Marcel Rasmussens bogillustrationer Erindringer om et samarbejde. Af Erik Dal Med Helle Thorborgs smukke bog „Marcel Rasmussen" fra 1967 Novo industri AS satte Den danske Radeerforening et værdigt og fortjent minde over 6 klicheer med H-Th s den savnede kunstner, som var død pludseligt og uventet i.maj r 0 J 0 præcise tolkninger 1964, ikke fyldt 51 år (f. 25.6.1913). Jeg er så fjernt fra at have som reklame­polemisk ærinde mod kunstnerkammeratens fagligt og menneskeligt kunstbilag indfølende fremstilling, at jeg vil begynde med at tilslutte mig Helle Thorborgs ord: „Vi kan fastslå, at hans egentlige styrke ligger i et abstrakt plan." Det er derfor i sin orden, at Marcel Rasmussens navn, der først sent blev nogenlunde almenkendt, for eftertiden vil være knyttet til hans rumgeometriske konstruktioner, der på den Omslag s. i: mærkeligste måde fylder et intenst og ofte knugende, ja svært ud-Paradisvisionen i Dra^mkvædet-Pen­ holdeligt sjæleligt indhold i figurer skåret af en mand, der var ti i # neskitse 111 oq Landbohøjskolens lærer i konstruktionstegning. senere stor udg af Både indholdsmæssigt og grafisk er Helle Thorborgs bog imid-illustrationen. Bredde 287 mm lertid således anlagt, at hun kun bringer én prøve på kunstnerens bogarbejder, nemlig en række af de højtrykte koldnålsillustrationer omslag s 2­til John Bunyans Pilgrimsvandring (1951) -og de nåede desværre Heldvads måneds­ d'9t: januar' iun'' aldrig frem i en bogudgave. På grund af mit særlige forhold til Marcel Rasmussens illustrationsarbejder vil jeg derfor gerne med-septem'be^(ingen dele dette supplement til Helle Thorborgs bog i henhold til en af sidstnævnte meget gammel aftale fra min tid i Bogvennens redaktion. benyttet). Bredde c' 97 mm Marcel Rasmussen mødte jeg første gang 1955. Jeg var i Oslo, og min gamle bekendt lærer Ole Warthoe Hansen, der boede på Lysebu, inviterede mig til middag dér. Blandt de andre stipendiater var Marcel Rasmussen, og jeg så en intern ophængning af hans arbejder, hvoraf jeg især husker Bunyan. Andre arbejder var skit­ser fra terrænet; men Marcel var en så udpræget sortkunstner, at jeg næppe erindrer nogen tegning af ham, der kunne påkalde interesse som andet end et privat notat til støtte for omformulerin­gen, sliddet og resultatet i den hårde stok; jeg undtager herfra knap nok hans glemte debut, pennetegninger til R. L. Stevensons Dr. Rosenkilde og Jekyll og Edward Hyde, hvis kvaliteter blot ligger i tilløb til sort-Ba99er 1946 hvide fladeeffekter. Skønt oprindelig malerelev hos Kræsten Iversen arbejdede Marcel også kun sjældent med oliemaleri eller radering. Jeg overvejede hvad jeg havde set, og et besøg på Marcel Ras­mussens ophængning hos Branner og Korch om efteråret gjorde udslaget: jeg skrev til ham og bad ham illustrere Draumkvædet. Dette norske visionsdigt i folkeviseform om en drømmefart gen­nem det hinsidige har både før og efter 1955 været genstand for indgående drøftelser af nordiske forskere; men dengang forlod vi os alle på Moltke Moes storslåede restitution af hvordan digtet kunne have lydt. Der er billedvirkninger i hver af de knappe strofer, og jeg havde længe ønsket at gøre digtet kendt i Danmark og finde en kunstner til det. Et første samarbejde over to år kom i stand. „Sommetider må jeg arbejde længere med tingene inden de vil gi' sig," skriver Marcel stilfærdigt i et brev (som dog ikke var svar på en rykning). Han begyndte med at læse kraftigt på lektien, og det første, meget overbevisende resultat blev dobbeltsiden, hvor de to rytterhære mødes i skyerne før dommedag -som har ligheder med det hedenske ragnarok. Det frapperende var vinklerne: djævelens larmende følge i skråperspektiv og Kristi og Sankt Michaels geled­der set forfra i falsk perspektiv, så man føler, at de rider „nok så tyst". Jeg var dybt fængslet af denne optakt og meget glad også for hvad der fulgte på. Resultatet fik vi i hus hos Bianco Luno - Draumkvædet: Jeg har været ... dybt ved havsens grund. Færdigt prøvetryk, udskudt ved om­brydning. 