Om Akademiets nytårsbøger 

AF ULRIK FRIIS MØLLER 

11959 udsendte Kunstakademiets skoler en nytårshilsen i form afet tryk på tolv sider med titlen Kunst og milieu, sendt til medarbejdere og interesserede. Indholdet var en tale af maleren Niels Lergaard om fænomenet provinsialisme i kunsten og de stadig aktuelle ord blev fastholdt indenfor en enkel typografisk disposition med en stor grad af en Baskerville-variant i en lovlig tungt hængende klumme, trykt på et stykke solidt og holdbart papir fra Van Gelder Zonen. 
Året efter udsendte Akademiets skoler igen en nytårshilsen: Bo­robudur afKaare Klint omtrent i sammeformat ogomfang, og med dette blev grunden lagt for en tilbagevendende produktion, således at der med åreneer udgivet nogle og tyve publikationer med emner, der alle repræsenterer læreanstaltens univers. (Efter skolernes de­ling i to rektorater i midten af halvfjerdserne holder emnerne sig dog alene til arkitektsskolens sfære.) 
For at opnå en høj grad af kvalitet i formgivningen henvendte man sig nu til professoren ved Afdelingen for Industriel Grafik arki­tekt Gunnar Biilmann Petersen. Satsformatet i Borobudur blev præcist og afklaret, og i Bagges bogtrykkeri benyttede han den pro­bre Baskerville fra Monotype, der klæder de fa gengivelser af Kaare Klints studietegninger ogBuddah-figuren i helsidefotografi. Tilret­telægningen resulterede i en klar og enkel samlet form, hvis æsteti­ske kvalitet på en naturlig måde er forbundet med den saglighed der blev investeret. 
De samme egenskaber kommer for dagen i nytårstrykket for 1961 -tilmed i stærkere grad. Teksten er her en oversættelse til dansk af Noter om malerkunsten, skrevet i Kina mellem ca. 900 og 960, af digteren og maleren Ching Hao -et skrift som måske rum­mer det mest universelle,der er nedfældet om malerkunsten og kal­ligrafiens væsen, gyldig nu i Aksel Rodes oversættelse, som i tiden det blev til. 
39 

det det følgendeforaar, da jegspadseredeimellemSten­trommeklipperne, at jeg mødte en gammel mand,som spurgte migom, hvad jeg havde foretaget mig. Da jeg fortalte ham om pinjetræerne,sagde hantil mig:'Ken­der du malerkunstens metode?' Dertil svarede jeg: 'Du ser ud til at være engammel, plump bonde,hvor­ledes skulle du vide noget om malerkunst?' Men den gamle mand sagde; 'Hvor kan du vide, hvad jeg skjuler i mit bryst?' Hans ord fik mig til at lytte, og da jeg hørte, hvad han havde at sige, skammede jeg mig og fyldtes med forbavselse. 'Ungemennesker' sagde han, 'vil gerne studere for at udretteet ellerandet. De burde vide, at der er seks hovedpunkter i malerkunsten. Det første bærernavnet Aand; det andet navnet Indlevelse; det tredie benævnes Tanke eller Plan;det fjerde kalder man Motivet; det femte hedder Penslen og det sjette Tuschen'. Jeg bemærkede:'At malevil sige at gengive smukke ting, og det vigtigste er, at holde sig til lighe­den. Er det ikkerigtigt ?' Han svarede: 'Nej, det er det ikke. Malerkunst, det er at male, at elske tingenesfor­mer og virkelig fastholde dem, at elske tingenes skøn­hed og trænge ind til den, at elske tingenes karakter og virkelig gribe den. Man skal ikke tage ydre skøn­hed for noget virkeligt. Den, der ikke forstaar dette mysterie, vil aldrig kunnefastholdesandheden, selvom hans billederbeherskesafligheden!Jegspurgte: 'Hvad er da lighed og hvad er sandhed ?' Den gamle mand sagde: 'Lighed lader sig fastholde af form uden aand, 
men er sandheden naaet, da har saavel aand som stof 10 
fundet det fulde udtryk;den, der forsøger at udtrykke aand igennem ydre, ornamental skønhed, han vil kun frembringe døde ting.' Jegtakkede ham og sagde: 'Af det, du harsagt,forstaar jeg, at kaligrafi ogmalerkunst er ting, som kun dybt alvorlige mænd bør beskæftige sig med.Jeg er kun landmand, jeg har leget med pen­sler, men aldrig fuldført nogen ting. Jeg føler mig skamfuld ved at modtage din venlige vejledning. Nu forstaar jeg, at det dybestliggende i kunsten hidtil har været ukendt for mig.' 
