I dette nummer af Bogvennen bringer vi vor næste dobbeltsidede planche. Denne gang med et udvalg af tyske bogtrykker-og forlægger­mærker fra det 15. og 16. århundrede. Disse bogtrykkermærker er en nydannelse, som op­stod samtidig med bogtrykkerkunstens opda­gelse akkurat som andre nydannelser, for eks­empel titelbladet og indholdsfortegnelsen. Bogtrykkerne var forretningsmænd og havde interesse i at oplyse, hvorfra bogen stammede, og derfor faldt det dem vel tillige naturligt udover deres navn at vedføje deres bomærke, som var blevet godkendt af de offentlige myn­digheder eller af laugets ledende mænd. Skjoldene er de ældste bogtrykkermærker og er muligvis gengivelser af de skilte, som de forretningsdrivende havde hængende på gaden. Det ældste bogtrykkermærke er netop Fust og Schoffers dobbeltskjold i Psalteriet fra 1457. Et andet motiv er „firtallet", som findes i tre af mærkerne. Dette motiv er formodentlig et almindeligt laugssymbol. Det anvendtes for eksempel også af guldsmedene, og der kan være en forbindelse her, da mange bogtrykkere jo oprindelig havde været guldsmede. Pilen med modhager og ålen minder om Aldus' mærke, og mottoet er da også det sam­me „skynd dig langsomt". Feyerabends mærke er et symbol på „ry". Egenolffs er en illustra­tion til Psalmernes bog 51,19, hvor der står „et offer for Gud er et ydmyget hjerte" i mod­sætning til vers 18, hvor der står „Thi i slagt­offer har du ikke behag, og gav jeg dig et brændoffer, vandt jeg dig ikke." Andreas We­chel har en lige så svært forståelig symbolik, som Kilian Hahns er enkel. De medlemmer af Forening for Boghaand­værk, der inden den 1. november 1974 indsen­der frankeret og adresseret svarkuvert til for­eningens kontor i Klarebodeme 10, n15 Ko- Noter oktober 1974 • 53 benhavn K, vil gratis modtage et særtryk af planchen. Bemærk, særtrykket måler 26x33 cm og vejer -portomæssigt -mellem 100 og 250 g, hvis De indsender „afstivet" kuvert. SSH Jan Tschichold død I en fjern landsby i Schweiz er en af vor tids største bogtilrettelæggere død. Jan Tschichold blev 72 år. Mange bliver berømte på at danne grund­laget for én epoke. Tschichold fik lykke til at skabe to. Først oprydningen i mellemkrigstidens tyske ukrudtsmark på typografiens område. Rigori­stisk anvendelse af blokskrift; regler for balan­ce og kontrast hentet fra tidens avancerede, frie kunstnere. Trods enegænger føltes han som eksponent for Bauhaus, uden direkte at være knyttet til dette center for nytænkning på designområdet. Flugten til Schweiz i 1933, og opbygningen af en ny tilværelse, hvor bogen kom i centrum: en renset antikva-typografi; en moderat, men afklaret formgivning. Og efter krigen kaldel­sen til Penguin Books, hvor hans anden epoke, den klassiske, blev afsluttet. Det var 1947-50. Et kort åremål, men med lang efterklang. Siden hørte man kun lidt til ham. Han skrev af og til. Han tegnede Sabon, en Garamond­variant, der vidner om grundige studier og stor formsans. Men ellers blev det en stille hæderstid. AIGA's' guldmedalje, Royal De­signer øf Industry og meget mere. Fortjent. Personlig var han en flygtningeskæbne, der søgte fordybelsen og ensomheden for ikke at blive rødløs. Søgte også æren, skønt den kom helt af sig selv. Men resultaterne -hvad har de ikke betydet for to generationer af bogstav­folk, tilrettelæggere, bogtrykkere? Skønt Jan Tschichold afsvor sin første peri­ode og lagde hele vægten på den sidste, var der dog en sammenhæng mellem de to: klar­hed, logik, enkelhed. Den inteligente brug af 54 • Noter oktober 1974 bogstavet. Han viste os, at visse regler er evigt gyldige. Trods tidens skiftende moder. Han var allerede i levende live en klassiker. Erik Ellegaard Frederiksen Bomærkekonkurrencen Et svar til Hans Andersen I Bogvennen 1974-76 nr. 1 har redaktør Hans Andersen, Jyllandsposten, skrevet et indlæg om Forening for Boghaandværks bomærkekonkur­rence, som giver mig anledning til nogle be­mærkninger. Det går som en rød tråd gennem redaktør Hans Andersens indlæg, at han ikke kan lide design og designere, og han skriver, at det