Mere om bøger på skrivemaskine Montageanvisninger og økonomiske overvejelser Af Christian Ejlers og Erik Ellegaard Frederiksen Konstruktion af klumme og sidens beskårne format Rettelse: I forrige artikel side 32, tegning nederst: 80% læs 70%. Planchen: fra "Volumen" af Per Højholt, udk. efterår I Bogvennen 1971-73, hæfte 1 forsøgte vi os med en vej­ ledning i at tænke i mediet: den maskinskrevne bog. I de forløbne tre år er det blevet os klart, at de læsere vi ønskede at henvende os til -"amatørerne", de lejlig­ hedsvise bog-og tryksagsproducenter, undergrundsforlag m.fl. -måske blev ladt i stikken på nogle punkter, hvor en række praktiske og økonomiske problemer meldte sig. I den omtalte artikel, som vi forudsætter bekendt, er vi gået ud fra, at skrivemaskineskrift i de fleste til­ fælde skal formindskes til 70-80 pet. for at være egnet til bogbrug. Udgangspunktet for enspaltet sats vil nor­ malt være en linielængde på 55-60 anslag. Man begynder derfor med at skrive nogle prøvelinier, som i overstørrelse viser linieafstand og gennemsnitlig linielængde, hvorefter man kan regne sig til den formind skede klummebredde. Med denne som udgangspunkt konstruerer man nu det ende lige sideformat og klummens placering på dette: man dan­ ner sig først et omtrentligt indtryk af marginernes stør relse og indbyrdes forhold. Indermarginen er som oftest den mindste, ydermarginen den største, overmarginen mid­ deltallet mellem de to første. I stærkt udnyttede forma­ ter kan de tre afstande gøres lige store. Til sidst be­ stemmes undermarginen, som skal være større end nogen af de øvrige. Herved har man tillige fået angivet bogens omtrentlige klummehøjde. Den nøjagtige højde findes ved at omregne skitsens mål til originalens overstørrelse. Herefter un­ dersøges, hvor mange maskinskrevne linier, der nøjagtigt går op i den søgte klumme. Ved tilbageregning fra origi­ nalen kan man nu på skitsen angive den helt nøjagtige klummehøjde. På samme måde kan man nu ved omregning konstruere hele bogsiden i overstørrelse, herunder marginforhold. Og det er i denne overstørrelse (originalen), vi skal arbejde, indtil nedfotografering finder sted. sidens beskårne format klummetitel, venstreside klummetitel, højreside skrives direkte monteres hjælpestreger til kapiteloverskrift nedrykning klummebredde, højresider klummebredde, venstresider (D •Q. LJ. a(D signal tre linjer fra neden (horeungerI) pagina, ulige pagina, lige trykkes i lyseblå farve Mere om bøger på skrivemaskine Skrivningen På grundlag af denne arbejdstegning kan man nu på­ begynde skrivningen. Allerede under konstruktionen har det vist sig, hvorvidt originalens klumme kan gå ind på højden af et ark. Hvis dette ikke er til­ fældet må man skaffe sig et højere ark, idet hvert ark skal indeholde en hel klumme, da man derved undgår en mængde klippe-og klisterarbejde. Fortrykte ark Ved opgaver af større omfang kan det betale sig at lade fremstille fortrykte ark med streger og oplysning­ er i en svag, lyseblå farve, der ikke reproducerer. På arket er det hensigtsmæssigt at anføre de oplysning­ er og placeringer, der er angivet på tegningen overfor. Petitstof Originalen til udskrivningsarket kan endvidere sup­ pleres med angivelse af klummebredde for eventuelt pe­ titstof, der udskrives med flere anslag end den normale linies. Ved nedfotografering af disse linier til klum­ mens bredde opnås petitvirkningen. Det er praktisk at udskrive alt petitstof samlet, hvorved det kan nedfoto­ graferes under ét. Disse nedfotograferede tekstdele kan nu klippes fra hinanden og monteres på deres plads blandt originalens normallinier. En markering både på 'petit-originalen' og i 'hovedmanuskriptet' vil lette identifikationen ved ombrydning. Disse tekniske anmærk­ ninger fraklippes naturligvis i forbindelse med monta­ gen. Billedtekster kan følge samme fremgangsmåde. Billeder