Sprogarbejdere-med og uden bøger OM NOGLE SKOLEBØGER OG RIMKRØNIKEN At Niels Haastrup Burde Christus selv have nedfældet sin lære i skrift? Et typisk spørgsmål fra en sprogarbejder! Her stillet af kirkefaderen, Thomas fra Aquino i 1200-tallet [1]. Sprogarbejderen demonstrerer net­op sit herredømme over sproget ved at udforme tekster, der kan forstås af andre, uafhængigt af ham selv, over store afstande i tid og sted. Denne færdighed er resultat af træning, af en bevidstgørelse. Vor daglige sprog­brug husker vi jo normalt ikke længe. Vi husker den virkelighed, den funge­rede i og greb ind i. Men sprogarbej­deren kan »se« sprogbrugen, udskille den tra dens handlingssammenhæng og give den en selvstændig, meget håndgribelig eksistens; skrift eller tryk på papir, måske endda på et fremmed sprog. Tilsvarende kan han som læser afkode de sproglige udtryk, tilskrive dem et begrebsmæssigt indhold og måske en henvisning til virkelighe­den, vel vidende, at disse sproglige udtryk kan fortolkes. Mens de folk, han læser op for, maske forholder sig direkte til de personer og genstande, der omtales, uden at være bevidste om det rekonstruktionsarbejde, han udfø­rer tor øjnene at dem; mens han læser, ja maske oversætter ud tra den viden, han nu har om afsenderens sprog og baggrund, og med de hensigter, han finder tor godt i situationen. For sprogarbejderen er tekster, ja sproget selv, en ting, udenfor og uafhængigt af ham selv. Vi skal se lidt på, hvorledes det stod til med denne problematik i Danmark omkr. 1500 og i overvejelserne ind­ drage to synspunkter. Et velkendt, at den skriftlige kultur i høj grad var knyttet til et fremmedsprog, latinen. Et mindre påagtet, som i de senere år igen er blevet aktuelt i forskningen: at tør man fik de mange skrifter og bø­ ger, må man have haft den gode hu­ kommelse -og vigtigst, skal vi tro de gamle lærebøger, at også hukommel­ sen kunne opdyrkes, så det, man huskede, fik samme selvstændige sta­ tus, som det nedskrevne — ikke for andre, men for den sprogarbejder, som havde indprentet sig det [2]. Så han i sin hukommelse kunne skelne mellem f.eks. tekstens ordlyd, for­skellige udlægninger af den, og vig­tigst sin egen mening om de sagfor­hold, der omtales i den. Netop de tekstarter, som her er på dagsordenen, skulle være velegnede til at belyse problematikken. Inden vi kommer til dem, må vi først en lille omvej. Først lidt om det senmiddelalderli­ge publikum. Sa lidt om den lærde hukommelseskunst i antik og mid­delalder. Derefter kan vi gå i gang med teksterne. Både de lærde sprogar­bejderes lærebøger og Rimkrøniken, der bærer spor af kunsten hosen anden slags sprogarbejdere. Læsere og lyttere I de gamle bøger har vi kun det sprog­lige udtryk. Det.begrebsmæssige ind­hold og den virkelighed, der henvises til, er-må vi tilstå -rekonstruktioner; selvom det er fristende at sætte lig­hedstegn mellem »skriftlig omtale af sagforhold« og sagforholdene selv, »regler« og deres »overholdelse«, eller f.eks. mellem »indholdet i tekster« og brugernes bevidsthed. Skal vi fæste lid til undersøgelser fra nyere tid af såkaldt primitive folk i afsides egne [3], er der næppe grund til at antage, at folk i senmiddelalderen har villet indrette deres hverdag efter megen af den litteratur, der var oppe i tiden, som deto »folkebøger«: Mandevilles Rejser og Lucidarius Disse beretninger [4] om mægtige herskere og mærkelige fabelvæsener i tjerne lande har man nok opfattet ­lige så alvorligt som eventyr, der den gang ikke blot var for børn. Ser vi bort fra gyset, kan man have taget stilling til dem fra et moralsk synspunkt, må­ske endda opfattet dem som utopier. Men man har næppe taget stilling til deres realitet eller forventet, at de kun­ne gribe ind i den danske hverdag — som Djævelen eller Jesus, hvis offer­død man atter og atter oplevede i symbolsk form i messen. Vi skal nu gøre os nogle overvejel­ser over, hvordan det må have været, den gang sprogarbejderen måtte have mere i hovedet end i mappen og bog­ Fig.l. Sciapod, dvs »skyggefod«, mand med fod så stor, at den kunne bruges som sol­skærm. Augsburg-udgaven fra 1481 af Man­devilles Rejser. Teksten blev forfattet i 1300tallet. Det ældste