Klingspor-museet i Offenbach 
Af Hans A. Halbey 
Da byen Offenbach am Main for over tyve år siden grundlagde Karl Kiingspors 
Klingspor-museet på basis af dr. h.c. Kiingspors privatsamling, som privatsamling 
hans arvinger havde skænket byen, faldt der mange skeptiske be­
mærkninger, som for eksempel: er der nogen mening i at oprette 
et specialmuseum, som udelukkende beskæftiger sig med den nyere 
bog-og skriftkunst? Vil der i årene fremover være materiale nok, 
der kan samles og udstilles? Vil der være publikum, som interesserer sig for et så specielt område af den grafiske kunst? 
Spørgsmålet om materiale fik umiddelbart efter Klingspor-Museet åbner i museets åbning (i november 1953) et mere end tilfredsstillende 1953 og får Rudo 
Spemanns samlin9
svar, idet den nye institution straks fik overdraget en fremragende og enestående samling; arvingerne efter skriftkunstneren Rudo Spemann, der døde i russisk fangenskab i 1947, skænkede museet hans samlede skriftkunstneriske efterladenskaber, det er flere hun­drede håndskrevne bøger og blade. Byen Offenbach besvarede denne storslåede gestus på særdeles fornuftig vis: man indstiftede „Rudo Spemann-Stipendiet" (senere kaldet „Rudo Spemann-Prisen"), der skulle tildeles en begavet skriftkunststuderende fra Forbundsrepublikkens kunstskoler. Denne pris udsættes en gang om året, og prissummen beløber sig for tiden til 1500 D-Mark. Desuden køber Klingspor-museet som regel et eller flere af konkur­rencedeltagernes arbejder. På den måde har museet til stadighed nær kontakt til skriftklasserne på kunstskolerne og dermed en glim­rende mulighed for at følge udviklingen, samtidig med at man alene i kraft af priskonkurrencen efterhånden får opbygget en sam­ling af moderne skriftkunst. 
En anden værdifuld berigelse fik museet gennem deponeringen Rudolf Koch og af de skriftkunstneriske arbejder af Rudolf Koch (1876-1934), Siegfried Guggen­stillet til rådighed af hans arvinger. Udover de mange håndskrifter heim og tryk har denne samling særlig værdi ved de skrifttæpper i stort format, der blev skabt i tyverne som kollektivarbejder på Offen­bachs kunstvæveskole under ledelse af Rudolf Koch. Tre år senere kunne museet, endnu under sin første leder, professor Georg Alex­ander Mathéy (indtil 1957), med finansiel hjælp fra bankier Fried­

fk iNrrRWATiotøiJ 

^ filDfRBUCH­3|kAi?SSi£i4'N0= 

im6'5j' ofrEmcij 
tLE FOW 
XÅe-W--fO-<f 9 I Mo -FR AUGIi '' 15-17 WR 
cBunte Kinderwelt 1969 im Klingspor -Museum^ 
Plakat-udkast af Adam Wurtz, Budapest 
Kiingspor-museet i Offenbach • 231 
rich Hengst, indkøbe samlingen tilhørende Offenbachs æresborger, 
den til USA emigrerede dr. Siegfried Guggenheim. Dermed kom 
en samling, der er enestående i verden, igen til Offenbach; det 
drejer sig om håndskrifter, tryk, liturgisk materiale og skrifttæpper, 
udført af Rudolf Koch og hans elever efter bestilling af dr. Guggen­
heim selv til brug ved familiens „påskefest" (den jødiske højtid til 
minde om udgangen fra Egypten). 
Foruden indkøb af enkelte arbejder af nutidige skriftkunstnere 
har det altid været samlingerne, der har gjort museet i Offenbach 
til det måske mest betydningsfulde samlingssted for nyere skrift-
„ 
kunst og typografi. Således kom den komplette efterladte samling tilhørende Offenbach-skrifttegneren Otto Reichert til Kiingspor­museet. Arvingerne efter den i 1956 afdøde Stuttgart-skriftkunstner 
P. H.E. Schneidler betroede museet dennes skriftkunstneriske efter­ladenskaber som en fast deponering, som museet efterhånden køber stykvis. Desuden blev samlingen tilhørende Fritz Helmut Ehmcke erhvervet, og fra Bauers Støberi fik man de originale udkast til trykskrifter af E. R. Weiss, Olrich Menhart og F. H. E. Schneidler. Også arbejder af de tidligere Koch-elever Friedrich Heinrichsen og Hans Kiihne havnede i Offenbach, dels som gaver, dels gennem indkøb. Enken efter den store østrigske fornyer af skriftkunsten Rudolf von Larisch, Hertha von Larisch-Ramsauer, skænkede Kiingspor-museet et stort antal yderst interessante arbejder fra Wienerskolen, deriblandt også sjældenheder fra den fri udstilling i Wien omkring århundredskiftet. 
