Vi laver selv papir! 
Af Boris og Eberhard Fiebig 
Experimenter udi -og Metoder til -at gjøre Papir foruden Klude, eller i det Mindste med kun ringe Anvendelse deraf 
Under denne titel offentliggør Jacob Christian Schåffer, doktor i teologi og filosofi, protestantisk præst i Augsburg, i årene fra 1765 til 1771 resultaterne af sine forsøg på at fremstille papir af tidsel­stængler, mos, hvepsereder, brændenælder, savspåner, espetræ, grankogler, kartoffeltoppe, kastanieblade og andet. 
Papirindustriens voksende råstofkrise, som havde ført til stigende priser på klude og stofrester og til forbud mod eksport og udsmug­ling af klude, får i det 18. århundrede lærde mænd til at lede efter et nyt råmateriale til papirfremstillingen. 
I 1719 beretter den franske fysiker Réamur, at det er hvepsene, »som viser os, at det er muligt at fremstille papir af plantefibre uden at anvende gamle klude eller lim.« 
Og også Jacob Christian Schaffer bekender i sin bog, »at det er hvepserederne, som jeg kan takke for mine forsøg på at finde er­statninger for kludene.« Men papirmagerne, som ifølge god gam­mel skik »nødigt så nye ting indført«, lo ad pastor Schåffer og hans forsøg på at lave papir af andet end klude. 
I 1774 offentliggjordes så »Justus Claproths Recyklings-Metode til at giøre nyt Papir af allerede trykt Papir og paa samme Tid at vaske Trykfarven ganske bort«. Men heller ikke herved kommer man klude-og stofkrisen til livs. 
I 1845, ^ Jacob Christian Schåffers forsøg for længst er glemt, foretager Gottlob Christian Keller et forsøg på at fremstille papir af en slibemasse, som han frembringer ved at finmale træ på en slibesten. Og han tager patent på denne metode i Sachsen. 
Men først da franskmanden Mellier finder på at omdanne halm ved hjælp af ætsnatron og således i 1854 udvinder den første halm­cellulose, og da englænderne Watt og Burgess i 1853 opfinder en metode til at fremstille træcellulose (ved at koge træet under tryk og tilsætte ætsnatron) -først da er forudsætningerne skabt for endelig at tage træ i brug som det nye papirråstof. 
Træet fortrænger kludene og bliver råstofbasis for den industriali­serede papirfremstilling. 
Den begyndende udvidelse af den industrielle produktion for­trænger fremstillingen af håndgjort papir, som i Europa mister ethvert økonomisk grundlag i begyndelsen af det 20. århundrede. 
Se Side 201 Kun i Japan, hvor fremstillingen af håndgjort papir (»bøtte­papir«) har udviklet sig til en selvstændig kunstart, foregår denne produktion endnu den dag i dag, og den forestås af mestre, hvis kunst nyder stor anseelse. Papiret fra deres værksteder beundres som kunstværker. Men i de senere år har der i Europa igen været en voksende interesse for fremstillingen af håndgjort papir til trykning, men snarere som en selvstændig kunst, en interesse i en kunstnerisk gen­oplivelse af papirmagerhåndværket. Og man benytter sig af mang­foldige metoder til bearbejdelse af råmaterialet, ligesom man gør meget ud af at indlejre dekorative elementer og vandmærker. Det var den schweiziske kemiker Fred Siegenthaler, der gjorde mig opmærksom på mulighederne for en sådan kunstnerisk papir­fremstilling. Og det var ham, der lærte mig, at hvis man får lyst til selv at prøve at fremstille simple papirsorter, så behøver man ikke andre remedier, end man kan finde i ethvert køkken. I denne artikel drejer det sig først og fremmest om at fortælle, hvad man da skal gøre, hvis man vil lave sit eget papir. Og jeg skal derfor uden yderligere omsvøb tage fat pa dette praktiske 
spørgsmål. 
Råmaterialet i vores papirfabrikation er en række forskellige vilde planter, som fx nælder, siv, kartoffeltoppe, iris, kæruld, tidsler og nælder, som vi høster på enge, tilgroede grunde, ved vandløb 
og kær. For at have en tilstrækkelig stor mængde papirmasse, når vi har været igennem alle processerne, er det nødvendigt at starte med et stort kvantum råmateriale. Til de første forsøg ca en tæt­stoppet sæk fuld. Ligesom i andre erhverv findes der også pa dette omrade et sæt fagudtryk til betegnelse for bestemte redskaber og arbejdsprocesser. Da disse udtryk forekommer ret tit i den følgende beskrivelse, har jeg samlet og forklaret de vigtigste af dem her. Ordene er ikke ordnet alfabetisk, men står i den rækkefølge de forekommer i be­skrivelsen af papirfremstillingen. 
at rødne  betyder at tilberede planterne ved at lade dem  Ordforklaring  
rådne på et fugtigt sted  
at hakke  betyder at skære planterne i stykker med en hak­ 
kekniv eller et andet redskab  
keddelen  kaldes den store rustfri gryde, som planterne ko­ 
ges i  
at male  betyder at trævle op og sønderdele det kogte rå­ 
materiale, indtil det har nået den findeling, der  
er nødvendig ved papirfremstillingen  
bøtten  kaldes den beholder, som papirmassen opbeva­ 
res i. Papiret formes ved at dyppe formen i bøt­ 
ten  
formen  kaldes den rektangulære si, som papiret laves på.  
dækkelet eller  kaldes den træramme, der lægges over formen;  
formdækkelet  den indrammer papirmassen, mens der formes,  
og bevirker, at papiret bliver rektangulært  
stoffet  kaldes den i vand opslemmede papirmasse  
at forme  betyder at løfte den opslemmede papirmasse ud  
af bøtten ved hjælp af formen  
at guske  betyder at trykke det friske papirark af mod gu­ 
skefilten  
guskefilten  kaldes det stykke stof, som det friske papir »gu­ 
skes« -eller trykkes af — mod  
post  kaldes en stabel af parvis sammenhørende guske­ 
filte og friske papirark  

