Omslagsbilledet: Landsarkivet for Sjællands ældste, men smukkeste skifteprotokol: Helsingør 1571-82. Indbundet til formålet i tidstypisk, rigt dekoreret kalveskindsbind. Restaurering af bøger Af Arne Møller Pedersen Dokumenter i arkiver og biblioteker er ofte i en sådan materiel forfatning, at det er nødvendigt at foretage en konservering og restaurering, hvis man vil gøre sig håb om at bevare dem for eftertiden og dennes forskning. Årsagerne til sagernes sørgelige forfatning er flere. I visse tilfælde skyldes den beklagelige tilstand de oprindelige materialers karakter, f.eks. papir af dårlig kvalitet. Selv i perio­ der, hvor klude indgik som råmateriale ved papirfremstillingen, er der stor forskel på de forskellige kvaliteter, forårsaget blandt andet af ustabile kemikalier. Desværre har man ofte både til do­ kumenter og bøger benyttet meget ringe papir. Da man i løbet af 1800-tallet yderligere gik over til at anvende andre råvarer, ho­ vedsagelig baseret på træmasse, blev adgangen til billigt papir endnu mere udbredt, og alle arkiver og biblioteker kender de sør­ gelige følger heraf. Også de anvendte blæksorter har bidraget til at beskadige ma­terialet. Det er en kendt sag, at for meget syre i blækket i alvor­lige tilfælde kan resultere i, at bogstaver, specielt med kraftige streger, f.eks. ved begyndelsesbogstaver, falder igennem arket. En anden væsentlig årsag er dårlige opbevaringsforhold. Ofte har man anbragt arkiverne i uhensigtsmæssige rum: i kældre eller på lofter. De har her været udsat for støv og snavs, for slet ikke at tale om fugt. Sådanne opbevaringsforhold har begunstiget an­greb af svamp, og man kan tydeligt se de ydre tegn herpå. End­videre har bøgerne i visse tilfælde også været angrebet af forskel­lige insekter bl.a. bogorm (sølvfisk). De klimatiske forhold har også en væsentlig indflydelse på karakteren af de opståede skader. Herhjemme er svampe og syreangrebene de hyppigst forekom­mende, medens man under tropiske forhold er mere besværet af insektangreb. Men de menneskeskabte skader er trods alt de overvejende, man mener at ca. 80% hidrører herfra: uhensigtsmæssig transport mellem magasin og læsesal, eller kapitæler der er revet i stykker, fordi mange er tilbøjelig til at trække bøger ud af reolen ved at Arne Møller Pedersen gribe fat foroven på ryggen. Står bøgerne tillige lidt stramt, gør det naturligvis ikke sagen bedre; o.s.v. Oplukket, bindets strukturelt set vigtigste sted, forbindelsen mellem bogblok og permer, er slidmæssigt det mest udsatte. Ska­derne viser sig ved brist af de bind eller snore, bøgerne er hæftet på. Bindene svarer til hængslerne på en dør, d.v.s. at bindenes an­tal er afhængigt af bogens størrelse: jo større bog desto flere bind. Når en konservator stilles overfor en restaurering, bliver hans første opgave at undersøge det forelagte emne, på samme måde som en læge udspørger og undersøger sin patient. Han må forsøge at stille en diagnose, d.v.s. fastslå årsagerne til, at den pågældende genstand er blevet nedbrudt. Når denne undersøgelse er tilende­bragt, bliver hans næste skridt at fastlægge den fremgangsmåde, som må bringes i anvendelse for dels at standse nedbrydningen af skaderne, dels at gengive materialerne en sådan styrke og hold­barhed, at de fortsat kan benyttes. Forskellige skader kræver for­skellig behandling, og det er konservatorens ansvar at ordinere den rette kur -og gennemføre den. I det følgende gennemgår vi en række af de hyppigst forekommende arbejdsprocesser, som ud­føres i et moderne restaureringsværksted. Enhver restaureringsopgave begynder næsten altid med, at det pågældende emne skal renses for snavs. Hvor det er muligt fore­ tages denne rensning ad mekanisk vej ved anvendelse af viske­ læder, bløde børster eller en såkaldt viskepude (Magic-Pad), der indeholder vinylpulver. Også det specielle rensegummi (Pelikan UG 20), som normalt anvendes til rengøring af skrivemaskine­ typer, er meget anvendeligt. Hvis materialet er stabilt, kan man også foretage en rensning ved hjælp af vædske. De adskildte ark anbringes mellem filtrer­ papir og nedsænkes i et bad på ca. 40oC tilsat Lisapol 0,7 (Vo. Med en blød pensel kan man fjerne det opløste snavs; herefter flyttes arkene over i et bad med koldt vand, der virker stabilise­ rende på papirets celluloseindhold. Vi tilfører det kolde bad et vandopløseligt desinficeringsmiddel, f.eks. (Irgasan P 7 Geigy), i en styrke af 0,5 0/o. Ved denne ret simple metode kan også fjernes skjolder, der er fremkommet ved vandringer af papirets limstoffer efter eventuelle vandskader. Af nyere metoder, man har taget i anvendelse, kan nævnes på- Rensning af papir Restaurering af bøger Mekanisk rensning af et dokument. I dette tilfælde ved hjælp af et roterende viskelæder. smøring af en blanding af 70% Isopropylalkohol (2-Propanol) og 300/o demineraliseret vand. Denne proces er meget skånsom og derfor meget velegnet til papirer, der er stærkt nedbrudt, specielt af micro-organismer. Desinficering Som før omtalt er de gamle dokumenter og bøger ofte angrebet af svamp. Hvis materialet kan tåle vandbade, anvendes det førnævn­ te bad med Irgasan. Er der derimod tale om farvelagte kort, teg­ ninger eller akvareller, skal de eventuelt fixeres. Dette kan gøres partielt eller totalt. Til fixering benyttes 20/o Maranyl Nylon So­ luble Polymer C/-109/ P, DV 55 opløst i Methanol. Eller 2,50/o Methylcellulose opløst i koldt vand. Fixativen sprøjtes eller smøres på med pensel. Hvis påsmørin­ gen foretages under en infrarød lampe, opnår man en bedre poly­ merisation af termoplastiske fixativer. I de fleste tilfælde vil en fixering med Methylcellulose være at foretrække, da omtalte Nylon er et meget vanskeligt opløseligt stof, der også lukker for papirets naturlige hygroskopitet. Selv om emnerne er farvelagt, er det ikke altid nødvendigt at fixere. Man anvender i så tilfælde en desinficeringsvædske bestå­ ende af 2% Parachlormetacresol i 50% alkohol. Vædsken appli­ keres med en blød pensel. Tåler farvelægningen ikke nogle af de her nævnte metoder, desinficeres ved hjælp af fordampning, men Arne Møller Pedersen dette kræver specielle faciliteter. Under alle omstændigheder kræ­ ves god ventilation, da opløsningerne virker generende på øjne og hals. Som desinficeringsmiddel i risstivelsesklister bruges Thymol 1%, i Methylcelluloseklister Irgasan P 7 0,5%. I forholdsvis få tilfælde er det nødvendigt at blege emnerne. En Blegning rensning med vædske vil normalt være tilstrækkelig for at give et klart skriftbillede. Men hvor det af hensyn til læseligheden skøn­ nes nødvendigt, her tænkes specielt på arkivalsk materiale, anven­ des Chloramin-T i en styrke på 2—10% opløst i vand. Materialet anbringes mellem filtrerpapir, og nedsænkes i badet i ca. 2 timer. Efter blegningen skal materialet udvaskes i rindende vand i ca. 20 timer. Denne metode er anvendelig ved mildere for­ mer for rust og andre forekommende misfarvninger. Da man kan behandle flere ark samtidig, er den også rationel. Har man tilfælde af alvorligere karakter og enkeltstykker, som f.eks. tegninger, kobberstik eller grafik, bruger vi Natriumhypo­ chlorite. På Landsarkivet for Sjælland har konservator Sv. E. Bar­ ner Olsson foretaget blegninger af nævnte emner og opnået meget fine resultater. Natriumhypochlorite opløses i vand i en styrke fra 3-10%, alt efter skadens karakter. Materialet må højst ligge i ba­ det i 10 min., hvorefter blegningen stoppes. Hertil anvendes Na­ triumtiosulfat (Anti-chlor) i en 3-10% opløsning i vand. Disse bade må hele tiden overvåges meget nøje, da man meget nemt risikerer ikke at have noget tilbage af skriften. Da stoffet samti­ digt er farligt over for papirets cellulosemolekyler, kræver denne metode altid en efterfølgende neutralisering mod syredannelse i papiret. Det siger sig selv, at disse metoder kun kan anvendes overfor