50 trykte bøger1482-1522 TEKNIK, UDSTYR, FUNKTION Af Erik Dal Det senmiddelalderlige håndskrift, den tidlige trykte bog og nutidens fotosatte bog beror på tre dybt for­ skellige teknikker, men har i det ydre alle væsentlige træk tilfælles -ihvert­ tald hvis man i så drastisk forkortet perspektiv vil gå ind på den tanke, at skriftvalget ikke er et væsentligt træk. Ikke alt gammelt er godt. Men bogens fysiske form er så praktisk fundet på ­ for næsten 2000 år siden -at bogen som medium nok kan blive trængt og suppleret af andre medier, men van­ skeligt kan tænkes udkonkurreret på noget der blot nogenlunde minder om vort kulturtrin. Dette kapitels læsere vil finde meget fremmedartet i de ældste bøger og bedes derfor holde sig den indledende påstand for øje. Men først må et par indledende ord siges om, hvad der for 500 år siden var »den ny teknik«, og om dens første årtier i Danmark. Det ældstebogtryk Etter atJohannes Gensfleisch zum Gu­tenberg havde opfundet bogtrykker­kunsten i Strassburg omkring 1440og var vendt tilbage til sin slægts hjem­sted Mainz, kunne en bog fremstilles på tre måder: med håndskrift, hvilket ikke udelukkede forlagsvirksomhed med »masse«fremstilling ved diktat i skriverstuer med indtil 50 skrivere samt bog-og antikvarboghandel; lorm af blokbøger, hvis billeder og sparsomme tekst blev skåret og trykt som ethvert andet træsnit; og ved bogtryk med løse typer, eller som man undertiden siger med en pudsig over­sættelse tra engelsk; bevægelige typer. De tre teknikker overlapper: Blokbo­gen lever c.1420-1480 og uddør i de næste årtier sammen med den hånd­skrevne bog; man kender bloktryk og skrevne bøger med trykte bøger som torlæg-og trykte bøger, hvis kolofon betegner bogen som skrevet, evt. skrevet på en ny måde. Fremtiden tilhørte bogtrykket, ikke fordi det var nyt, endmindre fordi det var fint, men fordi det var industrielt. De tidlige bøger, inkunablerne, er idag omgivet af megen beundring net­op som håndværk, og med rette, thi opfindelsen behøvede ikke væsentlige ændringer i 350 år og havde endnu længe efter 1900 æstetiske fortrin for bøger sat på maskine. Men i sit væsen er den Gutenbergske bog industriel: Den bygger på maskiner, arbejdsde­ling og massefremstilling. De frem­ stillede genstande er serievis praktisk talt ens. Der kræves en lang og dyr investering, tordi de mange trykte ark ikke er noget til, før det sidste ark er trykt, hvorefter til gengæld hele opla­get er rede. Og hovedinvesteringen ligger på eksemplar nr.1, nemlig hele forfatter-, sætter-og korrektørar­bejdet. Gutenbergs opfindelse var en synte­se af alle fagets dele. Dens kærne var støbeapparatet eller en forgænger for det. Processen var den, at bogstavet blev graveret ophøjet og spejlvendt i stål og fra denne patrice præget ret­vendt i en lille kobberblok, matricen. Bunden afet og samme støbeapparat ­det kunne holdes i en hånd -gav plads for enhver matrice, og udskiftningen med en anden var enkel -også dette et ægte industrielt træk. Og i dette geni­ale lille apparat støbtes nu et vilkårligt antal ens typer, atter i spejlvendt relief, og derpå andre slags typer, der siden, indenfor en vis skriftgrad, var frit kombinérbare under sætningen. En le­gering, der var tilpas slidstærk og dog så hurtigt størknende, at skriftstøbe­ren ikke skulle falde i staver for hver type, var et af fagets elementer -i betragtning af guldsmed Gutenbergs fortid dog ikke det mest originale. En dygtig skriftstøber kunne støbe 5-6 typer i minuttet; de skulle så tilfiles bagefter. Bogtrykpressen havde sit forbillede i den romerske vinperse, og den var som bekendt ingen nyhed netop i Rhinegnene, men til bogfaget hører unægtelig hele proceduren med sam­menstilling af typer til klummer og trykning i sort og evt. rødt med en trykfarve, der kan hænge på metal, trykning af een stor eller tiere mindre sider ad gangen, først på den ene og så nøjagtig på den anden side af papiret eller pergamentet. Uden nogenlunde let adgang til papir i alle kulturlande havde bogtrykket forresten knap væ­ret værd at opfinde; allerede de delop­ lag eller luksusværker, der tryktes på kalveskindspergament, må have med­ført en dramatisk stigning i efter­spørgslen efter denne fornemme og ofte genstridige vare. Til den færdige bog hørte et bind, men for bogbinderen var der ingen særlig forskel på et bundt skrevne og et bundt trykte ark, så det gotiske bogbinds variationer findes på begge slags bøger. Partibindet eller forlags­bindet lod ikke ventelænge på sig, nyt var vel derimod halvfabrikatet: bogen indhæftet i pap, i sjældne tilfælde med tryk på; det er kimen til vore karton­nager, der oprindelig var beregnet til at beskytte bogen, indtil køberen kun­ne bringe den til bogbinder og vælge bind efter sin egen smag. Så gamle bøger i så skrøbelig dragt er idag selvfølgelig af uhyre raritet og bringer betragteren næsten andagtsfuldt nær til det fjerne århundredes værksted. Inkunablen er der ellers ikke noget sentimentalt ved. Den er et ærligt serieprodukt og har i mange tilfælde, selv i medtagne bind, holdt sig aldeles ny og frisk, blot man går et par blade ind i bogen og et par millimeter inden­for snittet. Den ny industri kunne ikke udtolde sig tilstrækkeligt i klostre og hos pri­vatsamlere, men måtte søge sine mar­keder, hvor handel, lærdom eller kirke aktivt tilkaldte eller magnetisk tiltrak bogtrykkeren med hans presser, ty­per, papir og andet udstyr. Otte var markedet hurtigt udtømt, skønt læse­færdigheden allerede før reformatio­nen var mere udbredt end otte anta­get. Derpå måtte bogtrykkeren van­dre, og skulle han tilpasse sig et nyt og væsentlig andet marked, måtte han skære eller skaffe nye typer, fordi hvert fag og hver region havde egne skrivertraditioner, som bogtrykkeren og sknftskæreren måtte tilpasse sig. Derfor er typebestanden hos 15.