ANMELDELSER 
Erik Ellegaard Frederiksen 
Bogens Funktion og Æstetik 
Christian Ejlers' Forlag 
Der gaar lang tid mellem udgivelsen af egentlige lærebøger om den kunst at tilrettelægge bøger. 
Det kan skyldes, at der ikke er tilstrækkeligt stort købende publi­kum til bøger af den slags. Det kan ogsaa skyldes at der ikke er kompe­tente forfattere til at skrivedem. 
Det giver bl.a. den vanskelighed, at det ikke umiddelbart lader sig gøre at sammenligne de tilgængelige bøger af slagsen. Det grundlag, især af teknisk art, som de skrives paa, forandrer sig gennemgribende i lø­bet af kort tid. Selvom en ændret teknik ikke nødvendigvis behøver at paavirke bogens funktioner som brugsgenstand, medfører ændrin­gerne almindeligvis, at ogsaa det formgivningsmæssige indhold revi­deres kraftigt. Bogens udformning er paa virkelig af modens bevægelser. 
Saa meget mere vanskeligt og an­svarsfuldt er det at skrive en lærebog om emnet. I lærebogen skulle man helst naa om bag ved modens for­gængeligheder, for at kunne kort­lægge baade de sande funktioner og virkefelterne for den kunstneriske indsats. 
Der er ganske faa fagfolk i Dan­mark, der ville være istand til at samle traadene i bogtilrettelægge­
rens mangesidige arbejde og frem­stille det detaljerede samspil af over­vejelser og krav, af funktion og visi­on, af næsten utallige følsomme vir­kemidler, som er bogtilrettelægge­rens produkt. Erik Ellegaard Frede­riksen er ganske givet en af de bog­tilrettelæggere i Danmark, der gen­nem en lang og produktiv karriere har haft rigest mulighed for at gen­nemprøve næsten enhver tænkelig løsning. Samtidig er Ellegaard Fre­deriksen kendt som en tilbageven­dende kommentator baade i faglige og almene anliggender, og dette sammen med hans mangeaarige vir­ke som underviser paa Den Grafiske Højskoles kursus for tilrettelæggere, skulle give ham alle forudsætninger for at kunne formidle sit fag, oplagt ogsaa i bogform. 
Det er over 25 aar siden Ellegaard Frederiksens Bogens Æstetik og Funktion, Vejledning i bogtilretteLeg­ning, udkom i sin første udgave. 
Den 2. reviderede udgave fortæl­ler ved første blik, hvor meget der er sket i perioden siden førsteudgaven. Ikke mindst i udstyr adskiller de to bøger sig fra hinanden. Den ny ud­gave giver, meget gennem sin form, indtryk af at være mere populært lagt an. Hvor førsteudgaven syntes at henvende sig til stræbsomme folk af faget, typografer der ønskede at dygtiggøre sig, saa opleves 2. udg. møntet paa et lidt mere blandet pu­blikum af kultiverede forlagsredak­tører, som værdsætter et dannet bon mot, af forfattere og til en vis grad udøvende grafikere. 
Ligesom førsteudgaven følger den ny udgave i store træk en logisk konsekvens fra manuskriptets ud­formning til tilrettelæggerens sidste indsats i forbindelse med indbindin­gen. I løbet af bogens 116 sider naar forfatteren da ogsaa igennem næsten enhver relevant problemstilling, be­lyst ved en strøm af eksempler og beskrevet i et letforstaaeligt, lidt springende sprog. 
Placeringen af et Beatrice Warde­citat (Typography is the intelligent use of type) i rubrikskriftgrad over­for forordet anslaar straks den gen­nemgaaende tone af behagelig dan­nethed. 
Bogens første del beskæftiger sig med produktionens forberedelse, samarbejdet mellem forfatter, re­daktør og tilrettelægger, herunder et lille afsnit om bøger paa skrivema­skine. 
Det er oplagt hensigtsmæssigt, og fra forlags-og tilrettelæggersyns­punkt sympatisk, at Ellegaard Fre­deriksen her lægger op til at der stilles større krav til forfatteren ved manuskriptets udarbejdelse. Forfat­teren skal lære at tænke i mediet, som det hedder paa nutidsdansk. 