håndskrift med en dansk oversættelse stammer fra 1459 i Næstved Grå­brødrekloster. Værket var en bestseller ude i Europa. Men den danske oversættelse blev mærkværdigvis ikke trykt i bølgen af »folke­bøger« som f.eks. Lucidarius (LN 135), Ghe­ men, 1510.Jf. ndf. pag. 119. reolen. Vi skal senere sammenligne med det, vi kan sige om en anden professionel, der fortalte på moders­målet, den »folkelige fortæller«. Hukommelseskunsten At huske er en aktiv proces, et stykke arbejde, man gør, bevidst eller ube­vidst. Hvis det er en tekst, kan man gøre det på forskellige niveauer, ord for ord som f.eks. i liturgien, eller i hovedtræk efter situationens krav som f.eks. ved religiøs eller juridisk kon­sultation. Men hvordan støtte hu­kommelsen uden notater, eller opar­bejde en hukommelse, der gør det muligt at genfremstilleen tekst mundt­ligt på et utilfredsstillende skriftligt grundlag: spredte notater, en sjusket afskrift eller som vi ofte finder, danske håndskrifter i de mærkeligste blan­ dingssprog, præget af afskrivere med forskellige dialekter, danske, eller an­ dre nordiske? For så vidt der ikke var tale om »nyt stof« for læseren, noget han ikke havde faet »forelæst«, må vi kunne sige noget om dette ud fra de mange lærebøger i mnemoteknikken, hukommelseskunsten, der er overle­ veret, ofte som bearbejdelser af antik lærdom. Vi kan ikke vide, hvor godt disse kunster har virket, lige så lidt som vi kan bedømme effekten af de mange medicinske forskrifter: Undgå vin og kvinder, sørg for daglig afføring! Brug persillerod, melisse og muscat, de fremmer »tørhed«, og folk med »en tør kompleksion« husker bedst! Vi har også svært ved at vurdere, hvor meget hold der er i den megen tale om prygl i skolen [5]. Men vi tør nok vove den pastand, at der må have været et behov for hukommelseskunsten -et stort behov. Det enkleste og klareste system er det, som bygger på den antikke tradi­tion [6]. Systemet fremstilles i lærebø­ger i retorik. Den offentlige taler skul­ le ikke blot finde på, ordne og formu­lere sin tale, men også huske den udenad. Som i dag gav evnen til at tale længe, flydende og nuanceret -uden hakken og stammen — en stor prestige og autoritet. Det antikke system, som vi kan kalde arkitektur-systemet, fremgår af den historie, man fortalte om dets oprindelse [7]. I det gamle Grækenland holdt taleren Simonides en gang festtalen ved et selskab til ære for to halvguder, [ men han blev ikke ordentligt betalt af værten. Da han var færdig med talen, blev han kaldt ud på gaden til to personer (det var guderne), der ville snakke med ham. I det samme styrte­de taget ned og dræbte alle gæsterne. Stort postyr! Og hvordan skulle man identificere ligene? Det klarede Simonides, fordi han kunne huske, hvor de sad under fore­draget i salen. Systemet bygger på placering af »billeder« i »rum«. I Ad Herennium, en antik lærebog i talekunsten, som også spillede en rolle i middelalderen, skrives [8], at man kan skelne mellem en naturlig og en kunstig hukommelse. Hvis den natur­lige hukommelse er særlig god, ligner den den kunstige. Men træning kan fastholde og udbygge den naturlige hukommelse. Grundlaget for mnemoteknikken fremstilles således: »Den kunstige hu­kommelse bygger på »steder« (loci) og »billeder« (imagines). Ved »ste­der« forstår vi sådanne som enten fra naturens side eller ved indgreb er iso­lerede på en begrænset, fuldstændig og overskuelig måde, således at vi let kan fatte og fastholde dem med den naturlige hukommelse: f.eks. en byg­ning, en kolonnade, et hjørne, en hvælving eller lignende. »Billeder« (imagines) er en slags figurer, markø­rer for eller portrætter af den gen­ stand, som vi vil huske: f.eks. hvis vi vil huske en hest, en løve eller en ørn, sa må vi placere billeder af dem på bestemte »steder«. Nu skal vi vise, hvorledes man bør finde »steder«, hvordan vi skal udvikle »billeder« og placere dem på disse »steder«. Ligesom de, der kender bogstaver­ne, kan skrive ned, hvad der bliver 7 Bogvennen 1982 dikteret for dem, og læse op, hvad de har skrevet ned, således kan de, der har lært mnemoteknik, sætte det, de har hørt, ind på »steder« og fremføre det herfra igen ved hukommelsen. For »stederne« ligner