THORVALDSENS BOGSAMLING Af Bjarne Jørnæs »Er hatte keine Spur von dem, was man Bildung zu nennen pflegt«, skrev en fashionabel portrætmaler, Rudolf Lehmann, om Thorvald­sen efter at have mødt ham i Rom i vinteren 1841-421 og udtrykte hermed en af samtiden ofte fremsat mening om den danske billed­hugger. Oehlenschlager skriver følgende linier i sine erindringer2: »Han læste ikke meget, ja man kunde gierne sige: næsten Intet, thi det kostede ham Anstrengelse. Han havde i daglig Omgang lært Itali­ensk og Tydsk; men udtalte det altid med en Accent fra Christen­bernikowstræde. Naar han skulde komponere noget, læste han et Par Blade i Voss's Homer, eller en Mythologie, som han høist behø­vede. Hos Stampes maatte jeg ofte forelæse ham af Holbergs Komø­dier og mine Skrifter«. Og den tyske dramatiker Friedrich Hebbel, som traf Thorvaldsen kort før dennes død, skrev: »... die Buch­staben machen ihm Schwierigkeiten«.3 De her udvalgte citater stem­mer overens med utallige andre udtalelser af Thorvaldsens venner og bekendte og må anses for at være i overensstemmelse med sandhe­den. Alligevel anskaffede Thorvaldsen sig et ret omfangsrigt biblio­tek. Årsagen til dette og bibliotekets indhold skal forsøges belyst på disse sider. De fleste udtalelser om Thorvaldsens intellektuelle habitus stam­mer fra tiden efter hans kunstneriske gennembrud med Jason i 1803, da hans berømmelse blev grundlagt. Fra dette år og resten af sit liv var Thorvaldsen, bortset fra i ganske korte perioder, enormt produk­tiv og skabte en lang række statuer, relieffer og buster, som han ved hjælp af sine medhjælpere i værkstedet udførte i marmor, ofte også i flere eksemplarer. Han har haft god mulighed, ved at skyde skylden på sin store arbejdsbyrde, til at give efter for en modvilje mod at 41 å Rum 33 i Thorvaldsens Museum. Dele af den ægyptiske samling og nogle af Thorvald­sens bøger opstillet i Af. G. Bindesbølls montrer. læse og skrive og er endt med at lade andre tage sig af sin korrespon­dance eller læse højt for si^. I ungdomstiden i København så billedet lidt anderledes ud til trods for en ganske kort skolegang, men det må understreges, at Thorvaldsen heller ikke den gang havde ry for at være intellektuel. Undervisningen på Kunstakademiet kan dog ikke have undgået at sætte sine spor og blandt vennerne fandtes forfattere og skuespil­lere4, som må have præsenteret ham for den nyeste danske litteratur. Han var medlem af Borups Selskab, men havde fiasko i en lille rolle i Beaumarchais Barberen i Sevilla, som medlemmerne opførte. Han kom fra fattige kår, men i kraft af at være kunstner blev han accep­teret af ledende kredse i København, hvilket førte til bestillinger på portrætrelieffer eller buster, men også krævede et vist intellektuelt niveau for at kunne begå sig. Thorvaldsen må allerede da have an­lagt den tavshed, som prægede ham i omgangen med mennesker i Rom, da han var blevet berømt, en tavshed, som samtiden har mange forklaringer på fra melankoli til sprogvanskeligheder. Jeg tror for­klaringen kan findes i social usikkerhed over for den klasse, som den unge, uerfarne Thorvaldsen måtte opleve som værende i besiddelse af intelligens og vid, og som han i hvert fald var afhængig af, både fordi den skulle bedømme hans kunst og købe den. Thorvaldsen opnåede et vist ry i 1790'ernes København og fik nogle gange bestilling på bogillustrationer, f.eks. til Peter Friederich Suhms samlede