Den gamle mand sagde:'Vellyst og lidenskab stjæler vort liv. Alvorlige mænd fordyber sig i musik, kali­grafiog malerkunst og hengiversigikke til laster. Siden du er alvorlig, haaber jeg, at du vil fortsætte dine studier uden vaklen. Jeg vilforklare dig malerkunstens hovedpunkter: Aanden faar hjertet til at følge pense­lens strøgog uden tøvengribe tingenes form. Igennem indlevelse frembringes rigtige og fuldendte former, befriede for al konvention. Tanken faar dig til at ud­lede og opdage det væsentlige og karakteristiske ved tingenes form. Motivet finder du ved at følge aarsti­dernes vekslen, ved at søge efter det vidunderlige og finde sandheden. I malerkunsten er der regler, man maa følge, men samtidig maa man værefri og letbevæ­gelig, saaledesat alt synes baaret af flugt og bevægelse. Tuschtonerne maa være lette saavel som dybe, mørke eller gennemsigtige i overensstemmelse med de virke­lige tings toner. Farven maa være saa selvfølgelig, at man slet ikke tænker paa, at den er lagt paa med en 
11 
A 
vi, mon rekonstruktionen har fundet det rette? -Det kirken efterhånden 
var blevet til (inden rekonstruktionen iforrige århundrede), medde fuid­
/"Æ.. A
/^ar-f iVW-i 
/AXU ~ , 

•—.S 
^ tjj 
lerne, varvirkningen Ictjasvag,men øverst under hatten,hvor r 
hel, visteden sigsvzr. Enaf minehjælpere yttrede,at tirnenevar for tunge 
i hovederne, derer alt for megen mur over åbningerne;de er for lettei be­
nene, forder hvor tirneneslullersig fraliirkemassen,og skalstå påegneben, 
der gjordegennembrydningerne demsvage. Ogdet erdog meningen med 
et tårn, atdet skal stågodt. Mon dennesvaghed ved Viborgtårneneer op­

rindelig? hvor jegharstuderet tårne, harjeg særliglagt mærke tila&lutnin­
genforovcn,desværremindre tildetsted, hvordeskillersigfrakirkemassen. 
I Lund synes det somom domkirkens tårne oprindelig harhaft åbnin­ger med søjler imellem i etager over hinanden, ligesom Viborgtåmene, men tårnene er meget sværereend der, ogder er en indrefuldmurskæme, som øger kraften.Jeg gætter på, at nederste»jleetage har været fuldmur prydet med halvsøjler; menhvorledes opefter? johøjere op,jo mindreved murståme, med denkorte afslutningfor oven,og de mange,store takkede stræbepiller langskirken, varaf enså sluttetog maegtigvirkning, såden nu­værende rekonstruerede kirke,trods sin stilrenhed,efter min mening ikke kan stå sigved siden af denaf de vekslende tiderformede gamle basse. De nuværende tårnesynes forhøje, ogstår ikke nærså faste ogbredskuldrede. 
