BOGVENNEN 

MEODELEISER FRA FORENINO FOR »OCHAANDVARK REDIGERET AF EB86 SADOllN 

OKTOBER  1934  
OJ OORCHSENtUS OC .« Kl 71Ol. » O G OM 31*G . 4t CH« R(MfST*t>, StrUAIlONeM 1 fHANSt; tOOKOHSr 4é C, vOtMf* NO«Dt«NO£, 1NOEN NTE IKttftf*-50AUOUST SANOOOtM, 600«IN0-. . » VIOOO 5T»N MØUSR. ,»EO$I« tOOAli»6JBfP• . M SVIND OAHU H. S, HtMDdtHStlH, A*Ot MAKCUS,R, fAttUt, t»«S SAOOliN, sioutø scmntz. eoo-ANMEIOBISH 55 MINDfC Mat>PfieiSEI>. 40  
Bogvennen i 1930erne  
Paul-Philippe  Allerede medens Bogvennen i 20rne udkom som  år- 
Péronard  bog,  var  det blevet foreslået, at  Forening for Bog­ 
haandværk i stedet skulle udgive et kvartalsskrift, for  
i  højere grad end årskriftet formåede at virke med  
tiltrængt aktualitet og for bedre at vedligeholde forbin­ 
delsen mellem medlemmerne.  
I 1934 udkom Bogvennen efter et par års pause i ny  
skikkelse og med Ebbe Sadolin som redaktør. De 15­ 
16  numre,  der  nu  udkom  op  til  begyndelsen  af  
1940rne, er måske de,der påkalder sig størst interesse,  
når man ser tilbage over tidskriftets snart 90-årige hi­ 
storie.  
Ikke alene var tidskriftet i den periode et levende  
forum for den faglige debat, det var det tillige på et  
niveau og med en klarhed, der gør, at det meste i dag  
er ligeså aktuelt.  
Også i sit ydre repræsenterer Bogvennen i 30rne det  34:i  
mest levedygtige i sin samtids typografiske holdning.  38 :i  
Med Bogvennens tilrettelægning må den asymmetri­ 

ske typografi, som på det tidspunkt allerede havde været kendt nogle år i Danmark, have fået sit første virkelig overbevisende udtryk. 
Omslaget er stramt og konstruktivt udformet, men i modsætning til megen anden typografi i den »funktio­nelle« stil, får tidens tilbøjelighed til teknologiforblæn­delse ikke lov til at dominere. 
En mørk brun bundfarve, det tunge og djærve tid­skrifthoved og sidens geometriske opdeling, giver lys til et lille billedfelt, som netop i kontrasten til de slag­kraftige typografiske virkemidler, får mulighed for at formidle på fuldt lige fod med dem. 
Det er blandt andet det klare lille billedfelt, der gør disse forsider til noget særligt. For svagheden ved den »funktionelle« typografi, som den kunne ses overalt i Europa, var at den så sjældent blev samarbejdet med frikunstnerisk udtryk, med mere menneskeligt udtryk. 
I sit indre er Bogvennen præget af saglighed uden at virke kedsommelig. Tilrettelægningen er fleksibel i overensstemmelse med det levende stof og det nød­vendige billedomfang, ikke overdrevent munter, men med mangesidig anvendelighed. 
Teksten løber i to spalter, og giver således mulighed for en varieret og dog ordnet billedopsætning. I det ret brede format giver de to spalter en rationel udnyttelse 
, n otle Dage* Ophold 
delte nge ogdybe VrTlt u<lcn " Papiret, naar man ikie er taa 

Linjer en Voldtomhed, en Fynghed, i 
Bogvennen i 1930rne 
SALTCKS HJORTEFAMILIE 
Helsides annonce for Kay Bo­jesen, trykt på særligt blad og indklæbet i Bogvennen 34:1. 
Opslag fra Bogvennen 34:4. Billedbehandlingen er varie­ret gennem numrene og langtfra altid så beskeden som her. 
1 
heldi 
Det. defav 
iArbejder er udaolgt 