Mens vi lader de indhøstede planter rådne i et vandhul, på et betongulv, i en gryde eller spand, skaffer vi os de redskaber, som vi skal bruge til vores papirfabrikation. De fleste kan vi finde i en almindelig husholdning, eller vi kan forholdsvis let købe dem 
hos en marskandiser; 
1. 
et gammelt kogekar til vasketøj eller en anden form for emal-Redskaber jeret gryde til at koge planterne i 

2. 	
nogle plasticspande 

3. 	
en eller flere sier, helst med forskellig hulstørrelse. Man kan dog nøjes med en såkaldt melsigte 

4. 	
et instrument til at skære planterne i stykker med, fx en gam­


mel brødmaskine, en hakkekniv, en gammel skæremaskine eller bare en stor saks 
5. 	
to store skruetvinger til at presse vandet ud af det nyformede papir 

6. 	
en fototørrepresse til at eftertørre papiret pa 

7. 	
et vandfad af plastic eller træ, der kan fungere som bøtte 

8. 	
formviren og den tilhørende ramme, som vi bruger til at forme 


papiret med; vireramme laver vi selv, og fremgangsmåden be­skrives senere 
g. 	nogle vandsugende stykker tøj, som vi kan bruge til at guske det nyformede papir mod 
Det halvradne materiale skæres nu i så små stykker som muligt ved hjælp af en stor saks, en hakkekniv eller en brødmaskine. 
Gryder, sier, og vandfade skal være af materiale, som ikke ruster, altsa enten plastic, emalje, kobber eller rustfrit stål. Det er ikke nok med galvaniserede redskaber. Galvaniseringen angribes nemlig 
af natronluden, og så begynder redskaberne hurtigt at ruste. Og rust er papirmagerens værste fjende. Af kemikalier skal vi bruge følgende: 
i. 	Ætsnatron = natriumhydroxyd, kemisk betegnelse NaOH, i Kemikalier handelen kendt som kaustisk soda eller sæbesten. Ætsnatron forhandles for det meste som store flageformede krystaller. Den 
opsuger let fugtighed fra luften og skal derfor opbevares i en 
beholder med tætsluttende lukke af plastic eller glas. Beholdere 
af andre materialer angribes for let. 
Vandopløst ætsnatron kaldes natronlud. 
I hjemmet anvendes ætsnatron til rensning af tilstoppede af­
løbsrør og til afbejdsning af hårdt lakerede flader. 
Vær forsigtig!! Ætsnatron er en stærkt ætsende lud. Nar man 
arbejder med den bør man derfor have gummihandsker pa og 
beskytte øjnene mod stænk ved hjælp af briller. 
Vi bruger natriumhydroxyd til at »nedbryde« vores plante­

materiale med. 