Hvor burde manvære varsommemed atfjærne tidernestilføjelser, hvor de har tilført kirkerne værdier, som det erskæbnesvangert at fjæme,selv om man tror atkende den oprindeligeform. Sikkenen vældeder var iden samlede murmasse,og dengang tronedekirken mellem datidenssmå køb­stadhuse, somen høne over sinesmå kyllinger. Man er nu bleven forsigti­gere, ja meget forsigtigere,end da man begyndte på rekonstruktionerne. Jeg forstårgodt, at nåren dejlig bygninger faldefærdig,så kribler deti fin­grene efter at fremdrageden i sinoprindelige skønhed,men hvor titer det ikke blevet enskuffelse. 
Hvordan skalvi dogbære osad ?-DaRibe domkirkeskulde resUureres, 
mente Thorvald Bindesbøll,at entenskulde den førestilbage tilsin oprin­
delige skikkelse,eller man burde nøjesmed at erstattesvage mursten med 
friske, altså kun pille ud, hvad der ikke duede,og udbedre med nyt. Gid 
det var blevet så,men godt at kirken ikkeblev rekonstrueret til det oprin­
delige. Men kan man vedligeholde en bygning ved blot at udbedre den, 
hvor tiden gnaver den? jeg ved detikke, gid man kundedet oggjorde det. 
Underligt som koret nu ser ud,det virker, somvar det mindre,end da jeg 
så kirken i sin gamle herlighed. Er det fordi at nu er stenene alle nye og 
ganske ens, med undtagelseaf desteder, hvorstørre steneaf anden artsid­
der på deres gamle plads. PåJ.Roeds maleri af kirkensydre, ser man det 
rige farvespil i murstenene, koret virkedeganske sikkert størreden gang. 
De to foregående sider: Opslag fra ChingHao:'Noterom malerkunsten'. 1961. Herover: Joakim Skovgaard: 'Aarhus, Viborg, Lund, Pomposa\ 1964. 
For Biilmann Petersen, der forenede kunstneren og videnskabs­manden i samme person, bød der sig her en lejlighed til videre at gennemprøve det typografiske materiale, faget benyttede i tiden ef­ter anden verdenskrig-et materiale han selv havde været med til at oparbejde. På Det Berlingske Bogtrykkeri valgte han en Monotype Garamond som udgangspunkt og med de enklest tænkelige midler skabte han en form, der bringer humanismens bedste tryk i erin­dring. Papir og satsbillede, tildels bestemt af en omhyggeligt styret farveføring, der yder skriftens tegning en høj grad af retfærdighed, danner et hele, som kun har den ene opgave at repræsentere det skrevne mangfoldiggjort. Den slanke klumme med sine 52 bogsta­ver på linjen og rigelige marginer på en side der måler 24,4 x 15,7 cm er det bærendeelement i et appetitvækkende, overskueligt og let 
håndterligt læseredskab. 
42 

I rækken af nytårstrykkene er også billedhuggeren Gottfred 
EickhofFs Charles Despiau somlærer fra 1962 og i særdeleshed arki­
tekt Kay Fiskers Funktionalismens moral fra 1966 blevet til inden­
for samme æstetiske idé, virkende ved beslægtede dispositioner 
med udgangspunkt i samme skrift. 
Joakim Skovgaards Aarhus, Viborg, Lund, Pomposa fra 1964 er som Borobudur udarbejdet i et lidt bredere format, her med hensyn til et illustrationsmateriale, bestående af en række arkitektoniske studier, tegnede af Skovgaard og tilføjet en enkelt skitse af Johan Thomas Lundbye. Medens det er et naturligt krav, at en illustrator udfører sit billede i samklang med skriftbilledet, er det modsatte problem tilstede ved udarbejdelsen af historiske værker, hvor skriftbilledet må indrettes efter eksisterende billedformer. Biil­mann Petersensætter til formålet, i Baggesbogtrykkeri.Baskerville fra Monotype i en bred klumme med knebneordmellemrum og stor 
skydning. 