Erik Ellegaard Frederiksen rede­gør bredt for de tre parters indleden­de opgaver, markering af rubrikker, konsekvensrettelse, klargøring af bil­ledmaterialet. Det undrer lidt at man her, under et generel præget afsnit, grundigt behandler beskæring og beregning af billedstørrelser, og ikke i sammenhæng med den egentlige tekst om illustrerede bøger. 
Afsnittet 'Bogens helhed' handler om tilrettelæggerens maalsætning: at kalde forfatterens hensigt og bud­skab klarest muligt frem, og klarest muligt at henvende sig til den rigtige læsergruppe. 
Tilrettelæggeren har nu gennem­gaaet manuskript og billedmateriale, og Ellegaard Frederiksen skriver vi­dere: 'Nu begynder der at opstaa et billede af, hvordan den færdige bog skal se ud . .. Den erfarne tager bø­ger ned fra sin reol. Overvejer for­mat og skønner om tykkelsen...' Hvad gør den mindre erfarne, der maa nøjes med at slaa op i en vejled­ning i bogtilrettelægning? 
I afsnittet opfordres tilrettelægge­ren til at spørge: Hvem skal benytte denne bog? Hvad skal den bruges til etc. Maaske af frygt for at anvise for færdige løsninger, udebliver hjælpen til at forbinde de mange svar paa disse spørgsmål med den éne løsning der er den rigtige. Der savnes skitser til valgmulighederne, beskrivelse af genrerne, hjælp til visioner. 
Hvis intentioner og emne lægger op til hurtig læsning, hvis den line­ære fremstilling er vigtig etc, hvil­ken bogtype lægges der op til. Kan tilrettelæggeren komme i den situa­tion at han skal tvinge læseren til at sagtne farten, og kan det kombine­res med forsvarlig, læseegnet sats. 
'Arbejdsgangen' er en kort over­sigt over hele produktionsforløbet: 
50 Valg af skrift 
Skrift ogpapir. Bogtryk 
Ganske vist erhøjtrykket på vej ud. 
Men dennegennemgang giverde hi­
storiske forudsætninger,som også er 
nødvendige til forståelseaf fotosat­
sens problemer. 
En skrift kan i højtryk helt for­
vrænges ved at blive trykt pået for­
kert papir, der til gengæld kan berø­
ves sineegenskaber ved anvendelseaf 
uegnet skrift. 
For atforstå dettesamspil eren 
kort historisk redegørelse nødvendig. 
Historiske skrifter 
Indtil 1800-tallet havde man udeluk­kende håndgjort papir med ruover­flade til rådighed.Skriften målte der­for indfarvesstærkt og presseskraf­tigt mod det i forvejen fugtede papir. Ved skæringaf matricer tog mandet­te forhold i betragtningog udførte skrifterne tyndereend det færdige billede, man ønskede at opnå. 
Først på Baskervilles tid(omkring 1750) forsøgte man vedvarmepræg­ning at opnå en glattere overflade, blandt andetfor at kunne trykke træ­stik (xylografi). 
Sidst kom empireskrifterne, men endnu på dentid have man ikke mu­lighed for atglitte så stærktsom i dag. Man skar derfor stadig hårstregerne noget tyndere end de villefremkom­me i detendelige tryk,dog uden at den tilsigtede fed-fine virkning for­
svandt. 
Kravene i højtryk 
Ældre antikva på blødt, sugende, uglit­
tet papir med kraftigt tryk 
Overgangsformeme på hårdt, matglittet 
papir med normalt til hårdt tryk 
Empiresknfter på matglittet papir med 
normalt tryk. 
Mere tidløseskrifter 
Af mere tidløseskrifter kan nævnes 
Plantin Century Schoolbook 
der erspecielt tegnet til glittedeover­flader ogpå dissegiver den styrke, som de fleste skriftersavner på kride­ret papir. 
Times Times 
egner sigtil de fleste papirer, men skifter karakter efteroverflade og farveføring. Kan dog virkeudpint på krideret papir. 
Dette er blot nogletypiske eksempler, hvorfra man kandrage paralleller til andre skrifteraf lignende karakter. 