emner, der kan tåle vandbade. løvrigt skal blegning med Chlor kun foretages hvor det er absolut nødvendigt, da det trods ud­ vaskning virker nedbrydende på papiret. Syreangreb i papiret er et kendt problem, hvad enten det skyldes Neutralisering råmaterialets karakter, luftens indhold af svovldioxyd, eller at blæksyre har ætset sig gennem skrivematerialet. Man har i mange år inden for arkiverne været klar over dette forhold, og har da også forsøgt ved forskellige metoder at fjerne syren. Men først inden for de sidste år har man kunnet gøre noget pH-måling af en akvarel ved hjælp af to elektroder, for­bundet til et pH­meter. En dråbe Kalium-Chlorid (KCI) dryppes på papiret. Efter ca. 10 sekunder placeres de to elek­troder inden for det fugtede område.Og efter 20 sekunder kan man på måle­instrumentet aflæse resultatet. Restaurering af bøger radikalt ved problemet, da der nu ved alle arkivvæsenets værk­ steder er indrettet specielle afsyringsanlæg og lokaler til formålet. Papirets syreindhold måles med et pH-meter, og skal helst have en pH omkring 7, som er det neutrale. Det er forholdet mellem brint-ioner og hydroxyd-ioner, der er afgørende for, om man af­syrer eller ej. Er brint-ionkoncentrationen større end hydroxyd­ionkoncentrationen, er opløsningen sur og man må afsyre. Er det omvendte tilfældet kaldes opløsningen basisk. Mange af vore ar­kivalier har en brintionkoncentration (pH) på 2-4, hvilket er katastrofal. En lav pH betyder jo et højt syreindhold, og dette kan føre til en total nedbrydelse af papiret, hvis man ikke foretager afsyring. På Landsarkivet for Sjæland afsyrer vi efter den såkaldte Bar­row Doubleshotmetode: to bade, hvor materialet mellem filtrer­papir skal ligge i mindst tyve og højst fyrre minutter. 1 det første bad, der består af 0,150/o Calciumhydroxid i rent vand, bliver papiret afsyret. Det alkaliske overskud som materia­let får i dette bad, neddæmpes i bad nr. to, som er en mættet op­løsning af 0,20% Calciumcarbonat i rent vand, hvor man tilsætter kulsyre (Kuldioxyd) hvorved man får Calciumbicarbonat. Dette opsuges af papirets fibre og virker som neutralisator mod frem­tidige syreangreb fra luften. Hvor lang tid den kan virke som sådan er naturligvis afhængig af opbevaringsforholdene. F.eks. Arne Møller Pedersen bliver materialer i storbyer, hvor luften har et forholdsvist stort indhold af svovlkoncentrationer, hurtigere nedbrudt. Er der tale om farvelægning og ustabilt blæk, som ikke tåler vandbade, neutraliseres materialet ved hjælp af Bariumhydroxyd, 18-19 gram opløst i en liter Methanol. Vædsken applikeres ved hjælp af en blød pensel; god ventilation nødvendigt. Det er ikke i alle tilfælde, at man behøver »hele den tyrkiske mu-sik«, som vi kalder det. Hvor materialet ikke er syreangrebet, eller ikke på anden måde kræver behandling, kan en stabilisering være tilstrækkelig til at gengive papiret noget af dets oprindelige styrke og fleksibilitet. Vi stabiliserer med Methylcellulose 0,50/o opløst i vand, som påsmøres med en bred pensel og lægges til tørre på tørrereoler. Er der tale om ustabile blækker eller farvelægning, stabiliseres med Maranyl Nylon Soluble Polymer Cl-1091 P, DV 55 2% op­ løst i Methanol. Den førnævnte Bariumhydroxid til neutralisering kan mixes med denne opløsning. Hvorved man kan neutralisere og stabilisere i samme arbejdsgang. Men også her er det nødven­ digt med en god ventilation. En fast regel: har papiret været renset med Lisapol, skal man altid stabilisere. Efter at have overstået en eller flere af før omtalte dicipliner, kan man nu gå igang med selve papirrestaureringen: udbedring af hul­ ler, rifter og manglende partier. Til dette arbejde anvendes japan­ papir, som fås i forskellige tykkelser og nuancer. Hvis tilstanden af et papirark er så sund, at en stabilisering er tilstrækkelig for at bringe det i en konserveringsmæssig god stand, kan man udfylde en lakune med dobbelt japanpapir, d.v.s. en