Den første store bogillustrations-opgave Jane Muus som bogkunstner Af Jens Fr. Nørhæk Grafikeren Jane Muus er udgået fra Aksel Jørgensens berømte grafiske skole på Kunstakademiet i København. Hun gik her i årene 1936-46, altså i 10 år, og samtidig frekventerede hun også malerskolen. Men det er udelukkende som grafiker, hun er ble­vet kendt. Troligt nok fulgte hun i mesterens fodspor både i emnevalg og teknik. Hun dyrkede som han en social kunstart, valgte sine modeller de steder, hvor mennesker mødtes enten i fri luft eller i det lukkede rum. Hun er dog ikke så saftig i sin skildring af de offentlighedens skyggesider, som Aksel Jørgensen med flid hjemsøgte. Medens han gik i bordellerne og på ølstuerne, skil­drede hun damer på café eller konditori. Men også i teknikken, særlig i raderingen, kunne hun i sine tidlige arbejder minde om Jørgensen, især i de 4 illustrationer hun lavede til Unge Kunstneres Foraarsbog (Carit Andersens For­lag 1942) og særligt i raderingen fra samme år, om end ikke nogen bogillustration, så dog med et emne fra bogens verden, nemlig »Foran antikvariatet«, hvor hun i det ret store blad for første gang beskæftiger sig med noget rent formelt, der senere kom til at betyde meget for hende. Det drejer sig om frisen, der svarer til billedhuggerkunstens relief, og hvor hun lader sine mennesker bevæge sig i en bestemt rytme, vekslende mellem gå­ende og stående, på et ret smalt postament, her fortovet, op mod antikvariatets rektangulære vinduer og butiksskilte. I 1946 fik hun sin første store opgave som bogillustrator, hvor Fischers Forlag bestilte i alt 16 raderinger samt omslag til Char­[es Dickens »Et Julekvad i Prosa«. Bogen, der er oversat af Poul Boisen, er forsynet med indklæbede originalraderinger, og det har give Muus mulighed for, for første gang i en større måle­ stok og i en burlesk stil, der er en side af hendes virkeligheds­ verden, at skildre hverdagsmennesker, her det dickenske per­ songalleri i dets naturlige galskab. Med denne vægtige illustrationsopgave, hvis løsning så af­ gjort var meget lovende, kunne hun derfor året efter rejse til Jens Fr. Nørbæk Paris som fransk statstipendiat, ydermere med endnu en bestil­lingsopgave i lommen. Det var Thorvald Jensen hos Krohns Bogtrykkeri, der foranledigede Det Schønbergske Forlag til at lade Muus illustrere Jules Romains' pariserskildringer. Der er ingen tvivl om, at den måde, hvorpå hun løste den stil­lede opgave, er skelsættende, både for hende selv som kunstner, men også for selve hendes oeuvre. De henved 50 illustrationer veksler i størrelser fra d^n helt lille vignet til helsideillustrationen. Charles Dickens: Et julekvad i prosa, Scrooge synker på knæ foran genfærdet. Trykkets størrelse m. pladerand 162X110 mm. Radering Jules Romains: Paris, kapitlet »Der er lys i alle butikker«, Kvinde på café, 154X110 mm. Træsnit. i n ••m •n 111• llll ••••••B11'••llllffl1IIIRflrviiBBaalllÉI • I I Im•11• li e r »••• I,::; • mimi i II III ••••jjgttM'llil11'! 1^25 IliilS j'.ini'; i mi lu i i i in "" ""iim 11•i l ( i ai11 •".! j;•11• ii i ri • 911• siu'^ ;}}!!i il.lVl -iiiiii'If 'Z'.l 1.11 ' 111 "• 1 I nii i;ii ill -Mii1 1 ! ::••• ii iim Men samtidig veksler den også teknisk. Hun anvender i stor ud­strækning xylografien, hvortil der bruges endetræ, og dette gi­ver hende mulighed for at indlægge rent maleriske effekter i træ­snittet. Hun kan uden vanskelighed gøre brug af krydsskrave­ringen, noget det egentlige træsnit på sidetræ ikke levner mulig­hed for. Imidlertid, det at hun kan anvende xylografiens mulig­heder, gør også, at hun går ud over træsnittets egentlige udtryk