fglel 

Tidlig gammelantikva. Nyteg­mtig efter NicolasJensens veneti­iinske antikva fra 1470. Den skrå penneføring er tydelig. 
Mlj 

Typisk gammelantikva. Benyttet først af Aldus Manutius 1495. Det førende snit indtilca 1760 
Skrå penneføring 
fgld 
Overgangsform. Baskervilles an­tikva fra 1751. Foregriber den senereempirestil. Lodret penne­føring. 


jW/i 
Nyantikva. Har lodret virkning og tynde hårstreger Findes 1 Frankrig 1698. opnår sin fuld­endte formomkring 1785. 

tilrettelæggerens planlægning. Paa udmærket vis beskrives her en ræk­kefølge gennem indledende overve­jelser, arbejdstegning og prøvesats, korrekturer, ombrydning osv. Det undrer i dette afsnit at finde den detaljerede checkliste for skriftval­get, som til gengæld maa savnes under afsnittet 'Valgaf skrift'. 
Næste del 'Den skære sats' starter med temaet læselighed, hvor det glimrende beskrives, hvor sart og paavirkelig læseprocessen er. Paa de følgende sider gennemgaas meget nuanceret og oplysende alle relevan­te problemer omkring satsbehand­lingen. Afsnittet 'Skriftstyrke' viser og forklarer udviklingen og svækkel­sen af skriftbilledet fra den paagæl­dende skrifts originale bogtrykudga­ve over maskinsatsversionerne, til fotosats. 
Afstand mellem bogstaver indbyr­des, mellem ord, linieafstand og li­
87 


nielængde behandles grundigt og eksempliceres, skrifter og varieren­de løsninger sammenlignes og vur­deres. Ind imellem efterlades det lidt uheldige indtryk, at forskelligeskrif­ters egenart og egnethed er i den grad underordnet satsbehandlingen, at den ene kan være ligesaa god som den anden, naar blot skydningen øges. 
Efter udemærkede ord om papi­rets indvirkning paa læseligheden, trykfarve og farveføring bringes om­fattende illustreret, kommenterede satsregler og gennem disse afsnit op­fylder bogen nogle vigtige behov for regelsæt i haandbogsform, ogsaa for fagfolk. Herefter behandles ogsaa særlige satstyper, som digte, skue­spil m.v. 
Efter endnu et afsnit, om ombryd­ning, paa et sted hvor den omhygge­lige gennemgang af skriftens almene egenskaber og satsbehandlingen er lagt bag os, forbavser forfatteren. Her bringes nemlig kapitlet 'Valg af skrift', som man ville vente at finde inden eller i tilknytning til satsbe­handlingen. Nu kommer mange op­lysninger til at svæve i et uklart lys, hvor skriftens egenskaber, karaktér, stil og satsregler burde have belyst hinanden. 
Under kapiteloverskriften 'Bo­gens opbygning' læggesfor med ark­formater og falsning og derefter gen­nemgaas bogtyperne. Den uillustre­rede bog forklares, med formater, kolumneforhold, marginer etc. med udemærkede eksempler. 
I forbindelse med en kort gen­nemgang af den fotografisk illustre­rede bog, bringes som illustration 8 forskellige eksempler paa billedpla­cering, vist med graa rasterfelter. Det er et paafaldende frodigt udvalg af muligheder, med meget beskeden argumentation. Her savner man en kort beskrivelse dels af det billed­indhold, der taler overbevisende for pludseligt udfaldende illustrationer, dels af vigtigheden af den aflæs­ningsretning, som midt i billedstof­fet, skal fastholdes. 
Efter afsnittet om den kunstnerisk illustrerede bog og om brug af stil­træk fra tidligere tiders typografi, beskrives plancheværker, fag-og læ­rebøger og andre særlig bogtyper. 
Ellegaard Frederiksen videregiver med begejstring svenskeren Sven Lidmans version af leksivisualisering i fagbøger, desværre uden antydning af advarsel. 
De opvoksende aargange af kon­centrationssvage skoleelever kender det problem at skulle opleve samling paa indholdet, paa spraglede og uro­lige sider med spredte tekststumper, tegninger, fotografier, grafer og pile. Den tegneserieinspirerede lærebogs­opsætning har sikkert uudnyttede positive muligheder, men kræver stor disciplin. 
Under titlen 'Udenværkerne' gi­ver Ellegaard Frederiksen en eksem­pelsamling til udarbejdelsen af titel­ark m.v. og oplæg til indholdsfor­tegnelse fra hans egen produktion. 
Bogens sidste kapitel hedder 'Færdiggørelsen' og gennemgaar ud­formning af omslag og indbinding. De viste løsninger er overvejende fra forfatterens egen produktion og gi­ver et godt samlet billede af proble­matikken. Der savnes maaske et eksempel paa egentligt samarbejde mellem tilrettelægger og billed­kunstner. Mange nutidige bogom­slag viser vanskelighederne omkring det at sammenpasse f.eks et levende malerisk udtryk med en typografisk opsætning. 

