Henri Matisse som bogkunstner AF ULRIK FRIIS MØLLER Kunsthandleren og forlæggeren Ambroise Vollard satte i be­gyndelsen af århundredet en betragtelig norm for kunstnerisk illustrerede bøger, og det kunne udfra en kvalitetsmæssig betragtning udmærket have været ham, som forelagde de første bøger med illustrationer af Henri Matisse, ligesom han inden sin død i 1939 nåede at udgive flere værker illustrerede af Matisse's samtidige. Havde han fået tanken for sent, eller havde hverken han eller andre fået den tanke, at Matisse's billedkunst kunne berige et bogværk, så beskæftigede den unge svejtsiske forlægger Albert Skira sig med ideen i den grad, at han i 1930 rettede henvendelse til kunstneren om illustrering til en udgave med digte af Stéphane Mailarmé. Henvendelsen fik vidtrækkende betydning ikke alene for Henri Matisse's kunstneriske udfoldelse, men også for den franske bog som sådan. Havde den i de foregående årtier opvist forbløffende resultater, kunne den ved Matisse's medvirken og med udgangspunkt i Stéphane Mallarmé's 'Poésies', som lå færdig i 1932, føje en række værker til blandt de rigeste og mest originale. I årene forud for henvendelsen indskrænkede Matisse's boglige bidrag sig til en portrætfrontispice tegnet og reproduce­ret i Louis Thomas bog om Andre Rouveyre fra 1912, et litografi efter et maleri af Cezanne til Bernheim-Jeunes Cezan­nebog fra 1914 samt en radering til antologien 'Tableaux Paris' redigeret af Francis Carco fra 1927, og endelig nævnt det store bidrag på fem tegninger reproducerede i Pierre Reverdy's digtbog 'Les jockeys camouflés' fra 1918. Bogen er bemærkelsesværdig. Ifølge Alfred H. Barr's biblio­grafi i Matisse. His Art and His Public' kom den i to oplag indenfor samme år, først trykt hos Paul Birault i 105 eksempla­ 35 rer, dernæst trykt senere på året hos den nu berømte kunstner og typograf Francois Bernouard, og udsendt på hans forlag 'A la Belle Edition' i 1918. I Kobberstiksamlingens eksemplar fra sidstnævnte oplag møder der os en på samme tid klassisk og eksperimenterende bogform. Den rundhåndede symmetri, som er typisk for Francois Bernouard, og som han holdt ved til det sidste, bortset fra periodiske indsatser af semidadaistisk karak­tér, repræsenterer det klassiske, mens den i forskellige kulører trykte sats tilsammen med karakteren af Matisse's illustrering i form af tegninger, blot sammenstillede med digtene efter antologiprincip virkende som selvstændige, ligeværdige digte i streg, har eksperimentets væsen. I Matisse's egen redegørelse for sit arbejde med bøger 'Sådan laver jeg mine bøger' nævner han Mallarmé's 'Poésies' som sin første bog, hvilket giver os et fingerpeg om den ringe grad af indflydelse, han sandsynligvis har haft på udformningen af 'Les jockeys camouflés', som efter alt at dømme er blevet til på initiativ af Pierre Reverdy og planlagt af denne i samarbejde med Francois Bernouard. Råder der uklarhed om rækkevidden af den indflydelse. Matisse har haft på formgivningen af denne bog, hvis han overhovedet har haft nogen, så hersker der til gengæld fuld klarhed over graden af det engagement, han lagde for dagen, da han komponerede og illustrerede Mailarmés 'Poésies', der som nævnt udkom to år efter Albert Skiras opfordring. Den er i et og alt et stort værk, på en gang gennemreflekteret og fuld af improvisation, og dens form repræsenterer den enkle og klare opfattelse. Matisse aldrig fraveg som ideal. I det nævnte stykke 'Sådan laver jeg mine bøger giver Matisse udtryk for det problem, der har været det vigtigste i dette værk som i de følgende, nemlig balancen og dermed kontrasten imellem det lovbundne — repræsenteret ved satsens praktiske karakter — og det frie grafiske billedudtryk. Han opfatter skriften i