og forfalder til benyttelsen af rent tegnede illustrationer. Jens Fr. Nørbæk I Paris gik hun på André Lhote's skole, hvor hun malede og André Lhote's fu1gte hans analyser af hendes maleri med megen interesse, lærte skole i Paris at koncentrere sig om selve billedfladen på bekostning af rum­ met. Under dette ophold frigør hun sig for læremesterens bånd. Hun opdager Paris, ser kvartererne med helt nye og friske øjne, ser de omgivelser, hvori hun færdes. Hun siger selv, at hun un­ der et pariserophold fortrinsvis koncentrerer sig om et enkelt torv, hvor hun tager skitser, der hjemme overføres til træpladen. Et typisk parisisk torv, helt i Romains' ånd, gjort eftermid­ dagstom ved hjælp af et par ældre mennesker ude i højre side af træsnittet, har hun skildret til kapitlet »Paris klokken fem om eftermiddagen«, hvor husene i de to udmundende gaders forløb er et perspektiv, hun senere anvender i stor udstrækning. Helt suverænt fremtræder grafikeren i helsideillustrationen til kapitlet »Der er lys i alle butikker« (side 75), kvinde på kafé. I hendes produktion indtil nu må dette blad betegnes som et ho­ vedværk. Det forestiller en ung kvinde i halvfigur, siddende ved et cafébord, med hovedet støttet i den ene hånd, den anden leger med et glas vin. Bordets cirkulære form ekkoer ud i hattens elip­ seform, og kulminerer i ansigtets ægoval. Den rolige rytme i billedet skabes ved hjælp af de nævnte cirkulære former, der spiller op mod stolryggens vandrette ryglæn, forstærket yderli­ gere af vekselvirkningen mellem den på bordet hvilende under­ arm og den lodrette arm, der støtter hovedet. Scener af Adam Homo, 1956 Allerede nu interesserede hun sig for et bestemt emne, måske ikke særligt påfaldende set i forhold til andet, hun gennem årene har lavet, men dog karakteristisk nok til at det her skal drages frem. Det er den dramatiske kamp mellem to mennesker. I en slutvignet i Jules Romains' bog skildrer hun en voldsom elskovs­ kamp, men allerede i 1943 har hun i to træsnit skildret et »Slags­ mål«, råt og brutalt. Senere støder vi igen på en dramatisk kamp, mellem to kvinder, i et træsnit fra Adam Homo-illustrationerne, der slutter af med, i et andet snit, at en kvinde jager en mand med en kniv. Så går der nogle år, inden temaet igen dukker op, denne gang i et blad med titlen »Catch« (1967). 1951 illustrerede hun til K. F. Plesners »Det land Utopien«, hvortil hun også lavede kassette og omslag, med rosengrene i sort tryk på lilla bund (privat tryk). Der følger derefter nogle bogomslag, bl.a. til Hans Lyngby Jensen: »Haabet« (Gyldendal 1953), et felt hun tog op igen her i '50erne. Det er skåret i pære­ træ og trykt på fyrretræ, hvor træets årer bruges som mønster i den orangefarvede bund med illustration af en liggende mand, og på ryggen en gren i sortgrøn. I 1953 følger et bogomslag til Par Lagerkvist »Barabbas«, med en siddende, nedbøjet mand på blom­meforvet bund og den tidlige kristendoms hemmelige tegn, fisken, på bogryggen. Inden hun blev færdig med sit indtil dato mest ambitiøse værk, hvortil hun havde forberedt sig en del år, lavede hun i 1954 omslag og to træsnit til Tage Voss: »Dødens ansigter«. n)a hun og Gyldendal i 1956 kunne udsende »Scener af Adam Homo« (fortale af F. J. Billeskov Jansen), forsynet med 46 træ­snit og omslag af Muus, var der naturligvis forud herfor gået et intenst forarbejde, ikke alene med at udvælge de afsnit, der i alt kun udgør en fjerdedel af Paludan-Miillers værk, men også med at finde motiver, der passede til den udvalgte tekst. Men man mærker i det endelige resultat ikke noget til dette research­arbejde: Hele