Bøger på skrivemskkine illustreres principielt på samme måde som andre bøger: man har stregillustrationer og fotografiske gengivelser (halvtonereproduktion). Stregtegninger udføres direkte i den anvendte over­ størrelse og indklæbes på originalen. Illustrations­gengivelser ude af mål kræver mellemoptagelse til rette størrelse. Fotos og halvtoneoptagelser indtegnes eller indklæbes på originalen som dækkende flader, der på negativet vil optræde som 'huller'. Den enkelte flades proportioner skal naturligvis svare til beskæringen af det originale forlæg, som bilægges opklæbningen med angivelse af til­ hør. Det overlades således til litografen at slå raster i billedet og montere det i 'hullet' på stregnegativet. Montagen Hvis montagen er ensartet og uden petitstof, stør­ re tabeller og billedmateriale, kan montage så godt som undgås, hvis man under skrivningen er omhyggelig med 27 :/ Tegnebrættet er påklæbet fire styreskinner, der præcist omslutter op­klæbningsarket og er forsynet med fire skrå hjørner, hvori arket kan indstikkes og fastholdes. Hvis man ikke benytter fortrykte ark, kan man på kartonskinnerne anføre de nødvendige hjælpelinier i såvel højde som bredde for både højre-og venstresider. Disse mærker tjener som anlæg for hovedlineal og trekant. Til kontrol af register (dvs. at linierne står nøjagtigt bag på hinanden på hver side af papiret) kan man på den venstre skinne klæbe en strimmel tekstlinier af klum­ mens højde, svarende til originalen. Ensartede afstande kan iøvrigt kontrolleres ved hjælp af en stik­ passer. Skæring af originalmateriale foregår ved hjælp af en skalpel. Husk at holde afstand til det sorte, da skærekanten kan kaste skygger under reproduktionen. Overflødig skrift eller streg kan fjernes med dækhvidt, som fås i tuber til vandig opløsning eller som lak i flygtig fortynding til færdig brug. Ved opklæbning må ikke benyttes vandholdig lim. Større flader dæk­ kes med solution, der er langsomt tørrende og til at begynde med ikke klæber hårdere, end at man kan skubbe det pålimede eller endog helt trække det af. Mere om bøger på skrivemaskine Mindre papirstykker anbringes bedst med celluloselim, der lader sig påføre med præcision og har større bindevne. Denne lim angri­ ber såvel maskinskriften som plasticlinealer og hjælpestregerne på de industrielt fremstillede lysborde; den må derfor anvendes med forsigtighed. Lysbordet kan fås i flere udførelser og størrelser. I grafiske fag­ forretninger kan man købe borde med og uden påtrykt millimeter-tern til vinkelret styring. Da disse borde imidlertid er ret kostbare vil vi her foreslå en primitiv, men effektiv løsning, der især egner sig til mere lejlighedsvis anvendelse. En almindelig glasplade på f.eks. 35 x 40 cm kantes med tape og anbringes på klodser eller æsker. Belysningen består af en matteret mignonpære, hvis fatning fastgøres til en af støtterne, så den er hævet fra bordpladen. Til styring af montagen anbringes på glaspladens overside en sort opstregning af hjælpearket, udført på gennemskinneligt millimeter­ papir. Opklæbningsarket fastholdes ved hjælp af to stykker tape. alle afstande, herunder placering af overskrifter, pagina og eventuel klummetitel, og er opmÆrksom på mulige horeunger. Disse kan blandt andet undgås ved at lade siden stumpe en linie. Ved mere komplicerede opgaver kan et egentligt mon­ tagearbejde ikke undgås. Som grundlag herfor benyttes de samme fortrykte ark, som er anvendt ved udskrivning­ en af den skære tekst, hvorved de blå hjælpestreger nu kan udnyttes til styring af montagen. Da det imidlertid er umuligt at opklæbe tekst-og billedmateriale tilstrækkeligt nøjagtigt alene ved hjælp af de blå linier, er det nødvendigt at bruge en­ ten hovedlineal og vinkel i forbindelse med tegnebrædt, eller et lysbord med millimeterpapir. Begge fremgangs­ måder er beskrevet i billedteksterne