DSL's bogudstyr gennem 75 år AF ERIK DAL Det var den endnu ikke 30-årigefilolog dr. phil. LisJacobsen f. Ru­bin, der den 29. april 1911 nåede et afsit lange livs mange mål: stif­telsen af et selskab til udgivelse af vort lands litterære og sproglige hovedværker i videnskabelige standardudgaver. Bagsig havde hun Carlsbergfonds-direktionens stærke og kort efter ledende medlem, historikeren professor Kristian Erslev. Ved siden af sig den senere overbibliotekar Carl S. Petersen fra Det kongelige Bibliotek. Om­kring sig en snesstiftende medlemmer, mest unge, radikale og ikke­universitetsansatte. Og foran sig en stort og klogt tænkt liste over ønskelige udgaver: landskabslove, middelalderlige bønneboger, adelsviser fra 16. og 17. århundrede, Christian IIIs Bibel, samlede skrifter af Anders Bording, Søren Terkelsen, Thomas KingoogJo­hannes Ewald samt gamle danske metrikere, grammatikere og ord­bogsforfattere. DSL har siden -delvis dog først i1980eme-nået næsten alt dette og meget andet til; det meget brogede 'jubilæumsselskab' essaybin­det Fra Nexø til Saxo blev netop vor titel nr.150, og 'titel' vil her si­ge alt fra små enkeltbind til Ordbog over det danske Sprog i 28 bind (1918-56, trykt hosThiele,senere hos Bianco Luno) og hovedudga­ven af middelalderdokumenter: Diplomatarium Danicum med oversættelsen Danmarks Riges Breve (1938fF, begge trykt hos Fr. Bagges kgl. Hofbogtrykkeri).Tilfældigvis har de to parallelle udga­ver netop nu passeret hver 28 bind, men de lever i øvrigt efter spej­dermottoet 'aldrig færdig -altid på vej', så sandt som hvert tykt bind 'nu' i slutningen af 14. århundrede kræver to års arbejde og højst dækker fem-seks år. LisJacobsen var Selskabets formand i 20 år og afløstes afCarl S. Selv fik hun i 1931 en nyoprettet og lønnet administratorstilling, i 23 hvilken hun afløstes af personalhistorikeren dr. Albert Fabritius 1951-74 og derefter af undertegnede. En såkaldt niche! Om Selskabets struktur og finanser i øvrigt kundette: det er selv­ejende og består af et halvt hundrede aktive forskere inden for sine fagområder, der vil fremgå af det følgende. Det vælger en bestyrel­se, hvis formand for tiden er universitetslektor Iver Kjær, en juri­disk konsulent, p.t. dommer Niels Ehrenreich, og en administrator. Et årsmøde godkender forslag til nye udgaver og deres medarbejde­re, men hverken forslag eller medarbejdere behøver at komme fra medlemskredsen. Administrator med fuldmægtigog sekretær sam­arbejder med udgivere, bogtrykkere og bevillingsmyndigheder, og af sidstnævnte er tre hvert år uundværlige: Kulturministeriet, Carlsbergfondet og Statens Humanistiske Forskningsråd. På et­hvert tidspunkt spilles med 30-40 bolde, udgaver, men de er ikke al­le i luften hele tiden. Når der er mening i at skrive i Bogvennen om DSLs bogudstyr, hænger det sammen med to ting. Mest iøjnefaldende er det, at man udgiver tekster af yderst forskellig alder, principielt alt yngre end runetiden, og ligeså forskellig art; desuden at nogle tekster absolut kun er for specialister, mens andre søger og ofte finder et bredere publikum. Teksternes skiftende alder peger i retning af hvad eng­lænderne kalder'allusive typography', altså en typografi, som uden stilimitation dog giver den bogvante læser bevidsteog ubevidste as­sociationer til bøger fra teksternes egen tid. Ogde vanskelige opga­ver kalder på en funktionel og økonomisk løsning, afpasset efter skiftende tekniske muligheder; desværre må de forskellige løsnin­ger af