år­hundredes trykkere i 250 små og store byer så uhyre broget. Bogtryk i Danmark I Danmark må man som andetsteds pr. definition lade tiden for inkunabler (»vuggetryk«, altså tryk fra den tidlig­ste barndom) ende med år 1500, skønt kun et dusin bøger er så gamle. Der er tradition tor at arbejde med en anden grænse og tale om palæotyper (»old­tryk«), og denne grænse kan sættes på flere måder. I det følgende standser vi ved år 1522. Det har den årsag, at man -måske tilfældigt -ikke kender bøger trykt i Danmark og Slesvig 1523-27; og fra 1528 er vi midt i reformationsstridighederne. Der er altså mening i at sætte kapitlets og den katolske middelalderbogs grænse ved 1522, som tilmed er Christian Ils sid­ste hele regeringsår. Noget lignende gælder internationalt: S. H. Steinberg indleder Det trykte ord gennem 500 år med at polemisere mod inkunabel­grænsen 1500, der falder midt i en naturligt sammenhængende periode. Dertil kommer, at man 1529-32 far tre fastboende trykkere i København og Malmø, og ikke mange år efter har København monopol i kongeriget — så eftertrykkeligt, at der i næsten 200 år kun gives privilegium til ganske en­kelte kongerigske trykkerier udenfor hovedstaden, delvis med karakter af privattrykkerier. Lad det være nævnt, at Island far sin tørste bogtrykker 1534, Norge først 1643, mens Slesvig og Kiel fra 17. århundrede er meget produktive og efterhånden far følge af andre slesvig-holstenske stæder. I de første fyrretyve år findes med andre ord ingen fastboende bogtryk­kere i Danmark, kun vandrende og af dem kun een danskfødt, den dygtige og interessante Poul Ræff. Den vi fejrer er Johann Snell, fordi han blev indkaldt til Odense 1482. Men langt dygtigere, på europæisk plan, var Stephan Arndes, indkaldt til Slesvig 1486 og også efter tilbagerej­sen til Liibeck virksom for danske kunder. Og langt berømtere Gotfred af Ghemen, fordi han var den første der trykte i København og på dansk; til gengæld har det vist sig, at pausen mellem hans kendte virkeperioder 1493-95 og 1505-10 ikke skyldes, at alt hvad han da trykte er tabt, men at han var tilbage hvor han kom fra; Neder­landene. En Simon Brandis i Odense er sikkert, men kun dokumentarisk påvist. I den følgende tid ser det ud som om der (næsten) stadig har været brug for en trykker i København, og vi far på rad Matthæus Brandis 1510 (vistnok indkaldt for at trykke et missale), Poul Ræff 1513-19, Melchior Blumme 1519-20 og Balthasar Blumme 1521­22 (ikke et ord om en Kaspar!). En ellers ukendt Thomas Bogtrykker 1510 kan have været ansat hos Brandis eller Ghemen -de står ihvertfald alle tre i et mandtal fra 1510. Men Brandis havde forinden været i Ribe og måske i Slesvig (1501-04), Poul Ræff drog til Nyborg (1522) og var i Aarhus 1530rne, og fra denne by kom Mel­chior Blumme 1519. Lægger man til disse personer og steder Hans Vin­gaard i Viborg (1528-31, derpå en menneskealder som »reformationens bogtrykker« i København), Hans Barth i Roskilde (1534-40), de to vig­tige Malmø-officiner. og et par løse ender, ja så er Danmark beskrevet som et randområde kun med van­drende småmestre, hvis typer og træs­nit ofte skiftede ejer. Curt Biihler (se note s. 86) sammenligner dem med 19. århundredes vandrende fotogra­fer, der hellerikke ret længe ad gangen kunne finde næring på samme marked med deres ny kunst. Hvad disse mestre trykte, er i væ­sentligt omfang gået til grunde. Ta­lende er en omhyggelig bogmands notater fra 18.århundrede om Hans Vingaards Viborgtryk; han kender 19 -vi kender 6. Af et samlebind fra begyndelsen af 17. århundrede med viser i flyveblade er næsten 90 pet. unika (Karen Brahes Bibliotek). Af de 50 nedennævnte bøger er halvdelen unika og nogle defekte. Talløse bøger og især småtryk har forlængst taget skridtet fra eet til nul eksemplar. Men selv med et rundeligt tillæg til antallet af bevarede tryk rører sig stadig spørgsmålet om hvad bogtrykkerne egentlig levede af; thisenere (provins)­bogtrykkeres hovedindtægtskilder var ukendte i middelalderen eller hen­vendte sig til ret fa: avisudgivelse og adressekontor, salg af bøger og papir­varer, fremstilling af blanketter og andre små accidenser etc. Lauritz Nielsens Dansk Bibliografi 1482-1550 (1919), der s.m. hans Dansk typografisk Atlas 1482-1600 (1934) er den urokkelige grundvold for ethvert arbejde med emnet, har med et par senere fund netop passeret 300 titler: til 1525 c. 105, i reformationsårtiet det sammeog 1537-50 lidt flere, c. 75titler. Men af de første c.105 er nogle få kun kendt dokumentarisk, og over 40 er bøger vedr. Danmark trykt i udlan­det; det er især arbejder af humanisten Christiern Pedersen trykt i Paris, K5ln og Leipzig, liturgiske bøger bestilt i Liibeck, Basel og Paris, og et enkelt Rostockertryk. Endelig tindes nogle etbladstryk af typografisk, men ikke bogmæssig interesse. Den følgende redegørelse bygger herefter på 50 bøger (nogle fragmenter medregnet, andre udskudt). Vatika­net har det genopdagede Breviarium Slesvicense, som Stephan Arndes dog åbenbart ifl. liturgispecialisten Merete Geert Andersen har trykt i Liibeck, så genopdagelsen er lidt mindre mor­som end man først måtte formode. Syv unika findes i nordiske universi­tetsbiblioteker: fire i Uppsala (LN 54, 116, 167, 267), toi Oslo (LN 62 og den genopdagede 258) og i København den første Peder Laale (LN 120). 13 er i Det kongelige Bibliotek, og 4 kendt i mereend eet eksemplar er kun der. Med dyb taknemlighed må man tænke på den nådige skæbne, der har reddet biblioteket gennem 300 år, og på de store samlere især sidst i 18. århundrede, hvis navn igen og igen er knyttet til disse bøger. Otto Thott testamenterede alle håndskrifter og alle bøger op til 1530, Henrik Hielmstiernes svigersøn statsminister Rosencrone skænkede svigerfaderens danske samling; men tor disse skal ikke glemmes Terkel Kleventeldt, hvis auktion i 1780 de to interessefæl­ler nåede at være med i -så ettektivt at de ældste danske bøger noterer sig tor højere priser i datiden end i ^.århun­drede. 