i høj grad vokstavler eller papyrus, »billederne« bogstaver­ne, og rækkefølgen og anbringelsen (af »billederne« på »stederne«) ned­skrivningen, og fremførelsen (ligner) oplæsningen. Vi bør derfor, hvis vi ønsker at lære en lang række ting udenad, udstyre os Fig.2. Interiør af typisk dansk landsbykirke med gotiske hvælv, skematisk fremstillet. Danmarks Kirker, Ribe Amt s.12. I middelal­ derlige bearbejdelser af de mnemotekniske læ­ rebøger diskuteres »stederne« naturligvis på basis af kirkearkitektur. Et stående spørgsmål var, om man skulle placere sine »forestillings­ billeder« når kirken var tom, eller når folke­ mængden myldrede rundt. med mange »steder«, så at vi på disse kan anbringe en stor mængde »bille­der«. På samme måde finder jeg det nødvendigt at have disse »steder« ord­net i rækkefølge, for at vi aldrig, på grund af rod i rækkefølgen, skal for­hindres i at følge »billederne« -idet vi går ud fra et hvilket som helst »sted«, vi ønsker, hvor dets plads end er i rækkefølgen, og hvad enten vi arbej­der os frem eller tilbage -og dermed (forhindres) i at kunne give mundtligt udtryk for det, der er blevet knyttet til »stederne«. Om »billederne« skrives yderligere: »Fordi »billederne« må ligne objekter­ ne (for hukommelsen) må vi udvælge træk hos disse, der kan sammenlignes (med noget). Der er to slags ligheder; ligheder på objekternes niveau, og ligheder på ordenes niveau. Ligheder på stoffets (objekternes) niveau udfor­ mes, så vi skaffer os billeder af hoved­ træk i den sag, vi beskæftiger os med; ligheder på ordniveau, når enkelte navne eller ord skal bevares ved hjælp af et billede.« Det springende punkt tor torståel­ sen og anvendelsen af dette system er forestillingsbillederne. Det er jo ikke altid så enkelt, som det beskrives i en lærebog, at hvis man skal huske legen­ den om den hellige Katharina, skal man blot forestille sig »en tegneserie« med de vigtigste episoder [9]. Det er sådanne vi finder i kalkmalerierne i vore kirker, kunne man tristes til at sige. Jf. Fig. 3a og pag. 111. Teorien bygger på den græske tilo­ sof Aristoteles [10], der også i mid­ delalderen var den store autoritet. Han skriver i sin afhandling om hukom­ melsen, at det er umuligt at tænke en tanke uden et mentalt billede. Det er Fig.3a. Den hellige Ka­tharinas martyrium. Første fjerdedel af ISOOtallet. Våbenhuset i Kirke Såby, Kbhv.s Amt. Fot. Nat.Mus. Fremstillingen eropdelt over tre hvælvkapper og når således ikke op på det antal scener, deropreg­nes i Publicius'lærebog jf. ovf. I vestkappen ses fra venstre;Helgeninden t i bøn, i baggrunden hjul og stejle ødelagt ved himmelsk indgreb. Midt i kappenses Kejseren med følge. Hanleder processen og beordrer hendes halshugning, der foregår til højre. vist det, man populært kalder »den indre biograf«. Men hvordan dannes billederne? Så længe man holder sig på et højt ab­straktionsniveau, f.eks. afsnit i en tekst, er det ikke så svært. Men hvor­dan huske enkelte ord? I en lærebog fra HOOtallet anvises mange tricks, der overrasker ved at anskue en række træk, som vi ellers i retorikkerne ser fremstillet som midler til manipula­tion (overtalelse eller behag), i et andet lys; som hjælpemidler ved indlæring. Det gælder f.eks. etymologien [11]; kender man roden til et ord kan man altid finde en eller anden afledning af denne rod, et ord, som det er nemt at skabe en synlig forestilling om, at visualisere. Det er f.eks. lettere at fo­restille sig en løber »en der løber« end et 7* løb »det at løbe«. Et andet trick er at bruge sproglige billeder i teksten, for­ di de er lette at visualisere. Men det er mere indviklet end som så. Det er tydeligt, at i visse lærebøger har bille­ derne også en anden funktion. Hvis nu det rum, man bruger som stativ, ikke er tilstrækkeligt differen­tieret, ikke har hjørner og gesimser nok, så der ikke er knager nok til alle ens forestillingsbilleder? Så må man danne flere knager, eller loci, steder, som de kaldes. Til det kan man også bruge billeder, som vi her for nem­heds skyld vil kalde »bærebilleder«. Sådanne billeder skulle være lette at huske, groteske eller komiske i det mindste særprægede på en måde, der appellerede til den, som skulle bruge dem. Fig.3b. Sundhed og Renhed. Med sådanne bille­der visualiseres abstrakte begreber i den tysk­sprogede Ars Memorativa, jf. note [9]. 