Den skrevne bog 
LOVHÅNDSKRIFTER, BØNNEBØGER, OPBYGGELSESLITTERATUR 
Af ThelmaJexlev 

Bogproduktionen er til alle tider ble­
vet påvirket af et samspil mellem kul­
turelle strømninger, økonomiske 
konjunkturer og sociale forhold. 
Efter antikkens guld-og sølvaldre fulgte senantikkens bølgedal, som fortsatte frem gennem »de mørke år­hundreder«. Imidlertid grundlagdes ved den karolingiske renæssance o. år 800 og den lidt ældre irske håndskrift­produktion en fornem håndskrifttra­dition, som efterhånden udbredtes til hele den vesterlandske verden, og hvis kvalitet holdt sig højmiddelalderen igennem. Men det gælder her, som vi også kender det i moderne bogpro­duktion, at den litterære og teologiske kvalitet langt fra altid er sideløbende med håndskrifternes skønhed og pragtudstyr. 
Mens der i Norden i højmiddelalde­ren har været en ikke ubetydelig hånd­skriftproduktion af stor skønhed og fornem kvalitet på højde med den romanske kirkekunst, indtræder der fra 1300-tallet en følelig stagnation og nedgang svarende til den internationa­le udvikling. Men mens den internati­onale udvikling fører til en ny blom­string, må det konstateres, at den sen­middelalderlige danske håndskrift­produktion gennemgående er fattig i udstyr og ret tarvelig i kvalitet. 
Opløsningstendenserne inden for kirke og klostre gjorde sig også gæl­dende i Danmark, og selv da reform­bevægelserne vandt indpas, mærkes de meget lidt i den ganske vist kun brudstykkevis bevarede bogproduk­tion. I Frankrig, Nederlandene, Italien og England opstod i sengotikken en række scriptorier med speciale i frem­stilling af pragtfuldt illustrerede bøn­ne-og tidebøger samt andre bestil­lingsarbejder. I de tyske lande mærke­des denne bølge næsten ikke, og til Norden nåede den aldrig. De fa pragt­eksemplarer, som findes i svenske og danske biblioteker, kan nok være be­stilt til brug heroppe i Norden, men udførelsen er flamsk eller fransk. 
1 1400-tallet begynder byernes bor­gere at gøre sig gældende både som skrivere og i mindre grad som bestille­re af håndskrifter, samtidig vinder fol­kesproget for alvor indpas ved siden af latinen. »Oplysningslitteratur« som Lucidarius og Sydrak — omend af et vist teologisk tilsnit, fantastiske beretnin­ger som Mandevilles rejse og endelig den romantiske ridderdigtning forud­sætter et bredere læsende publikum end domkapitlernes gejstlighed, klo­sterfolk og medlemmer af højadelen. Gennem testamenterne far vi visse oplysninger om adeliges bogbesiddel­

MLitimi 
i(n» . iva«uh>£\iWvd , 
OmifiWé jitiifhi viiicfdif arrlMNCfrli#. isuirtf itipmntktpnftt. r ttt^U. cmmUt« fuim*fMtrutrt]** tjøbnå 
nth ticrr«-i^Kfto nirfcrtB^rce.^H^ 
u t>W»lolwww apK»cr otMojcifft.^?»IK ^plit»cttM4v^rtfni. 4^»urtv7»»»tccimo.i>« r WW«. 4>i5» ^OmfCtmo.(r^ntiu tuii^%Mht U I, ^Nuirt* luao ^Vnnto kcnllc. itJu*U.ifo. 
J&tmtfu>-iymtto(nfirfrro. ^nute lUttui 
."fcalfp i,ttna95>un. f>ic (»fni«. jvn> iVt 
^»Uauo. &>*n4t» ^vmHp 
^.iWftro. »tutmuo &>Jiir*e/ltivLi4. ^utv 
'• ^Mtiitr ^wvurtr Cm****# 
Eksempel på pergamenthåndskrift. 1. blad af »Sanc­tuarium Birgerianum« med usædvanlig flot initial (AM. 292, fol.). Fot. Rigsarkivet. Se side 6. 
ser, det drejer sig især om breviarer og psaltere (der senere afløses at tidebø­ger). Helt konkrete beviser på adels­biblioteker er yderst fa, et enkelt tin­des i Det kgl. Bibliotek: en verdens­krønike på plattysk. Den har ikke blot tilhørt Christian I's betroede embeds­mand, ridderen Eggert Frille, men er udført på hans bestilling, som det fremgår af kolofonen. Arbejdet er for­mentlig udført i Liibeck, hvortil han havde særdeles gode forbindelser, og det er nok ikke helt tilfældigt, at Eg­gert Frille, der skrev latin, plattysk og dansk lige godt, bestilte en tysk ver­denskrønike i stedet for f.eks. Saxo­compendiet. 
Den senmiddelalderlige, skrevne 
danske bog fanger vor interesse mere ved sit indhold end ved sit ydre. Alli­gevel vil det som baggrund for de første trykte bøger være på sin plads at fortælle lidt om håndskrifternes udse­ende. Indtil ca 1400 var pergament det enerådende materiale til at udtrykke sig skriftligt på, hvis det skrevne var beregnet til at haveen længere levetid. Fra o.1375 begynder det langt mere prisbillige papir så småt at finde an­vendelse til dokumentudstedelse, mens det i det danske håndskriftmate­riale næppe kan påvises anvendt til bøger før o.1425, og først i anden halvdel af det 15.årh. bliver papirs­håndskrifter almindelige. I det langt rigere svenske materiale findes der blandt Vadstena-håndskrifterne i Uppsala Universitetsbibliotek et par papirshåndskrifter, som dateres til det 
14.årh. Om et af dem, der bl.a. inde­holder Hugo af St.Victors skrift om Noahs ark på latin -gælder, at det rimeligvis er erhvervet i udlandet. Et andet blandingshåndskrift er ganske vist blevet til i Vadstena, men kan kun for enkelte af stykkerne være skrevet før 1400, da der omtrent i begyndelsen af håndskriftet findes afskrifter af bre­ve fra Erik afPommern fra 1417. 
Bøger var og blev dog en stor sjæl­denhed, hvert eksemplar skulle derfor læses af mange mennesker og passere mange hænder. Pergament var meget dyrere end papir, selv om papir indtil slutningen af 16.årh. kun kunne er­hverves ved import, mens det langt stærkere pergament fortrinsvis var af hjemligt fabrikat, det bevarede derfor sin førerstilling, indtil den massefrem­stillede bogtrykte bog slog det ud. 
Papirshåndskrifternes størrelse var afhængig af papirarkenes størrelse (se 

side 71 f.), og papirformene varierede langt mindre end dehuder, der blev til pergament. I Sydeuropa anvendtes fortrinsvis gedeskind, i Norden fare­skind og kalveskind -kun på engelsk skelnes der mellem parchment og vel­lum. Selv af et kalveskind var det vanskeligt at fa mere end et enkelt stort dobbeltblad = 4sider i storfolio­format. Det fortælles, at der til Flatey­bogen medgik 100 kalveskind. Dob­beltbladene blev først samlet til læg efter skrivning, og da et læg kunne indeholde fra to til ti blade var kusto­der (se side 77) et vigtigt hjælpemid­del til at fa bladene rigtigt på plads, samtidig foliering er derimod sjælden. Liniering skete ved hjælp af udspænd­te tråde eller tegnedes med en pren. »Brød«teksten blev skrevet først, med rimelig plads afsat til initial eller ru­brik. Ofte angav et lille bogstav, hvad rubrikator eller initialmaler skulle gø­re. Det var oftest en anden person end skriveren, og i mange håndskrifter mangler initialerne. De store tospalte­de folianter tilhører fortrinsvis den ældre periode og forekommer kun sjældent i senmiddelalderen uden for de liturgiske bøger. Kvart-, oktav-og duodez-formaterne dominerer, idet formatbetegnelserne fra papiralderen også benyttes om pergamentcodices. Pergamentmager kendes som tilnavn i Danmark fra slutningen af 1400-tallet, men vi har næppe nogen dansk forkla­ring på det store arbejde med at skra­be, tørre og smidiggøre samt blege og glatte huderne, så at man i stedet for en simpel »skindbog« kunne fremstille en fin »membran« eller »codex perga­meneus«. Et af de fa steder hvor skri­vearbejdet omtales er den danske Su­so-oversættelse: »Ho gifuer mek per-
C" l J V v3<J( .tt-^r. 
m-lti wAv ml •»«"<••.1 J »1j,p *»l ttfu** tSliA-j«'.!.-,-rVv-»•» JU^I /»V»|A-fpp^A t |if-U^Xi tn/ K^t 
cru^l| t^ir-f->»i »V IfsltA.' A»a 
* «r" "" 