Særligt bemærkelsesværdige blandt nytårstrykkene er også flere af de, der blev tilrettelagt afGunnar Biilmann Petersens efterfølger arkitekt Naur Klint. Først må nævnes samarbejdet med grafikeren Palle Nielsen om Byernefra 1968, en komposition af skitser, studier 
og grafiske arbejder med kunstnerens skrevne kommentarer.'Dette skulle være et forsøg på en dokumentation af et sinds forhold til en motivkreds og de grafiske udtryksmuligheder', læser vi i kunstne­rens forord. Gengivelser af penne og blyantstegninger, raderinger, collager samt linoleumsnit trykt fra de originale plader, udgør det bærende indhold. Formatet er bestemt af de største illustrationer, to linoleumsnit fra værket Orfeus og Eurydike, der tillagt fa milli­meters margin,danner en side på 13,7 x 26,5 cm. Hermed er der in­denfor seriens rammer tilvejebragt et 'album', som i sin bredeform på bedste måde fastholder de mangeforskellige komponenter. Naur Klint har til dette arbejde, der somJoakim Skovgaardbogen ligele­des er trykt i Bagges trykkeri, benyttet sig afden faste og klare Bas­kerville kursiv,som ved små spring i størrelserne er bragt i harmoni med det øvrige indhold som en del afkompositionens rytme. 
Naur Klints evne til at bringeillustration og sats i samklang,viser sig også stærkt og klart i Hakon Lunds Nogle tegninger af C.F. Han­
43 

Struktur og farvestudier. Noget nedsat. Bly. 
Det hvide skal bide iaftrykket, ogdet sorte skalbide i materialet (ra-igennem, hvor det hvide ikke bider, fjerner grafikken fra dens yder­dering) . Det er denne disponering, det galder, med det sorte, med de ste ydeevne og må derfor vere en svækkelse af dens udtryk. Dette grafiske, tegneriske elementer, streg, punkt, at omskrive og modulere gælder forst og fremmest raderingen og det tegnede. I træsnittet 
det hvide. De fyldte sorte flader, hvor intet hvidt lever og skinner synes delingen af det hvide også al påvirke det sorte. 
De sikre, fra Orfeus og Eurydike, i. del. Lirwleumsnit. Originaltryk. 
Palle Nielsen: 'Byerne'. 1968. Venstre side. 
sen fra 1975 og i Poul Kjærgaards En mindeværdig bygning. Crystal Palace og dens tilblivelse i 1851 fra 1976. Til begge tryk er benyttet et skriftsnit, som historisk passer til emnerne. Med sin store kontrast imellem hår-og grundstreger er Engelsk antikva et fortræffeligt valg. 
I C.F. Hansen-bogen samarbejder den strenge klumme lydefrit med gengivelserne af de laverede arkitekturtegninger i alle bogens op­slag. 
Lige så vellykkede synes dispositionerne at være med samme skrift til bogen om Crystal Palace, hvis illustrationer for det meste består af gengivelser efter stålstik fra perioden. Disse fagstiks fint nuancerede klang tvinger til brug afen lillegrad afskriften,og Naur Klint har ved arbejdet med de visuelle problemer i denne bog tilve­jebragt en naturlighed i det typografiske, som fuldstændigt udeluk­ker pastichen og tilmed bibringer gengivelserne af de betingetstem­
44 

Højre side af samme. 
ningsfulde panoramaer og gennemførte tekniske detaljer, noget der virker rent og umiddelbart. 