redaktionelle enkeltproblemer her lades uomtalte. Både tun­ge og lettere sager bør naturligvis være læservenlige, fungere som den ofte omtalte 'usynlige rude' mellem læser og indhold. I det føl­gende vil der af pladshensyn og læserinteresse især blive set på ud­gavernes almindelige typografiske karakter. Og bogtrykkemavnene vil for en gangs skyld træde i stedet for navnene på de udgivere og redaktører, der har siddet iår eller årtier med de forskellige opgaver. Alle data findes i Skrifter 1911-1971 (1971) og Bøger -Planer -Mennesker (1986). H-DE ECLIPSI LVNÆ ANNI 1573. MENSE DECEMBRJ. TSI qvotidianvs motvs Solis, Lunæ, & coeteronun Pla­netarum, debitis instrumentis obferuatus, AJlronomicæ årtis infallibilemnon obfcure probetcertitudinem: tamen maxime euidens & illustre Årtis encomium in prædic­tionibus Eclipfium Solarium & Lunarium conspicitur. Hæc enim ab omnibus, etiam huius Scientiæ imperitis, cemi poCunt: et ante plurimos annos prædidæ, non folum tempus 10 indicatum, fed etiam quantitatem obfcurationis obferuant. Quamuis nonnunquam fiat, vt calculus Tabularum nonnihil differre ab appa­rentijs deliquioriun per inArumenta, diligenti fa<51a obferuatione, ani­maduertatur: id tamen in tam difficili & ardua Scientia veniam me­retur. Pauci enim funt qui hæc ftudia tradant; pauciores qui redte & is debito modo excolunt; vt admirabilius videri poBit, totam dodrinam de motibus fiderum non prorfus interijBe, quam quod nonnulla appa­rentijs cælestibus non exquifite refpondeant. Inter omnes autem ca­nones cæleftium motuum, nulli exadius cælo congruunt, quam Pru­tenici Erafmi Reinholdi, qui fundamento Copernici innituntur. Al­20 phonfini enim plurimum in motu tam Luminarium quam cæterorum Planetarum, & fixarum etiam Stellarum, ab obferuationibus diBen­tiunt. Cum itaquehoc annoingens obfcuratioLunæ, menfe Decembri, in Plenilunio diei odlaui contingat; non abs re duxi, li totum eius cal­culum, qualem Tabulæ Prutenicæ exhibent, hic fubiungam; adiedis 25 etiam temporibus Alphonfinæ & Purbachianæ rationis; tum etiam propriæ, quam in motu Luminarium habemus, obferuationis. || h-CALCVLVS HVIVS DELIQVII LVNARIS EX TABVLIS CQELESTIUM MOTUUM PRUTENICIS REINHOLDI. Pro tempore mediæ Oppofitionis eiusque motibus medijs. 30 'T'EMPUS propolitum, ad quod Lunæ Echplis indaganda erit, eflan- X norum a ChriAo nato completorum 1572. cum Menfe infuper No­uembri. Respondent autemhuic temporiex tabellaæqualium motuvim Tempus. Dies 36. Hor: 1. Minu; 56. Sec: 19. Canonion autem reuolu­tionum proxime maius Plenilunio correspondens, exhibet Dies 44. 35 Horas 7. Min: 6. Secund: 5. a quo, priori fublato, innotefcit tempus verum mediæ oppofitionis, quod est eiufmodi. DECEMBRIS Di. Ho. Min. Sec. 8 5 9 46. Medij Tychonis Brahe Dani Opera Omnia. 11913. Thiele. Den side afårhundredskiftets dekorative og kunsthåndværksmæs­sige bestræbelser i bogtrykket, der vender mod jugendstil og art nouveau, var anno 1911 næsten afviklet. Den havde i Danmark spillet en begrænset rolle, fordi Hendriksen-og Morris-bølgen var kommet den i forkøbet. Smagen for det bastante i typografi og bind synes at have forenet DSLs ledere, den elegante lille filolog og den solide bibliotekar, hvis Holberg-udgave skal have faet sin berygtede fysiske størrelse og vægt, fordi en bog skulle være til at holde med begge hænder og støtte på maven. Begges bogsamlinger rummede mange bastante bind fra Petersen & Petersen eller ligesindede, ger­ne to-tre bind i ét. Senere prægedes DSLs bøger af