kvalitet halvt så tyk som det emne, der skal restaureres. Ud­ fyldningerne tilpasses på et lysbord; det dobbelte japanpapir læg­ ges over lakunen, og med en tuschpen, dyppet i Methylcellulose, følger man omridset af denne. Herefter kan man trække japan­ papiret i to dele, der således nøjagtigt passer i lakunen. Med denne proces frigør man fibre i kanten af udfyldningsmaterialet. De løse fibre rettes ud og smøres med rismelsklister, og ved hjælp af disse fibre fæstner man fra begge sider udfyldningerne til originalen. Er papiret nedbrudt kan det være nødvendigt at »laminere«, d.v.s. overklæbe emnet fra begge sider med Lens-Tissne (bom- Stabilisering Papirrestaurering Restaurering af høger Papirrestaurering. Udfyldnings­ materialet tilpasses. Det beskadigede ark anbringes på et lysbord mellem plastfolier. Japan­ papir lægges over lakunen,der skal udfyldes. Oven på plastfolien følges konturerne af det beskadigede papir med en spids gen­ stand, fugtet med methylcellulose. Herefter kan man udrive det tilpassede japanpapir, der passer nøjagtigt i lakunen. Her ses udrivningen til en sådan kant­lapning. Arne Møller Pedersen uldsvæv), der er så transparent, at det kun slører skriftbilledet ganske lidt. Ved laminering anbringes emnet på et stykke Sili­ conepapir til afspænding i vandbad i ca. en halv time, hvorefter det anbringes til let tørring på hvidt blotting. Når emnet er klar til videre forarbejdning, anbringes det på lysbordet mellem to stykker plastfolie. Til lakuner i papiret udrives der udfyldnings­ materiale, som ovenfor nævnt. Man fjerner den øverste plastfolie, ansmører emnet over hele siden og påklæber et passende stykke Lens-Tissue. Plastfolien lægges atter over, og man stryger til, eventuelt med en gummivalse. Man vender karbonaden og genta­ ger processen fra den anden side, efter først at have anbragt ud­ fyldningsmaterialet i diverse lakuner. Dette er, som før beskrevet, udrevet over lysbordet. Ved laminering bruges altid Methylcellulose 2,5% opløst i koldt vand, tilsat 0,5% Irgasan som desinficerende middel. Lami­ nerede ark indpresses altid let fugtet mellem siliconepapir og syre­ frit pap. Dels for at opnå en bedre klæbeevne, dels fordi man op­ når bedre transparens ved fugtig indpresning. Alle øvrige emner presses i tør tilstand. Til befæstelse af udfyldningsmaterialet bru­ ges rismelsklister med Polyvenylalkohol i forhold 17-3, konser­ veret med Thymol 1%. Til restaurering af bogbind kræves der et godt kendskab til de Bogbinds­ forskellige slags indbindingsteknikker, der har været typiske gen- restaurering nem tiderne. At bogbinderen samtidig skal være en dygtig teknik­ ker og dertil have kunstnerisk sans nævnes kun for fuldstændig­ hedens skyld. Man starter med at tegne en skitse af bindet og opnotere alle enkeltheder og mål, således at man ved en rekonstruktion har det­ te materiale at støtte sig til. Det vil være ønskværdigt, om man på restaureringsafdelingen også har et kamera til rådighed, så man ad denne vej kan doku­ mentere det foreliggende arbejde. Skindets afblødning er et arbejde, der kan være yderst besvær­ ligt og kræver utrolig tålmodighed. Problemerne er mangeartede Skindet kan være udtørret og porøst; men guldtryk og dekoration skal bevares. Ofte har der været udført nødtørftige reparationer. Eller skindet er marmoreret med sæbelud, som helt har ætset sig igennem, hvorefter det er blevet lakeret. Det er sikkert gjort i en god mening, men det giver store problemer. Restaurering af bøger Opspænding til hæft­ ning på ægte bind (dobbelte). Som det ses ligger bindene (snorene) uden på arkene. Da skindet klæbes direkte på ryggen (fast ryg), opnår man tillige en dekorativ virkning. Det gamle skind, der nu er blødt af ryg og permer, bliver ren­ set og får tilført fedtstof for atter at gøres flexibelt og smidigt. Til rensning anvender vi Potassium Lactat, (92,75% demineraliseret vand, 70/o Kaliumlactat og 0,250/o