1:1 lige­som alle flg. ili. direktør Harald Andersen i venlig erindring også af denne grund. Efter forsøg satte man Moes text med husets sorteste schwabacher, hvilket kunne diskuteres og blev det; bagefter kom min afdeling, herunder melodier. De lovlig uligestore billeder måtte trykkes med klicheer. Luno sparede sig ikke, når kunstneren, som Harald An- dersen skrev, stillede sine „store, men berettigede krav til kvalite­ ten", og Marcel var på pletten, når en trykform skulle tilrettes. Til det sidste afsnit af digtet, om løn for gode gerninger, fore-ligger tre helt forskellige færdige billeder, hvoraf det upublicerede med koen tiltaler mig mest; det blev undervejs omkomponeret ved håndfast ændring af samme stok. Netop de vers voldte knuder, fordi de ikke gengiver noget drømt. Resten af bogen fik trods de voldsomme og meget omskiftelige oplevelser et helhedspræg, der , , , , TT , , svarer godt til digtets titel og karakter. Halvvejs i forløbet lyser det milde paradislandskab op, som visionæren kun ser et glimt af. Da Marcel senere skar fire Draumkvæde-motiver i stor størrelse, var en smuk variant af paradiset en af dem, jf. omslaget. Draumkvædet udkom ved nytår 1958, og jeg havde anledning til at foranstalte en radioudsendelse derom. Vi og vore familier hørte den sammen, og som idé til et nyt samarbejde oplæste jeg Niels Heldvads månedsdigt, hvori denne salme-og kalenderforfat­ter, Christian IVs kalendariograf og astrolog, ansætter menneskets alder til 72 år og sammenligner hver seksårsperiode med en måned i året -et på en gang luthersk-fromt og ganske ubesmykket, før­barokt digt, som havde grebet mig under studier i 17. årh. mange ar før. Digtet må kunne gribe enhver der har øren at høre med; men Marcel sad ganske fængslet, for i det stille havde han længe syslet med tanken om at arbejde med det ældgamle tema kalender­billeder. Så det havde vi fornøjelse og arbejde af de næste to år ­for mit vedkommende præcis årene omkring 36, hvad der gav arbejdet et meget vedkommende præg. Husly ydede denne gang Andelsbogtrykkeriet i Odense. Jeg havde forestillinger om et lille format, hvor billederne og en tung sats kunne spænde hårdt ud på rustikt papir; men Poul Jeppesen . . . J rr gik en anden vej og satsede virkningsfuldt på spændingen mellem billedfeltet og et stort format bøttepapir med indslag af gråt og rødt i typografien. t) i. • , . bogen rummer naturligvis tolv træsnit 1 ens format foruden et farvetræsnit med livshjulmotiv til omslaget. Motiverne er daglig-dags nutidige, svarende til digtets højst nærværende lære. Kun ét Draumkvædet. Text efter Moltke daTskTve^^af 09 ED. Bianco Luno 1957 De nedennævnte bøger er ^ med stokkene Det vil kunne ses i min b09: Samlet og spredt om folke­viser Odense Univ.