1 vor tid skabte assurandør Kay Høeg en utrolig samling af over 300 danica før 1600, hvoraf de fleste også er indgået i samme bibliotek, fortrins­vis som bedre eller mere komplette eksemplarer af forhåndenværende tit­ler, mens nogle ikke fandtes i for­vejen. Mange af de ældste bøger har som det forstås ikke været på private hænder i århundreder. Bogen somgenstand Materiale. Man ved, at allerede Missale Slesvicense 1486 forelå i både papir­ og pergamenteksemplarer, og det samme gjaldt antagelig missalerne for Ribe og København. Idag kendes af Slesvigs kun papireksemplarer, af Ri­ bes kun 8 blade, alle på pergament, af Københavns papireksemplarer plus et pergamentblad. Noget andet er, at Missale Slesvicense har 19 blade per­ gament indsat som den såkaldte ca­ non-del, der benyttedes næsten hver søndag og havde brug for ekstra slid­ styrke (5+4 dobbeltblade med canon­ billedet af korsfæstelsen indsat imel­ lem). Alle de øvrige bøger har næppe foreligget på andet end papir -perga­ ment var nu engang luksus -men papiret var oftest fortræffeligt og altid ubleget, nutidens kridhvide blegning var heldigvis ikke opfundet. Omfang. Missalerne var imponeren­de folianter på c.300 blade, mens de to breviarer har fra 378 til c.500 blade i lille kvartformat. Snells breviar er med sine (oprindelig) lidt over 1000 sider ikke blot først, men også størst. Nogle fa andre bøger tæller omkring 150 blade: Kanutus (Knuds) udgave af Jyske Lov, Saxo på plattysk og et næsten tabt Psalterium. Så daler kur­ven rask videreog ender med 13 pjecer pa 16 eller færre blade — især Ghemens småskrifter. 50 titler har næsten præcis 100 blade i snit, og med fradrag af ni liturgiske værker er der c. 40 titler med kun 50 blade i snit. Der er altså tale om en meget stor spredning i omfang. Man skal ikke tro, det var munkefolianter det hele; men i større sammenhæng var der procentvis flere folianter og færre oktaver i datiden end i vort materiale. Format. Formatansættelsen af gamle bøger sker ikke ved hjælp af et centi­metermål. Det eneste kriterium er vandlinierne i papiret. Dette fremstil­ ledes som bekendt ved at man »skov­lede« papirmassen op i formen, som var en metalbakke med en si eller rist. Den havde pa langs millimetertætte metaltråde, på tværs som støtte for dem en kraftig tråd omtrent pr. tom­me. »Kædelinierne« fra disse går føl­gelig på tværs af formens bredestorfo­lioformat. Ved simpel foldning fas en slank folio med lodrette kædehnier, en bred kvart med vandrette og atter en slank oktav med lodrette linier. Andre formater forekommer ikke i vort ma­teriale. Eventuelle vandmærker frem­kom ved figurer nittet på trådnettet; der er ærlig talt ikke taget hensyn til dem her. Der var en tendens til at arbejde med tostørrelser forme og altså (målt i cm) med tosæt formater, jf. billedtek­sterne. Men fælles bliver det efterhån­den, at der var otte blade i oktavfor­mat og fire i kvartformat. I en vis forstand var der også to blade i folio­format, men det er for lidt at hæfte i, så man lagde flere folioark indeni hinan­den, oprindelig gernefem, siden fire. Der var dog især i den tidlige tid variationsmuligheder. Man kunne fx skære ark over og kombinere hele og 1. Storfolio-papirformatet er lagt sammen til folio­ format, 2 blade. Tre ark er lagt indeni hinanden, så bogbinderen har etordentligt læg at hæftei. 2. Arket er foldet to gange til kvartformat, 4 blade. Kan suppleres med to eller fire blade, hvis det tindes praktisk at have tykkerelæg. 3. Arket er foldet tre gange til oktavformat, 8blade. Velkendt fra opskæring af almindelige bøger: De første fire bladeer kunsammenhængende foroven, de fire sidstedesuden foran. halve ark, eller man kunne lægge hele ark indeni hinanden. Derfor er bøger i oktavformat i vort materiale un­ dertiden fremstillet med kun fire bla­ de, kvartbøger med fire, seks eller (sjældent) otte blade pr. ark. Proportion. Hovedreglen om den brede 4° mellem de smalle 2° og 8° betyder, at 4° i ringere grad end de andre formater svarer til vor tids funk­ tionelt og æstetisk motiverede smag for slanke formater omkring det gyld­ ne snit. Spørger man om klummeplacerin­ gen på papiret, så er der ottest langt til de generøse margenforhold bygget på enkle konstruktioner, som man roser fxjenson i Venezia og andre inkuna­beltrykkere for. Papirprisen vejede nemlig tungt i kalkulen, og det op­muntrede ikke den lille vandrende trykker til ødselhed. Man sparede og­så skind ved at beskære hårdt og havde måske allerede dengang et lidet fryn­segode ved at sælge spildpapir til gen­brug. Og hvad de samtidige bogbin­deres knive ikke åd, det åd de private og bibliotekariske ombinderes i sene århundreder uden sans tor hvad de bortskar af harmoni og gamle tilskrif­ter, blot for at fa et nyt og gerne uniformt bind om en måske glimren­de bevaret palæotyp. Biblioteket som barok eller nyklassisk indendørsarki­tektur . . . Bøger med befriende smukke mar­genproportioner, rummeligere end vore dages gennemsnit, er følgelig fa. Det benyttede eksemplar af Saxo kan ikke have været meget større, der er ubeskårne blade forneden; noget lig­nende gælder Remigius 1486, Bionys præstehåndbog og Michaels rimvær­ker. Og man skal ikke lade sig narre af bogbindernes overgreb: Fragmentet Bgnettviai mie fcø.fjrrjrirå tfrrå tuå.tuirrtfftjctiptiuhd tem mæb CxemifiQimiqutratcple bie tueoguittionmia peccota co* tnmølitigatti otnnéira rua.aurr tiui flb ira inijiønatoiøtue Coucc ^^hlutariønlctfluer«* f^/ra fua a nobi'ø /Dum^d inrfrr^ nujrafrcriø nob/ø.aut Cjrtéorø fra £JJ5 a Øfperaroc in generattohem tDeuø tu rouerfuøofaifuabh non et plrbøfua letnbitw in te fe nobiø Drle nuTcéiam tuSrt fa* Itirart fuu Da nobr'ø tfu&fa åo lo* quar in me Dnø foqurtur pace in plebé fuam fiiprr froø ruoø.ft m roø quj ronutrfimr ao roi tJfrufn p?Dpf timéfrørfi fa(q tore fjMuø.ut inijobifrt ølia in^ra af Ghemens Psalterium, der er fundet i et bind i Landsarkivet for Sjælland, har været brugt til bindfoer og må have været overskudsark, skønt der er malede initialer; og det er trods det lille format en helt statelig bog. Skrifter og satsbehandling Vort materiale kan bortset fra enkelte romertal kun byde på to antikva-ord; forfatternavnet iohannes pfefferchorn over et træsnit på side 2 af hans bog (Poul Ræff 1516), først 1538 far vi den første bog sat med antikva i Danmark (Roskilde). Kursiv er det for tidligt at vente sig (Venezia 1501, som brød­skrift hos os første gang Malmø1533), og selv fraktur hører knap og nap perioden til; som kalligrafisk præget polha ioetitaø ob* uiauerflt fibt.uQicia etpapofrula te funt IDenraø Detftra ozta efl«? fuQiria ocrrib pfperlt<£teni Dnø babit bcnignitatl.et terranotira Dabit fcurtu fuu JuQin'a antecu ambulabit-et ponetin oiagerfluø fuoø <©tø > pø-Ir,rro. rtTt' ørlina Dneaureni tua ct ep Jl aupi me.qm inopø tt paujj ntmrøo CUQODIanima MCÅ qrn fruø fum.faluu fac fernu tuu Deuø meuø fpetate5 In te fllHerrre mei Dne qmaotedamaui tota Die.le* rifira aiam ferui tui.qmaDte Dna aiam mea leuauiCrn tu Dn? fua uiø tt mi'tfø etmnlte miliåte.om* nibuø inuoråtib?tt 2tutib? grip® ofic orørofm meS.ct inttno$nod wmamm LN 222. Psalterium. (Kbh.; Gotfred af Ghemen, 1505]. 