Den akademiske håndværker Jan Tschicholds indsats i europæisk typografi Af Erik Ellegaard Frederiksen Hvis man vil skabe epoke i denne verden, må man være født på det rette tidspunkt. Det nytter ikke at være for tidligt ude. Og der­næst må man være nået frem til en så forenklet og letfattelig kon­klusion, at den kan formidles ved idel gentagelse, for til sidst at stå som noget selvfølgeligt for enhver. I den typografiske verden har ingen i dette århundrede skabt så megen epoke som Jan Tschichold. Han nøjedes endda ikke som de fleste med at fremkalde én fornyelse. Han præsterede hele to, der tilsyneladende danner modpoler. Grundlaget var en kombi­nation af klar tænkning og evnen til formidling, det sidste ofte i yderst polemisk form. Hans egentlige drivkraft var oppositionen. Han var kontroversiel. Men kampen var reel nok. Det var ikke vejrmøller, han troede at have for sig. Og han havde altid løsnin­ger til erstatning for det, han ønskede at bryde ned. Den 11, august 1974 døde han i sit hus i Berzona, et stykke fra alfarvej i det sydlige Schweiz. Hans liv havde været omskifteligt mere end han brød sig om, skønt han på mange måder selv øn­skede det stormfuldt. De seneste år levede han tilbagetrukket, hvi­lende på mange laurbær, men også med en vis resignation. Alver­dens anerkendelse syntes aldrig nok. Jan Tschichold blev født i Leipzig den 2. april 1902, og han levede sin barndom i en lille landsby ved Neisse-flodens østbred, et slavisk område i det nuværende Polen. Hans fornavn var oprinde­ligt Iwan, og han følte nær tilknytning til slægtens slaviske islæt. Hans far var skiltemaler og lille Iwan lærte at omgås skrift så langt tilbage han kunne huske. Da han skulle tage bestemmelse om sin fremtid var det ud fra ønsket om at blive kunstmaler. Men familiens fornuft sagde tegnelærer. Det blev til et seminarium i nærheden af Leipzig. interessen vækkes ILeipzig holdtes i 1914 en enestående verdensudstilling af bog­kunst og grafik. Verdenskrigen lukkede dens porte, men en afde­ling forblev permanent. Den tolvårige forsynede sig med et årskort og pløjede systematisk denne guldgrube af samlet viden om bog­ Jan Tschichold • 107 Sådan var den tyske DCUTSCHER BUCH-UND STEINDRUCKER typografi, som Jan Tschichold gjorde oprør imod. „L.=i-"r ,n o"' ' L Entamfe Korreklur fiDzleb Rpparai Bronilermaschinen Fell-u Pluschbeiuge QummilaufiUcher Handwischapparate E. Bartsch SfiroefleritCo .Lucka.S fl frx'dricÅibZZS FARDWERKE MAX MUHSAM Q. M. D. H DERLIN«NEUKOLLN QLASOW-STHASSE IA 20 Farben und Firnisse nur aUererster Qualitatt diYar Leipzig 13, Tåubchenweg 17 Gro/Jhandluncj fiir Druckereibedarf An-und Verkauf graphischer Masctimen Spezialhaus fiir Lifhographicstcine Der Jinzeigenteil des T). B.* u. St. nCDr wur**g?r "iVg\qZJenM',fur ^d.e^Dfd'ur'ms"Vrt', "und^y"! -då m ihm silf Zwttge da Dru*-und Duttgru frbfi verirttm i.nd die beste Ubersicht uber die graphische Industrie HDtodirilleniEifllassungen Holztvpenfabrik Wilh. GerharOt Leipzig-Eutritzsch.VX'uicnberger SlraOe87 tryk, skrift og kultur. Jan Tschichold er selvlært. Fra sin tidligste ungdom sugede han viden til sig på egen hånd, og hver gang han modtog undervisning, løb han forud for både jævnaldrende og lærere. Selvstudium og endeløs grundighed var kimen til det, han fik udrettet. Snart dyrkede han Edward Johnston's Writing and Illuminat­ing and Lettering sideløbende med Rudolf von Larisch's Unter­richt in ornamentaler Schrift. Men også skriftskæring, hvor det kal­ligrafiske udtryk er mindre fremherskende, studerede han. Gamle skriftprøvebøger og -blade med historiske antikvaskrifter gjorde stort indtryk på en ung mand, der var opdraget i en gotisk skrift­tradition. Og midt i seminarietiden besluttede han sig til at ville være skrifttegner. I 1919 sprang han til Akademie fiir graphische