skrifter. Han må vel have sat sig ind i de emner, han skulle illustrere, selv om de naturligvis kan være blevet forklaret ham mundtligt. Man ved Thorvaldsen kunne lide Wessels digte; dem kan han næsten ikke have undgået at stifte bekendtskab med som ung. Wessels digte er skrevet i Thorvaldsens barndom og har så at sige været hans litterære ballast, også fordi digtenes ironiske humor har fundet genklang i billedhuggerens eget sind. Som Oehlenschlager fortæller, var Holberg en foretrukken forfatter, når der skulle læses højt i årene efter Thorvaldsens hjemkomst i 1838. Komedierne med deres typiske københavnske vitser må have tiltalt Thorvaldsens hu­moristiske sans. Oehlenschlagers egne skrifter derimod har ikke altid fænget lige stærkt, de var for højtidelige eller søvndyssende5. Alt i 43 j alt må man vel give samtiden ret i, at Thorvaldsen var illittersdr. Hvorfor samlede han sig da et så forholdsvis stort bibliotek? Thorvaldsen havde samlermani, alt kunne sælges til ham: malerier, etruskiske og romerske antikviteter, mønter, vaser, olielamper, træ­skærerarbejder, kobberstik og bøger. I Rom havde han sine bøger i lejligheden i Casa Buti i Via Sistina; de lå hist og her på borde og på gulvet, hvad der har sat sit præg på nogle af dem i form af fugt­skjolder og rustpletter. Blandt brevene i Thorvaldsens Museums arkiv er der adskillige henvendelser fra forlæggere eller forfattere, som vil sælge bøger og har haft heldet med sig6. Thorvaldsen har sjældent sagt nej, selv om han sikkert vidste, at han måske aldrig ville komme til at åbne et af de, hvor mange det nu måtte være, bind, bogudgivelsen omfattede. Og mange af bøgerne har aldrig været åbnede, enkelte er endnu uopskårne, det gælder f.eks. den arkæologiske bulletin, Atti dell' Accademia Romana di Archeologia7, eller helt friske eksemplarer som en italiensk naturhistorisk publikation. Dette pragtværk, »Icono­grafia della Fauna Italiana«, er skrevet af fyrst Carlo Luciano (Char­les-Lucien) Bonaparte, Napoleon Fs brorsøn, og udkom i Rom 1832­4l hos Tipografia Salviucci. De litograferede tavler er håndkolore­rede og ser ud, som var de udført i går. Prinsesse Charlotte Frede­rikke, Christian VIII's hustru, på det tidspunkt, bogen udkom, bo­sat i Italien, og Thorvaldsen er ifølge subskriptionslisten de eneste danskere, der har erhvervet bogen; hverken Det kgl. Bibliotek eller Københavns Universitet står på listen. Da Thorvaldsens Museum skulle åbne for publikum i 1848 forelå de første bind af museets inspektør, L. Mullers store katalogværk, hvis sidste bind udkom i 1850 med titelen »Fortegnelse over Bogerne og Kobberværkerne i Thorvaldsens Museum«. Heri er optaget 845 numre, men mange titler omfatter flere bind, som f.eks. »Oeuvres complétes de Voltaire« (60 bind) og »Parnaso italiano owera Rac­colta de' Poeti classici italiani« (56 bind). Det er et ret omfangsrigt bibliotek for en privatmand, selv om August Kestner, søn af den Lotte, som inspirerede Goethe til Den unge Werthers Lidelser, be­skrev det som »eine kleine Bibliothek«8. At Kestner har fundet bib­ Opslag fra bd. 1 af C. L. Bonapartes Iconografia delle Fauna Italica. Den håndkolore­rede illustration, udført af Petrus Quattrocchi 1836 og lithograferet af Battistelli, viser en sultanshøne. Muller nr. 611, folio. lioteket lille kan måske skyldes dets uoverskuelighed, og at han som videnskabsmand kan have haft et større. Biblioteket omfatter