1 bogen er billederne ordnet i grupper på fem. Sund­hedsbilledet illustrerer 4.Mos.21.6-9. Kob­berslangen i ørkenen, jf. ndf. pag. 113 og 114. Renheds-billedet viser kyskhedssymbolet en­hjørningen ogjomfruen. Den berømte hukommelseskunst­ner, Petrus Ravennas, der besøgte mange universiteter som gæsteforelæ­ser, men afslog Kong Hans' invitation til København, pralede af, at han hav­ de 10.000 loci, alle fyldt med meget smukke piger [12]. I Publicius' lærebog fra HOOtallet, skrives om netop denne type »bære­billeder«: »De skal være med latterlige bevægelser, underlige gestus, barske eller grusomme ansigter, som forste­nede af sorg eller strenghed. Fordi utrolige, usete, nye, sjældne, uhørte, begrædelige, fremragende, skændige, enestående og »smaddersmukke« ting bidrager meget til erindringen. Thi fremfor almindeligheder ophidser ekstremer de menneskelige sanser og det menneskelige sind [13]«. Fabelvæ­senerne fra Mandeville og Lucidarius ville også være særdeles brugbare efter denne opskrift, jf. Pig. 1 og pag. 119. Arkitekturen, rummet, er én mulig­ hed for at ordnesine huskebilleder. En anden er hånden, den udbredte ven­ strehåndsflade med strittende fingre. Den blev brugt til komputistik, dvs beregning af påsken populært sagt, og musik, som den såkaldte Guidos hånd, hvormed man kunne kombine­ re den absolutte tonerække, nu: c-d-e­ f-g-a-h-c, med den relative, nu: do-re­ mi-fa-sol-la-bi-do. Også i logikken og grammatikken blev den brugt til f.eks. bøjningsmønstre [14]. Hånden er selvfølgelig mest egnet til kombinationer afet begrænset antal enheder. Men kan også bruges til f.eks. skriftemål, bønner m.v. Man kan også finde spor af hånden bag det mønster, der findes i den såkaldte Biblia Pauperum, der ellers kan minde om arkitekturens firkanter. Biblia Pauperum, »de fattiges bibel«, er må­ ske nok for folk så fattige, at de ikke har råd til en Bibel, men så sandelig ikke for »fattige i ånden«, da den demonstrerer i et sindrigt huskesy­ Fig.4. Vrængmasker (1480-90) i Karmelitter­ klosterkirken i Helsing­ ør, S. Marie, Hvælv 2, østre kappe, flig 3-4. Fot. Nat.Mus. Billeder­ne er hårdt restaurerede, se Danmarks Kirker, Frederiksborg Amt s. 337-8og 348. Netopi denne kirke findes talrige vrængmasker. Hvisde har haft funktion som mnemotekmske hjælpe­midler (jf. Publicusovf) er det værdat notere, at klosteret var et frem­trædende lærdomssæde omkring 1500. Fig.5. Huskehåndmed Speculum humanæ sal­vationis, jf. ovf.Ca 1475, findesi Germani­sches Nationalmuseum, Nurnberg. Omdeen­kelte fingre læses: Tommelfingeren bety­der Guds vilje. Pegefin­geren betydererken­delse. Langefingeren anger. Ringfingeren skriftemål. Lille­fingeren bod. Figuren er et bloktryk; nogle tekstlinier øverst og nederst er fjernet her. Jf. ndf pag. 111. feunfi« nemt £>tciilOrmcto(m (Igfooliltafc tø malumocnutts ^o^tfiøtuftme-oogniKonc -v>tmaJu cgifh botcas / | 11 \0]rt)uu? cbnCwODiimj itjtittolrsamfittfliia ^^m^^^O]ctnQi$cauf\'([ioacm uxa te rahfomottc fliitcm rrat>^3 stem korrespondenser, typologier, mellem Det gamle og Det ny Testa­mente [15]. Jf. ndf. pag. 113. Ud over arkitektur og hånd-systemet findes også et cirkelsystem, der er bygget op som det gamle verdensbil­lede -med jorden i midten og plane­terne i baner udenom. Det blev udvik­let til enorm subtilitet og peger frem mod den skæbne, som ramte de mne­motekniske systemer: at blive totale verdensmodeller, fantastiske intellek­tuelle konstruktioner, der spillede en stor rolle i 1500-og 1600-tallet, og hvis betydning vi har fortrængt, selv­om også den moderne videnskab har rødder i dem. Den foragt, vi viser disse spekulationer, har også ramt mnemoteknikken, der i det mindste var tænkt som et rent praktisk anlig­gende [16], anvendelige af f.eks. køb­mænd i deres forretning. ----<-a / am ' . ^ m3 'Itu. H mm Dermed være ikke sagt, at den ikke også i sin praktiske form mødte mod­stand. Humanisten og rationalisten Erasmus fra Rotterdam kritiserer den -med støtte i Platons dialoger [17]. Det det drejer sig om er »at forstå teksten til bunds, bringe det, man har forstået, i orden, repetere dét, som man vil huske.