eksisterende bomærke med stedmoder­blomsterne „bærer tydeligt præg af at stamme fra skønvirketiden, hvor man ikke kendte til design". I skønvirketiden kendte man ikke ordet de­sign, men begrebet er langt ældre end fra dengang, da Aldus Manutius lavede sit berømte bomærke med ankeret og delfinen, der er et af alle tiders mest fremragende eksempel på gra­fisk design. Personligt finder jeg, at det er noget posi­tivt, at offentlige og private virksomheder for­søger at gøre tilværelsen smukkere for os gen­nem en bedre offentlig design, således som det kommer til udtryk i bogen Offentlig Design af Christian Ejlers, Erik Ellegaard Frederiksen og Niels Kryger. Allerede da Steen Eiler Rasmussens bog om London kom i begyndelsen af øorne og han fremhævede Underground's bestræbelser på at gennemføre en bedre udformning af dets gra­fiske arbejder, var vi mange der håbede på, at andre ville følge Underground's eksempel. Det er nu sket, og det må hilses med glæde. At så resultaterne ikke altid svarer til anstren­gelserne er en anden sag. At redaktør Hans Andersen ikke kan lide design må jo blive hans egen sag, men så er det forunderligt, at han interesserer sig for Forening for Boghaandværk. I § 2 i Forenin­gens vedtægter står der: Foreningens formål er at skabe inter­esse for og udbrede kendskab til bogens fremstilling samt at hæve niveauet for og skærpe fordringerne til bogens form og funktion. Foreningens formål er altså bl.a. at forbedre bogens form. Hvis man ikke kan lide ordet design, kan man jo bruge ordet formgivning eller udformning eller hvad man nu foretræk­ker; meningen forbliver dog den samme. Hvad angår den konkrete sag, så er For­ening for Boghaandværks nuværende bomærke hverken fugl eller fisk. For det første er der ingen der begriber symbolikken i de to sted­moderblomster: bogtryk og bogbind var nem­lig de to eneste former for boghåndværk, der fandtes på Tegners tid. Derfor mangler repro­duktion og offset. Rammen omkring stedmo­derblomsterne er ikke den originale, som man i 5oeme måtte kassere, men udført af Erik Ellegaard Frederiksen, som en midlertidig løs­ning. Det er klart, at ingen ville have forsøgt at finde et nyt bomærke til Foreningen, hvis det eksisterende havde været et fremragende eks­empel på sin tids kunnen, som for eksempel Oxford University Press' bomærke, der er et glimrende stykke design fra 1600-tallet. Så­danne kvaliteter har Forening for Boghaand­værks bomærke desværre ikke, og kunne man finde frem til et bomærke, der på en gang var moderne og tidløst og som repræsenterede det bedste i vor tids grafiske kunnen, ville meget være vundet. Når Foreningen meddelte de tre præmie­vindere, at man ikke agter at anvende nogen af de vindende projekter i deres nuværende form, beror dette netop på, at dommerkomi­teen fandt, at de ikke helt indfriede de for­ventninger, man havde, selv om de hver for sig havde uomtvistelige kvaliteter, der gjorde en præmiering rimelig og naturlig. Det nedsatte udvalg arbejder i øjeblikket videre med sagen, og fremkommer der ikke et forslag som er overbevisende rigtigt, bliver vi indtil videre stående ved det gamle bomærke. Selv om det hverken er fugl eller fisk. Noter oktober 1974 • 55 Forening for Boghaandværks bomærke i den oprindelige version, udfort af Hans Tegner. Bomærket er gengivet efter titelbladet på Bog­vennen 1938-40; i næste bind af Bogvennen hvade man fjernet den yderste skraverede bort, men man kørte i øvrigt videre med bomærket i dets oprindelige tilstand. Senere fjernedes skyerne foroven og borterne med bogtryk og Fund og Forskning i Det kongelige Biblioteks samlinger. XX,7973. Udgivet af Det kongelige Bibliotek, 182 s., illustreret, med English Summaries og Index til Fund og Forskning I-XX, 1954-1973-Kr. 44-, i abonnement kr. 38,-. Det kongelige Bibliotek fejrede sidste år sit 300-års jubilæum, og bibliotekar, mag.art. Knud Bøgh og dermed biblioteket bringer i en stor og spændende artikel en hyldest til dets grundlægger, Frederik III. Efter at det gamle kongelige bibliotek i 1605 var blevet overdraget