<V ().'>-;«-i' «1CV-M.vrw n|vfif 
(«•« t®«-'"«:.! *>, ori| p» .Vtli-., ..,-i IiO.a t)
or*-7 ***^Xe4t jp\\"tpfrii.vii^x*. f>x*HCWnC (LHU fyAjfnac pgjf ni f^c< 
fU.é<i• .<f favp-* 
ffrk j.**., *dr^' [UfyffJf *tp VZ Aff >'*f*~* £y€***tUct-SQ*-1 .iMCV ff-* VM.Vf-i 
Ai»«4.*»» .•/-Kti fnrttAti fyjiitfJj ) *41a.­
phrrb* ftfyv p* tAx*-' jruM) lfA»*é iftbc » <j4 j IHAM] t&r-**ttt6 t>nt^k4urM.' i H.wrt-SK p *t-gp\*xk'6 is-hpa* \.f n^A' 
'T
^ rLd »-/v«-*--«<-MA-rfw mt ips 

i  ,.r  [f'^L A*t^Am vttr rii*. JO<) Jfid) pv-v <«-far  ur- Co  
i  rlfA >, iyyf* ft«  orJj.i  
f  -IC-.it- 
P- lujlji-ljjf jff tAu fkt m Qrnii jdj ituar  p<r J ipVK<a;*|éUf' fj.uO  [trtyuiIIA* j  

Eksempel på papirshåndskrift. Side i Grinderslev­håndskriftet med den uidentificerede tekst, som Brandt kalder »Raad til Klosterfolk« (AM. 783,4to). Fot. A. Mann Nielsen. 
met so bred som hemmelen, so møg­het blek som vatn i haf, oc so manne penne som løff ær po træ oc gres i æng, at iech matte sammel scrifue then drø­fuels...« (udg. s.29). 
Den robuste pergamentbog har i og for sig ikke haft særlig indbinding behov, og der findes da også flittigt brugte håndskrifter, som kun er heftet ind i omslag svarende til håndskriftets øvrige blade. Det gælder f.eks. det ældste af Lundenekrologierne og »Ri­be Oldemoder«. (Ribe Domkapitels kopibog), begge store af format, men ikke ret tykke. Udstyrsmæssigt er det beskedne bøger, men at stå med dem i hånden med deres tydelige spor af brug gennem 3-400 år bringer en i nærmere kontakt med middelalder­mennesket end synet af museernes pragthåndskrifter. 
Pergament er et »levende« materia­le, som tydeligt påvirkes af ændrede temperatur-og fugtighedsforhold, og det kunne derfor væreen fordel, at den alm. middelalderlige indbinding be­stod af to træplader oftest overtrukket med skind, der samtidig dannede bo­gens ryg. De kraftige og stive træpla­der kunne holde det levende materiale på plads. 
Skindet var ofte farvet rødt, under­tiden grønt eller sort, men er indtil ca. 1500 normalt udekoreret, men tit for­synet med metalknapper og læder­remme med metalspænder eller strop­per til at binde. Til de bøger, som var lænkede, var en solid indbinding nød­vendig, men i øvrigt er vort kendskab til indbindingen af de nordiske hånd­skrifter betydeligt ringere end til selve håndskrifterne. Dels har senere tiders samlere ladet dem indbinde i fornem­me barok-og rokokkobind, dels er mange håndskrifter kun fragmenta­risk bevaret som omslag eller hefte­remme om 1500-og 1600-tallets regn­skabsarkivalier. Ved siden af de jævne middelalderbind, som man hyppigst støder på, er enkelte af de tidligste, fornemme håndskrifter dog bevaret i en slags pragtbind, idet træpladerne er dækket af kunstfærdige metal-og el­fenbensarbejder, således evangeliebø­gerne fra Dalby og Horne. 
Papirshåndskrifterne måtte under 
alle omstændigheder beskyttes, i alt 
fald med et pergamentomslag, men en 
fast indbinding var dog det bedste 
værn. Det er nok baggrunden for, at 
man i senmiddelalderen får de mange samlingshåndskrifter. Der eksisterede dog også blandingshåndskrifter tidli­gere, det gælder således det ældste kendte dansksprogede litterære hånd­skrift, fra o.1300, oprindelig på ca 120 blade i kvart. De bevarede dele omfat­ter en »lægebog«, nemlig Henrik Har­pestrengs to urtebøger (Kungliga bib­lioteket Sth.K 48) og nogle legen­der (Cambridge Add.mss. 3827). En af forklaringerne på blandingshånd­skrifter kan være ønsket om fuldt ud at udnytte det dyre skrivemate­riale. Blanke blade og sider er sjæld­ne i pergamentshåndskrifter. For de senmiddelalderlige papirshåndskrifter tror jeg, at hensynet til indbinding 
spiller ind. 
En del (yngre) samlingsbind har oprindelig bestået af flere selvstændi­ge skrifter, men dog også adskillige bøger af blandet indhold skrevet af samme skriver. Det gælder f.eks. et papirshåndskrift på 162 blade, delvis skrevet tospaltet, i lille folioformat (KB Sth.K 4) fra anden halvdel af 1400-tallet, indeholdende en betydelig legendesamling; »Hellige kvinder«, en dansk oversættelse af Rydårbogen, en såkaldt »stenbog« og den romanti­ske versroman Ivan Løveridder -alt­sammen på dansk og skrevet ud i et af samme hånd, der også har skrevet de røde initialbogstaver. 
Nogle håndskrifter er blandet på en 
anden måde som den klosterbog (AM 
76,8°), der tidligere blev kaldt Peder 
Ræffs håndskrift, fordi Peder Rætt 
(Litle) er angivet som forfatter til et 
par af bogens Maria-viser. Håndskrif­
tet synes at være blevet til i et dansk 
dominikanerkloster i 1400-tallets an­
den halvdel med bidrag af en række 
hænder, sproget veksler mellem 
dansk og latin. Det danske hoved­
indhold er Lucidarius (se s. 88), Da­
vids 7 bodssalmer, trosbekendelsen 
og fadervor, desuden danske og latin­
ske homilier -tekstudlægning i form 
af korte prædikener, danske og latin­
ske sange, delvis med noder, samt på 
latinJesu barndoms bog. 
Selv om papirshåndskrifterne bliver 

