Den forsvundne ligatur 
AF STEEN EJLERS 
Fotosatsskrifter, der bærer klassiske navne, som Garamond eller Ba­
skerville, hardetailler til fælles med Monotype's eller Stempel's udga­
ver, men i sin helhed har satsbilledet i fotosats ikke megen lighed med 
de bedre bogtrykte udgaver. 
Problemerne i kombinationen fotosats/offset med hensyn til prægnans og karakterer almindeligt erkendte og -trods alt -under stadig forbedring. 
Enhver omsætning til ændret fremstillingsteknik indebærer en fortolkning. Saaledes er ogsaa bogtrykkets maskinsats-skrifter selv­stændige nyskabelser med rod i deoriginale antikvaskrifter. Derfor skal enhver ændring ikke begrædes, men vurderes -som frem-eller tilbageskridt. Det gennemgaaende og vist almindeligt erkendte pro­blem ved en række fotosatsskrifter synes at være den manglende tyngde i helheden og maaske navnlig den manglende karakter i det enkelte bogstavs fremtræden. Satssystememe synes at have en uni­formerende indflydelse paa formgivningen. Enkelte antikvaskrifter 
-f.eks. Janson -synes dog at være kommet forholdsvis intakt igen­nem omsætningen til fotosats. 
Eoruden denne ændring i satsens udtryk,synes selve det typogra­fiske 'sprog' at være blevet mindre artikuleret ved tabet af væsentli­ge elementer. Saaledes mangler bogskrifterne ofte kapitæler. Disse søges, om nødvendigt, erstattet af mindre versaler, men kapitæler 


Brugsgrafik 

Plantin fotosats. 
37 

er i formgivning ikke blot smaa versaler, men grundlæggende an­derledes i 'skæringen' -kapitælen skal i sin vægt harmonere med saavel minuskiersom versaler,dvs at den grafiske tyngde er egalise­ret med disse ved hjælp af kraftigere stregtykkelser og bredere bog­stavbredde end versaler sat ned til tilsvarende størrelse. Sammen­sætningen af større og mindre versaler til erstatning for kombina­tionen versaler/kapitæler giver et uensartet udtryk. 
Denne banale viden tilsidesættes ofte afsætterierne ved levering af fotosats. Bedre bliver det ikke naar bogstaverne-de smaa versa­ler -samtidig gøres bredere ad elektronisk vej. 
Forsvinder kapitælen, indskrænkes og forsimples det typografi­ske sprog. Ligeledes forfladiges satsen ved at bestaa af lutter en­kelt-minuskler -altsaa ved ligaturens bortfald. 
Ligaturen er en sammenskrivning af 2 bogstaver bogstaver til eet. Almindeligst er formodentlig &-tegnet, der jo er det sammen­skrevne E og t. 
I de klassiske skriveforlæg findes en række gængse ligaturer. Der drejer sig om: fi, ff, ffl, sp, st, et -sammenskrivninger der opstaar naturligt i den haandskrevne, løbende tekst, og som er vandret di­rekte ind i de tidlige bogtrykteskrifter. Herefter findes de i allesene­re udgaver af renaissanceskrifteme som et selvfølgeligt element. 
Men i den fotosatte bog er brugen af ligaturer næsten ophørt. 
Denne forsimpling er i reglen taalelig, men ét sted gårdet ofte galt: I 
sammenstillingen af f og i. Minuskel f'ets bue ender i en draabe­
form, der i reglen havner oven i eller i betænkelig nærhed af i'ets 
prik. Den nu opstaaende form bliver et ejendommeligt amorft fæ­
nomen, der synes undervejs til en tvivlsom sammenvoksen, eller en 
malign celledeling. 
fffifl&ffflft 

Caslon ligaturer. 
38