2. 	
Klorkalk, kemisk betegnelse Ca (OCl)2. Klorkalk er et hvidt af klor lugtende pulver. Desuden tiltrækker klorkalk let fugtig­hed fra luften men lader sig kun delvis opløse i vand. Klorkalk tjener som blege-og desinfektionsmiddel. Vi bruger det til at blege papirmassen. 

3. 	
Soda = natriumkarbonat, kemisk betegnelse Na2C03. Soda opløses let i vand. Det bruges ved fremstilling af sæbe og vaskemidler. Vi bruger det til at lave blegelud med. Og des­uden kan man godt bruge soda i stedet for ætsnatron til at »nedbryde« plantematerialet med. 


Alle de nævnte kemikalier kan købes hos en material-eller farve­handler. Brugen af dem skal vi nok beskrive en gang til og mere præcist senere i artiklen. 
Nu kommes det småsnittede plantemateriale i kedlen, og der til­sættes vand, som vi har opløst noget ætsnatron i. 
For opløsning af ætsnatron i vand gælder følgende regler: 
Hæld altid ætsnatronen i vandet -aldrig omvendt. Det skal foregå langsomt og under jævn omrøring med en træpind. -Hvor stor en mængde ætsnatron, der skal bruges, kan ikke angives præcist, fordi det varierer fra plante til plante. Men som en tom­melfingerregel kan man sige, at der skal ca. 3-4 teskefulde æts­natron til 1 liter vand. 
Og vær forsigtig!! Brug gummihandsker. 
Når der er hældt vand på, bringes indholdet i kog i flere timer, indtil det har opnået en grødagtig konsistens. Af og til skal der røres rundt i den kogende masse med en stærk træpind. 
Man skal passe på ikke at fylde kedlen helt til randen. Det kan anbefales kun at fylde den % op. Massen svulmer nemlig ofte stærkt op, når den koger, og hvis så kedlen er fyldt for højt op, koger sagerne over. 
X 
/) 

aiiP 
Efter kogningen filtrerer vi med en si væsken fra den trævlede, grødagtige masse og skyller kraftigt efter med vand. Massen vendes og drejes så længe under det rindende vand, at alle elementer, som ikke er fibre, vaskes ud. 
Den udvundne fibermasse hælder vi fra sien over i en spand. 
Og nu skal vi så beslutte, om papiret skal beholde den brune eller grønne farve, som fibermassen har, eller om vi skal blege massen for at få et lysere papir. 
Hvis vi beslutter os for at blege massen, skal vi gøre følgende: 
Vi opløser i kg soda i 2,5 liter kogende vand og tilsætter 250 g klorkalk. Nar opløsningen er blevet kold, skal den filtreres. Det foregår pa den måde, at vi spænder et gammelt stykke tøj ud over en spand og sier opløsningen igennem det. Filtratet — altså det der er løbet igennem klædet — rører vi så ud i fibermassen, blander det godt og lader det stå mindst 24 timer. 
Efter at vi pa denne måde har bleget fibermassen, vasker vi den ^§en 
grundigt ud i en si for at filtrere blegevæsken fra. 
I næste omgang skal vi til at findele eller male fibermassen. Til det formål er der en række forskellige metoder, og man kan kon­struere sig de mest raffinerede apparaturer. Schåffer, hvis papir­forsøg vi omtalte i begyndelsen, havde til sine eksperimentel byg­get en mekanisk stampemaskine af den slags, som var almindelig i de gamle papirmøller. Men man kan klare sig med mindre; man kan anbringe fibermassen på et fast bræddeunderlag og sla på den med en ganske almindelig trækølle, eller man kan anbringe den i et kar og trampe i den. Forsøg med at dreje massen gennem en kødmaskine er ikke faldet heldigt ud, fordi fibermassen ikke blev malet, men kun presset vandet ud og kom til at blokere kød­maskinen som faste, tørre klumper. 
Hvis man foretager findelingen ved at slå med en trækølle af en slags eller ved at trampe i massen, så behøver denne kun være fugtig. Men hvis man benytter en mixer, skal massen være godt opslemmet i vand. Man kan så konstatere, om den er tilstræk­kelig fint malet ved at hælde noget af stoffet op i et glas og holde det op mod lyset: der må ikke være den mindste klump at se. 
Vi har malet vores fibermasse i en mixer. 
Den udmalede eller findelte fibermasse (»stoffet«) hældes nu over i bøtten. Og herfra skal den så op på formen. 
Men først skal vi fremstille en form: 	Fremstilling 
Også her foretrækker vi en ganske enkel fremgangsmåde og af 'ormen benytter os af materialer, som er nemme at skaffe. Vi skal bruge: 
3*3 	1,5 cm 
0,5cw 
O o
0,5 cw 
3,5 
o o 
2. 
1. 	
en kvadratisk liste. 