bogen virker behageligt afslappet og harmonisk. Muus behersker her overlegent sit materiale, både bog og jern. Hun har formået at genskabe digterens sarkasme over parve­nuens forhold til de da herskende klasser og hans endelige ne­derlag, måske dybest set et resultat af Aksel Jørgensens sociale interesse. Hun holder sig distant til emnet, går udenom alle sentimentale detailler, dersom de vil bringe forstyrrelse ind i helheden. Hun Jens Fr. Nørhæk skipper bevidst den rose, som Stine ifølge teksten skal holde i hånden, medens hun ligger på canapéen, beluret af den ind gen­ nem vinduet kravlende Adam. Denne overlegne suverænitet i sin skildring af et emne bibeholder hun i senere arbejder. I hovedparten af sine træsnit har Muus skildret mennesket i dets givne situation, således som den foreligger fra forfatterens hånd. Yderst sjældent skaber hun billeder af et landskab for det­ tes egen skyld. I »Adam Homo« er der et enkelt i første sang, men ellers møder vi kun den natur, der omgiver hendes menne­ sker. Set i sin helhed er denne specielle udgave af »Adam Homo« det hidtil mest ambitiøse, men også mest helstøbte illustrationsværk fra Muus hånd. Året efter den store illustrationsopgave, som »Adam Homo« var, snittede hun et af sine betydeligste blade, nemlig den ka­ fr. Paludan-Milller: Scener af Adam Homo, den gamle copist på vej til magistraten, 109X95 mm. Træsnit »-men man kan ikke hinde ånd«, digte fra besættelses­ tiden,tysk soldat, 146X66 mm. Træsnit rakteristiske scene af nogle katolske præster, der med tilbage­lænede, tonsurerede hoveder og iført deres sorte, lange dragter studerer loftet i Det sixtinske Kapel. Hun nåede samme år også at komme til Spanien, hvor hun i Almunecar tog nogle blyantskitser, der blev publiceret i Hvede­korn (1958/nr. 4). Jane Muus har i sine bogillustrationer og i sit motiv i øvrigt flere gange dyrket besættelsestiden 1940-45 og tiden umiddel­ Jens Fr. Nørbæk bart derefter. I 1945 skar hun to forskellige blade med titlen »Stikker hentes i nr. 3«, hvoraf det ene indgik som hendes bi­ drag til en mappe til fordel for modstandsbevægelsen. Heri fik hun lejlighed til at dyrke sit yndlingstema, gadens perspektiv, og de mennesker, der bevæger sig heri. Bladet er uden horisont, hele handlingen foregår trods gaden i et lukket billedrum. Selve besættelsestiden kom hun først til at beskæftige sig med i 1964, da Grafisk Forlag bad hende lave omslag og 9 træsnit til »-men man kan ikke binde ånd«, digte fra besættelsestiden, udvalgt af Jens Schoustrup Thomsen. Blandt digtene har hun valgt at anskueliggøre Poul Henningsens dobbeltbundede. Man binder os på mund og hånd, der også har lagt titel til publika­ tionen. I sig selv er dette en vanskelig opgave, hun derved på­ lagde sig, ikke mindst når man tager i betragtning, at hun måtte bryde lanse med en kapacitet som Liva Weel, der for alle tider har signeret netop denne vise med sit resignerede foredrag. Muus har derfor klogeligt foretrukket en nøgtern løsning af illustra­ tionsspørgsmålet, og har valgt at vise et helsides træsnit af en tysk soldat, der skrævende står og gynger med sit gevær i den ene hånd. Muus synes selv, at det er svært at sammenarbejde selve Les quatre Diables skrifttypen og de træsnit, hun laver til en given tekst, til en har- og Port-Royal monisk helhed. Dobbeltsvært må det derfor have været for hende sammen med Ejnar Philip at stå for den typografiske tilrettelæg­ ning af Herman Bangs »Les quatre Diables og andre noveller« (Carit Andersens Forlag, 1966). Cirkusmiljøet i titelnovellen har hun skildret mere end udmærket, men det er dog i en anden novelle, vi