Nøgle til typografien Af Philippe Schuwer Seksogtyve bogstaver, ti tal og nogle få tegn udtrykker genialitet, fantasi, vulgært sprog, præcis regnekunst og såvel kontinenters som sypigers handelsregnskaber. Alverdens hukommelse er i disse tegn. Endnu mere foruroligende for jorden og dens fremtid er det at tænke pa, at disse 26 bogstaver skal forme de kommende tanker, de mest eksakte videnskaber og nye dimensioner i vort univers. Moderne opfindelser som grammofonen og fotografiapparatet har gjort det muligt at bevare lyden og billedet. Sproget og dets forandringer har mennesket kunnet fastholde i mange tusinde år. Først for fem århundreder siden blev skriften i Vesten mekaniseret og dermed gjort hverdagsagtig og et redskab for bagtalelse og træskhed. Træskhed, fordi skriften bygger på association: vi kan iagttage uden at ønske det. Således opstår reklamen. Tegnene er nok ab­strakte, men sa snart vi har tilegnet os læseteknikken, bliver de lige så gammelkendte som de naturlige tegn. Ordet »regn« får os både til at tænke på det atmosfæriske fænomen og på våd asfalt. Ingen af bogstaverne i ordet »regn« har nogen symbolsk eller ekspressiv værdi, og det har deres sum heller ikke. Rigdommen i vort sprog er knyttet til tegnets vilkårlige anven­delse; gennem kombinationernes mangfoldighed er det en rigdom uden grænser. Dette ødelægger enkeltes drømmerier om bogstavets pastaede, forjættende symbolikker: det gælder Victor Hugo, Nova­lis, Rimbaud, Mailarmé eller Claudel. Lægmanden, som studerer typografiens særlige kendetegn, over­raskes over mangfoldigheden og vedholdenheden i stilarter. Smuk­ke alfabeter dør aldrig. De spøger ikke på hylderne i noget trykke­museum. Tværtimod oplever de ved en ny brug af fladen eller ved at ledsages af en illustration en renæssance, selve deres form æn­dres. Denne overlevelse af de første, originale former eksisterer ikke i nogen anden kunstart, medmindre den er resultatet af et plagiat. Hvorfra stammer denne immunitet hos typografiens former imod tidens tand? Dens egenskab af brugsgenstand, af nyttig kunst, er ikke tilstrækkelig til at forklare fænomenet: arkitekturen udvikler sig uden at gå tilbage i tiden. I vore dage kan et trykken, uden at nogen studser, lancere en ny Bodoni. Kun et trænet øje vil opdage de små forandringer, »tonen«, belysningen, som man kunne 132 • Philippe Schuwer Håndskrift fra det 16. årh. og manu­skript af René Char, 1947, (til v.), Henri Estienne; Thezaurus linguæ Græcæ, 1572 (til h.) kalde det, fordi brugen af de hvide flader jo er et spil med lyset. Stammer immuniteten fra, at læsningens vane har forsynet os med hukommelsesspor, som synet af ethvert identisk eller beslægtet stimulus fører os ind på? Hvis skriften er et udtryksmiddel, er den kodificerede og mekaniserede typografi en indprentningsteknik. Tekstens tilskyndelse er hovedelementet, men endda må man skel­ne mellem den ufrivillige, åndsfraværende læsning, hvor øjet fanger en plakat eller medpassagerens avis, og så den læsning, man fore­tager med vilje, hvor man anstrenger sig for at forstå det læste. Forforenklingens skyld kan vi sige, at den ufrivillige læsning er det hurtige kig f.eks. på en reklame eller et skilt, medens den for­sætlige læsning udgøres af den sammenhængende, villede læsning af en bog eller af denne artikel. En tegntypografi stillet op over for en ren forståelsestypografi. Denne velkendte modstilling mellem to typer læsning er et nyt fænomen, hvis man betragter skriftens og typografiens historie: knap et århundrede gammel. Man reducerer yderligere den nød­vendige tid til grafisk forskning i hurtig synsopfattelse, hvis man holder reklamens lallen udenfor, altså det folkelige billedmageri THESAVRVS 'oXo «' i-,l l c c 11' 9 ;9^ linguæ Græcæ, ah Hcrico Stephano cojlmchu. JA ^ -A-SUUZ*. /S—4 Nøgle til typografien • 133 # |||5 R V B R IC A l ALNOME DEL NOSTRO SIGNORE^H^ IESV M&M CH RI S TO M&IM E DELA SVA GLORIOSA MADRE seMPRE m&m VER2ENE MARIA COMENCIA VNO BELLO HM TRACTATO ALA CREATVRA MOLTO m&m vtile ^<6?