­ forlag efteråret 1976 N.H.rEnsmuk 'hukommelse af menneskets aldre efter de 12 måneder j året afdeit. Med efterskrift; N.H.s månedsdigt 09dets motiv, Andelsbogtrykkeriet i Odense 1959/60 Forord og udvalg ved E.BorupJensen. P. Blicher AS, Kolding, 2. januar 1960 Privattryk udg. af Otterup Bogtrykkeri 212 • Erik Dal motiv er indendørs, og en rund lampe må gøre det ud for sol; ellers er kunstneren betænkt på at skildre vejrets, naturens og menneske­alderens samspil, og denne atmosfæriske kunst var en særlig udfor­dring. Også denne gang blev flere motiver og kompositioner ført frem til færdige snit og derpå helt forladt. Foruden landskabsskitser bl. a. fra Uggerløse og aftryk af forskellige stadier gemmer jeg en hel prøvebog med komplet text på det valgte papir, og i den er kun et par billeder trykt med den definitive, dog senere lysnede stok; de andre blev udskiftet, og ændringerne strækkersig fra mindre om­arbejdelser af kompositionen til helt ubeslægtede motiver. Nogle af de forladte arbejder var svære at trykke, med bløde lette snit, som ikke var karakteristiske for Marcel Rasmussens teknik. Tendensen gik i retning af større kontraster og færre nuancer; stedvis virker det klare og forenklede en smule forgrovet. På prøvebogens omslag bruges endnu februar-billedet af skolebarnet i smældende midtstillet sol og begyndende tø; da AiO venligt tilbød os billedtryk til fir­sidede brevkort, valgte Marcel dette, og deri har jeg altid set noget dybt karakteristisk, som jeg ikke har ord for -noget med det på en gang kække, forsvarsløse og mulighedsrige i barnealderen og den samstemte natur. Selv valgte jeg naturligvis livsalderen 30-36, der meget betænksomt var illustreret med fire personer i familien Dals lignelse. Nøjagtig samtidig arbejdede Marcel Rasmussen mig uafvidende med et andet privattryk, St. St. Blichers Jydske Røverhistorier. Her vovecie han sig ind på en stor ældre samtidigs kronrevir, idet Povl Christensen både har gjort enkelte træsnit til De tre Helligaftener i Udvalgte Noveller 1941 og gennemillustreret en særudgave 1950 i meget stort format og voldsom bevægelse. Marcels snit til den enormt visuelle text er meget mindre, men delvis meget intense; et sted prøves endog med held Povl C.s kendte todeling af motivet på et opslag. Ved udgangen af 1960 kom en ganske lille ting, Ambrosius Stub: Aria, dvs. Den kiedsom Vinter gik sin Gang, med en strofe og en vignet på ca. 7-^4 cm Pr* side. Illustratoren kaldte hæftet en stilebog p.g.a. dets omslag med etiket. Morsomst i den lille suite er den speyle-klare sø; man ser nemlig både søen og kysten, men solen mangler og ses kun som spejlbillede. På det tidspunkt var vi sammen i gang igen. Ved udsendelsen af Heldvad, som vel er det arbejde, jeg har været mest glad for at udføre og sende til mine venner, gav jeg Marcel Rasmussen Hiero­ Karrig Niding Tilskuerne nymus Justesen Ranchs værker og bad ham interessere sig for Kar­rig Niding. Det djærve renæssancespil er det eneste før-Holbergske danske stykke, der nogenlunde har holdt sig i live, bl.a. ved en ikke særlig vellykket fjernsynsudgave. Det handler om den velstillede gnier, der forlader sit forsømte hus og ved hjemkomsten næste dag finder lasene udskiftede, alle dore lukkede, alle glade og en anden mand i sin kones seng -nemlig den foregivne tigger, der kom som en eventyrprins og mættede alle behov. En text fra samme tid men ikke akkurat i samme ånd som livsaldersalmen! Denne gang gik vi til Forening for Boghaandværk og mødte med eget layout, der Karrig Niding. har lette anstrøg af datidens typografi uden at virke som pastiche, En jysk komedie fra ca-1600-Efterskrlft ligesom træsnittene bruger renæssancedragter, men kun antyder ... . 