Kiinste und Buchgewerbe i Leipzig, hvor han fik professor Her­mann Delitsch som lærer. Her praktiserede han gravering i metal og træ, foruden bogbinderi. Delitsch satte ham på sporet af den italienske renæssances skrivemestre Palatino og Tagliente samt hollænderen van de Velde. Og allerede i 1921 opfordres han af akademiets direktør, Walter Tiemann, til at undervise i skriftskriv­ Det er tydeligt, at Tschichold i sin første periode har været under VORZUGS-ANQEBOT direkte indflydelse af tidens abstrakte kunst­ JAN TSCHICHOLD nere og deres prin­ DIE NEUE TYPOGRAPHIE cipper, i særlig grad af El Lissitzky's. Det ses bl.a. af de seks balance­ eksempler. Til højre den afklarede, strengt typografiske losning, der er tilstræk­keligt differentieret og gør effektivt brug af papirfladen. Ukrudtsmarken er blevet ryddet. •uch •ntMn Ok*r 125 Abblldunf»f«, •" atwa aln >W»lf*rblg 9«Oruch* umt.lt 200 mut K» ning ved aftenskolen. Samtidig fortsatte han som Delitsch's højre hånd og begyndte at tegne skrift som privatarbejde. Leipzig var datidens Tysklands grafiske smørhul. Her lå Borsen­verein der deutschen Buchhandler med sin uerstattelige eksempel­samling, hvor Tschichold kunne studere. Og her befandt sig de store trykkerier, blandt dem det ansete Poeschel & Trepte, hvor han som volontør lærte sig satspraksis. Tidens tyske typografi var mildt sagt en tynd kop te. Spinkle og dårligt tegnede skrifter blev blandet efter forgodtbefindende. Ju­gendtidens udarten var heller ikke gået sporløst over det typogra­fiske. Meget var gået i opløsning eller blevet til en sand ukrudts­mark. Jan Tschichold blev redningsmanden netop på det rette tidspunkt. Vi skriver 1923. Et år, der blev et vendepunkt for ham, takket være Bauhaus, denne gruppe af nytænkende kunstnere, som af­holdt deres første udstilling i Weimar. Tschichold vendte tilbage fra den ude af sig selv og vidste nu hverken ud eller ind. Men in­den længe blev han sig bevidst, at dette var den afklaring, også typografien havde så hårdt brug for. Pludseligt var det at kalligra­ Jan Tschichold • 109 fere, at tegne skrift, blevet noget helt underordnet. Fornyelsen måtte ligge i en forenkling af den typografiske disposition. Det satte var vigtigere end skriften. Under indtryk af de abstrakte malere Moholy-Nagy og Lissitzky begyndte Tschichold at arbejde med spændingsforhold og balance mellem ulige vægtgrupper. Symmetrien måtte vige, den var kun en spændetrøje. Og blokskriftens afklarede form, den nye tids skrift, skulle foretrækkes for antikvaen. Gotisk er herefter blot absurd. I oktober 1925, altså 23 år gammel, udsender han i Typo­graphische Mitteilungen et manifest: Elementær Typografi, der omgående gav genlyd viden om. Det understreger klarhed og funk­tion med større hensyntagen til formidling af budskabet. Der doce­res en begrænsning af skriftmulighederne, underforstået: kun gro­tesk, men vel at mærke med samtlige dens varianter: mager, halv­fed, fed, smal og bred. Her var et nyt klaviatur at spille på. Og lige så væsentligt er hans krav om hensyntagen til fotografiet, som hidtil kun havde været tålt i den typografiske komposition. Det var revolution, så det kunne forslå. En ny, afklaret stil, der fjernede alle overflødige ornamenter og overkomplicerede op­stillinger. Den gik som et stormvejr hen over den grafiske verden. Jan Tschicholds navn kom på alles læber. Man var enten for eller Denne plakat viser, hvor­ledes skrift og billede er blevet til en integreret hel­hed. Også her er uomtviste­lige tendenser fra Lissitzky, ikke mindst det rumlige udtryk. imod. Ingen kunne holde sig neutral. Det var en hestekur, men den var nødvendig. Bagefter kan man godt se, at en del var ung­dommelig rigorisme. Men kuren gav hurtige resultater i form af forenkling og afklaring. Tyskere har altid elsket