Omslagsbilledet: Fra Saxo: Danmarks Riges Krønike 1-3, oversat af Jørgen Olrik. Gyldendal 1970. Side 93. Hel størrelse. Sigurd Vasegaards træsnit Af Anne Rifbjerg Sigurd Vasegaard tilhørte de stille i landet og det er meget få skriftlige spor han har efterladt til de enkelte, som vil trænge tilbage i hans historie i et forsøg på at placere ham som kunstner. I en tør summarisk form har Vasegaard selv som forord til Gra­fisk Orientering (1961) givet en nødtørftig introduktion, der op­lyser så meget som hans fødselsår-og sted (1909. København). Vi får også at vide, at han blev student 1929, at Hjorth-Nielsen var den som gav ham den første impuls til at arbejde med grafik. Vasegaard var elev på Kunstakademiet mellem 1931 og 34, efter den tid slog han sig ned på Bornholm. Fra 1937 og i en årrække frem finder vi ham blandt kunstnersammenslutningen Høstudstil­lingen's medlemmer. Omkring 1948 begyndte endelig Vasegaard sit arbejde som illustrator i de for dansk kunst så betydningsfulde søndagstillæg, og herfra var skridtet ikke langt til de store op­gaver, illustrationer til bogværker som Vølvens Spådom, Amled m. fl. Vasegaard afslutter sin lille autobiografi med følgende pas­sus: »Ved at arbejde med illustrationer til søndagsbladene be­stræbte jeg mig mere og mere på at skærpe kravet til midlet, at eliminere tilfældigheden, skinvirkningen o. 1. -at arbejde koldt og bevidst, ud fra det synspunkt, at man kun ved at være i over­ensstemmelse med sin kunstarts virkemidler, kan udtrykke sig rent og stærkt.« I betragtning af at Vasegaard i det foregående mest har bestræbt sig på at fremstå så nøgtern og til det identi­tetsløse grænsende upersonlige som muligt, oplever man noget af en programerklæring i denne deklaration, som med pludselig kraft sætter punktum for en ellers næsten tonløs introduktion. Vasegaard ville altså noget med sin grafik, han arbejdede endog temmelig bevidst, ser det ud til, lige fra begyndelsen, da han som søndagstillægsillustratør higede efter at være med i et større bog­arbejde, og siden som bogillustratør sigtede mod en eliminering af tilfældigheder, frem til et rent og stærkt udtryk. Desværre forholder det sig sådan, at man i en omtale af Vase­gaard og ved en gennemgang af hans produktion må erkende, at exempler på tørhed og pedanteri -en mærkelig trancetilstand hviler over de mest dramatiske situationer han har skullet for­tolke -er mere fremherskende end de konkrete beviser for, at Vasegaard virkelig var ligeså bevidst og i overensstemmelse med sin kunstarts virkemidler, som han selv havde planlagt at blive. Til Vasegaards held har han hidtil haft en mild og forstående biograf i Erik Fischer. I sin bog Moderne dansk Grafik (Gyldendal 1957) taler denne om en veghed i Vasegaards kunst som efter­hånden vinder styrke og forvandler sig til fasthed og præcision. Billedkompositionerne i Vølvens Spådom er ifølge Fischer intet mindre end et storværk, som savner sidestykke i dansk kunst­historie. I en artikel i Vindrosen (Januar 1954) behandler Fischer med en lignende venlig begejstring illustrationerne til Amled; men forfatteren gør gældende, at kunstneren ikke har berørt al den dramatik og det Fischer betegner som »glansen fra denne ældste fremstilling af de fantastiske og dramatiske episoder om­kring den galsindede prins med brunst og vildskab i blodet«. Med al den positive indlevelse, som er karakteristisk for det meste af hvad Erik Fischer har skrevet om sin samtids grafiske kunst, udlægger han, hvordan Vasegaard med en lang række naturbille­der -helt tidløse og anonyme i forhold til de konkrete begiven­heder i Amled-historien -har kunnet forme en helhed af omgi­velser, der gør dramaet muligt, men bortset fra billedet af ligtoget. Gengivet overfor der snor sig dekorativt frem bag en højde, er der, som Fischer netop selv påpeger, ikke en ting, ikke en figur, ikke en antydning af gru, spænding, sorg i Vasegaards billedfortolkning, der på no­gen måde kan motivere