0 . . og noter af ED. milieuet. Marionetternes, karikaturens og absurdismens Marcel pfB 1962. Rasmussen fandt her noget at rive i. Nogle figurforstudier anslår Tryk Langkjær. det grotesk overdrevne i proportioner og gestus, som helstøbt men En indsi9tsfuid i., o, , r ... .. . , anm. fremhævede næsten til overmal præger det færdige arbejde -stykket er jo dog jmidierttø at de en forherligelse af fest og overskud og deres ret fremfor dydernes vilde overdrivelser 'kkø forlader overdrivelse. Et lille kup gør Marcel ved at illustrere prologen, >>da9|iglivetstro ikke med den optrædende skuespiller, men med en samlinsr eeo-i 1 & & ' værdige jordbund« metriserede spectatores, almue fra Viborg og opland anno 1600. (uif Kjær-Hansen i Karrig Niding, der vil være de fleste af Bogvennens læsere be-De grafiske Fag sept 1962^ kendt, udkom i marts 1962, og da Marcels og mit fjerde og sidste samarbejde forelå præcis et halvt år efter, har de muligvis over­lappet i arbejdsgangen. Denne gang var talen ikke om vore egne 214 • Erik Dal Karrig Niding for­stødes og giver op gode ideer, men -som det gerne har været tilfældet for mig -om bestillingsarbejde. Rosenkilde og Bagger ønskede et bind folkeviser og andre Danske Viser, og jeg overtalte forlaget til at lade Marcel Danske Viser. Gamle folkeviser, udføre et omslag og nogle afsnitsvignetter. Omslaget er den præg­ skæmt, efterklang. tige diagonalt ridende Ebbe Skammelsøn, et glimrende anslag, men R&B 1962. i øvrigt rides der i alle billeder, om det så blot er bremsen, der rider Tryk: Pedersen & Lefévre. Eget layout, til fluen på en eghjort; Marcel smilede undskyldende og sagde, at Oversættelse ved var 0ptaget af at gå og tegne heste på et stutteri. Mest Danish Bajads and original er skildringen af alverdens absurditeter i Den bagvendte Folk Songs, 1967 vise. -De pæne ord om vore bøger strakte sig denne gang også til udlandet, men Marcel oplevede ikke bogens amerikanske udgave. Marcel Rasmussen nåede ikke flere illustrationsværker. C. Vol­mer Nordlunde lovede mig at tage ham med i sin H. C. Andersen­serie, men ville vente lidt, fordi han havde haft tre af de „sorte grafikere" næsten i træk. Marcel var imidlertid nu selvskreven, når illustratorer skulle præsenteres i flok: Billedet i Bogen, Moderne dansk Grafik og Lyrik, Hvedekorn 1960:5, Ordsprogenes Bog med et prægtigt (spejlvendt) omslag foruden bidraget i bogen, bindet Israel i rækken Verdensklassikere og omslagene til Gyldendals Bibliotek med spøgefulde portrætter indlagt i Rådhusplads-billedet og restaurationsscenen på de to bind Hærværk. Et par af disse bestillingsarbejder er, som det ses, gammeltesta­mentelige, og til jul 1963 skar Marcel som julekort David og Goliath i monumentallandskab med Jehova i skyen. Det kneb os med tid til at ses og drøfte nye ideer, men Marcel håbede på aflast­ning eller avancement i sin stilling. „Det lader jo ikke til, at du, Erik, er blevet ked af mig som illustrator (hvad jeg ellers selv er)." Jeg havde på afstand en fornemmelse af at min gode ven gik og rugede, men hans lille parentes kan dog også tolkes positivt som udtryk for at skaberevnen nu var så koncentreret om de store abstrakte kompositioner, at illustrationsarbejder ikke kunne tilfreds­stille. Et hæderfuldt arrangement stod i øvrigt for døren: udstilling i Danmarks Hus i Paris sammen med Mogens Zieler og Palle Nielsen, ogTorben Smistrup har fortalt mig om den beskedne mand, der kom til trykkeriet og bad om et par af de nytrykte flotte kata-Trois peintres­loger og på sin stille måde blev så glad for dem. Dagen efter døde graveurs danois: p-N •M R 'M Marcel, og hans purunge datter Lene repræsenterede sin far i Z­ . . . 