R. Paulli, bibliotekar i og 1938­55 leder af Det kongelige Biblioteks Danske afdeling. Hans grund­fæstede viden om danske bøgers indhold ogform gjorde ham til en naturlig ankermand -i mange år beskedent betalt fast konsulent ­for Selskabet; han havde virket for det praktisk talt fra første færd. Men herved styrkedes Hendriksen-traditionen, for Paulli var be­slægtet og bekendt med xylografF. Hendriksen ogvenskabeligt for­bundet med hans sønner og efterfølgere, som var hans jævnaldren­de næstsøskendebøm. Fhv. rigsbibliotekar Palle Birkelunds artikel om dr. Paulli i Dansk Biografisk Leksikon,3. udg.,giver et fint bille­de af denne sjældne personlighed. Det nye selskab spillede stort ud med sigte på både udkanten og midten afsit store område: med støtte af industrimanden G. A. Ha­gemann tog man nemlig fat på Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade 1530-1630 (1-7, 1912-31, Nielsen & Lydiche, optryk 1978-79), en nødvendigvidereførelse afdet andetsteds udkommen­de standardværk Danmarks gamle Folkeviser, og på Tychonis Bra­he Dani Opera Omnia (I-XV, 1913-29, sst.), til dato Selskabets mest pompøse værk. Dette er nu i sin orden, for Tychos egne udga­ver var i udstyr en renæssancefyrsteværdige, og der kan næppeind­vendes noget mod, at DSL benyttede en massiv modeskrift: Genzsch & Heyses Plantin, der også -mindre stilrigtigt -ses i Johannes Ewalds SamledeSkrifter{1-6,1914-24, sst., optryk 1969). At skrif­ten og dens navn ville fa en anden 'renæssancefyrste', Christoffel Plantijn i Antwerpen,til at vende sig i singrav, er en sag for sig, men iDcn Sørn* ^00- IDen Søtfie ^og. PUU LYFL MIN RR^JL BER FLOAR/ S>et XIX, (Lapitel. 3«$ VNFFCR HANNRM ONR ALT BUOR I>AN5 GAAR &N FØRL} RTLUOLRE AR IFG FTULTC FAA/ 6uotIe&i6attUicfeI fomi Rongen6(B€( ANDET/ FTAL HER MNRCFIØ DENNE KER BRUGER I DET AT BAN TOG BOFFBE BEFLAGTE. DEN XVY FOM LOB TIL CLAAFLERET ALENIFLE AT B^" FUNDE FAA NOGNE ER/ BAN FIGER ALLIGEUEL Urt f«igfr art. £AM HAM/ @AA GUAR DET OC B« MET KARFFUEN/ BAN FAN ICFE FORLADE FINE HFHGC OC ONDE T>'CFE. IB« BUOR TIL IT TTJEN NIFTE ER RILBOYELIGT/ ELLER BUAD DET AFF NATUREN ER TILFODT OC |TICFET DET GOR FAMME ITJENNIFTE/ OC LADER FIG DER T>DI INTED is FORHINDRE/ C GIORDE MAN BANNEM END MOD FLIGT BEFRNDER notBrCTfan fuar. ijq MODVAND/ DA BIELP«*' ^TT DOG ICFE. (DC DER RDOFFUER FAN HGTFORANÉRF«TFTTR TFJCNN,LTFHATUR FAA FAAJLEHGC OC ME|LERLIGE GORE (IN RNDFFVLDING RDI AL TING/ OC RIL ICFE BAFFIIE tvrar FAAR TTJEN NIFFEN/ IBI DE BEFRVCTE DEM FAAR (TAM/ END DOG AT DE PEL 20 FELFFUE RIDE/ OC ICFE FPTUTT FUNDE NECTE AT DE IO BAFFUE RORAT. Srtøancf Øiger. 2LLT FROBE EN (TALCF I ØABEL OC MAAR/ AND ER DOG EN FTALCF EBUOR BAND GAAR. TTIANGEN ØRNDERE FCRI|FTER FINE ©YNDER OC ANNAMER 25 I PLICT OC SOD/ MEN BANE ØVND ANGRER BANNEM INTED T>DAFF ICr Bubjtaff Fom i Rongene ®aar/ Saiftx ^FNFFTT-BIERTET/ MEN BAFFIIER END NU LR(L OC BEBAGELIGBED DER T>DM utni' JTlicfel t>er nu fommen oaar.| maal gaffncr mt«6. ^RN ANNAMER ICFE FYNDEMIØ FORLADELFE/ OC FOR '8Uc fe 6er paare baabe bine oc bf/ICFE HELLER EUIG GURDE OC FALIQBED/ CBI BAN FAA (IG TIL BAGE iobe fajl at be maatte Jtticfel fee. EFFTER ©YNDEIV FOM TTJICFEL FAA BER EFFTER ^ONFENE. (DC OM 30 10 3Det oaare icfe mange famme gong/ Lucm 9 FAADANNE FLGER ^CBRIJHIØ/ ET Ibi »)• 16} 162 En Ræffue Bog. 11915. Thiele. det var som bekendt Kelmscott Press' kraftige ogikke Doves Press' slanke version af de gamle forbilleder, der skabte mode for vore ty­ske skriftleverandørers endnu