regler. Efter tre års erfaringer kunne han i 1928 udsende Die neue Typographie, der førte hans teser til protokol og blev købt af alle unge typografer, der ville være med på noderne. Hans ideer bredte sig som en løbeild. Imens fortsatte han med selv at arbejde ud fra de nye teorier. En række filmplakater fra denne tid vidner om en umiskendelig indflydelse fra Bauhaus. Men om nogen egentlig tilknytning til denne skole var der aldrig tale. Jan Tschichold var en enspænder, som ikke egnede sig til at være led i en gruppe. Landflygtigheden I 1926 kaldtes han til Meisterschule fur Deutschlands Buch­drucker af selveste Paul Renner, skaberen af Futura, Tysklands nyeste grotesksnit. Og der fungerede han som lærer indtil den dag i 1933, hvor nationalsocialister trængte ind og endevendte hans hus. Han blev sat i varetægtsarrest og fik der at vide, at han ikke længere var ønsket på skolen. Politisk var han nok meget venstre­orienteret, og hertil kom hans kunstneriske teorier, der efter nazi­sternes opfattelse var Entartete Kunst. Tschichold valgte at flygte med sin kone og lille søn. Og fra da af var han pa en made den evige flygtning, med den ydre og indre uro, som dette inde­bærer. Ganske vist overvandt han siden sine aversioner og besøgte både Øst-og Vesttyskland, men han stod alligevel udenfor. Noget i ham var gået i stykker for altid. Vejen gik til Basel. Afstanden var ikke stor, men forskellen be­tydelig. Et nyt grundlag for tilværelsen skulle bygges op. Han blev timelærer på Gewerbeschule, senere suppleret med en halvdags­stilling som tilrettelægger på Birkhåuser, et trykkeri med eget for­lag. Ikke mindst dette betød en omvæltning. Tschichold opdagede straks, at de fleste bogemner ikke kunne løses efter opskriften fra Die neue Typographie. Bruddet med fædrelandet har vel også gjort sit til, at han ønskede at lægge afstand til fortiden. Den kom nu til at stå for ham som en ungdommelig eskapade, han direkte ønskede at afsværge. Men afklaringen og forenklingen fulgte med over i den antikvatypografi, der blev resultatet: valg af sa fa gra­der som muligt til større opstillinger, udnyttelse af samtlige mulig­heder inden for den enkelte skriftgrad, det rette spring mellem gra­derne og endelig hensyntagen til det åbne rum omkring skriftgrup­ Jan Tschichold • 111 Samtlige Tschicholds lære­ bøger er instruktive og stærkt pædagogiske. Med tysk grundighed fastslås, hvad man kan og ikke kan. I hele sit liv var denne foregangsmand kategorisk til det yderste. 6rundrcgcln iibcr Gperrcn unO T^ueglcicben Das harmonischc Wortbild, das hcifit der rhythmische Zusammen­hang der Buchstaben, ist fiir die Leserlidikeit und Sch5nheit einer Sdirift von gruGcer Wichtigkeit. Man kann die Buchstaben, wc es auch sei, keineswegs beliebig dicht oder weit auseinander setzen. annehmen annehmen f.JUchliØ. l.Jalsd} (ureil Øcsperrt). * Die Xleinbinljsltiben (die Gemeinen) miissen eine Distanz von­ emander aufweisen, die optisch nahezu dem Abstand der zwei Senkrechten im n gleichkommt (Beispiel 2 und 3). Die Gemeinen des Sctzkastens ergeben in der Regel das richtig ausgegPchene Wortbild, obne dafl man etwas dazu tun mufi (wie das Beispiel 1 oben zeigt). Die Gemeinen durfen niemals gesperrt werden, da sonst das Wortbild zerrissen wird (Beispiel 2). NONNE NONNE 3. Jalsch(zti enø). 