Den kirkehistoriske baggrund Af Anne Riising Omkring midten af det 15.århundre­de var der store spændinger inden for den romerske kirke. I højmiddelalde­ren havde man udformet princippet om den universelle pavekirke, hvor pa­ven som Guds stedfortræder på jorden afgjorde, hvad der var den rette krist­ne tro. Samtidig var kirken blevet en præstekirke i den forstand, at kun den retteligt indviede præst kunne forvalte sakramenterne, og kun gennem sakra­menterne kunne mennesket fa del i Guds nåde. I tiden 1309-78, da paven boede i Avignon, havde han ganske vist været delvis i den franske konges magt, men han havde alligevel beholdt sit åndeli­ge herredømme over hele kirken og havde opbygget et særdeles effektivt skattesystem, som fra alle lande bragte store summer til pavehoffet. Desuden drev Avignon-paverne simoni, d.v.s. de forbeholdt sig ret til overalt at besætte de høje kirkelige embeder og solgte dem så for klækkelige summer, skønt den traditionelle kirkeret be­stemte, at biskopperne skulle vælges af domkapitlerne. Højmiddelalderen havde opereret med den tanke, at paven også skulle befale over den verdslige magt, men nu var der kommet nye statsretslige teorier, som hævdede, at konger og kejsere havde deres beføjelser direkte fra Gud og altså var sidestillet med paven. I det 15. århundrede blev der også rettet andre angreb mod den univer­selle pavekirke. Det første kom fra gejstligheden gennem koncilbevægel­sen, hvis grundtanke var, at ikke pa­ven, men en forsamling af gejstlige skulle have den øverste myndighed inden for kirken, også i trosspørg­smål. I nær tilknytning til dette var der krav om, at de enkelte kirkeprovinser (d.v.s. ærkebispeområder, f.eks. det danske rige) skulle have betydelig selvstændighed. Det første koncil blev afholdt i Konstanz 1415-18 for at fa ende på den skandaløse tilstand, at der siden 1378 havde været to paver, en i Rom og en i Avignon, og her erklære­de koncilet straks, at det havde sin myndighed direkte fra Gud. Det store slagord var »Reform på hoved og lemmer«, d.v.s. paven og gejstlighe­den, men selv om det lykkedes at enes om én pave, blev der ikke gjort noget effektivt for at reformere kirken iøv­rigt. Et nyt koncil, der trådte sammen i Basel 1431, men siden blev flyttet til Firenze, kom der ikke meget ud af, og koncilbevægelsen faldt sammen, dels fordi paven behændigt forstod at ud­nytte modsætningen mellem forskel­lige nationale kirker, dels fordi kejser og konger mistede interessen for kon­ cilerne. Den verdslige magt var nem­lig først og fremmest interesseret i at etablere en landskirke, d.v.s. en kirke, der inden for landets grænser var me­get selvstændig og selv valgte sine biskopper, men iøvrigt anerkendte pavens åndelige overhøjhed. Endelig ville kongerne have en del af de meget store indtægter, som kirkerne hvert år måtte sende til Rom. Højgejst­ligheden var efterhånden også tilbøje­lig til at mene, at den kunneopnå mere selvstændighed gennem en landskirke end gennem koncilbevægelsen. Den franske konge fik i 1438 en overenskomst med paven, der gav kongen halvdelen af kirkens indtægter og en væsentlig indflydelse på udnæv­nelserne, men den tyske kejser, Frede­rik III, solgte på det nærmeste sit rige til paven for at blive kejserkronet i Rom, for ved Wienerkondordatet 1448 fik han ganske vist ret til at besætte nogle bispeembeder, men næ­sten alle de højere stillinger blev forbe­holdt paven. I Rom gjorde paven og kurien (den pavelige centraladministration) gæl­dende, at Wienerkonkordatet også omfattede Norden, der efter gammel skik blev regnet med til den tyske nation. Christian I havde støttet kon­cilbevægelsen i håb om at kunne udvi­de statsmagten på kirkens bekostning, og han brugte bispeembederne til at lønne sine egne embedsmænd, som