^: ET ANCI NECCESSARIO C IOE DELA SCIENTIA ET ARTE m® DE BEN M O RI RE ET ben FENIRE^ LA VITA SVA eller f.eks. valgplakaterne. Det første banebrydende arbejde blev Univers, Adrian Frutiger> 1957 ,atin­ gjort af Cassandre. Hans »Bifur«-skrift er et forsøg på at bryde med ito .,,. . sk® bogstaver, et halvt årtusinde, hvis mest bemærkelsesværdige kendetegn var en genskabt af større udbredelse af tryksager. Men læsningen af et værk er ikke an-A. stocker (til v.), Arte de ben morire' derledes for det 16. århundredes humanist end for nutidens student. Til gengæld kræver udbredelsen af »choktypografien« og dens ^ ^ tegnsprog egentlig, at bogstavdesigneren tager denne uafvendelige og hurtige omvæltning op til overvejelse og efterprøver sine frem­bringelser på eksperimentalstadiet. Forandringen kan iagttages på forskellige niveauer, og ingen slipper idag for det lynindlærte kodesystem. De normer, som sættes af visse professionelle arbejder, reklameforetagenderne, den politi­ske information, alle de tænkelige koder, som udbredelsesmåderne muliggør (og uden deres udbredelse ville disse kortlivede tegnsprog ikke eksistere), kaster lys over denne tilpasning. En anden kendsgerning kunne fortjene at blive gransket nær­mere: det hurtige øjekast bliver en mere og mere almindelig læse­form. Et af de oftest citerede, omend dårligst undersøgte eksempler er nok vejskiltningen, men der er et uendeligt meget rigere eksem­ 134 • Philippe Schuwer •9 U Skitse af Walter Allner iiil^jnad joj / uucj pue sjo iTj'sj|ic|ouio|nc uo jejddDHi/ n:i|bj3 O" : uiuuea ui g aji ' liiauidinba . puy••d joj poois siv. si ||• •• siuau saSjnq Suipu jrm }ue]judu o iBj-mnqejj; bj »qi sjsaq n" — 11 oajj«!* •-"•in' ­ •pMU Aja oasviia 01 umi u pel på fornyende anvendelsesmuligheder: filmen og hermed også fjernsynet. En dag vil der opstå en filmskrift i bogstavelig forstand. Hvor meget jeg end beundrer Mac Laren, er hans kortfilm ikke andet end en forbløffende typografisk pastiche. I sidste ende må man, i lighed med lingvisterne, inddrage spro­gets strukturelle forandring (og forfald). Processen bliver hurtigere i forhold til udbredelsesteknikkeme. Skiltningen gør forkortelser uomgængelige, avisoverskrifterne bliver mere og mere ufuldstæn­dige og nærmer sig lydefterligningerne (France-Soir i januar 1963; BRRR). Annoncørerne søger tilflugt til de samme teknikker. Man kan undre sig over, hvorfor reklamefolkene, hvis ideal er forudtil­pasning, ikke i højere grad har eksperimenteret med ordets skrift­lige udtryk og den rolle, det spiller. Den lingvistiske statistik åbner for interessante perspektiver. Imidlertid er der et misforhold mel­lem på den ene side mærkernes og slagordenes sproglige fattigdom og tåbelige anvendelse og på den anden side de summer, der bruges på at udsende dem. Forretningsmanden og typografen er blevet hængende i det syttende århundredes typografi. Lad os vende tilbage til den forsætlige læsning: dens typografi Nøgle til typografien • 135 ABOE-^IIU \ O Libirtu 6 M P 0?S"U\ w > ^ / ignorerer i endnu højere grad alle forandringer og moder. Det er der ingen grund til at undre sig over: dens eneste dyd, som er be­rømmet af specialister såvel som kloge lægfolk, er dens selvud­ slettelse. Typografen tjener teksten: derfor er ønsket om at opstille regler og foreslå layoutnormer legitimt. Psykologer har sluttet sig til typo­graferne, men deres sjældne eksperimenter har haft så få forsøgs­personer, at det er vanskeligt at foretage nogen gyldig statistisk be­arbejdelse. Trods modstridende resultater kan man stadig håbe på en seriøs analyse: tryksagernes almindelige middelmådighed, hvad læselighed alene angår, gør reformer uomgængelige. Enhver tæn­kende typograf har et værk, han anser for at være forbilledligt ar­bejde. Hvis enkelte gav sig til at skrive og formulere deres valg, kunne man ved sammenligninger udarbejde en første håndbog i læselighed. Eksperimenterne ville så give sig selv. Enhver, som blot har en smule praktisk erfaring med eksperi­mentalpsykologiens metoder, kender det mylder af menneskelige og materielle faktorer, som er i stand til at ændre adfærden og ekspe­rimenternes resultater. Læselighedseksperimenterne er blandt