Særtryk indlagt i Bogvennen 
34:3. Axel Salto skar det knækkede træ som hyldest til bogbinder August Sandgren ved dennes død. 
af pladsen, samtidig med at rimelige, læsevenlige linie­
længder sikres. 
I det hele taget har den »funktionelle« typografis 
ideologi ikke fristet de drevne tilrettelæggere til at 
sætte læseligheden over styr. Allerede her var man 
klar over, at som brødskrift var groteskskriften (uden seriffer) ringere i henseende til læselighed,end de klas­siske antikvaskrifter (med seriffer), selvom grotesken mere umiddelbart harmonerede med tidens program. Brødteksten er Baskerville med behagelig satsbehand­ling, medens rubrikker og manchetter er Futura, en groteskskrift brugt helt i overensstemmelse med sine egenskaber. 
Det ordnede og saglige helhedsindtryk støttes af de ensartede artikelnedrykninger, med en kort manchet i petit, som introduktion til forfatter og emne. 
Bagest i de redaktionelle sider er pladsen reserveret »mindre meddelelser«, boganmeldelser, notitser om foreningens arbejde o.l., stadig i samme spalteopde­ling, men i en mindre skriftgrad. 
Også annoncerne er ordnede i overensstemmelse med de saglige principper. Med en sympatisk tanke er de samlede på sider for sig, og trykt på et kulørt papir, hvor de skiller sig behørigt ud fra det redaktionelle stof. Annoncerne, som først blev indført i Bogvennen med denne række, ytrer sig relativt roligt i to-spaltet orden, og breder sig kun i tilfælde, hvor annonceud­formningen også har kunstneriske kvaliteter. 
Efter nogle år og i alt 8 numre, blev man i 1938 klar over, at man ikke kunne gennemføre tanken om Bog­vennen som kvartårsskrift og med den ønskede aktua­litet. I februar 1938 kom Bogvennen nummer 1, som »halvbind af en Aarbog«. 
I stedet for den tidligere rækkes udprægede tidskrift­karakter, også i hæfternes udformning, gik man derfor over til et almindeligt bogformat, der svarede bedre til indholdets art. Samtidig forsvandt næsten fuldstændig den asymmetriske typografi, medensantikvaen indfør­tes også i rubrikker m.m. Kun afsnittet »Mindre med­delelser« beholdt spaltedelingen. 
Omslagets forside fik symmetrisk opbygning, en ramme om og det samme ret kraftige hoved, som tid­ligere, blot i reduceret størrelse. Og også her afsattes et felt til vekslende omslagsvignet. 

FEBRUAR 1938 NUMMER 1 
BOGVENNEN 
MEDDELELSER FRA 
FORENING FOR BOGHAANDVÆRK 
STIFTET 1888 
JNDHOLD: 
Erik Zahle : Xylograf F. Hendriluen 1 
Henrik Bramsen : Niels Skovgaard 1 j 
Niels Petersen: Thorvald Bindesbell, Joakim Skovgaard . .. 23 
Jørn Rubow: Maillol 	65 
Ebbe Sadolin: Grafisk Cirkel 72 
Erik Zahle; Forening for Boghaandvaerks 50-Aars JubiUeum 78 
Mindre Meddelelser 	92 
REDAKTØR: EBBE SADOLIN 
Bogvennens forside, som den kom til at se ud i den ny 

I Kommission for Boghandelen HwM Rasmus Navers Forlag Ktibenhavn 	række, fra 1938. Vignetfeltet har en svag gullig farve. 
Nu var Bogvennen i sin udformning tilbage på mere 
traditionel grund, men stadig helstøbt, og med en vis 
friskhed på grund af den store brødskriftgrad, og et 
næsten uroligt satsbillede. 