der blev flere og flere at, efterhånden som den kongelige administration voksede. Selv efter at paven havde sejret over koncilbevægelsen, holdt den danske konge fast ved koncil­ideerne og kom derfor i modsætning til paven, som følgelig ofte udnævnte andre biskopper end dem, kongen vil­ le have. Først da Christian I havde været i Rom i 1474, blev han gode venner med paven, og derefter blev embederne nok besat ved pavelig ud­nævnelse, men som regel efter kon­gens indstilling. Pavedømmets almindelige forfald i sen­middelalderen viste sig først og frem­mest ved, at alle kræfter blev koncen­treret om at fa penge ind. Alt kunne købes i Rom, og pavernes privatliv lod også meget tilbage at ønske, selv om først Innoncens VIII (1484-92) of­fentligt vedkendte sig sine børn. Efter koncilbevægelsens opløsning var der næppe mange, der sidst i århundredet håbede på nogen reform af pavedøm­met. For den danske konge drejede det sig blot om at have gode forbindelser ved kurien, og det havde kong Hans, så han fik i praksis ret til at besætte de kirkelige embeder, når blot han sørge­de for, at pengene indgik regelmæs­sigt i Rom. Den danske kirke var som i det øvrige Europa præget af almindelig tilbagegang. Socialt var gejstligheden stadig den fornemste stand, og flere og flere adelige valgte den gejstlige løbebane. Kirkens godsbesiddelser voksede stadig, og gaver fra befolk­ ningen strømmede ind. Men gejstlig­ hedens åndelige niveau var ikke højt. I det politiske og økonomiske magtspil mellem konge og pave forsvandt et­ hvert hensyn til kirkens åndelige tarv. Kirkeretten stillede meget præcise krav til præsternes kvalifikationer: En præst skulle være fyldt 25 år, ikke være skyldig i forbrydelser som drab, blodskam, helligbrøde m.v., og han skulle være ægtefødt og uden legems­ fejl. Alligevel gav paven mange di­ spensationer, og det gjorde måske ikke så meget, når det drejede sig om ægtefødsel, sådan at f.eks. en præste­søn kunne blive præst. Det var værre, når det drejede sig om aldersdispensa­tioner. Karl Rønnow, den senere bi­skop i Fyns stift, blev provst 16 år gammel, og i 1506 blev en 12-årig kannik i Roskilde. Talrige unge adels­mænd, som enten var i kongens tjene­ste eller studerede i udlandet, fik så­danne embeder med tilladelse til at udsætte præstevielsen. For befolknin­gen var det værste måske nok, at flere og flere fik tilladelse til at have adskil­lige embeder på én gang, bl.a. mange sognekald, som geografisk lå langt fra hinanden, og som indehaveren ikke kunne betjene, selv om han ville -og det ville han for det meste ikke. Så blev der ansat en kapellan, som skulle have »en rimelig del« af indtægterne, men den udgjorde sjældent mere end eksistensminimum, så kapellanerne blev et gejstligt proletariat, og det var meget naturligt de ringeste, der tog disse stillinger, tordi de ikke kunne fa noget andet. De var tit meget uviden­de, og på grund af deres fattigdom indlod de sig vist ofte på tvivlsomme foretagender, f.eks. at holde de »hor­se-og gåsemesser« for husdyrenes trivsel, som blev så hårdt angrebet af retormatorerne. De producerede også mange former for amuletter, f.eks. et skriftsted eller en trylleformular på en stump papir eller pergament. En anden af tidens skyggesider var afladshandelen. Ved aflad forstod man en eftergivelse af den bodshandling, som mennesket måtte underkaste sig tor sine synders skyld. Det blev altid principielt hævdet, at Gud alene kan tilgive synder, men kirken kunne ef­tergive den bod, som skulle udstås enten på jorden eller efter døden skærsilden. Forudsætningen for dette var, at helgenerne havde været i stand til at gøre flere gode gerninger, end de var pligtige til. Disse overskydende gode gerninger tillige med Kristi for­tjeneste udgjorde en skat, som