4. Xichtiø. IMPERATOR IMPERATOR 5. Talscb Cm enø, 6. Richhø. uuøleidje Zivischentdinne). Ganz ånders mufi man mit den Qroflbuchslaben (den Versalien) verfahren. Diese diirfen niemals einfach didit aneinandergereiht werden wie die Kleinbudistaben, obwohl das leider håufig genug geschieht. Es entsteht sonst ein viel zu didites, sdiwer lesbares l-iniengewirr mit unterschiedlidien Buchstabenzwisdienraumen,­aufierdem wirken die Innenflåchen der breiten Buchstaben (etwa O, H, U) wieLocher (Beispiel 3). Ferner lassen sidi in diesem Falle Buchstaben wie A(L,V und garBuchstabenfolgen wie LA, RA nicht mehr einwandfrei einordnen. Diese Buchstaben erzeugen fiihlbare rhythmische, beim Lesen storende Liidcen. Die alten Romer, die 6-83 perne var direkte overført fra hans tidligere program, nu blot gen­ nemført symmetrisk. Arbejdet i trykkeriet blev forbedret ved indførelse af nye hus­regler, der dekreterede små, ensartede ordmellemrum, og andre krav til satsfremstillingen, som var baseret på et grundigt studium af de bedste traditioner. Tschicholds tilværelse var økonomisk set yderst pauver. Det var Tschicholds nye ePoke ham saledes ikke tilladt at supplere sine indtægter ved privatarbej-de, undtagen det at skrive. Men det gjorde han så. Herved kom han til at fylde væsentlige huller i den typografiske litteratur, ele­mentære bøger, der meget pædagogisk gennemgår praktik og den historiske baggrund. Det er vanskeligt stof bragt på enkel og let­fattelig form. I 1935 kom Typographische Gestaltung, i 1941 Ge­schichte der Schrift in Bildern og i 1942 Schrijtkunde, Schreib­ubungen und Skizzieren. Tilsammen danner de et sammenhæn­gende elementært grundlag for enhver, der vil beskæftige sig med typografi. Og i virkeligheden bekræfter de, at der intet nyt er un­der solen. Det bedste fra fortiden har stadig levedygtighed, men * » '\f*'-< >•. • \ar^ha DES LU1GI DA PORTO kk^K ^k;'k^K CESCHICHTE ^P I«jl VON ROMEO UND JOL1A HAFIS '\?irs:%K «>• «« S AA1M tt'NG B IR KHXtJSK« ;tn XK A^AI^ E1NE ?iK~r, ^ ^K.^ KFK^K "K^KJ^K^K ri SAMMLUNG PERSISCHER CED1CHTE )AiS)JiS\t)S\ii*'\tiS\tCUiOi ^ VON GEORG FRIEDRICH DAUMER \t^)A)rA}:)4u:\i^u^\t^^u^)A^u^\(i/ pryj*rj^rs;(r^K^KStKFK?tKJ*K^KXK 3 BtRKHÅL BASEL *ti/'s*(&i' -**«>. At* "ti^ Ai»**()* *ii-* *ii* wJJ* ;^rN/^rs;-;n^rv^r ^rK ~ir.^KTik J^K ftK%K~K ~K~'rs*K*K $K;tKXK^K^K;tK^K^K^K ^r,j*K'tr. *ii* ~t)* *tln. tik ;j;-/^n;?n Omslag og titel­skal påny og påny genopdages. Det var Tschicholds nye epoke, der side fra det herved blev indledt. på følgende side Allerede i 1935 havde Tschichold forbindelse med Danmark. omtalte klassiker­ bibliotek. Typograferne Henry Thejls og Svend Johansen havde fulgt ham fra begyndelsen og inviterede ham til et besøg i København, hvor han holdt foredrag. Man var i visse yngre grupper stærkt optaget af hans teorier, som Fagskolen dog anså for aldeles ubrugelige. Initiativet viser, hvor vågne man herhjemme var over for det nye­ste i udlandet. Også her var der pionerer, der kæmpede på barri­kaderne. 1937 udkom Funktionel Typografi trykt pa Det Berling­ ske Bogtrykkeri og oversat af Charles Moegreen. I 1942 fik han omsider borgerret i Basel. Det gav tryghed midt under krigen. Arbejdet på Birkhåuser fortsatte med en lang række bogopgaver, blandt andet en klassikerserie af sa høj kvalitet, at Oliver Simon på Curwen Press, en af Englands fineste kendere, i sit forord til tidsskriftet Signature for 194^ kunne skrive: »Den typografiske kunst har i de store lande ikke ligget helt stille under Jan Tschichold • 113 Erfaringerne fra Schweiz blev overført til Penguin Books. Pelican-serien fik i løbet af kort tid nyt omslag, mens det kendte, orangefarvede tvær­stribede Penguin-omslag måtte vente. ERIC NEWTON European Painting and Sculpture A short account of the development of the Fine arts, and In particular of painting in Europe from the earllest | times to the present day krigen, men det er dog i neutrale områder som Sverige og Schweiz, at traditionen bedst har vist sig levedygtig. Særligt må man pege på det smukke klassikerbibliotek, som Jan Tschichold har tilrette­lagt for Birkhauser i Basel. Dets rimelige pris, landets indbyggertal taget i betragtning, må kunne tjene som inspiration for bogtryk­kere og forlæggere i de lande, der nu skal producere store oplag til et bredt publikum og til en billig penge, men alligevel af den standard, der var almindelig før krigen.