8°. Kol.br. 63mm. 30delvis beskårne bladeaf opr. c.158 blev 1894 fundet som bindfoer i Landsar­kivet for Sjælland og viser dels den største af Ghe­mens to gængseskrifter, dels de smukkeoprindelige proportioner: en klumme på 98x63 mm harmonisk anbragt på formatet 136x95 mm. Den rode pensel har været der, i dette tilfælde altså før bogen blev indbundet. pragtskrift findes den i Tyskland i 1510erne og smitter hos os af i enkelte titellinier hos B.Blumme. Han har desuden æren af nogle græske ord ­men havde han græsk komplet? blev han skuffet af manglende behov der­for? eller skaffede han netop de nød­vendige typer udenlands? (LN 71). Med disse diminutive omend frem­adpegende undtagelser er alle skrifter 6 Bogvennen 1982 73 —— r f ' • brøfraaøf f (^n tomt tou loftrbrttsaturntpr fhrqffne «t&utgitfur tljcmnaaoe togra øtotM otfj« alle IjennctjiitDe <^otU ictfhet or ttti) ffinftr maaf ot til bemmecigcat home tnot fud STtjltbfrtifriaifigncor tjfnoc Oftljerar Itiijtfuefot uDcn #n0^e C^ntdit i htfpenbaffn tocO^ <3otfcco tffgbtmtHtmo fint jn.rcca.t>.pdA fat/ ^ riualentmtafftljfn mf. LN 67. Flores og Blansejlor. Kbh.: Gotfred af Ghe­men, 13.2.1509. 8°. Kol.br. 63 mm. Sidste side af den versificerede ridderroman. Ghemens mindre skrift, kolofon og bogtrykkermærke. indtil 1522 altså gotiske, og uden at gå i enkeltheder skelner man let nogle grupper; Den af lodrette stave domi­nerede textur (se ill. s. 81, 85), kendt siden Gutenbergs bibler og anvendt både i pompøse og mere beskedne former. Den som navnet antyder blø­dere rotunda (se ill. s. 2, 76), iøjnefal­dende hos Arndes. Mindre udprægede textur-varianter som i breviarerne eller som Ghemens to former for »Duitschrift« (se ill. s. 73 og 74). Og bastardskrifter, hvortil kan henregnes schwabacher (se ill. s. 80), første gang i Saxo, og en meget iøjnefaldende fransk-gotisk skrift, der dukker op hos Ræffog fortsætter til midt i århun­ dredet. Ofte var bastardskrifter gjort efter lokale skriftformer til brug især på modersmålet. Bemærkninger i billedunderskrit­terne må orientere i emnet i stedet tor en nærmere analyse. Kneben sats er enerådende. Og den­ne fra håndskrifterne nedarvede pris­værdige praksis stødte omgående på vanskeligheder i Gutenbergs værk­sted. Stor skrift og smalle spalter kan nemlig ikke forenes med kneben sats ­se bare på de mindre vellykkede linier i denne bog! Skriverens trænede øje og hånd måtte da klemme eller brede skriften en anelse eller bruge nogle af de forkortelser, som allerede florerede i håndskrifter; man sparede foruden tid også plads, dvs. materiale, dvs. penge. Blyet kunne ikke klemmes, men forkortelser kunne man bruge, og gik det højt, kunne man -også i vore missaler -have dobbeltbogstaver med en fælles lodret stav, eller varianter af et bogstav. Gutenberg havde til den 42-liniede Bibels store og lille altabet plus skilletegn ikke c. 60, men c. 250 forskellige typer og opnåede derved det forbilledligt egale satsbillede. I de ældste danske bøger vil næppe noget blad udover visse titelblade præsentere sig uden forkortelser. Hyppigst ses stregen over n, m eller vokal, gerne som tegn for påfølgende n eller m (man må altså kunne spro­ get); den romerske syvtalslignende forkortelse for et (og); det tilsynela­ dende note-mtal, der betyder -us; og blandt hårdere forkortelser xp-tor Christ-(egl. græsk chr-). Forkortelser aftog stærkt gennem tiderne. Streg over n og m kan rent undtagelsesvis ses endnu omkring LN 267. Terentius: Adelplw­rum comedia. Khb.; Balthasar Blumme, 1522. 4°. Kol.br.90 mm. Foroven klummetitel, forneden overskriftog 3>dpb$r.mi3ctif8rertttt3v ,< c personangivelse til4.akt. For­r stffram rm.biitcro? Tnn© h»ct» ? g! \ \L' '' ^ — kortede personangivelserog replikker, altomløbende. gw.Iot.ptrm iiit-U.^,1^$ bogen eren skolebogbereg­li/i ^ net til annotation,og eksem­ plaret er da ogsånæsten hele 'V v~T^ x p vejen forsynet med notater. ^iitarrfjc. j.j, vunits (jnni(iM'tia.irrf Niels Haastrupoplyser, at det GMld "V^i^oiidcti art.gratrcrw ' 1 mest er enkeltord, devære sig coimcftam tytgisfti oV^Tcrfdtdcrit c«néluim. jf d crm3,ca fiuio tecm^niHipto^itts:qp fra diktat, ordbog eller kom­ fcÉiio a^oojn^tff ep^lt|t ft vo* nødvendigvis »lettere« end de u:cbp^^C;c rrdno^rt(tifo.-• —•*--A' O trykte ord, men tilsigter at / '0'imin3JEKkw tt fiicri.&cn!t>ac>uc nit id ^ y m< (qna/. udvide elevens ordforråd BTcaian "/»"w t>c< fit piodo vfås •cniiiir^tniVI£(\/itntayj'jcjio enidet in ahqocsl^j^nj (over cognatusog paupertatcm oiaJum. t rcqnitain ftfltrentatui cu3^i>iira rcUnuc pcmcus p.-cccdcrc oebcnt ver bo fubfUnuo mtellecto aftiuluxienø verbum mbfbnnuiipctiø citra CJKt verbo fubflinuo ai nto 3 partcpoft aipptlUnø verbum lubftannuuqp vd bo.-uin 8Jun rennaujpoft fe rcciu qujndocp loabut CReguk^ramaticalea H rcgula ^ramaticjliø eft ifta;q> adicctiuii t fubftjnn> uu voliit coucmrc m tnbua ac odenbuø gramancalib" falicj inmicronn genere-: m afu;« cmplii x>e adiecauoDotalualb'' bomo. tx^noialumt:'' htxr.dc pnapulule^co (colanø. vn flonfta flfcobil« cii nco panb" tnb'' alTocuto ^ofib"-? micnø gen"btiø bii jfocubio C.TWomen ert ouplet tBubflantiuii éfl qt> fignificat fuu lujiufieatu^ p modii pfe Ilantiø z non altrimlxrennø.^lel cu mø fi^nificjcio no potaugen vf mrnui; vt bomo LN 229. Rentigius seu Domims que pars. Slesvig: Stephan Arndes, (1486] 4°. Kol.br. 88-90 mm. -Smuk rotunda med initialer over 4, på side 1 over 8 linier; let rubriceret. Denne latingrammatik, hvis eneste dublet gik tabt i Liibeck under krigen, var oprindelig indb. s.m. Ghemens tre grammatikker af munken Tideke Hansen i Skovkloster; adsplittet af T. Klevenfeldt i 18.