kirken rådede over og kunne uddele til andre syndere, så deres straf blev eftergivet. Denne strafeftergivelse kaldtes aflad. I 1343 var læren om kirkens skat afgode gerninger blevet fastslået, og efter­hånden blev det almindeligt, at en bodsgerning, f.eks. en pilgrimsrejse eller så og så mange dages faste, kunne erstattes af en pengegave. Dogmatisk var afladslæren en del af de troendes fællesskab, hvor de åndeligt rige gav til de fattige, og det blev altid princi­pielt understreget, at syndsforladelsen forudsatte oprigtig anger, men i prak­sis førte afladslæren til, at i hvert fald den jævne befolkning mente, at man kunne købe sig syndsforladelse hos Gud. Det var en gammel skik, at enkelte kirker eller klostre fik et paveligt af­ladsbrev, som gav 40 dages aflad til dem, der det pågældende sted hørte en messe -eller »rakte en hjælpende hånd«, d.v.s. gav et økonomisk til­skud. Afladen var tydeligt nok ofte en forudsætning for bygning af kirker og etablering af sociale institutioner som spedalskhedshospitalerne, og i disse tilfælde var det jo også synligt, hvad der kom ud af pengene. Det var noget andet, da pavemagten satte afladshan­delen i system. Det var begyndt under korstogene, men efterhånden blev der givet aflad ved mange andre lejlighe­der, f.eks. da paven erklæredejubelår i 1300, og i det 15.århundredegjaldt det kampen mod tyrkerne. En konge, der villestå sig godt med paven, måtte også tillade de pavelige afladshandlere. Christian I sikrede sig et rundeligt afladsprivilegium til sit nye Hellig Tre Kongers Kapel i Ros­kilde, og han tillod den pavelige af­ladshandler Marinus de Fregeno at rejse rundt i Norden. Om ham fortæl­ler den lybske krønike, at han var »et bundløst dyb af begærlighed; ofte lod han de stakkels enfoldige menne­sker gå nøgne og sultne fra sig, og for sin aflad forsmåede han intet, men modtog gammelt kobber, tin, jern­malm, gamle kedler og alt, hvad der kunne indbringe penge.« Han indsamlede i Sverige omkring 30.000 gylden -men Christian I tog halvdelen af dem som sin part. Omkring århundredskiftet var der nyt jubelår med aflad for dem, der rejste til Rom-eller gav en pengegave -og atter en kampagne for korstog mod tyrkerne. En af de danske aflads­handlere i denne forbindelse var præ­sten Herman Andersen fra Set. Hans Kloster i Odense, og om han skrev den danske karmelitermunk Povl Hel­gesen, at han »ved sine afladsbreve og buller, det vil sige ved den rene og skære frækhed udslukkede megen fromhed. Thi den slags udsendinge og deres repræsentanter lærte ikke folket at føle anger, men at synde uden trygt, og da blev vinduet for første gang åbnet for lutheriet. Denne korstog­sprædiken var ikke en frugt af from­ hed, men af havesyge.« årene 1514-19 kom endelig den måske mest berygtede afladshandler Gianangelo Arcimboldi, som solgte aflad til fordel for opførelsen af Peter­skirken i Rom -og en af hans udsen­dinge var den berygtedeJohan Tetzel, som vakte Martin Luthers vrede. Ar­cimboldi fik også en god portion pen­ge ind, men størstedelen kom ikke længere end til Christian Ils kasse. For afladshandlerne var det en stor fordel, at afladsbrevene nu kunne trykkes, blot med en tom plads til navn og beløbets størrelse. En af dem drog 1488 til Sverige med 20.000 tryk­ te afladsbreve, men måtte endda lade flere trykke i Stockholm. Klostrene havde så at sige alle haft en nedgangstid i det 14.