­ vende koder til styring af sættemaskiner, havde det været ønsketænkning at erstatte den operatørstyrede linjeopdeling og ord­ deling med en automatisk proces. Hensig­ ten var at hastigheden ved indtastningen af tekstens data skulle forøges ved at operatøren blev befriet for at overvåge ud­ fyldningen af linjerne. Det der gjorde ideen vanskelig at gennemføre, var besværlig­ hederne med at automatisere orddelingen. Typisk nok forsøgte man først at sprin­ge orddelingen over og simpelthen flytte ordet, der ikke kunne være i linjen, ned i næste linje.Tomrummet, der derved opstod, skulle udfyldes ved en forøgelse af afstan­den mellem bogstaverne så ordene i linjen blev spatieret. Hvis dette ikke var tilstræk­keligt kunne ordmellemrummene forøges til størrelser uden begrænsning. Denne løs­ning var naturligvis helt uakceptabel og i stedet forsøgte man med halvautomatiske processer, hvor orddelingen blev operatør­styret eller blev styret med koder for delings­punkter, som operatørerne indsatte i de lange ord. Koderne havde den egenskab, at de kun blev aktive, hvis det pågæl­dende ord stod sidst i linjen og skulle deles. Rentabiliteten ved de halvautomatiske metoder var dog tvivlsom, og det blev der­for hilst med begejstring, da de første pro­grammer for automatisk orddeling blev præsenteret. Begejstringen var dog kun kortvarig. Dagbladene var de første, der begyndte, og i kraft af de smalle formater man allerede dengang brugte, måtte man­ge af linjerne afsluttes med en orddeling. Ca. 5-6 procent af delingerne var forkerte, og det vakte en sådan furore og forargelse, at det gav anledning til en almindelig for­ dømmelse af „den nye teknik". I dag er det helt anderledes. De programmer, der nu leveres til de grafiske virksomheder er baseret på de danske orddelingsregler(I7) og er suppleret med en liste over ord, der ikke kan deles med den danske orddelingsalgo­ ritme. Listen over undtagelsesord er dog kun påbegyndt. Det er nemlig op til virk­ somhederne selv at supplere den, efterhån­ den som de finder ord, der ikke deles kor­ rekt. Ordlisterne kan suppleres med ekstra lister, beregnet til job, hvor der forekommer navne eller ord, der er specielle for det på­ gældende emne, f.eks. medicin, matematik eller botanik. Vi skulle således være godt hjulpne med de nyeste linjeopdelings-og ord­ delingsprogrammer. Når de fungerer rig­ tigt giver de en jævnt udsluttet sats, hvor bredden på ordmellemrummene holdes inden for de forudbestemte minimum-og maksimumværdier. Typisk for den auto­ matisk udsluttede sats vil der dog være flere orddelinger, end når satsen er manuelt justeret. Det automatiske program vil altid søge at afslutte linjerne ved et ordmellem­ rum -men vil ubønhørligt starte orddelings­ ruterne, hvis beregningen viser, at ordmel­ lemrummene bliver blot den mindste smule større end det forudbestemt maksimum. Programmet kan dog bremses, så ordene ikke deles efter forstavelser og før slut­stavelser på to bogstaver. Det kan også for­hindres, at der bliver mere end tre linjer efter hinanden, der slutter med orddeling ­men på de smalle satsformater, der bruges i dag, og ikke blot i avis, men også i tids­skrifter og fagbøger, vil det bevirke at et antal linjer i teksten må justeres med store gabende ordmellemrum. De mange orddelinger på de smalle formater kan virke forstyrrende-selv om delingerne ikke er forkerte i henhold til Retskrivningsordbogen. Specielt kan det virke helt galt i en sats, der er sluttet ud med løs bagkant. Overlades linjeopdelingen af en sådan sats til det automatiske linje­opdelings-og orddelingsprogram vil det næsten altid være nødvendigt at udføre en speciel korrektur, hvor de mest forvirrende og meningsforstyrrende orddelinger reguleres bort. Ved sætningen af mellemrubrikker og overskrifter bør det automatiske linjeop­delingsprogram helt standses, og i stedet må operatøren dele linjerne op i linjefald, der støtter -eller i det mindste ikke mod­arbejder -den sproglige logik. Mange store satsopgaver gennemføres i en automatisk proces, og har allerede gjort det i mange år. Fortrinsvis har det været opgaver, der nøje kunne tilrettelæg­ges inden produktionen, f.eks. vejvisere, Noter (1) Den mekaniske skriftstøbemaskine var bygget på grundlag af et amerikansk patent, men det var danskeren Laurids Brandt, der konstruerede maskinen. Den kom til Tyskland i 1845, hvor