For begge rækker gælder det,at udformningens kva­
liteter til fulde modsvares og kompletteres i indholdet. 
Man kan undre sig over, at det i ti år kunne lade sig 
gøre at samle så megen kompetence, af så varieret art, 
og tillige med så meget engagement. 
I spalterne færdedes så forskellige kapaciteter som 

index: eksempel Henrik Bramsen, kunsthistoriker, Hakon
37:nr8 for 
m 

40:nr4 Stangerup, kritiker, Niels Petersen, bogbinder, Enk Zahle, museumsinspektør, Aksel Jørgensen, maler, Opslag fra Bogvennen i den Volmer Nordlunde, bogtrykker, K. F. Plesner, dr.phil., ny række, 45:4. Den ny ræk­Knudaage Riisager, komponist etc.etc. kes bogpræg er tydeligt i for­De skrev alle om ting, som netop de var meget vi­hold til de forudgående hæf­dende om og engagerede i. Og der var intet i vejen for, 
ter. (III. s. 9). 

Johannes Larsens portræt af xylograf F. Hendriksen ved dennes død, 38:1. Det var Hendriksen, som satte Johan­nes Larsen i gang med træ­snitgenren ved bl.a. at vise ham englænderen Thomas Bewick's fremragende xylo­grafier fra slutningen af 1700-tallet. 
at man uddelte hug overfor bogarbejde, som man ikke fandt kunstnerisk eller fagligt forsvarligt. For eksempel skrev J. A. Bundgaard om fantasiløs og fattig skole-37:123 bogsudformning, Kaj Borchsenius skrev om gode og 37:150 dårlige bogomslag. Den slags kan man lede forgæves 34:41 efter i de nyere årgange, selvom behovet ikke synes mindre påtrængende. 
Selvom det naturlig nok var vanskeligt at give num­rene øjebliksaktualitet, lykkedes det alligevel at fast­holde små serier af højt kvalificeret polemik. Der er betragtninger i en artikel af Nordlunde, om engelske 34 ;3 bøger, og udvælgelsen af årets bedste bogarbejder, der ligesåvel kunne forny grundlaget for dette arbejde i dag, som det kunne i 1934. 
Der er også, især i de senere numre, lange grundige artikler, der præsterer virkelig kvalificerede indførin­ger i deres emne. Og jævnsides med disse skrives der kort om vekslende emner, om personer, om teknik. 34:52 Kort og bredt om bindteknik af August Sandgren, med en fin håndværkers kritik af forlagsindbinding, eller om Holbergs exlibris for specialister, af T. Glahn. 36:94 Hæmningsløse betragtninger af Mogens Zieler, eller 40:221 
340 En Bogsamler incognito 

Smaa tynde Vcrsbøgcr, illustreret af en dristig Ungdom der gav Fanden i Salonen og de officielle Udstillinger. Uorto­dokse og temperamentsfulde Tryksager, som maa have faaet velopdragne Typografer til at gispe. Og Tidsskrifter, aaben­hjertige Manifester hvor Foraaret spirer, hvor man fægter 
En Bogsamler incognito 241 
mondæn. Saaledes digter Monsieur Chrysantemum, saaledes føler Ungdom fra alle Lande, naar de staar midt i Foraaret og er Medlemmer af en Bande kunstneriske Rebeller. Ingen Tegnsætning og alt det dér, bare Verslinierne, en Stump Melodi og Himlen over Paris: 
(in/ til SMMtaiaAe 

og stanges, rakker ned paa hele Universet og lovpriser hinan­dens Genialitet. 
Frangois Bernouard aime d'amour les machines, les pa­piers, les eneres. Atissi les livres qu'il imprime ont une dme... 
skriver Jean Cocteau i en Fortegnelse over Bemouards smaa Værker i Anledning af en Udstilling. Og hans Bøger har en Sjæl. 
De er ikke alle lige godt trykt, hvis man skal anlægge en kritisk Mine, Farveføringen er uegal, sommetider dejser Bog­staverne, der har været Blus paa den Esse, men trods alle tekniske Skavanker peger de fremad. Det er Kunstnerne, som tilfører Bogen nyt Blod, de stoler paa Øjet, hvor Typografen er hemmet af faglig Uddannelse og Tradition. 
Jeg blader i et lille Hefte, nogle Digte af en Japaner der hedder Komaki Ohmia, illustreret af Foujita før han blev 
SHÉHÉRAZADE 