Universitetsbiblioteket -og 1728 brændte sammen med dette -gik der et halvt hundrede år, før der igen på Københavns slot, takket være Frederik III's initiativ og inter­esse, fandtes samlinger, der fortjente navn af bibliotek, og i efteråret 1673 fuldendtes over­flytningen til den nye bibliotks-og kunstkam­merbygning. Knud Bøgh skriver om Det kongelige Bibli­oteks store sal i den nuværende Rigsarkivbyg­ 3 bogbind, og tilbage blev kun de to stedmoder­blomster som Ellegaard Frederiksen i 1950erne forenklede ogderefter satte ordene Forening for Boghaandværk udenom. Ellegaard Frederiksen opfattede selv sin forenkling af bomærket, der ses i midten, som en midlertidig nødløsning. Til højre ses det forslag, der fik 1. præmie i kon­kurrencen udført af Adam Moltke. Jokum Smith ning, hvorfra man flyttede 1906, således som han også har gjort det i mindre form i „Bog­vennen" (dec. 1973, hæfte 9, s. 257-68). Det er en meget oplysende og kyndig artikel. Bibliotekar Harald Ilsøe har skrevet om hi­storisk censur i Danmark indtil Holberg med særlig henblik på Christen Aarslebs „Frede­rik II's historie", altså på en tid hvor man nid­kært vågede over rigets og monarkens ære, og overlæge ved Rigshospitalet E. Snorrason skri­ver om illustrationerne til Thomas Bartholins anatomiske værker 1641-61, og fører de bed­ste beviser for, at de er stukket af Albert Hael­wegh efter tegninger af Karel v. Mander. Glimrende og spændende illustrationer. Bibli­otekar Ingrid Bentzen skriver om nogle gan­ske ejendommelige kommunikationsproblemer i form af kongelige publikationer 1655-74 fra brødrene Gødes trykkeri; specielt er hun inter­esseret i oplagstallene, som hun prøver at hol­de styr på via trykkeriregningeme. Og endelig skriver professor Bradley R. Dewey fra Penn­sylvania (USA) på engelsk (med dansk resu­mé) om forskellige udenlandske udgaver af 56 • Noter oktober 1974 Søren Kierkegaards „Forførerens Dagbog", ledsaget af et morsomt og talende illustrations­materiale. Som anført ovenfor afsluttes denne 20. år­gang af Fund og Forskning med en komplet index til årgangene I-XX, 1954-1973- ECL Bogvennen 1974-76 Trykningen af den nye treårsperiode er over­draget Philips Bogtryk, mens reproduktionsar­bejdet fortsat udføres af Romanus -Clicheer. Brødskriften er Baskerville, og overskrifter samt marginaler er sat med Univers. Med afslutningen af forrige treårsperiode ophørte serien Monumenta Typographica, som da havde løbet siden 1968, hvor serien indled­tes af „Bogvennen"s nuværende trykker, Ejnar Philip, der skrev en artikel om Nicolas Jenson og hans skrift. Til afløsning af denne serie planlægger redaktionen en række artikler om bogmuseer. Første artikel om Gutenberg-mu­seet bragtes i forrige hæfte. I dette nummer bringes en omtale af Den rosendahlske Bibel­samling i Esbjerg, og i næste hæfte vil vi bringe en omtale af Museo Bodoniano i Parma. Endvidere har vi planer om at fortsætte med at bringe „plancher" med varierende ty­pografisk materiale, således at de gengivne motiver trykkes i naturlig størrelse. Som tilfæl­det var med Thomas Bewick-træsnittene i for­rige hæfte kan medlemmerne få tilsendt et særtryk ved indsendelse af frankeret kuvert. Hvis der blandt læserne skulle være nogle, der har lyst til at redigere en sådan typogra­fisk planche, hører vi meget gerne fra dem. Redaktionens adresse er fortsat; Brolægger­stræde 4, 1211 København K. Red. Hakon Stephensen F. 1900 i København. Uddannet på Køben­havns Tekniske Skole som murersvend, og på Kunstakademiet. Medarbejder hos Poul Hen­ningsen 1923-27, selvstændig arkitektvirksom­hed 1927. Medarbejder på Politiken 1924, chefredaktør 1946-62. Selvstændig arkitekt-og konsulentvirksomhed fra 1962. Hakon Stephensen har igennem årene skre­vet en mængde artikler og anmeldelser samt flere bøger, bl.a. Båden der voksede (1963), Breve fra Åen (1965), Makrelsmeden (1967), Mod et nyt Årtusinde (1967), Gurine (1967), Næste Sommer (1968) og første bind af sine erindringer. Sådan var det (1974). Artiklen om Hallman, Sikker og Ungermann er skrevet specielt til „Bogvennen".