Forfatterens slutbemærkning gen­tager forordet med ordene, at læse­lighed og overskuelighed er en vigtig forudsætning for god typografi. Ud fra dette krav lader Ellegaard Frede­riksens bog meget tilbage at ønske. I sin form er den uhyre krævende læsning. Den manglende sondring mellem illustration og brødtekst, og den deraf følgende konstante sprin­gen mellem satsformater, grader 
m.v. i brødteksten, trætter og gør det vanskeligt at fastholde budska­bet. 
Indledningens prætentiøse Beatri­ce Warde-citat kunne erstattes af: Gør hvad jeg siger, ikke hvad jeg gør. 
Men ogsaa indholdsmæssigt er helhedsindtrykket meget springen­de. En uheldig opsplitning af visse emner er allerede nævnt. Ogsaa ba­lancegangen mellem de visuelle og tekniske bevæggrunde er usikker. Paa den ene side forbindes skriftval­get omhyggeligt med sats-og tryk­tekniske forhold. Paa den anden side har stikordsregisteret, som fylder en side, tre indgange til ordet kolofon, men ingen til fiberretning eller ba­neretning. 
I 1955 var der ikke saa meget tvivl om hvad en bog var. De grafiske haandværkere havde tradition og disciplin, og en teknik, der havde en vis regulerende virkning paa udtryk­ket. 
I 1980'erne kan det ikke se saa enkelt ud for nybegyndere. Udbudet af og variationen i de eksisterende løsninger er kolossalt. Befolkningen serfjernsynoglæser tegneserier. Sam­tidig er der ikke længere de samme stramme tøjler i form af tekniske begrænsninger, alt kan tilsyneladen­de lade sig gøre og papiret er mere taalmodigt end nogensinde. 
Disse omstændigheder stiller sto­re krav til vejledere i faget. Man bliver uundgaaeligt stillet overfor spørgs­målet: Skal man i bogen forsøge at overbyde TV og formiddagspressen i spraglet udstyr, eller skal man net­op rendyrke og styrke bogens særli­ge formidlingsform. 
Erik Ellegaard Frederiksens gen­nemgang af tilrettelæggerens store arbejdsopgave slutter med ordene: Og hermed er bogen færdig til at gaa ud i boghandelen. 
De sidste ord burde have været en opfordring til efterprøvning af resul­tatet. Efterprøvning er den vigtigste forudsætning for en god typografi, ogsaa fremover. 
P.P.P. 

Erik Dal 
Dansk provinshogtryk 
gennem 500 år. 
Bogtrykkerbladets Forlag 1982. 

500-året for trykningen af den før­ste bog i Danmark markeredes i 1982 på forskellig vis. Dansk Pro­vins Bogtrykkerforening fejrede ju­bilæet med udsendelsen af den første samlede fremstilling af de danske provinsbogtrykkeriers historie skre­vet af vor største kapacitet på boghi­storiens område, Erik Dal. 
Bogen er efter sin intention et oversigtsværk, men i kraft af Erik Dals omfattende viden og forskning inden for emnet indeholder den 
jævnsides med kendt materiale en del ikke kendt stof. Som kilde for fremstillingen har Dal nemlig ud­over den trykte litteratur af ældre og nyere dato inddraget, dels den af ham selv planlagte og redigerede ­men endnu utrykte -Bibliografi over danske Provinstryk indtil 1830, udarbejdet på Det kongelige Bibliotek af bibliotekar Grethe Lar­sen, og dels en række hovedopgaver i Danmarks Biblioteksskoles biblio­tek, udarbejdet af studerende, mens han var fagleder i bogvæsen 1967­
74. Endelig har han til tiden efter 1830 som hovedkilder for fremstil­lingen benyttet Det kongelige Bi­blioteks pligtafleveringsprotokoller og de af biblioteket udgivne årsbe­retninger. 
I elleve kapitler berettes om 500 års lang og brydsom fremgang for de danske provinsbogtrykkerier, fra Jo­han Sneils indsats i Odense 1482 og den første periodes vandrende bog­trykkere over de følgende århundre­ders spredte initiativer til den nyere og nyeste tids etablerede bogtrykke­rier. 
Et blik på bogens fyldige ind­holdsfortegnelse giver indtryk af stoffets disponering. Om den ældste tid eller rettere de første 250 år berettes i tre kapitler. I denne peri­ode, hvor København som hoved­stad er brændpunkt for åndslivet og dermed for bogtrykket, er der, bort­set fra reformationstiden, i provin­sen kun tale om enkelte isolerede initiativer. 
Det ligger i sagens natur, at tyng­depunktet i fremstillingen er tiden efter 1731, hvor etableringen af trykkerier i de vigtigste provinsbyer for alvor finder sted. Perioden efter 1731 optager da også ca. totrediedele af bogen. På grund af kildernes for­skellige mængde er de enkelte peri­oder nødvendigvis behandlet uens­artet. I tiden 1731-80 kan således alle de nye provinsbogtrykkerier omtales indgående, mens dette på grund af stoffets vækst opgives i de følgende perioder. 
For alle væsentlige sider af fagets 
historie gøres der -i det omfang 
kilderne tillader det -behørigt og 
præcist rede: bogtrykkernes økono­
mi, antallet af bevarede tryk og be­
tydningen af en brødartikel -en avis 
-arten af deres produktion, deres kunder og deres bogudstyr. I det 