århundrede, hvor klosterreglerne ikke blev overholdt; munke og nonner havde privat ejen­ dom, de var ofte væk fra klosteret, munkene havde løse kvinder hos sig, holdt store gilder med lægfolk m.m. Så sent som i 1490 blev Sorø cisterciensekloster beskyldt for sådan­ ne forhold, men stort set oplevede alle ordener en reformbevægelse i løbet af det 15. århundrede, og formålet var ganske klart det at genskabe de gode gamle dage. Det rigtige klosterliv med dets askese og fattigdom blev stadig anset for at være det mest fuld­ komne kristenliv, mens de, der levede »i verden« med et verdsligt arbejde, ægtefælle og børn, aldrig rigtigt kun­ ne blive mere end andenrangs kristne. Enhver fornyelse af kirken måtte ud fra dette synspunkt først og fremmest være en reform af klostrene og even­ tuelt stiftelse af nye klostre. Den mest iøjnefaldende reform fandt sted hos franciskanerne (grå­ brødrene). I det 14. århundrede var der i denne orden i Italien opstået en reformbevægelse, observanterne, som hurtigt bredte sig og førte til, at orde­ nen fra 1443 faktisk var delt i to selv­ stændige ordener. Bevægelsen bredte sig over hele Europa, og det fortælles. vmufrfis pfitrtStw« fluaKw D«ie> Boopu»<»nat cnatK contra impqflinio« Tbarco«crnaa chmnKMtHMtimmfce«infwitnir mtitt trmttoffra Hfm SBUm omuia ^wctnaapapam qnarnim omnammttbtram rtd cotimbunoncm Onarptrr anooritatf ph « ccmmt uoftnpapc potfftatonbabft Higrnwconfrfformi prtftntcniin fibi rOcrmm rrlipiofum»rifrculartm quiauoitart ,,®twcrc , ^^(oncabfolurrct poffganaontatf FrfmiffaabontnibjccttttmscfT« rrcrffiko« ctprccanequftallikftquanmcnmti oionmb?ftiamfttaliaforrmjrpmqut fcaparoflolKa r(rftmfnrøcofclcpa5 OiUatø n pfccanø tæø qnåtumaitf firamto« ttfnoimtbMftKSfitalia foitnr^picr qnr(re»apoflolita ttif iro fo.^^afotf.acaipfig.qWwauctoraaifiifcipltnatiaminwiletnaimtironifTioutmconftro inr.cmmtpatn»nfilq "^tfin in mpmaarrioilo aomgfoa ril bfcdaulnla Si tantmab tftafgnojouif uon CccriTfriø plfnanawrtTiiifTtot!tni ftmoui gtiioam nbtf aatoanaoiuatt mmoras amculoconfrrooaro rrictuo || 4 at i 1461 hørte den danske konge en observant prædike, og det gjorde så dybt indtryk på ham, at han besluttede sig til at reformere de danske klostre. I 1467 skrev han til paven om tilladelse til at reformere klostrene i Slesvig-Holsten, men reformen kom ikke fra kongen; den kom fra gardianen (lede­ren) i Kolding franciskanerkloster. Laurens Brandsen, som var lidenska­beligt engageret i den. Paven sagde tørst ja, så nej og så ja igen, men efterhånden blev de fleste gråbrødre­klostre mere eller mindre godvilligt reformeret. Det betød en streng over­holdelse af klosterreglen og navnlig, at klostrene skilte sig af med alt jorde­gods og levede af almisser. Der blev også oprettet et lille universitet i Lund til uddannelse af nordiske munke, og der blev stiftet nye klostre, derunder i Afladsbrev udstedt af Henricus Kannegeter til fordel for kampen mod tyrkerne. Trykt af Johan Snell, Liibeck 1482. 1490 erne nogle for franciskaner-non­ner (Klara-klostre). Observanterne stod som repræsen­tanter for det sande klosterliv og nød stor velvilje hos både kongen, kirkens mænd og befolkningen -men bevæ­gelsens historie både i udlandet og i Danmark viste også pavens fuldstæn­dige holdningsløshed over for alle ån­delige problemer. Der kom også nye ordener til; kar­meliterne, de hvide tiggermunke, nå­ede at fa 6 klostre (Landskrona, Skel­skør, Helsingør, Århus, Sæby og As­sens). De lagde stor vægt på studier og prædiken og oprettede i 1517 et stu­diecenter i København. Birgittinerne kom også til Dan­mark i det 15. århundrede, grundlagt af den hellige Birgitta af Sverige, der havde faet sin orden godkendt af pa­ven 1370 og stadfæstet ved Basel­koncilet 1435. Hun var en ivrig refor­mator i senmiddelalderlig betydning, d.v.s. også hun vilje genskabe de gode gamle dage. Birgittinerklostrenes mest usædvanlige træk var, at de be­stod af både et munke-og et nonne­kloster under samme tag, men dog strengt adskilt. De to danske klostre lå i Maribo og Mariager, og når der ikke kom flere til, skyldtes det antagelig modsætningen mellem Danmark og Sverige, idet Sverige tog