« Hukommelseskunst­nere som Petrus Ravennas kalder han distanceblændere. Erasmus foregriber den ny indlæringsmetode, ramismen, baseret på logisk analyse, som især slog an i Frankrig i 1500tallet [18]. Efter den skal man sætte indholdet i et værk op i et hierarkisk system ved stadige todelinger af de overbegreber, man først har tilskrevet teksten: en slags indholdsfortegnelse, som vi ken­der den i dag, især i videnskabelige arbejder. Den ny rationelle form forudsætter simpelthen bogen, at tekstens ordlyd Fig.6. Lazarus'opvæk­kelse medtypologier. Træskærerarbejde fra 1420 i korstol i Roskilde Domkirke. Placeringen \:-> afsådant Biblia-Paupe­rum-motiv i koret,de fe lærdes område, demen­terer folkeligheden. Gengivelsen publiceret 1799 (jf. note 15). I mid­ten ses Christus og Laza­ rus, Maria Magdalene el­ler Marthasamt enjøde (Thomas?). I hjørnerne fire gammeltestamentli­ i ge figurer medskrift­ bånd: Moses (5.Mos. 32,39), David (Salm. 30,4), Anna (Hanna) (I.Sam. 2,6) ogjob (Job.14,14), jf. pag. 111. er lettilgængelig på anden måde. Her skal man blot huske indholdet. Platon lader i dialogen Phaidros Sokrates pege på den fare, som skrive­ kunsten skaber; »For det er glemsom­ hed, der vil blive den sjælelige følge for de mennesker, der lærer at skrive; hukommelsen vil de ikke bryde sig om, fordi de i tillid til bogstavskriften lader deres erindring vække udefra af uvedkommende bogstavformer, ikke indetra ved deres egen selvvirksom­ hed.« Det lyder rigtigt, men vurderin­ gen er nok skæv. Moderne psykologi­ ske undersøgelser over de gamle mne­ motekniske systemer, der som vi har set, indebærer en aktiv og kreativ pro­ ces gennem selvstændig visualisering af begreberne, har vist, at skolebørn husker bedre, når de tegner illustratio­ ner til deres lektier [19]. Men Sokrates har da ret i, at viden hentet i bøger ikke uden videre bliver til personlige erfa­ringer. Det kræver arbejde at tilegne sig et stof og huske det. Andre undersøgelser viser til gen­gæld, at overdrevne evner og færdig­heder i den retning kan føre til, at den forestillede verden tager magten, at personen ikke kan skelne fantasi fra virkelighed, far personlighedsspalt­ning [20]. Så er vi tilbage ved den intellektuel­les kunst: at kunne færdes i sindrige, tremmede tankeverdener, som tekster jo repræsenterer, og alligevel have et ståsted uden for dem, i virkeligheden -hvis han har det? Men for den intellektuelle er ikke blot teksten en selvstændig ting. Også sprogets enkelte dele, ordene bliver til genstande i sig selv. Ordbøger og grammatikker Vi skal se på Christiern Pedersens Vocabularium ad usum Dacorum, trykt i Paris 1510 (LN 216). Det er en latinsk-dansk ordbog, den første vi kender [21]. En alfabetisk ordnet ordbog er egentlig en mærkelig konstruktion [22]. Lad os forestille os, at vi skal lave en middag. Vi finder i en kogebog en række næringsmidler ordnet i en be­ stemt rækkefølge. Ud fra den skriver vi en indkøbsseddel, her ordner vi dem i en anden rækkefølge. Skal det være fint, skriver vi et menukort, her opregner vi dem i en tredie rækkeføl­ ge. I alle tilfælde er det styrende prin­ cip den virkelighed, som de sproglige betegnelser henviser til. Men i den alfabetiske ordbog er princippet helt udvendigt på det sproglige udtryks plan. Vi ordner ordene efter begyn­ delsesbogstaver efter det alfabetiske princip, som er helt tilfældigt. Hvor­ for kommer A før B? Ja, det er netop tilfældigt, upartisk. Inger Christensen har i sin nyudgivne digtsamling Alfa­ bet struktureret efter dette princip: en sprogopbygget verden. De gamle grækere skelnede mellem logos, ordet som udtryk foret indhold, og lexis, ordet som udtryksstørrelse. Af lexis kommer tillægsordet lexikon, som vi bruger som navneord. Vocabu­larium betyder det samme: ordbog, en bog med ord. Vi kender det alfabetiske princip allerede fra antikken, men det slog kraftigt igennem i senmiddelalderens ordbøger. Retfærdigvis skal siges, at der også findes ordbøger ordnet efter indholdsprincipper. Berømtest er vel Comenius' Orbis sensualium pictus (1654), men der er også middelalderli­ 95 ge forløbere. Den ældste