almindelige i løbet af det 15.årh., far 
det kun begrænset indflydelse på 
skriftformen, idet bogskriften oftest i 
form af gotisk halvkursiv (se ill. s. 52) 
eller halvuncial stadig er fremhersken­
de. Den særlige gotiske missaleskrift (se 
ill. s. 2, 85) træffes sjældent uden for 
liturgiske håndbøger til brug i kirker­
ne, men den far stor betydning som 
model for de ældste tryktyper. 
Når skriftbilledet kan virke »flygti­gere« på papir end på pergament, hænger det sammen med materialer­nes karakter og den forskellige »mod­stand« de gør under skriveprocessen. Samtidig er mangeaf de senelovhånd­skrifter skrevet med den helkursive skrift (se ill. s. 51), som vi kender fra dokumenter, regnskaber og jordebø­ger. Opløsningstendenser ned mod 1500 gør sig gældende i retning mod en flygtigere, hurtigere og mere uskøn skrift sammenlignet med de ældre, faste, mere letlæselige skrift­
former. Den middelalderlige bogproduk­tion i Danmark har naturligvis omfat­tet en betydelig række latinske skrifter 
uden for den gejstligesektor, men dels mister latinen sin dominans i løbet af senmiddelalderen, dels er det vanske­ligt at afgøre, om en latinsk bog er skrevet her eller skyldes import, mens det følger af sig selv, at dansk/nor­disksprogede er blevet til i Skandina­vien. De følgende afsnit tager kun ringe hensyn til de latinske bøger, ligesom visse genrer lades helt uom­talt, først og fremmest den historiske litteratur, som fortrinsvis er overleve­ret i rene afskrifter. I stedet koncentre­res fremstillingen om nogle karakteri­
stiske eksempler inden for væsentlige grene af den danske bogproduktion. 
Sikre eksempler på fuldstændig be­varede liturgiske bøger skrevet i Dan­mark i senmiddelalderen er yderst fa, således to breviarer, typiske repræsen­tanter for hver sin håndskrifttradition. Det ene er skrevet af præsten Jens Svendsen i Nyborg (Ups.UB.C 447), således som han selv meddeler sidst i håndskriftet. Det er et papirshånd­
skrift i oktav på godt 300 blade, ind­ledt af en kalender på pergament. Skriften er en ret flygtig helkursiv med enkle røde initialer. Det andet er et prægtigt pergamenthåndskrift, 13X20 cm og meget tykt, næsten 500 blade. Skriften er halvkursiv i to spal­ter, klar og tydelig og smykket med røde og blå initialer, mange af dem i fleuronné-teknik. Breviaret er bestilt 
af den senere norske ærkebiskop Erik Valkendorf til personligt brug, for­mentlig umiddelbart efter år 1500, da han var provst i Lund — og derfor efter dansk »norm«. Måske var det årsag til at han ved sin død skænkede det til domkapitlet i Lund. De breviarer og missaler, som pa Erik Valkendorfs foranledning blev trykt i Paris og Kø­benhavn er et stiftsbreviar og -missa­le, beregnet for Nidaros ærkestift; se ill. s. 19 og 85. 
LOVHÅNDSKRIFTER 
Lovhåndskrifterne udgør talmæssigt langt den største andel af vore mid­delalderhåndskrifter. De indeholder primært en eller flere af landskabslove­nes tekster, dertil kan føjes senere til­læg, tekst til en eller flere af håndfæst­ningerne 1282 ff og andre for hele riget gældende kgl. forordninger vedtaget og udstedt på danehof, desuden gårds­retten og evt en stadsret. At land­skabslovene var kun Jyske lov en egentlig lov, givet på danehof 1241 kort før Valdemar Sejrs død og for­mentlig vedtaget på landstinget. De skånske og sjællandske love opfattes som private samlinger af retskilder, som dog i løbet af 1200-tallet opnåede offentlig anerkendelse jævnsides med Jyske lov. I de første rigslove fra mid­ten af 13.årh. henvises kun til »Kong Valdemars lov« eller »lovbogen«, hvormed menes Jyske lov, mens der fra slutningen af århundredet tales om »leges terre«, dvs. alle landskabslove. 
Jyske lovs forrangsstilling er især ef­termiddelalderlig, men giver sig dog også udtryk i den middelalderlige håndskriftsoverlevering. Det betyde­ligt større gyldighedsområde -den gjaldt også for Fyn — kan ikke forklare, at der både før 1450 og fra 1450 til reformationen er flere håndskrifter at Jyske lov og dens forskellige tillæg end af alle andre danske love tilsam­
men. I den eftermiddelalderlige over­levering er Jyske lov altdominerende, fordi den med tillæg og glosser efter­hånden fik karakter af rigslov og blev det grundlag hvorpå Christian V.s Danske Lov skabtes 1683; gennem denne lov er enkelte paragraffer af jyske Lov stadig gyldige. 
Et lovhåndskrift vil for loven(e)s vedkommende være skrevet på dansk, mens tillæg, forordninger og evt. for­klaringer oftest vil være på latin. Skåne foretog ærkebiskop Andreas Sunesen allerede i begyndelsen af 1200-tallet en latinsk bearbejdelse (pa­rafrase) af loven i forbindelse med udstedelsen af den skånske kirkeret. Jyske lov blev i det 14.årh. oversat til 
både latin og plattysk. 
Det berømteste af alle danske lov­
håndskrifter er et eksemplar af Skån­
ske lov fra o.1300 helt igennem skre­
vet med runer. 
I slutningen af 15.årh. og begyndel­
sen af 16. årh. foregik afskrivervirk­
somheden så livlig som aldrig før og 
nu med særdeles aktiv deltagelse fra 
verdsligt hold. Nogle af de navngivne 
skrivere har endda skrevet flere ek­
semplarer. Afjens Nielsen fra Ålborg, 
som o.1480 var virksom i Horsens er 
bevaret ikke mindre end fem -for­
skellige -håndskrifter af Jyske lov. 
Mest bemærkelsesværdigt er, at fire af 
hans lovbøger indeholder et varieren­
de antal afde nedenfor omtalte Thords 
artikler i dansk oversættelse, så at man 
derfor har tillagt ham æren for denne 
(Lebech s.175-76). 
Af de senmiddelalderlige lovhånd­
skrifter er mange på papir, og de 
udmærker sig sjældent ved udstyr el­
ler skrift. Enkelte pragthåndskrifter 
findes dog, bl.a. det meget smukke, 
som stadig opbevares på rådhuset i 
Ribe. Men flertallet bærer tydeligt 
præg af at være beregnet til praktisk 
brug -og at være blevet brugt. Kun 
synes noterne i sådanne brugshånd­
skrifter oftest mere fatallige end man 
kunne forvente. 
/i. 
^•WV-
VT-v yf'rf^v\X y fffc 



S&^5$B 
^Pfiy~hr^ 
^^.1-—e\^r-eH^\>~i'^w^^l-t^A v. 

Thords artikler og biskop Knuds glosser 
Mens tilføjelser og ændringer efter­hånden indarbejdedes i de skånske og sjællandske love, forblev Jyske lovs tekst stort set uændret middelalderen igennem. Tilbage til de ældste hånd­skrifter forekom teksten i to afvigende redaktioner, uden at den ene kan anses tor mere autoritativ end den anden. Engang i det 14.årh. er kapitlet »om trolddom« tilføjet. Særegen for Jyske lov er de latinske juridiske udlægnin­ger og kompletteringer, som fandt sted o.1300 i form af »Thords artikler« [1], men som kun synes lidt udbredt, indtil biskop Knud benyttede dem som udgangspunkt for sine glosser. Omtrent samtidig blev »Thords artik­
>)? 
T?
kp^ 
7mv­

£gS^§' 
^isiS^; s 
.^y^nv:
y^T'hof 
r?r(t—r-r^cec^r^­
tr 
<i^r 

Knud Mikkelsens »kladdebog«. Glosse til l.bog, kap. 7 Mortua matre Nota quod agnati prius debent vocan ad tutelas quam cognati ...agnatorum. — Skriften er helkursiv. Dette håndskrift har kun glos­ser, ingen lovtekst (AM. 12,8vo). Fot. A. Mann 
Nielsen. 
ler« som foran omtalt oversat til dansk. Thords næsten 100 artikler indehol­der bl.a. en lang række processuelle bestemmelser, der giver detaillerede torskrifter tor brugen af de forskellige tormer tor vidner. M.h.t. adgang til 
appel og vidnebevisets betydning be­tegner Thords artikler nydannelser i torhold til loven og er vidnesbyrd om 
den retsudvikling, der havde fundet sted siden lovens udstedelse. 
n 

or(åtw aUc bae>m«tbc tw*iØr\wh 
tmi loPfiOTfbp
bom tPCfimUrt-rf^e •«»«?*» tir 
ivii »orWr-ttfr bot«« Lriotj
txWr »fcZUøf? »rotwrwwll*-ot^ti
t^r fn-rftrVuJ urtm mu
^x(w -1— Uuffi-i** femgift' }tt tip fH-tnH"
srjtrm mnr JK p«-t«»l*>«« p««<r''<Tri %'-* » 
(tk» o» v«v*t»rvnnc f fxrtf trtifln
(mmt twpfiotfhwtwrJbtfoS^Mrif*1W* 
o^tKWX* fxf 
lux urtjvwMf jA ft itwwaya-ttntPtx
l». tr fTH« twcwrrr^«« U^tr»"n
4a)T>V4*>«t4a 
nttvn tttfi oJiqivoi
Cf!-S ff« *V 
cnpott£*->•>• 
uf f» fC'tl*wi^FriCpu/tn
?rf r 
qi»a|>r w«*tfr 
olm pqt» bortocrapTTtiuq
vi CnmrwttucAfa* crt*-tw«n « vtrt« "2 -vi J-v /
'^'"*1 
Jyske Lov l.bog, kap. 7 v.s.; latinsk tekst med 
glosse, h.s.: dansk tekst. -a i agnati, agnatorum er 
fejllæst som den9tallignende con-forkortelse.-Beg­
ge tekster og glosser er skrevet med bogskrift (halv­
kursiv) med initialer i halvuncial (AM. 16,8vo). Fot. 
A. Mann Nielsen. 
I senmiddelalderen blevjyske lov gen­stand for en ny juridisk kommentar. Den lærde Knud Mikkelsen, indeha­ver af den sjældne dobbelte doktor­grad »utriusque juris« -d.v.s. både i kanonisk ret og romerret -blev i 1451 biskop i Viborg og anvendte sine ledi­ge stunder de næste 25 år til at gen­nemarbejde Jyske lov. Han havde bl.a. studeret i Erfurt, hvor han i flere semestre var rektor for universitetet; i 1440'rne var han dekan i Københavns 
ffy->W> jJr'x~Å-l*xmU yx-n-tu-1.1 Vi"^—<
"^rr4oZ<lf£ måcvt*>tU pmwr: «"< <«<• 
tfyjrcnftifiti rn"' A f on« v^jv-, 
r\ Mc&rmct mjfi&trf r**™ti*4 ^'T-5*/

vx w owwtn'cra^eHora-n:«t '^ 
•UctnetAmf ru uwUy? T<»a nma
fcah^iVt*^octbm«nnttf>i miU: fm
frasru fim;tru u»»e*ttCTffi^a
ti*^ uie srngdivtur fa* ptrtJ uff7 
•fttStoz* ttMtrte f&2 cn Ih* gttffUcr
onctt tem:ukttitxteto f^a*"
funrtc: ptjt«c«> fcr ni .mWnajolr
vtu^\o air Ifdfbaf&rc*?
figt»ffwu 4Trrt»ati*?Oa ep mo
u*tn fmwotm imxit frfmo 
«r mrtratuzt« ttfcni« otmcp'
pam« rtw feta Oa vrwrrt«-UTC
rir^ m^-<ribrja<5-it*m f*aei-»uf
Vr«^ f® 
i1'WJF"• JrmSo fh-nf trr tmtt
nwfttf prf? nJwt/lmS p"»dV 
J»m»T fSiiltnnii S 
r*'* 