den blev kendt som Brandts skriftstøbemaskine, og blev i Danmark installeret hos skriftstøber Fries, hvor den var i brug i mange år, og bl.a. blev brugt til at støbe de specielle ty­per til Chr. Sørensens sættemaskine. Ved hjælp af maskinen kunne en støber produ­cere ca. tre gange så meget som ved hånd­arbejde. (2) Den pantografiske stempelboremaskine blev konstrueret af Linn Boyd Benton, den senere direktør for American Type Founders. Maskinen var så effektiv, at han for at udnytte dens kapacitet oprettede en afdeling for type-design under ledelse af hans søn, Morris Fuller Benton. Her på denne plads skabte han et stort antal skrifter, hvoraf mange anvendes endnu. (3) Christian Sørensen søgte ikke alene at me­kanisere sætningen, men også aflægningen. På dagbladet Fædrelandet, hvor maskinen blev installeret i 1854, blev den betjent af to sættere, hvoraf den ene betjente klavi­aturet og den anden opdelte og justerede linjerne, når typerne sat sammen i ord før­tes ud i lange render. Tilsammen kunne de udføre fem håndsætteres arbejde. Alligevel opnåede maskinen aldrig den sukces, som Sørensen havde drømt om. Det gjorde derimod en model udført af amerikaneren Josef Thorne, der anvendte samme princip som Sørensen. I hvert fald meldes der om salgstal op til 2000. (4) Den tyske Kastenbein sættemaskine blev præsenteret i 1869 og allerede i 1879 blev den installeret hos Ferslew i København. I modsætning til Chr.Sørensens maskine, var aflægningen kun delvis mekaniseret ­ telefonvæsenets navnebøger og lignende. Det vil ikke standse herved. I flere år har man forsøgt sig med automatisk ombryd­ning af bøger, hvor opdelingen af sider har kunnet forudbestemmes -og der er meget der tyder på, at udviklingen fremover vil gå den vej. Det kan føre til uniformerede standardbøger -men ikke nødvendigvis. Programmerne styrer kun en arbejdsproces. Betingelserne for arbejdets udførelse kan bestemmes af de indsatte parametre, men det er en forudsætning, at tilrettelægningen er i orden inden processen startes. måske derfor var den mere driftssikker. I hvert fald var der Kastenbein maskiner i brug helt ind i vort århundrede hos O.C.Olsen i København. (5) Det geniale ved Mergenthalers Linotype sættemaskine var, at sætningen kunne ud­føres med matricer, der fungerede som stø­beforme for bogstavbillederne. Matricer­ne, der var samlet i et magasin med op til 20 af hvert bogstav, udløstes ved tastansla­gene på klaviaturet og blev samlet i en linje, der blev justeret inden afstøbningen. Efter støbningen førtes matricerne tilbage til ma­gasinet og lagt på plads, samtidig med at den støbte linje blev ført ud i et spalteskib. Hele processen blev styrer fra klaviaturet og præstationen var omkring 6000 bogstaver i timen. Den første Linotype blev installeret på New York Times i 1886. En forbedret Linotype model blev installeret på dagbla­det Politiken og Kristeligt Dagblad i 1898. Endnu et satssystem blev præsenteret i 1891 af Tolbert Lanston i USA. Systemet, der blev kaldt Lanston Typesetter, var anderle­des end Mergenthalers men lige så genialt. Anlægget, der senere kom til at hedde Mo­notype, bestod af to tastborde og en støbe­maskine. Teksten der skulle sættes blev ind­tastet på tastbordene og perforeret ind som hulkoder i et papirbånd. Ved indtast­ningen blev bogstavernes bredde automatisk registreret og når linjen blev meldt fuld kunne skriveren indtaste justeringskoder som linjeafslutning. Kodebåndet blev overført til støbemaskinen, hvor det styrede støbningen af typerne. De støbtes enkeltvis men blev ført sammen i en linje. Ordmellemrumstypeme blev støbt præcist så brede, at linjen blev justeret på formatet. Præstationen på tastbordene var ca. 6000 bogstaver, men på støbemaskinen kunne støbes imellem 8000 og 10.000 i ti­men. Produktionen af systemet kom først rigtig i gang i 1899. Ifølge Monotype blev de første anlæg i Danmark leveret i 1907 til Bagges Bogtrykkeri og til Bianco Luno i 1912. Andre kilder angiver at J.H.Schultz allerede havde fået opstillet et anlæg i 1904. (6) Carl Angerer var en af pionererne inden for kemigrafien, og han huskes fordi han for­bedrede princippet for højætsning af zink. Informationerne om xylograf Hendriksens studieophold er fra ERIK DAL; Nogle tid­lige Xylografier af Hendriksen. En Jubilæ­umsbog fra F.Hendriksens Eftf. Reproduk­tions-Atelier. København 1984. (7) Systemet