Lignende dyder finder vi i Naur Klints samarbejde med Steen Eiler Rasmussen i sidstnævntes Heinrich Tessenow og vor tid fra 1974, hvor Baskervilleskrift, er bragt i harmoni med Tessenows tegnin­ger, i en forfinet og enkel komposition.Og blandt NaurKlints arbej­der måendelig PeterBredsdorffs skrift om TonyGarnier's Cité Uni­verselle fra 1977, der blev hans sidste, nævnes. Som de foregående er den bogtrykt i Bianco Lunos trykkeri. Sideantallet er forøget, og med en lille grad af Plantin med ringe skydning, er tilvejebragt et energisk skriftbillede, der bogen igennem er det dominerende ele­ment. Gengivelser i raster af Garniers visionære tegninger er an­bragt to og to indenfor klummensmål udgørende højre-eller venstre­sider og hel eller dobbeltsideplancher med gengivelser i streg af ar­
45 

tidens berømte ingeniører; laarnbard Kingdom Brunei (1806-1859), William Cubitt (1785-1861) som blev komiteens formand, og Robert Stephensen (1803-1859), og tre ansete arkitekter: Charles Barry (1795­1860), Charles Robert Cockerell (1788-1863) og Thomas Leverton Do­naldson (1795-1885). Denne byggekomité holdt sit første møde den 
3. februar 1850. Først måtte man påny overveje beliggenheden af udstil­lingsbygningen. Der var ikke enighed om den foreslåede placering i Hyde Parks sydlige del, flere andre muligheder måtte undersøges, inden man til sidst kunne vedtage Coles oprindelige forslag. Derefter skulle det nødvendige udstillingsareal nøjere beregnes, før komiteen helt i pagt med selve udstillingens idé kunne udskrive en international konkurrence »as to the general arrangement of the ground plan of the Building«. Ind­bydelsen hertil offentliggjordes den 13. marts 1850 på engelsk, fransk og tysk. Komiteen afbejdede selv hårdt og krævede tilsvarende hurtighed af de arme konkurrencedeltagere, de fik en frist på kun fire uger. Ikke desto mindre indkom inden fristensudløb den 8.april 1850 ialt 233 forslag og umiddelbart efter 12 efternølere som man nådigt tog med. Bedømmel­sen af de 245 forslag, hvoraf 38 var udenlandske, blev højst bemærkelses­værdig. Komiteen fastslog hurtigt at intet af forslagene kunne bruges. 68 fik dog »favourable and honourablemention«, 18 afdisse tillige »fUrther higher honorary distinction«, og endelig blev to fremhævet for deres »most daring and ingenious disposition and construction«. Disse to var forslagene fra den kendte Pariserarkitekt Hector Hpreau og fra ingeniør­firmaet Richard og Thomas Turner fra Dublin,kendt fra det store, endnu bevarede palmehus i Kew Botanical Garden i London. 
Hvad gjorde nu byggekomiteen ? Den benyttede sig ganske enkelt af et forbehold i konkurrenceprogrammet og bryggede i hast selv et projekt sammen ud fra egne iagttagelser ved grundigt at gennemgå de245 forslag som man med beklagelse havde måttet kassere. Dette komiteens eget forslag forelagdes allerede den 9. maj 1850 for the Royal Commission, men blev første gang kendt af en større offentlighed da det den 22. juni 1850 vistes i det populære ugemagasin »The Dlustrated London News«. Det var en lang, treskibet halbygning, opført af murværk og i midten domineret af en kæmpemæssig kuppel af sammenboltet smedejern, en Brunei-præstation, dermed sin højdepå 45 m overgikendog Peterskirkens kuppel, for slet ikke at tale om Londons egen St. PauI's. 
Offentliggørelsen vakte en storm af protester, især da hele udstillings­tanken i mellemtiden var kommet istrid modvind. I Underhusettordnede 
Faxton* ændrede fortlag med buetaqtl over eUtulrveerru. Interiør. 
Poul Kjærgaard: 'Crystal Palace og dens tilblivelse i 18511976. 
kitekturtegninger, strengt holdt indenfor klummens mål, er under­lagt skriftbilledet i en samlet klang. Det komplicerede er blevet en­kelt. 
I den senere række af nytårstrykkene har arkitekt Lisbeth Gas­parska med stor åbenhed arbejdet med Plantin i fotosats, som den forefindes i Krohns bogtrykkeri. Veldisponeret er den meget sam­mensatte Restaurering i Cairo af Vilhelm Wohlert, Hans Munk Hansen og Steen Bjarnhof fra 1984, med sin blanding af sort-hvide fotografier, farvefotografier og arkitekturtegninger og den enklere Omkring Femvejen 2 afJørgen Sestoft fra 1985. 