« Kun få vidste, at disse linier blev skrevet kort efter det besøg, som Simon sammen med forlæggeren Allen Lane i privatmaskine aflagde hos Tschichold i Schweiz. Allen Lane havde i 1935 startet Penguin Books, som i løbet af få år var blevet en succes og havde gjort billigbogen til en institution i England. Krigen nedsatte na­turligvis både papir-og trykkvalitet. Men allerede inden dens af­slutning begyndte Allen Lane at forberede sig på en omlægning af bøgernes design, så de kunne blive det bedst opnåelige i masse­produktion. Hans grundsynspunkt både for indhold og ydre var, at det bedste ikke var for godt til de mange, en holdning der sta­dig præger Penguin, også efter Sir Allens død. Allen Lane blev, mens tid var, adlet for sine fortjenester. Allen Lane forelagde sine planer for Oliver Simon, og sammen blev de enige om at mode Tschichold. Resultatet blev en kon­trakt, hvorefter denne skulle begynde i London i 1947. Penguin Books Engelsk bogtryk, det engang så forbilledlige, led endnu efter kri­gens vanskeligheder, men også af en længere periode med dårlig håndværksuddannelse. Tschichold skulle påny begynde forfra. Han dekreterede straks en oversættelse af sine satsregler, der imidlertid blev modtaget særdeles unådigt på de mange bogtrykkerier, som rundt omkring i England arbejdede for Penguin Books. Skulle en tilløbende udlænding begynde at lære dem typografi? Der stod ikke samme gny om hans navn på den anden side Kanalen som på Kontinentet. Men man bøjede sig for forlagets krav, selv om det adskillige steder skete under protest. Det havde Tschichold al­drig været ude for. Han opdagede hurtigt, at England var ander­ledes end det, han havde været vant til. Det næste skridt var ændring af papirfarven fra den grå, avis­papiragtige til en gultonet nuance, der dels fik papiret til at se dyrere ud, dels fremmede læseligheden betydeligt. I 1948 søgte jeg til London for at lære mere. Jeg vidste om Tschicholds ansættelse, men vovede end ikke at aflægge denne typografiske konge et besøg. Ved skæbnens gunst traf jeg imidler­tid en mand, der introducerede mig, og således gik det til, at jeg en skønne formiddag befandt mig ansigt til ansigt med en lille, rund, næsten mandarinlignende mand på Penguin Books, et godt stykke uden for Londons City, nær Heathrow Airport. Han minde­des sine dage i København i trediverne, så mine arbejder og spurg­te til sidst, om jeg kunne tænke mig at blive hans assistent? I halvandet år fik jeg herefter på allernærmeste hånd lov til at følge Jan Tschicholds arbejde på Penguin. Vi sad i samme lille rum. Han kunne kontrollere det, jeg arbejdede med, og jeg kunne få et indblik i hans arbejdsmetoder og teorier. Mange løsninger, der var selvfølgelige for ham, forstod jeg først siden hen, efter de historiske studier han satte mig på sporet af. Men han var aldrig bange for at bruge tid til direkte undervisning, blandt andet til en omlægning af min håndskrift. Mon han ikke følte sig som sin egen lærer, Delitsch, engangi tyvernes Tyskland? Meget arbejde var naturligvis rutine. Det kunne ikke være an­ Jan Tschichold • 115 127 In the oU age blaclt was not counteéfair, Or if it were il bore nol beauty's nante : But now is blaclt Beauty's successive heir, And Beauty slander'd with a bastard shame, Fer since each hatid hath put on Nature's power, Fatring thefoul with Art'sfalse borrow'dface, Siveet Beauty hath no name, no holy bowcr. But is profan'd, if not lives in disgrace. Therefore my Mistress' eyes are råven blaclt, Her eyes so suited, and ih ry mourners seem. At such who not bornfair no beauty laclt, Sland'ring Creation with a false esteem, Yet so they mourn becoming of their woe, That every tongue says Beauty should