på de to foregående sider. Som allerede fremhævet i vor forrige artikel har den typografiske skrift en række fortrin frem for skrive­ maskinens type, fordele som ikke alene er af æstetisk og læsemæssig art, men som tillige har betydning i det økonomiske valg mellem de to produktionsformer: selv nedfotograferet skrivemaskineskrift fylder på grund af sin bredde ca. 20 pet. mere end tilsvarende typogra­ fisk sats. Heraf følger større omkostninger til papir, trykning og indbinding, udgifter som skal hentes hjem gennem besparelse i satsleddet. En sådan billiggørelse vil f.eks.foreligge, når forfatteren selv kan forestå en tilstrækkelig nøjag­ tig renskrivning af sit manuskript, der følger prin­ cipper svarende til denne og foregående artikel. Det­ te kræver en omhyggelig planlægning samt god tid og en del rutine. Men hvis manuskriptet er ukompliceret og alligevel fordrer renskrivning, er det værd at overveje, om man ikke skulle præstere den ekstra ulej­ lighed det vil være at gøre det reproducerbart. Det er i den forbindelse nyttigt ar vide, at en dygtig maskinskriver yder 15.000 anslag i timen. Bøger på skrivemaskine er derfor kun rentable, når man i det væsentlige kan se bort fra omkostningerne ved skrivning og montage. Denne fordel er dog maske i skrivende stund svækket noget, da det forøgede pa­ pirforbrug ved denne produktionsform vil have mærkbare Om horeunger; se Bogvennen 1971-73 side 195 ff. Svigter typografernes kønsmoral ? Økonomiske overvejelser Se illustration overfor Mere om bøger på skrivemaskine a. EF'S nuværende apparat kan ikke frembringe grundliggende forandringer. Det samme kan med nogenlunde stor sikkerhed siges om de fleste bureaukratiske systemer, men det gælder i sær­lig grad i dette tilfælde. Det nuværende apparat er i så høj grad præget af Kommissionen, på grund af dennes ekspertise, størrelse og ret til at tage initiativer, og af Ministerrådet, at man i høj grad kan betragte disse to instanser som udtryk for EF som helhed. Europaparlamentet har langt mindre betydning i praksis (om ikke på papiret), og sådan vil det sikkert være i lang tid fremover. Et vigtigt træk ved Kommissionen er dens isolerede status i forhold til det almindelige samfundsliv, som det former sig i medlemslandene. På sin vis er dens medlemmer ikke an­svarlige over for nogen, de er ikke udsat for kraftig opposition fra et parti eller et parlament, de er ikke under pres, og der er ingen studentergrupper eller andre ungdomsgrupper, der modar­bejder dem. De står kim i forbindelse med det daglige sam­fundsliv gennem deres snævre kanal i Ministerrådet, som de til­syneladende kun har slet dulgt foragt tilovers for, og gennem det kunstige liv i det kommercialiserede Bruxelles. De er ikke engang, som andre bureaukrater, udsat for særlig meget indirekte pres. For en udenforstående [14] er det en bemærkelsesværdig konsekvens heraf, at Kommissionens medlemmer bliver yderst forbavsede, når de bliver udsat for kritik, og at de slet ikke har øvelse i at klare -ja, til og med forstå — kritik. Få bureau­krater synes at holde så lidt af kritik som eurokfateme. Mange af dem er sikkert oprigtigt overbevist om, at det, de foretager sig, er noget rent teknisk, og deres isolering fra den almindelige dagligdag har tilsyneladende grundigt vaccineret dem imod at forstå, hvor dybt politisk alt, hvad de gør, virker på en uden­forstående. For eurokraterne er kritikken udefra »politiske og ligefrem »følelsesladetc [15], i modsætning til den »neutrale«, teknokratiske eurokrat. Selv de mest velkendte indvendinger, som når man betvivler bruttonationalproduktets værdi som indikator for udviklingen, eller tvivler på gyldigheden af teorien om, at en udvikling, der begynder foroven, før eller siden vil nå ned til bunden af samfundet, kommer tilsyneladende bag på dem. En­hver politiker, ja selv enhver bureaukrat, der har fulgt med i debatten i slutningen af tresserne, vil have lagt mærke til, at med hensyn til udviklingsspørgsmålet findes der ingen sandheder, som ikke kan anfægtes. 