Birgitta til indtægt som nationalhelgen. Desuden var det meget bekosteligt at stifte disse dobbeltklostre. Birgittinerklostrene beskæftigede sig især med sjælesorg, prædiken og litterært arbejde, navnlig oversættel­se, og de producerede mange bøger til salg. Moderklosteret i Vadstena havde et trykkeri, der dog blev ødelagt ved en brand i 1495, men det vides ikke, om de danske klostre har haft noget trykkeri. Omkring 1500 var der godt 120 klostre i det danske rige (som dengang også omfattede Slesvig, Skåne, Hal­ land og Blekinge), og mange af dem har givetvis haft store bogsamlinger, selv om vi ved meget lidt om dem. Men man ved om de tyske klostre, at de hurtigt fik masser af trykte bøger, så det er rimeligt at tormode, at det samme skete i Danmark. Der findes et katalog over biblioteket i Øm kloster fra 1554, men desværre kan det kun i fa tilfælde konstateres, hvornår de omtalte bøger er trykt. At reformere klostrene var for­ holdsvis let gennemførligt, fordi det jo drejede sig om små lukkede sam­fund. Det var betydelig vanskeligere at reformere verdensgejstligheden, dvs sognepræster og alle andre præ­ster som ikke var munke. Så længe de højere embeder kunne købes, beroede det på tilfældigheder, om biskopper, provster m.fl. også var gode kirke­mænd. Der var nu faktisk en del af dem, der var nidkære i deres embede og gjorde, hvad de kunne, for at højne gejstlighedens standard. Det gjaldt f.eks. Lage Urne, der blev biskop i Roskilde 1513 -mens hans samtidige kollega i Børglum stift, Niels Stygge­sen Rosenkrantz, ganske vist havde været regelbundet kannik, idet Børg­lum domkapitel var præmonstraten­ser-kanmker, men som biskop aflagde han »alt munkevæsen, alt åndsliv og levede til sin høje alder kun for kort og terninger, gøglere og tøjter«. En reform af gejstligheden måtte ikke mindst være et spørgsmål om uddannelse. Højgejstligheden havde normalt studeret ved udenlandske universiteter, og det var betingelsen for at kunne blive kannik. Der blev oprettet mange nye universiteter i Eu­ropa i det 15. århundrede, og også Danmark fik sit universitet 1479, men før reformationen var det ikke nået så langt, at man kunne tage teologisk eksamen dér. Man kunne kun tage eksamen i de humanistiske fag, der var forberedelser til videregående studier, derunder teologi. løvrigt havde hvert stift sin egen præsteskole, der var knyttet til dom­kapitlet. Man ved desværre ikke noget om, hvordan de fungerede, men der har nok været store forskelle tra det ene stift til det andet. Det er dog sandsynligt, at alle domkapitlerne har haft større biblioteker. Som tidligere omtalt er der næppe nogen tvivl om, at præsterne på landet ofte var meget uvidende. Man har ikke konkrete op­lysninger, men f.eks. i Tyskland var der endnu i slutningen af det 15.år­hundrede mange præster på landet, der ikke engang kunne så meget latin, at de kunne oversætte den latinske liturgi, som de selv brugte. Det er også tvivlsomt, om de var i stand til at lave en prædiken, men det var helt i sin orden, at de brugte prædikensamlin­ger. Reformbevægelsen kombineret med frygt for kætterier bevirkede, at man i det 15. århundrede lagde meget stor vægt på prædikenvirksomheden, og der blev inden år 1500 trykt flere tusinde torskellige prædikensamlin­ger, prædikenvejledninger og diverse samlinger af materiale til udarbejdelse at prædikener. Én bestemt bog blev i særlig grad genstand for reformato­rernes angreb, ikke så meget på grund at indholdet som på grund af titlen. Den var affranciskanerenJohannes fra Werden (død 1437) og kaldtes gerne »Dormi secure«, d.v.s. »Sov trygt«, tordi den lange latinske titel udtrykke­ligt siger, at enhver præst, der har denne bog, kan sove trygt i bevidst­heden om, at han har en god prædiken at holde. Foruden