Jan Tschichold Die neue Typographie 
Af Erik Dal 
Mediet er budskabet, lyder et af nutidens slagord (Marshall McLuhan). En bog om typografi, skrevet og designet af en mand med nye og kraftige meninger, som bogen selvfølgelig ikke blot fremsætter i ord, men også omsætter i praxis, kan nok lede tanken hen på det. Og blandt typografihistoriens bøger af denne art er Jan Tschicholds Die neue Typographie (Berlin 1928) blandt de hårdtslående -i den grad at den lidet karakteristiske titel næsten gav navn til funktionalismens typografiske stil, omend »elemen­tær typografi« eller »Bauhaus-typografi« brugtes ved siden af. Vil man udnævneTschicholds bog til et Monumentum typographi­
cum, bliver det følgelig svært at skille form og indhold. 
Åbner man det sorte udekorerede bind med titlen i sort på ryg­gens sølvfelt, møder man et af de mest effektfulde titelopslag, jeg kender. Titelbladets nødvendige oplysninger står i forskellige gra­der af grotesk-versaler på det glittede, iøvrigt ikke særlig rene papir -overfor står den frapperende blanksorte side 2, kontrasten som princip i outreret form. Titlen selv er en fanfare, mindre ved ordet NY end ved undertitlen Ein Handhuch fiir zeitgemdss Schaf­
fende -det arbejdsomme, det nærværende og det kreative som 
den ny typografis treklang. Forneden er det vigtigste element 
fremhævet, men man noterer sig også, at de tyske bogtrykkere 
altså havde et Bildungsverband. 
Bagpå titelbladet de nødvendige oplysninger. Og da de ikke 
som den derpå følgende indholdsfortegnelse fylder formatet i 
kraft af alle sidetallene i højre kant (hvortil der fører linier, ikke 
prikker), så er denne kant solidt markeret med en streg eller blok. 
Tyndere men dog fede streger inde i bogen står i margin udfor 
vigtige steder, som private indstregninger -som typografisk mid­
del vist uhørt. Motto side 6 i blokform med fedt, et ord af den hollandske ab­strakte -eller som Tschichold helst siger: konkrete -maler Piet Mondrian; »For det ny menneske existerer udelukkende balancen 
MONUMENTA 
TYPOGRAPHICA 
XIII 
En artikel om Jan Tschichold 1928 med marginaler af Jan Tschichold efter artiklen Flohe ins Ohr, i: Von den Moglichkeiten und den Notwendig­keiten kiinftiger Buchgestaltung, Hamburg 1970. 

Jan Tschichold: Die neue Typographie 
Opslagets 
orig. størrelse JAN TSCHICHOLD 293X208 mm. DIE NEUE TYPOGRAPHIE 
Sie hekummerte sich so gut wie garnicht um das Buch, sondern um alle anderen Drucksachen. Hier konnte die Situation nicht schlimmer sein als sie war. ... Dies alles widerte mich derartig an, dass ich eine Umwålzung be­schloss. Sie gelang mir sogar, dem Dreiundzwanzig­jahrigen! ... 
mellem natur og ånd. På ethvert tidspunkt i fortiden var alle variationer af det gamle ny. Men ikke det ny. Vi må ikke glemme, at vi står ved et vendepunkt i kulturen,ved enden af alt det gamle. Her fuldbyrdes adskillelsen absolut, definitivt.« 
(Har han ret? Var klokken slået for verden af igår? eller var det egentlige tidspunkt 25 år før, 50 år før? eller først 1945 eller senere? og føler man stærkest de omvæltninger, der sker foran en, eller dem der sker bagved?). 
Et forord i samme ånd og derpå bogens indhold. Bogtypografi er kun det sidste af en række emner, hovedvægten er lagt på kri­tisk gennemarbejdelse af accidenstryk fra visitkort til plakater og, ikke mindst, breve og andre forretningstryksager. Bogens mindre og større halvdel omhandler den ny typografis tilblivelse og de typografiske hovedformer, dvs. brugsområder. Der sluttes med en bibliografi og med adresser på ligesindede, hvis arbejder incl. de private brevhoveder og monogrammer ses blandt bogens billeder 
-en understregning af hvad man idag ville kalde workshop-
Typographie und Einband: Jan Tschichold 