Paul-Philippe Péronard Bogvennen i 1930rne 
34:46  om situationen i fransk bogkunst af Chr. Rimestad. I  
næsten hvert nummer bringes desuden en lille grafisk  
perle i særtryk. Det er arbejder af meget forskellig  
karaktér, men hvergang udsøgt i sin art. Som eksem­ 
34 :nr2  pier kan nævnes Carl Jensens portræt af Anker Kyster  
34:nr3  i fornemt litografi, Axel Saltos hyldest til August Sand­ 
35:nr4  gren ved dennes død eller Mogens Lorentzens upræ­ 
tentiøse udkast til Wessel-illustrationer. Højdepunktet  
i rækken af særtryk må være portrættet af xylograf  
38:nri  Hendriksen, skåret til Bogvennen ved Hendriksens  
død af Johannes Larsen.  
Det kan ikke være tilfældigt, at det var med en teg­ 
ner som redaktør, at Bogvennen opnåede denne vita­ 
litet. Netop en tegner måtte være den rigtige til at give  
enhver sit i bogens samarbejde. Tegneren måtte natur­ Bilag til Bogvennen 1938, nr.  
ligt være lige vant til at forhandle med forlæggeren,  1. Tegning af Arne Unger­ 
forfatteren (fra enhver faggruppe) og med håndvær­ mann til Foreningens Wes­ 
keren. Og samtidig være den, der kunne vurdere vi­ sel-bog.  
suelt, for det visuelle var den gang som nu bogens  
væsentligste aspekt.  
At man også fandt tegneren, der kunne alt dette og  
mere til, dét var bedriften i Bogvennen i 30rne.  

GRAFISK CIRKEL 
tn de har kun varet her tgnet for dem 11 med­
og dette er ffrite gang, offentligheden faar 
re at vide om »ctrkUn<s vvktomked. 
GRAFISK CIRKEL er cn mellemting mellem en studie­kreds og cn bibliofilklub, eller rettere sagt, den er baade­og, for dens medlemmer laver selv bøger, diskuterer dem og beholder saa bøgerne forsig selv. Derfor er dennecirkel saa godt som ukendt uden for den lillebitte kreds af direk­te implicerede, tiltrods for at den allerede har en længere 
række publikationer at opvise. 
Kredsen bestaar af en række yngre fagfolk, der har 
fundet hinanden i fælles interesse for dette og hint inden 
for bogtrykket, og denne interesse har altsaa vist sig at 
være saa stor, at de ikke blot nøjes med at give den udløb 
i diskussioner og bladartikler, men at de ogsaa hver for sig 
prøver paa at omsætte deres ideer i smaabøger, som de saa 
i fuldfærdig form forelægger for kredsen. 
»Cirklen« har 12 medlemmer, hvoraf hver har forplig­
tet sig til en gang om aaret at udsende cn lille bog, som 
han selv bekoster. Hvordan den skal se ud, form og ind­
hold, det maa han selv om -men samtidig med, at bogen 
gaar ud til medlemmerne, udsendes et lille kort med plads 
til at indføje skriftlig kritik, og dem faar han saa tilbage i 
udfyldt stand. Saa ifald han enten har ladet sin fantasi 
løbe løbsk, eller han paa den anden side har vandret for 
langsomt frem ad den slagne landevej, saa faar han det 
omgaaende at vide i rene ord fra kollegerne. 
Opslag fra Bogvennen i den ny række, 38:72. Artiklen om Grafisk Cirkel er af Ebbe Sa­dolin, og som sædvanligt er der smukt og spændende bil­ledmateriale til rådighed. {III. side 10). 
o 
På sidste side i Bogvennen nummer 1, i 1934, oplyses det, at redaktøren er tegneren Ebbe Sadolin, Kongens­vej 22, Frederiksberg. Vil man henvende sig i dag, 46 år efter, er adresse og telefonnummer det samme som oplyst i 1934. Det er kun den automatiserede telefon­central, der røber det halve århundrede,der ergået. 
En stor del af stoffet i Bogvennen fra perioden under Ebbe Sadolins redaktion er kendetegnet af den samme aktualitet, men de kvaliteter, der er iøjnefaldende for en nutidig læser, gøres der ikke stor stads af på Kon­gensvej. Beskedenhed må være et træk, der gør gode redaktører, for Ebbe Sadolin ser ikke sin indsats i 30'erne som noget særligt, og i hans egen beskrivelse var det nærmest tilfældigt, at han blev Bogvennens redaktør. 
Havde de foregående årgange af tidsskriftet været med til at inspirere til arbejdet som Bogvennens redaktør? 
Det kan man ikke sige. Jeg har kun dunkel erindring om de tidligere numre. Jeg var menigt medlem af 
F.f.B. og havde illustreret et par bøger. Når jeg kom ind i arbejdet med Bogvennen, var det vel nærmest, fordi jeg havde min gang i de boginteresseredes kredse. Det er vanskeligt at afgøre, hvorfra den megen aktivitet på dette felt kom. 
Samtiden var fuld af bevægelse på det kunstneriske, i det hele taget det kulturelle område. Noget som må 
34:20 