sognepræsterne prædikede også kanmkerne, og ved Haderslev kirke blev der i 1465 opret­tet et lektorat, hvis indehaver skulle prædike offentligt på søn-og helligda­ge og desuden to gange om ugen for kapitlet. Der var også mange munke, der prædikede; cistercienserne havde flere steder faet tillagt nogle sognekalds indtægter ogskulle så passe gudstjene­ sterne i disse sogne, og der kom også lægfolk til gudstjenester i klosterkir­kerne. Det var dog først og fremmest tiggermunkene (franciskanere, domi­nikanere og karmeliter) der tog sig af prædikenen, som fra begyndelsen var et af deres vigtigste formål. Sammen­lagt var der således uhyre mange, der prædikede -eller i hvert fald skulle prædike — så behovet for hjælpemidler på dette punkt var stort. Der findes fra 1519 en fortegnelse over de bøger, der tilhørte lektoratet i Slesvig, og dér er prædikener righoldigt repræsenteret. Endelig forekom et større antal uof­ficielle prædikanter. Når et kloster eller en kirke havde faet et afladsbrev, skulle det jo bekendtgøres, og tigger­munkeklostrene skulle til stadighed samle penge ind. De udsendte de så­kaldte »bedere«, som så holdt en slags prædiken, som vist for det meste be­stod af fantastiske mirakelhistoner, som de til dels selv digtede. Over hele Europa lød der klager over dem; de danske reformatorer fordømte dem skarpt, og også karmelitermunken Povl Helgesen erklærede, at disse ind­samlere havde brugt så megen løgn og digtet så mangejærtegn, som aldrig er sket eller kunne ske, så at himmel og jord matte tortærdes derover, og de havde nu så længe bedraget menig­mand, at Gud i himlen ikke længere ville tåle det. Blandt dem, der ville reformere kir­ken, var nogle konservative i den for­stand, at de ville fjerne alle misbrug som afladshandel, simoni o.s.v., men iøvrigt ønskede de ingen ændring af kirkens lære eller opbygning. En an­den fløj, bibelhumanismen, der fik vok­sende tilslutning, ville derimod gå mere radikalt til værks. Den italienske humanisme, der var nært knyttet til den klassiske oldtids værker, var rela­tivt ligegyldig over. for kirkelige spørgsmål, men nord for Alperne blev humanismen en religiøs og etisk væk­kelse. Den var yderst kritisk over for den traditionelle teologi og den kirke­lige fromhedspraksis og ville reforme­re kirken på den måde, at bibelen alene skulle være grundlaget. Slagordet var: Tilbage til kilderne! og det var altså bibelen og til dels kirkefædrene, d.v.s. de ældste kirkelærereindtil ca. 600. Humanismens fornemste repræsen­tant var Erasmus af Rotterdam, som bl.a. gik stærkt ind for, at bibelen skulle oversættes til folkesprogene, så enhver selv kunne læse og lære Guds ord. Bibelen var efter hans mening vidnesbyrdet om Kristus, og dette vidnesbyrd skulle afløse den middelal­derlige skolastiske teologi, der i vid udstrækning var bygget på filosofiske ideer. Ud fra bibelen skulle hver en­kelt tilegne sig en personlig tro, der var psykologisk konstaterbar, og som skulle give sig udslag i en praktisk etisk handlemåde. Dette var et angreb mod den kirke, hvor præsten var en uundværlig mellemmand mellem Gud og mennesker. Tillige angreb humanismen ubøn­hørligt kirkens udvendighed, afladen, den næsten overtroiske tillid til, at købte messer kunne klare det hele m.m., og i Tyskland fik den desuden et nationalt præg, som var yderst anti­romersk og antipaveligt — hvilket var meget forståeligt, da kuriens begær­lighed næppe havde ramt noget land så hårdt som det tyske rige. Disse nye synspunkter foranledige­de hurtigt en voldsom debat i hele Europa, og takket være bogtrykker­kunsten kunne et væld af flyveskrifter hurtigt spredes i alle lande, selv om den store strøm først kom i 1520'erne og tiden derefter. Ved siden af den lærde bibelhuma­nisme var der også -og havde længe været -en folkelig biblicisme, en læg­mandsbevægelse, der uden at kende noget til filologiske eller teologiske studier tog sit udgangspunkt i, at bi­belen alene var Guds ord, taget ganske bogstaveligt, og at den derfor skulle være rettesnor for både kirke og sam­fund. Sådanne synspunkter havde al­lerede siden o.1200 været repræsente­ret af valdeserne i Sydfrankrig og Itali­en; i det 14.