Kun få kendere af den grafiske kunst kan danne sig en tilsva­rende opfattelse af den udtryksmæssige spændvidde inden for om­rådet nyere skriftkunst. Det strækker sig fra DADA-dokumenter over ekspressionistisk skriftgrafik (Schmidt-Rottluff-Kirchner-Ru­dolf Koch), over de forskellige former for skriftskrivning og -konstruering til eksperimentelle løsninger på den moderne kunsts eller den konkrete poesis område (Paul Wunderlich, Horst Janssen, Théo Kerg m. fl.). 
Den mest sensationelle nyerhvervelse inden for moderne kunst og typografi opnåede Kiingspor-museet i årene 1968 til 1972 gen-nem sit indkøb af en næsten komplet Werkman-samling i hollandsk privateje for 300.000 D-Mark, hvortil -foruden talrige private ­først og fremmest byen Offenbach selv har bidraget i væsentlig grad via det kommunale budget. Samlingen, der består af 250 stykker, forener de tidlige eksperimentelle tryk af den hollandske 
Museet i Offen­
bach er det mest betydmn9sfu,de 
På området 
werkman­samlingen 

234 • Hans A. Halbey 
maler-trykker H. N. Werkman, hans yderst sjældne tidsskrift „the next call", serien „hot printing" fra trediverne og den samlede række af tryk omhandlende modstanden mod den tyske besættelse under titlen „De biouwe Schuit". Denne serie er yderst sjælden, da Gestapo i april 1945, efter at have skudt Werkman sammen med andre „gidsler", tilintetgjorde hans samlede arbejder. 
»Scriptura« Den mangesidede formverden i samlingen „skrift og typografi" i Klingspor-museet kan studeres gennem udvalgte eksempler i den af Hans A. Halbey udgivne serie af skriftkunstkalendere under nav­net „SCRIPTURA", som énmandsforlæggeren Wilhelm Kumm tilrettelægger og fremstiller med største omhu. I de seks kalendere, der er fremkommet siden 1971, er 75 kunstnere repræsenteret, det vil sige: ingen enkelt skriftkunstner med mere end ét arbejde. Ka­lenderen dokumenterer desuden, i hvor høj grad Klingspor-museet også inddrager de ikke-latinskeskrifter isine samlinger. Dette bevises også af den store udstilling „SHO Japansk skrivekunst fra vor tid" i sommeren 1976 i Klingspor-museet. Men skrift og typografi er kun et af flere samleområder, som Klingspor-museet dyrker med stor intensitet. Der er desuden den store og svært beskrivelige beholdning af presse-, privat-og særtryk, hvor samlemotiveringen ikke alene kan opfattes under begreber som „smukke bøger" eller bibliofili". Mange bøger, for eksempel fra DADA-epoken eller fra et eller andet kældertrykkeri, er ikke „smukke" i ordets egentlige forstand og fortjener alligevel i høj grad at blive samlet og fremvist. Det drejer sig her mest om den indre sandfærdighed, om den åndelige kongruens mellem form og ind­hold. I denne samling er de tyske og udenlandske presser fra det 
20. århundrede naturligvis repræsenteret, såvel som nye privattryk af unge kunstnere eller grupper og materialer fra det eksperimen­telle område. 