følgende skal blot fremdrages nogle enkeltheder. 
Det indledende kapitel afsluttes med et skema over bogtitler op til 1540, opstillet på grundlag af Lau­ritz Nielsens 'Dansk Bibliografi 1482-1550' (1919), hvormed Dal gi­ver et instruktivt overblik over for­delingen af periodens kendte tryk på trykkere i provins og hovedstad og trykkernes vandring fra sted til sted. 
Gamle og nye trykkesteder i peri­oden 1781-1830 fastholdes på en overskuelig måde i en oversigt s. 71, ligesom der s. 103 gives en oplysen­de tidstavle over de tre gamle Oden­sefirmaer 1731-1980. 
Med et skema (s. 117) over skud­årenes pligtaflevering 1864-1900 ud­draget af Det kongelige Biblioteks årsberetninger demonstrerer Dal på overbevisende måde tryksagspro­duktionens vækst i denne periode. 
For de sidste 50 års vedkommen­de, tiden 1933-82, lægges i udstrakt grad Foreningen for Boghaandværks årlige bogudvælgelser til grund. Herudfra dokumenteres provins­bogtrykkernes stigende betydning, og man får et klart indtryk af, hvor­ledes de fra nærmest at være til glæde for kunder i by og opland med nyhedsspredning, lokal kommuni­kation, underholdning etc., idag og­så eksporterer deres tekniske og bogæstetiske kunnen til resten af landet. 
At bogtrykfagets historie på for­træffelig måde sættes i relation til den almindelige historiske og sam­
fundsmæssige udvikling i Danmark, 
er måske selvfølgeligt for den der 
kender forfatteren, men bør dog 
nævnes. 
Bogen er rigt forsynet med illu­strationer, hvis fyldige billedstekster indeholder et væld af instruktive ty­pografiske og æstetiske informati­oner, undertiden krydret med en underfundig humor, således billed­teksten s. 104 til 'Love for Forenin­gen til Sparsommelighedens Frem­me i Baag Herred': 'Foreningens formål synes anslået i valget af skrift til hovedliniens typografi såvelsom i beskæringen'. 
Med denne letlæselige, men me­get givende oversigt over de danske provinsbogtrykkeriers historie har Dal givet en grundig og underhol­dende skildring af en side af dansk kultur-og erhvervshistorie. Samti­dig er dens bibliografi, noter og regi­ster en fortræffelig introduktion for den der vil arbejde videre med em­net eller sider deraf. Den eneste kritiske bemærkning, anmelderen er i stand til at mobilisere, gælder no­ten til s. 57; det nævnte boghandler­firma i Haderslev førte 1965 ved samme forfatter de 165 år ajour til 200 år. Hvormed selvfølgelig ikke er sagt, at bogen om de danske pro­vinsbogtryk ikke tilfulde opfylder den intention, Paul Rosendahl ud­trykker i forordet, at være et kær­komment supplement til Lauritz Nielsens Den danske Bog. Den er både detteog meget mere. 
INGRID ILSØE 

NEKROLOG 


Tegnereo, designeren Ebbe Sadohn, maleren, grafikeren Mogens Zieler, litografen Verner Permild og bogbin­dermester Bent Andrée er alle fire døde indenfor det sidste halvaar og det har gjort et stort indtryk at have mistet disse fire personligheder, med deres særlige tilknytning til dansk bogkunst. 
Det er vanskeligt at forestille sig, at mennesker, der efterlader sig saa forskellige præg paa verden, kan ha­ve meget til fælles. Ikke desto min­dre var de fælles om en stor indsats for danske bøgers skønhed og kvali­tet, og om kærligheden til den gode bog. Deres død indenfor det samme korte tidsrum giver et uventet fælles­skab paa tværs af forskellene, og bringer dem sammen i dissespalter. 
Sadolin var født aar 1900. 