2. 	
en træliste med fals. 

3. 	
fire messingvinkler. 

4. 	
et stykke trådvæv af messing, kobberbronze eller rustfrit stål; det skal have ca. 20-30 masker pr. cm. 

5. 	
messingsøm og -skruer. 


Det træ, vi bruger, behøver ikke være af en bestemt sort eller kva­litet. De professionelle forme blev ganske vist lavet af mahogni eller andre træsorter, der er meget vandbestandige. Men vi kan sagtens klare os med selv simple sorter. 
Hvad skruerne og sømmene angår, gælder det om at sikre sig, at de virkelig er af messing, og ikke kun messingbehandlede. Skru­er, som kun er messingbehandlede, begynder med tiden at ruste, og så får papiret rustpletter. 
Principielt kan man fremstille forme helt op til A2-størrelse (42,0 X 58,6 cm) eller endnu større. Men da vi her i starten kun satser på at lære papirfremstillingens grundregler, er det nok bedst at begynde med en væsentligt mindre form. Og man må jo heller ikke glemme, at der til en stor form kræves en stor bøtte. 
Lad os altså til vores forsøg holde os til en form på 20 X 20 cm. Af det kvadratiske stykke træ skærer vi da fire lister på hver 25 cm og sætter dem sammen ved både at lime med en vandfast lim og samtidig skrue dem til med messingskruer, sådan som det er vist på fotografiet. 
Når denne ramme er færdig, spænder vi trådvævet ud over den og fastgør det med små messingsøm på rammens sider. 
Og så laver vi formdækkelet. 
Af profillisten skærer vi med en geringsav (dvs. en sav, der kan skære skråsnit) fire stykker med en ydre længde pa 27,5 cm og en indre længde på 20 cm. Disse stykker limer vi sammen og for­stærker forbindelsen med messingvinkler, som skrues pa over hjør­
nerne. Hvis den første form, man laver, ikke bliver helt perfekt, skal 
man ikke miste modet af den grund. Selv med vakelvorne eller 
lidt upræcise forme kan man forme papir. Pa den anden side er 
det selvfølgelig klart, at en solidt bygget form holder længere end 
en vakkelvorn. De forme, som i tidligere tid brugtes til professionel papirfrem­stilling, var konstrueret på en mere kompliceret made. De bestod af parallelt udspændte tråde, og det gav papiret dets specielle og let genkendelige stribning. Denne type afløstes sa senere af velin­formen, en form der — ligesom den vi har lavet — er forsynet med et fast trådvæv. Vi har nu alle forarbejder bag os og kan ga i gang med at forme det første ark papir — hvis vi da har sørget for også at an­skaffe os en bøtte, hvor formen let kan bevæges i hele sin størrelse. 
0§ være
For at passe til vores form skal bøtten male 40 X 4° cm 
25-30 cm dyb. 
De gamle bøtter var fremstillet af træ ligesom de gamle tønder 
og vaskebaljer. Og de var desuden forsynet med en slags hylde, et 
steg, hvor papirmageren kunne lægge formen med stoffet fra sig. 
Vi bruger et plasticfad som bøtte — af den type, som man kan købe 
i ethvert varehus. Ved de første forsøg kan man dog også klare 
sig med en ganske almindelig opvaskebalje. 
Formen skrues sammen og beklæ­des med trådvæv Formen set oven og nedenfra 
Formdæk let set oven-og nedenfra 
Det at forme papir kræver nogle simple håndbevægelser, som vi må indøve: Først lægger vi dækkelet over formen og tager fat om den pa to modstående sider. Fingrene må ikke berøre viren (trådvævet). 
Sa holder vi formen lodret foran os og fører den i denne stil­ling ned i den halvdel af bøtten, som er længst væk fra os. Under denne proces skal dækkelet og formens overside vende ind mod kroppen. Med en langsom og jævn bevægelse dypper vi så formen ned i stoffet, indtil ca. 8 cm af den er under overfladen. Og der­efter trækker vi den langsomt ind mod os og vipper den sam­tidig, indtil hele formen ligger vandret 3—4 cm under overfladen (med dækkelet opad). 