Boger med En særstilling i bogkunst-samlingerne indtager de illustrerede 
original 	grafik bøger og tryk med original grafik. Med en vis stolthed opregner museets katalog så fremragende „malerbøger" som Chagall-bibelen med dens 105 originale raderinger; Max Ernsts uhyre sjældne ud­gave af „Maximiliana"; „Théogonie" af George Braque og mange andre; eller fra den nyeste tid så interessante kunstner-kombinatio­ner som Eberhard Schlotter og Arno Schmidt, eller Johannes Schreiter og Walter Helmuth Fritz, hvor grafikken må opfattes som en åndelig og reflektorisk debat med det litterære stof. Bymuseet Morsbroich i Leverkusen, der er kendt for sine udstillinger af mo­
Klingspor-museet i Offenbach • 235 
I "Il willl 

USJ .Jf«  
ivivlli  
Adams Skabelse,  en af de 105 original-raderinger til Broderet vægtæppe, udført af studerende ved  
Marc Chagell's bibel, Paris 1956  Rudolf Kochs værksted på Offenbachs kunst­ 
væveskole omkring 1927.  
(Indledningen til Skabelsesberetningen, et af  
to  vægtæpper: stregerne mellem linierne  er  

skiftevis blå og røde) 
derne kunst, kunne i sommeren 1976 arrangere en udstilling af fremragende maler-og grafikbøger udelukkende fra Klingspor­museets samlinger. I øvrigt bestræber museet sig for de illustrerede bøgers vedkommende også på at skaffe de tilsvarende originalteg­ninger til sine samlinger, i hvert fald hvad eksemplariske værker angar. Her må nævnes serien af originaltegninger til Daniels Bog af Alfred Kubin, eller den omfangsrige beholdning af originalteg­ninger af Josef Hegenbarth, Giinter Bohmer og flere andre. 
Også beholdningerne af illustrerede bøger er i årenes løb blevet suppleret og beriget gennem større gaver og indkøb af hele samlin­ger. Her må især fremhæves den uvurderlige gave, bestående af alle endnu ikke foreliggende bøger med grafik af Aristide Maillol gennem samleren Helmut Goedeckenmeyer, Petterwil bei Friedberg i Hessen. Fra Tel Aviv er det komplette Insel-bibliotek kommet som gave til museet i Offenbach. 
236 • Hans A. Halbey 
Eksempel på kalligrafi som til­hører Klingspor­museet 
»Klingspor­museets venner«' 
Bogbind og 
ex libris 
Baseret på en af Karl Klingspor selv omhyggeligt opbygget sam­ling af bøger og grafiske blade af bogkunstneren Marcus Behmer, der døde i 1958, har Klingspor-museet kunnet tilføre netop denne afdeling af samlingerne væsentlige supplementer. Med hjælp fra den i 1958 stiftede forening „Klingspor-museets venner" (der har ca. 650 medlemmer fra ni lande) blev man i stand til at købe om­fangsrige mapper med grafiske blade, fortegninger og skitser, alle udført af Marcus Behmer, af boet efter Gerd Rosen. Bibliofilen Fritz Homeyer efterlod Klingspor-museet alt hvad han havde af Behmer. I 1976 købte man af en privat ejer en stor samling af nyere teknisk bogkunst, især illustrerede bøger. Lægger man hertil den privatsamling tilhørende Karl Hermann Klingspor i Wiirz­burg, der for tiden befinder sig som deponering i museet, og som omfatter særdeles sjældne og kostbare tryk og blade, så understre­ges det klart, på hvilken måde og i hvilket omfang et museum kan forny og forøge sine beholdninger. 
Endelig kan nævnes samleområderne „bogindbinding" og „fin­grafik", hvor Klingspor-museet med Karl Klingspors samling af over hundrede kostbare håndindbindinger af Ignatz Wiemeler nok råder over en af de smukkeste indbindingssamlinger i den nyere bogkunst. Men museet afgiver også bestillinger på indbinding for på den måde at udvide sin samling. Også markante eksempler pa forlagsindbinding og smudsomslag er samleobjekter for bogkunst­museet i Offenbach. Fingrafik og talrige exlibris, såvel som mini­aturetryk, afrunder billedet af samlingerne. 
Spørgsmålet om materiale til et institut, der udelukkende køn­
Klingspor-museet i Offenbach • 237 
-tekniske udstil­lingsmetoder i Klingspor-museet. (Udstillingen »H. N. Werkman«, 1969) (Tryk omhandlende modstanden mod den tyske besættelse) 
centrerer sig om moderne bogkunst, må således besvares med den konstatering, at der skal betydeligt større indkøbsmidler til for at kunne erhverve det vigtigste på international basis. Byen Offenbach am Main har fra begyndelsen bestræbt sig på inden for museets budgetplaner netop at holde posterne „indkøb" og „pasning af museumsskatte" oppe på et rimeligt niveau, men det verdensom­fattende udbud er for stort. Derfor må dette museum, ligesom så mange andre, altid holde blikket rettet mod privatsamlerne og håbe 
på fortsat bevågenhed fra den kant. 