denne bog som mørk og lader sine lyse raderinger »stråle« udover over sidens format næsten til papi­ rets kant. Fatusa entre etle-méme & notre chant crédale; Et de faire, attssi battt que t'amour se modult, Éianomr du son/f ordinatre de dos Qu de flam par sums am mes reysrds etos, Une sonore, vaine ir monotone ligne. Tåche dont, inffmment du fmta, 6 maligne Syrmx, de refteunr aux lacs oa tu m'attendsl Mor, de ma rumeur /in, ;e vais parler Imgtemps Da déeesa; ir par d'idoUrrei petnturu, A leur omhre enleter ene are du cetntura : Atnsi, quand det ratsins j'ai stué la clarti, Pour hanntr an regret par ma feinte harte, Rjeur, j'tlive au ciei etété la grappe vide Et, soufflant dans su peaux lumineasee, avide Vivreue, jusqu 'au soir je regarde au travers. O nympixs, regonflens da SOUVENIRS di veri. 'Mon æil. troiunt les joncs, dardait chaquc encolure " ImmorteUc, qui noK cn l'onde sa brulurt » Avcc un cn dc rage au del de la forét; »Et le splendide barn de cheveux disparak » Dans les curies et les frissons, 6 picrrerics! » J accours; quand, i mes pieds, s'entrejoignent (meurtries LE TOMBEAU D EDGAR POE lel qu'en Lai-méme enfm l'étemité le chance, Le Paete suscite avec un glane nu Son stick épeuvanté de n'avoir pas connu Que la mort triomphait dans cette voix (trange! Ti Ettx, comme un vil sursaut d'hydre oyant jadij l'ange Danner un tens plus pur aux mols de la tnhu. Pmlamirent tris haut le sortilige hu Dans le flot sans honneur de queU/ue non mélange. Du sol dr de la nue hoSilu, 6 grief! Si notre idée avec tu scalpte un bas-relief Dont la tomhe de Pæ éhlouissante s orne Calme bloc id-bas c hu dun disaflre obscur, Que ce granit du moms montre å jamats sa horne Aux nons vols du Blaiphime épars dans le futur. Opslag fra Stéphane Mailarmé'Poésies'. 1932. aintenanl. toi. approche. fraichie sur des lits de violettes. Moi. le «)i aux cils épais. qui réve dans le desert ondule. moi. je vais rompre |X)iir toi mon pacte lait avet les hetes. et .iv ec les jjénies noiresquidorment la nuque dans la saignee de mon bras. et qui dorment sanscrainte que i je les dévore. Des sonrces qui naissent dans tes paumes je ne suis p,is rassasie encore. tnfukn -ur 4tf Itti ./<• ridt'.'" contractent.et elle proméneun deses piedscontre son mol let.Ou liien. de ses jambes, elle rdpe la couche. loinine le che\al etendn qui agonisc trense nn sillon dans la terre en la rapant avet son sabot. Kile ne cliassepas les mouches qui se posenl sur elle. Et brusquement elle saisit les toussins. elle les presse contre sa poitrine. en levant au-dessus deux nne face d une tristesse etl'ravante. et elle gemit a gran Opslag fra Marianne Alcaforado's'Lettres portugaises'. 1946. illustration, der optræder i form af et introducerende helsides­litografi anbragt før hvert digt overfor en blank venstreside. Trods adskillelsen synes billederne, på grund af præcision i valg af skriftstørrelse og skydning, tæt knyttede til digtene. Marianne Alcaforado's 'Lettres portugaises' fra samme år ­men med Tériade som forlægger -er bemærkelsesværdig ikke bare ved sine veloplagte illustrationer, men også ved den måde, hvorpå man ved at sænke en forholdsvis bred klumme på et forholdsvist bredt format, således at der opstår en rigelig overmargin, har tilvejebragt en vandret orden eller bevægelse, som yderligere understreges af de med mellemrum optrædende brede ornamenter. Symmetrien er markeret bogen igennem ved pagineringen, som er præcist gennemført med en grad af tal langt under satsens skriftsstørrelse. I den nævnte 'Repli' af Andre Rouveyre, fra 'Editions du Belier' året efter, blander Matisse sine erfaringer fra 'Pasiphaé' med ornamenter og initialer skåret i linoleum og trykt i rødt og sort dennegang, som 41 ,TK ^,SCn^ scs yci,xi ^