den gamle skæbnesvangre Shakespeari­anske formulering »Something is rotten in the state of Den­mark«. Utvivlsomt har samme Amled-historie inspireret Fischer til større veltalenhed end hvad den har kunnet trække frem af billedpoesi hos illustratoren. En hel mængde ting, som her regnes Vasegaard til fortjeneste, er i virkeligheden almengyldige for træsnittet i den teknik han benyttede, hvor i lighed med xylo­grafien de hvide linier lyser frem af en sort grund og mange svagheder derfor ikke bliver så iøjnefaldende. Efter Erik Fischers mening er det imponerende at iagttage egaliteten i træsnittenes grad af lysstyrke. Det er som om Vasegaard har arbejdet mere oprigtigt engageret på at honorere de krav, som den rent tryk­ tekniske proces stiller i denne illustrationsopgave, end på at give texten endnu en dimension gennem billedernes udtryk. Uomgængeligt synes det altid at have været at sammenligne The History of Amleth, Prince of Denmark by Saxo Grammaticus, translated into English from Editio Princeps of the Latin Text of his Historia Danica by Oliver Elton. Printed in Copenhagen near Elsinore for the Members of The Limited Editions Club 1954. Side 105. Originalens størrelse: 120X170 mm. m Vasegaard med mesteren Povl Christensen. Ingen af parterne kan naturligvis være tjent med et sådant tilbagevendende konkurren­ceelement i forbindelse med hver ny publikation. Efter sigende var den evige sammenstilling med Povl Christensen noget af en plage for Vasegaard, som følte sig mere beslægtet eller i forståelse med en grafiker som Palle Nielsen, der selv ynder at tale om sit grafiske værk som en række stempler: almene, anonyme og mangfoldige. Mellem Palle Nielsens og Vasegaards stempler til illustration af text eller handling er der en fundamental forskel, dén nemlig at Palle Nielsen i sine samtidig beretter om passion, afmagt, panik, så man forstår noget af hvad disse begreber i værste fald kan indebære. Vi bliver ofte mod vores vilje tvunget ind i problemstillinger og føler os medskyldige i hans visioner, der er så almengyldige, at de også angår os personligt, mens Vasegaard på sin side går ud fra en slags selvudslettelse, et noli me tangere, han er i sandhed -for endnu en gang at citere Fischer — »en sky (og viril) fortolker«. Han vil tydeligvis ikke have sit publikum for nær ind på livet og kan heller ikke tænke sig at dele mere end det mest uundgåelige med dem: naturen som et museum fuldt af siddende ulve, vikingeskibe og tavse stjerner. Vasegaard har skrevet (i introduktionen til Grafisk Orientering) om sit forhold til den text han skal illustrere; »jeg stræber efter at holde mig til værkets ånd« og senere: »jeg er under arbejdet hele tiden i min egen virkelighed«. Man kan forstå at det kan blive til konflikt for kunstneren, hvis han med vold og magt vil beholde sin personlighed intakt i selskab selv med de største ånder; og man kan forstå at konflikten kan resultere i en opgi­velse som den Vasegaard selv afslører ved at fortælle om, hvor­ledes følelsen af at være kommet udenfor den egne virkelighed fik ham til at lægge illustrationsopgaven De fortabte Spillemænd af Heinesen til side. Ikke alene nogle ord af Erik Fischer fra den før citerede artikel i Vindrosen, men mangt et produkt fra Vasegaards hånd taler for, at hans vilje mere end hans kunstneriske talent har båret værket frem. Vi ser hvorledes han flittigt og stædigt har arbejdet med sin Fra The History of Amleth. Siderne 82-83. Illustrationerne er anbragt øverst i de to kolumner. Originalernes størrelse: 120X102 mm. Gengivet overfor Gengivet herunder Vølvens Spaadom gendigtet af Thøger Larsen. Gyldendal 1957. Versene 48-53. Originalens størrelse: 320X195 mm. teknik siden Amled-historiens tungthenskridende træsnitsfrise frem til et rigere, mere udtryksfuldt billedsprog iVølvens Spådom. Men stadig dominerer det statiske, alt hvad man kan tænke sig forbundet med begrebet »nordisk«: det grofthugne, barske, uflyt­telige, stærkt