grovere snit af renæssanceskrifter. Fedme er ikke det samme som styrke,skriver/Cmf/a« Kongstad i en af sine glimrende oversigter over dansk boghåndværk i Aarbog for Bogvenner, hvor DSLs arbejder er under stadigt kritisk opsyn, fordi kronikøren finder, at de svære tekster bliver endnu sværere pga. skriftvalget, og ser en modsætning mellem den fornemme udførelse og det begrænsede publikum. Mere betænkeligvar brugen af Halvfed Schwabacher til de gam­le viser (med Plantin til redaktionel tekst). Ser vi på flyvebladstryk afviser -de ældste bevarededesværre ikke ældreend 1570erne -så er defaktisk altid sat med fraktur, og det samme gælder forlæggene 27 for Danske Folkebøger fra 16. og 17. Aarhundrede (1-14,1915-36, sst.). Disse godt eller dårligt udførte folkelige tryks fremtræden og skrift svarede slet ikke til udgaven, og Halvfed Schwabacher var i sig selv ingen smuk eller stilsikker nydannelse. Langt smukkere var to skrifter, som Genzsch& Heyseerhvervede fra det nedlagte Lam­pe'ske skriftstøberi i Hamburg: Alte Fraktur (senere kaldet Leibniz Fraktur) ogen mere elegant schwabacher. De brugessammen med stort held i C. F. Wadskiærs Udvalgte Danske Fm (1915, Thiele) og frakturen i perfekt balance med Romersk Antikva og kursiv i Dan­ske Grammatikere (1-6, 1915-29, Thiele, optryk 1979); men også denne udgave ligner Kong Salomon, når den stilles ved siden af de små gamle Jørgen Hattemager'e. Fornemst afdisse markeret gamle værker,og svært atstå for, var En Rccffue Bog{\-2,1915-23, sst.), sat med flere grader afden ele­gantere schwabacher og prydet med træsnit, men her har man også en statelig og illustreret gammel Rævebog som umiddelbart forbil­lede. XylografHendriksen har nok ikkemindst haftdenne bog i tan­kerne, når han i årsberetningen for Forening for Boghaandværk og Fagskolen for Boghaandværk 1916-17 skriver: »at vi midt i alt vort tarvelige Bogmageri har den Lykke at besidde det i de senere Aar virkende 'Danske Sprog-og Litteraturselskab', der i sine Bøger hol­der god Tradition og omsorgsfuldt Arbejde i Hævd, er dog et Lys­punkt, vi ikke bør glemme.« Slap var derimod brugen afen lille, stærkt skudt fraktur til Steen Steensen Blichers Samlede Skrifter 1920-34, Thiele), og dog findes der prøvesider af lignende art til det næste værk, Emil Aare­strups Samlede (1-5, 1922-25, Aarhuus Stiftsbogtrykkerie, optryk 1976); de blev sat ogtrykt med antikva, ikke godt arbejde,og J. P. Jacobsens Samlede Værker {1-5,1924-29, Gyldendals Forlags­trykkeri) er smukkere tilrettelagt, men teknisk også jævn. Dobbelt betænkeligvar den historiserendestil udfra læseligheds­synspunkt -og pudsig, når et nyt selskab begyndte i reaktion mod to gamle, der aldrig havde brugt fraktur! Allerede den gang kunne man (Kongstad) nemlig med rette sige, at typografien hæmmede læseligheden. Og ganske vist er det i dag umuligt at tage universi­tetsstuderende, typografer og bibliotekarer alvorligt, når de afviser 'krøllede bogstaver',men indrømmes må det dog, at DSL her valgte sorte skrifter, der var uvante ogdelvis sværere end fraktur, ogdet på en tid hvor frakturprocenten i danske bøger var på vej fra fem mod nul. De blev tilmed sat kompres (uden linjeafstand) og knebent (med små ordmellemrum, hvad der er i sin orden). Sidst bruges fraktur i en lille bog fra 1933, bortset selvfølgelig fra facsimileudgaver, hvoraf disse år bringer de første og prægtigste: Christian IIIs Bibel (1928), Hans Thomissøns Psaltnebog (1933) og værker af Hans Tausen, trykt på