århundrede gjorde John Wyclif i England sig til talsmand for lignende ideer, og skønt hans tanker ikke havde større øjeblikkelig indfly­delse, fik de det sidenhen, i Bøhmen, hvor de blev taget op af den bondefød­ te præst Jan Hus. Der var i Bøhmen store sociale modsætninger mellem fattige bønder og rige godsejere, og tillige modsætning mellem den tjekki­ske befolkning og de tyske indvandre­re. Jan Hus' reformtanker førte til en tjekkisk national og antiklerikal bevæ­gelse, bl.a. fordi kirken ejede omkring halvdelen af jorden. Da hussiterne blev forkætret, appellerede Hus til koncilet i Konstanz, men trods frit lejde fra kejser Sigismund blev han pågrebet og brændt som kætter i 1415. Men hussiterne lod sig ikke kue, og ved Basel-koncilet 1431 fik de tilladel­se til prædike på tjekkisk og ved nad­veren nyde både vin og brød. Lægfolk fik ellers kun brødet. Flyveskrifter spillede også en væ­sentlig rolle for den folkelige biblicis­me, navnlig når de var forsynet med træsnit, der fungerede som en slags tegneserier og altså også kunne give mening for dem, der ikke kunne læse. Både den lærde og den folkelige bibli­cisme var stærkt interesseret i, at bibe­len skulleoversættes til folkesprog, og at lægfolket skulle lære at læse. Det var taktisk lidt af en omvæltning, for der havde altid været og var stadig mange, som mente, det var alt for farligt at give ulærde lægfolk en bibel i hånden, tordi de ikke ville være i stand til at tolke den rigtigt-og rigtigt betød her i overensstemmelse med kirkens lære. En fløj af hussiterne, de såkaldte tabo­riter, havde udviklet sig til en social­revolutionær bevægelse, og selv om den var blevet knust, var den jo et eksempel på, hvad »disse lægmands­bevægelser« kunne føre til. I Danmark kendte man vist udmærket hussiternes lære, for dels havde der været danske repræsentanter ved koncilerne, dels udkom i 1483 en trykt beskrivelse af koncilet i Konstanz med over 1.100 træsnit, og da biskop Niels Skave i 1490 angreb tilstanden i Sorø cisterci­enserkloster, understregede han, at så­danne torhold banede vejen for hussi­ terne. I Danmark var en af de betydeligste repræsentanter for bibelhumanismen Christiern Pedersen, som var kannik i Lund. Han havde studeret i Greifs­wald og Paris, og det sidste sted ejede han selv et vist bogtrykkermateriel, som han udlånte til de firmaer, han lod trykke sin betydningsfulde produk­tion i årene 1508-15. Han vandt inter­national berømmelse ved sin udgave at Saxo Grammaticus, men for det danske lægfolk var det af særlig betyd­ning, at han udgav en række værker på dansk. I 1514 kom »Vor Frue Tider«, som var en oversættelse af de latinske bønner,^som blev læst dagligt af præ­ster og munke, og gennem oversæt­telsen blev de tilgængelige for de læg­folk, der gerne ville leve med kloster­livets andagter. En andagtsbog om at høre messe viser tillige, at Christiern Pedersen som en selvfølgelig ting regnede den individualistiske tro for det vigtigste. Det væsentlige ved mes­sen var ikke Guds nærværelse, men de religiøse og etiske værdier, et menne­ske opnår ved at fordybe sig i Kristi lidelse og død. Messeforklaringen var ikke Chri­stiern Pedersens eget arbejde, men mere eller mindre skrevet af efter an­dre. Det var imidlertid helt i sin orden dengang, for den slags gjorde alle andre, og det samme gælder også den prædikensamling i 2 bind, som