Alle Rechte, insbesondere das der Obersetzung in andere Sprachen, ein­schlieniich der russischen, vom Autor vorbehalten Satz und Druck der Buchdruckwerkståtte GmbH, Berlin SW61 
Juni 1928 Erstes bisfunltes Tausend 
I 
177 


Erik Dal 
præget. Det er navne som Bayer, Doesburg, El Lissitzky, Moholy-Nagy, Schwitters, Zwart ... Nu er de historie, sidst sammenfattet i Herbert Spencers inspirerende og billedfyldte bog Pioneers of Modern Typography, London 1969. Genopdaget historie er den danske expressionist Harald Landt Momberg, der nævnes i bogen. 
De to hoveddele har deltitler med textlinien i overkant. Enkelt­kapitlernes titler er halvfede grotesk-versaler, underordnede ru­brikker samme skrift med store og små, i billedunderskrifter bru­ges begge dele. Halvfedt anvendes endelig til pagina og til enkelt­ord i texten, hvis fremhævelser dog mest består i spatiering. De få fodnoter finder man via en kraftig prik ved ordet i texten, og de er skilt fra denne ved en kraftig kort streg og sat med petit lige­som længere billedtexter. 
Billederne står næsten uden undtagelse øverst eller nederst på siden; er de smalle, bestemmer balancehensyn deres plads i klum­mens højde eller venstre kant, og billedtexten sættes ved siden. Et par lange smalle reproduktioner er drejet, og bogens løbende text har da måttet sættes på smalt format; ellers har linierne over­alt klummebredden og følger derved det nye designs grundregel: at indbyggede klicheer med korte textlinier ved siden ikke må forekomme, da de strider mod arbejdsgangen for maskinsats. 
Papiret tillader autoklicheer. Det hørte med til programmet, at 
autoklicheen ikke blot var acceptabel (den var i 1928 en menne­
skealder gammel), men simpelthen det naturlige, da dens teknik, 
højtrykket, jo var identisk med bogtrykkets og dermed legitime­
rede auto'en trods halvtoneprincippet. Var klicheerne talrige, 
måtte papiret vælges derefter, så billederne kunne stå hvor de 
skulle, uden tavler. 
Asymmetrien er gennemført, og det hamredes ind i læseren 
hvorfor: »Den Ny Typografis væsen er klarhed. -Enhver typo­
grafi, der bygger på en forudfattet form, ligegyldig hvilken, er 
falsk. — Asymmetrien er det funktionelle designs rytmiske ud­
tryk.« 
Indrykningerne var afskaffet — og her spørger man sig selv, 
om denne respekt for klummens ene kant ikke var en formtvang 
mere end en funktion, ligesom man nok kan undre sig over de 
ovennævnte detailler: den fede streg ved oplysningerne bagpå 
titelbladet og mottoets lille sorte kvadrat. Er det ikke forudfattede 
former? 
[Om grotesk og asymmetri:] 
Damit schiittete ich zwar das Kind mit dem Bade aus, 
doch waren die 
Folgen zundchst 
heilsam. Die hdss­
lichen Schriften 
und die dummen 
Ornamente 
verschwanden. 
Zentrierte llber­schriften sind objektiv hesser als nach links ge­riickte... Zentrierte Uberschriften, selbst aus dem Grade des Textes, sieht man auf den ersten Blick. 

Jan Tschichold: Die neue Typographie 
Wer hente den 
Einzug unterdrilckt (»um keine so unruhige linke Kante zu erhalten«), iibersielrit, dass erst die Einkerbung den Text ordnet und transparent macht. Auch ist nicht »Ruhe« das Ziel der Typo­graphie, sondern Ordnung. 
WRUHL
3 
Berlio-Charlott 