årh. hen trykt omløbende, modsat tidens andre bøger på vers: Rimkrøniken, Sjælens Kæremaal, Michaels digte og Brants latinske digt om passionen i skiftende versmål. Inde i den skære sats savnede man dengang fremhævelsesmuligheder. Forholdet fraktur/schwabacher, an­tikva/kursiv var ikke etableret; ejhel­ler kombinerede man som i 17. århun­drede to skriftgrader, og spatiering lå over 250 år fremme i tiden. Kun een mulighed stod åben: kraftige storbog­staver ikke blot ved afsnitsbegyndel­se, men inde i satsen, eller de såkaldte rubriceringstegn i stedet for »ny li­nie«; de havde gerne c-form, fordi de oprindelig var forkortelse for capitu­lum. Derimod ejede danske trykkere endnu ikke de dekorative blad-eller blomsterlignende ornamenter (røske­ner), som kendes fra renæssancens, barokkens og rococoens tryk. Ved afsnitsindledninger havde man derimod rige muligheder i form af initialer over to, fire, ja ti linier. De såkaldte lombarder havde bare fa og bollede forsiringer, mens andre var indslynget i ornamenter i kvadratisk ramme. Store initialer viger pragma­tisk for mindre, hvis der kun er et par linier tilbage på siden. De sene trykke­re havde store figurerede initialer med rigsvåben eller egentlig billedlige mo­tiver indbygget. Malede initialer trængtes således rask tilbage, og de trykte har deres egen stilhistorie. Overskrifter i brødskrift eller (som Terents-udgaven) i større grader var hyppige. Man ofrede sjældent luft over eller under dem, og det egentlige blikfang for afsnittet var snarere et initial end den foregående lille over­skrift -således allerede i Sneils pjece af Caoursin. Nærmest i 18. eller 19. år­hundredes stil er Pfefferkorns pjece, hvor et resumé foran hvert kapitel ikke blot har blank linie før og efter, men indrykning af alle linier -trist kun, at det er et antisemitisk skrift, der således indbyder læseren. Kendt helt op i vor tid er også Saxo-udgavens praksis: at første linie i kapitlet sættes med store bogstaver, skønt den jo ender på et tilfældigt sted i teksten. En finesse frembyder Lage Urnes Statuta synodalia tra Poul Ræff, altså samme trykker som Pfefferkorns-en bog som Lauritz Nielsen kun kendte fra T Kustvde fra en gammel afskrift, men som i 1937 dukkede op i et udenlandsk bog­ bind i Oslo. Foran hver paragrafer der en blank lime, og der indledes med et rubriktegn. Men hvis den foregående udgangslinie er kort, sættes den hen til højre (ligesom visse kapiteloverskrif­ ter i datidens skrevne og trykte bø­ ger). Så beholder den næste paragrafs indledning sin karakter, samtidig med at der spares plads. Man kan se det samme i ihvertfald een bog med funk­ tionalistisk typografi som løsning på den stils dilemma; at man ikke vil have indrykning, men også nødig tabe den overskuelighed, indrykningen giver. (Philipp Albinus; Grundsåtzliches zur neuen Typographie, Berlin 1929). Horeunger accepteres og ses endog over store overskrifter eller indlednin­ger fx i Saxo. Nyere krav om (helst) tre linier tekst under en overskrift er ­nyere. Teksten er jo et forløb, og en overskrift nederst på en side føles (er) ikke ulogisk. Der er således fjerne og ærværdige aner for den samme praksis i Betænkning om finanslovforslaget tor 1982, fremstillet med alternativ satsmetode med afsnitsoverskrifter i brødskriftens kursiv, normalt med en linies mellemslag før og efter. Udenom klummen Signaturer, normalt anbragt under klummen, er en tysk opfindelse og en fast praksis i vore bøger, i Missale Slesvicense dog kun som bladsignatur a-i på de to canon-pergamentark. De har formen bogstav + (romer)tal, som skik var til c. 1800. Man signerer ikke som sidenhen halvdelen + 1 af arkets blade (hvis de er i orden, må resten at arket være det), ejheller som nu 1. og evt. 2. blad, men veksler friere. Signaturen havde en praktisk funktion tor bogbinderen og blev som bekendt ikke slået ud af blad-eller sidetal. Se f.eks. side 73. Kustoder, et par stavelser af næste side trykt under klummen, fandtes i et vist omtang i håndskrifter, mest ark­vis, ikke sidevis. De gik ikke uden videre med over i bogtrykket. I Dan­mark findes de først fra 1528 og for­svinder først helt efter 1800. De vejle­der, deraf navnet -måske især ved højtlæsning. Marginaler er brugt i Ghemens lov­udgaver (kapitelnumre) og i Rimkrø­ niken 1508 (numre på kongerne sva­rende til registrets). Indenfor klum­men, men med funktion som margi­naler, findes bibelhenvisninger i Mi­chaels rimværker (i bagkant, faktisk en slags noter). Noter findes ellers kun i Knuds lovudgave som petit under lovkapitlerne; tiden kendte ellers til smukke typografiske løsninger i di­rekte forlængelse af håndskriftpraksis. Paginering bruges næsten aldrig i 15. århundrede og i Danmark ikke i vor periode, skønt sidetal var kendt i visse håndskrifter. Foliering (bladtal) er gængs i håndskrifter, men sjældne i vore bøger. Slesvig-missalet har blad­tal Ai-xx, Bi-xx osv., svarende til 21/2 ark, mærkeligt; Københavner-mis­salet har alm. bladtal hen til canon­delen (tilfældigvis svarende til a8-z8), deretter 119 blade uden numre eller klummetitler! Utvivlsomt er de to hoveddele at den store bog fremstillet sideløbende, og signaturerne tager fat fra A etter canon-delen, men det har nu været en grumme upraktisk bog at finde rundt i foran alteret. Enkelte andre liturgiske tryk har bladtal. PayUta ^Ledende klumyyieiifei ligeledes Hortulus og allerede de små Arndes-tryk fra 1486. Levende klummetitler er sjældne, skønt velkendt som rnbnkatorarbejde i håndskrifter. Undertiden har blad­tallene karakter af klummetitel, nem­lig hvis der som i Missale Hafniense står Folium / xxv. på de to sider; men hvorfor var man årtier om at indtøre sidetal? En bog har versallimer, mere til pynt end til nytte, dels fordi de er svære at læse, dels fordi man vel ved, hvilken bog man sidder med: Evange­lium / Secundum Matthceum; men vi har jo endnu bøger med ligeså