specialpapir hos Oscar Brandstet­ter i Leipzig. Fra 1933 påbegyndte Forening for Boghaandværk sin udvælgel­se af'Aarets bedste Bøger', og her havde man blik for de fleste af DSLs værker fra de følgende år. At de bliver udvalgt, er unægtelig ikke blot et udtryk for deres typografiske kvalitet, men også for at årtiet som ofte påpeget ikke havde mange virkelig veludførte bøger. Nu er talen gennemgående om tekster fra vor Guldalder, og R. Paulli, hvem man tør tilskrive udformningen, lader sig påvirke af den sprøde nyklassiske bølge omkring1920.J. P. Mynsters Visitats­dagbøger{1-2,1937, Bagge) er næsten'Liselund-agtig':en alminde­lig grad af Didot er skudt op til 14 punkt, altså en nyklassisk skrift med dei forhold til renæssanceskrifterne højere storbogstaver, stør­re kontrast mellem kraftige og mindre kraftige linjer og symmetri­ske O-former. En større grad, 10 punkt Walbaum, men pompøst skudt til 15 punkt, bruges til Rasmus Rask: Udvalgte Afhandlinger (1-3, 1932-35, Bianco Luno) med et meget gennemarbejdet, næ­sten filigranagtigt titelblad. (Almindelige bøger vil ofte have 10 punkt skrift med 2 punkt skydning, denne artikel er dog 12/13.) En helt anden vej-dog ikke vejen til nogen rekord i letlæselighed -går Paulli i H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriet­te Collin (1-6, 1933-37, Bagge). Datidens brevpapir i kvartformat er inspirationskilden, med brede og tætte linjer af Monotype Ba­skerville 12/14 med kneben sats. Dr. Paulli fortalte engang, at ind­placering af et enkelt glemt komma havde kostet ni linjers omsæt­ning på grund afde små ordmellemrum. Typografien var imidlertid foregrebet i en af årtiets prægtigste danske bøger, omend på latin: Saxonis Gesta Danorum (1931, Bagge) i stor kvart -efter sigende 29 belønnet med en pris af Monotype Corporation. Den senere påføl­gende tospaltede ordbog er omtalt i katalogen over udvalgt bogar­bejde for1957, men udsendt hæftevis fra 1935. De bøger kan lægges ved siden af enhver af de gamle folioudgaver af Saxo fra 1514 ff. Udvalgt blev også et bind tå Thomas Kingos Samlede Skrifter{\-l, 1939-75, Bianco Luno, optryk 1975); det var selvfølgelig ikke sat med nyklassiske skrifter. Udgaven er gennemarbejdet med alle for­nødne grader af den 'rigtige' Plantin, Monotype Corporation's, og er flere gange efterlignet i og uden for DSL. Her som ellers gengav man helst titelblade o. lign. i facsimile; men mange digte findes kun i håndskrift, og de indviklede titler blev da sat opi nogenlunde vær­dig efterligning af barokstil. Som 'allusive typography' er det dog en anden udgave, der tager prisen: Skrifter af Paulus Helie(\-7,1932-48, Nordlunde), som i et bredt format sat med 12 punkt Caslon kompres og langt større klummetitler i kursiv virkelig minder om reformationstidens typo­grafi, skønt antikva til dansk jo er yngre og skriften endnu yngre. I 1930rne gjorde Selskabet også forberedelser til sin førnævnte enorme dobbeltudgave af middelalderlige diplomer, dvs. retsstif­tende dokumenter fra internationale traktater til private testamen­ter. LisJacobsens forbrug af prøvesider, titelopsætninger og korrek­turer vækker i al almindelighed gysen i dag og har sikkert ofte gjort det samme dengang, og til Diplomatarium Danicum er der sagnag­tigt mange forarbejder. Man endte med Monotype Didot hos Bagge med 11 punktskudt 3(11/14),men med behov for en lang række an­dre grader end brødskriften. Bestemmende var veldet monumenta­le ved skriften ogmuligvis en tradition fra store