Forlag og grafisk værksted En samtale med HansJørgen Brøndum ved Erik C. Lindgren Hvordan og hvomår startede ditforlag? På en måde begyndte det hele i mine forældres kælder først i 60-erne. Der havde jeg en stentrykspresse stående. Samtidig gik jeg på Kunsthåndværkerskolen, idet jeg dengang havde nogle uklare ideer om, at man måske kunne dygtiggøre sig som tegner derinde og engang komme til at fungere som bogillustrator, bladtegner og lign. Det var også her jeg lærte maleren Mogens Kølkjær at kende, som til forskel fra mig gennemførte alle fire år af reklameuddannelsen. Vi foretog en lang Spaniens-rejse sammen, som blev stærkt præget af vores medbragte rejselekture, Tom Kristensens »En kavaler i Spa­nien«. Så da vi vendte hjem, foretog vi et udvalg af Tom Kristensens digte fra bogen og lavede vores egen Spaniensbog, som vi gav titlen »Forvandling«. Kølkjær tegnede et billede til hver af digtene på litografisk sten, papiret skar vi til i hånden med en papirkniv, og så trykte jeg så godt jeg kunne billederne på håndpressen. Satsen fik vi sat på et lille lokalt bogtrykkeri og trykt ind på de færdige billedark. Med spild her og der blev det til i alt 48 eksemplarer, hvoraf Kobberstiksamlingen til vores stolthed købte et. Men der stod »Eget Forlag« på titelbladet, og det skal siges, at jeg på det tidspunkt endnu ikke havde nogen idé om at starte et bogforlag. Jeg tog meget hurtigt konsekvensen af mine manglende færdigheder i rekla­men og forlod Kunsthåndværkerskolen, hvor et af lyspunk­terne tor mig havde været maleren og kritikeren Erik Clemme­sen, som dengang underviste på skolen i et fag, der hed Form og Farve. De følgende to år, inden jeg kom ind på Kunstaka­demiet, tik jeg lov til at gå og tegne og male hos Erik Clemmesen, som dengang og siden kom til at betyde uhyre meget for mig -ligesom for øvrigt for de fleste af de kunstnere, jeg efterhånden lærte at kende. Hans undervisning bevægede sig fra elskværdig konversation til voldsomme vre­desudbrud. Det gik efterhånden op for mig, at man var bedst tjent med de sidste.Jeg tror nok, det var disse to år, som lagde grunden til mit forhold til den illustrerede bog. Det var også i den periode, jeg tilbragte søndagene i Kobberstiksamlingens studiesal tor at kigge på fransk bogkunst og hvor jeg fik skærpet min interesse tor bogillustrationen mere som grafisk akkompagnement end som illustration i gængs forstand. Efter Opslag fra Samuel Beckett; af Tekster for intet. Raderin­ger af HansJør­gen Brøndum. Typografi af HansJørgen Brøndum. for denne pludselige elskværdighed, efter »å lang en for­sømmelse. d« er let at forstå, det er hvad han »iger til sig selv, men han forsfår det ikke. Jeg er ikke i hans hoved, ingen steder i hans gamle krop, og dog er jeg der, for ham er jeg der med ham. deraf al den forvirring. Det burde være ham nok at have genfundet mig fraværende, men nej, han vil have jeg skal være til stede, med en form og en verden, som han selv, trods ham selv, jeg der er alt, som han der er intet. Og når han føler jeg er uden eksi­stens er det hans han vil have jeg skal vx-rc berøvet, og omvendt, gal. gal, han er gal 1 virkeligheden søger han mig for at dnrbe mig, for at jeg skal være ttød som han »elv, død som de levende. Alt det ved han, men det hjælper ikke noget, at vide det, jeg ved det ikke, jeg ved ikke noget. Han forbyder sig selv at ncsonnerc. men han bestiller ikke andet end at ræsonnere, forkert, som om det kunne hjælpe. en ny Spaniens-rejse lavede jeg selv nogle raderinger til Garcia Lorca's store tyrefægterdigt »Klagesang over tyrefægteren Ignacio Sanchez Mejias«, som indtil da ikke