Hvad udstillingsvirksomheden angår, er Klingspor-museet af UdstMMngs­den opfattelse, at det er bedre at fremlægge sit materiale i løbende 
virksomhed 
udstillinger og i bestandigt skiftende kombinationer -fremfor per­manent udstillede samlinger, der præsenteres som faste „skueretter" en gang for alle, eller i hvert fald gennem lange perioder. Denne metode med vekslende udstillinger har da også dokumenteret sin værdi, for så vidt som meget store dele af det samlede materiale har kunnet fremvises for offentligheden. Der har ikke været tale om et „isbjerg", som man i årenes løb kun har set „toppen" af. På den anden side har dette princip også den ulempe at mange besøgende, der er kommet rejsende langvejs fra, på den måde ikke har faet set netop den Rudolf Koch eller Schneidler eller Wiemeler eller Spemann eller de malerbøger, de havde håbet at finde ud­stillet. Ganske vist er museet indstillet på atstille ønsket materialefra arkiverne til rådighed for enkelte besøgende eller mindre grupper, man disponerer også over et vist antal arbejdspladser; men på en vis måde savner man alligevel de permanente udstillingssamlinger. Nu 
Museets berettigelse 
238 • Hans A. Halbey 
håber man i Offenbach, at det kommunale bibliotek, der optager den anden fløj af det tidligere Biisingpalæ, snart vil flytte hen i en anden og større bygning, så Klingspor-museet får mulighed for at indrette nogle af sine samlinger som permanente udstillinger. 
Det oprindeligt stillede spørgsmål om, hvorvidt der ville være tilstrækkeligt med publikum til et så specialiseret institut, kan med henvisning til vekseludstillingerne besvares klart bekræftende. Na­turligvis findes der udstillinger, som kun lokker forholdsvis få kunst­venner og fagfolk til fra nær og fjern; og i modsætning hertil andre 
-som den gennem 20 sæsoner årligt arrangerede vinterudstilling „BARNETS BROGEDE VERDEN", bestående af de bedste nye bil­ledbøger fra mere end tyve lande hvorunder der hver dag nærmest er trængsel i museet, og den lille museumsstab næsten bringes til fortvivlelsens rand, fordi det er så svært samtidig at modtage besøgende, sælge plakater, give oplysninger, telefonere og udføre normalt kontorarbejde. Netop personalespørgsmålet er et af de svage punkter i dette museums historie. Kun én videnskabsmand 
-det er for lidt, når man tager samle-og udstillingsaktiviteten i betragtning, samt de talrige rejser i det meste af verden, som lede­ren af et så enestående museum for et internationalt kunstområde nu en gang er nødt til at foretage; lægger man hertil lærervirksom­heden på biblioteksskolen, på den tyske boghandlerskole (indtil for få år siden med et foredrag pr. kursus hvert sted) og på universi­tetet, så er det ikke svært at opdage underbemandingen på dette arbejdsområde. Kun halvanden bibliotekarstilling er også for lidt, målt med kravet om præcis, videnskabelig katalogisering og ofte yderst kompliceret titelregistrering. Her påhviler der stadig byen Offenbach som museets ejer og administrator adskillige påkrævede forbedringer for Klingspor-museet; for tiden giver byens yderst vanskelige finansielle situation ikke større håb i så henseende. 
Med sine samlinger og de over 150 vekslende udstillinger siden 
desuden med udstillinger i udlandet, f. eks. i 1959 i USA, og med talrige lysbilledforedrag i mange lande har det lille institut ved Biisingpark i Offenbach formået at gøre sig internationalt gæl­dende. Det beviser alene gæstebogen med registrering af Grolier-Club, the New York Typophiles, samt den stadige strøm af stude­rende fra England. De af mange samlere højt værdsatte invitatio­ner og plakater fra museet gør også deres til at holde kontakter og forbindelser i live. 
Oversat af Leif Berthelsen