mange emner. Her skal citeres indholdsfor­tegnelsen fra Mullers katalog efter den inddeling, han foretog ved bearbejdelsen af samlingen: I Thorvaldsen og hans Værker (1-18), II Kunst i Almindelighed (19-53), III Antik Kunst (54-223), IV Nyere Kunst (224-370), V Oldtidens Skrifter (371-457), VI My­thologi og Archæologi (458-514), VII Historie (515-582), VIII Geographi, Topographi, Reisebeskrivelse (583-674), IX Naturvi­denskab (675-691), X Den nyere skionne Litteratur (692-832), XI Sprog (833-845). Naturligt nok optager kunst den største del af bibliotekets ind­hold, men en anden righoldig gruppe er VIII, især hvad angår Itali­ens topografi. Det kan overraske, at biblioteket omfatter en så stor samling af bøger om antik kunst, arkæologi og så mange bind græsk og romersk litteratur, som Thorvaldsen i hvert fald ikke kan have haft megen fornøjelse af. Forklaringen er, at mange af disse bøger har tilhørt arkæologen P. O. Brøndsted (1780-1842), en mand med mange intellektuelle og litterære interesser. At disse bøger nu findes i Thorvaldsens Museum er ikke sket uden forviklinger. Muller skri­ver diplomatisk isit katalog: »B. er tilfoiet bagefter ved endeel Boger, som have hort til en af Archæologen Brøndsted efterladt Samling, der var i Thorvaldsens Besiddelse, men forst efter Dennes Dod blev optaget i Museets Bibliothek«. Brøndsted og Thorvaldsen havde haft et nært venskab, især i årene 1820-23 da Brøndsted nærmest havde fungeret som Thorvaldsens sekretær og vel også havde givet ham råd vedrørende mytologiske og arkæologiske spørgsmål i forbindelse med hans skulpturer. Brøndsted rejste til Paris i 1823 og efterlod en samling bøger og mønter hos Thorvaldsen, til hvis store sorg nogle af mønterne blev stjålet i 18299. J. M. Thiele beretter om sagens videre udvikling, idet han starter med en god gammel regel: » ... at man ikke skal laane Penge hos sine Venner. Brøndsted havde allerede tidligere laant et Par Tusind Scudi hos Thorvaldsen, og denne havde taget mod det Tilbud, at de i Casa Buti efterladte Kister med Bøger og Brøndsteds Myntsamling skulle betragtes som Pant. Dette Mellemværende var fra Brøndsteds Side ikke afgiort, da Efterretningen om, at Gaiathea skulde hiemføre endeel Sager fra Rom, vakte det Ønske hos ham, at benytte denne gunstige Leilighed til at faa sine Bøger og Mynter til Kiøbenhavn. Han anmeldte dette Ønske for Thorvaldsen, og gav en anden Landsmand i Rom Ordre til at sørge for denne Afsendelse, men Thorvaldsen, som herved fandt sig ubehageligt berørt, og des­uden, efter hvad man har yttret, ikke siden Mynttyveriet havde disse Sager i fuldkommen Orden, satte sig, tiltrods for Brøndsteds ener­giske Forlangende fra London, imod denne Udlevering, som heller ikke fandt sted. Men derimod havde dette den sørgelige Følge, at disse to Venner ikke senere nærmede sig hinanden med det gamle Titus Livius Historie i en udgave trykt hos Elzevir i Amsterdam 1663. Titelplanchen viser de i oldtiden kendte verdensdele, Afrika, Asien og Europa, hyldende Koma, t.h. Tiberen. Muller nr. 442,8°. 