idéløs an­vendelse af dette hjælpemiddel. Adelphoe har P. Terentii Comici / Ac­tus primus (-quintus), det er da bedre. Hortulus / Synonymorum må regnes for levende klummetitel, da et mindre afsnit tilsidst har anden ordlyd. Bio­ny, Canon, Ghemens to lovbøger og Missale Nidrosiense har imidlertid gennemarbejdede klummetitler over opslag, over side eller fleksibelt va­rierende over side og spalte; det var jo bøger til særlig brug. Canon er uimodståelig i sin praktiske noncha­lance: Spalterne blad 44b er ombyttet, og sætteren har sparet møjen ved at fa dem på plads ved at sætte Secunda columna over den venstre og Prima columna over den højre! Det kan tilføjes, at spaltesats kun forekommer i de liturgiske bøger og hos Blony, i alle tilfælde vist afhensyn til læsefunktion og overskuelighed, måske dog, som Konrad Haebler formoder, simpelthen af reverens for Gutenbergs bibler og den håndskrift­tradition, de konkurreredesig ind i. De første og sidste blade Titelbladet. Mange håndskrifter og mange inkunabler går lige til sagen med titlen i brødskrift øverst blad 1 og sammenhængende tekstside under. Ofte er den egentlige titel dækket af ordene »Her begynder . . .«, »Incipit . . .« eller længere og sirligere form­ler. Men snart opdagede man, at den første side bør skånes for smuds og slid (det varer jo længe, før samtlige ark er trykt), og man holder så det første blad blankt eller med en kort titel som vor smudstitel. Dette stadi­ um er forladt i vore bøger bortset fra 1480ertrykkene og Ghemens Donat, der end ikke har en overskrift. Side 1 er blevet til et titelblad med stor skrift, en flot satstrekant, et træsnit, nogle rammestykker. Stadig er den egentlige titel ikke altid trukket frem, hverken sprogligt eller typografisk. Det sker. Men ofte­re har man som hos Ghemen: »Her begynder de femten steder . . .« eller værre: »Gudelige bønner« omtrent midti en smøre på næsten 50 ord med brødskritt. Få er så klare som Johann Snell, der i Caoursin 1482 nok begyn­der med ordet Incipit, men derefter uden omsvøb oplyser om forfatteren, hans stilling og bogens titel. Register. Ordet og sagen stammer fra spaltedelte lister over begyndelses­ord i ark eller afsnit, trykt for bogbin­derens eller rubrikatorens skyld i itali­enske bøger. Disse lister bortfaldt med signaturernes indførelse. Register i vor forstand har kun en­kelte af bøgerne. De danske kongers navne står alfabetisk i register i Rim­krøniken 1495, i udg. 1504 degenere­ret til at stå i bogens rækkefølge. Bio­nys håndbog har en tabula bagi, og Cwldm mmnitfirfapjfifftt 11$ In beait mtgfuabilitu« rtbo* fobanM« ptrt«;t fulo bom.it (jiptétte cobi* (i6 tn Mf»m totem faiffet »b pejw beanrtAfpmM »jrajrrit^o cy ^•iMfpo(?rfmo vtqmfqm« iua* jfibø.txfum-lx)•li.tq. tffcltgcn«. mti ptaaifut w bcntt faaa fcripwia fponu («ibniø.tfCutn» bnm vinon pm ftpttntii ambim-jgno ti tnbuflnofe Uboucjj pi« fMtn igifb&teitt (»g({1U «tpfi uiKtit)W(|mii pa r«ttwbo»^miffJm UrgtrfW *"•«6iii 4rd)itpifcopi.«pi. ømi!»mipo.'t »po«on<>. atirtq}plati btctout te nut' Jpflri fi qtw btntfcripM in p Bofapt complrtiUobt« o fmto ttaaaw inoMSiUappiv cfyufit tabaie­ fcrtrt 6ign«ntor grttaofc-qtj« åSiitf cotbi« Uti fubbf »w« fcobiofj.imboia not pa mrtbbtM«tnou»< pltpa bttlm-et.bilocibmt ntrt S«mtrct* optrj91*1« fan inptttnar.Jnfogqoc mm<9 «« Ugtittt«. btn« pofiwfncnnt iO:ngant (Dut tu«g4t fopttt« no«w «• rnitno« ©icnpjtiotii pou^ »drobourntnti«. q} tjnomntuaffcribmt« ir' Mimi,Zc bu<11 bi« 1)4n» ciin«mae. occnp^tom fiifft twgoctj«.« btq; ctnfon«tcdifljfbii c«"O rtp pi* banfjet manaft&oli rt§t« ob|fnj«6(«.Jmpufftt* tts. nifi bltitni gt(mtfcratio pa triatbtS btanbi«-Ztino ttntmfi Uofotnm c5fv!t«ffa. mqudcjs ntufn'yfytmtxat' to atfimi tqmbrt fpnj* cfnit den henviser til bladtal, skønt disse ikke er trykt i bogen; og der findes register foran i Missale Slesvicense, bagi Manuale curatorum Roschilden­se og foran hver »bog« i lovene. Det er vist alt. Anden speciel sats er udfoldet i liturgibøgernes kalenderafsnit og i Hortulus ordkolonner. Derimod skal man ikke tro, at grammatiske bøj­ningsmønstre opstilles i skema. Der er tilløb allerede i Remigius og et par steder i Murmellius, ellers går tingene deres ubarmhjertige gang i omløben­de sats ogendda med forkortelser også 1 selve de bøjede ord, der skal indlæ­res. Her øjnes materialebesparelsen kun altfor tydeligt, og faktisk var det tørst det pædagogisk avancerede uni­versitet 1 Giessen, der kort efter 1600 Levende klimiwettirt i 50 trykte bøger 1482-1522 iTabuIa Cx faerJmft« pmVfoiw. fEafeula Ijumø 2)i cotnnotqu< t(i pnmug« frace«ttjø. ptmtotttt.fo.Ewi« i)t focramnf tri gtfltrt.fo-tj« 2>« confrffiotittnjnc fequitwr. < fscrflrrtco b< M|ib^ rtb pjpatn gtitl.-ti fttiir.fO'tii)-tlbut-fo-lTCVl­ tr pUr ffibrtpfifm'-fo.v. C<»( u« epi|i:op<»lf9 nucfcqoS i>< b-tpttfim («iiiab^-(i*W< tur.fo.irm. £>< catiult« drc«bix fatrami £>< fmffaaionl qot tf?ttrrid tom ftrtwbu'fo-'oi• pare pmtttrttu-fb.rrtrvq. t>< ant)e faaamtnto^finiiaiion. fattffaaionc^3.rliq* fof-riq. Couttlt«portt cofbawt«fir (DIK fint btfubfljtitui bum« n«rib«.fb.riiuj. fAa'timmtt.fo.ntq. lit ctmtdie fnvatibie tf pat' i>f »åibmtib« ara:fttcrrtm« U C0tl >ff01l8.fb.tlvt. tam cifirmacwis.fb.ro. iit p.-nitétlj« mfrimoifi ttbt (Dlottlt bui«ft|aaumtnto toc^«ti({ii,fo (Tlao (acirbos ft b^btrtbtb« Uo.pji. *t ergjinfinno».fo rlti £x ertbmbi«ara) Ijoc faa*' Ktgulf qoibufl pcM moiMlU mmtfi-fo-«-«tq\»cbwIm fomcognofctri 1)« cdutrii«ftrtwbi«ctrM l)0< bJ-fb-U« facrammtam t[ pant foimn ©c faerttmmtotrtmm vnat fum^"0 •ttt|• ønie•fo-tiq. 2)< atuttlts |Ho5bi6 tr p«"« i)f facratftio#ibmi«.rO*Ivf. fa«rbOt' t>o< facramtmå cofi i>t Oiabtnribtutpaio« (*Jt* rtnri« vtlw|icicno8.f<>.