vinJ\j\r 

have kendetegnet tiden er diskussionen. Jeg husker de 
mange møder, man mødte op til, som spændende di­
skussioner, med levende og argumenterende indlæg. 
Vi var måske ikke særlig politisk motiverede, men alligevel var der mange ting, der kunne engagere én. Det kunne ikke undgås, at f.eks. en mand som Poul Henningsen, PH, virkede inspirerende på én, ikke mindst i kunstnerisk henseende. Og uden samarbejdet, samværet mellem mange forskellige, kunne der vel næppe komme spændende resultater ud af det. 
Begyndelsen var for mig oplevelsen af mødet med boghaandværkets kunstnere og fagfolk, ofte forenede i samme personer. Der var ikke så få blandt fagets folk, der var enestående fængende og foretagsomme. Det var de gamle, Hendriksens, både den gamle far og sønnerne, som ikke var helt upåvirkede af faderens dominans, de fremragende bogbindere Anker Kyster og August Sandgren, og Nordlunde, Johan Olsen og Niels P. Thomsen, den gode bogtrykker fra Holstebro. 
Og så var der de unge — mine jævnaldrende. Det er 
38:72 jo Grafisk Cirkel, med folk som Thejls, Aage Wantzin, Hugo Sørensen og Viggo Naae, der står centralt for mig i denne periode. Det var vel nok herfra den inspi­ration kom, der skulle starte Bogvennen igen efter afbrydelsen i begyndelsen af 1930'erne. Medlemmerne af Grafisk Cirkel betragtede ikke sig selv som kunstnere. De var håndværkere — dygtige håndværkere — og de nåede blandt andet deres resul­tater gennem grundig, men høflig kritik af hinandens arbejder. 
De var alle fagfolk, der havde muligheden for selv at producere småbøger, for at vise en eller anden særlig løsning, for at eksperimentere, og i hvert tilfælde, for 
Forfatteren Mogens Lorent­zen causerer i det Kongelige Bibliotek for medlemmer af forening for Boghaandværk. Tegningen er som denne arti­kels øvrige af Ebbe Sadolin. 
Bibliofilklubmedlemmet Chr. Christensen, Den Kgl. Porce­lænsfabrik. 