0 0 Maison du Dane- Paris. Vi blev ladt tilbage bl. a. med det åbne spørgsmål om hvad mark par jS 1954 der ville være fulgt på det velkendte slutstadium i Marcel Rasmus-Berlingske Bo9trykkeri sens logiske udvikling, som han netop da stod på højden af. Hans allersidste arbejder giver en antydning -af felter eller mønstre der Bagvendt vise: Hestene løber så vidt om hav ­ 3 gedden flyver så højt udi sky -Ulven sidder på kirke­kam . .. Fluens bryllup: Bremsens bud kom ridende i gård, ude stod fluen vel svøbt i mår ikke forklares ved det konstruktivt korrekte postulat om lyskilder på bestemte steder i eller uden for billedet. De sorte grafikere, som i en eller anden grad har tilknytning til Aksel Jørgensen og hans skole, hører i høj grad årene om 1960 til ­med Povl Christensen som den tidligt fremtrådte mester og Sigurd Vasegaard, Marcel Rasmussen, Jane Muus, Palle Nielsen og Ib Spang Olsen m.fl. født fra o til 12 år senere. Som træskærere har de tekniske og stilistiske overlapninger, som rimeligt er for kunst­nere i samme generation og tradition. I kraft af de gamle litterære motiver, som ganske vist ikke var selvvalgte, men dog bearbejdet con amore, ligger Marcel Rasmussen jo nærmest Povl Christensen og Vasegaard; men selv hvor „marionetlinien" eller den dermed sammenhørende „geometriske linie" ikke er synligt på vej i bog­arbejderne, er Marcel Rasmussen mere bevæget, mindre ensidig i teknikken, stundom også mindre atmosfærisk end Vasegaard, og alt i alt mindre naturalistisk og mindre psykologisk udtryksstærk, end den vældige Povl C. trods sin almengørende evne plejer at være, rent bortset fra at denne efterhånden forlod træsnitmediet. Jane Muus forekommer både i sin mest Jørgensenske periode og i sin senere, „plettede" teknik at stå Marcel mindre nær, omend deres usentimentale og ofte satiriske kunst har berøringspunkter. Og Palle Nielsens klare, omend ofte sprængte former skildrer et så totalt andet univers, at ligheden nærmest må ligge i lejlighedsvise tekniske lighedspunkter; en anden ting er, at gruen og tomheden i disse by-og terrorvisioner må have gjort dybt indtryk på Marcel Rasmussen. Det psykologiske rum er jo altid til stede over Palle Nielsens konkrete rædsler ligesom over Marcel Rasmussens såkaldt abstrakte stereometri. -Disse noter blot som prøvende generalise­ringer uden ønske om at overvurdere mit emne enten ved super­lativer eller ved formålsbestemt nedvurdering af hans samtidige. Marcel var en god læser, læste tæt og nøje, havde selv erfaring i at bruge sproget i bidrag til bladenes søndagsmagasiner, senere som lærebogsforfatter. Han lod emnerne og selve træstokken virke pa sit yderst følsomme sind, fremlagde sine mellemstadier og resul­tater med et ærligt forbehold, som han prøvede at slå lidt hen, glad for den glæde billederne i reglen vakte, men stilfærdigt på vagt, da vi et par gange blev mødt med modifikationer udefra. Den mørke dybde i hans melankolske sind, der slog igennem i hans mesterværker, ligger naturligvis bag den satiriske side af hans men­neskeskildring i andre billeder og bag nogle af de udtalelser om verden og menneskene, der slap ud ved siden af varmen i hans væsen og omgang. Jeg ser dette træk i forlængelse af det fattige barns frøperspektiv — det som i vor kunst har sit monument i H. C. Andersens komplexfyldte og uimponerede vurderinger — og bag det ligger livsholdningen i årtusinders beske, gennemskuende ord­ sprogsvisdom. Marcel er en af dem, man ikke holder op med at savne. Draumkvædet: Drømmeren alene på vej for at for­tælle sine visioner i kirken. Til dette '"iiHUUI'lf motiv findes for­studier og to senere, store versioner