: POATKARTE 

Meine damalige Gedankenfolge »Welches ist die 
heste Schrift? 
Die einfachste 
Schrift.Welches ist die einfachste Schrift? Die Gro­tesk. Also ist Grotesk die heste Schrift« ist ein Trugschluss. Die leserlichste Schrift ist die heste. 
Meine neue Tatig­keit in Basel 
filhrte mich dem Buche zu. Es ist seither Gegenstand 
fast aller meiner Arheit gehlieben. 
Groteskskriften er gennemført, og det hamredes ind i læseren hvorfor: »Af alle forhåndenværende skriftsnit er den såkaldte grotesk eller blokskrift (bedre: skeletskrift) den eneste, hvis ånd svarer til vor tid.« Frakturen fejes ned i en nationalistisk skarn­kasse med russisk, kinesisk m.v. Jugendstilens kunstnerskrifter får på frakken, og de historiske antikvasnit henvises til sekundær brug, da de vækker associationer til epoker, »som vi nutidige el­lers ikke har megen tilknytning til«. Tschichold må vælge sit trykkeris Akzidenz-Grotesk uden begejstring, men den giver dog et roligt og læseligt satsbillede, siger han. Grotesker tegnet af nye folk, bedst måske i samarbejde, er vejen frem for en periode, der kræver tydelighed, klarhed, det rene væsen. 
Die neue Typographie er selv tydelig og klar, en tiltrængt ud­rensning og omvæltning, fordi Morris-stilens reaktion mod det 
19. århundredes stilrod og slaphed nu var løbet ud i tom efter­klang, altimens bogens sociale og økonomiske vilkår var nye. 
Hvordan det gik -ja det hører med til historien. Tschichold, eneren, måtte emigrere og blev senere traditionens lærde og vel­talende forkæmper. Bauhaus Dessau, hvortil han ikke var knyttet, men hvis bestræbelser var meget nær de samme, lukkedes af nazi­sterne og fik en efterblomstring i USA. Englænderne omkring Stanley Morison definerede funktion på en helt anden måde og håndterede det ny og det gamle langt mindre dogmatisk. Danmark 
Erik Dal 
-og stort set hele Europa -overtog noget af det ny saliggørende program, men lod det på afslappet vis glide ind som en af flere muligheder. Idag kan man have sine forkærligheder, men hvor er den forlægger, designer eller forbruger, der ikke eller kun vil ar­bejde med asymmetrisk sats og/eller med groteskskrift? især da den sidste aldrig har slået an og påviseligt ikke har den læselighed 
man troede. 
Derfor skal Jari Tschicholds bog alligevel have sin plads i denne række, nu da overspringelsen i nr. 3 har bragt uorden i den hen­sigt: at bringe tre sammenhørende bidrag hvert år. En medvirken­de årsag er ærlig talt også en personlig faible. Jeg slugte bogen, da den var 16 år gammel -det svarer til at en helt ung idag skulle 
begejstres for en fagbog fra 1956. Hvilken skulle det være? 
Die Endstrichlose ist keine Buch­schrift. Sie ist von monotoner Ode, spricht nicht an und ist sogar 
schwerleserlich. 
Herunder ind­
ledningens 
slutord (1:1) 
Und es ist unmoglich, da(3 etwa, wie manche meinen, auch inZukunft beide Typographien wie noch heuteweiter nebeneinander bestehen.Der kommende groBe Stil wåre keiner, wenn neben der zeitgemå(3en noch die Renaissance­form auf irgendwelchen Gebieten,sei es Buchdruck oder Architektur, weiter existierte. Der Romantismus der vergehenden Generation, so verståndlich er ist, hat noch nie einen neuen Stil verhindert. So wie es heute absurd ist, Villen wie Rokokoschlosser oderwie gotischeBurgen zu bauenwie vor vierzig Jahren.wird man nnorgendiejenigenbelåcheln,diediealteTypographienoch 
weiter zu erhalten trachten. In dem Kampfe zwischen dem Alten und dem Neuen handelt es sich nicht um die Erschaffung einer neuen Form um ihrerselbstwillen. Aber die neuen Bedurfnisse und Inhalte schaffen sich selbst eine auch åuBerlich verånderte Gestalt. Und sowenig man diese neuen Bedurfnisse hinwegdisputieren kann, 
so wenig ist es moglich,die Notwendigkeit einer wirklich zeitgemål3enTypo­
graphie zu bestreiten. 
Darum hat der Buchdrucker heute die Pflicht, sich um diese Fiagen zu 
bemuhen. Einige sind mit Energie und Elan schopferisch vorangegangen. 
fur die anderen aber gilt es noch fast *•••-« m

ALLES f 
zu tun •