Knud Hendriksen, søn af xylograf F. Hendriksen, og som faderen og broderen ak­tiv boginteresseret. 
To markante kunstnere 30ernes bogsammenhæng, tegneren Sikker Hansen og tegneren, maleren og kerami­keren Axel Salto. 
at lære noget af det. Og der blev også virkelig ekspe­rimenteret! En gjorde for eksempel det forsøg at sætte sin bog med samme skriftgrad helt igennem, fra titel­blad til kolofon, i andre tilfælde var det indbindingen. Særlig sprælsk var en mindre bog om Jacob Erbar, trykt på tykt gulligt lakeret karton, og med en art kom­furplade med cement og småsten på bindets forside! 
Men så var det selvfølgelig også folk, som samtidig 
kunne lave smukt klassisk boghåndværk, når de ville. 
De små bøger blev forelagt Cirklens øvrige medlem­mer, med et lille kort vedlagt, hvorpå de kunne — og skulle -anføre deres kritik af arbejdet overfor den kollega, der havde præsteret det. Det var en effektiv måde at opnå en god faglig bevidsthed, og vel også medvirkende til, at flere af dem blev indstillet på at gøre sig gældende i den faglige debat iøvrigt. 
Dertil kommer, at det var usædvanlig flittige men­nesker, folk som lavede tryksager hele dagen, og så endda havde lyst til at eksperimentere videre i fritiden, for deres fornøjelses skyld. Som eksempel kan jeg hu­ske en søndag, hvor både Aage Wantzin og hans kone, jeg selv og min do, sad ved vores store bord og hånd­kolorerede illustrationerne i et oplag af Aarestrups Ritorneller. 

Paul-Philippe Péronard  Bogvennen i 1930rne  
43:206  Bibliofilklubben var også et eksempel på dette aktive  
samvær. Her mødtes man omkring sin fælles interesse  
i en gruppe, der ikke var større, end at man  virkelig  
kunne få udbytte af hinandens synspunkter, men sam­ 
tidig stor nok til, at der også var mange synspunkter,  
der kunne mødes og udvikles. I Bibliofilklubben var  
der folk som Chr. Christensen, Miillertz, Plesner, der  
også skrev til Bogvennen, og mange flere.  
Det er jo ikke kun fagfolkene, som viser stor viden om  
typografi og boghåndværk i Bogvennens spalter. Blandt  
andre røber Du jo også selv stor indsigt i de faglige forhold  
i dine artikler.  
Det var mere almindeligt at tegnere på den tid havde  
ret stor bevidsthed om bogen og de tekniske forhold.  
F.eks. brugte de  københavnske dagblade tegnere i  
meget større omfang end  nu. Og særlig i forbindelse  
med bladenes søndagstillæg, magasinerne, havde teg­ 
nerne lejlighed til at stifte bekendtskab med teknik­ 
ken.  Til  søndagstillæggene  tegnede  stort  set  den  
samme kreds, uanset hvilke bladhuse de i øvrigt var  
knyttet til. Det  var  noget i retning af Tordenskjolds  Johannes Larsen, medens han  
soldater, men man lærte meget af det. Den to-spaltede  skærer portrættet af xylograf  
36:97  tilrettelægning af bogen Frederiksberg Have, som jeg  Hendriksen til Bogvennen. Se  
lavede i 1935, var i nogen grad inspireret af den letlæ­ s. 9.  
//  t-v  

Tegneren og arkitekten Ib Andersen, en af vore største bogkunstnere, her tegnet før en fernissage på »Grønnin­gen«. 