P-Nitropenol 11). Det ikke ale­ ne renser skindet, men neutraliserer og modvirker fremtidige syre­ angreb. Det skal tilføjes, at alt skind, også det nye vi anvender, bliver konserveret med Potassium-Lactat. Olien der tilføres er vandopløselig, kaldet Calsolene-Olie. Når arkene efter adskillelse, rensning og lapning har ligget i pres, skal de hæftes. Her må man støtte sig til sine notater, da man nødvendigvis må anvende samme teknik og antal hæftebind som oprindeligt, idet rygdekorationen bl.a. er udformet efter det antal bind, hvorpå bogen er hæftet. Bindene, normalt benævnt »ægte bind«, ligger som ophøjninger uden på arkene, i modsæt­ ning til et moderne bind, hvor de er nedfældet i ryggen, idet man har savet og filet en rende i arkene for at opnå en glat flade. De ægte bind er således med til at danne dekorationen. Som man sik­ kert vil forstå, er det derfor yderst uheldigt, hvis disse hæftebind ikke er placeret nøjagtigt i forhold til den gamle dekoration. Hvis papiret ikke skal bades, og hæftningen iøvrigt er sund, er det ikke altid nødvendigt at pille arkene fra hinanden og hæfte Arne Møller Pedersen bogen om; men man må naturligvis rense papiret, og hvis nogle af bindene er bristet sætte nye til: altså ligefrem udføre en protese på det bristede bind. Der kan også være andre grunde til at bevare den originale hæftning, f.eks. bemalede og ciselerede snit. Kapitælbånd skal syes. Dette område er en hel videnskab for sig; der findes et utal af forskellige teknikker. På moderne bøger har kapitæltøjet kun en æstetisk og dekorativ virkning, men på de gamle bøger med fast ryg, hvor skindet er klæbet direkte på ryg­gen, har kapitæltøjet den meget vigtige funktion at styrke skindet i kapitælerne. At man så i lighed med de ægte bind, ved anven­delse af farvede garner, har kombineret funktion med dekorativ virkning, viser kun de gamle mestres styrke. Hvis der til de gamle permer har været anvendt træplader, bru­ges disse igen, efter at man har desinficeret og repareret dem. Huller efter insektangreb udfyldes med plastisk træ. Til konserve­ring af træpladerne er Cuprinol glimrende. I mange tilfælde har den oprindelige bogbinder selv tilvirket sine permer ved sammenklæbning af papir eller pergament og har ofte taget, hvad der var for hånden (makulatur). Det sker ikke sjældent, at man finder gamle fragmenter sammenklæbet til dette brug, og disse må naturligvis blødes fra hinanden og sendes til nærmere undersøgelse. Det kan støde ens øje, at de nye permer, man skærer til, er skæve. Men det er helt nødvendigt, at de har nøjagtigt samme mål og tykkelse som de gamle, da dekorationen både på sider, kanter og indslag ellers ikke ville passe. Den teknik, der skal benyttes ved skindpåsætningen, er bestemt af den oprindeligt anvendte; men til selve skindrestaureringen kan man vælge mellem flere slags teknik. En mulighed er at restaurere det gamle skind fra bagsiden, ef­ ter samme princip som ved udbedringen af huller i papir og do­ kumenter. Manglende partier i skindet erstattes med nye. Man anbringer det gamle skind på restaureringsmaterialet og ridser eller aftegner lakunens konturer nøjagtigt på det nye skind. Man klipper det markerede parti ud, ca. 5 mm større hele vejen rundt. Der skærfes på skindets forside (narvsiden) fra det tegnede areal og ud til kanten. På samme måde skærfes kanterne på det gamle skind, blot fra bagsiden (kødsiden). De skærfede kanter smøres med klister, passes til og presses let mellem siliconepapir. På den­ Restaurering af bøger Forskellige stadier under restaurerings­ processen. Læg særligt mærke til den hag, hvor bindene samt den snor, kapitælen er stukket om,er trukket gennem træ­ permerne. ne måde restaureres hele skindet fra bagsiden. Efter presning er det klar til påsætning. Til arkivrestaureringer eller til andre store, tunge bøger anven­ des en anden teknik. Når bogen er gjort klar, arbejder man som var det første gang, bogen