dem, Bifur-A-M-Cas sandre, 1929 (til v.), omslag fra Editions Pauvert, 1964 (tii h.) 136 • Philippe Schuwer der tæller allerflest. Kan læselighed betragtes som en eksakt viden­skab? Den historiske analyse af de typografiske former røber ingen mærkbar forbedring i funktionen (for nu at sige ordet). Man kan med rette vedgå, at den æstetiske fornøjelse ved en smuk side for­bedrer læsningen af den -eller i det mindste gør læsningen mere indbydende. Overflødiggør dette samspil mellem funktion og æste­tik ikke enhver objektiv forskning? Bevirker forskellene i vores smag, opdragelse, tendenser og vaner ikke, at nettet bliver så bred­masket, at man ikke kan udtale sig med nogen sikkerhed? Og hvis vi skulle præsentere et helhedssyn på spørgsmålet, måtte vi kræve af forlæggerne, at de erkendte deres fejltagelser, og af trykkerne, at de smeltede deres skrifter om. Deres inerti er lige så stor som bor­gerrepræsentanternes. Byplanen er færdig, men der er 117 måder at omgå den på. Lad os holde øjnene åbne for paradokserne i vores analyse. For det første: beundringsværdige bøger fra det 16., 17-0g I8-århun­drede -i dobbelt forstand forbilledlige succeser: læselighed og gra­fik er eksemplariske — blev skabt af typografer, som ikke var plaget af nogen af industriproduktionens normative bekymringer. Det var ikke tilfældigheden, der gjorde udslaget, men en rådende omsorg for stilen, som gjorde et vellykket resultat næsten sikkert. Lysterne bøjede sig i højere grad for nødvendighederne. Det andet paradoks er, at man ser disse normative bekymringer opstå, i samme øjeblik kvaliteten sænkes pa den almindelige bog, så den bliver en vare af begrænset holdbarhed. De tekniske proces­sers fremskridt, den forbedrede udbredelse og kravet om kultur frembringer et tidsbegrænset værk -for masser af udgivelsers ved­kommende holder papiret kun i få årtier. Tredje paradoks: verden formindskes, industri og handel udvi­sker grænserne, opfindelser og patenter er internationale, men de sproglige barrierer gør det ikke muligt at lægge bogmarkederne sammen, sådan som de var det i det 16. århundrede. Og man er ligeglad. De typografiske støberier, hvis midler forekom ubegræn­sede, lader af økonomiske overlevelseshensyn en mængde typer for­svinde. Måske klarer fotosatsen overgangen, så valgets overdådig­hed ikke bliver afskaffet. I betragtning af rigdommen af skrifter og produktets fattigdom spekulerer man pa, om ikke netop denne luk­sus er oprindelsen til vor fattigdom. Nar nu typografien er en kunst, som ikke udslukkes ved indgangen til hver ny epoke, forhin­drer den vedvarende udstilling af typografisk rigdom sa ikke, at en Nøgle til typografien • 137 (E U V R E S Ernest rT^f Hemingway 1ilC JEAN R A C IN E. OldMan TOME PREMIER. IMPRIME PAR ORDRE DU ROI and the Sea Charles Scribner's Sons New York PARIS. C FRAN(J AMBft. DIDOT l fornyet og ægte tradition indføres og kommer til at herske? Enhver Titelblad af D'dot'1783 (tllv ) plastisk eller dekorativ kunstart forkaster som ved et hamskifte de r , o r i <• , -t. layout af Hermann iormer, der er gaet forud for den. Typografien lader dem alle over-Zapf -,952 (tj| h ) leve og kender ikke til generationernes revanche og fornyet blod. Fanget i respekten for historien og for skriften, trælbundet af de uendelig sma muligheder for fornyelse, stiller typografien krav til sin behersker om den allermest kritiske fortolkning og en treenighed af god smag, intelligens og intuition. Og til den, der skal designe et alfabet, stiller den krav om lige så rigelig tid, som Michelangelo havde til at male loftet i Det Sixtinske Kapel. Vort tale-og skriftsprog kender til modgang og fostrer misfor­ståelser for ikke at tale om meningsløsheder i stort tal. Netop derfor kan det udvikle sig og forandres i en livlig form, som lever ved og for samfundet, og det kan genopstå i kraftfulde unge kunstværker. På samme måde kan typografien enten fornærme, forvanske eller på vidunderlig vis betjene sit budskab, både den eviggyldige tekst og den flygtige dagsmeddelelse: typografien er kunsten at kalde bogstaverne sammen. På dansk ved Claus Fenger