han fik trykt i Paris 1515 og igen — med visse ændringer -i Leipzig 1518. Den kal­des gerne »Jærtegnspostil«, men den rigtige titel er »Alle Epistler oc euan­geha som lesiss alle Søndage om aared sammeledis Jule dag Paaske dagh Pingtze dag. meth denss vdtydning oc glose oc eth Jertegen till huer dag met flere artickle som alle menniske nytte­lige ere«. Til hver søn-og helligdag bringes både evangelieteksten og epistlen på dansk, dernæst et jærtegn, d.v.s. en lille fortælling, som illustre­rer en pointe i prædiken. Ifølge forordet er samlingen ud­sendt »at de som ikke latine forstå, må nu selv læse på dansk hvorledes de rettelig skulle leve efter Guds budord, som står i dem (d.v.s. evangelier og epistler) og få siden efter deres død den evindelige glæde foruden ende«. Vi­dere torklares, at frelsen afhænger af troen, og ingen kan tro uden at kende evangelierne, og derfor er det nyttigt Xu!c Bag €(l WpmeCTe^ G;piftola aD liebieojBi piuno capitalo ^ratrcsmultipl)arif tnultif^ moDi# oli Deu^l Jfr mfhtf mfaifEtfEuffr \)ibea(b€t)totr» tnge flpofW i&xi poutfbfcreff beneepip trf oc fmbingr fijfff tif bf t^brr fort)waarr omwmlx ttff bojØrffigt raffefig^r tro fjagb« anammtbbo6 oc^mftøiboit) Wbi fiuiffirb fceff ^at) foifeforrb«oc imbmufet bot) btt) Ucrbi^rb ocfjøgtibffigfjeb fott) brtte nf (rftammtt ^affutroffucr 6rt gom 5fc.Åaa figenbiff poa toæt maoff. *T^ jgrt fc^bu tnangftrfbffigr oc i man rln29t maobr 3Datafebt©en af(6m«(ttfh ©nbt formefnb ttfvwatf fbifrbte i b« gam6fe ttf!amétf i gftioi)Piw fttmulTmvvnbc fiw i brtff np ttftomentttafrb« $ar)o6m6«rfiø« nffoff mrt ftnb 6fnebibf miffe føt) fort) anamrbrwoi naturtgub fabrt jEuferbf fyanuny at vmroffna offf crcotur 6aab« fZn& ocmcmfk f)inmf6aptr gwb faba aff mougt iwtbojC$u at bt(fe oib (ft mvn cm(fa føn Jeg§ føbbe btgaff tvtnnbrfig tub ^ibttj jiget gubfifuba om gub,føi) ttgfEaf »ete §dmimf«o) faberoc Bcflerme §«nnvpm £>c hai) f&af verre migfaarr O)føt) tfu fat) rr mtgi affemaabc ^ng oc fpbigeffter mvn egen »ifge SJentub gubfaba »bfenbefin emfteføn m'Mtbcnoc gicnbt f annvwi) o6cn6arfigfm mcnifEen 2>a figer fcnfftew atBlfe gubjjcngfe ffeui fe fofftit tiene ocf tif6ebe gub^føn t fm gubboti) gwb faber (iget tilfctiglerit i ^iiemmefim f^pn føn f&apteebn oc f&cÉAeeber tif fin« fenbige6ub art) bm ocf fige fanff »ifge foi menifkne£)c ftwnnfi at^effne offuer onb« mftuf&r tnet feenbeb« ifb oc fwab.gub faberftger pbermrre tiffmb før) C> mpi) føl) fom eftgwb met mig2>it ngebet Bfiffuer ewmbefige2J»f») low«lerban" rrtwff iDvcirgcrer oc 6fwvc tifbcr trpefeer oc imo ffoger ^øfrbi^eocf affe onb« menmfii«S3>W effÉeratt b«fo«) goter.S>^ Chr. PedersensJærtegns­postil, egl. »Epistler og evangelier, som læses alle søndage«, her teksten til juledag. Paris 1515. Klummebredde 130 mm. (LN 209). og tilbørligt, at de oversættes til dansk for entoldige tolks skyld, som ikke forstår latin og sagtens heller ikke tit hører en prædiken. Havde nogen at evangelisterne skrevet evangelierne til Danmarks rige, da havde de visselig skrevet dem på dansk, så alle havde forstået dem, thi ethvert menneske bør kende dem på sit eget sprog. Og evangelierne er lige så gode på dansk eller tysk som på latin, når ellers de fortolkes rigtigt. Dette var bibelhumanismens pro­gramerklæring, og den kunne om­trent være skrevet af etter den Køln­krønike, der udkom 1499, Johan Ko­elhof d.y.: »Cronica van der hilliger Stat van Coellen«, en bog, der iøvrigt har interesse ved at bringe vigtige oplysninger om bogtrykkets oprin­delse. Den angreb gejstlighedens ha­vesyge og nydelsessyge og understre­gede, at for at denne besudhng at Guds ord ikke skulle gøre for megen skade, T H metfj miab^e er metj brgfj.•§>? £> offommectiflegwb DfrtuflTat Eom nte mig tif $ie£f).£> ^crrc £011)fnarfr^ ørtSrJ^ebcr occr