danske »real­ordbog« er Tursens fra 1561: Vocabu­larius rerum. Christiern Pedersens vocabularium er et eksempel på selvstændiggjorte sproglige udtryk, ordnet alfabetisk ef­ter de latinske ord. Men hvor dansk er Christiern Pedersens vocabularium? Der er ikke som i en moderne frem­medsprogsordbog tale om sammen­stilling af to ligeværdige sprog. Chri­stiern Pedersen har udarbejdet sin ord­bog ved at vælge ud -alfabetisk -fra eksisterende latinsk-latinske ordbø­ger: Calepinus' Dictionarium og Jo­hannes fra Genuas Catholikon. Det oplyser han selv. De danske forklarin­ger-interpretamenter-er ofte direkte oversættelser til dansk af de forklarin­ger, der står at læse i det latinsk­latinske forlæg. Når vi hos Christiern Pedersen læser under ambio: omkring at gaa svarer det til Calepinus' ambio: .. circuo. Omkring er velkendt som stan­dardoversættelse af adverbiet circum såvel hos Christiern Pedersen som i vor øvrigeoversættelseslitteratur. Som det fremgår af fig.7 findes ved de latinske gloser nogle enkeltstående bogstaver, det er forkortelser til angi­velse af bøjningsformer, køn m.v. De repræsenterer en analyse af de latinske vnq ambio«9 tutUumirc.om krmg at gaa nfm ambitueuø.omgan^f? par ambltuøaum.omøangty€d nff ambzofiflncMmmoualitaøvcIodelfaf?. nao ambmofuøaum-fombegcrcrftoavdcfc nff ambaøcøgteomflaiufnack. na o ambaøiofu«a um.fomkjn in3øe omflag nao ambaauøaum.omvcndl? Fig.7. Christiern Pedersens Vocabularium ad usum Dacorum, 1510, fol.b 1 v. Paralleller fra Calepinus' Dictionarium: ambitiosus qui immo­derate appetit honores .. amhages: .. verborum circuitus ..atnbagiosus: .. quod abundat ambagibus .. ord som ord. Sådan gjorde man ikke med danske ord i de tider. Vi far først langt senere tilløb til en dansk gram­matik. Man analyserede ikke det dan­ske sprog på den abstrakte måde. Ikke systematisk, i det mindste. Men de mange besynderlige standardoversæt­telser, som f.eks. omkring at gaa ovf. viser en station på vejen tildet sprogli­ge udtryks selvstændiggørelse også på dansk, videre fra det skred, det må have været, da man begyndte at skrive på dansk, og f.eks. satte mellemrum mellem ord, der i talen går ud i ét. Men selvstændiggørelsen i oversæt­telseslitteraturen sker ikke på dan­skens, men latinens præmisser. Den største samling, kvalitativt som kvan­titativt, af den slags kalkerende over­sættelser af latinske ord og bøjnings­former kan man finde i Den ældste danske Bibeloversættelse [23], der er overleveret i håndskrift fra slutningen af 1400tallet. Man forstår den bedst, når man har det latinske forlæg, Vul­gata, ved hånden. Den ældste Bibelo­versættelse vidner også om brugen af grammatikker, hvor man har forsøgt at skabe danske korrespondenser til de latinske bøjningsformer, der ikke fin­des på dansk, f.eks. latinens gerundiv: amandus »som bør elskes«, der på dansk blev til elskeskullende. tisiqyatdug te.duomodo tscclaramt parttetpmm m vtfttacula Imjua/pxfcneftc« elfckm^; fcocmø lamtfr« Ip^merttumficxamaruø cifckrt;J>a cniø Ut&c.f tttcimm m rusbcclaratut fcpiuø p«-tc­lattuum itamaturuø qmamabit.5n vcroftcra manduo clfckdTcuUcntcø. amarøcumø ftgmftcatto Fig.8. Despauterii Rudimenta, 1519, fol, 22r. (LN 190). Vi har ikke i de latinske grammatik­ker fra perioden systematiske, latinsk-danske bøjningsskemaer, men her finder vi dog netop formen elskeskullende (jf.note 23). Fig.9. C 678 et tysk manuskript fra 1300-tallet, nu i Sverige. En elementær grammatik, illu­ streret meget fantasifuldt og pædagogisk med brug af mnemoteknikkens kunster. Her ses bøjning aflatinske tillægsord på -is.Til venstre i ental, til højre i flertal, men ordnet ens: nominativ, genitiv, dativ, akkusativ og abla­ tiv. Bemærk, at begge hænder er venstrehæn­ der, men af den ene bruges indersiden, af den anden ydersiden [24]. De danske forklaringer er kun spredte. Der er ikke tale om et gen­ nemført pædagogisk princip, som vi kender det fra håndskrifterne, f.eks. C 678, fig.9. Det er andre pædagogiske huske­tricks, som de mere avancerede gram­matikker bygger på. Først og frem­mest det gammelkendte: versifice­ring, der skaber en »bærestruktur« uafhængig af indholdet [25]; Hvis ryt­me og rim ikke går op, må der være noget