Uden at afbryde den regelmæssige bevægelse løfter vi så formen op mod overfladen og tipper den let fra venstre mod højre og fra bagkanten mod forkanten — for at filtre fibrene sammen. Denne svage gyngen i begge retninger giver det håndgjorte papir dets 
særlige karakter. Bevægelsen er meget blid og let at udføre, når det drejer sig om sma formater. Den har imidlertid størst betydning ved fremstil­lingen af papir i store formater, og her er den samtidig betydelig vanskeligere at udføre. 
Vi holder stadigvæk godt fast på dækkel og form, vipper dem i retning af det ene hjørne og lader vandet løbe af, indtil det næ­sten er holdt op med at dryppe. Hvis stoflaget i formen (det kal­des fra nu af papirfiltningen) helt tydeligt er for tyndt, hælder vi det tilbage i bøtten, idet vi vender formen og holder det fugtige stof ned i vandet. Med et kort ryk far vi stoffet til at falde af, og det røres op i bøtten igen. 
Vi starter et nyt forsøg. 
Hvis vi derimod far en papirfiltning på mindst 2 mm, så skal den nu guskes, dvs. den skal trykkes af fra viren. Til det formal anskaffer vi os et solidt bræt på ca. 30X30 
cm
, og herpå lægger vi et stykke filt af samme størrelse. Vi behø­ver ikke nødvendigvis bruge filt, men kan godt nøjes med andre former for klæde, nar bare de er kraftigt sugende og har en uld­agtig overflade; »filten« skæres til i formatet og kanterne søm­
mes op. 
Når vi har lagt et stykke klæde på brættet, løfter vi dækkelet af formen, presser viren fast ned mod »filten«, guskeklædet, og løfter den forsigtig op igen. I forbindelse med denne proces, er der et par tricks, det er godt at huske: 
Når vi skal guske, sætter vi forkanten af formen mod guskeklæ­dets ene ende, og trykker så hele virefladen med papirfiltningen nedad fast ned mod klædet. Denne bevægelse skal udføres som en rask valsebevægelse. 
I samme bevægelse løfter vi så viren væk igen, og hvis vi har gjort det rigtigt, skal papirfiltningen blive siddende på guskeklæ­det. Når man har prøvet det nogle gange, plejer heller ikke det at 
volde problemer. Inden vi nu skal forme næste ark, lægger vi oven på det første et nyt stykke guskeklæde, som vi kan guske det næste ark papir­filtning på, osv. 
Af og til rører vi det opslemmede stof godt igennem. Opslem­ningen skal indeholde den rigtige mængde stof. Men det er svært at sige, hvad dette betyder præcist, for man kan ikke uden videre foreskrive forholdet mellem stof og vand. Det opslemmede stof skal føles tyktflydende og skal flyde frit i vandet. Opslemningen må altså ikke virke grødagtig, men snarere væskeagtig. Præcisere kan det ikke beskrives med ord. Man må selv prøve det og samle sine egne erfaringer. 
Man skal selvfølgelig også huske, at stofmængden i bøtten afta­
ger for hvert formet ark, og at vi altså fra tid til anden ma fylde 
mere stof i. 
Når vi har gusket ca 20 ark, og vi har en stabel guskeklæder og 
papirfiltninger (som kaldes posten), er tiden inde til at presse 
papiret. 
Det foregår på følgende måde: Vi dækker det øverste stykke papirfiltning med endnu et stykke guskeklæde og lægger et bræt — svarende til det, der ligger ne­derst -ovenpå. 
Sa lægger vi hele stabelen i pres og presser således størstedelen af vandet ud af papirfiltningerne. En udmærket form for presse består af to eller flere skruetvinger. 
Det er bedst at anbringe stabelen med de påsatte skruetvinger i et vandfad, som kan opfange det udpressede vand. Denne for­holdsregel er selvfølgelig ikke nødvendig, hvis det er ligegyldigt, om vandet løber ud over gulvet. 