men dog mildt — en ko står plantet under nordlys­himmelen -alle disse dunkle horisonter (er det vinter eller som­mer, nat eller dag?) garneret med mængder af dekorativt på him­len udplacerede fugle af skæbnesvanger type som ravn eller høg; vi ser også skibsprofiler majestætisk pløjende havets landskab, langhalsede heste løfter hoveder mod sol eller måne, mytisk anbragt på samme himmel. Nu sætter Vasegaard også for alvor mennesket ud i sit naturbillede, han forsøger sig med slagscener og uhygge i form af afhugne hoveder løftet på stager af sindige sejrherrer. Gennem sin udvikling og med den større tekniske færdighed synes Vasegaard ikke at kunne give afkald på sin egen vedtagne plan, sit program: ikke at slippe det farlige tilfælde eller den uventede virkning ind i sit værk. Saxos historiske legender klinger jo ofte i et sprog mættet med behersket lidenskab, samtidig er det dynamisk og facetteret, men Vasegaard har ikke følt sig lokket af sådanne toner. For Vasegaard gik den største del af kunsten ud på at søge at overvinde selve håndværkets hårde virkelighed: tegningen og materialets mindste modstand. Der blev ikke råd til så store visioner, denne frihed til at digte med, at digte videre, som Povl Christensen kan tage sig, fordi han så overlegent behersker tek­nikken, og fordi han tillige ejer det originale menneskes erfarin­ger og indlevelsesevne. Det værk, som er lykkedes bedst for Vasegaard, må vel være Vølvens Spådom, hvor han antagelig nåede så langt det var ham muligt. Den store præstation som senere skulle følge efter, illu­strationsarbejdet til Saxos Danmarks Riges Krønike, nåede Vase­gaard til sit held ikke selv at opleve i færdig tilstand. Det udkom i anledning af Gyldendals 200 års jubilæum i 1970 og gør for­laget liden ære. Efter bogens publikation gjorde magister Jan Garff i et radioforedrag (december 1970) opmærksom på den ulykke, der havde ramt illustrationerne, som blev trykt direkte fra stokkene. Ved trykningen skete der det, at sværten trængte ned i de fine furer i træstokkenes overflade og aflejrede en fed masse, der grumser alt det til, som Vasegaard havde tænkt sig skulle stå rent hvidt. Her er ikke blot tale om stor nonchalance fra Gyldendals side i forholdet til kunstneren, som ikke fik nogen indflydelse på selve processen efter at have afleveret sit illustra­ tionsbidrag til bogen, der skulle kaste glans over det gamle bog­ hus, men også om en fatalt svigtende kritisk sans hos forlaget. Var det vigtigere at publicere bogen til beregnet tid end at komme med et smukt typografisk arbejde? Sammenholder man bogens illustrationer med de originaltryk som findes i Kobberstiksamlin­ gen, står det klart hvor Vasegaard har tænkt sig hvidt eller lys, mens Gyldendal har lagt et slør af gråvejr over alt. Som sagt er dette en teknisk fadæse i sig selv. Værre bliver det, når man kommer til den indsigt, at betydningen af dette hvide, som træk­ kes ud fra en sort grund, for Vasegaard er altovervejende, det eneste virkemiddel man kan få øje på i den store billedkreds, som blev hans sidste. En gennemgang af disse Saxo-illustrationer viser hvor svært det er at pege på noget tegn, som taler for denne kunstners sær­ lige egnethed for opgaven, eller hans gennem årene vundne erfa­ ringsrigdom angående kunstneriske og tekniske ting. At dvæle ved Vasegaards figurtegning, hans fremstilling af dyr og menne­ sker i massescener kan ikke tjene til at kaste glans over dette 190 Fra Saxo: Danmarks Riges Krønike, bind 1. Side 238. Originalens størrelse: 105X105 mm. Se ovenfor værk. Det er indlysende, at manglende viden om elementær ana­tomi mere end ønsket om at stilisere har været bestemmende for resultatet. Mest savner man hos Vasegaard evnen til at skabe i det mindste en illusion om stoflighed, og heller ikke denne brist kan henføres til et ønske hos kunstneren om gennemført forenk­ling. Gang på gang står man uvis overfor hvilket materiale han kan have tænkt på. Man