kildeudgaverfra 19. århundrede; resultatet blev prægtigt, og det gjorde ondt at skifte til fotosats Times, da Didot ikke var overkommelig at anskaffe i 'ny teknik'. Diplomatariet er omtalt i Bogvennen 1968-70 s. 202-06 i artikelserien Monumenta Typographica og blev da også 'udvalgt', ligesom oversættelsen Danmarks Riges Breve (mindre format ogen mere uformel skrift. Baskerville). Derimod gik Danmarks gamle Landskabslove (1-8, 1933-61, Bagge, Egmont H. Petersen) upåagtet hen. Enhver kan se, at udga­ven ikke er særlig smuk, men taler man om godt bogarbejde, så er Om Canon i Messen HODI aioNmcANDi haffwe, tha raaa thet icke wære andett, endt thet qui præsens est et iDi qui in Dacijk est mittendo littenu ad som nw sagt er. ipsum — similiter tertia persona potest esse indifferentor præ-Men nw wele wij høre hwadt wore messedræbere sens et abeene; ideo omne nomen ratione sui fims est secundae vel tertiae personae, non autem primae. haffwe her emodt att »lige. » 90, Et ne credas hano causam finalem esse fictam, sciae quod modus significandi essentialis generalis nominis huic bene oon­cordat, quia ab hac acoeptus est. Ex praedictis patet quae et •I Første bewiisning som messedræbere s quot sint accidentia nominis et qui sint modi essentiaies et qui haffwe emodt Christendoms messijs, acoidentales nominis. Et haeo de modis significandi nominis io dicta sufficiant. || amijndelige offijr. CAPUT XXIX Quomodo pronomen dividHur i* modum rdationi* T Hen ny lows offijr, er icke andet, endt legoms twang, oc syndig begærings trengsiii, Gudde-et demonMrationia. PhaV» ''Se bøner, almysse, oc saadantt slag gode gieminger 91. Pronomen significat per modum habitus et quietis, id est : Pe j. theris liige. i» per modum substantiae merae ut dictum est. Et hic est modus significandi per quem omne pronomen est pronomen. Et notan-I Swar. dum quod siout modus significandi per modum communis et modus significandi per modum appropriati evacuant totum D Esse offijr att offfe, ere bwden och befalede alle quidquid est in modo significandi essentiali generali nominis, et mennischir, bode ij thet gamble och ny Testa­ *o sicut ipsi sunt modi essentiaies speciales respectu sui modi gene­ mentt, huar vdafF alle propheter oc theris bøger ere >1 ralis, eodem modo demonstratio et relatio evacuant totum mo­fwlde. Icke kwnne heller saadane offijr giøre then dum significandi essentialem generalem pronominis, et similiter Mal. i. prophetie fyllist somstaar Malachie ij thet første, och essentiaies et speciales sunt respectu sui modi generalis. Unde siger att Herrin scall offrijs paa alle stedher, fra øster sciendum quid sit demonstratio et quid relatio. och till vester eett reentt offijr. H CAPUT XXX •I Fordi messedræbere selffwe tilstaa, at være seg »•> anthen legoms twang, bøner, almysser eller andre De modo significandi demonMralionis. gieminger, tha ere the alle wrene. Oc mange sige 92. Demonstratio est modus notificantis sive demonstrantis endt meer, att inghen gieming er saa godt, att hun rem sub maxima certitudine scilioet ut præsens est. Quod patet [Mja] er iw een dødelig syndt. Men er hwn wreen 1 Dacla) AngUa VlUVJWS1EBTN Paryslis S, HassJa M, dlda F. 6 flcUun) oc een dødelig syndt, hwore kandt hwn tha wære «s •ed add ES.RM.L-7 hac) hoc ESjRM^'^L Ipso UB caata add. N. S no minis| aeqaivocl add. U. 9 nominis1) ad praeaens add. V|UVgN pro prae- Gudt eett reentt oc behaffueligt offijr?. aenU add. M#. 