<Lfl 
kapitel og medlem af rigsrådet. Både af Christoffer af Bayern og Christian I blev han hyppigt benyttet i diplomati­ske hverv til udlandet. Selv om han fra Viborg i begrænset omfang fortsatte sit hverv som diplomat, var han dog så langt borte fra begivenhedernes centrum, at han i fred og ro kunne dyrke sin juridiske videnskab. På grundlag af den latinske oversættelse af Jyske lov foretog han en fuldstæn­dig sammenligning med romerret og kanonisk ret samt i et vist omfang med danske retskilder. Resultatet blev ned­fældet i de såkaldte^/ower. Hans arbej­de må have vakt opsigt i datiden og fik en vis udbredelse takket være, at glos­serne sammen med Jyske lovs danske og latinske tekst var med i den tørste 
ytv oatw matt« paterko pttoterc fidipocro«
I l lfuv>8cum Ci>ttroatmnomo(iJirif arnioa 
^_vLCf« volutrit rtb co (ipan. ifec^ftfaa ncqaa^
p5t (it"5imw a ttutw pw uftcfr rraCxocnt<i kgtt
ttmo tnro« mft ahquo ciraiiucrtf mfoniinto (cO ft 
giwm»|TKmfcnicrut« rlamcae tt|i(Vir^jttcrtr
nmtim akertus t:fktføet^ q;no pot|Vipw o« 
cn tirtalm.feO qn^o< céaugtt Ulé qoipstmtw cft 
ti mtojjnato« ?xb« eirm tuen1bona ems niti<6 
perriifwcm 3> ^flipauent bona cuw.tamai funt 
.jpmqiuojcs ejgaevp«påa ^ejgte mcisttfuit 
tutoxs. Jlt fatlyt mo evl)oli€ frrøic mjtl>tr 
tv moObcm^Caprm.x-ii(oimtrmjrait)cjitbti t^xt«morret 
^S# o< »te tUalCcr kctK vv virtjr tha mo fiiJ^"r ev holk tfyrii oro tt«rtik fri:^annu f^re »15 tixeméSfecne. fc« Oatibe ma engetønfceIcu m»ilffuC^-ts KHVtK :ojl>an gttfrcr bent« 
•Jftnen rene »»tk vtljn l^nrøn komet fo mc.n ttl 
»wt^i oR>b<r ellertxnu&t) elierat b««fletf9Xt fefe 
Toinattiarba« kanev tuere fin egbenrswite
(pamopan cyt&dfc atotfa wa-rtc €n nar f>m fo ri 
mer tb<i forl ban wone »oretber nefffc ct tbvrtb 
vtbn b*w er afbonet,ftarcroqb fai^nefwll^t 
nermere worieatwwre en mov fcétoJ frentber.
a^ojaw mrc-floo rro^n {«• acu to<»n jd twdje5;a>f !( SffSSi!SS^KSit-A"!5=." 
_ jfrater noptrenerefbio*feeu noitiatHc.-ric. 
U.' f'Jtqnon pofeft renere kemnfwojem nok
^J^^mtmtattnng« OwvsltlWflliqsisain». 
mm 


Samme lovtekst som foregående side i Brandis' Ribe-udgave 1504 (LN 110). Fejllæsningen gentaget. Fot. Kgl. Bibi. 
trykte lovudgave 1504 af Mathæus Brandis i Ribe, genoptrykt af Ghemen 1508. Imidlertid findes glosserne kun bevaret i fem håndskrifter, hvoraf det ældste er blevet kaldt »Biskop Knuds kladdebog«. Det er et papirshånd­skntt skrevet med en uregelmæssig kursivskrift, af blækfarverne at døm­me til forskellig tid. Indholdet er be­grænset til selve glosserne uden den lovtekst, der blev kommenteret. Gen­nemgående er det den bedste tekst, og man har troet, det var biskop Knuds egen nedskrift. Fejl og overspringelser i torhold til øvrige tekster viser, at 
Den skrevne bog 
frotm rttaurratwr *u (rm*UcalIranifta 
tw retntibu* trt foluratnooo te tenra tmpncu.
(Pam non potrQtmne fecv puuj>g,
srxiOuua motet patte nonpottQ Unatfeatf 
llZpueroefuoø (Q toiumanimooio fi hnt m å ntuu fi oolacant ab ro feperan fbitt filia mqua* qua potcQ fe fcimcrc a tuitae psie amtcy traol* otttt eam Ugitftmo tutojinifi aliquo (imiuentuø nuojtunio ftø fi graiuuuefueiit fentetutrramt« tia 'f>U ttaolDrrit tuitoni olreti?qé 61 firtfjjrrttjqiilmi potet!feipfum turti netaliu (itD quåool)ot tontingit ille qui piojrimuø eQti ineognationt oe bet tam tutri et bona riugnifi topettum furrit cp DiITipaijent bona eim? Hamen funt ^ipinquioiea rognati epgte paui'a ijjer gte niria ot hnt futo* tifl'JU faoljet moep fjolle føntie 015 tfjef te mootjecne Capitulum.oij. 
|-rJloe Cpnnec mj fanget fttljn tigere moCb« VAec o^øo oe.vte til aloetborne jco Dintl;er tlja mo faDljet epl^olle thni om te oille frafjannu fac my tljee mdDljerne »£n Dattljer ma engtliDnDe leie figl) afffaoljerø tuitie f<j! rn fyangiffuet l)£ti neanncnretl)m»rieDtl)n Ijanu hornet fo nieen tuantbn ololjet eller muioij eller at tjan flrtfjf^c njljlrojtiatnat hanhan ep tD^re hneghn m^tle tpa mo han epmate onnéo cnatie en nat fom fo 

v '''tln n^'fe mtvtethi neH et i bpto\ 'Jt,n et affh*tiet Date togh f^olierne fren« O" nttmere m.vrieat m^te tnm^oljtno ftéoljE 
I J)mDrtfufD»<«riirtfn»
f tma qai rogrun concotmSrmfir Itfiwm*regtiitot fiu»U 
Side afGhemens tryk 1510 (LN 111).Jyske Lov med glosser. Trykkets halvunciale initialer svarer nøje til håndskrifterne. Fot. Kgl. Bibi. 
dette ikke kan være rigtigt. Man ville jo heller ikke vente, at glosserne blev udarbejdet uden sammenhæng med det, der skulle forklares. Derimod kan det godt være en udskrift af glosserne efter bisp Knuds håndskrift, der p.g.a. visse anmærkninger og det gentagne »in margine« må antages at have inde­holdt den danske og latinske tekst, hvortil glosserne er blevet skrevet til i marginen, ganske som i de tre pynteli­ge pergamentcodices fra slutningen af 15.årh. (Kgl.Bibi.GkS 3135 og 3136,4to; AM 16,8°). Det finest udfør­te af håndskrifterne har senere tilhørt 
kansler Johan Friis og er af ham foræ­ret til kong Frederik II. Ved indbin­dingen i et brunt læderbind med blindtrykt akantus-rankeværk er der taget tilbørlig hensyn til marginalno­terne. Efter den danske fortale følger den latinske og således fremdeles § for §. Der er glosser i.sparsomt omfang til den danske tekst og mange til den latinske, omend de aftager mod slut­ningen. Hver glosse knytter sig til et enkelt af tekstens ord, og dette indle­
der glossen. 
I det sidste håndskrift (GkS 3137,4to) er glosserne samlet bagefter hvert kapitel. Den trykte udgave fremtræder som de tre ovennævne håndskrifter og kan evt. have haft et af dem som forlæg. 
Herluf Skaves lovbog 
Dette håndskrift er et typisk eksempel 
på en senmiddelalderlig lovbog beko­
stet af en adelsmand til sit eget private 
brug. Det er en pæn kvart, ca. 14x20 
cm, på 233 blade, skrevet med en klar 
og tydelig halvkursiv, rigeligt forsy­
net med røde initialer. Med forskellige 
hænder findes en del marginalnoter, 
hvoraf de ældste kan skyldes Herlut 
Skave (d.æ.), mangeer fra det 16.årh., 
og de fleste er blevet noget beskåret 
ved indbindingen i 1570, 
Håndskriftet indledes med 1: en 
ufuldstændig gengivelse at kong Erik 