galt med hukommelsen! Den mest udbredte grammatik på vers, leoninske, dvs. indrimede, heksame­tre var Aleksander de Villa Dei's Doc­trinale. Den har vi ikke blandt de dansk trykte grammatikker. De er sene og forholdsvis moderne, påvir­kede af nye retninger, der er kritiske overfor Alexanders bog. Kritikken gjaldt dog ikke så meget hans reglers Sprogarbejdere -med og uden bøger korrekthed, som det dårlige latin, han formulerer dem på i sine vers. De dansk trykte grammatikker er ikke lærebøger til det elementæreste trin, selvom vi har en Donat (LN 60). Den ældste, Remigius, trykt af Arndes i Slesvig 1486, skiller sig ud (LN 229). Dels ved at være forsynet med plattyske forklaringer, dels ved levn fra den middelalderligespekulati­ve -på nudansk »teoretiske« -gram­matik, der ellers var forladt på højere niveauer; Som videnskab fortrængt af logikken, som pædagogisk hjælp af humanistiske værker. Denne spekulative grammatik -el­ler rettere den holdning til sproget, der ligger bag -må have haft stor betydning for den selvstændiggørel­sesproces for sproget, som vi omtalte ovenfor. Den spekulative, teoretiske grammatiker er ikke specielt inter­esseret i de indholdsenheder, der giver ordene deres leksikalske betydning. Jan Pinborg skriver om denne grammatikertype; »han er ikke inter­esseret i det der skiller betydningen af ordet »hest« fra betydningen af ordet »menneske«. Han er derimod inter­esseret i visse fælles træk som disseord har, f.eks. at de begge betegner en genstand som genstand, at denne gen­stand kan være een eller flere, at den kan påvirke eller påvirkes. Sådanne enheder kaldes modi significandi (be­tydningsmåder), og det er dem der bestemmer sprogets grammatiske struktur«. Her er to ting at lægge mærke til; Dels at der her peges på grammatikkens centrale pædagogiske funktion -dengang som nu -at gøre sproget synligt som genstand. Dels at netop den ovenfor omtalte teori, der foregriber visse moderne sprogteo­rier, er et forsøg på at skabe en generel sprogteori, der i princippet også skulle kunne anvendes på folkesprog, som dansk. Men det blev den ikke. Dansk var endnu ikke et standardsprog, f.eks. med en fast ortografi, eller et videnskabeligt sprog. Det eksisterede heller ikke som genstand for viden­skaben. De følgende grammatikker viser en stigende »humanisering« dvs indfly­delse fra den italienske humanisme, der lagde mere vægt på litterære stu­dier af de antikke autorer og efterlig­ning af deres sprog. Symptomatisk er indholdet af Regule: fTlkøufc 02tf)0Cp:Qpl)ie Ct atriø mrtrififån Di toimte rmmoatÉt^ finequibuø orrfuø tt Dirtaim borti;^bapjmø øramariri 2 plurimø ru foitclliøi nopoflimt fopittjtntiut ttrcia gté tt quarta al^antnifeluittt fnripiunt. Fig.10. Regule, fol.R176 i Tre latinske gram­matikker (jf. note 25). Teksten lyderi oversæt­telse: Her begynder »lykkeligt« Regler tor retskrivning og verskunst, korrekte og rette­de, uden hvilke man ikke kan forstå Boethius' vers og stilistik og Saxo Grammaticus og flere andre. Den dækker også Alexanders tredie og fjerde del. Men man skal nok ikke overvurde­ re det humanistiske indslag, hverken i skolen eller den daglige sprogbrug blandt de lærde. Reformationen æn­ drede meget lidt på skolen og latinens dominans til trods for kandidaternes ændrede ansættelsesforhold i den na­ tionaliserede kirke. Inden vi tager en sidste skolebog op, skal vi se lidt på Rimkrøniken [26], som et vidnesbyrd om en anden måde at forholde sig til tekster på. Rimkrøniken Rimkrøniken er ikke blot den første bog, vi har, der er trykt på dansk. Den er også en af de fa originale, danske tekster vi har, uden for det juridisk­administrative område. En danmarks­historie på dansk og endda med visse kunstneriske ambitioner. I den plattyske version har forfatter­ne, eller forfatteren. Broder Niels fra Sorø, udtalt sig om sine ambitioner; »Jeg har ikke drukket af den franske vin, ej heller af den, som er vokset ved Rhinen«. Han slutter med, at han vil digte og skrive således, som han har lært af fader og moder. Derfor har Rimkrøniken også spillet en væsentlig rolle 1 den danske teksthistorie. Man har fulgt den op sidenhen (Poul Hel­gesen m.fl.), men først for alvor faet