Principperne, der ligger til grund for udarbejdelsen af titlen, er de samme som i tidligere tryk. De største skriftgrader hæver sig kun fa punktstørrelser over brødskriften og er med til at give bøgerne en en­
46 

Taurus; den lange lysende homfonnede figur er Coraucopia (også kaldet 
Aunga). Mellem de to yderpoler ses en fantastisk kvindefigur som en 
mine-(moder-)gudinde, med et lysende hoved båret af et tretindet bjerg og 
mellem hende og tyren er en komposition,som jeg opfatter som labyrinten i 
Knossos, bygget afden mytiske arkitekt Daedalos,hvorved der indlæggesas­
sociationer til Pasiphaeog Minotaurosmyten,som Le Corbusier kredserom 
i en langrække billedværker, bl.a. et grafisk bladmed påskriften •Pasiphae et 
Ariadne«.(17) Temaet indtageren central pladsi Richard A.Moore's artikel. 
Malenet i Studenterhuset eret kosmisk drama,som spænder mellem vinter­
solhverv og foråret -Capricornus og Taurus. Men på den personlige mytes 
plan er lyren Le Corbusier selv, somdet ses af»Poime de l'angledroit«, Fig. 
5, og Capricornuser Yvonne Le Corbusier(født 1. januar), se f.eks. •Poéme 
de l'angledroit« side83, medensden dominerende månegudindeer moderen 
(i nogle varianter aftypen også Yvonne) -eller det kvindelige princip repræ­
senteret afde tokvinder, somstod kunstneren nærmest.Forklædningen som 
hybride dyre/menneskefigurer er en maskering, LeCorbusier selv kalder be­
stianes humaines,som det fremgår afden vigtige forklaring, hangiver på teg­
ningen publiceret i Carnet 2, fig. 707,som forestiller månegudinden og Ca­
pricornus, og hvor han betoner, at de er kommet til ham inconciammem. 
Ronchamp Kapellet er som kirkeligt bygningsværk et pilgrimskapel, viet til Jomfru Maria, men er i sin form en indvielsesgrotte, som Rabelais* Set indefra er der også meget i rummets form som illuderer som en grotte: den smalle vinduesstribe langs loftet på syd-og østsiden og loftet, som hænger ned over rummet oger mørkere end væggene. Mange har peget på sammen­hængen mellem kirken ogden konkeformede grottei Hadnan's villa,som Le Corbusier tegnede i 1911, oghvis forlængede skakt har ovenlys(18),og som også havde betydning for projektet til La Sainte Baume.(19). 
En forhistorisk grottehelligdom for Den store Moder, hvis plan minder slående om Ronchamp Kapellets, er gengivet i Le Corbusier's bog »Une Maison -Un Palais«, her Fig. 6. Vincent Scully har peget på, at den i plan gengiver jordgudindens legeme(20). 
Det gælder om alt hvad Le Corbusier har skabt, at det er umuligt at fange betydningsindholdet i en enkelt formel -der spiller ind (hatmiraculous caia­lyst of acqmred, asstmilated evert forgotlen wisdom, som jeg citerede ovenfor. Der er ingen grundtil at gentageRichard A. Moore'siagttagelser om astrolo­giske forestillinger bag kapellets udformning, men de kan udbygges. Hvis kapellet er en indvielsesgrotte, erdet forståeligt, atsol og måneog stjerner in­clusive en række afzodiactegnene anbringes i vinduerne, som LeCorbusier 
Mogens Krustrup: Jomfruen, vægten og stenbukken'. 1983. 
kel, brevagtig form. Medvirkende hertil er også omslagene, som i alle årgange bærer Akademiets segl som eneste mærke. 
Også Mogens Krustrups bog om LeCorbusier Jomfruen, vægten og stenbukken bør nævnes for sine storartede og originale forhold imellem skrift og billede. Den sagligt formende ånd som rådede på Gunnar Biilmann Petersens afdeling kendetegner Akademiets Af­deling for Grafisk Design. 
47