1 TITI LIVII HISTORIARUM ^VOD IXTAT, Curriperpetuis GRONOVII ^ Varioruh natis i *4M S T e U>D.4M J, Apud Ludovictim & Danielem Klzevirios clo c LX v. A Venskab, og at den paagiældende Sag ikke i deres Levetid blev be­rigtiget, idet Museet, efter Begges Død, arvede Pantet«10. I dag kan man være glad for, at Brøndsteds bøger er indgået i Thorvaldsens bibliotek. Nogle af de arkæologiske bøger og næsten alle udgaverne af antikkens forfattere har tilhørt Brøndsted. Den sidstnævnte gruppe er sammensat og består af både luksusudgaver i folio, standardværker og små, billige udgaver. Fra Brøndsteds sam­ling stammer bl.a. en Christophe Plantin udgave af Tacitus (Antwer­pen 1588) og et Elzevir-tryk fra 1665 af Titus Livius romerske histo­rie. Denne Livius har et klart satsbillede til trods for det fyldige note­apparat nederst på næsten hver side, og er trykt i Amsterdam i det af Lodewijk Elzevir grundlagte forlag, som han fra 1655 ledede sammen med Daniel Elzevir fra Leyden. Endvidere er der en smuk Sallust udgave, trykt af John Baskerville i Birmingham 1774. Også Thorvaldsen erhvervede bøger, trykt hos berømte bogtrykkere. Fra Pierre Didot's trykkeri i Paris kommer de illustrerede pragtværker, Frangois Mazois: »Les Ruines de Pompei« (1812) og Ennio Quirino Visconti: »Iconographie Grecque« (1808) og »Iconographie Romai­ne« (1817). Han havde også to Bodoni-tryk, Luigi Lamberti's »Po­esie« fra 1796 og Horats Satirer11, trykt i 1818 efter Giambattista Bodonis død. Brøndsteds og Thorvaldsens samlinger kompletterer hinanden og gør biblioteket til en vigtigt kilde for den, der vil studere nyklassi­cismen og dens syn på antikken samt arkæologiens stade i årene om­kring 1800. Der findes nogle af hovedværkerne, f.eks. J. J. Winckel­mann's »Geschichte der Kunst des Alterthums« (Dresden 1764), sammes »Monumenti antichi inediti« (Rom 1767), ved siden af bø­ger af alle de kendte, klassiske arkæologer fra den tid: E. Q. og P. E. Visconti, L. Canina, G. Micali, M. Millingen og Georg Zoega. Et spændende værk er Francesco Inghirami's »Monumenti etruschi« (I-IV, Fiesole 1821-26), hvori titelplanchen og de første tavler er håndkolorerede; vel et af de første store værker om den etruskiske F. Mazois: Les Ruines de Pompei, Paris 1812. Trykt hos Pierre Didot. Titelplanche i empirens pompejanske stil efter tegning af Mazois, stukket af Giovanni Battista Ci­priani i Rom 1812. Muller nr. 123, folio. 1 -••i. '' i ?it ^>1' ' , i..t i'rx rviku,.., DESSINEES ET MESUREES PARRMAZOIS PENDANT LES ANNÉES WDCCCf X • MDCCCX• MDCCCXl FIBUF.KS A PARIS EN MOCCCXH ^ • >T 2.:,y.^7s«7i«4^4_ / y' JåWm. ' t li P R £ F A C r. lu 5 Mwwstwr litmilwi ^ I, » M'. ttm-iu* fyt <•» f PeJyk €st tvt^ra^c iwaa «- Ur fa WU'MrA < jtit éc V«#* Ekc*­<(»«*, Gm< & Hwwm*, q««1 f»«2 /**< /»«* f/Kx/*, v )»; *J

eH­}i;«. VMm-WtH* p&kvx ':> Axfifzti.: CM i/.i $mt'A dføfc Å-4 -XIKW« . & «*»>*• &&• & }'svifljags 5c k* jxiwiir, «jw ^ »»« vi Sftaj, k K i.a pkAtj u Anj>«4, *»* >> >» A ^ /..i. -X.i—•,s*, ri t* ''. Opslag i Antiquités Etrusques, Greques et Romaines, tirées du Cabinet de M. Hamil­ton. Kohherstukne illustrationer og initialer samt tekst på engelsk og fransk. Muller nr. 203, folio. Giovanni Battista Piranesi: Titelplanche til Della Magneficenza ed Architettura de' Romani, Rom 1761. En »collage« af romerske skulptur-og arkitekturfragmenter. Sig­naturen B. Thorvaldsen tyder på, at denne bog er anskaffet i Thorvaldsens tidligste romerår. Muller nr. 132, folio. TiPI I A AmmmmAI i OfrMiÅ IJ'GJD'MTJJTJAMJtAltiial icJo-uiiiA RiAil ACCADIWM /AsÅW VBGlJjlM'nQJ/VEJ |fi?9PSg©j-jiwujtA ;411 '-t K i kunst. I 1789 påbegyndte Tommaso Piroli en udgivelse af »Le An­tichitå di Ercolano« i seks bind12, som Thorvaldsen meget tidligt må have anskaffet sig efter at være kommet til Rom i 