Han kom paa Kunstakademiet i 1918 og derfra ud til et vidstrakt og varieret virkefelt, med marionetthe­ater, keramisk formgivning og møb­ler som hovedvægten i hans produk­tions begyndelse. 
Først i 30'erne blev det overvejen­de tegning, illustration og bogen, der fik hans indsats. Et af de første karakteristiske eksempler paa den Sadolinske streg er bogen om Frede­riksberg. En fin, lys to-spaltet sats i behersket samspil med Sadolins streg-tegninger, med en enkel staffa­gefarve. Bogens helhedsindtryk er stadig et sympatisk eksempel paa sparsommelighed og fin kultur. 
Sadolin paatog sig hvervet som Bogvennens redaktør i 1934 og sam­tidig med sin personlige produktion, blev han herigennem, og i Grafisk Cirkel, aksen i et frugtbart samar­bejde mellem billedkunstnere, for­fattere og bogtrykkere. 
Sadolin skabte omkring sig og sit arbejde en stemning af venlig ro og uforstyrrelighed. Lige til det sidste strakte han sin horisont langt ud i verden, som rejsemenneske, med mange oplevelser paa nethinden, og samtidig med tryg forankring paa sit Frederiksberg. 
Ogsaa Mogens Zieler naaede i sit liv at bevæge sig langt væk fra det officershjem, der var hans udgangs­punkt. 
Han var født 1905, blev elev paa Harald Giersings malerskole (1926), hos Karl Larsen og kom ogsaa ind paa Kunstakademiet, paa Grafisk Skole og freskoskolen. I gennem he­le sit liv lykkedes det ham at arbejde vekslende med disse krævende om­raader: staffeli-maleriet, store ud­smykningsarbejder, og tegning og grafik, ikke mindst i tilknytning til bog og typografi. 
Mogens Zielers maleri var især i de første aar præget af dybe enkle farver, jordfarver, sorte og graa, og et spil mellem dybe, stærke flader, ornamentale linier og kantede kon­turer. 
Bredest kendt blev Zieler for sine 
arbejder som grafiker. 

aUaanen rg belit 
En Olding saa en døtl Mand, paa hvis Ansigt Maanen skinnede. Han samlede alle Dyrene omkring sig og sagde; »Hvem af Jer kan bringe den dode Mand og Maanen velbe­holden over Flodens t 
To Skildpaddermeldte sigstrakv Dencnc,som havdelange Ben, greb Maanen og bragteden velbeholden i Land pa den modsatte Bred. Den anden, som kun havde korte Ben, druk­nede undervejs og gik til Bunds i Floden med den (kule. 
Det er derfor, Maanen hver Atten lyser paa Himlen, me­dens det dode Menneske aldrig niere vender tilbage 