(5.) Glippings Nyborgske forordning 
1284. Så følger 2: Jyske lov i den 
ældste form uden trolddomskapitlet; 
3: Valdemars sjællandske lov; 4: Sjæl­landske kirkeret; 5: Eriks sjællandske lov; 6: den gamle akt om grænsemær­kerne mellem Danmark og Sverige; 7: gårdsretten; 8: »1284-forordningen«. Den oprindelige tekst afsluttes fol.216-28 med 9: håndfæstninger og kongebreve fra 14.årh. Derefter følger på den samme side årstallet 1470 med en afvigende hånd: »Aar effter gutz 
m0
byrdh cd0lxx tha lodh herloff nielssøn som kalles skave j Eskelstrup scriue thenne bogh«. 
På de sidste fem blade findes med yngre hænder (16.årh.) en latinsk tekst om kongekroning (De coronacione regis), nogle værdiberegninger, nogle annalnotitser om slaget ved Falkoping (Åsle 1389) og enkelte fra det 15.årh. Samme hånd som har skrevet De co­ronatione regis-teksten har forsynet første del af håndskriftet med latinske klummetitler, men er stoppet op et sted i lovteksterne. På det tidspunkt har bogen haft en anden indbinding. Lovbogen er nu indbundet i et brunt læderbind, med typiske renæssance­
blindtryk på både for-og bagside. 
Midterfeltet er formet som en bue 
omkring en siddende figur, uden om 
midterfeltet er borter med rankeværk. 
På forsiden er over og under midter­
feltet stemplet i blindtryk navnet 
»Harloff Skaffve« og årstallet »1570«. 
Dette er ikke som man umiddelbart 
kunne tro en fejl fra bogbinderens 
side, men skyldes at bogen blev arvet 
af sønnesønnen Herluf Skave, som tra 
1560'erne var landsdommer i Sjæl­
land. Hans enke Anne Tygesdatter 
Brahe døde 1590, og bogen blev da 
erhvervet af Claus Podebusk, på for­
satsbladet står nemlig: 1590 Klaus Po­
debusk. Hvem der senere har ejet bo­
gen, indtil den indgik i Rostgaards 
berømte bibliotek, hvorfra Arni Mag­
nusson købte den, vides ikke. 
Manden, der lod bogen skrive, til­
hørte en lokal sjællandsk adelsslægt, 
som fra kort før 1400 var knyttet til 

hovedgården Eskilstrup i Sneslev 
sogn. Herlufs fader var rigsråd hr. 
Niels (Jens) Skave, der i 1440'rne var 
landsdommer. Om Herluf Skave hav­
de gjort tjeneste i kancelliet vides ikke, 
men han træffes gentagne gange i 
1460'erne og 1470'erne på rettertinget 
eller som medlem af de 4-mands-ud­
valg, der foretog den fysiske indførel­
se i godset, når en sag var forfulgt til 
lås med kongens lovdagsbreve. Han 
forekommer også som vidne i private 
retshandler. I øvrigt brugte Herluf 
Skave tiden på driften af sit gods, 
indtil han senest 1477 blev kongelig 
lensmand på Skjoldsnæsholm. Da 
hans broder Niels Skave 1482 blev 
bisp i Roskilde, overtog Herluf kort 
efter det meget betydningsfulde bi­
spelen Dragsholm og beholdt det til 
broderens død 1500. Efterfølgeren bi­
skop Johan Jepsen »pensionerede« 
Herluf Skave med det mindre len 
Fredsgård. 1504 træffer vi ham endnu 
pa Sjællands landsting og året efter 
både på rettertinget og som medbe­segler af et brev udstedt af datteren Anne, men derefter hører vi ikke mere til ham. Sønnen Mourits skrev sig allerede i 1490'erne til Eskilstrup, som ved hans død 1532 gik videre til den­nes søn Herluf, den senere lands­dommer. 
Det billede, vi gennem dokumen­terne far af Herluf Skave (d.æ.) tegner den praktiske mand, der udfører sine standspligter, men derudover synes at være betragtet som lovkyndig af sine samtidige. Lovbogen har han anskaf­fet sig ikke for at kunne prale over for omgivelserne, men for at kunne dyrke sine juridiske interesser, og for at have en autoritativ kilde ved hånden, hvis hukommelsen skullesvigte ham. 
Den skrevne bog 

OPBYGGELSESLITTERATUR 
Etterhånden som læsekyndigheden blev mere udbredt og brugen af folke­sprogene mere almindelig, voksede mulighederne for en udbredelse af 1300-og 1400-tallets internationale litteratur. Mens skolastikerne i 1200­tallet fortrinsvis henvendte sig til et teologisk skolet publikum, havde den noget yngre mysticisme videre berø­ringsflader og havde ligesom helgenle­gender og »folkebøger« også bud til verdslige kredse. I det omfang over­sættelseslitteraturen er blevet bevaret er den dog især blevet til bag kloster­
mure. 
Grinderslevhåndskrijtet 
Den største samling opbyggelige skrifter på dansk og et af de mest omfattende skandinaviske sprogmin­desmærker uden for den Birgittinske kultursfære er et håndskrift i Det Ar­namagnæanske Instituts danske sam­ling (AM 783,4to), Det drejer sig om et papirshåndskrift i kvartformat på 361 blade, af filologer og palæografer samstemmende dateret til tiden 1430­
60. Den yngste datering passer efter min mening bedst på flertallet afstyk­kerne, en nærmere analyse af papiret vil rimeligvis kunne klare begreberne. Papirkvaliteten er ret ensartet, men da indbindingen må være noget yngre, er der ud tra omfanget grund til at tro, at det drejer sig om flere, oprindeligt selvstændige håndskrifter. På grund af en koncept til/afskrift af et udateret brev skrevet på en blank bagside har man knyttet håndskriftet til Grinders­lev kloster i Salling, beboet af augu­
stinske korherrer. Brevet er et afkald tra væbner Albrekt Skel på en gård i 
QyScfO JrV&a.Q'*" •3C vlfSo ^ **%• 
cctlv:6 watzz-roøz CM>rmUW-éry*
•oJfWA" i • <tff tyvte 
Side af Suso-teksten i Grinderslevhåndskriftet. I Di­scipulus-afsnittet står linie6 nedefra: Quid hørerjeg. hwat seer jeg -Quid er understreget (alm. form for rettelse), og i margin er tilføjet hwat (AM. 783,4to). 
A. Mann Nielsen. 

Junget til Per Mogensen (Glob), som menes død før 1472 (Rep.12694), så at ca. 1470 bliver terminus ante quem for det første hovedafsnit. Brevets til­knytning til Grinderslev er begrænset til, at hr.Anders, prior i Grinderslev kloster, har medbeseglet det -og mu­ligvis ført pennen. Attributionen er dog rimelig, så omfattende afskriver­og oversættelsesarbejder har krævet et kulturelt miljø af betydelig størrelse, og en hidtil overset detaille bekræfter håndskriftets oprindelse. I den origi­nale Suso-oversættelse omtales en bøn, som i den latinske (og tyske) 
original er rettet til S.Benedikt, men i den danske oversættelse henvender sig til S.Augustin. 
Håndskriftets første skrift er en fuldstændig gengivelse af den sydty­ske dominikaner Henricus Susos (Hein­rich Seuses) Gudelig visdoms bog. Suso (1295-1366) var elev af mester Eckart i Koln og ved siden af denne den bety­deligste mystiske digter. Hans Horo­logium (eterne/divine) sapientiæ (Biichlein der ewigen Weisheit) fik stor udbredelse, og findes i flere tryk fra o.1500, desuden i fuldstændig svensk oversættelse, derudover er be­varet både danske og svenske frag­
menter afafvigende oversættelser. 
Suso-teksten er helt igennem skre­vet af samme tydelige og rutinerede hånd. Overfladisk set, er enhedspræ­get så stærkt, at man må tro, det er en afskrift. Ved en nærmere undersøgel­se konstateres dog mange rettelser, dels ved rasur, dels ved sletning afeller ombytning af ord, tilføjelser over lini­en og i margin. At oversættelsen er foretaget fra latin kan der ikke herske tvivl om, de latinske kapitelbetegnel­ser er bevaret i mange tilfælde, og et stort antal latinske gloser er anført som marginalnoter. Det sidste viser i alt fald, at skriveren har haft rådighed over den latinske tekst. Marginalglo­serne kunne være tilføjet senere som 
forklaring til nogle af de danske maske ikke altid umiddelbart forståelige glo­ser. Ser man imidlertid nøjere på ka­rakteren af de rettelser, der er foreta­get under skrivningen, fremgår det, at det må være den originale oversættel­se. En detailundersøgelse af de for­skellige former for rettelser giver et godt indblik i oversætterens arbejds­form. Der er ikke tale om, at han har 