støder på det helt ypperlige. Det drejer sig om Bangs måske kendteste novelle Irene Holm. Her har Muus blandt an­ det lavet et helt opslag, hvor Irene Holm på den ene side dan­ ser »La Grande Néapolitaine« på afdansningsballet i et snit, der fylder trefjerdedel side, medens der nederst på den anden side er en frise med hende i tre forskellige bevægelsessituationer. Henri Montherlant's religiøse drama »Port-Royal« er oversat til dansk ved Frans Lasson med træsnit af Jane Muus (Poul Kri­ stensen, 1969). Emnet, fordrivelsen af tolv jansenitiske nonner fra det parisiske kloster Port-Royal, har givet skuespillet navn. Det, der har interesseret Muus i dramaet, er den sort-hvide effekt, der løber gennem stykket, ikke blot grafisk set i de to forskellige nonneordners dragter, den ene hvid, den anden sort, strakte fødderne. Hun pegede pi gulvfjælene, der gik ibak­ke og dal, og sagde: -Man er jo ikke vant tilat danse i en cirkus. Sa sagde hun: Ja-lystigheden kan begynde, og talte gan­ske hæst af sindsbevægelse. -Så kommer jeg efter de første ti takter, sagde hun. Jeg gør tegn ...hun gik ind og ventede i lillestuen. Publikum kom ind og stilledesig i en halvkreds, hviskende 0g nysgerrige. Skolelæreren hentede lys fra bordet og stil­lede dem opi vindueskarmene, ligesom til enillumination. Så bankede det på lillestue-døren. 136 Præstefrøkenen begyndte at spille, og alle så mod døren. Efter den tiende takt gik den op, og alle klappede: Frøken Holm dansede med kjolen bunden op med et romersk skærf. Det var »La grande Neapolitaine«. Hun gik på tæerne, og hun svingede. Tilskuerne så be­undrende på fødderne, der gik rapt som et par trommestik­ker. Der blev en klappen, da hun hvilede på ét ben. Hun sagde: Hurtigere -og begyndte at svinge igen. Hun smilede cg vinkede og viftede og viftede. Det blev mer og mer med overkroppen, med armene, det blev mer og mer det mimiske. Hun så ikke tilskuernes ansigt mer -hun åb­nede munden -smilede, viste alle sine tænder (nogle græs­selige tænder), -hun vinkede, agerede, -vidste, følte kun »soloen« — Endelig soloen. Det var ikke længer »La Neapolitaine«. Det var Fenella, Fenella, der knælte, Fenella, der bad -den tragiske Fenella. *37 Herman Bang: Les quatre Diables og andre noveller, Irene Holm danser, opslag. 233X310 mm Træsnit Jane Muus' sidste illustrations­opgave, August Strindberg: Dronning Kristina men hele Montherlants intrige er bygget op over disse farver. Sandhed kæmper mod løgn, tro mod opportunisme, forræderi mod kærlighed. Det er tidligere påpeget, at Muus har været heldig med sine snit og den hertil hørende tekst. Det vil derfor være påkrævet, at henlede opmærksomheden på den smukke og harmonisk ud­formede kolofon med de traditionelle oplysninger om papirets kvalitet, trykkested osv. Nedenunder teksten har hun snittet et næsten kvadratisk billede af en nonne, der på knæ ligger og beder foran et krucifiks, hvis fødder vi lige ser. Mærkeligt nok er hendes sidste store, i november udkomne, illustrationsopgave, også et værk, der omhandler en kvinde. Det drejer sig om August Strindbergs skuespil Kristina, oversat ved Frans Lasson, hvortil hun har lavet en dobbeltillustration af dron­ning Kristina, der går til højmesse i Storkyrkan i Stockholm. Men det mest bemærkelsesværdige snit er et af Kristina, der som Muus siger det, forlader scenen efter at have meddelt statsrådet, at hun vil abdicere. Hun går ud af billedet, uden krone og scepter, som Jens Fr. Nørbæk Henri Montherlant: Port-Royal, knælende nonne, illustration til kolofon, 72X72 mm. Træsnit hun har ladt tilbage i statsrådssalen, men er klædt i en