skulle lædergøres: skærer skindet til, skærfer det og påsætter det med samme teknik som oprindeligt. Efter tørring klæbes det gamle skind oven på det nye, efter at man har skærfet det ud for eventuelle lakuner og rifter, hvorved over­ gangen fra det gamle til det nye skind bliver så lidt synlig som mulig. Under alle omstændigheder bruges der kun gede-eller kalveskind som støttemateriale, og i en farve så tæt på det gamle Arne Møller Pedersen skind som muligt. Men vi farver ikke selv skindet ind for at opnå en nuance helt magen til den oprindelige, da vi netop gerne vil, det skal kunne ses, at der er foretaget en forandring af det bestå­ende. Ligeledes viderefører man af samme årsager heller ikke for­gyldning, linier eller filleter i et restaureret parti. De her skitserede metoder tages kun i brug ved en totalrestau­rering. Som det fremgår er dette en omfattende affære. Det er heldigvis ikke altid nødvendigt at skride så voldsomt til værks. Ofte kan man nøjes med at restaurere bindet lokalt, f.eks. kapi­tæler og hjørner, samt rense for snavs og tilføre skindet fedtstof. Et punkt hvor enhver bogsamler især kan forlænge sine bøgers levetid, er ved den såkaldte bogpleje (hygiejne): rensning for støv, afvaskning af skindrygge med Potassium Lactat, opskriften før­nævnt, eller Saddle Soap, samt tilføre skindet fedtstof, enten Marvolie eller Pliantine (en læderdressing fra British Museum). For til sidst eventuelt dagen efter at polere bindene med en ren flonelsklud. Men gør Dem selv den tjeneste aldrig at bruge »tape« til at foretage nødtørftige reparationer af bogrygge eller papir ­det er døden! Alle de her nævnte metoder er bl.a. kommet til vort kendskab gennem internationalt samarbejde. Det er helt nødvendigt at have kontakt med kollegaer i ind-og udland for at kunne holde sig orienteret om udviklingen inden for vort område. I mange lande, som har væsentlig større problemer end vore, bl.a. på grund af krige og naturkatastrofer, arbejdes der på at løse masserestaureringens problemer. Katastrofen i Firenze i 1966 samlede for første gang konservatorer fra hele verden i en aktion for at redde så mange af de ødelagte kunstværker, som det var muligt. Grundet de voldsomme mængder, der på arkiver og biblioteker blev skadet, var man nødsaget til at opbygge et system, hvorefter det var muligt at tage folk uden forkundskaber til hjælp ved pa­pirrestaureringen. Englænderne Waters og Powel havde udviklet en metode »Dry-Mounting Repair«, hvor reparationsmaterialet kan monteres tørt ved hjælp af en termostatreguleret glittekolbe. Materialet er japanpapir i forskellige tykkelser og nuancer, be­handlet på den ene side med en termoplastisk P.V.A.-lim, f.eks. den engelske Texicote. Når man fører glittekolben hen over japan­papiret bliver limen opløst af varmen og fæstner sig til det emne, Det internationale samarbejdes resultater Arkivvæsenet har påtaget sig at restaurere hundrede arkivalier for Archivo di Stato Firenze efter oversvømmelsen i 1966. Her ses et bind før og efter restaureringen. Bemærk den specielle hæfteteknik på sålelæder (platlæder), oprindeligt hæftet med kattetarme. Desværre er mange af de smukke hind under oversvømmelsen blevet adskilt fra bogblokkene og forsvundet i Arnos mudrede vande. I så tilfælde udføres et helpergamentbind i samme teknik som det her viste, der er typisk for provinsen Toscanas arkivbind. Arne Møller Pedersen der skal repareres. Denne metode er særlig velegnet til rifter og småreparationer i bøger, det ikke er nødvendigt at skille ad, eller hvor blækket er ustabilt. Metoden anvendes nu også inden for dansk arkivvæsen, specielt til nævnte opgaver. Også på andre områder inden for papirrestaureringen lærte vi meget i Firenze, og det er ingen overdrivelse, når jeg påpeger, at hele vort system inden for arkivvæsenet er lagt radikalt om efter ulykken i Firenze. Inden for bogbindsrestaureringen ydede de danske deltagere i