1797, idet bind I-V (1789-94) på titelbladet bærer signaturen B. Thorvaldsen, som han kun bmgte de første år i Rom, inden han italieniserede sit for­navn til Alberto. Sidste bind om lamper og kandelabrer kom først i 1807. De første fem bind om malerier og skulpturer er de betyde­ligste, en vigtig publikation for den tids kunstinteresserede, da man­ge af tingene fra Pompeji og Herculaneum var vanskeligt tilgænge­lige og i hvert fald ikke måtte kopieres af kunstnere uden særlig tilladelse. De mest bemærkelsesværdige bøger i denne afdeling, måske i biblioteket i det hele taget, er nogle udgivelser, som regnes blandt nyklassicismens hovedværker inden for den illustrerede, kunsthisto­riske bog13. Det drejer sig om Giovanni Battista Piranesi's »Della Magnificenza e d'Architettura de' Romani« (Rom 1761), som så ofte slagtes, for at de efterspurgte kobberstik kan sælges et og et, samt om de bind, der i forkortet form omtales som »Hamilton's Va­ses«. Disse bind omfatter to udgivelser: »Antiquités Etrusques, Grec­ques et Romaines, tirées du Cabinet de M. Hamilton, avec leurs explications, par d'Hancarville« (I-III, Firenze 1799-1806), der dog ikke er førsteudgaven fra 1766-67, men et smukt senere oplag med håndkolorerede plancher, samt »Peintures des Vases Antiques de la Collection de Hamilton« (I—IV, Firenze 1800, også et genoptryk). Disse bind, der behandler to samlinger, især af vaser, skabt af den engelske gesandt i Napoli, Sir William Hamilton (gift med den famøse Emma Hamilton), hvoraf den første blev solgt til British Museum i 1768, den anden delvis gik tabt ved et skibbrud i 1798, blev af stor betydning for nyklassicismens kunstnere. Her havde de et repetorium over, hvordan antikken havde opfattet sine guder og helte, og de græske vasers figurfremstilling fik stor indflydelse på bogillustrationer og kobberstik i den såkaldte konturteknik, som bl.a. den engelske billedhugger John Flaxman dyrkede. Hans bøger, stukne efter hans tegninger af Tommaso Piroli, hører også til ny­ klassicismens vigtigste udgivelser. Flaxmans bogudgivelser er plan­ cheværker i lille tværfolie med illustrationer til udvalgte scener og vers fra verdenslitteraturens hovedværker: Homer, Aischylos, Hesiod og Dante. Thorvaldsen ejede Flaxmans bøger, og de har flere gange påvirket hans tegnestil og emnevalg i de første år i Rom. I afdelingen »Nyere Kunst« findes bl.a. store, gode udgaver af kildeskrifterne til den italienske kunsthistorie: Vasari, Baglioni, Bel­lori og Pascoli, samt den gang aktuelle bøger, som f.eks. C. F. von Rumohr's »Italiænische Forschungen« (I-III, Berlin og Stettin 1827­31) og Athanase Raczynski's moderne tyske kunsthistorie, hvoraf bind I foreligger i en udgave på fransk, trykt i Paris 1836, mens bind II og III er i tysk oversættelse14. Denne bog er en vigtig kilde til vor viden om Nazarenerne og de tyske historie-og landskabsmalere, men også Thorvaldsen er omtalt ret udførligt. Om Michelangelo havde Thorvaldsen tre bøger (en af dem havde været Brøndsteds), om Rafael seksten (en fra Brøndsteds bibliotek). Dette afspejler både tidens og Thorvaldsens personlige smag. I årene omkring 1800 var Michelangelo langt fra så værdsat, som han havde været nogle årtier tidligere af kunstnere som Sergei, Abildgaard og FUssli, mens Rafaels stjerne steg til umålelige højder. Han var sta­digvæk »il divino«, et tilnavn som vist går tilbage til hans levetid, den mest elskede