Appendix: Ode til Typografien AF PABLO NERUDA Oversat af Peer Sibast Illustration af Dan Sterup-Hansen Store alvorlige bogstaver, lodrette, i.1"6116 linjer, knejsende som skibets mast midt på siden fuld af forvirring og rod, algebraiske bodonityper, fuldendte bogstaver, fine som mynder, tilpassede geometriens hvide rektangel, Elzevir-vokaler, prægede af det fine stål i værksteder nær vandet i Flandern, langs Nordens kanaler, ankerets skrifttegn, Aldus-typer, standhaftige som Venedigs havfigur, i hvis modervande kursiven driver om som et hengivent sejl og får alfabetet til at hælde: de oceaniske opdageres vind bøjede for stedse skriftens profil. Fra middelalderens hænder nåede de helt til dine øjne: dette N denne dobbeltform 8 dette J dette R af rum og rødme. Der blev de skabt som var de sprogets tænder, kløer og metalliske hamre. Hvert bogstav udhamrede de, rejste de op, en lille sort statue i hvidt, et blomsterblad eller tankens stjerneklædte grund som tog skikkelse af en vandrig flod som førte til folkenes hav med hele alfabetet og kastede lys over mundingen. Menneskets hjerte og øjne blev fyldt med bogstaver, med budskaber, med ord og vinden, i voldsomme kast eller dvælen, gav stødet til de gale og hellige bøger. Under de nye skrevne pyramider var bogstavet levende, alfabetet glødende, vokalerne, konsonanterne som nikkende blomster. Papirets øjne, som betragtede menneskene og søgte efter deres fornøjelser, deres historie, deres elskov, udbredte den ophobede skat, mens de med ét delte visdommens sindighed ud på bordet som et spil kort, al århundredernes hemmelige humus, sangen, erindringen, oprøret, den blinde lignelse, de blev pludselig frugtbarhed, kornkammer, bogstaver, bogstaver som vandrede og opflammede, bogstaver som drog over havet og sejrede, bogstaver som vækkede og klatrede opad, bogstaver som befriede, bogstaver som fløj gennem luften i dueskikkelse, bogstaver, røde på sneen, skilletegn, veje, bygninger af bogstaver, og Vilion og Berceo, erindringens troubadourer, knap nok skrevet på læder som på krigstromme, de kom til bøgernes rummelige skib, til den søfarende typografi. Men bogstavet var ikke blot skønhed, det var også liv, det var fred for soldaten, det steg ned i minens ensomhed, og minearbejderen læste det usårlige og hemmelige flyveblad, skjulte det i sit gådefulde hjertes folder, og oppe på jorden var han en anden, og hans ord blev et andet. Bogstavet blev moder til de nye faner, bogstaverne frembragte de jordiske stjerner og sangen, den glødende hymne som forener folkene, bogstav føjet til bogstav, fra folk til folk blev grunden lagt til dets klangfulde autoritet som voksede i menneskets strube til sangens klare magt stod fast. Lad mig derfor fejre dig, typografi, i dine rene profilers renhed, i bogstavet O's fiole, i det græske Y's kølige vase, i Q'et i Quevedo (hvordan kunne min poesi passere dette bogstav uden at føle den døende vismands ældgamle kuldegysning?). i den mang­mangfoldige lilje i V'et i Vitoire, i E'et med trinene at klatre til himlen ad, i Z'et med dets lynansigt, i det orange P. Elskede, jeg elsker dit hårs bogstaver, dit bliks U, din taljes S. I det unge forårs løv skinner det diamantklare alfabet, smaragderne skriver dit navn med dugfriske initialer. Du min elskede, dit viltre hår, uudgrundeligt som urskov og ordbog, indhyller mig med sit røde sprogs hele fylde. I alt, i ormens spor kan man læse, i rosen kan man læse, rødderne er fulde af bogstaver som skovens fugtighed har krummet, og på himlen over Isla Negra, om natten, læser jeg, læser jeg på kystens kolde firmament, intensivt og klart af skønhed som det strækker sig vidt med store og bittesmå stjerner og iskolde diamantråb, jeg læser, læser i natten over det sydlige Chile, fortabt i himlens himmelske ensomheder, som i en bog læser jeg alle eventyrene, og i græsset læser jeg, læser den landlige jords grønne, sandgule typografi, jeg læser skibene, ansigterne og hænderne, jeg læser dit hjerte hvor dit navns provinsielle initial og mit navns klippeskær lever flettet ind i hinanden. Jeg læser din pande, ^ læser dit hår, og i jasminen lader de skjulte bogstaver det uophørlige forår spire, indtil jeg tyder kronvalmuens interpunktion og sommerens skarlagensrøde bogstav: de er min sangs nøjagtige blomster. Men når skriften udfolder sit rosenbed, bogstavet sin sande havekunst, når du læser de gamle og de nye ord, alle sandhederne og udforskningerne, da be'r jeg dig om en tanke for ham som ordner dem og stiller dem op, for ham som gør matricen klar, bogtrykkeren med sin lampe, han der ­ som en styrmand ­ på sprogets bølger styrer vindene og skummet, mørket og stjernerne i bogen: Menneske 0gstål HO endnu engang forenet mod mysteriets nattevinge, sejlende, gennemborende, komponerende. Typografi, jeg er kun en digter, og du er fornuftens blomstrende leg, intelligensens løbere i bevægelse. Du bli'r ikke træt om natten eller om vinteren, du kredser gennem årerne i vor anatomi, og hvis du hviler i flugten en eller anden nat eller under en strejke, af udmattelse eller midt i en ombrydning, da sænker du dig atter ned på bogen eller avisen som fuglene på reden. Du vender tilbage til systemet, til forstandens endegyldige orden. Bogstaver, bliv ved med at falde som en punktlig regn på min vej. Bogstaver af alt det som lever og dør, bogstaver af lys, af måne, af stilhed og vand, jeg elsker jer, og i jer erobrer jeg ikke blot tanken og kampen, men også jeres daggry, jeres tanker og lyde: den prægtige aftens A tårnets og tungens T og M'et som dit navn af morgenrøde.