Firenze-aktionen en stor hjælp med deres fine teknik, forankret i en god solid håndværkeruddannelse, som ikke mindst skyldes Fagskolens indsats. Der er almindelig enighed om, at skal man nogensinde kunne løse de store restaureringsopgaver, der trænger sig på, må man i visse tilfælde gå væk fra de traditionelle metoder og søge en ma­skinel løsning. Dette kan gøres på forskellige måder. Den mest kendte er vel Barrows lamineringsmaskine, som i mange år har været i anvendelse på British Museum. En af de mest enkle for­mer for maskinlaminering har man på Statsarkivet i Budapest. Her lamineres (indkapsles) de beskadigede ark mellem folier af polyethylen, uden udfyldning af lakuner og rifter i papiret med På Niederdsterreichischen Landes­bibliothek i Wien har man som forsøg bygget dette apparat til fremstilling af papirmasse til udfyldning. Det beskadigede ark anbringes på et finmasket bronze­net. Cylinderen sættes over. I denne hældes papirmasse tilsat vand. Væsken fjernes ved hjælp af vacuum, og papirmassen har nu lejret sig udelukkende i huller og rifter på det beskadigede ark, som herefter tørres og presses. Det tiltalende ved metoden er anven­delsen af samme råmateriale som det oprindelige. Og man opnår et æstetisk smukkere resultat end ved laminering mellem folier. 222 Restaurering af høger 11968 blev Arne Møller Pedersen i tre måneder udlånt til Firenze, udsendt af den nordiske hjælpe­komité. Her ses han­ i Bihlioteca Nationales store læsesal, der var omdannet til et kæmpe restaurerings­atelier -under arbejdet med at afbøde eftervirknin­gerne af den store katastrofe; en ulykke, der betød nye land­vindinger på restau­reringsområdet. japanpapir. Det skal pointeres, at denne metode kun anvendes til materiale, der ikke har den højeste værdi. Så det er altså nødven­ digt at klasificere materialet for at spare denne ret så tidrøvende del af arbejdet, som en udfyldning er. En metode pa forsøgsstadiet er »maskinel« udfyldning med pa­ pirmasse af manglende partier og rifter. De nævnte processer kan meget snart blive aktuelle for os, og er det til en vis grad i dag. Derfor er det helt nødvendigt at følge metodernes udvikling, hvis vi skal gøre os håb om at løse de store konserveringsopgaver, der trænger sig på. Tilsidst blot dette: Hvor mange andre konservatorer efter fær­diggørelse af deres arbejde kan anbringe det pågældende emne bag glas, og til en vis grad utilgængeligt for publikum, så skal vore arkivalier og bøger i høj grad kunne tåle dagligt slid. Der kræves altså ikke allene en æstetisk løsning af opgaven, men også i høj grad, at emnerne skal kunne tåle denne belastning! Det har, som før nævnt, vist sig, at de menneskeskabte skader er de hyppigst forekommende: en ofte tankeløs behandling af Arne Møller Pedersen vore arkivalier (husk på, de er næsten allesammen unika). Så må­ske skulle vi tænke nærmere over den måde, hvorpå vi behandler tingene, næste gang vi besøger et arkiv. Barrow, A.: Verfahren und Ausrustung fiir die Restaurierung von Handschrif-ten und Urkunden nach der Barrow-methode. Mitteilungen I.A.D.A. nr. 29 1968. Baynes-Cope: The Non-aqueous Deacidification of Documents. Restaurator nr.11968. Cunha, G. D. M.: Conservation of Library materials 1967, s. 127, 29, 203 og 359. Gdrtig, N.: Konservering og restaurering af bøger og håndskrifter. Nordisk håndbog i bibliotekskundskab bind III. Pedersen, H. P.: Konserveringsopgaver i Rigsarkivet. Arkiv nr. 4 hfte 1. 1972. Sievers, ].: Praxis mit Irgasan P 7 Geigy. I. A. D. A. nr. 34 1970. Wdchter,O.: Methylcellulose als Pigmentfestiger. I. A. D. A. nr. 29 1968. The Restoration System of the Biblioteca Nationale Centrale di Firenze 1968. Litteratlir Methylcellulose, Culminal L 22 -Skandinavisk Helkel Polyvinylalkohol -A. Johnson & Co. Nylon, Lisapol og Calsoleneoil -I. C. I. Andre kemikalier -H. Struers Chemiske Laboratorium Japanpapir — Drissler & Co., Frankfurt Anvendte kemikalier Og materialer