look so. 128 Flow oft when thou my music music play'st. Upon that blessed wood whose motion sounds With thy sweetfingers when thou gently sway'st, The wiry concord that mine ear confounds. Do I envy those jacks that nimble leap, To Itiss the tender in word of thy hand, Whilst my poor lips which should that harvest reap, At the wood's boldness by thee blushing stand. To be so ticltled they would change their state, And situation with those danclng chips, O'er whom thy fingers wallt with gentle gait, Malting dead wood more bless'd than living hps: Since saucy jacks so happy are in this. Give them thy fingers, me thy hps lo kiss. Ud over det daglige rutinearbejde blev der tid til løsning af specielle opgaver, som f.eks. en komplet Shakespeare-serie. Adskillige titelblade blev udfort efter visse standard-regler for at spare tid i den store produktion. The Second Part of Henry the Fourth Editcd by G. B.Harrison I' E NGU I N BOOK S VIRGINIA WOOLF A Room of One's Own det, når formatet var standardiseret. Men man kunne introducere nye skrifter i bøgerne, altid Monotype: Bembo, Garamond, Grand­jon, Baskerville og mange andre, et sortiment af det arsenal, Stan­ley Morison havde genskabt på grundlag af fortidens bedste snit. Dennes egen skrift. Times New Roman, benyttedes derimod sjæld­nere, og da udelukkende til faglitteratur. Ud over den mere dagligdags produktion blev der anledning til at kæle for særlige bøger, ikke mindst i den illustrerede King Penguin serie, der var anlagt med Insel Biicherei som forbillede. Den kom blandt andet til at rumme Alfred Fairbanks A Book of Scripts. Men også en serie børnebøger i dobbelt format stillede større krav til tilrettelægningen. Hvert år produceredes langt over 200 titler, og selv om meget kunne klares på rygmarven, blev hver eneste bogside gennemgået, titler og omslag omhyggeligt skitseret, selv når der var tale om typeløsninger. Penguin Books blev herved omlagt netop ud fra de inspirerende krav, Oliver Simon havde omtalt i 1946: masseproducerede brugs­genstande til en billig penge, men af høj kvalitet. Ofte var det dog vanskeligt for folk ude fra at kunne værdsætte resultaterne. Var der noget mærkværdigt ved de nye udgaver? Indtil vi fandt på at gemme eksempler på tidligere oplag til sammenligning. Tschicholds design var så anonym, at man knapt lagde mærke til den, og noget mere anerkendende kan vel næppe siges om bøger beregnet til kon­tinuerlig læsning. Klimaks Denne periode var klimaks på Tschicholds anden epoke. Også her kom han til på rette tid, og det var opgaven, der havde om­fang og effekt passende til hans format. Her fik han prøvet sin teori om det bedste fra fortiden omplantet til en industriel nutid, hvis omfang ikke fandtes større i denne verden. Sin første epoke afskrev han konsekvent, og dog oplevede jeg én gang, at en bog om moderne maleri i tværformat og med et væld af forskellige billedstørrelser stillede krav om en asymmetrisk løsning. Her optrådte den gamle cirkushest på hjemmebane. Op­slag efter opslag blev skabt med en selvfølgelighed, som jeg først langt senere kunne værdsætte ogforstå. Men det var lærerigt. Tschichold forfulgte ensidigt sine mål. Det gav ham styrke kun at have ét sæt teorier. Intet andet kom nogensinde på tale, eksiste­rede faktisk ikke. Kun derved kunne han komme igennem med sin sandhed. Men udelukkelsen af andre opfattelser var naturligvis Jan Tschichold • 117 også en svaghed, prisen for at kunne føre en linie til dens yderste konsekvens. I slutningen af 1949 devalueredes det engelske pund og tvang Tschichold til at forlade England, idet hans økonomiske grundlag ikke kunne forbedres tilsvarende. I et kort åremål havde han skabt standards, der viste sig forbilledlige og funktionsdygtige. Og­ så i Danmark ville meget have set anderledes