Når vi har presset vandet ud af posten, løsner vi presset, tager posten ud og løfter det øverste bræt og guskeklæde af. 
Nu. gælder det så om at løsne papirarkene fra guskeklæderne. Og det gør vi ved at holde det enkelte papirark i hjørnerne, løfte det op og trække det af fra guskeklædet med en forsigtig og regel­mæssig bevægelse. Det kræver en god del fingerspidsfornemmelse, for de endnu fugtige papirark går let i stykker. 
Det løsnede papir lægges til tørre på et glat underlag. 
Når papiret ikke længere er fugtigt, men på den anden side 
heller ikke knastørt, stabler vi igen arkene oven på hinanden og 
lægger dem endnu en gang i pres, indtil de er fuldstændig tørre. 
For lettere at kunne skille arkene fra hinanden efter den afslut­
tende tørring, bør man lægge en form for skilleark mellem de sta­
dig let fugtige ark. Som skilleark anvendes glat papir, der skæres 
til i samme størrelse som vores eget papir. 
Man kan også eftertørre sit papir i en fotopresse. 
De tørrede ark ser helt anderledes ud, end det papir vi er vant 
til at omgås. Vore ark er nemlig rynkede og bulede -om end i 
forskellig grad. Meget tyndt papir har fx en større tendens til at 
blive rynket end middelsvært, og papir, der er lavet af en masse 
med lange fibre, er for det meste også mere uregelmæssigt i over­
fladen end papir af mere finmalet stof. Også det anvendte råmate­
riale spiller en rolle i denne sammenhæng. 
Det papir, vi selv fremstiller, er noget specielt, og efterhånden 
lærer vi i højere og højere grad at bestemme dets karakter. Det 
kan man fx gøre ved at bruge forskellige fiberlængder og ved at 
sammenguske to stykker papir oven i hinanden, mens man ind­
lægger forskellige genstande — som fx blade, tråde eller udskårne 
bogstaver -mellem de to lag. 
Vi kan også farve vores papir. Men det er meget vanskeligt at 
rense værktøjet for farverester igen. Og da selv de mindste farve­
rester virker ødelæggende på den næste portion stof, ma vi hellere 
lade være med at farve papiret — i hvert fald i bøtten. 
Derimod kan vi godt forsøge at fremstille vandmærker. Det er 
nemlig meget nemmere, end det ser ud til: 
-
Det mønster, som vi bagefter vil se afbildet i papiret, anbringer Vandmærker vi pa vores vire. Det sker på den måde, at vi bøjer en metaltråd i 
den ønskede konturform og fastgør den til viren ved hjælp af en 
ganske tynd kobber-eller messingtråd. Vi kan også skære figurerne 
ud i plasticfolie på 0,5-1 mm, og så simpelthen klæbe dem på 
trådvævet eller binde dem på ligesom med trådformen. 
Under formningen med en form, der er præpareret pa denne måde, samler der sig mindre stof de steder, hvor figuren er fast­gjort, end på resten af viren. Og derfor bliver de steder bagefter mere gennemsigtige end den øvrige flade. 
Den slags papir, som vi indtil nu har talt om, og som altså 
fremstilles af planter, kan man for det meste skrive eller trykke 
pa uden videre behandling. Noget anderledes forholder det sig 
med papir lavet af bomulds-eller linnedklude. Den slags papir 
er tit så kraftigt sugende, at det må limes, hvis man vil forhindre 
farven i at løbe ud. Der er imidlertid heller ikke noget i vejen 
for at lime plantefiberpapir. Og for fuldstændighedens skyld skal 
vi beskrive den mest anvendelige fremgangsmåde. 
Det papir, vi har fremstillet, er ulimet. Når man limer papir, er det for at forbedre dets skriveegnethed. Og der er to måder at gøre det på: 
1. 
For det første er der den såkaldte overfladelimning, som er den ældste metode. Den består i, at det færdige papir lægges i limvand (af snedkerlim) og derefter tørres. Vi har ikke selv prø­vet denne fremgangsmåde, men efter sigende er den meget kom­pliceret og kræver stor erfaring. 