må hele tiden gætte udfra en sandsyn­lighedsberegning og en a jourføring med texten; at f. ex. kvinden i badstuen (s. 106) står på et stengulv og ikke på en flettet måtte eller i vand som det ser ud til. Hvor land begynder og hav slutter er næsten altid en gåde i Vasegaards naturbilleder (ex. s. 91, 231, 238). Vasegaard, som ikke ville lade tilfældet råde eller vise sig svag for billedets uvilkårlige »skinvirkninger«, var alligevel ikke konsekvent og repræsenterer slet ikke den rene realisme i sin illu­strationskunst. Han vender tværtimod ryggen til virkeligheden ­både sin egen og andres -og til alt hvad naturstudium hedder, når han dag og nat synes at se en imaginær måne, hvis lys bader huse, hav, mennesker og dyr. Studerer man lys, der i hans bille­ der kommer fra skjulte kilder eller fra bål og brand (ex. s. 129, 138, 167), viser det sig så godt som altid at være en privat pro­jektør, som kunstneren har sat på visse tilsyneladende vilkårlige punkter (ex. s. 102). Ser man på billedet af elgen (som iøvrigt er et »lån« fra Vasegaards fortid som ugebladsillustratør. Hjemmets Søndag, 1953) er det hvide lys som kun ligger over den ene side af dyrets krone en sådan effekt, hvis forklaring ikke kan findes i naturens nokså mulighedsrige verden, men må tilskrives et indfald. Vasegaard er stivnet i en bestemt form, som kan virke helt stereotyp -navnlig her hvor så mange af hans illustrationer føl­ger lige efter hinanden. Man kan sige om Saxos text, at den kan være tilsvarende monoton og spørge sig, hvad der er årsag og hvad virkning. En tydelig afmatning mærker man også fra bind 1 til bind 2, hvor Vasegaard antagelig er blevet meget træt af Saxo. Den væsentlige årsag til enstonigheden i disse Saxoillustratio­ner er, at kunstneren -bortset fra det lys som han (når Gylden­ Fra Saxo: Danmarks Riges Krønike, hind 1. Side 129. Originalens størrelse 105X105 mm. Se ovenfor Gengivet overfor dals tryksværte da ikke udvisker hans intentioner helt) henter fra træets mørke dybder -blot betjener sig af ét andet virkemiddel, og det er en meget begrænset variering af tæthedsgraden mellem de hvide og sorte, næsten udelukkende vertikale eller horisontale parallelstreger, hvis stædige nærværelse til tider kan minde om persienner, man åbner mere eller mindre for derved at slippe mere eller mindre lys ind. Måske er Saxo et for »stort« stof for en enkelt grafiker (skønt man dog kan tænke sig en som skulle kunne beherske det) og måske burde Gyldendal have delt kapitlerne ud på et større antal egnede kunstnere. Man ville så gerne trække noget positivt frem i bogen, og må- Se næste side ske standser man så op ved det stille landskab på side 27, hvor en vis mild harmoni lader sig ane. Lyset der hviler på træerne, markerne og huset er ganske vist en gave, som alene træsnittets teknik har givet Vasegaard, men han opnår dog her en dybde og en grafisk helhedsvirkning, som hører til hans fortjenester, lige­som effekten af lysende hvidt, der fremdrages af dybt sort, kan Fra Saxo: Danmarks Riges Krønike, bind 1. Side 28. Originalens størrelse: 105X105 mm. V.\N\ v ,\ \ Vv\\ ' V' 1 \ • V; w• 1 (W/h. ^ •V/' v •• •• Srøi' Æ Fra Saxo: Danmarks Riges Krønike, bind 1. Side 27. Originalens størrelse: 105X105 mm. g <•(//(! nu mil liilff •H' III stå fængslende som hos de gamle xylografer, der principielt arbej­dede på samme måde. Når Vasegaards kritikere hidtil i hans kunst har kunnet finde arbejder »uden sidestykke i dansk kunsthistorie«, kan den opfat­telse måske også have gjort sig gældende, at kunstneren bevidst har undladt at fordybe sig i udtryksfulde stofvirkninger af frygt for at ofre sin tegnings ensartethed. Helt kan man heller ikke se bort fra den glans fra hedenold, som forfædrenes malmfulde sprog har kraft nok til at kaste over mindre visionære illustratorer. At der er sket en overvurdering af Vasegaards kunst er utvivl­somt, og på den baggrund må en kritik med tyngdepunkt i det negative være berettiget.