og højst værdsatte af verdenskunstens mestre. For Thorvaldsen var Rafael det store ideal som menneske og kunstner; over hans seng hang en Rafael-tegning (det mente han i hvert fald selv), og da Rafaels grav i Pantheon blev åbnet i 1833 var hans dan­ske beundrer til stede. Et relief af Rafaels apoteose daterer sig fra kort efter denne begivenhed, og træk fra Rafaels kunst dukker op igen og igen i Thorvaldsens værker. Han må have set i bøgerne om den italienske kunstner, hvoraf mange er stikværker, og kan jo også have gået hen til originalerne i Rom. I øvrigt er nogle af Thorvaldsens første skitser efter ankomsten til Rom efter Rafaels (og elevers) fresker i Villa Farnesina. En vigtig del af kunstafdelingen er de store museumspublikationer med stikgengivelser. Blandt disse findes bøger om Capitol-museerne, Vaticanet, galleriet i Firenze (Ufizzi), museet i Napoli, Glyptothe­ket i Munchen samt Musée Napoléon, d.v.s. Louvre, da det var på 53 å sit højeste, indeholdende Napoleons kunstrov, bl.a. fra Italien. Sidst­nævnte publikation »Les Monuments Antiques du Musée Napoléon« (I-IV, Paris 1804-06) er udgivet af brødrene Piranesi, Giovanni Battistas sønner, og trykt hos den kendte parisiske bogtrykker C. L. F. Panckoucke. Når man skal beskæftige sig med Italien i perioden fra Goethes tid til Thorvaldsens, er biblioteket rigt på kildemateriale. Thorvald­sen erhvervede sig nogle af tidens bedste rejsebeskrivelser og topo­grafiske bøger fra J. J. Volkmann's »Historisch-kritische Nachrichten von Italien« (Thorvaldsens er en andenudgave fra Leipzig 1777), en bog Goethe brugte flittigt på sin italienske rejse, til Lady Morgans bog om Italien, i Thorvaldsens bibliotek i en tysk udgave fra Weimar 1821. H. Swinburne's »Travels in the two Sicilies, in the Years 1777­1780« (I-IV, London 1790; fra Brøndsteds bibliotek) er et pioner­arbejde om den gang lidet kendte landskaber, som i øvrigt også en dansker har skrevet om, Fr. Munter i sin »Efterretninger om begge Sicilierne, samlede paa en Reise i disse Lande i Aarene 1785 og 1786« (I-II, København 1788-90), også i Thorvaldsens bibliotek. Mariano Vasi's lille, tykke guide »Itenerario istruttivo di Roma e delle sue adjacenze« ejede Thorvaldsen i en udgave fra Rom 1791. Den er forbilledet for alle senere Baedekers og guides bleus over Rom og kan stadigvæk bruges. Til forståelsen af det Rom, Thorvaldsen le­vede i, er Antonio Nibby's »Roma nell' anno MDCCCXXXVIII« (I-IV, Rom 1838-41) en uvurderlig kilde. Denne bog blev senere omarbejdet og forkortet til en guide for Rom-turister. I afdelingen »Den nyere skionne Litteratur« tror jeg næppe, der skjuler sig de store skatte, selv om nogle af bøgerne bærer egenhæn­dige dedikationer fra forfatterne. De fleste er gængse udgaver, og mange af dem har aldrig været åbnede. Af de to store engelske dig­tere, Thorvaldsen mødte personligt og portrætterede. Lord Byron og Walter Scott, ejede han ingen bøger. Den lille »Byron's Works in four Volumes« fra 1815 tilhørte Brøndsted. Af sin gode bekendt, Friederike Brun, havde Thorvaldsen forbavsende fa bøger og ingen af de betydelige skildringer af hendes ophold i Rom; dem har museet senere måtte købe. Den samtidige danske litteratur er ret tilfældigt U n a^-fuji— •<—' Titelblad jra A. Raczynski's Die neuere deutsche Kunst, bd. 2, fra 1838 {udkommet 1840) med helfigursportrætter af tysk kunsts fire store navne: malerne Peter Cornelius og