havde været udgivet på dansk. Jeg fandt en oversættelse af digtet, som Iljitsch Johannsen havde nået at fa færdig inden sin død, og kunne således i samarbejde med fru Iljitsch Johannsen og med typografi af Erik Ellegaard Frederiksen udsende digtet i en stor håndgjort udgave i kun 15 eksemplarer. Det var, hvad mine raderplader kunne holde til. Men Ellegaard Frederiksen har i virkeligheden nok så meget andel i, at jeg allerede på det tidspunkt kom ind på tanken at starte mit eget forlag. Han formidlede nemlig en reproduktionsudgave af Klagesangen, udsendt gennem Forening for Boghaandværk, vist nok i et oplag på 5000 eksemplarer, og hvor jeg som del af mit honorar fik tildelt 200 eksemplarer med »Brøndums forlag« trykt ind på titelbladet. Sådan startede mit forlag i det små. Det var i 1966. Startede du i opposition til nogle dengang rådende æstetiske nonner? Nej, jeg var dengang i 60-erne, i høj grad inspireret at de eksisterende normer for, hvordan man laver »smukke« bøger, og indtrykkene fra Kobberstiksamlingen sad stadig dybt i mig. Det der med at vælge håndgjort papir, håndsats og lade billederne trykke på besværligst mulig måde. Og små oplag, selvfølgelig. Det blev til endnu nogle spredte udgivelser. Jeg forsøgte mig på ny som litograf, denne gang med maleren Leif Lage, som tegnede litografier til den græske forfatter Sotiris Patatzis lille novelle »Anestos søger lykken«, som netop var blevet oversat af en anden af mine venner, Ole Wahl-Olsen. Jeg blev aldrig god til det med at trykke fra sten, men denne gang fik vi dog 100eksemplarer ud af det. Sidste ark af bogen. det med kolofonen, blev sendt med SAS ned til Athen, hvor Patatzis signerede de 100 eksemplarer i lufthavnen, hvorefter pakken gik retur til København. Så fint skulle det være.Jeg må her indskyde, at hvis nogen har stået fadder til mit forlag i disse første år, er det Ole Sarvig, som jeg lærte at kende omtrent på dette tidspunkt. Også han havde stor forkærlighed for smukke og sjældne bøger, men jeg må dog tilføje, at vores venskab ikke er blevet svækket af de demokratiseringsprocesser, forla­get siden er undergået. Vi lavede sammen med Palle Nielsen digtsamlingen »I forstaden«, en af de fa bøger, det er lykkedes mig at fa udsolgt, næsten inden den udkom. Nej, jeg var ikke i opposition til andet på det tidspunkt end til udviklingen. Det var nemlig kun langsomt, at det gik op for mig, at der var en verden uden for Grafisk Skole, at de håndpresser, vi så møjsommeligt stod og sled i og alle de andre metoder, vi an­vendte, for længst havde udviklet sig, og at der skete helt andre ting ude omkring i byen på trykkerier, der måske ikke ofte blev besøgt af kunstnere, men som måske bare ventede på at blive det. Samtidig gik det op for mig, at der er to måder at være eksklusiv på. Man kan »komme til« at være det, så at sige i al uskyldighed, denne synsvinkel anlagde jeg i hvert fald på mine hidtidige bedrifter. Og så kan man planlægge at være eksklusiv. Og det var dette sidste, jeg ikke fandt tiltrækkende. bltx) havde »aml« »ig t umgtct. fow det hvirvtlede dæmo­nisk (xnknncr ham tijnc. Han atuer (lasken, drak man­gt-imuuirtjidf og »i (Mj pj xvakptujjefl. Han koede «g opad oadttrpirlcn kxi blikke* vaodre om. Mau wger. ai der engang lå en *or by her ruaf huse af »len, gwdaOMcr og mamorspjlw. Den -»rakte over hete haklwkraninge« og nåede hch ned til havm bred , Men alt dette msnuor blev oplø« som »tikker Hiisene ttyrtede sMnmcit, vandet førte iorden hen over dem. Og den woiv bv fi 01 mtik hcgiavebc, Sjden fprte vmtk-nc nvod sig og smykkede graven med ulde jordbær, egekrat blomster Kulden.