Mogens Zieler: Opslag fra Kjersmeier, Afrikansk Negerdigtning, 1948. 
Han besad et naturligt talent for haandtere skrift, og kunne faa sin tegnede skrift til at balancere paa den haarfine grænse mellem den me­get personlige, fri udtryksfuldhed, og den velfungerende, saa at sige professionelle skrifttegning. 
Fra 40'erne og frem illustrerede han en lang række bøger, hvor han med kunstnerisk slagkraft og næsten trodsigt humør, satte et flot og per­sonligt stempel paa den danske bog. 
I bøgerne brugte han sin streg, baade i skrift og tegning, netop som et djærvt og sort stempel, der særlig smukt komplementerede eksotisk digtning. Han satte sit præg paa de store sagn Gilgamesh og Sakuntala, med stoffet fra hans rejser i det fjerne østen, og Afrikansk neger­digtning gav ham værdigt modspil. 
Zieler var et meget udadvendt menneske, han tog stærkt del i de kollegiale forsamlinger og var glad ved at skabe fest og humør omkring sig. Han var ikke bange for at klov­ne, og tiden vil vise at humør og sækkepibespil ikke tog kraften fra hans kunstneriske arbejder. 
Ebbe Sadolin og Mogens Zieler var billedkunstnere, der gav sig i kast med brugskunst og haandværk. Bent Andrée og Verner Permild var haandværkere, der tog billedkun­sten ind i deres arbejde, uprætensi­øst og professionelt. 
Bent Andrée (f. 1919) blev udlært med sølvmedaille hos bogbinder Juul-Lassen i 1939, og var fra star­ten en af de meget lovende bogbin­
Bent André: Helbind i skindpaalægning med guld. 
dere. Efter nogle aar der bl.a. ind­bragte et par medailler fra Teknisk Selskab, blev han i 1946 selvstændig sammen med Erik B. Thomsen, og gjorde sig i disse aar bemærket ved enkle og elegante bogbind, som pla­cerede ham blandt de bedste. 
I 1951 begyndte han at virke som lærer ved bogbinderskolen. Sidelø­bende drev han fra 1953 Anker Ky­sters Eftf., som han overtog efter Henrik Park, som det aar rejste til Sverige. Andrée kunne fuldt leve op til firmaets særlige omdømme og fastholdt og udbyggede dets status, som leverandør af det finere forlags­arbejde, med mange fremragende solobind indimellem. 
Bent Andrée var mesterlig i sine diskrete bind, som udstraalede for­nem kvalitet. Gennem sit arbejde, bl.a. paa Bogbinderskolen, satte han yngre bogbindere paa sporet af den­ne fine kvalitet, samtidig med at han til stadighed, ogsaa senere gennem HP-klubben, opkaldt efter Henrik Park, fik inspiration og fornyelse. 
Han var baade specialist, og en kunstner paa sit felt. Midt i hans diskrete mesterskab, var det en for­nøjelse, at se de pludselige glimt af begejstring, ved den rigtige løsning eller det frapperende materialevalg. 
For litografen Verner Permild var begejstringen den næsten uudtøm­melige kraftkilde, som skabte en tryllekreds omkring Permilds arbej­de. Verner Permild blev udlært hos Andreasen og Lachmann i 1943 og fire aar senere var han medstifter af 

firmaet Permild & Rosengreen. I en 
periode var han desuden underviser 
på Kunstakademiets grafiske skole. 
I sin virksomhed skabte han den atmosfære som tiltrak en lang række kunstnere, baade danske og uden­landske, og hvor han selv ikke blot var teknikeren der lod kunstnerens arbejde passere gennem maskineri­et, men aktiv fødselshjælper, der lærte kunstnerne at udnytte litogra­fiet til dets yderste grænser. 
Den begejstring han selv følte ved de kunstneriske oplevelser blev givet videre, baade til den skabende kunstner og til det nydende publi­kum. 
Ved siden af en imponerende ar­bejdsindsats i firmaets grafiske pro­duktion, havde Permild overskud til at virke i de faglige organisationer ligefra hvervet som oldermand i re­prolauget, aktiv i de faglige uddan­nelser, i svendeprøvekommissionen, til en stor indsats i foreningen for Boghaandværk. 
Tabet af disse 4 opleves næsten som et vendepunkt, noget der be­fordrer eftertanke. Faget og verden kan ikke være upaavirket. 
Det, der for nutiden vil kendeteg­ne aargangene Sadolin og Zieler, Andrée og Permild paa højden af deres faglige og kunstneriske ydeev­ne, er det direkte møde mellem de skabende fagomraader, kunstnerens og haandværkerens, og den inspira­tionens energi det gav. 
Nutiden har mistet dette møde, nu indgaar bogtilrettelæggeren, i mange tilfælde som diplomaten, der taler flere sprog og kan berolige baade den grafiske haandværker og kunstneren. 
Det er der maaske blevet en mere stabil produktion ud af, men de store oplevelser, hvor forskellige krav og temperamenter mødes i overraskende synthese, dem er der blevet langt imellem. 
P.P.P. 

BOGVENNEN 1983 er sat med Plantin efter redaktionens typografiske an­visninger og trykt hos Langkjærs BogtrykkeriOffset I/S paa Tonet Offset 202 fra De Forenede Papirfabrikker. Reproduktioner udført af Bernhard Mid­delboes Reproduktionsanstalt. Bogbinding: Harry Fløistrup's Bogbinderi. 
ISBN: 87 7241976 8