Wilhelm Schadow, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og arkitekten K. F. Schinkel. Thorvaldsen blev i tysk kulturhistorie ofte regnet som tilhørende denne nation. Muller nr. 242,4°. å repræsenteret. Afdelingen omfatter kun 29 numre af 140 numre skønlitteratur, og værker af Baggesen, Hauch, Ingemann og Oehlen­schlager optager næsten alle numrene. Fra de tre sidstnævnte findes der bøger med dedikationer; Ingemanns er de mest overstrømmende, de er f.eks. til »Danmarks Stolthed«, en almindelig betegnelse for Thorvaldsen, da han stod på berømmelsens tinde. Af Schiller ejede Thorvaldsen en udgave af de samlede værker, trykt i Stuttgart-Tubingen 1835-36, som han må have fået eller an­skaffet sig under arbejdet på Schiller-statuen til Stuttgart, fuldendt 1837 og opstillet i bronze 1839. Goethe er mere sparsomt repræsen­teret, af interesse er hans tidsskrift Propylaen i tre bind, trykt i Tii­bingen 1798-1800, og hans »Winckelmann und sein Jahrhundert« (Tiibingen 1805); begge værker stammer fra Brøndsteds bibliotek. Der er dog to interessante, illustrerede værker med tilknytning til Goethe i afdelingen »Nyere Kunst«. Det ene er »Umrisse zu Goethes Faust, gezeichnet von Moritz Retsch« (Stuttgart-Tubingen 1816), 26 kobberstik i en stil, der er en blanding af Flaxman og Diirer-tidens kunst. Ligeledes påvirket af Flaxman er et hæfte med 15 kobberstik »Gemahlde des Polygnotos in der Lesche zu Delphi nach der Be­schreibung des Pausanias von F. und J. Riepenhausen«, udkommet i Gottingen uden trykkeår, men fra 1805. Fortegningerne hertil havde begejstret Goethe i 1803 og inspireret ham til en artikel15. De var rekonstruktioner efter en i antikken berømt serie malerier i Delphi, og blev et gennembrudsværk for de to unge, tyske kunstnere, brød­rene Franz og Johannes Riepenhausen, som i øvrigt senere blev gode venner med Thorvaldsen i Rom og udførte stik efter hans skulpturer og tegninger. Når det drejer sig om motiver og forbilleder for Thorvaldsens kunst, er biblioteket en guldgrube. Thorvaldsen må have kigget i bøgerne med stikgengivelser efter antik og nyere kunst og ladet sig inspirere til en stilling hist, et motiv her. En bog som Dandré Bar­don's »Costume des Anciens Peuples« (I-II, Paris 1772-74) kan have været en praktisk håndbog for nyklassicismens kunstnere, når de skulle skildre emner fra antikkens historie. Det er et pragtværk med hundredevis af kobberstukne tavler, forestillende dragter, møb­ 57 i p "w* "n' bI!É!!l ''.iU Planche fra bd. 1 af Dandré Bardon's Costumes des Anciens Peuples med bl.a. en frem­stilling af Tiberen og den romerske ulv {sammenlign titelplanchen til Titus Livius) og en fontænefigur, forestillende Amor på en løve. Muller nr. 490, 4 . ler, brugsgenstande og våben, samt i bind II en fornem kobberstuk­ken frontispice af Moitte efter den svenske portrætmaler, Alexander Roslins portræt af Dandré Bardon. Man kan genkende flere af de afbildede genstande i værker af Thorvaldsen med emne fra antikken. Motivet Amor på en løve kan han have fundet i denne bog og brugt til sit relief fra 1809-Sammen med en lille mytologi, antagelig købt den første tid i Rom16, tilhører bøger af denne art Thorvaldsens ar­bejdsmateriale, og de udgør hovedvægten i biblioteket sammen med kunstbøgerne. Thorvaldsens (og Brøndsteds, skulle man måske sige) bibliotek er til trods for ejerens manglende bibliofile og litterære interesser en repræsentativ, og