2. 
Og for det andet er der stof limningen, som blev udviklet i 1806 af Friedrich Ulig. Han var urmager i Erbach, og hans far var papirmager. 


Her bruger man en harpikssæbe, som røres op sammen med stoffet, mens det er i bøtten, og som derefter udfældes, ved at man tilsætter alun opløst i vand. 
I detaljer ser metoden således ud: 
Vi opløser ca 300 g soda i kogende vand. I den kogende op­løsning tilsætter vi finmalet kolofonium (fyrreharpiks) — så meget som sodaopløsningen kan tage. Derefter afkøles opløsningen og filtreres gennem et klæde for at udskille evt. faste elementer. Fil­tratet blandes med papirstoffet i bøtten. Og så tilsætter vi under stadig omrøring vores alunopløsning, indtil vi har nået en surheds­grad pa pH 5.5. Surhedsgraden måles med et stykke pH-papir. 
For at fa en forestilling om, hvad der sker, når man tilsætter alun til harpikssæbe (sådan kaldes vores soda-kolofonium-opløs­ninS)j ^an rnan fylde et glas med harpikssæbe og tilsætte en alun­opløsning. Harpikssæben udfældes så som fine flager, og opløsnin­gen svulmer op. 
Bade harpikssæbe og alunopløsning bør tilsættes i stærkt for­tyndet form. På den måde har man nemlig den bedste garanti mod, at der et eller andet sted i bøtten opstår et koncentrations­
overskud. 
Om de kemikalier, vi bruger til limningen; 
soda .  : kender vi allerede  
kolofonium  : er en harpiks, der udvindes som en rest, når man  
destillerer terpentinolie af fyrrebalsam. Den bru­ 
ges til fremstilling af sæbe, klæbestoffer og lak.  
Og den anvendes også som  bueharpiks til stryge­ 
instrumenter  
alun  : er et dobbeltsalt af  kaliumsulfat og aluminium­ 
sulfat, der normalt fås som  et  krystallisk, farve­ 
løst  pulver.  Den  kemiske  betegnelse  er  APK  
'804)2. Alun bruges ved garvning som et mildt  
ætsemiddel,  som  blodstillende  middel  (barber­ 
sten), ved farvning og ved papirfremstilling  
pH-papir  : er et indikator-papir, som  bruges til at måle op­ 
løsningers surhedsgrad med. Surhedsgraden frem­ 
går af den farve pH-papiret antager, og kan af­ 
læses på en tabel  

De omtalte kemikalier købes enten hos materialisten eller i et apotek. pH-papiret forhandles kun i kemiske forretninger, men apotekeren hjælper os sikkert gerne. Hvis man nemlig synes, det er for besværligt at skaffe pH-papir med måleområdet 5.5 pH fra en specialforretning, kan man bede sin apoteker om at give sig nogle stykker. 
Oversat af Flemming O. Olsen fra Wir machen selber Papier!, Verlag Andreas Achenbach, 1974­