152 logi "De stred for fædrelandet" (Oni sraSilis* za rddinu). Den stræber, så vidt man kan skønne ud fra disse kapitler og nogle få udvidelser fra SOrne, mod symbolsk at omslut­ te hele sovjetfolkets krigsindsats gennem repræsentative hovedpersoner: en arbejder, en kolkhozbonde, et medlem af intelligensen. En fortsættelse er dog endnu ikke kommet, og alt tyder på, at Sdlochov er kørt fast i det vældiqe projekt. Til gengæld er hans tanke om at skrive en reali­ stisk historie, der samtidig kunne stå som monument over det sovjetiske folks ukuelighed, blevet realiseret 1 for­ tællingen En mands skæbne (Sud'bi Celovéka, 1956). Som ho­ vedperson valgte Sdlochov ikke en ordensprydet idealhelt, men en almindelig, menig chauffør, og lod ham selv med passende mandig lavmælthed berette om sine hårrejsende prøvelser under krigen, specielt som tysk krigsfange. Her­ ved skabte Sdlochov ikke blot en bevægende myte om den in­ dre styrke hos det russiske menneske, hvis karakter var formet i sovjetperioden, men han brød også et af krigslit­teraturens tabuejr: officielt var de hjemvendte fanger læn­ ge blevet betragtet som en slags landsforrædere, der ikke De følgende års krigslitteratur bragte en markant genop­llvelse af Nekrisovs metode med dens koncentration om kri­ gens brutale hverdag og dens bevidste indsnævring af per­ spektivet. De væsentligste navne er Grig6rij Baklånov (f. 1923) og Jxlrij Bdndarev, begge krigsveteraner, som havde fået en litterær skoling på G6r'kijinstituttet i Moskva under bl.a. Paustdvskijs vejledning. Baklinov skildrede t En fodsbred jord (Pjad' zemli, 1959) det hårdnakkede for­ svar af et brohoved ved Dnestr-floden i 1944, set med en ung artilleriløjtnants øjne. De ekstreme forhold bliver en prøve for folks karakter -kujoner, egoister, bureau­ krater blotter sig> men også urimeligheder i systemet træ­ der frem, specielt de militære straffereglers mekaniske grusomhed. -Bdndarev anbringer i "De sidste salver" (Poslédnie zålpy, 1959) ligeledes sine soldater i en y­derst tilspidset situation. Handlingen er koncentreret om et sovjetisk batteris to dage lange kamp for at holde en vej i Karpaterne og derved afskære en større tysk styrke 9/11 Times 70% skrivemaskineskrift 41 linier å 63 enheder = 39 linier å 55 enheder = 2585 enheder 2145 enheder økonomiske konsekvenser, tiltagende med oplagets stør­ relse. Set fra et professionelt, forlagsmæssigt synspunkt er bøger på skrivemaskine kun lønsomme under særlige omstændigheder. Såvel skrivning som montage, omfangs­ forøgelsen samt afskrivning på den elektriske maskine må indkalkuleres i bogens pris. Hertilkommer, at pro­ duktionen inden for forlagets egne rammer kan udgøre en mærkbar, administrativ belastning. Vi mener derfor, at den her beskrevne produktionsform ikke normalt er konkurrencedygtig overfor bogfremstilling baseret på liniestøbt maskinsats (Lino-og Intertype). Når der ikke desto mindre med fordel fremstilles bøger på skrivemaskine på de 'etablerede' forlag skyl­ des det ofte, at denne fremstillingsmåde med økono­ misk fordel kan erstatte det dyrere Monotype-princip (maskinsats med løse typer), der i Danmark benyttes til bøger af videnskabeligt indhold, hvor brugen af særlige tegn er påkrævet: accenter, fremmede bogstaver, matematiske og andre tegn. Skrivemaskiner med ud­ skifteligt kuglehoved byder ikke alene på forskel­ lige alfabeter (kyrillisk, hebræisk, græsk osv.)/ men har også til de latinske alfateter de nødvendige ac­ center og specialbogstaver. Et særligt kuglehoved indeholder de mest benyttede videnskabelige tegn og symboler. Og hvad kuglehovedet måtte mangle kan ind­ tegnes direkte på originalen med pen og tusch. 3bl4)K5HMflrxPiK aa6(pYTi EHA