for kunsthistoriens vedkommende rig, samling, som er efterladt os næsten uden tab. Nogle få bind er forsvundet i årenes løb, bl.a. under slotsbranden i 1884. De fleste af bøgerne står nu i Thorvaldsens Museums arkitekt, M. G. Bindesbølls skabe i antik­samlingen på første sal. De er til rådighed for studerende og inter­esserede ved henvendelse på museets kontor. Måske kan specialister finde raria blandt disse bøger, som i så mange år kun har været be­nyttet af Thorvaldsen-forskere. Noter 1 Rudolf Lehmann: Erinnerungen eines des en anekdote, som belyser Thor­ Kiinstlers, Berlin 1896, p. 214. valdsens lune over for den højstemte 2 Oehlenschlågers Erindringer, Fierde Oehlenschlager. Når denne læste sine Bind, København 1851, p. 187. egne digteop, græd han. »Hvad græder 3 Karl "Werner: Hebbel und Thorvald­ han nu for«, sagde Thorvaldsen til sen, i Euphorion Zeitschrift fiir Litera­ baronessen ved en sådan lejlighed. På turgeschichte, Erster Band -Zweites Wilhelm Marstrands tegning af Oeh­ Heft, Bamberg 1894, p. 268-283. lenschlager læsende højt i den Stampe­ 4 Om dette emne se Dyveke Helsted: Fra ske kreds (Thorvaldsens Museum) ses Thorvaldsens Ungdomstid, i Meddelel­ Thorvaldsen siddende i en lænestol. ser fra Thorvaldsens Museum 1970, p. Han lukker øjnene, måske blunder han. 16-28. Om de italienske bøger i Thorvaldsens 5 I »Baronesse Stampes Erindringer om bibliotek og den tilhørende korrespon­ Thorvaldsen« (København 1912) fin­ dance se Angela Zucconi: Lettere di 59 å Italiani a Thorvaldsen. I La Biblioteca Italiana di Thorvaldsen, i Srudi Ger­manici 1942, p. 355-378. 7 Thorvaldsen var medlem af dette aka­demi og modtog dets udsendelser i årene 1821-42, fra bind I til X. 8 Romische Studien von A. Kestner, Ph. D, Berlin 1850, p. 73. 9 J. M. Thiele: Thorvaldsen i Rom. 1819-1839. Thorvaldsens Biographi Bd. III, København 1854, p. 365-366. 10 Corvetten Gaiathea bragte i 1833 nog­le af Thorvaldsens værker fra Livorno til København. Se Thieleop. cit. p. 492. 11 Denne bog bærer en håndskreven de­dikation til Thorvaldsen fra den be­rømte hertuginde Elizabeth af Devon­shire, som opholdt sig meget i Italien. 12 Det må være en billig udgave af det store folio-værk »Le Antichita di Erco­lano«, som udkom i Napoli i syv bind mellem 1757 og 1779. 13 Om bogudgivelser fra nyklassicismen se udstillingskataloget »The Age of Neo-classicism«, London 1972, nr. 860-950. 14 Athanase Raczynski; Histoire de L'Art Moderne en Allemagne, Tome Pre­mier, Paris 1836, og Athanasius Raczynski: Geschichte der Neueren Deutschen Kunst. Auf dem Franz5si­schen iibersetzt von Friedr. Heinr. von der Hagen, Zweiter und Dritter Band, Berlin 1840-41. Bd. II er på titelplan­chen dateret 1838, på titelbladet 1840; på titelplanchen ses Thorvaldsen stå­ende ved siden af arkitekten K. F. Schinkel. Begge udgaver findes kom­plet på de to sprog. 15 Goethes artikel »Weimarische Kunst­ausstellung vom Jahre 1803« i Jena­ische Allgemeine Literatur-Zeitung. Extra Beilage zum 1.Januar 1804 findes lettest i Johan Wolfgang Goethe: Schriften zur Kunst, Erster Teil, Deut­scher Taschenbuch Verlag, Gesamtaus­gabe Bd. 33. 16 Karl Philipp Moritz: Gotterlehre oder mythologische Dichtungen der Alten, Berlin 1791. Thorvaldsen har måske også anvendt K. W. Ramlers mytologi; han havde et »Anhang« til denne bog, trykt i Berlin 1791, mens selve Ramlers »Kurzgefasste Mythologie« findes i en udgave fra Berlin 1821.