dikteret teksten til en skriver, hvad gentagelser og ombytninger af ord godt kunne være udtryk for; men slettede bogstaver, et par steder hele ord viser, at skriveren må have haft den latinske tekst liggende foran sig og oversat »fra bladet«. Oversættelsen følger nøje det latinske forlæg og er i nogen grad præget af latinsk syntaks, men det danske gloseforråd spænder meget vidt, og teksten er langt mere letlæst end hovedparten af oversættel­seslitteraturen. Den jyske augustiner, der har foretaget oversættelsen, har ikke blot været fortrolig med latinsk sprogbrug-det var jo alle nogenlunde veluddannede gejstlige -men han har derudover haft et kendskab til sit mo­dersmål og dets muligheder, som er sjælden for 1400-tallet. Naturligvis er ikke alle hans orddannelser lige heldi­ge, og af og til har han bevaret den latinske glose, især ved begreber, som ikke findes på dansk. 
Efter Suso følger f.146-48 en latinsk Cisio janus -en række huskevers for at hjælpe på hukommelsen m.h.t. hvor­dan helgendagene følger efter hinan­den; der er normalt to linier for hver måned. Versene er skrevet ret sjusket med samme mørke blæk, som er be­nyttet afskriveren i 4.bog af det næste hovedafsnit Thomas a Ketnpis: Om Kristi efterfølgelse; de 3 første bøger er skrevet af en ny hånd. Efter en kort prædikentekst skrevet af en fjerde hånd har skriver 5 skrevet resten af håndskriftet f.271—361. Den mest om­fattende tekst er Kærligheds sting, som her tillægges Bonaventura, men som almindeligvis angives skrevet af for­skellige andre forfattere. Stimulus amoris er et i senmiddelalderen meget udbredt opbyggelsesskrift -enten i en 
lang redaktion i 3 bøger eller en kort 
med en helt anden kapitelfølge. Den 
danske tekst er særpræget ved, at om­
fanget nogenlunde svarer til den kor­
te, men har den lange versions kapitel­
følge, En tilsvarende latinsk tekst fin­
des i Uppsala (C 77), den kan imidler­
tid ikke have været forlæg; nærmest 
kommer et latinsk håndskrift i Biblio­
theca Larenziana i Firenze. 
F.311-27 optages af et »brev« (trac­tat) fra Gregor den Store til nogle klosterjomfruer (!) -f.327v-61 opfat­tes af C.J.Brandt (der følges af Kaalund) som en enkelt tekst. Han kalder den »Bonaventuras råd til klo­sterfolk«, men i virkeligheden er der to skrifter, hvoraf det ene er det eneste helt sikre Bonaventura-skrift, som er oversat til nordisk: »Her begynder nogle punkter, som Bonaventura satte sammen...« De 25 punkter følger nøje det lille skrift Viginti quinque memoria­lia, som findes blandt Opuscula i den samlede udgave af Bonaventuras skrifter. Ved indbindingen er to læg bygget om, og derved er skriftet »hugget over«. Den sidste tekst er en kort »traktat«, der kan opfattes som råd til klosterfolk. Om forfatteren op­lyses intet, men teksten er hverken af Bonaventura eller et uddrag af et af de 
skrifter, som ofte tilskrives ham. Vis­se passager i skriftet antyder, at det ligesom Gregor-brevet er beregnet for nonner med en abbedisse i spidsen ­evt. kan de sidste 91 blade oprindelig have været et selvstændigt håndskrift beregnet for augustinerinderne Asmild. 
Mariager legendehåndskrift 
Sammenlignet med det omfattende håndskriftsmateriale, der er bevaret 
5 Bogvennen 1982 
fra Vadstena kloster, er der kun fa og sørgelige rester tilbage af den danske Birgittiner-kultur, sådan som den ud­foldede sig i Maribo og Mariager klo­stre. Det yngste af dem, Mariager, er utvivlsomt blevet endeligt grundlagt i 1440'rne under medvirken af kong Christoffer af Bayern. Klosteret nød i høj grad den jyske adels bevågenhed, hvilket fremgår af den bevarede brev­registratur. Den meddeler meget ud­førligt om privilegier og godserhver­velser, men meget lidt om livet og arbejdet i klosteret. Indirekte kan man nok slutte, at der har været et vist borgerligt indslag, idet klosteret ejede byejendomme i en række jyske køb­stæder. 

Om selve klostertilværelsen må vi hente viden ved analogi med det vel­oplyste Vadstena og ud fra de fa beva­rede håndskrifter og fragmenter fra biblioteket. For de fleste danske Bir­gittinerskrifter gælder, at de er skrevet i et blandingssprog, som af filologer skiftevis er betegnet som daniseret svensk og dansk med udprægede sve­dismer. Mens enkelte af disse om­stridte håndskrifter med nogen sand­synlighed kan skønnes at høre hjem­me i Maribo, er der bortset fra nogle statutfragmenter kun ét håndskrift (Kgl.Bibl. GkS 1586,4to) som med fuld sikkerhed kan henføres til Maria­ger. Til gengæld adskiller det sig i flere henseender fra øvrige danske litterære håndskrifter. 
Håndskriftet er 16x22,5 cm svaren­de til en stor kvart; det består af 154 pergamentblade indbundet i et helt samtidigt velbevaret bind af to træpla­der overtrukket med rødt pergament, også ryggen med de 5 ophøjede ryg­bånd er meget lidt slidt, ligesom de to 
kraftige metalspænder er velbevarede. Alle afsnit er skrevet med samme hånd, en smuk, regelmæssig halvkur­siv. Teksten er helt igennem forsynet med røde rubrikker og uncial-initia­ler. De fem hovedafsnit indledes med fleuronné-initialer i rødt og blåt, hvor­af de tre er meget flotte. Den noget uregelmæssige plads de optager synes nøje beregnet af skriveren, og da den røde farve svarer til de almindelige initialer, som vist må skyldes skrive­ren, er der grund til også at gøre ham ansvarlig for fleuronné-initialerne. De enkelte afsnit er adskilt ved mærke­bånd af hampsnor. Der må være tale om en renskrift, ikke en originalover­sættelse, da der forekommer meget fa rettelser i håndskriftet, hvis eneste æstetiske mangel er, at bladenes un­derkant har mange uregelmæssighe­der. Undertiden mangler der store hjørner af pergamentet eller halvmå­neformede buer, »hullerne« berører ikke klummen, men går så højt op, at en beskæring til lige under margin måtte have gjort teksten 1 å 2 linier kortere end de 30 linier »normalklum­
men« på 10,5X15,5 cm har. 
Sproget må karakteriseres som dansk med visse jyske former, men det er langt fra så jysk som teksterne i Grinderslevhåndskriftet. Bortset fra fa rettelser og sprogform er der endnu et indicium for, at skriveren ikke er identisk med oversætteren: tiden. Det har kun taget et halvt år at renskrive alle teksterne, og med de øvrige plig­ter en konventspræst havde, levnes der næppe tid til oversættelsesarbejdet også. 
Håndskriftet er nemlig ikke blot usædvanlig ved sit flotte ydre og sit rent danske sprog i en sikker Birgitti­ncrsammenhæng, men desuden ved, at hvert hovedafsnit er nøjagtigt date­ret. Ved afslutningen af hver tekst tilføjer skriveren i en kort, delvis la­tinsk note, hvilken dato arbejdet er blevet færdigt. 

F.(l-)46: Euscbii sendebrev (93 kapitler) om S.Jeronimi død er afsluttet a.d. mdlxxxviij feria 3a in prima ebdomada xlc -dvs tirsdag i fastens l.uge = 26.febr.1488. 
F.(47-)56: S.Augustini biskops sendebrev (20 kapitler) til S.Cyrillo, ærkebiskop i Jerusalem, om S.Jeronimo er slut. A.d. 1488 f.4a prox. post dom. Reminiscere -dvs onsdag efter den søndag man synger Reminiscere = 5.marts. 
¥.(56-)101: Nu er S.Cyrilli, ærkebiskops af Jerusalem, epistola (58 kapitler) til ende ... finitur autem per manus fratris Nicolai Magni, presbiteri conuentualis monasterii Marieag­her. A.d. 1488 ipso sancto sabbato pasce -dvs 
påskelørdag = 5.april. 
F.(101-)106: Explicit vita S.Jeronimi (6 kapit­ler) a.d. etc. videlicet anno prænotato per manus prætacti fratris 4ta feria pasce -dvs onsdag efter påske = 9.april. Procurante deuo­ta sorore Elizabeth Hermanni conuentuali mo­nasterii Marieager etc. 
¥.(107-)154: A.d. 1488 ipso die sanctarum virginum Eufrosine et Florencie. Completus est libellus iste (Katharina af Sienas legendei 47 kapitler) per manus fratris Nicolai Magni sa­cerdotis et conuentualis Marieager ad hono­rem dei et sancte Katherine de Senis. 
-Dvs på de hellige jomfruer E. og F.s festdag er denne lille bog afsluttet ved broder N.M., præst og konventsbroder i M. til ære for Gud og S.Katharina af Siena. — De noget obskure jomfruhelgener Eufrosyne og Florentia fest­ligholdtes i Norden kun i Lund 18.juli, samt i Århus og Slesvig stifter, begge steder V.juli. Da Århus havde et almindeligt sækulært dom­kapitel, var der for Mariager ingen grund til at søge »stiftsløsning«, sådan som Maribo havde opnået, så datoen er utvivlsomt V.juli. 
Første afsnit er nøjagtig lige så langt som det tredie, så hvis skriveren holdt samme fart som ved de følgende, 
Wff ' • —»»»«« I fjf tf *w%
£U-v 
ffuHt ntTfhP* rtw fivz* 
il'vjpJ ctuflCft hhttUtå ifK pet trt.mi ftl-.Tt'e 
f.*fkH*  iRu  rvfr.* rfrchf  t*'" Sci fn*~: B*»­ 
tø  O-ftiactv  
'i •vr  JCet  f-y fhtQipuntfitf* '  
.-WE* M.  MV  
frn A«.v  ^  
tc  • ViÆr  
!>r^  n^o&7  
>•*  S* fmu JgunTj&fx-a/tti* at flovtlH  

tit raliU uutf 
tnfZa&Xftit 1fmtcnfji.it* :fnT 
4J1*'"s*itte' 