^vi. mcnti-fo'lwjj. LN 19. (Nic.de Blony:] Medicina Spiritualis. (Slesvig eller Ribe?:] Matthæus Brandis 1502. Kol.br. 95-98 mm. -Sidste tekstside med et vers, kolofon samt, som klummetitlen viser, register med henvisninger til bladtal, skønt sådanne ikkeer trykt i bogen. Første danske schwabacher som brødsknft, missalsknft til klummetitel. Lille malet ornament foran Tabula. Det unike, perfekt bevarede eksemplar har kun een tilskrift: Sum Johannis Thomæ Ripensis; det er vel salmebogsudgiveren Hans Thomissøn. begyndte at arbejde med bøjningsske­ maer og andre funktionslettelser i grammatikker. Kolofon tindes i næsten alle de gamle bøger. LN-listen bagi denne bog viser umiddelbart ved [ ], hvilke data der ikke findes i bøgerne, enten fordi de aldrig har stået der, eller fordi kolo­ 79 vn brøjJ my« afit aflo t^rtt teg ttl en wct >U5 qwm6l)<» fom et al ^imortgb** '>•"<> '£v fclogl) ty tvq« et tbét til If-ulo farttit tegl) tfjet !;*t» roll i'tiea lof til fulla l)i> bn-J'bo (én poit krfllet henna c^e^iel tj« K't) cn l^ff»iÆfwl» ftgb«1 &<»ttifl t'«« vu tlje nuffn mart i)K»n w»l ny^l)<* (Étl) mvnfiet afffiele becn i/alontons tq!) bwn mrta wa-l rvata tl)i \)it bwn t^g ^"IT^gbré knijff fttSit $rtn|Tbo|f«« l)tvg brøn (T:a:i UnfTIiiff o.t> ftai|iÆ fyt falk b«"! g^ftbo II)an fpnjt5b» b^«* a5b f"1 bw" wot re^b* gwft&omen en mrøgb4'1® b^n «t ipe&b* om ban kwnSbatbs foalajlb* j!3u& faser foifaa biiia-fiel(f m; fig tbn b'Higba anO gioibb* b^m* ftuc^tfomelf^ tbe gabtiel til b«14 fftnSb* tben tijO gaSj f$n til bf"4 fe« fem ntv i b'utietigee b^gb^ bp«, form af en helgendag, eller på begge måder. Men foruden trykker, sted og tid kunne kolofonen oplyse om forfat­ter, titel, financier, forlægger osv., langt fyldigere end bogens første side og meget nyttigt for eftertiden. Man bemærker kolofonerne bagi to af de tre missaler, fordi de nævner en corrector, hvilket snarere betyder ud­giver end korrekturlæser. Det slesvig­ske er udgivet af »den oplyste mand hr. magister Jacob Horstman, bacca­laureus udi den hellige skrift« (han havde en vigtig post i Slesvigs kleresi), det københavnske af Frijs, simpelt­hen, dvs. Anders Fnis, kantor ved Vor Frue Kirke og i toppen at univer­sitetets administration, tidligere rek­tor. Andre bogtrykkere var selv halv­ P:opao fiiio fim | sjidiaeoisjnott & a f*7anibuølunmøinflmff ftantraftatr • ^igitiir (inntnrifliraepaf tapcnl;cfumflj2iCufiliu3 l| tuu Oominunrthu fupplH Uro rogaraua ac prtunus. a5fIf1Pfcfit,l^ra v tegn; datoerne med romer­ 10 Itii pauU I^crtmiKttcofcf; k tal og efter den romerske tii I kalender; og oplysninger 18 ii tn om dagens helgenel. lg., 7 jOoas søctraa^ipbame n to fit fdxciacofcf. ^cbruanl fiir 0 deriblandt Aarhus'skyts­jcxiil •S P helgen Clemens.På denne *ts fxii ^arcelb'papc-t mari fer Q og foregående ill. betegner 7 c fri &ntbonijcofefiiabbaf r 12 i>0 t* V^rifce virglø s bleg tone rødt tryk. Fim t • '4.S»Jo f f" fabiani^fcbafhamBW: •» 9 c KU jUgiKtisTirgis j: ni ri iiwcciiai nurtiria 1» 17 1 0 F 1 6 uc lj; . 9 iO r.ii CduerfiofclpauU <4. k€ Yii 3 tyl* rt-• v a M n itii S^cfpofattoniømariectiofcpbfer b *4 ni c 5P® it d 1RcciU«fjori rvt ti« 1 Bogmaling og farvetryk Ofte gennemgik en »rubrikator« — Under større boglige og kunstneriske ordet er allerede brugt i Thelma Jex­forhold end de hjemlige var der en levs og dette kapitel-det blækskrevne betragtelig overlapning mellem de håndskrift med rød dækfarve, malede forskellige bogfremstilleres område. nogle rutinemæssige initialer på dertil Ikke blot levede den skrevne bog i beregnede pladser og satte en streg gennem store bogstaver efter punk­ årtier jævnsides med den trykte. Men både de mere beskedne og de mere tum; det tjente til at overskue den tætte tekst med fa liniebrud. Farven eksklusive håndskrittfolk havde opga­var gerne zinnoberrød, latin ruber, ver og til tider store opgaver i 15. og deraf rubricering om processen og 16. århundredes trykte bøger. senere om inddelinger iøvrigt. Også de tidlige bogtrykkere kunne efterlade et felt til indmaling af et initial; evt. skrev eller trykte man et lille bogstav som vejledning. Denne vejledning findes i vort materiale kun hos Ghe­ men (7 gange incl. hans tre første bøger), og disse bøger har faktisk faet deres malede initialer, ofte desuden rød streg under kapitlers nummer el­ ler titel, ligeså enkelte andre pænere bøger: Remigms, Blony, l.udg. af Knuds lovudgave. Men ofte nok blev feltet stående tomt for stedse, således i Caoursin 1482 og endnu Missale Haf­ niense 1510. Hurtigt vandt imidlertid de trykte initialer indpas, og med dem bortfaldt rubrikators arbejde. Kun de store ældste bøger udfolder sig lidt mere: Arndes' missale har for­ uden rødt tryk malede initialer i rødt og blåt, og breviarets første tekstside har rigtig marginaludsmykning, hvis farver desværre mangler i den fore­ liggende mikrofilm. Snells mindre prægtige breviar har et stort F udmalet med grønt, gult og hvidt. Spørgsmålet om rødt var ikke blot et spørgsmål om pryd og afsnitsmar­kering. Man kunne have praktisk brug for fremhævelser, og håndskrif­terne havde haft røde ord og afsnit efter behov. Derfor trykte Gutenberg røde linier i sin 42-liniede Bibel, men opgav det efter første ark (fagfor­eningsvrøvl?). Vore trykkere havde ikke råd til pynt; men i liturgibøgerne var der ingen vej udenom, fordi man i omløbende sats ustandselig skiftede mellem læsetekster, sangtekster og vejledninger for liturgen. De vejle­dende tegn og ord tryktes rødt, ligele­des mange initialer, kalenderoplys­ninger m.v. Man kan finde lange læse­ stykker, hele sorte sider, men ellers er der glatvæk 5, 10, måske over 30 bogstaver, ord eller sætninger trykt i rødt pr. side. En voldsom komplika­ tion, der hænger sammen med savnet af fremhævelsesskrifter. Så spættede sider kunne ikke i prak­ sis indfarves med to farver pr. tryk, så man måtte hitte på noget andet, og flere teknikker kendes. Trykning med masker, der først dækkede det utrykte sorte og bagefter det frisktrykte røde, var een mulighed, opsætning af rødt og sort hver for sig en anden. I begge tilfælde kræves stor nøjagtighed, hvis rødt og sort ikke skal være forskudt for hinanden -som velkendt fra alt senere farvetryk. En bestemt slags sats tryktes den­gang gernei rødt og sort, nemlig noder (mest røde linier og sorte nodetyper). Vi nåede ikke så vidt. Ræff bruger 3­og 4-liniede nodesystemer i rødt eller sort, sammensat af stykker å knap 4 cicero, men noderne må man selv skrive! Det gælder LN 38 og 182. Træskårne melodier (noder + linier) dukker