med grafiske overføringsbogsta­ver blev præsenteret i 1957 af det engelske firma Art & Technics Ltd. under navnet Letraset. Det blev så stor en sukces at andre snart tog ideen op og gik ind i en konkurrence om at bringe flest skrifter på markedet. (8) De skrifter, der leveres til de forskellige fo­tosættesystemer, har alle det særkende, at de kun kan anvendes i de sættesystemer, som leverandøren har leveret til den grafiske virksomhed, og de kan ikke suppleres med skrifter fra en anden leverandør. Udvalget hos hver leverandør må derfor nødvendig­vis være stort og i hvert fald omfatte alle gængse skriftsnit. Det forklarer, hvorfor at så stor en del af skrifterne kan leveres fra alle leverandører. (9) De første mekaniske fotosættemaskiner var resultatet af eksperimenter, der var påbe­gyndt mange år tilbage, og da de var de første, der overhovedet kunne fungere, blev de populært kaldt „første generation". Af de forskellige modeller, der var fremme, var det kun Monotypes Filmsetter, der fik betydning i Danmark. Princippet med at eksponere satsen igennem skriftnegativer blev også anvendt i de elektroniske „anden generations maskiner". (10) Her tænkes specielt på Linofilm-Quick fra Mergenthaler-Linotype og Alphacomp fra Alphatype Corporation. (11) Gevierten er en udslutning, og det vil sige en type uden bogstavbillede, der blev an­vendt i blysatsen. Som type var den nøjag­tig lige så bred som skriftgraden var høj. I en otte punkts skrift ville den være 8 punkt bred og i en 12 punkt skrift 12 punkt bred. Ved at bruge geviertbredden som målestok for beregning af bogstavernes plads i linjen kunne man nøjes med én breddetabel til alle de skriftgrader man ville eksponere fra samme skriftfont. Registrerede man pladsen til et bogstav i 8 punkt skriften til at være 10 enheder (10/18 af 8 punkt gevierten) ville pladsen til det samme bogstav i en 12 punkts skrift også registreres til 10 enhe­ der men nu 10/18 af 12 punkt gevierten. Antallet af enheder ville være det samme, men enhedernes størrelse ville være forskel­lig i forhold til den eksponerede skriftgrad. (12) Den ideelle løsning måtte være, at anvende skriftfont, der både i design og breddepro­gram var tilpasset et bestemt størrelsesom­råde af gradskalaen, men det betød at de grafiske virksomheder måtte anskaffe flere fonts af den samme skrift og måtte reservere plads til dem i maskinen. Derfor valgte f.eks. Berthold at tilpasse skrifterne, så de kunne tåle både op-og nedfotografering. (13) Problemerne med gradstørrelserne havde flere årsager. Først og fremmest skyldtes det størrelsesforskellen på de typografiske målsystemer cicero og pica. Englænderne og amerikanerne brugte pica og point, der var lidt mindre end de cicero og punkt, som blev anvendt her på det europæiske kontinent. (14) Da man begyndte at opdele gevierten i 54 dele kunne variationerne i bogstavbred­deme reguleres i betydeligt mindre trin -og bogstaverne kunne nu endelig fremstilles i de samme proportioner som de havde haft i blysatsen. Flere store skriftleverandører, der hidtil havde brugt en opdeling af gevi­erten i 18 dele, benyttede lejligheden til at fremstille nye design bl.a. af Times og Hel­vetica -og påtog sig at fremstille nye skrifter, som de tidligere ikke turde binde an med på grund af den grove opdeling med 18 enheder på gevierten. (15) De rigtige programmører var ikke helt til­fredse med betegnelsen „job-program" og ville hellere bruge den engelske betegnelse „formats". Der var nu en god mening i or­det job-program. Og nu bagefter kan man se, at de virksomheder som dengang virke­ lig udnyttede ideen med jobprogrammering i dag kan findes blandt de virksomheder, der kan modtage data fra ders kunder og kon­vertere dem til egne systemkoder og endog foretage en databehandling ved hjælp af specielle computerprogrammer. (16) Linjeregister er en af de gamle typografiske dyder, som man stadig søger at fastholde. Den går ud på, at linjerne skal flugte når kolumnerne eller spalterne står ved siden af hinanden. Det giver ro og klarhed på sider­ne, og når arket slås om ved trykningen vil linjerne stå nøjagtig bag på hinanden på papirets forside og bagside. (17) Den danske orddelingsalgoritme, der dan­ner grundlaget for de nye danske orddelings­programmer er bearbejdet specielt til dette formål af Bente Maegaard, Lektor, cand.scient. ved Københavns Universitet.