Sidste tekstside i Mariager Legendehåndskrift med skriverens slutnotits-til ærefor Gudog S. Katharina af Siena (Kgl. Bibi. GKS 1586,4'° f. 154). Fot. Kgl. Bibi. 
skulle han først være begyndt hen mod slutningen afjanuar. Har tempo­et derimod svaret til det i Katharinas legende, må han være startet omkring advent i 1487. Hans gennemsnitsfart varierer fra V2 til IV2 blad pr døgn ­hvilket sidste forekommer højt, da han jo som konventspræst har haft mange andre pligter. Det der undrer mig mest er, at han har størst fart på i de sene vintermåneder, da dagslyset endnu var begrænset, mens det er gået meget langsommere i den lyse tid fra påske til hen på sommeren. Det må skyldes andre pligter eller andre for­hold, måske at Katherina-legenden først skulle oversættes. Den normale kapacitet har ligget på IVi til 3 sider pr 
dag. Selv om det er risikabelt at drage slutninger ud fra dette ene eksempel, vover jeg den påstand, at en habil skriver med lethed bør have kunnet skrive 3-5 sider å 25-30 linier dagligt, hvis skriften ikke behøvede at være særlig pyntelig eller skulle særligt ud­smykkes. Når man skrev på papir, kunne det endda gå hurtigere. 
I de afsluttende noter far vi også skriverens navn samt navnet på opga­vestilleren. Nu siger det blotte navn ikke så meget, men begge personer opgives dog som tilhørende selve klo­stersamfundet. G.Knudsen opgiver forsøg på identifikation efter -med rette -at have afvist, at Niels Mogen­sen kan være samme person som den 
N.M. af slægten Lange, der optræder et par gange i brevregistraturen. Om Niels Mogensen og Elisabeth Her­mansdatter som postuleret skulle til­høre adelen er uvist. Søster Elisabeth er snarest af borgerlig herkomst, med mindre hun stammer fra Holsten eller er kommet fra Sverige, da navnet Herman ikke forekommer i den dan­ske adel midt i 1400-tallet. Niels Mo­gensen kan være identisk med den klerk, som biskopJens af Århus i 1475 
-som en særlig nåde-gav tilladelse til at lade sig indvi til de højere gejstlige grader af en hvilkensomhelst frem­med ærkebisp eller bisp mod senere at vende tilbage til stiftet. Året efter ud­stedte samme biskop Jens vidnesbyrd om, at Niels Mogensen af ham er indviet til diakon-og prestbyter-gra­derne. Da Mariager hører til Århus stift, og de to originalbreve findes i det svenske rigsarkiv, kunne de passe fint på vores Niels Mogensen. Som ung Århus-gejstlig er han i 1476 eller kort derefter draget til Sverige, formentlig 
60 
til Vadstena, medbringende sit »pas« fra sin biskop. Efter endt »læretid«, vel bl.a. tilbragt med skrive-og tegne­undervisning -hans skrift minder om flere af de bevarede Vadstena-hånd­skrifter, og et ophold i Vadstena kan muligvis efterkontrolleres -er han artigt vendt tilbage til sit hjemstift. Senest midt i 1480'erne er han indtrådt i Mariager klosters brødrekonvent. Denne personidentifikation kaster vel intet lys over Niels Mogensens per­sonlighed, men kunne motivere en undersøgelse af, om den svenske og danske oversættelse af brevene om Hieronymus har fælles latinsk forlæg, da en latinsk Vadstena-tekst er beva­ret. Er den blevet oversat både til svensk og dansk (af en derboende dansker?), eller har Niels Mogensen øvet sig i skrivekunsten ved at kopiere det latinske håndskrift, medbragt ko­pien til Mariager, hvor en eller anden har oversat den? Eller er de danske og svenske oversættelser blot udtryk for et fælles europæisk modelune -der findes både højtyske og nedertyske oversættelser, den sidste trykt i Liibeck før 1500, mange italienske håndskrifter samt flamske og spanske inkunabeltryk fra begyndelsen af 1480'erne af den latinske tekst. 
BØNNE-OG TIDEBØGER 
Med rod i den gejstlige sfære og for­trinsvis til brug for lægfolk er bønne­og tidebøger med til at slå bro over kulturkløften. Den folkelige religiøsi­tet er næppe større i senmiddelalde­ren, men den far bedre mulighed for at udfolde sig i kirkens regi, fordi denne efterhånden giver plads til prædiken 

på dansk. Bønnebøgerne må ligesom 
lovteksterne i nogen grad være nået ud 
til middelklassen og have bidraget til, 
at evnen til at læse spredtes. Dermed 
blev vejen banet for den trykte bog, 
som forudsætter et langt bredere af­
sætningsmarked end den skrevne. 
Bønnebøgernes fremtrædende plads i den senmiddelalderlige litteratur ses tydeligt, selv om vi langt fra kender det oprindelige omfang. Mange er gået tabt på den ene eller anden måde, alligevel udgør genren verden rundt en væsentlig del af bibliotekers og museers fornemt illustrerede hånd­skrifter. I bogtrykkerkunstens første 100 år udkom der op imod 1000 for­skellige udgaver, de bogtrykte er som helhed langt enklere i deres udstyr end de håndskrevne, men et fornemt ek­sempel på bogtryk er kejser Maximili­ans desværre ufuldførte bønnebog, som udkom 1514 bl.a. illustreret af Albrecht Diirer. 
Formålet med både tide-og bønne­bøger har været en andagtsbog til privat brug. Tidebogen (horæ, fr.: livre d'heure, eng.: book of hours) afløser det højmiddelalderlige psalterium og er lægfolks erstatning for breviaret, men har i modsætning til dette et stærkt varieret indhold -ofte afpasset efter bestillerens ønsker. Hovedindholdet er: kalender, evangeliestykker, Maria­bønner, Vor frue tider dvs den lille tidebøn (officium parvum b. Marie virg.), helligkorstider, helligåndsti­der, de 7 bodssalmer og allehelgensli­taniet, tidebønner for afdøde -i klo­strene blev der dagligt bedt for de døde, undtagen i påsketiden og de store festdage -samt forskellige hel­genbønner. 
En særlig type tidebog med et noget 

mere blandet indhold opstod i Tysk­
land i det 15.årh. under betegnelsen 
Hortulus animæ = Sjælens urtegård, 
dansk oversættelse 1552 ved den 
kendte reformationtidskribent Peder 
Tidemand (som bl.a. også oversatte 
Luthers huspostil). Et vidnesbyrd om, 
at visse katolske bøger også kunne 
anvendes efter reformationen. 
Da indholdet varierer så meget, kan det være svært at drage en skarp græn­se mellem tide-og bønnebøger, men karakteristisk for den egentlige bøn­nebog er, at den oftest mangler kalen­der, tidebøn, bodssalmer og litani. Til gengæld er antallet af bønner langt større. Bønnebøgernes genre som så­dan kan spores tilbage til Karl den Stores tid, men må gennemgå en lang udvikling, før vi kommer frem til den karakteristiske senmiddelalderlige form, da bønnebogen består af ele­menter hentet mange steder fra, bl.a. løsrevne betragtninger af Bonaventu­ra, Suso og den hellige Birgitta. En i det 15.årh. udbredt samling bønner 
skyldes en enkelt forfatter, nemlig Thomas a Kempis Betragtninger over Jesu liv (Meditationes de vita Christi) 
— men det er en undtagelse. 
Bønner til Maria omhandlende hen­des glæde og bedrøvelse er domine­rende sammen med de bønner, der beskæftiger sig med Kristi lidelseshi­storie. Marias moder Anna, har en fremtrædende plads i bønnebøgerne. Også de 14 eller 15 nødhjælpere fore­kommer ofte, enten i samlet flok eller de enkelte medlemmer, hvoraf nogle havde en lang tradition bag sig, mens andre var nye som pesthelgenen S. 
Roehus. Psaltere, tide-og bønnebøger synes fortrinsvis at have været ejet af kvin­
Helsidesillustration som indledning til bønnedelen i Anna Brahes bønnebog 1497 (Kgl. Bibi. Thott 553,4to). Motiver er et såkaldt nådestolsbillede med Gudfader holdende den korsfæstede søn. I flere af de tidlige missaletryk findes helsidesill. af korsfæstel­sesgruppe med jomfru Maria og Johannes. Her er Gudfader flankeret af Maria og formentlig Birgitta. Fot. Kgl. Bibi. 
der, både af gejstlig og verdslig stand. Nogle af de rigest udsmykkede ek­semplarer har dog tilhørt fornemme herrer, således hertug John af Bed­fords »hours« (British Library), et flamsk arbejde fra 1423, og hertugen af Berry, Etienne Chevallier, havde bestilt ikke mindre end tre fornemme tidebøger, den ene illustreret af Jean Fouquet. Så at sige alt hvad der kendes fra Norden har tilhørt kvinder, derfor har man også søgt at finde en passende kvindelig ejer til »Sunesønnernes psal­
ter« (B.L. ms.Egerton 2652), et smukt fransk arbejde fra midten af 1200åre­ne. Både den snes senmiddelalderlige bøger, der kendes fra dansk område, og et tilsvarende antal svenske har man hidtil udelukkende tillagt kvin­delige ejere, indtil de nyeste undersø­gelser har godtgjort, at Karen Billes bønnebog i virkeligheden er Knud Billes. Det svenske og danske materi­ale er for største partens vedkommen­de udgivet, i Danmark er storværket 
Danmarks middelalderlige Bønnebøger 
netop afsluttet. 
Et vidnesbyrd om den efterspørg­sel, der var efter den slags bøger, er at Christiern Pedersen under sit Paris­ophold lod trykke en tidebog 1514, som fa år efter kom i nyt oplag. Den er et eksempel på vekselvirkningen mel­lem trykte og skrevne bøger, idet store partier i et par af vore tidebogs­håndskrifter er afskrevet efter den trykte udgave. Det ene af dem er 
Ingeborg Predbjørnsdatter Podebusks tide­
bog fra omkr.1519, som tillige er den 
mest fuldstændige af vore tidebøger. 
Det er et pergamenthåndskrift i kvart 
på godt 200 blade, velskrevet, uden 
særlig udsmykning. Det er indbundet 
i et noget slidt brunt læderbind. 
SANCTUARIUM 
BIRGERIANUM 
De sidste håndskrifter, som her skal omtales, indeholder tekster, der ikke lader sig rubricere i nogen af de gæng­se grupper. Det drejer sig om ærkebi­skop Birger Gunnersens omfattende fundats for de af ham i Kryptkirken i Lund indstiftede daglige gudstjenester til jomfru Marias ære, titlen er tilføjet 