øje for den i romantikken (Grundt­vig). Den prestige, den tik, skyldtes da ikke blot dens emne, de danske kongers bedrifter, og fædrelandets hi­storie, men også det faktum, at den ikke er latiniserende i sin stil. Den rummer mange træk, som vi kender fra såkaldt folkelige genrer, folkevi­ser, eventyr og ordsprog. Ved folkelig skal her forstås, ikke at den hører hjemme i krostuer og lystigt lag, som det fremgår af en gammel svensk tekst, men at den er ikke-lærd, dansk og (helst), at den har levet i mundtlig tradition i folket. En sådan mundtlig tradition har man siden ro­mantikken gerne villet kunne føre så langt tilbage som muligt. Vi har jo ingen sagaer og skjaldekvad som is­lændingene. Derfor har også Rimkrø­niken måttet holde for: jo ældre den var, jolængere tilbage kunne man føre vidnesbyrd om disse genrers liv blandt danskerne. Rimkrøniken skifter stilart og rim­mønstre gennem værket. Det har der­for været nærliggende at tilskrive for­skellige dele til forskellige forfattere, og er det først gjort, er der ikke langt til den antagelse, at de enkelte afsnit er blevet til efterhånden gennem århun­dreder. Det ville Grundtvig gerne tro, selvom han efterlyser en grundig un­dersøgelse; »(derom) lod sig skrive en uhyre lærd Doctor-Disputats, dersom det ellers var muligt, at Dansk kunne høre til lærde Sager«. Men, nu er den skriftlige overlevering fra sidste halv­del at HOOtallet. Her hører Rimkrøni­ken nok til, skønt der kan anføres gode argumenter også for en placering i årh.s begyndelse. Den sidste place­ring ville kunne give danskerne æren for den særlige fremstillingsform, hvor hver at de gamle konger efter tur i en monolog fortæller om deres lev­ned og bedrifter. Den findes ellers kun i den svenske »Lilla Rimkronikan« fra 1450erne. Andre rimkrøniker er for­talt i tredie person, som andre histo­riebøger. 1 Rimkrøniken er fremstil­lingen i princippet dramatisk, som i et profetspil. Men den har næppe været egnet til optørelse. Der mangler regi­bemærkninger og især en konferen­ cier. Ghemens tryk fra 1495 (LN 232) er den ældste fuldstændige tekst, men tragmenter vidner om, at teksten er ældre. Meget tyder på, at den er et skrivebordsarbejde, et lærd værk. Det viser også det nære forhold til latinske torlæg. Men den er udformet for et publikum, der var vant til eller fore­trak at fa sadant stof serveret i en form, der peger hen pa de mundtligt overle­verede genrer: folkevise, eventyr og ordsprog. Derfor kan Rimkrøniken trods alt give os nogle eksempler på en anden fortælle-og overleverings­form, et andet tekstbegreb. Den afgørende forskel er ikke selve mundtligheden -også de lærde tekster kunne jo læses op. Men det grundlæg­gende forhold, at vi ikke ved mundtlig overlevering kan regne med én korrekt tekst. Når vi ser bort fra korttekster, som ordsprog, eksisterer teksten sim­pelthen ikke som en stabil størrelse på det ord-til-ord-niveau, hvor vi kan sammenligne tekster i den skriftlige overlevering. Der findes en »histo­rie«, som nyskabes, hver gang den fortælles [27]. Fortælleren/sangeren er ikke en reproducerende kunstner, som en skuespiller eller koncertpia­nist. Han er en selvstændig kunstner, der arbejder under kontrol af og i samspil med et publikum, der -må vi tro -ofte kender »historien« lige så godt som han selv. Hans »kunst« må forudsætte en enorm hukommelses­kapacitet, hvis art vi kan gisne om dels ud tra forskellige stiltræk, dels ud fra de lærde tricks, jvf. ovenfor. Den mundtlige fortællers fremstilling kan blive lang eller kort, alt efter lejlighe­den. Vægten kan lægges hér eller dér. Men skelettet er det samme, og for­tællestilen også — i kraft af en række formler og faste udtryk, eller som her vers og rim. Disse giver et fast genre­præg -afvigende fra dagligsproget ­som igen fortæller os på hvilke vilkår, vi skal tage historien alvorligt. Først ligheder med eventyrstilen. Det er Kong Sywolds afsnit. Det be­gynder hos Ghemen nederst på en venstreside, hvor kongen fortæller om sin datter Sigrid: »Hwn aldry op saa tijl noger man«; vi læser videre: tl)511005 tnivmufKiVixuDfye han iDoø Ijénaf mel mågtn DepUg tom gtio^e oog toa Ijiwntp paa een l)t tpøiv fom [jtmi banefpnol) oc f^l