prægtig kjole med opstående, stor krave og folderigt slæb, som man for­ nemmer gynger under Kristinas energiske gang ud mod lyset i den åbentstående dør. Skal man forsøge at indkredse Muus' boggrafik, der retfær- Jane Muus' digvis ikke skal ses som en del for sig selv af hendes store pro- boggrafik duktion, men som en integrerende del af denne, må man tage hendes egne ord om hendes afhængighed af store europæiske gra­ fikere for gode varer. Hun står selvfølgelig i gæld til den moderne xylografis fader, englænderen Thomas Bewick, vel nok mest på det tekniske om­ råde, må man i så fald skynde sig at tilføje, thi hans ynde og lethed er et lukket land for hendes robuste gemyt, dog er der i hendes tidlige produktion, især i Jules Romains-bogen visse træk, der kan minde om den store englænder. På Lhotes skole i Paris lærte hun at opfatte en flade, at ud­ trykke sig præcist, at lave en krum linie, så den virkelig var krum. Det, hun her lærte, førte hun ganske naturligt sammen med Karl Schmidt-Rottlufs udtryksform, hun mestrer som han at forme for eksempel et træ eller en busk, at benytte sig af effektfulde afskæringer, at samle -og det er vel det vigtigste i denne kunstneriske udtryksform-den sorte farve i store menings­ fyldte felter, ud af hvilke den hvide vokser eller aftager i styrke. Jane Muus og de andre danske grafiske bogillustratorer August Strindberg: Dronning Kristina, Kristina til højmesse i Storkyrkan. 198X295 mm Træsnit Det ville være naturligt at sammenligne hende med nulevende danske bogillustratorer. Hun er i sin holdning overfor en given teksts indhold væsensforskellig fra de øvrige kendte bogillustra­torer her til lands, idet hun som bærende element i sit kunstne­riske udtryk lægger stærk vægt på og fremhæver det menneske­lige i en situation. Det er noget, hendes portrætter skåret ad vivam, bærer viden om, men også portrætterne affødt af en teksts styrke og varme blotlægger denne holdning. Set i forhold hertil bliver Povl Christensens dyrkelse af dæmonien som en enkelt side af tilværelsen blot et udtryk for en kunstners dyg­tighed, og Palle Nielsens håbløse, eksploderende verdensbillede med de sammenstyrtende huse bliver til små blærer i en sommer­hed asfalt. Den afdøde Sigurd Vasegaard, om hvem hun i Grafik har skrevet en meget indfølt artikel, bliver ved siden af hende monumental og verdensfjern, næsten nostalgisk. Men dermed være ikke sagt, at hendes kolleger er mindre kunstnere på grund af de her nævnte korte karakteristikker. Hun vil selv være den første til at protestere mod en sådan vur­dering. ALLERTS; Hørbare paa ham, haner ikke tabt bag af en vogn! ...Nu! . ..Nu kommer dronningen! ...[AlmmJelig oprruerksomhed rettes mod venstre mdgjng] Intet følge ... ingen kammerherrer . . . ingen draban­ ter. Frygter ikke sit trofaste folk... tror sig elsket af alle, fordi hun elsker sig selv! VÆRTSHUSHOLDEREN; Tror hun det? ALLERTS: Hun tror alt, hvad hun finder behag i at tro! BONDEN: Men sutelig er hun, i al sin lidenhed! ALLERTS: Lige nu, ja. Og saa i nzste nu er hun som en jomfru i en [Under den følgende scene bør hver og en af de tilstedeværende følge og kommentere dronningens optræden med blikke og miner. Især Aller ts understreger sine tavse refleksioner med gestus. Kristina kommer ind fra venstre. Langsomt, værdigt, med en vis respekt for kirken. Hun er klædt i en sort fløjlskaabe med sort bjørneskind, stor sort filthat ( T rediveaars krigens) med sort strudsfjer og diamantaigrette. Da hun er kommet md, lukker hun kaaben op og aabenbarer en sort kjole med hvide perler. Der paa tager hun handskerne af og mønstrer i mellem­