selige avisspalte. Det har også haft betydning, at en  
mand som maleren Aksel Jørgensen, der var professor  
på Grafisk Skole, på Kunstakademiet, interesserede  
sig for det illustrative, og for bogen. Jeg kom også selv  
i perioder på Grafisk Skole, men jeg lærte nok mest af  
fagfolkene, blandt andet i venskabet med Nordlunde.  
Ib Andersen, som også var med i kredsen omkring  
Bogvennen, lærte jo meget af Gunnar Biilmann Peter­ 
sen, der var hans gode ven, og »professor i skrift« på  
Kunstakademiet. Han betød også meget for Povl Chri­ 
stensen som boggrafiker, ved jeg.  
3 T.1  Der kom jo også inspiration fra udlandet, vi rejste jo  
alle. Det var ikke så meget Tschichold, der interesse­ 
Maleren, professor Aksel Jør­ rede, mere den franske og engelske bogkultur. I Paris  
gensen, leder af Grafisk skole  var vi en lille gruppe med bl.a. Erik Seidenfaden, der  
på Kunstakademiet, som hos  mødtes jævnligt på en bestemt café. I England boede  
mange af sine elever vakte in­ jeg også i perioder, medens jeg blandt andet illustre­ 
teressen for illustration og  rede en bog af Eric Dancy om Hyde Park. Den engel­ 
bogkunst.  ske bogkultur kunne man jo lære meget af.  
Også udenlandske blade kunne inspirere. Måske i  
særlig grad de franske tidskrifter, fordi de havde jo  
fremragende tegnere. Le Rire med en tegner som  
Chas Laborde f.eks., jeg tror, jeg har nogle stakke af  34:47  
dem i kælderen endnu.  
Men der udkom da også mange spændende ting i de  
år herhjemme, der er mange af dem, der stadig står  
som god bogkunst. Tænk på Saltos bøger, eller Steen  
Eiler Rasmussens. Hans Kinadagbog fik vi ham til selv  
at anmelde, det samme gjorde Salto med en af sine  36:96  
eventyrbøger. De gav gode forklaringer på deres valg.  36:97  
Vi havde heldigvis danske forlæggere, som turde give  
frie tøjler til kunstneriske eksperimenter. Det varf.eks.  
Asger Fichers Forlag, Carit Andersens og Navers. Og  
der var Aage Marcus' udgivelser. Desuden ordnede  
han vistnok også det typografiske for Johs. V. Jensen,  
som var meget interesseret i boghåndværk. Marcus er  
jo en stadig kilde til opmuntring. Når jeg føler alderen  
trykke, er det prægtigt at se den gamle herres fine  
form.  
Kai Friis Møller var også levende interesseret i bøger og  
bogkunst i denne periode, det kan næsten undre, at han  
ikke var blandt de skrivende i Bogvennen.  
Han var jo kendt for sin skarpe tunge og hvasse pen,  
og jeg var nok lidt bange for ham.  

Kom der ikke protester mod Bogvennens udformning, som 
jo må have virket provokerende moderne på nogle i 1934? 

Noget har der vel været fra ældre medlemmer, der 
ikke syntes, det var fornemt nok. Men i det store og 
hele kunne ingen virkeligt protestere, for det var lutter 
gode kendte folk, der stod bag. Desuden var der for­
nuft i det, et tidskrift skal være et tidskrift, derfor gik 
vi også over til den mere traditionelle bogform, da det 
egentligt tidskriftprægede stof ikke i længden slog til. 

De fleste gode tidskrifter har altid måttet leve med store 
økonomiske problemer. Hvordan var forholdene for Bog­
vennen? 

Jeg mindes ikke, at vi havde store problemer, det 
økonomiske trådte helt i baggrunden. Jeg kan såmænd 
ikke engang huske oplagstallet. Men der var også 
mange gode kræfter samlet om Bogvennen, også til at 
klare produktion og de praktiske ting på den bedste 
måde. 

Grafisk Cirkel er en vigtig del af din beskrivelse. Synes 
du der mangler den slags initiativer i dag? 

Initiativer er der vel altid brug for. Håndværkerne 
skulle måske eksperimentere mere, men teknikken er 
en ganske anden nu, og det gør det nok svært. Men 
den aktive interesse for boghåndværket og bøgernes 
udseende findes efter min mening stadig nos nogle, 
bl.a. hos Austin Grandjean, Christian Ejlers, Erik Dal, 
Ellegaard Frederiksen, og den interesse må man håbe 
vil fortsætte. 

Møde i Bibliofilklubben i Karnappen, Mogens Miil­lertz taler.