14 quietis] volum add. M, et IndeterminaUe apprehentlonit add. N. 16 tig­niflcandi) veruj add. U vere add. V^N. 19 nominis) quia nihii dimittunt add. SjV,. li CL 1S.1S. Priacianus InsllL gram. XII c. S n. 15 (ed. M. Hertz 1 585, 32-586,1): solara enim substantiam, non etiam qualltatem slgniflcant pronomina. Skrifter af Paulus Helie. IV 1934. Nordlunde. Corpus Philosophorum Danicorum Medii Aevi. IV1961. Bagge. det jo ofte de tungtlastede flerdobbelte noteapparater osv., der har krævet den virkelige indsats af tilrettelægger og trykkeri. Et syns­punkt det ikke altid har været let at fa igennem i komiteen. I de følgende årtier nedlagdes selvsagt meget arbejde i at videreføre de påbegyndte storværker; læseren vil have bemærket, at der un­dertiden er lovliglangt til enden afdem. Linotype'n meldtesig, også i den store ordbog, og afskrifter benyttedes gentagne gange Didot (i mindre grader svær at læse). Baskerville-varianter (blåt der altid er slidt) og Engelsk Antikva (hvorfor dog?) til et par bindstærke og indviklede middelaldersager fra Bagge, nemlig Middelalderens dan­ske Bønnebøger (1-5, 1946-82) og Corpus Philosophorum Danico­ 31 rum MediiAevi(Iff, 1955ff), planlagt til 15 bind. Hertilsluttede sig den Lundensiske klosterregel Consuetudines Lundenses (1978), hvor nogetså uvanligt somet femdobbelt noteapparatmåtte leveres trykkeriet opklæbet. En væsentligdel af titlerne var imidlertid brevsamlinger af digte­re og andre kunstnere fra 19. århundrede, typografisk ret enkle op­gaver. De anlagdes efterhånden beskednere i skriftstørrelse og navnlig linjemellemrum. Særpræget iblandt dem var Martin An­dersen Nexøs Breve (1-3,1969-72), fordi Vald. Pedersen satte dem på meget hvidt papir med sin yndlingsskrift, den mørke Trump. Breve fra og til Christian Winther {l-A,1972, Krohn) var den første af snart fire sådanne udgaver, sat med den nye skrift Aldus og holdt i billigbogsformat; udgiverveteranen Morten Borup og den nye ad­ministrator var uafhængigt af hinanden nået til dette ønske -det er jo bøger, der ofte læses andetsteds end ved skrivebordet. Aldus var og er en god og læselig moderne skrift, men egentlig netop ikke af guldaldertidspræg, som navnet også viser. Senere har Krohn udført endnu en stor opgave med Aldusibly, i dette tilfælde tilrettelagt af Austin Grandjean for Gyldendal: So­phus Claussens Lyrik (1-9:2, 1982-84). Her føres en udvikling til enden: På petitesser nær er værket gennemført i en og samme grad og skydning. Det er svært at finde noter med brødskrift naturlige, selvom man ikke dyrker forgængernes uhyre differentierede valgaf skriftgrader; men til en industrialiseret produktion svarer det jo godt, og udgaven er i samsvar hermed udført som beskårne paper­backs -ikke noget med finkulturel bogopsprætning til firsernes mest omtalte klassiker! Ellers har omstillingen til fotosats naturligvis præget det forløb­ne tiårs udgaver. Simplest sesovergangen ved sammenligning mel­lem deto første af DSLs Præsentationshæfter, småskrifter, der siden 1975 belyser enkeltudgaver eller værkgrupper. De to omtalte, af Erik Dal om Selskabet og af Herluf Nielsen om Diplomatariet, er begge sat hos Poul Kristensen i Herning med vor yndlingsskrift Janson 10/13, men jeg måtte se på nummer2 mere end éngang, før jeg forstod, at de var 'ens'; de ligner meget godt henholdsvis Kelm­ scott og Døves, jfr. ovenfor! Krohn slapgodt fra overgangen fra Pa­ Parabolarnm aro fitaltcrnafltclio: fturavrtema. Sitldtn a fhiflStc bed«. Pr^fuit.i.gulxinafiopT^foniS qafcfi^ ^frdu= ra flt raiom