af senere historikere. Den fattige deg­nesøn fra Nordhalland ønskede ikke at udnytte kirkens højeste embede til personlig fordel, men at kaste glans over sin kirke. Han havdeabsolut sans for den ydre pragt -hans segl er et udsøgt eksempel på flamboyant klein­kunst. Til forskel fra andre stærkt verdsliggjortesenmiddelalderlige præ­later var han dybt religiøs og samti­digt behersket af iver for at hævde kirkens frihed og selvstændighed. Han var næppe blind for de misbrug, der vitterligt fandt sted i kirkens navn, men modarbejdede dem kun ved sit 
eget lysende eksempel og ved sit ar­bejde tor at gøre den lavere gejstlighed mere veluddannet og ansvarsbevidst. Birger Gunnersen har været en meget særpræget person på overgangen fra middelalder til renæssance med både kulturelle og kunstneriske interesser udover det sædvanlige. Han sendte Christiern Pedersen til Paris for at fa trykt breviar og missale til ærkestiftet hos de bedste bogtrykkere, og han sørgede for at fremskaffe et brugbart håndskrift til Saxoudgaven. Hans gudstjenesteordning fik kort varig­hed, men takket være, at han fulgte kong Hans' råd og i stedet for at bygge et kapel -som senere ville have delt skæbne med øvrige kapeller -lod domkirkekrypten sætte i stand, så mindes talrige besøgende ham den dag i dag, når de står over for Adam von Durens bemærkelsesværdige 
skulpturer. 
Utvivlsomt har Birger Gunnersen ønsket at torkorte sit ophold i skærsil­den og at blive mindet i sin kirke til evig tid, da han disponerede over sin privatformue erhvervet i dronningens tjeneste. Gennem mere end 100 år 
havde kongelige og fyrstelige perso­ner, rige adelsfolk og velstående gejst­lige og borgere indstiftet evig psalter­læsning, daglige og ugentlige messer­deraf mange til Marias ære -men ingen enkelt donation kan måle sig med ærkebisp Birgers. Lige så gran­dios som det planlagte værk til Guds­moders ære er de to håndskrifter (AM 292 fol. og RA), der indeholder alle bestemmelserne og nærmest må op­fattes som et stiftelsesdokument i kæmpeformat. Begge er fornemme pergamentshåndskrifter i folioformat. Rigsarkiveksemplaret er 20,5x30 cm, klummen 14x18 med normalt 19 li­nier pr side, eksemplaret i Det Arna­magnæanske Institut er lidt større. De 
er skrevet med en stor, smuk regel­mæssig skrift næsten uden rettelser. Det er tydeligt renskrifter ved hver sin skriver. Bortset fra en noget kortere indledning i RA-teksten stemmer de indholdsmæssigt og sprogligt over­ens. Ordforrådsmæssigt er varianter­ne ubetydelige, sproget er i begge tilfælde skånsk, hver skriver har sin sprogtone og sin helt personlige orto­grafi. Initialerne adskiller sig gennem­gående kun fra skriften ved at være større og længere, i første og sidste linie er over-og underlængder ofte forlængede med en vis dekorativ virk­ning. I AM-eksemplaret er l.blad skrevet to gange, hvoraf det ene har plads til begyndelsesinitial, og det an­det har en meget flot initial i gitter­værk udfyldt med røde og grønne farver samt sølvstift, en del storbog­staver pa siden har røde og grønne pyntestreger. 
Indbindingen stemmer nøje over­ens: kraftige hæftesnore, træplader overtrukket med brunt skind. Alle fire 
9»m|H min*« o&wu 
|>.»rcfpr»t^, • »»»»fN'f'£*** 
' -qtitW <«*.»»» 
»mamu#»»:< o«£5^>*^ ^^(»»»^ ^.w«S 
_A^$^£r*»HOOrtnMtf W nojitm Wc Iwn^vwpwi if -— 

•re oTa ^...( '-h ' J l«.;^ • 
ne<t [-u rrem« Vt»?rA "3^ v ,• I » 
tTucnf y»v»-»h<\<5 fVUiiCt p;*'' j *" tvAtnf rnpbid"> ^f^jr
6m* .tvr« ™ „-.c:

^nw-V.VV.T« A^^fiow^sm ^co'f?,^R-, ,'""JTUvn^ØiiTvtlp I'"« „ -r»,e. 
xv-"^ jUtyK*. '• " 
* # # 
Sanctuarium Birgerianum. Sidste side med Birgers egenhændige autonsationspåtegning 1518 og lega­ten Archimbolds stadfæstelse heraf. Fot. Rigsar­kivet. 
ydersider viser samme blindtrykte de­koration. De store rektangulære in­derfelter brydes af krydsende skråli­nier, og de fremkomne rhomber ud­fyldes af en fliget bladdekoration. Til den omgivende bort er anvendt rulle­stempler med et indviklet motiv af kannelerede vaser og skåle -et yndet renæssancemotiv, men vist de tidlig­ste skandinaviske eksempler. Tilsva­rende indbindinger er af Henry Bruun konstateret på to af Det kongelige Bibi.s ikke-danske inkunabler, hvoraf den ene har sikker proveniens i Lund. 
I begge håndskrifter er der 4-5 cm 
fra underkant 3 huller ca 1 cm i diame­
: 
, tutwii-y ;"*l• t«-ftp: • r\ cM|i3t_ ^!_ L„i Xutr <-f ^twr • • > > <• c-f i /f 
; Stii^ »-> cht • et;.-,, 
l-XC' 
V .^p:-• 0 ,-^ ..t ,.\. 
cHiA "•• fnV ]-"<;•» i • • o^' ••» " •• p­\r(TV <tA N. 4f f ^t i;>a
C r 
s>. ^ t 1—•t«' ''-1 ',• * ' "•>^|' ,fv 
dy-.h^x r-xX ' '•*• fiutn 
^ 'sW«>-•^»••'iT'-li y, S.C 
V v-h" c^i>; • »••' >"*>&*>•'• c f». 
^ rrffv 5 W- W n'if- •  
A.«- 1  ^ ^  
l;^: ^ti S' w<\.p.~/  

# • 
MM 
ter, de er udstanset både i bindplader og gennem alle pergamentblade, de er beregnet til seglsnore. 
Efter teksterne har Birger gjort en egenhændig tilføjelse, hvori han med­deler, at han besegler med sit segl og domkapitlets segl, ligesom Archim­bold der derefter har autoriseret bø­gerne, har hængt sit segl under. Det var en meget udsat position for voks­segl, og de synes da også at have haft de senere i det 16.årh. kendte blik­kapsler til beskyttelse, idet Arni Mag­nuson på en indklæbet seddel i AM­eksemplaret meddeler, at stumper af kapitlets segl var i behold i en blikdåse ligesom rester af alle seglsnore. 
Hovedteksterne antages skrevet 1512, da Birger planlagde at resignere sit embede, en kort tilføjelse er dateret 

14.dec.1518, og Archimbolds autori­
sation april 1519, et halvt år før Birger 
Gunnersens død. 
Man var ikke uvant med store skri­vearbejder i Lund. I 1494havde kanto­ren Bo Jensen afskrevet domkapitlets vigtigste breve i Registrum ecclesie Lun­densis i en stor foliant, nu i det svenske rigsarkiv; og som ovenfor omtalt er Erik Valkendorfs private breviar for­mentlig skrevet i Lund kort efter 1500. 
Slutstenen på denne tradition er Birgers gudstjenesteordning. 
Til næste side: 
Eksempel på senmiddelalderlig indbinding. Bindet består af to træplader overtrukket med brunt skind. De stemplede dekorationer af rosetter og rankeværk er udført i blindtryk, ses. 44. 
Samtidigt el. lidt yngre bind til Missale Slesvicense 1486 (LN 185). Fot. Kgl. Bibi.