ud, hvis ikke hans teorier var blevet samlet op af en række fagfolk, især på forlags­ området. Den fornyelse, som Gyldendal præsterede i en årrække efter 1955, ville for eksempel have været utænkelig uden Penguin modellen. Tilbage i Schweiz modtog Tschichold tilbud fra Meisterschule Anerkendelsen flir Deutschlands Buchdrucker i Miinchen, hans gamle skole, om at blive dens direktør; men betingelsen var, at han påny skulle skifte nationalitet, hvad han på det bestemteste afslog, skønt op­fordringen naturligvis var et forsøg på at lade fortiden være glemt. I en mellemliggende periode uden fast ansættelse udgives Mei­sterbuch der Schrift, og endelig i 1955 kommer han til det store medicinalfirma Hoffmann-La Roche i Basel, der benytter ham til at tilrettelægge en række prestigetryksager. En retrætepost skabt af velmenende mæcener, der på denne måde ville sørge for, at Tschi­cholds senere år ikke skulle ende i økonomisk ruin, hvilket ville have været dybt tragisk, hans store indsats taget i betragtning. Og nu kom så alle de internationale anerkendelser. American Institute of Graphic Arts' guldmedaille, jurymedvirken i mange sammenhænge, og til det tidligere æresmedlemsskab af Double Crown Club i London føjede sig det franske Société Typographi­que. Et tilbud om gæsteprofessorat ved Yale University forblev ubenyttet. Siden kom den engelske titel Royal Designer for Indu­stry, og endelig fædrelandets hyldest: korresponderende medlem af Deutsche Akademie der Kiinste i Berlin. Siden 1967 boede han så i Berzona omgivet af sine samlinger af bøger og tryksager, blandt andet kinesiske farvetræsnit og euro­pæiske tråde cards. Herfra udgik enkelte fagbøger i nye udgaver og en række faglige artikler, ofte af stærkt polemisk indhold. Tiden søgte nye veje, men for Tschichold var der stadig kun én sandhed: den han havde brugt sit liv til at formidle. Der fandtes intet andet, og hvis det eksisterede, måtte det bekæmpes. Stanley Morison, den anden store skikkelse i vor tids typogra­fiske tilblivelseshistorie, var akademikeren, den lærde forsker, der Kronen på Tschi­ cholds værk blev tegningen af en Sabon-Antiqua Garamond-variant. For første gang i historien blev samme Histoire du livre forbillede benyttet som grundlag for håndsats, liniesats og ABCDEFGHIJKLMNOPQRST Monotype, senere også til Lino-film. abcdefghijklmnopqrstuvwxyz 1234567890 ganske vist udmøntede sin viden i form af de allerede omtalte skriftsnit, men som alligevel kun i et vist omfang beflittede sig med det praktiske. Uden hans forskning ville et væsentligt grundlag imidlertid have manglet. Jan Tschicholds historiske fundament var også omfattende, men hans viden førte ham i mere praktisk retning. Han var den akade­misk arbejdende håndværker. Enøjet, ensidig, forkætret, polemisk, udfordrende, kontroversiel, men ført frem af bevidstheden om, at det budskab han havde at bringe var til gavn for de mange. Selve bogtrykkets idé om det mangfoldiggjorte. I livets hverdag var han ofte en lille mand, mere nøjeregnende end nødvendigt, nærtagende og med flygtningens mistænksomhed. Men i sin gerning, sit anliggende var han stor; ydmyg nok til pany og påny at vogte ikke alene grundsynet, men også den daglige de­talje. Den, som Mark Twain siger, vi skal vinde på. Denne artikel har også været bragt i De grafiske fag. Om Jan Tschicholds Die neue Typographie kan læses en artikel af Erik Dal i Bogvennen 1971-73 P-176. Endvidere henvises til Typographische Monatsblatter, Schweizer Grafische Mitteilungen 4/1972, hvor Tschichold under pseudonym har skrevet en selv­ biografi suppleret af en fyldig bibliografi. Til uddybning af billedmaterialet fra den senere periode kan benyttes Jan Tschichold: I Bogens Tjeneste, Foreningen for Boghaandværk 1951. Den indeholder tillige satsregleme fra Penguin Books.