op i 1530rne, nodetyper i 1569. Træsnit Over 30 af vore 50 bøger har træsnit (eller metalafstøbninger af sådanne), men ingen er illustrerede bøger, hvis man derved forstår en bog med et vist antal billeder fordelt i og svarende til teksten. Der bydes på een eller to figurer foran eller bagi bogen, des­uden canon-billeder og figurerede ini­tialer eller rammestykker. Det kan siges med det samme, at intet træsnit i disse bøger er illumineret hverken med dækfarve eller gennemsigtig far­ve. Ejheller er de trykt rødt bortset fra visse initialer. LN 110. Kanutus; Hxposiliones circa leges Jutiæ. Ribe; Matthæus Brandis, 24.5.1504. Bredde 94 mm. - Jydske Lov på latin og dansk med biskop Knuds kommentarer slutter med dette billede, som er et mærkeligt stykke middelalderlig »modkultur«; Bønfaldende mennesker overvåges af en engel, to slamberter af en djævel og alle af Vorherre -men slamberterne synes at komme bedst fra det! Man tror at seen sceneaf et karneval eller enskolekomedie. Stærkt dominerende er korstæstel­sesbilleder (fra gotisk kunst i folio til tarvelige vignetter), kongebilleder (fra Ghemens og fremefter, i vor pe­riode uden portrætlighed), rigsvåben og Københavnsvåben; dertil kommer bogtrykkermærke for Ræff, naturlig­vis en ræv, og tor Ghemen: kronet dannebrog, hvorpå det lille olden­borgske skjold, derunder måne og stjerne fra hovedstadens våben -var man københavner, eller var man ikke? Andre religiøse motiver forekommer hos Ghemen, ikke at tale om Leidens byvåben på hans Lucidanus! det pyn­ter altsammen. En lærd mand ved sit bord bruges af Ræff i Manuale Ros­childense og i Pfefferkorns pjece -og nu igen på vort omslag. Man skal blot bemærke sig, at de forhåndenværende træstokke bruges uden smålighed bare til pynt og glæ­de. Nok er der noget smukt i den tanke, at fromhedslivet gjorde det ac­ceptabelt at sætte religiøse motiver i latingrammatikker eller den hellige Anna selvtredie bagi Terents' kome­die. Fattigdom har dog vel spillet ho­vedrollen, og hvem skar overhovedet træsnit i Danmark? Måske Ghemen selv for at fa et dansk mærke og en dansk konge. Helt for sig står det sidste blad af Missale Hafniense 1510. Under og over en firliniet rimet kolofon findes dér enstor vignet af Maria med Barnet i strålekrans og oval og vigtigere: et stort billede afjesus, der åbenbarer sig for de tolv apostle. Da missalet ikke savner sit canon-billede, har det som den eneste af vore bøger tre illustratio­ner og tilmed de bedste. Se de to følgende sider. Mange af de her kort og teknisk om­talte bøger er indholdsmæssigt bære­piller i tidens gejstlige, lærde og tolke­lige kultur. Enkelte trækker lange li­nier gennem vort åndsliv. Deres tek­niske udstyr er beskedne men anstæn­dige efterslæb efter kontimentets kul­turcentres boglige formåen. Og de er vore egne. Heroverfor: LN 179. Missale Hafniense. Kbh.: Matthæus Brandis, 1510. 2°. BnmacWtottfi tmmfttalwoptis rnmm tfmcpatio fiuicnrptiaafim utfupOt miaum (^^øiasssssssF' ••tf zL. ^***$< ??%*" - ,-Hry rT-T'®*?^ V?r-^fU^ * •» rbfci ^>1 ##er '*** ri<»«V^*v ff4é7*i'^S frt*i fi*S4*} t ^s •, c:" •y« • Note Artiklen bygger på selvsyn af bøger eller af Det kgl.Bibl.s gamle fotografier af bøger i udenlandsk eje; har Kgl.Bibl. flere eksemplarer, er kun ét eks. af hver bog set, almindeligvis det bedste. Artiklens form forudsætter ikke noter, men refe­ rencer til LN-registret og ordlisten bagi bogen. Her skal imidlertid henvises til nogle fa bøger, der udgør almen og speciel baggrundslæsmng. Aarsberetninger og Meddelelser fra Det store kongelige Bibliothek. I 1864-69 (Kbh. 1870). Heri Chr. Bruun: Den danske Literatur fra Bogtrykkerkunstens Indfø­ relse i Danmark til 1550. -Modsat Lauritz Nielsens beskrivende bibliografi (med indledning) er Bruuns bog en læselig gennemgang af emnet, kronologisk bog for bog og med litterært og kulturhistorisk stol. Curt F. Biihler; The Fifteenth-Century Book: The Scribes. The Printers. The Decorators. Philadelphia 1960. -Tre forelæsninger. En inciterende bog, fordi forf. ser emnet som en helhed og prøver at tornægte bogtrykkets indførelsesom et skarpt skel. Svend Dahl: Bogens historie. 2. udg. Kbh. 1957. - Modsat nedennævnte Nordisk Håndbog er alle ta­ gets delesamlet i een letlæselig fremstilling. Philip Gaskell: Å New Introduction to Bibliography. Oxford 1972. -Alle sider af bogteknikken fra be­ gyndelsen til nutiden og — mere kortfattet -den tekniske indsigts betydning for den mere detaillerede bibliografiske og tekstkritiske forskning. Konrad Haebler; Handbuch der Inkunabelknnde. Leipzig 1925 og senere optryk. -Den klassiske syntese af inkunabelforskningens store epoke. Knap og uden illustrationer, men utrolig instruktiv. Lauritz Nielsen: Danmarks middelalderlige Haandskrifter. En sammenfattende boghistorisk Oversigt. Kbh. 1937. -: Den danske Bog. Forsøg til en dansk Boghistorie fra den ældste Tid til Nutiden. Kbh. 1941. -De to naturlige introduktioner til emnet. Nordisk håndbog i bibliotekskundskab. Udg. at Svend Dahl. I: Videnskabernes udvikling. Boghistorie. Kbh. 1957. -Alle sider af boghistorien skildret fag for fag på c. 340 afbogens c. 500 sider. S. H. Steinberg: Det trykte ord gennem fem hundrede år. Dansk red. ved Erik Dal. Oversat af Kirsten Thykier. Kbh. 1968. -Illustrationerne er rent typo­grafihistoriske, mens væsentlige dele af bogen er kulturhistoriske. Forf. var historiker af fag. Under trykning er Erik Dal: Dansk provinsbogtryk gennem 500 år, Bogtrykkerbladet 1982, i bogform sept. 1982. De toførste kapitler dækker tiden til 1540 med væsentlig anden stoffordeling end dette kapitel. W JOaimaltd'MMtom fcjjrnufummUDe laafclulttnCia —r LN 165. Manuale Roschildense. Kbh.: Poul Rætf, 25.3.1513. 4°. Kol.br. 95 mm. Kanon-og missalty­per (texturer), et træsnit også brugt i Pfefferkorns pjece og Klevenfeldts autograf. Sidste side er slutnin­gen af en indholdsoversigt samt kolofonen; »Dette hlle værk, trykt ved kannik i København Poul Ræffs kunst og på hans bekostning, slutter lykkeligt (her). 1 det frelsens år 1513, 25. marts. I hans egen bolig, hvor den også haves til salg.« Se foromslaget.